Back to the praktice ~Lissette

T: 04:30
S: Bueskydningsbanen
V: køligt, men stjerne klart
O: ikke en levende sjæl
P: http://modsreloaded.com/downloads/ccmc3qfvgd/gz30jmmadm.jpg dog med hovedet frit

Jason Stod alene på bueskydningsbanen og trænede igen, ikke fordi han havde brug for det, men mere fordi han ikke kunne sove, han havde stået der i en time, og bare sendt den ene pil efter den anden, han havde lavet forskellige øvelser, og alle målskiver, sad der pile i, alle sad i midten. Han havde ikke tænkt sig at stoppe, han stod bare stille eller sprang så højt han kunne for så at sende en pil af sted. Eller han kunne stå med ryggen mod målet og sende pile af sted og stadig ramme. Endnu havde han ikke misset et mål, uden at det var en bevist handling. Han forsatte og stoppede så kort og lagde buen over skulderen og så på sit værk. Derefter lavede han en bevægelse og stod så med fire kasteknive i hånden, han sendte dem af sted mod fire forskellige målskiver og ramte plet. Han smilede over sig selv, han lod en hånd køre gennem sit hår.
Han begyndte at gå hen mod skiverne og så på hver enkelte pil, et skævt smil kom frem på hans læber, inden han gik tilbage til sit udgangspunkt. Igen tog han buen frem og skød så kun efter den samme målskive.

Påklædning:

Lissette havde ligget og vendt og drejet sig hele natten, men havde til sidst givet op og stået op og trukket i noget jogging tøj og smuttet ud for at løbe rundt i lejren, bare for at have noget at lave, ikke? Hun løb rundt i sine egne tanker indtil en konstant dunk, dunk, dunk afbrød dem. Uden at stoppe med at løbe, fulgte hun efter lyden og da hendes øjne havde vænnet sig til mørket så hun fyren der stod i den kæmpe kamprustning, slet ikke den hun havde set andre kæmpe i, nej, den her rustning var meget ... bizar i det. Helt sort, han gik næsten i ét med nattens mørke. Alligevel tændte det hendes nysgerrighed at han var oppe på det her tidspunkt som hende selv og hun løb over imod ham, nærmede ham fra siden af. Da hun så var nogle meter fra ham, sagde hun; "Så jeg er ikke den eneste der ikke kan sove?" Hendes skarpe blå øjne betragtede ham imens hendes ildrøde hår lå om hendes skuldre.

Jason forsatte sin færd, med pilene og stod og fokuserede ikke en gang på målet han skød bare, det lignede ren rutine, hver gang han havde sendt en pil af sted, havde han trukket den næste pil og sendt den af sted. Han havde allerede opfanget lyden af et andet menneske der færdedes i lejren, han tænkte ikke mere over det end som sådan, han lyttede bare mens han forsatte sin gøren. Han lyttede til hende mens hun løb, han smilede han vendte kort hovedet i hendes retning, og så hun løb mod ham, han stod stadig og affyrede pile med samme tempo, han vendte blikket tilbage på målskiven og stoppede så da hun var henne omkring ham. ”Søvn er en overvurderet ting, som er nødvendig over overlevelse, med mindre man har fundet en anden måde at leve på” sagde han langsomt og vendte sig mod hende, han betragtede hende kort, hans grønne øjne mødte hendes blå, i et kort øjeblik, han vendte sig tilbage mod målskiven, ”har du skudt med bue og pil før?” spurgte han.

Lissette var mildest talt forundret over hans evner med bue og pil og overrasket over at man kunne skyde så præcist og rigtigt hver eneste gang. Hun blinkede lidt overrasket over hans ord. "Jeg kan nu godt lide at sove længe alligevel," sagde hun med en lille latter, som lyste hendes ansigt op. "Jeg ... sover bare ikke så godt nye steder." Hun løftede den ene hånd og kløede sig nærmest forlegent i nakken. Hun mødte hans grønne øjne med et par blide blå, og smilede let til ham. Hun grinede lidt. "Et par gange i går, men ellers så har jeg aldrig prøvet det før," sagde hun med et lille grin. "Jeg ville næppe være bare en tiende gang så god som dig." Hun grinede lidt og betragtede ham med et lille, skævt smil.

Jason lagde buen over skulderen og betragtede hende mens hun snakkede ”Jeg har ikke sovet i flere måneder” mumlede han lavt for sig selv men holdt blikket på hende ”tja søvn og det at sove længe er vel dejligt” sagde han så og smilede kort til hende, det meste af den kolde natur han havde var pakket væk, han ville give denne nye pige en chance. Han lyttede til hendes latter og nikkede til hende ”det er vel de færreste mennesker der sover godt uvante steder” sagde han så og smilede kort og skævt. Han fulgte hendes bevægelse, han bed sammen og spændte kæbemusklerne, en vane han havde fået. Langsomt gik han over mod hende ”så skyd lidt sammen med mig” sagde han og smilede venligt og kort til hende ”det er enkelt nok” tilføjede han. ”Hvis du var det, ville jeg give dig en medalje, min mor er Artemis Jagtens og skovens gudinde, så jeg er blevet givet en gave” sagde han så og smilede kort ”Jeg er for resten Jason Anthony Stark” sagde han så og smilede skævt.

