A Lot of Animals ✝ Theodor

Idag var vejret ikke synderligt godt, men det passede nu Avalanna ret fint. Hun gad alligevel ikke hen for at spise mad, og var egentlig heller ikke specielt sulten. Ikke lige nu, i hvert fald.. Nu havde hun jo altså også spist en rimelig stor portion frokost, og hun spiste ikke altid lige meget. Nogle gange spiste hun normalt og andre gange åd hun som bare fanden. Hun var en af den slags piger der kunne spise en hel elefant uden at tage på. Heldigvis da, for oftest holdt hun sig heller ikke tilbage med maden! Men hvad så? Det var vel heller ikke meningen at hun skulle sulte, vel? Plus, at hun havde lært at værdsætte et godt måltid, efter hun havde været tvunget til at leve uden særlig meget mad, i ca. to år..
Idag var Avalanna faktisk i et ret godt humør, hvilket hendes hår jo - som sædvanligt - også indikerede. Det var gult med lyserød i bunden, og betød at hun var i godt humør og tilmed omsorgsfuld. Normalt var hun altså ikke den helt store sygeplejrske, eller noget i den dur, for hun plejede ikke at hjælpe alt og alle. Så udadvendt og imødekommende var hun dog heller ikke.
Avalanna var en af de eneste der befandt sig i undergudernes hytte, eftersom alle de andre børn af underguderne, var henne ved spisestedet. Det var nemlig blevet fodringstid for alle de kære, små grise, og nu var de så henne for at rage til sig af alt den lækre mad. Okay, nu blev de så totalt fremstillet som en flok dyr, men whatever. Var de egentlig ikke også det, når det kom til stykket? Mennesket - og halvguder var ligesom også halvt mennesker, selvom det havde en tendens til at glemme det - var vel også et pattedyr, ikke sandt? I hvert fald var de derhenne, og hun var her. Hun havde noget relativt afslappet tøj på, da hun også havde haft en relativ afslappet dag. Hun havde bare læst i en god bog og befundet sig i sin seng det meste af dagen. Rent luksus.. Dog havde hun lagt bogen fra sig, og sad nu bare og redte sit hår en ekstra gang.

Påklædning: Klik her!

Theodor havde også spist en del til frokost og var derfor ikke særlig sulten, trods at han alligevel var gået ned til spisestedet for at sidde med de andre underguder. Dagens ret var  et eller andet stads som Theodor alligevel ikke brød sig om, så han tillod sig selv at forlade spisestedet og gå tilbage til hytten. Så kunne det være han lige kunne få lidt tid til sig selv, før alle kom tilbage fra aftensmaden. Theodor forventede ingen i hytten, men da han trådte ind af døren til undergudernes hytte, så blev hans blik mødt af en pige med gult hår. Han havde godt lagt mærke til pigen med det farveskiftende hår, men siden pigen var ny, havde han ikke rigtig fået præsenteret sig for hende, trods de boede i samme hytte. Han havde haft travlt med alt muligt andet og gik på hovedet i seng, så snart han kom ind i hytten om aftenen. Siden han ikke kunne være alene, kunne det jo være en oplagt mulighed for ham at hilse på den nye pige. 

"Hej!" sagde Theodor og smilede imødekommende til pigen, der sad og læste i hendes seng. "Jeg har vidst aldrig fået præsenteret mig selv.. Mit navn er Theodor Marcellus Pontorian, søn af Eros". Det var god skik her på lejren at præsentere sig med sit fulde navn og sin gudeforældre. Man vidste med det samme hvem man skulle holde sig fra, men samtidig gav det hurtigt fordomme om en. Mange antog fx at Theodor med det samme var kærlighedstypen, som kunne se det gode i alt... Det var han nok egentlig også, men det gjaldt altså ikke ved alle halvguderne. Fx når André præsenterede sig, ville man nok straks tænke at en søn af Hades var en forfærdelig person, men André var jo præcis modsat: en vidunderlig person! Så man skulle virkelig passe på med at dømme de andre halvguder ud fra deres forældre.  

