Gnister - Lissette

Sted; midt på arenaen
Tid; lidt over frokost tid så der er ikke forfærdelig meget gang i det hele
Omgivelser; der er folk som træner og andre der kigger på
Vejr; solen skinner lystigt og varmer verden op, men vinden køler det hele lidt ned til en behagelig temperatur

Solen som bagte ned fra himlen fik Zebastian til, at knibe øjnene en smule sammen da han så over mod arenaen hvor der stod folk og trænede deres kampevner. Han måtte indrømme han ikke var den allerbedste til nærkamp, så noget træning ville betale ham godt. Zebastian tog hans cigaret op til munden og tog et dybt sug inden han pustede røgen ud igen. Hans anden hånd holdt om et sværd, bredbladet men tyndt. Hans afhængighed til cigaretter var nok noget af skylden til han ikke var i særlig god form. I hvert fald ikke i fysiskform. Men han havde heller ikke rigtig taget sig sammen til, at træne. Det var meget nemmere bare, at kunne styre de kræfter han var født med til fulde. Men dem havde han heller ikke fået fuld kontrol over, og han havde sikkert heller ikke fundet ud af hvor meget han kunne. Zebastian stoppede op lige ved kanten af arenaen og så med et uinteresseret og ligegyldigt blik på dem der trænede.
Zebastian tog det sidste sug af den stump cigaret han havde tilbage, inden han smed den på jorden og tværede den ud med hælen. Efter at have stået og set lidt på dem der trænede vidste han ikke helt om han selv orkede, at begynde. Det sværd han alligevel havde medbragt var bare et tilfældigt sværd han havde fundet i hytten. Om det tilhørte nogen var ham lige meget.

Lissette havde taget sin træningsrustning på og havde hentet sit spyd og skjold fra våbenkammeret og var smuttet afsted til arenaen, bare fordi at hun havde brug for at afreagere. Normalt havde hun gjort det med at gå ned i boksehallen tæt ved hvor hun boede i Miami, for hun gik jo til boksning der, og så havde hun udfordret en eller anden og kæmpet imod dem, bare for at have nogen at slå på. Hun havde ikke bundet det røde hår op, for hun tænkte lidt, at hun gerne ville gøre det så realistisk som muligt og hun troede næppe på at hun havde tid til at binde håret op i en hestehale hvis hun nu blev angrebet af et monster igen.
Hendes blå øjne søgte hurtigt arenaen, som næsten var tom for halvguder, men det var jo også kun lidt over frokosttid. Hurtigt fik hun øje på en fyr der bare stod og røg. Hun rynkede lidt på næsen inden hun gik over til ham og så ham skodde resterne af cigaretten. Hun målte ham kort med blikket og kunne godt se, at han nok var lidt yngre end hende. Da hun stod overfor ham, betragtede hun ham og måtte se lidt op på ham da han var de små ti centimeter højere end hende. "Har du mod og lyst til en lille kamp?" spurgte hun med sin blide stemme, men med et udfordrende glimt i blikket og den rødlige ring omkring hendes pupil skinnede nærmest, noget hun havde lært, at den altid gjorde når hun følte sig ophidset.

Zebastian kunne ikke undgå, at se nogle af menneskerne som trænede var iklædt fuld udrustning. Han var selv bare troppet op i en tætsiddende sort t-shirt og nogle stramme grå jeans. Samt hans laksko som fodbeklædning og så det fundne sværd. Men nu var det heller ikke fordi han skulle ud i kamp eller noget, og det lignede det lidt de andre havde tænkt sig. Overdrevet alligevel. Inden Zebastian overhovedet nåede, at finde en ny cigaret frem fra bukselommen var der dukket en pige op. Hun havde vidst spurgt ham om et eller andet. Med et køligt blik så Zebastian pigen an. Hendes røde hår var ikke bundet op og hun var også i fuld udrustning. Var det normalt? Han kunne vurdere hun nok var lidt ældre end ham, men hun var stadig lavere. Zebastian kunne fornemme pigens blidestemme ikke helt passede med hendes udfordrende blik. Med et lidt grundigere blik syntes Zebastian, at se en rød ring rundt om pigens blåøjne. ”Hvorfor ikke” svarede Zebastian omsider på hendes opfordring med et udtryksløst udtryk i ansigtet og en kold tone i stemmen. Han så kort ned mod jorden for, at glo på den udtværede cigaret stump. Man kunne vel ikke ryge samtidig med han kæmpede?

