Just an ordinary meeting... Right? ~Theodor, privat

Tid: klokken 23:40
Sted: Ved lerjbålet
Omgivelser: gæt? xD
Vejr: ikke en sky på himlen, fuldmåne, klare stjerner, en let vind
Årstid: forår, kærligheden blomstre i den årstid
Påklædning: beskrevet i indlæg.

Der var stille, der var ikke en sjæl i nærheden af lejrbålet, altså bortset lige fra André. Fuldmånen lyste klart ned mod jorden og gjorde det umuligt at gemme sig der hvor strålerne nåede hen.
André sad i et jeans, en hvid skjorte og selfølgelig jakken fra jakkesættet. Månelyset lyste hans ansigt op, og fremhævede hans ansigtstræk.
Han sad stille foran det slukkede lejrbål, imens tankerne strømmede ind og ud af hans sind. Alle tankerne om hans far, der havde slået en han holdte meget af, tankerne om Daniella og ikke mindst tankerne om Elena. Han var fyldt med følelser han aldrig havde skullet tage stilling til før. Han var glad for at kunne lide nogen, men fustreret over at der nu var to. Hvorfor kunne livet ikke bare være som før, da han kun var sammen med drengene og pigerne havde pigelus?
Det var nok det André havde brug for. Et sted hvor han kunne få ro og så en røvfuld drenge venner han kunne pjatte med. Men han havde ikke set så meget til sine gamle drenge venner længe. Det var alt det der teenager-hormon-noget der havde gjort det svært.
Enlig burde André være glad for at pigerne kunne lide ham. Det ville en hver anden fyr vel være. Men det der med at holde sig til en pige fungede bare ikke for ham. Han følte sig ikke hel med én pige.
Men hvorfor vidste han ikke helt.

André sukkede dybt og højlydt og slog ud med armene.
"En eller anden! Red mig...!"

Påklædning: http://www.highsnobiety.com/news/wp-content/uploads/2010/12/Markus-Lupfer-Spring-Summer-2011-Menswear-00.jpeg - drengen til venstre.

Theodor gik stille og roligt med hænderne i lommen. Han nød at det endelig var blevet forår, og at der ikke var specielt koldt udenfor. Forår var en tid for varme. Både blomsterne og kærligheden blomstrede på livet løs. Ja, det var en skøn tid, han gik i møde. Der var ikke mange sjæle ude på dette tidspunkt af aftenen, så derfor var det en rigtig fredfuldt aften. Theodor tænkte at det nok ville være dumt at kigge op, mens han gik, så derfor valgte han at stoppe op, og betragte den smukke fuldmåne i stilstand. Det var et smukt syn. Et syn der mindede ham om derhjemme. Hans lillesøster havde altid elsket fuldmånen. Hun troede på der var en masse misforståede varulve, der hylede mod himlen, i skæret fra fuldmånen. Han smilede svagt af sin søster. Joselyn. En lille engel. Han smilede og nikkede anerkendende op mod månen, hvorefter han fjernede blikket fra den, og gik videre. Pludselig så han en dreng sidde ved det slukkede lejrbål. Han undrede sig over, hvorfor han ikke havde tændt ild i bålet? Det var da altid hyggeligere at sidde ved et bål, når det var tændt. Ellers var der jo ikke rigtig nogen mening med det. Det virkede ikke til at drengen havde set ham - eller det troede Theodor ikke - men pludselig sagde drengen noget højt, men det var ikke til Theodor. Det var mere bare ud i luften, for drengen vendte sig i hvert fald ikke mod Theodor, der stod bag ham. Et skævt smil bredte sig på sine læber, "Jeg skal da gøre mit bedste".

