Back to the praktice ~Lissette

Lissette klukkede blidt over ham. "Det ved jeg heller ikke, så jeg var nysgerrig over hvordan du ville føre dig ad," sagde hun med et muntert blik og et blidt smil om læben. Hun betragtede ham imens han talte og kunne godt se lidt af logikken i det han sagde. "Alle begår fejl," sagde hun blidt og smilede let til ham. "Men det er op til os om vi vil se os som svage på grund af fejlen, eller tage ved lære af den og komme videre." Hun trak på skuldrene og klukkede lidt. "Ingen er perfekte." Det var grunden til at hun ikke tog sig af hans ar, for alle havde jo deres ar, om de så var psykiske eller fysiske, og da hun tydeligt kunne se, at ingen af hans ar var selvpåførte, så tog hun ham som en ung mand, som havde været ude for mange hårde ting i sit liv og som klarede sig så godt han kunne. Men hun havde ikke ondt af ham, hun havde medfølelse. For ingen burde have så mange ar i sådan en alder, for hun gættede sig lidt til at han var omkring hendes alder, men hun kunne jo ikke være sikker. Hun smilede blidt over ham. "Hvad undskylder du for?" spurgte hun blidt og lagde hovedet let på skrå.
Hun lo blidt og kort. "Jeg var bare nysgerrig, Jason, jeg regnede også med at du ville hjælpe, for uanset hvad, så er du nok den anden jeg sådan rigtig snakker med i lejren," sagde hun med et lille smil. "Men hvor var du egentlig henne og hvorfor forlod du lejren?" Hun så blidt og nysgerrigt på ham og smilede opmuntrende til ham. Hun ville gerne vide det, men ville heller ikke spørge ind hvis han ikke ville fortælle. Det ville hun acceptere.
"Om jeg får hvile eller ej, så klarer jeg mig," sagde hun med et lille grin og så ham tage dragten på igen. Det undrede hende lidt, og for at være ærlig, det irriterede hende også. Det var som om han prøvede at skjule sig selv for omverdenen med den dragt. Hun smilede lidt over ham og gik selv over og satte sig for foden af træet og lænede sig tilbage med et lille suk. Kort skar hun øjne imod solopgangen, men blev stadig ved med at kigge da hun elskede både solopgange og solnedgange. De var så smukke.

//Undskyld tiden

Jason så på hende og grinte så ”der er en måde, men det ville ikke være behageligt, sjovt, eller ret færdig, og det ville muligvis være ulovligt” sagde han så og sukkede. ”men jeg kunne flå øjnene ud på dig, på den måde ville du ikke kunne se, eller himle med øjnene” han så på hende med et blik der sagde, at han ikke kunne finde på det. Han smilede over hende og nikkede ”ja, alle begår fejl, og nogle fejl koster mere end alle andre” sagde han så og trak vejret tungt ”ikke alle mine fejl, er noget jeg kan lære af” sagde han bare og sukkede ”nogle af dem var valg jeg blev nød til at træffe og de valg ville jeg vælge igen, hvis jeg ikke har lært fra de fejl, jeg ville kunne lære af” sagde han så langsomt og rystede kort af sig selv. Han nikkede over hendes bemærkning ”nej ingen er perfekte, selvom man prøver, kan man ikke blive det” sagde han så og sukkede, han så ned i jorden. Han havde ikke rigtigt tænkt over hendes alder, da han ikke tænkte mere over sådan noget. Hans smil var skævt, da han så på hende, det lignede noget der var ægte, ”Du så det ikke, så er det lige meget” sagde han og smilede prøvende til hende ”det var bare hvis.. lige meget” sagde han så og lukkede øjnene.
Han lyttede bare til hende, mens han betragtede hende ”det er godt at være nysgerrig men nogle gange er det bare det som koster” sagde han så og smilede kort til hende ”men jeg vil gerne hjælpe, da du fortjener en chance” sagde han så bare. Han vendte blikket mod himlen og hørte hendes spørgsmål, han stivnede kort og vendte så blikket mod hende ”lad os bare sige, jeg blev nød til at afslutte det jeg havde startet, Det er der arene kommer fra, et halvt år i helvede” sagde han så bare, han ville ikke sige mere, han var bange for, at han ville falde tilbage i det mørke som han nu engang bare gik i, og han var ikke sikker på at hun ikke ville blive skræmt, eller bange for ham. ”jeg kan ikke fortælle mere end det” sagde han og prøvede at dække over sig selv.
”du har stadig brug for en hvis mængde hvile, du kan ikke blive ved med at køre op backup energi, det kommer til at blive for hårdt” sagde han og så smilede kort til hende. Efter han havde fået dragten på igen, som skulle skjule hans krop, og ar, for ham selv, han kunne ikke se sig selv i spejlet, uden at komme i tanke om hvad det havde kostet at gøre det han havde gjort. ¨


//det går skam nok (: //

Lissette skar en grimasse og lo lidt. "Næste gang du nærmer dig mine øjne, så er det ikke min skyld at du får stød," sagde hun drillende og smilede blidt til ham. Hun kunne godt se på ham, at han ikke kunne finde på det, men hun nød stadig at drille ham, bare andre generelt, det var altid sjovt. Hun lyttede til hans ord og nikkede lidt imens hun blev ved med at se på ham. Hun tøvede lidt med sit svar. "Alt har sine bekostninger," endte hun med at sige og hun så på ham med et lille grin. "Om det var meningen eller ej." Hun trak let på skuldrene og så så blidt på ham med et skævt smil på læben. Hun nikkede lidt og smilede skævt til ham. "Præcis, og prøver man at opnå perfektion, bliver det en livslang opgave," klukkede hun blidt og huskede tydeligt på de tøser derhjemme som havde prøvet at gøre alt for at få et fejlfrit udseende. Alt skulle sidde perfekt. Det var jo tåbeligt!
Hun gik heller ikke så meget op i alder, for det var jo bare et tal, ikke? Hun så lidt undrende på ham og lagde hovedet let på skrå. "Nej, hvad er det?" spurgte hun blidt og nysgerrigt. Hun ville gerne vide hvad det var hun vist ikke havde opdaget.
Hun trak smilende på skuldrene. "Jeg tager gerne chancen," sagde hun med en lille latter. "Jamen, jeg takker da." Hun smilede sødt til ham og betragtede ham imens han stivnede. "Aah," sagde hun langsomt og trak ud på den ene stavelse og nikkede lidt. "Okay, så." Hun smilede let til ham, men spurgte ikke mere ind. Hun respekterede at han ikke ville eller kunne fortælle mere.
Hun trak endnu en gang bare på skuldrene. "Jeg overlever nok, det har jeg altid gjort," sagde hun med et lille grin og nød nød at hvile benene. Hun var mere træt og udmattet end hun viste nogen.

//Jeg lovede dig jo et svar ...

Jason så at hun skar en grimasse, han sagde ingenting lyttede bare ”du ville ikke kunne nå det, inden der vil sidde to pile der hvor dine øjne ville skulle sidde” sagde han, han vendte blikket mod hende et blik der viste at han mente det han sagde. ”men stadig, jeg ville ikke gøre det mod dig” smilede han ”jeg har lavet nok problemer, skadet nok mennesker for et helt menneske liv, hvis ikke flere” sagde han så bare og trak benene op under sig selv, han lukkede øjnene og sukkede tungt. ”Det er sandt, alt har sine bekostninger, og det må man acceptere hvis man forsat vil leve” sagde han bare og rystede på hovedet over hende han vendte blikket mod målskiverne inden han sank tilbage og prøvede at slappe af ”perfektion er ikke altid lige det som man regner med, det kan være mange ting, det kan være et sind man vil have der er perfekt” sagde han så ”et liv kan også blive perfekt med de rigtige mennesker” sagde han så langsomt, ”man skal bare passe på med ikke at blive for afhængig af en person at man sætter sit eget liv på spil bare for at få noget der alligel kan koste et normalt menneske ungdommen hvis det sker for tidligt” sagde han så bare og så stadig ikke på hende, han så ud i luften.
”jeg sagde det var lige meget, så lad det ligge” sagde han og vendte blikket mod hende ”der er ingen grund til at du skal begynde at tænke på at jeg ville kunne skade dig hurtigere end du ville kunne reagere” sagde han så bare ”jeg er ikke den fyr man helst vil omgås med tro mig, det koster at være i nærheden af mig” sagde han så bare og vendte hovedet væk fra hende.
”det er ikke altid en god idé” sagde han så bare ”ligesom det ikke er en god idé med at se hvor langt man kan skubbe mig over kanten, for så bliver det først grimt” han stirrede stadig ud i luften inden han trak vejret dybt og tungt, han prøvede at beherske sig selv, at slappe af var det mål han havde sat sig. Han var allerede på vej tilbage, i den mørke og kolde verden han var blevet en del af, om han ville blive sit gamle jeg det vidste han ikke, han savnede ikke varmen, han savnede intet fra det, andet end at han ville kunne snakke med et andet væsen der ikke var pelset.
”tro mig, du har ikke lyst til at pisse mig af, for det kan blive det sidste du gør” sagde han så bare og vendte blikket mod hende, der var ikke et smil at spore i hans ansigt, ikke det mindste tegn på en drillende mening, kun den pure alvor fra hans ord. ”jeg er ikke typen der stopper op og spørg om lov inden” sagde han så og smilede ”så du skal passe på” sagde han så bare.