Lissette klukkede let over ham og lod kort blikket glide over ham i et lille elevatorblik. "Har du tænkt sig at skifte til udrustning eller er du bare for hovmodig?" spurgte hun så efter at han havde svaret på hans spørgsmål. Hun havde selv efterhånden været i lejren et par uger og havde vænnet sig til at kæmpe med sit spyd og skjold, og hvilken skøn følelse det var! Allerede efter et par få kampe havde hun vænnet sig til vægten at både spyd og skjold og havde det som om de var en forlængelse af hende selv. Hun var ikke særlig påvirket af hans ligegyldige ansigtsudtryk eller hans kolde tone, hun var egentlig lidt ligeglad med det lige nu, hun skulle bare have en af slå på. På visse punkter kunne hun egentlig godt lide sin fætter, krigsguden Ares, for hun var ret kampglad når hun var ophidset. Hun så på fyren med et hævet øjenbryn og ventede på hans svar.

“En rustning er mig lige gyldigt” svarede Zebastian studst. Han havde ikke tænkt sig, at trække i noget så latterligt når det kun var en træningskamp, men det betød heller ikke han var hovmodig. Og hans trang til den cigaret som lå i hans lomme gjorde ham bare lidt mere tvær. Hans greb om sværdet blev strammere og han vejede kort sværdet i hånden. Det var faktisk overraskende let. Det havde sikkert noget, at gøre med dets tynde men brede blad. Ikke fordi han havde særlig meget styr på det, det var sikkert mere børn af Hefaistos der kunne udtale sig om det med sikkerhed. Zebastians blik vurderede kort pigens våben. Et spyd … og hun havde også medbragt sig et skjold. Troede hun kampen ville blive så voldsom, at hun havde brug for det? Måske var det sådan de kæmpede. Ikke sådan nogen blødsødne kampe, men sådan en rigtig kamp. Dog ikke en kamp der galt liv eller død. Det ville være for urealistisk. “Skal man hilse på hinanden inden man begynder kampen, eller er det bare at starte?” Spurgte han med et let rynket bryn.

Lissette smilede let over ham og hævede det ene øjenbryn. "Det må du selv om," sagde hun med den blide stemme og så på ham med øjne som nærmest spejlede sig i himlen, da de havde samme farve som den. Hun havde både skjold og spyd med sig fordi at det var hendes våben, fordi at de tilhørte hende og nærmest var en del af hende selv. Hun vendte sig om og begyndte at gå ind imod selve arenaen og regnede med at han fulgte med. Hun smilede over hans ord. "En præsentation ville da være på sin plads," sagde hun idet hun vendte sig om med ham og smilede let og mere venligt til ham, dog var det udfordrende glimt stadig i hendes øjne, og trangen til at kæmpe. "Jeg er Lissette, datter af Zeus," præsenterede hun sig og smilede let til ham. "Og du er?" Hun så lettere nysgerrigt på ham og greb lidt fastere omkring spyd og skjold og rullede kort med skuldrene imens hun trippede lidt.

Med nogle sløve skridt fulgte Zebastian efter pigen ind på arenaens areal. Da pigen begyndte, at præsentere sig selv sparkede Zebastian lidt til jorden. Han gav et mindre nik da hun afsluttede hendes sætning. Hvor godt denne kamp ville udspille sig kunne han ikke rigtig sige, der var ikke noget vand så han kunne ikke snyde eller hvad han nu kunne finde på. Og han var heller ikke særlig god til det med våben. Eller nærmere, han havde sådan set ikke rigtig prøvet. “Den anden tvilling fra familien Rosegaard, Zebastian. Søn af Poseidon” sagde han hurtigt men tydeligt. Hvis pigen, Lissette var datter af Zeus, var de begge børn fra en af de tre store Guder. Zebastian hævede sværdet så spidsen af sværdet var på højde med hans brystkasse. Han tog en dyb indanding, der føltes lidt sjov da han ikke indåndede røg men ren luft. Han kneb øjnene en smule sammen og så afventende på Lissette. Han havde ikke tænkt sig, at begynde kampen. Hvad skulle han dog gøre? Bare svinge sværdet med hende og se om han kunne ramme hende.