Lissette så på ham og rynkede lidt på brynet over hvad han sagde. "Hvordan kan det lade sig gøre? Søvn er jo vigtigere end mad og drikke," sagde hun langsomt og kunne ikke helt forstå hvad det var at han sagde til hende. Det var jo fysisk umuligt, ikke? Men jo, hun stod jo også og snakkede med en dreng der var søn af Artemis, jagtens gudinde, som sikkert kunne ramme plet på ti målskiver med lukkede øjne. Hun nikkede lidt og sendte ham et skævt smil. "Det er det," sagde hun med et lille grin og kørte en hånd igennem sit ildrøde hår. Hendes kinder blussede ganske let og hun nikkede lidt. "Sikkert," sagde hun og smilede skævt til ham. Hendes kinders rødmen fik fregnerne der nærmest var drysset ud over hendes kinder og næse til at træde mere frem. Hun løftede begge hænder med håndfladerne vendt imod ham. "Jeg stinker til det, bare tro mig," sagde hun leende og trak så lidt på skuldrene. Hun nikkede lidt, som om et lys gik op for hende. "Det giver også meget mere mening," sagde hun med et grin og sænkede hænderne igen. Hun nikkede til ham. "Lissette McLander her," præsenterede hun sig selv som og sendte ham et lille grin. "Datter af Zeus." Hun trak lidt på skuldrene, som om det ikke rigtig betød noget, for hendes såkaldte 'far' havde jo aldrig været der for hende, hun havde aldrig mødt ham, ikke en eneste gang, så hun havde valgt også at være ligeglad med ham.

Jason så på hende og smilede kort og betragtede hende kort og en hånd køre gennem sit hår ”jeg siger det kan lade sig gøre ved at jeg har fundet en måde hvorpå at søvn bliver givet på en anden måde” sagde han kort og smilede ”jeg meditere og oplader min energi, og får mine behov dækket på den måde” sagde han blidt og smilede venligt til hende og knyttede sine næver og bed sammen igen, langsomt lod han blikket glide over hende, hans blik vendte tilbage til målskiven ”Du behøver ikke være god, for at skyde sammen med mig, jeg vil bare lære dig lidt, og hjælpe dig med at blive bedre” sagde han så og smilede til hende ”der er ingen der siger du skal kunne ramme alle målskiver med samme præcision som jeg kan” tilføjede han og smilede til hende hans smil var stadig venligt, men forsvandt kort efter det var kommet frem. Han trak buen frem igen og rakte hende den ”tag et par skud” sagde han venligt. ”Dejligt at møde dig Lissette” sagde han så og smilede til hende. Han vendte sig mod målskiven og betragtede den han gik så hen mod målskiven og trak pilene ud ”du er velkommen til at tage denne målskive” sagde han så og gik tilbage til hende.

Lissette nikkede lidt og smilede så til ham og grinede lidt. "Den har jeg aldrig hørt før," sagde hun med et lille smil og betragtede ham stadig med de blå øjne, som havde den rødlige ring omkring irissen. Hun nikkede lidt. "Jeg kunne godt for brug for at blive bedre, for jeg stinker seriøst til det her," sagde hun med et grin og hendes kinder blussede let igen, da hun ikke brød sig som at være dårlig til noget, hun var måske lidt en perfektionist, men hvad fanden, hun kunne ikke gøre for det. Da han rakte hende buen tøvede hun et øjeblik inden hun tog imod den og stod med den, som om hun virkelig ikke anede hvad hun skulle gøre med den. "I lige måde, Jason," sagde hun med et lille, venligt smil og tøvede så. Hun sukkede, bed sin stolthed i sig og så på ham. "Det her er ikke et forsøg på at score dig, men kan du ikke hjælpe mig?" spurgte hun med et lille grin, men det var tydeligt at se på hende hvor meget hun hadede at spørge og bede andre om ting. Hun nikkede lidt til ham og ventede så på hans svar.

Jason smilede til hende ”du har helt sikkert heller ikke mødt en dreng som mig før” sagde han med et lille skævt smil, han betragtede hende bare og lagde mærke til det røde omkring hendes iris. Han betragtede hende med et nysgerrigt blik, men sagde ikke noget, han betragtede hende bare i stilheden og smilede da hun sagde at hun stank, han grinte over det ”vi kan alle bruge det at blive bedre til noget” sagde han så venligt og smilede ”så slem kan du da ikke være” sagde han så han bemærkede hendes kinders blussen og smilede over det. Han betragtede hende mens hun tog i mod buen ”den er specielt designet af en veninde jeg har, samtidig med der er noget fra min mor i den også, videnskab og magi, er en kraftfuld kombination” sagde han så. Buen var let, selvom den så tung ud, den var af ballanceret og elegant at bevæge sig med. Han betragtede hende bare mens hun stod med buen ”værsgo bare sæt i gang hvis du” han nåede ikke at blive færdig med sin sætning inden han hørte hvad hun sagde ”Hvis det havde været det fra starten af, skulle der mere til end det der” sagde han så og smilede kort ”men ja jeg vil da gerne hjælpe dig, hvis du har brug for det” sagde han så og smilede venligt til hende ”stil dig som du ville, hvis du skulle skyde med den, og så retter jeg det der er forkert” sagde han så og betragtede hende.