André kiggede lige ud og tomt ud i luften og tænkte på de forskellige løsninger. Løbe væk, forsvinde... Der var ikke så mange nu hvor man tænkte over det. Han kunne ikke finde ud af hvad han skulle gøre med sig selv og sine kærligheds problemer.
Efter han havde sagt at nogen skulle rede ham, hørte han en stemme bag sig. Den var ikke feminin, så det var helt klart ikke en pige. Ville en fyr virkelig hjælpe ham? Det var sjældent han havde kontakt med fyre på nogen måde, så det var nyt for ham at der var en der tilbød ham hans hjælp. Stemmen var helt klart kommet bag på ham, ikke blot fordi den tilhørte en fyr, men på grund af nuancerne i stemmen. Den var... tryllebindende.
André drejede sit hoved mod stemmen, og hans overkrop fulgte med. Hans blik opfangede først fyrens bukser. I noget der mindede om chok, lod han blikket glide langsomt op af fyren, indtil han nåede til hans ansigt. Han stiftede længe på fyren, for længe efter hans egen mening, men han kunne ikke lade være. Der var noget over denne tilfældige fyr der bare var kommet fordi i det André havde spurgt efter hjælp.
Hans blik skiftede fra chokeret og overtasket, til nærmest beundrende. Fyrens udstråling og positive energi havde en dejlig effekt. Bare ved at være i nærheden af ham nu, selvom han ikke kendte ham, fik ham til at slappe af, og så alligevel ikke.
Han tog blikket til sig og vendte sig om mod det slukkede bål igen. Han begyndte at smile skævt. Hvorfor skulle en tilfældig fyr have indflydelse på ham?
"Hvis du vil rede mig, så... Sæt dig ned og snak..." sagde han og drejede hovedet igen og så på fyren med det skæve smil, som så mange igennem tiderne havde mødt.

Theodor smilede stadig, da drengen vendte sig om. Drengens hår var brunt og rodet. Hans læber var fyldige, hans kindben var markerede og hans øjne havde en smuk nøddebrun farve. Drengen var egentlig utrolig flot. Theodors smil blev større over drengens smukke udseende. Hvordan kunne det være at han aldrig havde lagt mærke til ham før? De eneste folk på lejren han ikke ville i nærheden af, var afkom fra Hades, og denne her smukke fyr kunne umuligt være søn af ham. Theodor lagde mærke til at drengen stirrede lige så meget på ham, som han selv stirrede på drengen. Han kiggede lidt små-forlegent væk. Normalt blev han ikke forlegen, men der var et eller andet over den her situation. Ja, der var et eller andet over den her dreng. Han vidste ikke rigtig om drengen rent faktisk var fascineret af ham, eller om Theodor sendte ud af hans positive-evne uden at vide det. "Man skal vel redde en i nød?" han smilede sit skæve smil endnu engang. Theodor gik målrettet - men ikke hurtigt - hen til drengen, som bad ham sidde hos ham, og satte sig ved siden af ham, med lidt under en halv meters mellemrum. Han kiggede tavst på bålet, men førte så blikket hen mod drengen. "Mit navn er Theodor" sagde han smilende. Han vidste ikke rigtig om han skulle række hånden frem, eller om det virkede for formelt. Han overvejede kort situationen, og tænkte at han nok hellere måtte lade være, da det også ville være besværligt med den stilling de sad i. Side om side.

André så ned mod sine fødder, en smule genert, hvilket overhovedet ikke lignede ham. Han plejede at være meget charmerende og imødekommende, og nu sad han der, og ventede på at en tilfældig fyr satte sig ned ved siden af ham, imens han så væk? Aj der måtte være en god forklaring. Det var der nødt til at være.
André kom med en lav fnysende, men leende lyd da fyren sagde det med nogen i nød. Han drejede hovedet og så på ham, med et skævt smil.
"Og jeg som troede man kun redede smukke jomfruer i nød..." sagde han og kiggede så ned mod jorden igen. Han ledte sine minder igennem. Havde han det den fyr før? Han lignede en der var jævnaldrende med ham selv, men hvornår mon han var kommet hertil?
Han så ikke på fyren da han satte sig ned hos ham, han turde nærmest ikke. Men han skævede dog kort til ham da han sagde hans navn. Theodor.
En højst usædvanelig følelse bredte sig i hans krop, men han lod som ingenting da han kiggede på fyren, med al sin opmærksomhed vendt mod ham.
"Mi...." han stammede. Han forbandede sin stammen, som kun kom, når han havde mindst brug for at den var der.
Han rømmede sig kort og tog sig sammen. "Mit navn er André..." fik han endelig frem over sine læber. Hans smil sitrede en smule, men kun fordi han frygtede at han havde gjort et dårligt indtryk. Fyren var jo enormt smuk og virkede imødekommende, og han var bange for han ville komme til at gøre noget forkert.
Et lavt suk flød over hans læber, imens han gennemgik hans hjerne, for at finde på noget at sige. Men desværre. Han var helt blank...
Hvad fanden var det også for en virkning den gut ved navn Theodor havde på ham?!