Lissette betragtede ham roligt og lettere afmålt. Hun smilede dog lidt da han præsenterede sig selv. "Så du er min fætter," sagde hun med et lille grin. Hun rullede kort med håndleddet i den hånd hun havde spydet i, så det tegnede en lille cirklen ud i luften imens hun så på ham og trådte lidt tilbage med det venstre ben. "Har du overhoved kæmpet før?" spurgte hun nysgerrigt og med et lille grin om læben. Hun vidste godt, at uanset hvad så havde han en fordel med sin højre og større vægt da hun jo var en lille tøs, men ikke svag, hun kunne en ting eller to, og hvis det blev nødvendigt, så kunne hun jo altid prøve at påkalde sig torden, hvis hun da kunne. Hun havde selv ikke rigtig styr på sine evner endnu. Da han bare stod der, gjorde hun et hurtigt udfald imod hans sværdarm med spyddet, bare for at se hvad han kunne.

“I denne lejr er vi alle fætre, kusiner eller halvsøskende” svarede Zebastian kort for hovedet og så Lissette gøre cirkler med spydet. Det var ret syret, at alle i lejren mere eller mindre var i familie med hinanden. Men Zebastian så nu kun hans tvillingebror som familie, det andet virkede bare for underligt. “Faktisk ikke” svarede Zebastien hurtigt inden Lissette gjorde et udfald mod ham. Af ren refleks fik han pareret sværdet så Lissettes spyd ikke ville ramme ham. Med et mindre smash lød lyden af metal der ramte mod metal kort. “Og smør det grin af læben” tilføjede han en smule hårdt, han kunne ikke fordrage folk der grinte af ham uden nogen grund. Han havde sådan set ikke sagt eller gjordt noget som der kunnes grines af. Med en hurtigt bevægelse sigtede Zebastian hans sværd mod Lissettes hofte. Han måtte indrømme Lissette var noget mere øvet end ham. Men han havde vel en mindre fordel i, at være større både i vægt og højde.

Lissette nikkede og måtte give ham ret. "Det er lige før, ja," sagde hun med et lille grin og smilede skævt til ham. Det summede og spændte i hele hendes krop for at komme af med noget energi og det var nærmest som om luften omkring dem knitrede og var opstemt af energi. Men hun lagde ikke rigtig mærke til det. "Jamen, så knæk og bræk," sagde hun kækt og smilede skævt til ham og klukkede let over ham. Hun nikkede lidt anderkendende da han parrerede hendes slag. "Tving mig." Hun blinkede en enkelt gang til ham og blokerede hans sværd med skjoldet og stak hurtigt ud efter hans mave. Hun var ikke bange for at skade ham, og nu havde han jo selv valgt ikke at have en rustning på, så han var selv ude om det hvis han kom til skade. Hun havde et hårdt greb om spyddet og hendes hår lå smukt omkring hendes ansigt og hun havde ingen problemer med at se igennem det når det lå over hendes ansigt.

Var hun ude på, at dræbe ham eller hvad? Det var lige med nød og næppe han fik undgået Lissettes spidse spyd så hun ikke gennemborede ham i maven. En mindre svien ved hans overarm kunne mærkes. Han så hurtigt på hans arm og kunne se en mindre flænge var kommet efter Lissettes angreb. "Jamen tak for det da" svarede Zebastian koldt til hendes knæk og bræk kommentar. Med den frie hånd gned han kort på flængen, det gjorde sådan set ikke ondt det var bare rødt. Så alt det med udrustningen var ikke bare til pynt, det var simpelthen fordi man kæmpede som om man var i kamp. "Skal nok få tørret det smil af" svarede Zebastian spyddigt tilbage og kneb øjnene en smule sammen, det gjorde ham en smule sur hun bare syntes det var sjovt og hvad skulle den blinken dog til for? Hvis hun var ude på, at skramme hans ellers så perfekte ydre kunne hun godt tage og pakke sammen. Heldigvis var de healings kræfter han kunne besidde indtil videre meget gode mod sådan noget.
Med et fast tag om sværdet hævede Zebastian sværdet så det var på højde med hans hage. Med en hurtigt bevægelse tyrede Zebastian sværdet ned ad, så det ville ramme hendes højreskulder. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig, at sigte efter hendes hals.