Lissette så bare på ham et kort øjeblik inden hun hævede det ene øjenbryn ganske let. Det var tydeligt at se, at hun ikke troede på ham. Selvom hun havde set hvor præcist han kunne ramme målskiven, så havde hun jo selv reflekser og hun troede ikke på at nogen kunne være så hurtig at hun ikke selv nåede at bemærke noget. "Ja, selvtilliden fejler i hvert fald ikke noget," sagde hun med et lille, skævt smil. Hun nikkede lidt til hans ord og smilede let. "Jamen, det er da meget rart at vide." Hun klukkede blidt inden hun så på ham med et lettere undrende blik, hun anede ikke hvad hun skulle sige til hans ord. Hun nikkede dog lidt da han sagde, at et liv kunne blive perfekt med de rigtige mennesker. "Ja, der må jeg give dig ret, men uanset hvor perfekt det kan virke til tider, vil der altid været en eller anden fejl i det, noget man synes kunne blive bedre," sagde hun stille og smilede lidt til ham. Da han så kom med sin næste sætning, spurgte hun; "Hvem har du da mistet, Jason?" spurgte hun blidt og en anelse nysgerrigt. Hun havde selv aldrig mistet nogen som hun havde holdt kært.
Hun rystede lidt på hovedet. "Jeg tror ikke på at du kan skade dig, Jason, og det er ikke fordi at jeg er hovmodig," sagde hun roligt og smilede let til ham. "Så kald mig dum, for jeg bliver her." Hun trak på skuldrene inden hun strakte sig med en lille gaben.
Endnu en gang så hun på ham med et let undrende blik. "Hvorfor skulle jeg ville skubbe dig ud over kanten?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. "Jeg respektere altså når folk siger stop eller ikke vil svare mig."
Hun så undrende på ham og forstod ikke hvorfor han sagde det. "Okay, men så vi har det på det rene, jeg har ingen planer om at pisse dig af," sagde hun roligt og smilede let til ham. Hun kunne godt se på ham at han ikke jokede, men hun var stadig ikke bange for ham.

//Du må undskylde tiden, men min com slettede mit svar i går, så har først fået svaret nu ^^'

Jason fornemmede hendes blik, men hans blik forblev fremad rettet, han lukkede øjnene og lænede sig tilbage, trak vejret roligt, og langsomt, da han åbnede øjnene. Han hørte hvad hun sagde og rystede på hovedet ”jeg har kun den selvtillid, som man kan få, med den fortid jeg har” sagde han bare og så stadig ikke på hende, han rejste sig og så op i træet, han overvejede at springe op i det og blive et med skyggerne som han havde det bedst, med, Han elskede at sidde alene, han kunne tilbringe dage på den måde, bare sidde og se udover byen, eller skoven. Da han vendte fokus mod hende trådte han et skridt væk fra ende ”det er det vel” han lød ligegyldig, mens han trak på sine skuldre ”Alle laver fejl, og mine fejl har været at lukke mennesker ind i mit liv” sagde han så bare ”dem jeg lukke ind, kommer til skade” sagde han bare og så stadig ikke på hende, han holdt blikket rettet væk fra hende. ”det er lige meget med hvem og hvad jeg har mistet, mit liv kommer ingen ved, ingen som jeg ikke kender” sagde han så bare, han lød kold og fjern. Han knyttede næverne og vendte blikket mod hende, hans øjne var tomme.
”hvad tror du ikke jeg kan?” spurgte han så og så på hende, han løftede et øjenbryn ”jeg er ikke den fyr man ønsker at se, eller være i nærheden af” sagde han så bare ”det er meget dumt at du ikke går” sagde han så bare ”men nu har jeg advaret dig” sagde han bare og trak på sine skuldre, ”så jeg vil ikke høre på noget hvis der sker dig noget” sagde han så. Han så væk fra hende mens han talte.
”sagde jeg nogensinde at du ville skubbe mig ud over kanten?” spurgte han så og løftede det ene øjenbryn, ”for det mindes jeg ikke, jeg mindes jeg sagde at det ikke ville være en god idé” sagde han så bare og begyndte at gå frem eller tilbage han så ikke på hende, langsomt stoppede han op og rystede på hovedet ”det sagde jeg ikke at du ikke gjorde, gjorde jeg?” spurgte han så, han vendte blikket mod hende.
”jeg menes ikke at sige at du ville pisse mig af” sagde han så bare roligt ”jeg sagde hvis du gjorde, ville det blive det sidste” sagde han så bare og vendte blikket mod hende, hans øjne var stadig tomme, der var ikke noget lys at finde i dem, det vat to tomme og mørke huller, bag de grønne smaragder. Han begyndte så at gå frem og tilbage igen.

Lissette forstod ikke hvorfor han var blevet så kold så hurtigt, det klædte ham virkelig ikke og hun var lidt trist over at hun følte at han lukkede hende ude nu, af en grund hun ikke selv kendte. Hun betragtede ham imens han rejste sig op og hun lyttede til hans ord. "Og jeg kan gætte mit til, at du ikke vil fortælle mig noget om den?" spurgte hun forsigtigt og så på ham med et forvirret og undrende blik. Hun bed sig lidt i underlæben og rynkede lidt på brynet. "Så du er en rigtig enspænder, fordi at du synes, at folk kommer til skade hvis du lukker dem ind?" Hun lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede ham og ville gerne vide hvorfor, for hun forstod ham ikke. Hvor blev hans smil af?
Hun rystede lidt på hovedet over ham. "Hvad fanden sker der lige med dig, Jason?" spurgte hun og rejste sig langsomt op. Hun var lidt træt og øm i leddene, men ignorerede det let. Hun så undrende på ham og kunne ikke forstå hans kolde tone eller det tomme blik. Hvordan kunne han ændre sig så hurtigt. "Og hvorfor skulle der ske mig noget?" Hun rynkede på brynet imens hun gik over til ham og lagde en hånd imod hans skulder. Det var en normal og bekymrende gestus for hende, der lå ikke andet i det end at hun var bekymret for ham og gerne ville hjælpe ham hvis hun kunne og hvis han lod hende. Men det var hun begyndt at tro, at han ikke ville ...
"Det er rigtigt, men jeg forstår ikke hvorfor du fortæller mig det," sagde hun stille og rynkede på brynet. Hun så ind i hans grønne øjne og med sine blå og forstod ham ikke i øjeblikket. Hun stønnede frustreret over ham da han begyndte at gå frem og tilbage igen. "Jeg forstår dig ikke, Jason, det ene øjeblik står vi og snakker og i det næste truer du mig og advarer mig om hvad du kan finde på," sagde hun hurtigt og så undrende og uforstående på ham.

”jeg fortæller generelt ikke om min fortid til nogen” sagde han så, ”der er tre mennesker der kender mig som den jeg virkelig er, og den ene vil jeg ikke have noget at gøre med” sagde han så bare og så på hende. Jason vendte blikket væk fra Lissette igen ”så nej jeg fortæller dig ikke noget om mig, eller min fortid, det stoler jeg ikke nok på dig til” sagde han så bare og trak vejret tungt, han lukkede øjnene. Da han åbnede øjnene og så på hende, hørte han hvad det var hun sagde, han rystede på hovedet ”jeg er en enspænder fordi, jeg ikke skal bekymre mig om andre, eller stole på nogen” sagde han så bare og smilede kort ”jeg har det bedst alene, jæger alene, dræber alene” sagde han så bare og smilede kort, det varme smil var tilbage ligesom livet i hans øjne. ”jeg har et tillids problem, og har det bedst alene” sagde han så, ”når man er sammen med andre, og skal bekymre sig om dem, er man fanget, hvis de har en begrænsning skal man være klar over det, alene skal man kun kende sig selv” sagde han langsomt og smilede kort til hende ”derfor” sagde han så.
”Der sker ikke andet end den jeg er” sagde han ”dette her er mig, denne tomme og kolde skal” sagde han så bare og så på hende ”hvert smil jeg kommer med, hver glød i mig er flask, jeg føler ikke medlidenhed eller noget andet menneskeligt, jeg er vrede og had” sagde han så og smilede kort, det smil han sendte var ægte, men der var ikke mange varme følelser i det, ”jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst følte glæde, der ikke havde med en andens sorg at gøre” sagde han kort. ”jeg er kun bekymrede overfor folk, der virkelig er langt ude,” sagde han så. ”fordi jeg ingen selvkontrol har lige i tiden og har nemt ved at blive pisset af” sagde han og fjernede hendes hånd fra sin skulder ”du skal ikke røre mig” sagde han så, han hadede kropskontakt, når det drejede sig om medlidenhed, eller bekymring, det fik ham til at føle sig svag, og det var noget han ikke ville vise at han var, for det var han langtfra i hans egne øjne. Han var heller ikke typen der selv bad om hjælp.
”jeg fortæller dig dette her, fordi det er vigtigt at du ved, at det er farligt at være i nærheden af mig” sagde han bare og smilede kort til hende, et roligt, men lettere varmt smil, der havde en snært af noget der var ægte. ”jeg har aldrig truet dig, jeg har advaret dig mod hvad det er jeg er, og hvad der vil ske hvis du kommer til at pisse mig af” sagde han med en lille latter ”jeg har ikke ville true dig, hvis det er det du tror, det er du ikke betydningsfuld nok til, og har ikke skadet det der stod mig nært” sagde han så. Han grinte kort, en ægte latter, ”tro mig, du ville vide hvis det var en trussel og ikke en advarsel” sagde han så, og stoppede med at gå frem og tilbage, han betragtede hende.