Theodor gik afslappet hen mod pigens seng og kiggede på hvordan hun redte hendes lange hår. Theodor havde altid været fascineret af langt hår og elskede når piger havde langt hår. Det havde alle hans tidligere - kvindelige - kærester også haft. Han synes det var smukt og han kunne blive helt hypnotiseret af at rede en børste igennem en kvindes hår og mærke hvor blødt det var. Ja, Theodor gik ret meget op i år. Både sit eget og andres. Han ville gerne have at det var blødt og sad godt. Dog vidste han ikke helt hvad han skulle sige om hendes hår uden at lyde alt for creepy, stalker-agtig. Så han smilede bare til hende.

(Undskyld jeg har været så længe om at svare)

I starten havde Avalanna knap nok lagt mærke til at der var trådt en person ind af døren, da hun havde siddet i skrædderstilling og redt sit hår, med bogen foran sig så hun samtidig kunne læse. Og hun kunne ligeså godt indrømme det - Avalanna var typen der elskede at læse, så længe bøgerne interesserede hende, og hun kunne snildt lukke alting ude når hun først havde fordybet sig i sin bog. For det meste læste hun oldgræsk, for ligesom med alle andre halvguder, havde hun meget svært ved at læse engelsk, da hun jo var ordblind. Desværre var det en af de ting der fulgte med når man var en halvgud. Dog ville hun nok ikke opgive det, selvom hun da til tider havde indre kampe med det hun var, og nogle gange følte at hendes sind skulle eksplodere af kaos, så ville hun inderst inde aldrig opgive det. Så ville hun trods alt ikke rigtigt være hel mere, for hun ville have mistet en del af sig selv. Og på trods af alt der var sket i hendes liv - specielt henover de sidste to år - ville hun stadig ikke gøre det om. Det havde givet hende ny erfaring, ny viden. Og det kunne man jo altid bruge.

Da en stemme lød, løftede Avalanna dog alligevel hovedet fra bogen. Hun havde bestemt været alene før, og hun havde ikke opdaget at drengen var trådt ind i hytten. Hun skubbede bogen lidt til side, for ligesom at virke lidt mere imødekommende - virke mindre indelukket og uinteresseret. Så sendte hun ham en stort smil, der faktisk ikke engang var falsk, hvilket hun ellers var blevet selvudnævnt mester i efterhånden. Da han havde talt ud, nikkede hun venligt, og rykkede sig så lidt til siden, i tilfælde af at denne Theodor skulle få lyst til at sidde ned. For det var han skam velkommen til - chancen for at han smittede med pest eller kolera var trods alt ret så minimal. "Jamen hej med dig, Theodor!" Hun smilte glad og imødekommende. Theodor. Hun tyggede lidt på navnet, og besluttede sig hurtigt. Det kunne hun faktisk meget godt lide. "Jeg er Avalanna Liberty Roya, datter af Morfeus." Hendes smil kom atter tilbage, da hun havde præsenteret sig selv. Naturligvis vidste hun godt at både Morpheus og hans børn ikke var specielt velsete efter krigen mod titanerne. Morpheus havde trods alt været på de onde's side, og det samme gjaldt de fleste af hans børn. Men det indebar ikke Avalanna. Selv hvis hun havde været til stede, ville hun aldrig have været på den side. Far eller ej. "Har du lyst til at holde mig med selskab?" Et indbydende smil fandt vej til Avalanna’s læber. Ikke flirtende eller noget - faktisk flirtende hun aldrig synderligt meget - bare venligt og med tilbuddet i stemmen. Mon ikke hendes bog kunne klare at få lidt fred, bare for en kort stund? Det mente hun sådan set godt, og det var ligesom hende der afgjorde det..

//Undskyld at jeg har...