Lissette var ikke ude på at skade ham, men for at vise ham vigtigheden i at bære en rustning når man var i arenaen. Hun så godt den lille flænge hun havde lavet i hans overarm. Hun klukkede blidt over ham og smilede skævt til ham. Hun var ikke bange for ham, han havde jo ikke kæmpet før og der var intet vand omkring dem. Så hun havde helt klart den største fordel ved både dét at hun havde kæmpet i nogle uger og at hun havde gået til boksning og jo derfor ikke var så svag, som det kunne virke som når man så hendes lille skiggelse. Hun blev stadig ikke påvirket af hans spydigheder, hun kom bare med en lille kluklatter og ventede på hans angreb. Hun så godt hvor han sigtede efter da han løftede sit sværd. Højre skulder, det var hendes spydarm og derfor den skulder der var sværest at beskytte med skjoldet derfor valgte hun hurtig at hoppe bagud og undvige, desværre ramte han stadig en del af hende, dog ikke hvad han havde sigtet efter. Kort efter at hun havde hoppet bagud faldt der en lok rødt hår ned på jorden og hun bed tænderne let sammen. Hun var meget kærlig overfor sit hår og passede rent faktisk godt på det, men nu kunne man se en lille indhak i hendes højre side af håret, hvor lokken lå nede på jorden nu. Da hun så op på ham var spændingen så mættet at det bokstavelig talt slog små gnister omkring dem. I en hurtig bevægelse slog hun spyddet imod hans ben, fra højre side og ved knæene, så han forhåbentlig ville falde sammen hvis hun ramte, for han kunne jo sagtens nå at hoppe højt og undgå eller trække sig bagud, men hun håbede ikke på at han undveg, hun skulle have hævn.

Så trænet som Zebastians modstander var undveg hun hans udfald med et mindre hop tilbage. Hans greb om sværdet blev strammet og han fik et hård drag om munden, det irriterede ham han ikke kunne særlig meget i nærkamp. Det var nu heller ikke fordi han vidste hvordan han kunne udnytte hans egne kræfter bedst muligt, men han kunne vel kun blive bedre med tiden. Hans isblå øjne fulgte den røde hårlok som faldt til jorden. Hvis han var heldig ville Lissette være som de fleste andre piger såvel som drenge, besatte af deres hår. Han tøvede lidt med, at gøre et udfald og var en smule ufokuseret på kampen et kort sekund. Så det kom som et mindre chok da det var som om luften slog gnister. Måske havde han slet ikke godt af, at holde ryge pause ... selvom det ikke var så lang tid siden han havde fået den sidste cigaret. Faktisk var det meget kort tid siden. Måske hallucinerede han en smule ellers kunne det også komme fra Lissette. Hun var trods alt datter af Zeus kom Zebastian i tanke om. Tyede hun til et eller andet lusket trick?
Zebastian opfangede slet ikke Lissette havde fået svinget hendes spyd inden den ramte ham ved knæet på højre ben. Den sviende smerte fik ham til, at bukke under så han faldt til jorden med et ordentlig bump. Men det fik ham ikke til, at lade være med at fægte vildt med sværdet mod hendes ankel.

Lissette var meget stolt af sit hår og dets nærmest ildrøde farve, og hun var meget kærlig over det og sørgede for, at spidserne aldrig var spaltede eller at hendes hår så slidt eller fedtet ud. Så da hun så hårlokken falde til jorden, vidste hun jo godt, at hun kunne have undgået det ved at sætte håret op i en knold, men det ville jo være urealistisk, så hun kendte godt risikoen for at hendes hår kunne ryge, men det gjorde det jo ikke bedre, vel?
Og hun brugte ikke et eller andet lusket trick, hun kunne ganske simpelt ikke gøre for det, for sådan blev luften omkring hende altid når hun var vred eller ophidset på en eller anden måde.
Et lille, grumt smil begyndte at forme Lissettes læber da hun så ham falde, men hun nåede derfor ikke at undvige helt. Sværdet ramte hendes benskinne og hun vaklede lidt og bed smerten i sig. Noget der lød som en lavmælt knurren kom fra hendes mund og hun slog sit skjold hårdt ned i hans sværdhånd og prøvede at skubbe hans sværd væk inden hun satte sin fod let imod hans brystkasse, dog hårdt nok til at det kunne mærkes, og satte derefter sit spyd imod hans strube.