Ved hans ord kunne hun ikke lade være med at smile skævt og hun nikkede ganske let til ham. "Jason, på det punkt har vi nok samme holdning," sagde hun med sit skæve smil. "Der er også kun tre personer der kender mig sådan rigtigt." Hun tænkte kort på sin familie derhjemme i Miami og smilede lidt ved tanken om hendes to brødre, og mærkede en knugen om hjertet, guderne kun måtte vide hvor meget hun savnede dem. Hun blinkede kort og så på ham igen med et lille smil. Hun nikkede lidt. "Og det respektere jeg," sagde hun blidt da han sagde, at han ikke stolede nok på hende. Hun tog det ikke tungt, hun havde det jo på samme måde og hun ville jo ikke være dobbeltmoralsk. Hun lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede ham. "Bliver det aldrig ensomt?" spurgte hun undrende og lidt nysgerrigt. Hun lyttede til hans ord og nikkede lidt. "Jeg ville ikke kunne klare at leve livet alene det ville jo bare blive alt for ..." Hun rynkede let på brynet imens hun ledte efter det rigtige ord. "For trist, ensomt, kedeligt." Hun grinede lidt til ham og det gjorde hende faktisk lidt gladere at se varmen i ham igen. Hun kunne ikke helt forklare hvorfor, hun kunne bare godt lide, at folk var glade når de var omkring hende.
Hun så på ham og bed sig let i underlæben og nikkede bare lidt. "Jeg er ked af at sige det, men jeg tror ikke på, at de er tom, jeg tror på, at du måske gerne vil være det," sagde hun stille, nærmest prøvende, bare for at se om hun ramte rigtigt. For, som sagt, hun var ikke bange for at lege med ilden.
Hun så blidt på ham og nikkede lidt. "Livet har vist ikke været særlig sød imod dig, hva'?" sagde hun blidt og så på ham og tog sin hånd til sig da han flyttede den fra sin skulder. "Undskyld, ren vane," forklarede hun og smilede undskyldende til ham. Hun havde jo bare villet hjælpe ham, ved at sige, at hun var der for ham, for det var jo sådan hun var overfor andre, medmindre hun ikke kunne fordrage dem, og der skulle der altså meget til!
Hun lyttede tavst til hans ord i en tid. "Jamen, så kan jeg sige, at jeg ikke er bange for fare," sagde hun med et lille smil imens hun så blidt på ham. Da han endelig stoppede med at gå frem og tilbage, sukkede hun lidt lettet da hun jo havde fundet det lidt irriterende. Hun rullede lidt med skuldrene og trippede lidt, men lagde selv ikke rigtig mærke til det, det var jo hendes ADHD og hun havde jo levet med det hele livet. Hun så kort op på himlen, som havde fået en smuk blå farve. "Nå, Jason, hvad har du lyst til at lave?" spurgte hun så og så på ham med et lille smil og øjne med samme farve som himlen over dem.

Jason så hun smilede skævt, men reagerede ikke rigtigt på det. ”det kan godt være vi har det” sagde han så ”men problemet er bare at den ene af dem ikke fortjener at vide noget om mig” sagde han så og rystede på hovedet, han følte allerede at han havde fortalt denne pige for meget, det lignede slet ikke ham. ”men din familie ved hvem du er, det gør min ikke” sagde han så og begyndte at vandre frem og tilbage igen, han sukkede kort og knyttede næverne, han var ved at gå fra den, han følte sig bare altid så vred lige i tiden, vred og kold, og han rystede over det. ”jeg er glad for at du respektere det” sagde han og stoppede så med at vandre frem og tilbage, da han hørte hvad hun spurgte om grinte han ”hvis det blev noget af det” sagde han, han vidste det ville komme til at lyde hånligt og nedladende ”hvis det gjorde… Tror du så jeg ville leve på den måde?” spurgte han så og løftede det ene øjenbryn. Han smilede stadig af hende, han havde syntes det havde været et dumt spørgsmål, men der fandtes ingen dumme spørgsmål, kun dumme svar. Det var også det der havde været grunden til at han havde svaret hende, for at forsøge at være en smule venlig, og mere varm, end han egentlig var.
”Hvis jeg ønskede at være tom, så må jeg ærligt indrømme at du tager fejl, jeg kan godt lide den tomme følelse jeg har lige nu, men det er ikke det jeg ønsker at være2 sagde han bare og så op på himlen. ”men jeg har det bedst på denne måde, da jeg kan være i fred som jeg lyster” sagde han så kort og trak på skuldrende. Han vidste ikke hvorfor men sådan havde det altid været.
Han rystede på hovedet og sukkede ”hvis jeg sagde det havde været et godt liv, ville jeg lyve så det drev” sagde han så langsomt og så på hende med et skævt lille smil. ”egentlig er jeg ligeglad med hvad det var” sagde han så roligt ”jeg kan bare ikke have det, hvis jeg ønsker noget, opsøger jeg det selv, og på den måde giver jeg min tillid til andre, og hvis de ikke tager i mod den, så er der intet værd i dem” sagde han så bare, han så hendes undskyldende smil, forstod godt hun kun ville hjælpe, men han ville selv opsøge hjælp hvis han følte han havde brug for det. Det var bare sådan han var blevet, efter at han havde oplevet hvad han havde, og desværre gik det ud over alt og alle.
Han grinte kort af hende, ”du har ikke oplevet mig” sagde han så bare og så på hende ”jeg er ikke en normal fare, man kan komme ud for, jeg er det der er værre end det” sagde han så langsomt og sukkede kort over sig selv, ”men kom ikke og sig at jeg ikke har forsøgt at advare dig” smilede han så og begyndte at løsne sine led i hele hans krop. Han tog pilekoggeret af og smed så det øverste af hans dragt, og varmede så sine skuldre op, inden han samlede pilekoggeret op igen og vendt sin opmærksomhed mod en af målskiverne ”du må undskylde hvis jeg kommer til at stresse dig” sagde han så med et skævt og ægte smil. ”spørger du hvad jeg har lyst til at lave” sagde han så og smilede kort, han fik foden ind under buen, og løftede den op så den landede i hans hånd, han trak hurtigt en pil, og sendte den mod målskiven og ramte midten uden rigtig at tage sigte mod skiven, han ramte den perfekt ”en lille skytte konkurrence ville være sjovt” sagde han så og så på hende, ”hvis du altså er frisk” sagde han så med en lille latter og et skævt smil.