Theodor grinede kort af drengens udsagn man kun reddede smukke jomfruer i nød. Det var et internt grin, da han ikke ville sige hans tanker højt. *Skøn? Ja! Jomfru? Uvist.* "Tjo..", sagde han bare, og smilte lidt forlegent, hvorefter han kiggede væk. Han rystede tankerne ud af hovedet og kiggede endnu engang på drengen, som ikke kiggede på ham. Det virkede som om drengen prøvede at sige noget, men der kom ikke rigtig noget ud af munden. Og lige i det, Theodor ville bryde stilheden, så sagde drengen noget, og det var først nu han ordenligt hørte drengens stemme. Han sagde sit navn. André. Han kunne godt lide navnet, selvom det var lidt gammeldags. Det var vel også guder vi havde med at gøre? Han huskede at have læst noget om navnet.. Navnets betydning endda. Theodor rynkede panden for at huske det, men forgævedes og opgav. Drengen - André - havde stammet, mens han sagde sit navn. De lød ikke som om det var en naturlig stammen, nærmere en nervøs en af slagsen. Men hvorfor skulle drengen dog være nervøs? Theodor ville ikke gøre ham noget.. Andet end at redde hams selvfølgelig. Han var egentlig positivt overrasket over at André ikke havde præsenteret sin gudeforældre sammen med sit navn. Han synes det var en mærkelig og irrelevant ting at gøre. Selvfølgelig kunne man spørge, hvis man var nysgerrig, men ellers var det sjovere selv at gætte sig til. Det var også tit at man dømte folk ud fra hvilken gudeforældre de havde, så for ikke at have nogle fordomme om folk, ville han helst undvære at vide hvem deres forældre er, inden han lærer dem at kende. Desværre var det blevet en slags tradition at spørge om her på lejren.

Han kom endelig i tanke om navnet Andrés betydning. Han smilede. Det betød mandig. *How ironic* tænkte han og smilede af sig selv. Theodor hørte pludselig drengens suk, og det gik op for ham at han havde siddet lidt i sine egne tanker. Han håbede ikke det var på grund af Theodor at drengen sukkede. Men hvad skulle det ellers være? Han lagde mærke til den pludselige, lidt akavede stilhed. Theodor vidste heller ikke hvad han skulle sige, og rømmede sig derfor svagt. "Øhm.. Hvad laver du egentlig her midt om natten?" det var det første han kom i tanke om han kunne sige, og det fløj bare ud af munden på ham. Han var irriteret over det indgående spørgsmål, og håbede ikke han virkede til at være for meget for drengen. Han kiggede dog alligevel nysgerrigt på André.

André lyttede til det denne Theodor sagde og lagde hovedet på skrå imens. Han lyttede bedst sådan, når han ikke så på folk og koncentrerede sig om deres stemme. Da der så blev stille imellem dem og ingen af dem sagde noget, forsatte André med at lytte. Først lyttede han til sit eget åndedræt, men begyndte så langsomt at lytte til Theodors, for til sidst at prøve at få dem til at være synkroniske.
Udover deres vejrtrækning, var der så stille som der kunne være om natten ved et lejrbål. Men noget brød stilheden, Theodors stemme trang ind til ham, men han havde først ikke opfanget hvad det var han havde sagt. Der gik nogle sekunder, før han drejede hovedet mod ham og så undersøgende på ham. Så opfangede han hvad det var fyren havde sagt. Hvad han lavede her? Et kort øjeblik havde han glemt hvorfor det var at han var der. Men dog kun kort. Han så ned imod jorden med et trist udtryk i sine øjne, da han sukkede over sig selv, og overvejede, hvordan han skulle forklare denne fyr, denne Theodor, hvad der foregik i hans liv.

Endnu nogle sekunder gik, indtil André tog sig sammen og kiggede op mod himmelen. "Det er en meget lang historie... Og det er svært at forklare... Og jeg vil ikke kede dig..." han kiggede hen på Theodor da han sagde det sidste og han smilede svagt til ham. Han kunne ligeså godt være venlig, men det virkede ikke. André lagde ikke selv mærke til det, men langsomt begyndte den charmerende undertone at dukke op imens han snakkede og hans holdning, smil og blik ændrede sig også en smule. Om Theodor lagde mærke til det, vidste han ikke. Han vidste ikke engang selv at han gjorde det.

Under stilheden, lagde Theodor pludselig mærke til deres synkroniske vejrtrækning. Han kiggede undrende på André. Var det bare tilfældigt eller var det meningen? Selvfølgelig kom Theodors vejrtrækning ud af "rytme" i det han blev forvirret og tænkende. Det var egentlig mærkeligt hvordan man automatisk kom til at kopiere den man er sammen meds bevægelser, og samtidig deres vejrtrækning.