//Du må meget undskylde tiden!

//OOG: Du er ikke den eneste som skal undskylde//

De usynlige gnister hang stadig i luften, og det var som om de blev kraftigere. Lyden af Zebastians sværd der ramte Lissettes benskinne fik et skævt smil frem i Zebastians ansigt. Og det var ikke tit man så ham smile. Han bed smerten i sig efter hende spyd og prøvede da hun vaklede lidt, at rejse sig op. Men inden han overhoved havde fået sat benet i jorden og forsøgt, at rejse sig op, havde Lissette hamret hendes skjold ned i hans hånd. Den hånd han holdt sværdet i. Zebastian skar en grimasse på grund af smerten og bed sig hårdt i læben. Lissette skulle ikke nyde noget af han undslap et skrig, så hellere bide hans egen læbe til blods. Selvom smerten var enorm holdt Zebastian om hans sværd.
Inden han overhoved nåede, at reagere på noget som helst havde Lissette overtaget kampen mere eller mindre. Zebastians øjne fulgte Lissettes spyd op til hendes hånd. Han sendte Lissette et olmt blik da han så hende ind i øjnene. Hun skulle ikke få lov til, at vinde den kamp!
”Møg tøs” snerrede han og slog hårdt ud mod hendes knæled.

//Vi overlever nok //

Lissette skulede ad ham da hun så, at han ikke slap sværdet efter hendes slag, men hun gav ikke op, næppe. Dog fortjente han lidt ros da han ikke sagde et piv efter hendes slag, for hun vidste jo godt, at det gjorde pisse ondt. Og da hun havde sat spydspidsen imod hans hals havde hun mere eller mindre regnet med at vinde kampen, så selvfølgelig sænkede hun paraderne lidt. Så derfor blev hun overrasket da han slog ud imod hendes knæ med sværdet, heldigvis havde hun sit skjold i hånden og paraderede hurtigt med det og snerrede ad ham idet hun denne gang placerede en fod imod hans overarm, hans sværdarm, og trådte til, og var et kort øjeblik ligeglad med at om hun brækkede hans knogler eller skade ham på anden vis. Luften omkring dem var så opladet at der nogle gange kom små udbrud af elektricitet. Han havde intet til at beskytte sig med, hvilket jo var hans egen skyld, og hun udnyttede den fordel og slog ud efter ham med sit spyd og skar ham langs den modsatte overarm, fra midten af armen og op til skulderen inden hun løftede den op og satte den imod hans strube, direkte imod den og smilede grumt og tilfreds til ham. "Giver du op?" spurgte hun med en sukkersød stemme.

//OOG: Det må vi håbe vi gør xP//

Det irriterede Zebastian helt vildt, at Lissette bare undveg hans udfald hele tiden. Han måtte hellere begynde, at træne. På den ene og den anden måde. Så var han da til en anden gang parat til krig. Da Lissettte satte hendes fod på hans overarm og trådte godt til bed Zebastian sig så hårdt i læben, at han kunne smage blod. Hans muskler i kroppen var spændte og han dirrede en smule af ophidselse. Zebastian kunne mærke gnisterne i luften blev kraftigere og mere voldsomme. "Beskidte tricks!" Snerrede Zebastien af Lissette og kneb øjenene svagt sammen. Hvorfor var der ikke noget vand i miles omkreds? Hvis hun tyede til luskede tricks ville han da også. Hvis han var meget heldig kunne der være en sjat vand et eller andet sted i denne arena. Lidt var bedre end intet.
Spydets spids der skar gennem hans kød, sved mere end smerten Lissettes fod udgjorde. Med vildt opspilede øjne så Zebastian på det Lissetttes spyd havde efterladt på hans overarm. Ud fra det åbne sår strømmede den tykke røde væske ud. Blod. "Skrid til underverden med dig!" Snerrede Zebastian og bed den svidende smerte i sig og greb fat om Lissettes spyd. Lige over selve spydets skarpe del. Han strammede grebet om hendes spyd så hans knoer blev helt hvide og blodet strømmede endnu mere ud fra såret.
Han ville fanme ikke give op. Om han efter denne kamp kom til, at være et omvandrende lig.