Lissette så lidt undrende på ham. "Hvorfor fortjener hun det ikke?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede ham med et blidt blik. Hun forstod ham ikke rigtig, og hun altid haft det sådan, at når der var noget hun ikke rigtig forstod, så ville hun kæmpe for at forstå det eller dem. "Min familie ved hvem jeg er rent personmæssigt, ikke hele mig, de ved ikke engang hvor jeg er, de må være helt ude af den," sagde hun og hendes stemme endte som en mumlen til sidst og hendes blik blev fjernt. Det havde hun faktisk ikke tænkt over, om hendes familie faktisk overhoved vidste hvor hun var eller hvorfor hun bare var forsvundet sådan der. Det måtte hun have snakket med Chiron om. Hun nikkede lidt til ham og sendte ham et lille smil. "Selvfølgelig," sagde hun med det blide smil imens hun betragtede ham med øjne som havde den samme smukke, blå farve som himlen. Hun tog sig ikke af hans hånlige og nedladende tone, hun var fuldstændig upåvirket af den. "Nej, det ville du nok ikke, det er bare sådan som jeg tror, at det ville blive hvis jeg gjorde det samme som dig," sagde hun og smilede let til ham.
Hun lyttede roligt til hans ord og nikkede lidt. "Ja, okay, det er jo helt op til dig selv," sagde hun blidt og accepterende, uden at stille spørgsmål. Han måtte jo selv vælge hvordan han ville være og føle, okay, det sidste var ikke altid noget man kunne styre selv, det havde hun selv fundet ud af. Flere gange.
Hun klukkede let over ham og nikkede lidt. "Det er jeg ked af," sagde hun blidt og smilede let til ham. Hun nikkede lidt til ham. "Så ingen tillid til mig endnu eller hvad?" spurgte hun så, egentlig mest bare af ren nysgerrighed og hun smilede sødt til ham og hendes fregner trådte tydeligt frem i morgenlyset og badede alt i et gyldent skær, og hendes øjne var faktisk let rosa farvede, mørkeblå med et let rosa skær, præcis som himlen.
Hun trak bare let på skuldrene. "Det er sandt, men jeg er stadig ikke bange for dig," sagde hun blidt og smilede skævt til ham og løftede så begge hænder og vendte håndfladerne imod ham. "I ain't gonna say anything," sagde hun med en blid, miamisk dialekt. Og så lo hun over ham. "Jeg kan bare ikke klare at se andre gå frem og tilbage, selvom jeg godt ved, at jeg selv gør det til tider." Hun klukkede stille og smilede blidt og ægte til ham og nød at se hvordan hans smil var ægte, det klædte ham virkelig meget bedre. Hun betragtede ham lidt og nikkede imens hun så på ham og havde allerede lidt regnet ud hvad han gerne ville lave. "'Amen, det er jo ikke fair!" sagde hun med et skævt grin. "But fuck that shit, I'm in." Hun smilede skævt og rystede på hovedet over sig selv. "Selvom du helt klar kommer til at vinde." Hun klukkede blidt og var egentlig lidt ligeglad med resultatet, hun vidste jo, at uanset hvad, så ville ingen kunne hamle sig op imod hans bueskytter evner.

//Du må meget undskylde tiden! Har haft virkelig travlt her på det sidste ^^'

Jason så på hende, inden han rystede på hovedet, ”det er lige meget, det var bare en jeg troede var anderledes” sagde han så kort og trak på sine skuldre, han lukkede øjnene og lagde armene over kors, et lille opgivende suk, trak over hans læber, da han knyttede næverne åbnede han øjnene, han bed hårdt sammen så hans kæbe muskler trådte tydeligt frem. Det var tydeligt at han ikke ville åbne sig mere end han havde, han følte at han allerede nu havde sagt for meget til hende ”min far, tror jeg er en normal rolig dreng, der lider af ordblindhed og ADHD, han tror at jeg lever som en normal dreng, han ved ikke noget om mig. Han ved hvordan jeg ser ud, han har travlt med hans arbejde, jeg er aldrig blevet forsømt, men han har aldrig set mig som andet end en normal dreng” sagde han så ”han ved ikke engang hvordan jeg er personlighedsmæssigt” han så ikke på hende mens han snakkede, ”jeg har ikke haft en ordentlig samtale med min far siden jeg var seks, og der er det ikke fordi, man har så meget fornuftigt at sige” sagde han så bare, han rystede på hovedet og lukkede tæt sammen, det var tydeligt at se at musklerne i hans krop, de arbejdede på højtryk. Han så hun nikkede og smilede til ham, men han tog sig ikke af det, det var endnu et smil, fra endnu en person, som han helt klart ville forsøge at holde væk fra hvem han virkelig var, for hendes egen skyld. Han lagde ikke en gang mærke til hendes øjnene ”jamen hvis du tror det, burde du ikke forsøge vel, jeg har det bedst alene, og derfor holder jeg mig mest alene, du siger du ville få det dårligt, og det er din grund til ikke at gøre det” sagde han så langsomt.
”Det er det nemlig, det er op til mig selv” sagde han så og knækkede nakken og resten af ledende i hele hans krop, han lukkede hænderne, og begyndte at strække ud. Han havde allerede for længe siden fundet ud af hvem han var, hvad han var, og hvordan han ville leve, følelserne kom og gik, men lige i tiden var det kun de mørke følelser der fyldte ham, og af en grund han ikke selv ville kendes ved, ville han ikke af med de følelser der løb gennem ham, selvom det ikke ville være sundt for ham i længden.
”Du skal ikke være ked af det på mine vegne, det ændre jo ikke noget af det der er sket” sagde han så langsomt og han sukkede kort, han så på hendes smil men valgte at se væk fra hende. Han ikke så ”det har du ret i, der er ingen tillid fra min side endnu, og det må du leve med” sagde han så og vendte sig væk fra hende, han havde set hendes smil, og valgte af ren refleks ikke at se på hende, da han ikke ville se varmen fra hende, det var for meget, nok med at han forsøgte, i ren venlighed, eller det der var tilbage af det i ham, men at andre var frivilligt venlige overfor ham. Det ville ha ikke. Selvom det var en behagelig varme der løb gennem ham, over at der var en der var venlig overfor ham.
Han trådte et skidte nærmere hende, og så direkte ind i hendes øjne, nu kom det dyriske udtryk frem i hans øjne, ”Det burde du stadig være selvom du måske ikke vil” sagde han bare” han smilede skævt til hende, og trådte så væk fra hende igen. Han hørte hvad det var hun sagde, og han rystede på hovedet over hende ”men alligevel vælger du at snakke” sagde han så med en lille latter. ”du er dobbeltmoralsk, andre skal sidde roligt, men du må bevæge dig, virkelig dobbeltmoralsk” sagde han så langsomt og kort med en lille latter han vendte sig rundt og smilede kort til hende. Han tørrede så smilet af sine læber, og vendte sig igen væk fra hende, han lukkede og åbnede hænderne. ”Det er meget fair, da du får nogle fordele” sagde han så og tog dragten af endnu en gang. Han tog undertrøjen af og bandt den for øjnene ”jeg kommer ikke til at kan se målskiven, det vil sige jeg skal bruge mine sanser” sagde han så ”og min intuition” sagde han så med et smil ”jeg kommer ikke til at vinde, jeg kan jo intet se” sagde han så kort.

Lissette så på ham et kort øjeblik inden hun nikkede forstående. Hun sagde ikke noget, hun så bare blidt på ham og havde et lille sørgmodigt smil på læberne. Hun havde lyst til at ligge armene om ham da hun så hvordan musklerne i hans kæbe begyndte at arbejde og hun ville gerne hjælpe ham, men efter at han havde skubbet hendes hånd væk før, så nærmede hun sig ikke da hun jo ikke ville gå ind på hans personlige rum, ikke fordi at hun var bange for ham. "Så din far vidste ikke hvem din mor var?" spurgte hun blidt og så på ham med de venlige, blå øjne. Der forstod hun ham godt, hendes familie havde heller aldrig vidste hvem hendes far var, og det havde hun selv heller ikke vidst, ikke før hun kom til lejren og hun havde jo vænnet sig til ikke at vide hvem hendes far var, så når hun pludselig fik svar på det, så føltes det jo pænt mærkeligt for hende pludselig at få at vide hvem hendes far var og så også at han var en gud! Seriøst, det var ikke noget der skete hver dag, men samtidig ... så gav det jo også meget mening for hende, det forklarede en masse, som hvorfor skyerne trak sig sammen når hun blev vred og hvordan det forsvandt pludseligt når hun faldt ned igen. Så det var jo rart for hende, at få at vide, at hun faktisk ikke var skør.
"Løb du hjemmefra som seksårig?" spurgte hun lettere målløs og så overrasket på ham. Hun blinkede et par gange med øjnene inden hun lukkede munden igen og så på ham. "Jeg har da heller ikke tænkt mig at prøve at være alene," sagde hun blidt og smilede let til ham. Han havde ret i, at det ville være dumt for hende at prøve at være alene, for hun var jo vant til at have nogen at snakke med, så det ville jo være decideret dumt for hende at prøve på det.
Hun trak bare på skuldrene. "Det ændrer ikke noget, nej, men man siger det jo, for at vise, at man er der for den anden," sagde hun og smilede let, men blev alligevel lidt trist da han så væk og troede kort, at der var noget galt med hende selv. Hun nikkede bare lidt. "Det respektere jeg," sagde hun blidt og smilede let til ham og tog kort mod til sig. "Hvorfor vil du ikke kigge på mig?" Hun så uforstående på ham. Hun kunne ikke se logikken i det da hun var blevet opdraget ved at se folk i øjnene når hun snakkede med dem.
Da han trådte nærmere og så hende i øjnene og hun så det dyriske glimt i hans grønne øjne, trak hun ikke en mine, hun gengældte bare blidt hans blik. Hun var ikke bange for ham. "Det er ikke fordi at jeg ikke vil, jeg er bare ikke bange for dig," sagde hun og endte med at smile ganske let til ham. Hun lo stille over ham. "Det er rigtigt," sagde hun ganske blidt og smilede til ham imens hun nød hans latter på et eller andet punkt. Hun trak lidt på skuldrene og trippede lidt imens hun smilede let til ham.
Hun lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede ham undrende. "Hvilke fordele får jeg da?" spurgte hun med et lille grin imens hun så ham tage dragten af og derefter sin undertrøje. Hun kunne ikke dy sig for at tage et kort blik på hans overkrop. Hun klukkede let da hun så hvordan han band den om øjnene. "Ja, okay, måske har jeg en lille chance," sagde hun med en blid latter. "To sek." Hurtigt løb hun af sted og over til et lille skur hvor hun tog den bue hun normalt brugte og en pilholder inden hun småluntende over til ham igen. "Så er jeg klar," sagde hun og smilede lidt til ham, selvom han ikke kunne se det. "Hvem starter?" spurgte hun så og så blidt på ham, og hun kunne ikke lade være med at se på hans krop, for på trods af arene så så han jo pokkers godt ud.