Lissette lo kort over ham. "Nej, det har jeg bestemt ikke," sagde hun med et skævt smil og betragtede ham med de blå øjne. Den røde ring omkring hendes irisser var ikke særlige synlige, de var der bare og hun havde lært at sætte pris på dem med tiden. Hendes brødre sagde altid, at det var noget af det der gjorde hende speciel. Og så havde hun typisk nok slået dem på skulderen og jagtet dem rundt i det hus de boede i, men det var altid endt med at de sloges og rullede rundt på gulvet og kildede hende, ofte var det begge brødre imod hende. Hun nikkede lidt for at give ham ret og lo stille. "Jo, så slem kan jeg godt være, jeg kan meget bedre lide nævekamp," sagde hun med et lille grin. Hun så på ham, lyttede imens han snakkede om buen. "Er du så sikker på at du overhoved tør at lade mig skyde med den?" spurgte hun leende og var mildt sagt overrasket over hvor let buen egentlig var. Hun lo hjerteligt over ham og nikkede lidt. "Godt, for det er aldrig sjovt når fyre er lette at score, så er der ingen sejr i det," sagde hun med et drilsk smil, nikkede lidt og gjorde som han sagde og stillede sig som om hun skulle til at skyde. "Tak, Jason, for jeg får nok brug for det," sagde hun med en lille kluklatter og så på ham med et skævt smil.

Jason løftede det ene øjenbryn og nikkede så, med et lille smil ”der kan du bare selv se” sagde han så og mærkede hun betragtede ham, han smilede og rystede på hovedet. Langsomt lod han hånden glide gennem håret, og betragtede hende så. ”Hav nu lidt tillid til dig selv, du kan vel finde ud af at bruge den for det første, og lægge en pil på den?” Spurgte han så og smilede venligt til hende ”en nævekamp er ikke altid løsningen, Du skal være forberedt på alle fronter” sagde han så ”ellers er du så godt som færdig, før du kommer i gang” sagde han så og smilede kort og vendte blikket mod målskiven. ”hvis det lykkedes dig at ødelægge den bue der, så skal du have lov til det, den er specielt designet husk det, den er lavet til at kunne udholde en del prøvelser” sagde han så langsomt og vendte blikket mod hende ”så ja, jeg tør godt at lade dig bruge den til sat skyde med” sagde han så venligt og smilede til hende mens han betragtede hende og buen ”så det er bare at komme i gang” sagde han så og smilede venligt til hende. Han løftede hånden og løftede det ene øjenbryn, ”Det kan jeg ikke snakke om, da det ikke er fyrene jeg går efter” sagde han så og grinte over hende ”men hvis du siger det ikke er en sejer, skal det nok passe” smilede ha så og lukkede næverne ”det gør du” sagde han og stillede sig først bag hende og så mod målskiven ”ret lidt på albuen der holde strengen, og ret lidt op og træk vejret roligt, og hold hænderne roligt” sagde han så og så stadig mod målskiven.

Lissette grinede lidt over ham. "Jeg har skam tillid til mig selv, bare ikke lige på det her punkt, jeg har aldrig haft brug for at skyde med bue og pil eller kæmpe med et sværd eller et andet våben," sagde hun med et grin og trak lidt på skuldrene. "Jeg har lært at ligge pil på, det er selve det med at skyde og sende den afsted jeg stinker til." Hun klukkede lidt og så på ham inden hun endnu en gang trak lidt på skuldrene. "Mine evner har nu altid hjulpet mig, lyn kan være nødvendige somme tider," sagde hun med et lumsk glimt i sine blå øjne og klukkede stille. Hun lyttede tavst til hans ord imens hun fiskede en pil frem og lagde den på buen. "Jeg er ikke bange for at ødelægge den, men hvad jeg kommer til at ramme," sagde hun med et grin og så på ham med et kært blik og et skævt smil.
Hun lo over ham. "Så du er en sand hetero fyr," sagde hun drillende. "Så se det på en anden måde, hvis du nu var på jagt og dyret kom helt frivilligt over til dig og ventede på at dø, så er der ingen sejr i det. Sejren ligger i dét man giver for at vinde sit bytte," forklarede hun og så på ham med et skævt smil. Hun nikkede lidt og gjorde som han sagde, hun rettede sig op og rettede på den albue der holdte strengen. Hun trak stille vejret og nikkede lidt. "Bedre?" spurgte hun og så lidt tilbage imod ham da han jo stod bag hende.