Theodors tanker blev afbrudt af André der svarede på hans spørgsmål. Det tydede aldrig godt, når folk sagde at det ville blive en lang historie. Ikke fordi at Theodor frygtede historien ville blive lang, men mere fordi han frygtede den ville blive trist. Grunden til folk sagde at det var en lang historie, når man spurgte ind til noget, var tit fordi det var noget de helst ikke ville fortælle, og derfor sagde den var lang, for at undgå at fortælle den. "Bare rolig. Jeg har hele natten.." han smilede svagt til drengen, "Og desuden..." hans smil blev større, "jeg tror ikke jeg kommer til at kede mig". Han kiggede drengen ind i øjnene. De smukke nøddebrune øjne, som skinnede i skæret af fuldmånen. Der var generelt et eller andet over et menneskes øjne. Det var som om man kunne se ind bag det hele. Ind til sjælen, personen, virkeligheden. Theodor følte i hvert fald at han kunne se noget i Andrés øjne, men hvad?

André blev først rigtig opmærksom på deres vejrtrækning, da Theodor ændrede sin. Han havde ikke helt tænkt over det, da han havde gjort det, så han rystede kort på hovedet og fandt sin egen rytme, som desperat prøvede at efterligne hans.
André kiggede på den smukke halvgud der sad ved siden af ham. Det var ikke svært at tro at han var søn af en gud eller gudinde. Hans smil forsatte med at være en smule charmerende, men også bare... Noget der nærmest mindede om... Ja, hans blik kunne ikke beskrives med ord.

André havde sit hoved lagt en smule på skrå, da han lyttede til det Theodor sagde. Ville han gerne høre om hans problemer? hvorfor? Han kendte ham jo ikke, og det skulle da ikke gå ud over ham, at André havde et ynkeligt liv.
André klukkede kort og opgivende over sig selv og så ned. Den øjenkontakt de havde, gjorde noget ved ham. Noget han ikke vidste hvad var, eller ikke ville kendes ved.
"Okay.. Hvis jeg begynder at kede dig, så stop mig, okay?" sagde han og kiggede op igen. Han så på fyren med sit skæve smil. Han så ned igen. Hvad var der med de pokkers øjne?! De fik ham til at længes efter at se ind i dem igen, se personen der gemte sig bag dem. Men han kunne ikke, han så kun ind i pigers øjne. Ikke bare en fyrs han lige havde mødt.
Men så alligevel...
André kiggede op igen, for hundredesyttende gang, og så ind i halvgudens øjne. Han nærmest faldt ind i dem. Han blev begravet i dem. Han sukkede dybt og prøvede at koncentrere sig om det han skulle fortælle denne smukke blanding. Skulle han fortælle om alle sine pige problemer? Skulle han fortælle om sin far? Hvad nu hvis han ville afvise ham på grund af de ting? Måske skulle han fortælle om det med hans far, uden at fortælle ham, hvem hans far enlig var? Ja, det lød nu som en ret god idé.
"Jo ser du, Theodor.. Da jeg blev født, efterlod min mor mig udenfor porten herind til, hun ville ikke have mig... og min far er jo en af guderne, så han vidste sikkert ikke engang at jeg fandtes... Så det er bare manglen på... rigtige forældre jeg sidder og ærger mig over.." fik han så endelig sagt. Han ville ikke gå i for mange detaljer omkring det emne, få forstod ham, og han ville helst gøre det så enkelt som muligt, for at Theodor ville kunne se det fra hans synsvinkel. Måske endda få medlidenhed med André og derfor måske holde mere af ham? Så ville han da have en der holdt af ham...

//Kan ikke finde på andet --'

"Tro mig, jeg kommer ikke til at kede mig.. Og du kommer heller ikke til at kede mig", han smilede til drengen foran sig. Theodor ville gerne høre hvorfor han sad her midt om natten. Og han ville især gerne høre om drengens historie. Alt i alt ville Theodor egentlig bare gerne lære denne André at kende. Hellere end gerne. Først og fremmest var det jo altid rart at få en ny ven, men der var noget mere over ham her. Noget han ikke helt kunne finde ud af, men som han gerne ville finde ud af.

Theodor havde ikke selv problemer med at se drenge i øjnene. Han var vant til det. Theodor var fuldstændig afklaret med sin seksualitet. Det eneste problem der var i den her situation, var at Theodor ikke kendte til Andrés seksualitet, så når André kom med det skæve, charmerende smil, og kiggede med hans nøddebrune øjne ind i hans, jo så vidste Theodor ikke hvordan han skulle reagere.. Han kunne jo ikke vide om André spillede på begge sider, eller om han bare var så charmerende af natur?