Jason så på hende og lukkede kort øjnene, han sagde intet, stod bare stille og rystede forsat gennem hele kroppen, da han stoppede med at ryste vendte han blikket mod hende, han så hendes sorgmodige smil, han vendte blikket væk fra hende og så han så mod målskiverne, han vendte sig så mod hende igen, og han sagde intet, forsat betragtede han hende, med et lille skævt smil. Han vendte sig så mod de nærmeste træer, men vendte hurtigt fronten mod hende da han hørte hvad det var hun sagde ”Nej, det tror jeg ikke at han gjorde” sagde han kort ”min far er ikke så gammel igen, det var kort efter college” sagde han så og trak på sine skuldre, ”men egentlig betyder det ikke noget for mig, om han gør det eller ej, for det er ikke det jeg mener” sagde han så kort og lagde hovedet tilbage, han vendte igen, hovedet mod hende, og så ind i hendes øjne, han rystede kort på hovedet og sukkede tungt, han havde stadig ikke tænkt sig at åbne sig overfor hende, men han var begyndt at føle, at hun måske fortjente lidt mere end blot den tomme og kolde skal og opførsel han havde holdt overfor hende. Han var begyndt at føle at hun kunne få lidt tillid, af hans, hun var helt anderledes end hvad han havde troet, men alligevel var der noget i hans baghoved der sagde at han skulle passe på med at komme til at stole på hende.
”Nej, jeg har ikke snakket med ham, fordi han fik travlt med arbejdet og jeg fik noget andet at lave, som jeg ikke ville snakke med ham om, han kender mig ud og ind, hvis jeg forsøgte at lyve, og derfor ville jeg ikke snakke med ham om noget” sagde han så og trak på skuldrende. ”Det er jo en god ting at du ikke vil forsøge med det” sagde han så kort og grinte så kort over hende. Han vidste at han havde ret, men han ville ikke påpege det på nogen måde, det med at han levede alene, og hun levede med andre, var det der gjorde livet spændende og sjovt, folk var ikke ens, og han nød at han kunne opsøge selskab hvis han ønskede det, men ellers var han alene.
Han så på hende og rystede kort på hovedet og strakte sig så ”men hvad så hvis man siger det, og man så ikke er der når det er det kommer til stykket” sagde han så og løftede det ene øjenbryn. Han vendte kort blikket mod hende igen så og så hun havde fået et trist udtryk eller han følte det nærmere. ”det er også noget man kan sige, men egentlig er det ikke noget man gør” sagde han så og så på hende, han så kort ind u hendes øjne. Han lyttede og så overrasket på hende og lagde hovedet på skrå. ”hvad, fordi jeg ikke har det særlig godt med det” sagde han ”jeg er meget dyrisk, det vil sige det er mine instinkter” sagde han bare og vendte hovedet væk fra hende, det var ikke en løgn, men det var heller ikke hele sandheden.
”Du burde være bange for mig, selvom du ikke er det, jeg er uforudsigelig, jeg reagere impulsiv, og jeg reagere uden advarsler” sagde han så, hans blik var alvorligt, og han sukkede, ikke at han ikke kunne lide, at hun ikke var bange for hende, men mere fordi, at han ville føle en form for skyld hvis han angreb og fik skadet hende. ”du vil opdage at jeg kan have ret i mange ting, selvom de kan gå hen og være ligegyldige eller små” sagde han, han havde stadig blikket rettet mod hende, men så væk fra hende igen, endnu en gang strakte han sig, og begyndte at strække ud. Han så på hende og rystede på hovedet da hun trak på hendes skuldre.
Han så hun lagde hovedet på skrå som noget af det sidste inden han bandt undertrøjen over øjnene, han var blevet helt blind, men selvom hans øjne ikke kunne vise ham noget, gjorde alle andre sanser det, han kunne dog ikke se at hun tog et kig på hans krop. Han sted bare stille og fik trukket en pil og lagde den på buen uden at spænde den. Da han hørte hvad hun sagde smilede han kort og rystede på hovedet ”ja du får en lille chance hvis du er dygtig nok” sagde han kort med et smil, han lod kort jorden køre langs jorden, da han på den mode sendte vibrationer gennem den, og hvis de ramte noget ville de vende tilbage så han kunne ”se” hvad det var ud fra vibrationerne. Han lyttede til hendes ord, og så hende da lydbølgerne ramte ham og vendte tilbage på hende, han mærkede i jorden da hun løb over til skuret for at hente hendes udstyr, og da hun ko tilbage smilede han så. ”du kan få den ære af at starte” sagde han så med et lille smil, han vendte hovedet mod hende og stod afventende.

Lissette gengældte blidt og varmt hans skæve smil. Det var faktisk rart at se ham smile, det lyste hans ansigt op og fik ham til at se venligere og rarere ud, kønnere faktisk også. Hun sagde heller intet imens hun ventede på et svar fra ham af og nikkede så en anelse da han svarede. "Åh," var det eneste der kom ud over hendes læber og hun rynkede så let på brynet. "Men forklar så hvad du rigtig mente." Hun smilede let til ham og forstod godt, og ville acceptere, hvis han valgte at sige, at han ikke ville forklare det. Hun havde faktisk regnet med det, så derfor blev hun lidt overrasket da han så fortalte hende hvorfor. Han havde jo sagt, at han ikke stolede på hende, så derfor var det jo kun positivt overrasket hun blev. Hun lyttede og nikkede lidt imens. "Så du ville gerne beskytte ham?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. "For sandheden, altså." Hun sendte ham et lille smil og så på ham med sine himmelblå øjne. Hun smilede lidt til ham og lagde hovedet let på skrå og trak lidt på skuldrene, som for at sige. Ja, det er det nok. Hun var selv pænt glad for at intet menneske var det samme som det andet, for det ville jo bare blive virkelig kedeligt da det ville være det samme som at alle var var grå klatter, ingen var større eller mere ... grå. Hun kom kort til at tænke på et afsnit af Fehoveder hun havde set da hun havde været mindre om at ham Timmy Turner havde ønsket, at alle var ens. Hun grinede kort over sine tanker og smilede lidt over sig selv.
Hun så blidere på ham. "Så burde vedkommende få et ordentlig spark bag i," sagde hun kort for hovedet og smilede let til ham og kunne ikke dy sig for at række ud og kort lade sine fingre strejfe hans arm. Det var en meget flygtig berøring, men det var hendes måde at vise ham, at hun var der for ham, at det ikke bare var noget han sagde. For det var måske lidt mærkeligt for nogen, men hun viste at hun holdte af nogen ved at være fysisk, ikke kun at fortælle dem det, for alle kunne lyve med ord, det kunne man selvfølgelig også med berøringer. Hun klukkede let og blidt over ham. "Hvorfor ikke? Hvad er hele grunden?" spurgte hun og kunne godt se på ham, at det ikke var det hele han fortalte. Endnu en gang rakte hun hånden ud imod ham, men stoppede den midt i luften og lod den falde. Hun kom hurtigt i tanke om, at han ikke brød sig om at nogen rørte ved ham.
Hun rystede let på hovedet over ham. "Du aner ikke hvad jeg kan, Jason, og du aner ikke hvor impulsiv jeg selv kan være," sagde hun blidt og smilede roligt og en anelse skævt til ham. Hun ville sagtens kunne forsvare sig selv imod ham, hun ville ingen problemer have med det.
Hun lo kort over ham. "Ja, lad os nu se," sagde hun blidt da hun var kommet tilbage og rystede klukkende på hovedet over ham. "Jamen, jeg er da beæret." Hun smilede lidt og tog en pil frem og satte den imod buen inden hun stillede sig i stilling og sigtede imod målskiven. Hun tog en dyb indånding, gjorde præcis hvad det var at han havde vist hende før. Hun havde jo en klæbehjerne. Hun spændte strengen og åndede ud idet hun slap dén og pilen. Hun fulgte pilen med øjnene, bed sig i underlæben og grinede lidt da den i det mindste ramte målskiven, dog bare i højre side af den, men længere inde på selve målskiven end før. "Din tur, min kære Artemis søn," sagde hun blidt og drilsk idet hun vendte sig om imod ham.