Jason så på hende da hun grinte ”det er godt du har tillid til dig selv, men at du mangler i emnet med at skyde med bue og pil, Det er en skam, for det er en dejlig følelse når du kan sende pile af sted med præcision og elegance” sagde han så og smilede til hende mens han havde lyttet til hendes ord ”nærkampsvåben er jeg heller ikke den helt store ekspert i” sagde han så og smilede kort. Han så hun trak på sine skuldre ”det er let nok at skyde, når man har teknikken men så kommer præcisionen” sagde han så og smilede kort til hende. ”Så du kæmper unfair” sagde han så drillende ”lyn er ikke fair i en næve kamp, hvor din modstander ikke aner hvad der kommer til at ramme” sagde han så og betragtede hende. ”du skal ikke være bange for ikke at ramme målet det er derfor jeg hjælper dig” sagde han så og smilede til hende ”så du kun rammer målskiven” sagde han så.
”Ja jeg er en sand heteroseksuel” sagde han så og smilede til hende ”hvad med dig?” spurgte han så og lyttede til hende. ”jeg ved godt det ikke er sjovt, når dyret kommer direkte hen til sig, men det er jo noget andet, når jeg kalder på dem, og de så kommer” sagde han ”jeg lokker dem på deres eget sprog” sagde han så venligt og smilede ”men ja jeg ved da det ville være træls, hvis jeg kunne sætte mig ned, og holde min mund, og så dyrende kom” sagde han så langsomt. ”hold den roligt, han skubbede lidt til hendes fødder, så de stod i stilling og rettede lidt på buen” nu ser det mere rigtigt ud” så slipper du strengen når du puster ud?” sagde han så og smilede, han slap hende og stillede sig foran hende.

Lissette så på Jason og klukkede stille. "Jeg synes bare at det er lidt uværdigt at skyde langvejs fra, dræbe en uden at have nogen mulighed for modstand," sagde hun med en lille skuldertrækken. "Ikke at jeg har noget imod at andre gør det, men jeg går lidt op i fairplay." Hun smilede blidt og skævt til ham. "Nævekamp, se dét er noget jeg er god til." Hun smilede og længtes kort efter sine to brødre. Guderne kun måtte vide hvor meget hun savnede dem og hendes mor. "Jeg har to ældre brødre, ser du, de er tvillinger, og de er kun et par år ældre end mig selv, så lige siden jeg har været helt lille har vi sloges og kæmpet, så jeg kan et par små fif og tricks. De har altid sørget for at jeg kan klare mig selv, og da jeg blev ældre, kunne jeg klare dem begge nogle gange." Hun smilede fjoget til ham og vidste godt, at det virkede ret usandsynligvis for en sådan lille pige som Lissette at klare to ældre fyre. Hun klukkede lidt. "Jeg har aldrig rigtig kunne styre det, selvom jeg prøver, så har jeg et godt temperament som gør mig lidt ... elektrisk," forklarede hun med et grin og trak på skuldrene. Hun havde flere gange givet andre stød fordi at hun var så rasende at det nærmest stod lige ud ad hende. Hun nikkede lidt til ham og smilede. "Det er jeg glad for," sagde hun med en lille latter.
"Det samme, så vidt jeg da ved," sagde hun med et grin og trak på skuldrene. Hun nikkede lidt og så på ham med blide øjne. "Ja, okay, det vidste jeg ikke," sagde hun med et undskyldende smil og så på pilen og måleskiven igen og trak langsomt vejret i dybe indåndinger. Hun lod ham rette på hende som han fandt bedst og hun nikkede lidt. Trak strengen ud og gjorde præcis som han sagde og slap strengen og pilen idet hun pustede ud og imens hun fulgte pilen med øjnene og så at den faktisk ramte kun et par meter fra måleskiven. Hun lo. "Jeg har aldrig været så tæt på før," sagde hun med et fjoget grin.

Jason så på hende og smilede kort ”det kan man jo godt sige, altså hvis du har den fordel i at du kan angribe langt fra, så er det godt, du skal tænke på det er ikke alle der ser det som unfair at sætte en pil eller en kugle gennem en anden på lang afstand” sagde han roligt og kort for hovedet ”altså mennesker siger, at hvis du har en større fordel, end den anden, så bruger du den jo, er det ikke sandt?” spurgte han så og smilede blidt til hende ”men en god omgang nævekamp er også god” sagde han så og smilede kort og betragtede hende. ”at træne med nogle der er større og stærkere end dig, vil det hjælpe dig med den fysiske styrke” sagde han så langsomt og smilede til hende ”det med teknik er vigtigere end styrke, hvis du har mere teknik end din modstander har du som regel en større fordel, uanset hvor stor og stærk en modstander er” sagde han så langsomt. Han nikkede og smilede til hende ”der er ingen af os der kan styre vores evner til at starte med, det kommer med tiden, træning og mere træning” sagde han så og smilede venligt og kort til hende. ”et voldsomt temperament kan være godt, i nogle tilfælde” sagde han så og smilede kort og grinte over hende, han så mod himlen og vendte blikket mod hende igen. ”Du skal bare tage det som det kommer, så går det nok” sagde han så langsomt.
”Det er noget du skal være sikker.. Det kan man vel ikke være sikker i før man har eksperimenteret” sagde han så langsomt og grinte over det han havde sagt. ”nej det kunne du ikke vide vel” sagde han og smilede til hende ”normalt jager jeg som andre ville, med evner tålmodighed og held” sagde han så og smilede kort. Efter han havde stillet sig foran hende betragtede hende. Han lyttede til hendes åndedrag og smilede til hende. ”det det ser virkelig flot ud, slip den når du er klar” sagde han lavt og betragtede hende. ”Er det virkelig første gang du er så tæt på?” spurgte han venligt og smilede ”så er det bare at prøve igen” sagde han så og smilede inden han rakte hende endnu en pil.

