Darkside ~ Theodor

Som datter af Apollon havde Amelia selvfølgelig talent for musik. Men pågrund af hendes blindhed spillede hun ikke musikinstrumenter, hun sang istedet meget.
Men lige nu havde hun ikke lyst til at gøre noget, der mindede hende om hendes far. Hendes forbandede far, der ikke engang kunne tage sig sammen til at sende et brev da hun mistede synet. Eller et eller andet tegn, der viste at han holdte af hende.
Hun drejede hovedet til begge sider, hvor i alverden var hun? Hun sukkede, hvorfor var det lige at hun ikke var kommet til lejren før hun mistede synet? Så kunne hun i det mindste finde lidt rundt, istedet for at være afhængig af hendes eneste veninde, Felicia, der tog hende med alle steder og forklarede hvordan alt så ud. Og det mest sørgelige af det hele var, at Felicia også måtte beskrive de halvguder de passerede på deres ture i lejren, da hun jo ikke selv kunne se dem.
Hun bed sig frustreret i underlæben og kørte en hånd igennem hendes brune hår, mens hun kørte øjnene frem og tilbage.
Hun lagde en hånd op på det ene solbrilleglas og kørte hen over det, mens hun tænkte tilbage på ulykken. Hun kunne stadig huske hendes vallak, Ice Cube's livlige åndedræt og kunne stadig høre skrigene fra publikum, da hun faldt af Ice Cube og fik ham over det meste af hendes ben. Hun kunne stadig huske smerten, da stigbøjlen slog ned i hendes øjne og tog hendes syn fra hende. På bare fem minutter, eller hvor lang tid der nu gik i ulykken, blev alt taget fra hende. Hendes drøm om at blive en stor springrytter, hendes venner og kæreste forlod hende, hendes hest døde, hendes syn blev taget fra hende, hendes liv blev smadret.
Uden at hun mærkede det, gled en tåre ned af hendes kind og ubevidst begyndte hun lavmælt at synge Harry Styles' solo fra One Directions sang, Moments;"If we could only have this life for one more day, if we could only turn back time..."
Hun lagde armene om sig selv og ønskede inderligt, at der ville komme en magisk lille nisse og fortælle hende hvor hun skulle gå hen.

Påklædning: Klik her! - uden tasken og solbrillerne.

Theodor havde overhovedet ingen talenter. Han kunne hverken slås eller synge. Han havde godt nok forsøgt sig lidt med at spille guitar, og det gik nu også fint nok når han fik hjælp af hans veninde, Nuka, som tilfældigvis også var datter af Apollon; musikguden. De eneste ting han var god til, var ting man ikke havde lyst til at være god til; Komme for sent. Rode. Sove længe. Rynke panden. Pylre når han er syg eller har ondt. Det er utroligt unødvendige ting, og så er det ting som folk ofte bliver irriteret over. Han er også god til at stole på folk - dvs. han er meget godtroende - men det vender sig tit i mod ham og kommer sjælendt til hans fordel. Sådan var det at være Theodor. Han var lidt af en wuss, men han havde det godt. Theodor havde intet at være trist over. Han var hverken blind, døv eller stum. Han kunne se, høre og tale. Nogle gange skulle man bare sætte sig ned og tænke over de glæder man har, som nogle andre ikke har.

Om aftenen gik Theodor ofte en tur. Han gik den for det meste alene, sådan han kunne lade tankerne flyve og bare tømme hovedet for alt der var sket i løbet af dagen. Idag gik turen forbi amfiteatret. Han havde egentlig ikke tænkt sig at gå derind, og var egentlig allerede på vej væk fra teatret da han hørte én synge. Han kunne høre på stemmen at det var en pige, men han genkendte ikke sangen. Han stoppede op og lyttede. Det lød så smukt. Han blev simpelthen nødt til at se hvem der sang. Han vendte om og gik ind af den store 'indgang' ind til amfiteatret. Ikke langt fra indgangen stod en pige. En smuk pige med armene omkring sig selv. Hun så ikke ud til at være specielt glad. Hun så næsten.. fortabt ud. Theodor bevægede sig tavst og langsomt hen mod den syngende pige. Han kunne ikke rigtig genkende hen, da hun havde solbriller på. Det virkede heller ikke rigtig til at hun havde set ham, så han rømmede sig lidt, sådan han ikke forskrækkede hende, når hun ville få øje på ham.

Hvorfor? Det var hendes eneste spørgsmål, hvorfor hende? Hvorfor ikke en anden? Hvorfor var det hende der skulle miste hele hendes liv på en gang, og så tvinges til at starte på en frisk et sted, hvor man var nødt til at kunne se. Det var en af de uskrevne betingelser for at være på lejren, det havde de så åbenbart lige glemt at tjekke dem igennem før Amelia kom til lejren. Hvorfor kunne de ikke bare have afvist hende? Så kunne det være hun i dette øjeblik ville være hjemme i Stratford, og leve et endnu sørgeligere liv med nærmest kun falske venner og folk der havde medlidenhed med hende. Det var faktisk ligegyldigt hvilket liv hun valgte, folk ville stadig kun have medlidenhed tilovers for hende, hun ville stadig være blind, hun ville stadig have en idiot som far. Alt i alt, var de to liv hende det samme... med undtagelse af en ting. Her var der ingen hånende Veronica, eller falske venner. Rent faktisk var der ikke engang rigtige venner, så egentlig ville hun helst have falske venner, end slet ingen.
Hun lukkede øjnene og prøvede at få hendes tanker over på noget andet, noget... som, hendes halvsøskende. Hvad var der egentlig at tænke om dem? Hun havde aldrig rigtig snakket med dem og kunne knap nok huske hvad de hed. Hendes ene halvsøster hed... Nuka, så var der en hel masse drenge og så en pige mere. Af drengene kunne hun kun huske Joss og Connor. Hvorfor det var dem hun bedst kunne huske vidste hun ikke, jo, hun kunne huske Connor fordi han og Nuka hele tiden skændtes. Så deres navne blev sagt rimelig tit.
Hun åbnede øjnene ved lyden af nogen der enten hostede eller rømmede sig, måske en blanding? Måske..
Hun rettede blikket mod lyden og sagde:"Hvem der?"
Gud, hvor lød det dumt. 'Hvem der?', det lød jo som en eller anden krimiserie, før offeret bliver slået ihjel af morderen. Virkelig originalt, og fremfor alt genialt. Eller ikke..