Jason så på hende sagde intet, han betragtede bare hendes ansigt, han vidste ikke hvad han syntes om hende, men han ville ikke kunne se sig selv sammen med hende, nej, det kunne han ikke, hun ville højst kunne blive en ven, intet andet, måske ville hun ikke engang kunne blive det, det ville tiden jo vise, han vidste bare der lå noget bag i at han havde det på den måde, måske var det bare et instinkt han havde fået, eller også var det bare for at beskytte sig selv, overfor at blive ødelagt endnu en gang. ”jeg vil helst ikke dele det med dig” sagde han bare og så væk fra hende han trådte et skridt tilbage, og lukkede og åbnede hænderne, han vidste ikke hvad der gik af ham, han trak vejret tungt og langsomt ”beskytte ham fra sandheden, kan man godt kalde det” sagde han bare og betragtede hende, han lukkede øjnene og sukkede kort, hans skuldre hævede og sænkede sig, han var langt fra rolig, han lod tungen glide hen over tænderne, mens han indåndede luften, fangede hver enkelte lille duftspor der var, han fangede duften af vildt, og skulle holde igen for ikke at springe af sted for at få fat på det, ”Du må virkelig undskylde min opførsel” sagde han og tog sig til maven, da den begyndte at knurre. Han rettede sig op igen, og vendte sig mod hende, og strakte og gabte sig så, han så på hende og smilede så kort, ganske kort, men varmt og venligt.
”Ja det burde personen, men det er bare ikke alle der gør det” sagde han kort og så på hende, han smilede kort tilbage til hende, så da hun rakte ud for at røre ham, stod bare stille og betragtede hende, da hun lod hendes fingre strejfe hans arm sprang han kort tilbage spændte i kroppen igen og bed hårdt sammen, selvom han kunne mærke det kunne havde været en forsigtig berøring han så på hende med et blik der var advarende, men han sagde ikke noget, men trådte så tættere på hende igen, så de havde den samme af stand som før, han var blevet overrasket, og var tæt på at have grebet fat i hende, og så vride hendes arm af led, men han havde stoppet sig selv, ved at springe tilbage. ”jeg siger bare igen, jeg har det ikke godt sammen med andre mennesker, men jeg kan sagtens være sammen med en eller to personer af gangen, men ellers så kommer, da jeg er bange for at åbne mig, og lukke nogen ind i mit lev, den sidste der blev lukket ind, endte med at miste livet” sagde han og lukkede hænderne.
”Nej jeg ved ikke hvad det er du kan, men jeg ved hvad jeg er i stand til, og jeg ved hvad det er jeg kan komme til, at gøre” sagde han så kort og trak på skuldrende. Hun havde ret i at han ikke vidste hvad hun var i stand, til, men han vidste at han var skabt til at dræbe, og derfor ville han ikke have problemer med at skade hende, men alligevel var der noget inde i ham, der ikke ville, da hun ikke havde fortjent det.
Han klukkede kort da hun var kommet tilbage og da han lyttede ”ja lad os se,” sagde han så og smilede kort og nikkede ”det burde du også være, under normale omstændigheder ville jeg have valgt at starte” sagde han så kort og mærke hver bevægelse hun gjorde, han smilede men stod stadig stille, og ventede bare på at hun ville lade pilen flyve, han mærkede bølgerne fra hun slap stengen, og pilen, og så da den ramte, kunne han se banen i glimt, som hvis han stod og blinkede med mellem rum, han spændte buestrengen og vendte den mod mål skiven, han mærkede vinden og rettede til, trampede så kort i jorden og fik på den måde et mere klart syn. Han rettede sig så til endnu mere og slap så stengen og pilen, han vidste fra det øjeblik han slap stengen at pilen ville ramme plet, den satte sig dybt ind i målskivens midte. ”jo for resten vi skal vel have noget man kan vinde” sagde han efter han havde vendt sig mod hende ”du bestemme hvad du vil vinde, og hvad du vil tabe” sagde han så kort med et lille smil.

Lissette blev ikke og snakkede med ham fordi at hun gerne ville have noget kørende med ham, ikke fordi at han var ikke attraktiv eller lækker, for det var han jo, helt bestemt! Hun var bare ikke ude efter et forhold, kun venner, nye holdepunkter, en sikker havn. Bare ingen kærester, hun gad ikke fyre på den måde. For hun var som Jason på nogle punkter, hun stolede ikke på andre, der var stadig ingen der rigtig vidste noget om hende her i lejren, nogle få vidste at hun havde to brødre, og hvem hendes far var, men så vidste de heller ikke mere. Faktisk, i øjeblikket vidste Lissette mere om Jason end han vidste om hende. Hun nikkede lidt. "Det respektere jeg," sagde hun blidt og smilede let til ham og lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede ham blidt og kunne godt se uroen hos ham, men kun ganske lidt. Hun nikkede lidt til ham og smilede let, hun sagde ikke noget, men det var tydeligt at se, at hun ville ønske, at hun kunne gøre noget for ham, bare et eller andet. Hun klukkede let over ham. "Alle har sine dårlige dage," sagde hun blidt og smilede varmt til ham, som for at sige, at hun ikke bearbejdede ham for noget, ikke engang det mindste.
Hun smilede da hun hørte hans mave. "Er lille Jason sulten?" spurgte hun drilsk og smilede sødt og bredt til ham. Hendes mave havde heldigvis ikke afsløret hende ... endnu. Hun nikkede lidt. "Ja, desværre er det sådan nogle gange," sukkede hun stille og sendte ham så et lille smil. Ja, alle havde jo nok prøvet at blive stikket i ryggen mindst én gang i livet.
Da han pludselig hoppede tilbage, stod hun bare lidt der og så lidt forbløffet på ham inden varmen let blussede op i hendes kinder og hun smilede undskyldende til ham. "Jeg ... det må du undskylde, jeg prøvede ikke på noget, det er jo bare sådan jeg er vokset op," forklarede hun sig og smilede let til ham. "Åh, det ... det er jeg ked af." Den her gang forsvandt smilet fra hendes læber og hun rynkede på brynet ganske let.
"Jamen, så må vi da bare se hvordan det ender, ikke?" sagde hun blidt og med et nærmest legende tonefald. Hun var bestemt ikke bange for ham, ikke det mindste, men hun var nok lidt irriteret over at han troede, at han bare sådan kunne være bedre end hende, ja, nok til bueskydning, men der var en fandens masse andre ting hun var god til. Boksning, for eksempel. Nævekamp, det var noget hun godt kunne lide. Hun lo kort over ham og betragtede ham imens han skulle til at skyde og undrede sig over hvorfor han bankede foden ned i jorden, men endte dog hurtigt med at måbe da han ramte plet, og at den endda endte dybt nede i målskiven. "Okay, jeg nægter at indgå et væddemål når mine chancer er minimale!" udbrød hun og så på ham imens hun skulede en anelse, der var dog intet alvorligt i det, hun var bare ikke den bedste taber ... så man kan sige, at hun lod være med at indgå et væddemål af to grunde. Den førnævnte og dét at det jo var direkte stupidt. "Nej, skal vi indgå et væddemål, skal det være med noget vi begge har en fordel med," sagde hun og så på ham med et lille grin.