Lissette trak bare lidt på skuldrene. "Så må jeg vist hellere blive bedre til det her," sagde hun med en lille latter og så på ham med blide øjne. Hun så på ham, og blev enig med sig selv, at hun godt kunne lide hans tankegang. "Jo, det gør de vist," medgav hun med et lille grin. Hun elskede selv nævekamp, men hun havde stadig kun prøvet når det var for sjovt og ikke alvorligt. "Når du er imod to, lærer du noget teknik og strategi efter noget tid," sagde hun med et skævt grin. "Du har ikke set mine brødre." Hun smilede skævt til ham og trak lidt på skuldrene.
Hun skar lidt på ansigtet. "Det kommer sikkert med tiden," sagde hun med et lille grin, men han havde sikkert ret. For hun havde jo aldrig rigtig haft chancen for at træne evner hun ikke anede at hun havde. Hun så bare på ham med sine blide blå øjne og nikkede lidt. "Det er vel også det der giver den bedste følelse til sidst," sagde hun og sendte ham et lille grin.
Et lille grin forlod hendes læber idet hun nikkede. "Det er det," sagde hun med et lille smil og så på ham. "Tager du ikke snart den dragt, eller rustning, eller hvad fanden det nu er, af?" Hun så nysgerrigt på ham. "Jeg kan godt lide at se ansigtet på den person jeg snakker med." Hun blinkede drilsk til ham inden hun tog imod den næste pil. Hun stillede sig parat igen, satte pilen på strengen og spændte den. "Sådan?" spurgte hun lavmælt og så på ham. Hun havde lidt af en klæbehjerne, så stillingen var næsten helt den samme som før.

Jason så på hende da hun trak på hendes skuldre ”det må du” sagde han venligt og smilede kort til hende, han grinte så kort over hendes latter, han så på hende og observerede hendes øjne, han rystede kort på hovedet over sig selv. Han betragtede hende kort, han vendte så blikket mod målskiven ”du skal altid tænke på at, din modstander har nogle tricks oppe i ærmet, og derfor skal man selv være klar” sagde han så og smilede til hende. ”De evner vi har er vores gaver, og vi bruger dem til vores fordel. Jeg har overmenneskelige sanser og reflekser, og kan sanse vibrationer i luften og i jorden, så jeg ved hvor folk er selv hvis jeg skulle blive blindet” sagde han sagde han så langsomt og smilede kort ”og det bruger jeg som jeg kan og det er en stor fordel” sagde han så og smilede kort. ”Det er klart du lære, det er naturligt, du skal overvinde de to og derfor gør du alt for at finde en teknik der kan overvinde begge, samtidig eller enkeltvis” sagde han så og smilede kort, ”nej jeg har ikke set dine søskende” sagde han så og løftede det ene øjenbryn, ”og hvornår og hvornår skulle jeg have gjort det” sagde han så med et lille grin.
”Det kommer helt naturligt” sagde han så og smilede kort med et grin. Det var længe siden han havde været så åben og venlig stillet, det lignede slet ikke ham, han havde været anderledes, fra den dag, han var rejst fra lejren igen, og det var blevet værre da han var kommet tilbage igen. ”Det giver klart den bedste følelse til sidst” sagde han så og betragtede hende med et lille skævt smil ”tro på det” sagde han venligt og så op på himlen, langsomt lod han hånden glide gennem sit hår igen.
Han lyttede til hendes latter og smilede kort og nikkede ”ja” sagde han og lyttede til hende og så på hende inden han nikkede ”jo det må du undskylde” sagde han så og lod stykket for munden falde så hele ansigtet blev synligt ”var det bedre?” spurgte han så og smilede kort ”jeg er bare van til at være i den og være det jeg nu engang er, så derfor glemmer jeg det engang i mellem” mumlede han kort ”men ja det er nok det de fleste kan lide, at se den person som de snakker med” sagde han så og smilede kort. Han betragtede hendes blik og rystede på hovedet over hende og kløede sig i håret. ”ja det ser rigtigt ud” men denne gang skal du forsøge at ramme skiven” drillede han ”og vi skal lære dig at læse vinden” sagde han så og smilede kort.

Lissette så på ham, betragtede ham stille og alle hans træk, eller de hun kunne se, i det mindste. "Jeg ved det godt, alle har sine egne fif og tricks," sagde hun med et lille grin og så på ham med et skævt smil. "Og jeg ved sådan nogenlunde hvordan jeg kan bruge de evner jeg har til mit eget forsvar og angreb." Hun så på ham og nikkede med et lille, skævt smil. "Vildt." Hun så på ham med et lille grin og man kunne se på hendes blik af hun var overrasket. Hun nikkede lidt og smilede så leende til ham. "Ja, det ville have været virkelig mærkeligt hvis du havde set dem," gav hun ham ret og smilede skævt til ham. Hun anede intet om hvordan han havde været før i tiden eller noget, hun havde jo ikke kendt ham der da hun jo lige var kommet til lejren. Hun nikkede lidt og smilede skævt til ham. "Kan du ikke tage den hele af?" spurgte hun blidt og smilede venligt til ham. "Jeg skal lige være helt sikker på at du er menneske." Hun blinkede drilsk til ham og klukkede så lidt. Hun nikkede lidt. "Jo, det er noget bedre," sagde hun med et blidt smil og så på ham med sine klare, blå øjne, som stod i flot til kontras med hendes ildrøde hår. "Det kan jeg godt forstå, man tænker jo ikke over det til sidst." Hun smilede blidt til ham og vendte sig så imod målskiven igen. Hun lo lidt over ham og nikkede lidt. Den her gang prøvede hun at sigte lidt højere og stramme strengen lidt til inden hun slap den. Og den her gang ramte den det nederste af målskiven. Hun lo, vendte sig om imod ham og overfaldte ham i et kram. "Tak, Jason!" udbrød hun og var glad over den lille sejr, for dagen før havde hun fuldstændig opgivet det, men måske havde hun bare brug for en lærer?