//Der er vist en der har set lidt for meget af tegnefilmen Avatar: Den sidste luftbetvinger

Jason så på hende og lagde hovedet på skrå, han prøvede ikke at forstå hende, men mere at finde ud af hvordan hun fungerede, for der var intet der tydede på at hun fungerede som hun skulle, ikke at han havde noget i mod, det men han følte bare intet overfor det, han havde lagt mærke til hendes udseende men vidste ikke hvad han skulle syntes om det, han følte ikke rigtigt noget, og var ikke klar til at lukke nogen ind i sit liv, selvom han måske inderst inde vidste at det var det han havde allermest brug for. Han stolede bare ikke på nogen, eller stolede nok på nogen til at de skulle lukkes ind i hans liv, han havde jo allerede holdt sit liv hemmeligt for sin far, så hvorfor ikke resten af verdenen, som han sagde til sig selv hver nat. Verdenen ville være et langt mere sikkert og trygt sted uden ham. Men der var intet han kunne gøre ved det, sidst han havde forsøgt ved at pisse hans eks kæreste af havde det været hende der kom til skade, og ikke ham, men han havde stadig nydt at se hende lide på den måde, og han hadede hende endnu mere end før over ikke at gøre hvad han havde bedt hende om, og det kys hun hav ham, hvad havde hun gang i. Mens han tænkte på det spændte musklerne i hans krop igen, han knyttede næverne og hans knoer blev helt hvide da de kom til at mangle blod, han begyndte at ryste og trække vejret uregelmæssigt hvilket ikke lå særlig godt til den ellers rolige figur han ellers havde. Nok havde han dårlige dage, eller mere dårlige perioder og lige nu var en af dem, men han var rolig og holdt sig for sig selv, han skadede ikke nogen med mindre der var en grund til det. ”ja alle har deres dårlige dage” sagde han bare og trak på sine skuldre.
Da han så på hende og løftede det ene øjenbryn der sagde kald mig det igen og du beder selv om konsekvenserne ”jeg er ikke sulten, jeg har bare en trang til at jage, og jeg kæmper lige nu i mod den trang, ellers ville jeg ikke stå her og snakke med dig nu” sagde han bare og rystede på hovedet ”jeg opfanger de mindste dufte, jeg kan dufte at du er datter af Zeus det kunne jeg fra det øjeblik jeg først fangede din fært, jeg kan fortælle dig hvem der er barn af hvem, ud fra hver enkelte guds specielle duft” sagde han bare og sukkede kort og rystede på hovedet Wdet er det” sagde han bare og så op mod himlen.
Han så på hende og så på hende og viste tænder mens en lille snerren slap over hans læber, han stirrede på hende med et blik der var fyldt med had, men ikke fordi han hadede hende, han vidste endnu ikke hvad han skulle syntes om hende, men had fordi hun havde overtrådt hans grænser, han vidste det ikke havde været hendes hensigt at gøre ham sur eller noget, så han tog det ikke nær så tungt som han virkede til hat have gjort ”det gør ikke.. Eller det gør noget, men du tænker dig ikke om, og det kan ske for alle, jeg vil bare ikke have det sker igen” sagde han så roligt og så på hende han slappede mere af i musklerne og rettede sig op og så på hende ”lad være med at være ked af det” sagde han med et lille skævt smil.
”Som om jeg ikke ved hvordan det ender” sagde han mest til sig selv i et så lavt toneleje at han vidste hendes øre ikke ville kunne opfange det. ”Ja vi må se hvordan det ender” sagde han så i et mere hørligt tone for hendes, han smilede kort til hende selvom han ikke kunne se hende. Han havde ingen idé om hvad hun kunne, men som han havde sagt, han vidste hvad han var i stand til, og han vidste hvad hans evner tillod ham at kunne, han var en smurt maskine til kamp og jagt, han ventede bare på at hun ville sige noget, han kunne stadig intet se, så længe der ikke var bevægelser omkring ham, ikke at han hadede at være blind, for det gjorde bare hans andre sanser tog over, så han var bedre på andre punkter. ”Hvordan gik mit første skud?” spurgte han så med et lille smil på læben, han havde ikke engang behov for at spørge men han havde set hendes måben og smilede så bare kort over det, ”er du sikker på at du vil forsætte og ikke vil vædde?” spurgte han så og smilede, han vendte hovedet mod hende ”dine chancer er der da, og de er store” sagde han så ”eller de er større end de ville være hvis jeg kunne se noget” sagde han så med et grin, han lyttede egentlig til hende ”hvad ville du have lige så stor en fordel i som jeg her?” spurgte han så og lagde hovedet på skrå.

//nej, en dokumentar, om hæmmede, en blind der så via ekko, og en døv, der kunne føle vibrationer i jorden og luften, ret imponerende //

Lissette så bare på ham med sine blide, blå øjne og smilede let. Hun undrede sig lidt over ham, var forundret og nysgerrig overfor den dreng der stod overfor hende. Hun ville gerne være en del af hans liv, hvis han tillod hende det. Og hun ville bevise overfor ham, at hun ikke var så let at slippe af med igen, hun var en veninde for livet! Og ville ikke kunne finde på at stikke ham i ryggen, max prøve at forføre ham et par gange, men kun for sjovs skyld. En lille rynke kom langsomt frem imellem hendes bryn da hun så hvordan han begyndte at spænde i kroppen og knytte næverne, og hun løftede den ene hånd for at ligge den over hans overarm, men stoppede sig selv i luften og lod den falde ned langs siden endnu en gang, og hun sukkede blidt og stille, nærmest magtesløst. Hun nikkede lidt til hans ord og tøvede lidt. "Er der noget jeg kan gøre for dig, Jason?" spurgte hun så, blidt, og med et varmt glimt i de himmelblå øjne.
Hun klukkede let over hans blik, og smilede udfordrende til ham, hvilket kort sagt sagde, at hun ikke ville stoppe. Hun elskede at lege med ilden. Hun løftede det ene øjenbryn let og nikkede så lidt. "Vildt," sagde hun, kort for hovedet, det var sgu da også syret at have sådan en evne.
Da hun så hans snerren forsvandt al varme fra hendes blik et kort øjeblik. Det var nærmest en refleks, en forsvarsmekanisme i hende. "Jeg tænkte mig om, jeg ville vise dig, at jeg var der for dig, for Hades da, det var jo det eneste," sagde hun defensivt og så roligt på ham. Så da han begyndte at smile til hende igen, rynkede hun bare på brynet og svarede ham ikke i et stykke tid, men så bare undrende på ham med hovedet let på skrå, som var han et eller andet sært væsen. Hun kunne se at han læber bevægede sig, men ordene var for lave til at hun kunne høre dem. Hun brød sig ikke helt om at han følte sig så overlegen hende, det var ikke rart at han synes, at han var bedre end hende til det hele. Det var pisse irriterende for hende, for hun var jo ikke så sød som det var at hun så ud, hun havde et iltert temperament og hun var ikke bange for at slå fra sig, og så var der hendes lyn, som ikke var til at spøge med, især fordi at hun ikke altid helt kunne styre det.
"Pletskud," sagde hun kort og lettere mopset og så bare lidt småirriteret på ham. "Jeg vil ikke vædde når jeg ikke kan se mine fordele i det, du har meget større chancer end mig, selv når du er blind." Hun sukkede kort og smilede så let til ham, selvom han jo stadig ikke kunne se. Hun tøvede lidt ved hans spørgsmål. "Nævekamp, dét ville jeg i hvert fald have en fordel i, og i hvad jeg kan se på dig, så har du i hvert fald musklerne, så lad os tage en prøve og se om du kan bruge dem," sagde hun med en sukkersød stemme, hvor den dog havde en lettere udfordrende undertone.

//Aah, jah okay

Jason så på hende og smilede kort, han lagde hovedet på skrå, ventede egentlig bare på noget fra hende, han ville gerne vide hvad hun havde tænkt sig, og hvad hun egentlig forventede af ham, han vidste ikke om han ville turde lukke hende ind, men han ville gerne på et punkt, men der var stadig noget i ham, der talte for at han ikke skulle gøre det, at det ville være en dårlig idé at forsøge at åbne sig overfor hende, da der aldrig var kommet noget godt ud af det, han hadede sig selv for ikke at have stolet på sine instinkter før, og nu havde han muligvis tænkt sig at følge dem helt til vejs ende. Alligevel havde han tænkt sig at give hende en chance for at vise ham hvad hun var for en type. Han havde allerede fået det på det rene at han ikke ville kunne blive interesseret i hende på andre måder, end bekendt, eller en ven, efter hans mening var der noget over hende, der bare ikke var tiltrækkende, men han kunne ikke forklare sig selv, hvad det var. Da han så den rynke der kom frem på hendes pande, slappede han ikke just mere af i kroppen, han så bare på hende, uden at sige noget til hende. Da han så hendes hånd, åbnede han næverne og sprang tilbage, i springet, mens han var i luften fik han trukket to daggerter frem og stillede sig i forsvars stilling. Han pakkede dem hurtigt væk, da han hørte hendes stemme, rystede kort på hovedet, ”der er intet lige nu du kan gøre for mig, desværre” sagde han så kort og smilede venligt, eller forsøgte i hvert fald.
Da han så hendes udfordrende blik, rystede han på hovedet over hende. Han forstod ikke det individ der stod overfor ham, han bed hårdt sammen, hvad var det der kunne tænde den flamme i ham, som hun gjorde, den vrede der brændte i ham, blev større, måske fordi han følte at hun trådte ind på hans private rum, og at hun ikke lyttede til ham. ”det er rimelig vildt” sagde han så kort og smilede lidt kort.
”jeg beklager min opførsel overfor dig Lisette” sagde han så og forsøgte at smile, han vidste ikke om han havde evnerne til at gøre det godt igen, men han vidste at han ikke ville være sur på hende, for det havde jo ikke været hendes hensigt, at tirre ham, og han var ikke vred, eller nær så vred som han havde set ud til at være, ”du må undskylde at jeg snerrede af dig,” Han havde vendt blikket ned, mens han snakkede, for ikke at se hende i øjnene, ”jeg ved det ikke var meningen, det du gjorde, og min reaktion er ikke okay, det må du virkelig undskylde, jeg er bare ikke van til at folk tænker på mig, eller vil hjælpe mig, for jeg beder ikke om hjælp, ikke før det er for sent, det er en fejl, jeg begår hver gang, og jeg kan ikke rette den op” sagde han så og vendte blikket væk fra hende. ”Nu må du endelig ikke tro at jeg ved om jeg er dig overlegen, eller bedre end dig, for som menneske er jeg langt fra bedre” sagde han så, han ville gerne have nogle ting på det rene inden det hele ville ende galt, ”jeg ved jeg er en dræber maskine, for det har jeg trænet mig op til” sagde han så, ”jeg har gjort ting, mod andre og mig selv, der ville få andre mennesker til at begå selvmord af skræk” sagde han så og sukkede tungt.
”du har større chancer nu, end hvis jeg kunne se hvad det var jeg lavede” sagde han så, ”lige nu bliver jeg nød til at satse på mine evner, og mine talenter” sagde han så langsomt og smilede til hende, han havde stadig rettet ansigtet mod hende selvom han var blind, han lod foden glide hen over jorden, så han ikke så nær så langt som før, han kunne se hvor hun stod, og hendes størrelse og hvordan hun stod, men han kunne ikke se hendes ansigt, eller krop. ”Så du tror at du ville kunne slå mig, hvis vi tog en omgang i en boksering?” spurgte han så med en lille latter og et smil han rakte op og bandt undertrøjen af, og tog den på igen for at dække hans krop og ar, ”det kan vi sagtens, men lad være med at blive sur, jeg vil helst ikke svitses” sagde han så med et lille skævt smil og så på hende ”jeg ved hvordan jeg skal bruge min krop, på flere måder” sagde han så og vendte hovedet mod målskiverne.