Jason så på hende og smilede kort, han kunne mærke hendes blik, men sagde intet, ventede bare på at hun ville sige noget. ”ja, og vi bruger dem med største velbehag” sagde han med et lille grin og så på hende og så hendes skæve smil. Han smilede kort tilbage, selvom han vidste hun ikke havde set et eneste af hans smil. ”når du har lært at kontrollere dem og bruge dem når det lyster dig, uden et temperament udbrud, er du ved at være der” sagde han venligt og betragtede hende, hans grønne øjne var rolige mens han snakkede. ”det er det vel” sagde han og bemærkede hendes overraskede udtryk, han sagde dog ikke noget til det, han havde ikke forventet nogen reaktion så der var intet at sige. ”ja det ville det bestemt” sagde han og grinte kort og vendte blikket mod sine fødder. ”Når du siger jeg skal tage det hele af, hvad indebære det så?” spurgte han venligt og løftede det ene øjenbryn, han ventede på hendes svar og lyttede. Brød ud i en latter ”jeg er menneske, og gud, jeg er en halvgud hvis det er det du hentyder til” sagde han så og smilede til hende ”der er ingen fare der” tilføjede han så og smilede og blinkede drillende til hende. ”jeg er glad for at du syntes det var bedre” Sagde han så. Han bemærkede hendes øjne og så hendes hår, rystede på hovedet og vendte blikket mod målskiven for at holde opmærksomheden på noget andet, langsomt lod han den ene hånd rejse sig mod mål skiven og bøjede håndledet, da han rettede hånden op igen stod han med en lille kastekniv, som han begyndte at vende i hånden, den var ikke længere end en finger, han lod den køre mellem fingrende. ”du gør bare og skyder når det er, du skal nok ramme” sagde han, ”han nåede at få den lille kniv væk da hun overfaldt ham i krammet efter hun havde ramt. ”det var da så lidt” sagde han så og betragtede hende mens hun krammede ham ”nu er jeg ikke van til at få et kram, da jeg ikke så tit omgås andre” mumlede han men gjorde ikke noget for at få hende til at stoppe, dog heller ikke for at får hende til at blive ved ”men hvis du har brug for mere hjælp med bueskydningen så hjælper jeg dig gerne” sagde han venligt og roligt.

Lissette nikkede lidt og betragtede ham med et lille skævt grin og et muntert blik. "Lige mine ord," sagde hun med en blid latter og så på ham med sit blide blik. Hun så godt hans smil, men fandt jo intet mærkeligt ved det da hun ikke anede at det ikke var normalt for ham. Hun klukkede lidt. "Ja, det kunne være meget rart at kunne styre det og fremkalde det uden at blive rasende først, for jeg har aldrig prøvet at se min evne uden," sagde hun med et lille grin og en lille skuldertrækken. Hun himlede kort med øjnene over hans ord. "Selve dragten, men bare behold den på hvis du er neaked indenunder," sagde hun og smilede drilsk til ham. Hun lo lidt med ham. "Jeg blev ført hertil at en satyr, klædt ud som et normalt menneske, så jeg ved snart ikke hvad jeg skal tro mere, hele min verden er blevet vendt op og ned på, bare på få dage," sagde hun og det var tydeligt at se, at hun stadig var lidt rystet over det.
Hun slap ham kort efter at hun havde påbegyndt krammet og trak sig lidt væk. "Det er helt okay," sagde hun lidt forlegent og grinede blidt til ham. "Det skal jeg nok." Hun smilede blidt til ham og trak så lidt på skuldrene inden hun gned sine øjne med en træt bevægelse.

Jason så at hun nikkede, han smilede kort til hende det var der kun i ganske kort tid, mens han lyttede til hendes grin, han så hendes blik og prøvede at ryste det af sig uden at vise det fysisk, ”så det godt, vi er enige” sagde han så og smilede så. Han så på hendes mens han lyttede til hendes latter, han så ind i hendes øjne og lukkede så sine. ”ja.. Men det kommer til at kræve træning og selvkontrol hvis det skal lykkedes, eller jeg ved ikke, din er jo fysik, hvor i mod mine er mere slev rettet og mentale” sagde han så langsomt og betragtede hende kort ”det kommer med tiden, når du vænner dig til det, det kan jeg sige” smilede han og lyttede igen til hendes latter, han så hendes skuldertræk og løftede det ene øjenbryn. ”hey, du skal ikke himle med øjnene mens vi snakker” sagde han og lagde armene kort over kors, mens han smilede ”nej jeg har en undertrøje og et pr ski underbukser på, da jeg skal bære noget inden under” sagde han så og betragtede hende ”du er sikker på jeg skal smide den?” spurgte han så og betragtede hende. ”vi blev alle ført her til, nogle blev født her, andre kom her til ved hjælp af en satyr og nogen blev guidet her til af deres gudeforældre” sagde han så og betragtede hende bare ”du kan stole på mig okay, vi har alle sammen gennemgået det du gør lige nu” sagde han langsomt, ”nogle tog det længere tid for at vænne sig til” han så op mod himlen. Han havde fornemmet at hun begyndte at ryste, da han vendte blikket mod hende lagde han en hånd på hendes skulder ”du skal tage det en dag af gangen, så vænner du dig til det her” sagde han venligt og smilede kort, et oprigtigt smil.
Da han mærkede hun slap ham smilede han til hende men hun trak sig væk ”det havde jeg håbet det var” smilede han, han kunne høre det forlegne i hendes stemme, men kommenterede det ikke, han vidste ikke hvorfor, men han var blevet meget opmærksom på hendes latter. ”det var godt” sagde han så og smilede tilbage til hende ”er du ved at være træt?” spurgte han så og smilede skævt.

Lissette nikkede lidt og sendte ham et skævt smil. "Det er vi vist," sagde hun med en lille blinken med øjet inden hun trak lidt på skuldrene. Solen var på vej op bag hende og det begyndende lys viste de mørke rander under hendes øjne. Hun havde seriøst næsten ikke sovet de dage hun havde været i lejren, og det havde virkelig sat sine spor. Hun nikkede lidt igen. "Det gør det nok, men skidt, jeg har altid været lidt af en fighter," sagde hun med et grin og smilede optimistisk til ham.
Hun lo over ham. "Du kan ikke stoppe mig," sagde hun drilsk og smilede skævt til ham inden hun endnu en gang trak lidt på skuldrene over hans spørgsmål. "Jeg har set mænd og fyrer nøgne, så en fyr i skiundertøj og en undertrøje rør mig ikke." Hun smilede skævt til ham, men dækkede sig så for munden da hun begyndte at gabe lidt.
Hun så på ham og nikkede lidt inden hun sendte ham et lille smil. "Det er ikke rigtig det jeg tænker på, det er mere dét at der er en verden lige ved siden af menneskenes, den verden jeg i hvert fald er vokset op i, og jeg anede ikke noget om det, det er det der har rystet mig," forklarede hun og smilede skævt til ham idet han lagde hånden på hendes skulder. Hun nikkede lidt til hans råd og smilede blidt til ham. "Det vil jeg gøre, så." Hun fortsatte med at se på ham med de blide øjne imens hun smilede skævt til ham. Hun klukkede blidt over ham. "Godt," sagde hun med et lille smil.
Hun trak lidt på skuldrene og grinede så lidt. "Jeg har været træt hele tiden, det er bare mest nu at det træder mere frem, for solen er jo ved at stå op," sagde hun og smilede skævt til ham. Det eneste der egentlig viste hvor træt hun var, var hendes rander under øjnene.

Jason så på hende og smilede over hendes smil og hendes nikken ”det er kun en god ting at vi er det” sagde han så og så hende blinke, han smilede lidt over det, han strakte sig kort mens hun trak på skuldrende. Han blik blev fanget af solopgangen bag hende inden han så på hendes ansigt igen, et lille smil kom så frem på hans læber over at se hendes mørke rander under hendes øjne ”du har ikke sovet særlig meget på det sidste” kommenterede han så og hentydede til hendes øjne ”det er der ikke sundt, hvis du ikke får noget søvn snart” sagde han så og løftede det ene øjenbryn. ”træning og træning så er det jo godt du er en fighter” sagde han så og smilede til hende ”det er en god ting du ikke bare giver op” tilføjede han så.
”hvad mener du med at jeg ikke kan stoppe dig?” spurgte han så og smilede drilsk til hende han løftede det ene øjenbryn og rystede så kort på hovedet ”det var ikke det jeg mente, det er mere det som der kommer frem hvis jeg gør det” sagde han så, men begyndte at tage dragten af, hans brune og veltrænede krop kom til syne, han stod i undertrøje og skiundertøj. Han betragtede hende. Undertrøjen sad stramt om hans overkrop, og det kunne ses at han havde flere større og nyere ar der stadig var i gang med at heale under tøjet ”det er så sådan jeg ser ud” sagde han så langsomt og så på hende.
”Der er langt mere mellem himmel og jord, end vi går og tror” sagde han og smilede ”så ja denne verden har eksisteret side om side med menneskenes verden, og den går i harmoni med den” sagde han så ”men det ryster en i starten” sagde han så og smilede venligt til hende ”så hvis man skammer sig over at blive rystet, skal man ikke det, man skal ikke være bange for det der sker, det er bare en del af os” sagde han så, ”jeg siger ikke du er nogen af de ting jeg lige har nævnt, jeg syntes bare jeg lige ville nævne det” tilføjede han hurtigt og smilede venligt. Han slap hendes skulder og nikkede så ”det var godt, men hvis der ellers er noget du gerne vil vide, er der en del venlige og hjælpsomme havguder her” sagde han ”og jeg er sikker på de gerne vil hjælpe dig, så du kan finde dig selv til rette” sagde han så og grinte kort.
”det ved jeg godt du har, men det er som du siger, det er tydliggere nu hvor solen er på vej frem” sagde han så og smilede venligt til hende, han lagde hænderne bag nakke, det vil være du vil holde en lille pause nu så kan vi sætte os ned, så du kan få slappet lidt af, så du ikke køre dig helt i smadder” sagde han og pegede på det nærmeste træ.