Lissette vidste ikke rigtig hvad hun forventede af ham, han var en sær type, men det var jo også noget af det hun kunne lide ved folk, når de turde at være anderledes, at være dem selv. Så det var egentlig et kompliment fra hendes side af, selvom det godt nok ikke altid kunne virke sådan. Lige nu ventede hun egentlig mest på hans næste træk, for hun kunne virkelig ikke finde ud af at blive klog på den fyr, den søn af Artemis, for det ene øjeblik var han sød og venlig og det næste var han ved at overfalde hende.
Da hun så hans reaktion på hendes løftede hånd, sukkede hun overdrevet og så direkte såret på ham. "For Hades da også, Jason!" Udbrød hun og så såret på ham. "Hvad fanden skulle jeg kunne gøre med en enkel hånd? Se på mig, jeg er ubevæbnet!" Hun slog ud med begge hænder og fattede sig hurtigt og pakkede nærmest følelserne ind og sukkede lidt over sig selv. Hun havde et iltert temperament, men nægtede at lade ham se det.
Hun lod ham bare snakke og undskylde, og hun endte bare med at stå lidt og ryste på hovedet over ham. "Jason, rolig nu, det er okay, jeg har prøvet det værre, du behøver ikke så ihærdigt at undskylde, du er tilgivet," sagde hun med en blid stemme og et blidt blik rettet imod ham. Havde han været en hvilken som helst anden person, havde hun trådt tættere på og lagt hænderne imod hans skuldre og rusket lidt op i ham, men nu da det var Jason nøjedes hun bare med at træde lidt tættere på ham og se ham i øjnene med et fast, men utrolig blidt, blik. "Og jeg er ligeglad med hvad du har gjort før vi mødtes, det er hvem du er nu som betyder noget for mig," sagde hun med et lille og skævt smil, og lagde hovedet let på skrå imens hun holdte hans blik.
Hun nikkede lidt og sendte ham et lille smil, selvom han jo ikke kunne se det. "Hvad så en kamp hvor vi kun må bruge vores evner?" spurgte hun så med et lille grin, og ville gerne se hvordan han ville kunne klare sig med hendes lyn og stød, men alligevel, hun kunne jo ikke helt styre det endnu.
"Måske ville jeg, hvem ved?" sagde hun med et lille grin og trak så lidt på skuldrene og mødte hans øjne da han bandt undertrøjen af og tog den på igen. "Der skal meget til før jeg bliver sur, Jason." Hun sendte ham et blidt grin og rullede kort med skuldrene og knyttede og slappede af i fingrene med lidt mellemrum. Hun rystede bare let på hovedet over ham og trippede lidt der hvor hun stod og kunne ikke helt stå stille.

Jason så på hende og lukkede øjnene, han rystede på hovedet og sukkede kort, han havde allerede forstået at der ikke var nogen der forstod ham eller andet, han havde svært ved at forstå sig selv, og alligevel havde han ikke det, han sukkede kort over sig selv, og trak vejret tungt og roligt. Han vidste at han så sig selv som en jæger, det vil sige han observerede, ventede og jagtede, holdte folk væk fra sit liv, indtil de viste ham at han kunne stole på dem, men der skulle meget til, han vidste han kunne være arrogant og overlegen, han havde intet i mod det, han kunne ikke overraskes. Han så på hende med et skævt smil. En ting vidste han om hende, han ville aldrig kunne falde for hende, det havde hans instinkter sagt til ham, og denne gang ville han lytte så der ikke var nogen der kom til skade i nærhede af ham.
Han så på hende og løftede det ene øjenbryn sagde intet, ikke før han havde fået undertrøjen af lod han en finger glide over nogle af arene ”det blev påført mig, med en hånd” sagde han så ”en hånd havde negle der kom ind under mit forsvar, og satte sig dybt ind i huden” sagde han så ”det er noget af det du ville kunne lave ved mig med en hånd” sagde han så kort ”Du er ikke ubevæbnet selvom du ikke har et direkte våben på dig” sagde han så langsomt, ”så nej, du er ikke ubevæbnet” kom der fra ham. Han ville ikke skade hende, men han kunne ikke gøre for sin reaktion den var bare blevet en del af ham, det var bare sådan han var, det måtte folk leve med.
”jeg vil ikke skade dig, okay, jeg er farlig at være i nærheden af” sagde han så og lagde armene over kors, bare den handling gjorde at musklerne i hansarme begyndte at arbejde, og spænder, uden at han gjorde et forsøg på det. ”jeg er glad for at du har tilgivet mig, men det er ikke nok, ikke før jeg har tilgivet mig selv, det er bare sådan jeg er” sagde han så ”jeg er min værste kritiker” sagde han så kort og sukkede, han havde ikke andet end kritik overfor sig selv. Han elskede at være hård ved sig selv, det gjorde altid at han forsøgte at være bedre end han allerede var, det gjorde at han ikke stoppede sig selv, ikke før han nåede langt over det mål han havde sat sig selv for at skulle nå. Han så ind i hendes øjne ”du skal langtfra være ligeglad med det, det kostede næsten min ekskærestes liv, fordi jeg mistede besindelse, nu bære hun et ar på halsen fra min kniv” sagde han så kort og så væk fra hende, men der gik ikke lang tid før hans blik igen var vendt mod hendes, han stirrede ind i hendes øjne. Hans øjne var blevet varme, men der var stadig tomt bag det varme ydre, det var tydeligt.
”du ved ikke hvad du går ind til” sagde han med et smil, men vi kan sagtens forsøge” sagde han så venligt med et smil, han løftede det ene øjenbryn og smilede så skævt til hende, han vendte blikket væk fra hende trådte lidt tilbage, ”men hvis det er det du ønsker er det hvad du skal få” sagde han, han lagde en hånd over hjertet og bukkede for hende, som han altid gjorde, når han havde fået et job. Han lukkede øjnene, han var ikke bare lejemorder, han var den bedste når alt kom til alt, efterlod han ingen spor, andet end at offeret manglede hjertet hver gang, han ofrede det til sin mor, ligesom han gjorde med hvert dyr han nedlagde.
”Det er der ingen der ved” kom det fra ham han så på hende med sit skæve smil, han havde ikke smilet så meget i lang tid, ikke siden.. det kunne være lige meget for ham det var ikke relevant. Han mærkede hendes blik, da han tog undertrøjen på igen, han smilede kort over hende og rystede så på hovedet, lod en hånd glide gennem sit hår. ”Jeg ved ikke hver meget der skal til Lissette, men jeg ved jeg er god til at pisse de rigtige folk af” sagde han så kort og smilede roligt med et lille smil. Han bemærkede da hun rullede med hendes skuldre, og da hun slappede af og lukkede hendes hænder, så rystede han på hovedet og sukkede kort og sprang lodret op i lufte, 6 meter i stillestående stand.