Lissette nikkede lidt og sendte ham et lille smil. Hun kunne godt lide hans smil, det lyste hans ansigt op og gjorde den kønne Artemis søn endnu kønnere. Hun kunne godt lide ham, han var venlig, rolig, helt nede på jorden og så var han rar at snakke med, men så lå der nu heller ikke andet i det. Hun var ikke typen der faldt for andre, hun havde jo aldrig nogensinde været forelsket i nogen og hun havde planer om at det skulle forblive sådan. Hun grinede lidt over hans kommentar. "Jeg sagde jo, at jeg dårligt nok har sovet siden jeg kom her," sagde hun med et lille grin og en skuldertrækken. "Jeg ved godt, at det ikke er sundt, men jeg kan ikke gøre ved det." Hun så roligt på ham og bed tænderne let sammen. Hun nikkede stille. "Jeg har altid været en fighter," sagde hun med et skævt smil og så roligt på ham.
Hun klukkede stille over ham. "Du kan ikke stoppe mig med at himle med øjnene," sagde hun og blinkede drilsk til ham. Hun hævede bare let øjenbrynet over hans ord og ventede roligt imens han tog dragten af, synet der så mødte hende påvirkede hende ikke det mindste. Ja, han var da veltrænet, solbrun og alt det, men hun gik ikke efter udseende i sine venner, men efter personligheden. "Ja, og hvad skulle der være galt med det?" spurgte hun roligt og så ind i hans grønne øjne med et lille smil.
Hun så ned på hans bue imens han snakkede, hun forholdte sig tavs og nikkede bare lidt en gang imellem. "Men vil du hjælpe mig til rette, Jason? For du bliver ved med at sige de og ikke vi," spurgte hun så og løftede blikket op imod ham og smilede let. Hun spurgte kun af ren nysgerrighed, ikke fordi at hun var ude efter noget som helst.
Hun nikkede med et lille grin. "Ja,," sagde hun og rakte ham buen. "Du vil have den igen inden vi går derover?" Hun smilede blidt til ham og ventede på at han tog sin bue igen.

Jason så på hende og så vendte så blikket mod himlen han slappede mest af udenfor, sådan havde det altid været for ham, det lå nok i det at hans mor var Artemis. Han vidste ikke hvorfor, men han kunne egentlig godt lide hende, men ikke voldsomt, han syntes hun var sød og køn, men der var ikke mere i det, han havde ikke tænkt sig at åbne sig overfor en anden person igen med det samme, det var han langt fra klar til. Han vendte blikket mod hende og smilede. ”det kan jeg se og høre” sagde han og smilede venligt til hende.
”Ærligtalt ved jeg heller ikke hvordan jeg ville kunne stoppe dig” sagde han bare og vendte blikket mod hende. Han løftede det ene øjenbryn og så på hende, med et roligt blik, men et skævt smil var over hans læber. ”du ser ikke det andre ser” sagde han ”de andre ser kun det der er uden på dragen og mit ansigt.” sagde han roligt ”min krop er en bunke ar, fra fejl jeg har begået, og ja, jeg har begået fejl, mange af slagen, men jeg er stolt af hvert lille ar jeg har, for de har gjort mig stærkere” sagde han langsomt , han rystede kort, efter han havde knyttede næverne, en automatisk reaktion når han så tilbage på sit liv, hans muskler spændte, han begyndte hurtigt at slappe af igen. Han så på hende og rystede på hovedet ”undskyld det var ikke meningen” sagde han så og så undskyldende på hende.
Han hørte hvad hun spurgte om og løftede det ene øjenbryn ”jo du må undskylde hvis du fik det indblik at jeg måske ikke ville hjælpe dig” sagde han. ”Men som jeg måske har nævnt, er jeg ikke den type der omgås andre så meget” sagde han så kort og smilede lidt skævt, ”men jo jeg vil gerne hjælpe dig med at finde dig til rette hvis det er” sagde han så og betragtede hende kort, ”jeg skal nok bare vænne mig til at være tilbage, efter min lille udflugt” sagde han så ganske roligt og vendte blikket mod himlen.
Han så på hende og smilede så. ”så syntes jeg vil skal gå hen og sætte os så du kan hvile dig” sagde han så og så hun rakte ham buen. ”jo det vil jeg gerne da jeg føler mig nøgen uden den” sagde han så og tog i mode den, han tog dragten på igen og gik over mod det træ han havde peget på.