Theodor lyttede nysgerrigt efter, da André fortalte om hans historie, "Wow, så du har boet her lige siden du blev født?" Theodor var noget overrasket. Nu kunne han da slet ikke forstå at han ikke havde set denne smukke halvgud før. Hvordan kunne han have undgået det? Theodor var helt forfærdet over sig selv, men synes nu alligevel det var spændende at André havde boet her så længe. Han måtte have en helt anden opfattelse af lejren, end Theodor selv havde. For Theo var alt stadig nyt og spændende.. Så mon ikke det var ved at være kedeligt for André at være her efter alle de år? Andre kunne i hvert fald ille være hverken meget ældre eller meget yngre end Theodor.

Theodor var så overrasket over at André hade boet her så længe at han knap nok hørte det sidste han sagde. Men det gik lige så stille op for han at André var trist. Trist over at han ikke havde sine forældre. Han fik ondt af drengen, og lagde hånden på hans skulder, hvorefter han hurtigt fjernede den igen. Sådan noget gjorde fremmede drenge ikke ced hinanden sagde han til sig selv, men han slap ikke blikket fra André.

André var blevet forvirret over sig selv. Hvorfor kunne han ikke bare se på halvguden som han så på alle andre drenge? Hvorfor skulle han være så skide speciel?! Det gav jo overhovedet ingen mening. Han var jo til piger, ikke til tilfældige fyre han mødte ved et skide lejrbål! Der måtte være noget galt med ham, bare et eller andet. Ja det ville kunne forklare det. Han mødte have spist noget forkert.. Han ville da aldrig for følelser for en dreng på den måde! eller... ville han?

André havde altid været helt med på at han var til piger, som i kun piger. Men måske var det fordi han i alle sine teenagerår havde boet hos sin far og trænet mod drenge, der bare var store muskelbunder og bare var for.. drenget? eller var det bare fordi denne smukke halvgud var noget helt særligt? Det var jo ikke fordi André ligefrem havde været direkte forelsket før, men måske havde han bare troet at han havde været det i alle de piger? Han havde jo aldrig mødt en med samme udstråling som halvguden ved hans side havde, før. Men kunne det bare ha været den der havde gjort så stort et indtryk på ham? Nej vel..?

André så på halvguden Theodor og smilede svagt og trist. Han nikkede kort, til det med at han havde boet her hele sit liv, men rystede så på hovedet.
"nej enlig ikke... da jeg var tolv, stak jeg af... jeg er først kommet tilbage igen i år" sagde han, og hans smil ændrede sig langsomt og blev skævt og det charmerende glimt i hans øjne dukkede op igen, ikke noget han selv var herre over. Jo, han kunne da selv skrue op for charmen, men det her var anderledes. Det var helt naturligt for ham at prøve at gøre et godt indtryk på lige netop denne halvgud.

André stivnede kort da han mærkede noget mod hans skulder. Hans blik skyndte sig derhen, og han blev mødt af et syn, han ikke havde regnet med.
*Han rør ved min skulder..* tænkte André ømt. Tanken gav ham en underlig følelse i hele hans krop. Det var som om at Theodors hånd spredte en varme igennem hans skulder og nåede helt ind til det inderste. Så fjernede han sin hånd. Varmen forsvandt en smule, men den efterladte et spor af en form for sittrende elektricitet i det område hans hånd havde berørt.
André løftede langsomt blikket fra sin skulder og så på halvgudens ansigt. Først selve hans ansigt, alle de fine træk, og kiggede så til sidst ind i hans øjne. Hans egne øjne var ikke bebrejdende for at han havde rørt ham, mere spørgende, som om Theodor vidste hvad det var der foregik. Der måtte være et fornuftigt svar, men om André ville indrømme det selv...

"Løb du hjemmefra?" Theodor kiggede forfærdet på drengen. Det var ham! Den dreng de andre havde snakket om.. Altså dem der havde boet på lejren i lang nok tid. Theodor var meget overrasket over at drengen var løbet væk herfra, især når drengen ikke havde nogle forældre at vende hjem til? Theodor rynkede på panden, og kiggede på drengen, hvis smil blev mere og mere charmerende. Gjorde han det med vilje? Ville han gerne charmere Theodor eller var han bare sådan? De spørgsmål kørte rundt i Theos hoved igen og igen. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere, men valgte så bare selv at smile tilbage. Drengen virkede til at have det fint med at fortælle om sig selv til Theo. Og det var Theo glad for. Han ville gerne høre mere om drengen og lære ham at kende. Selvom Theo tænkte alle de her tanker om Andrés baggrund, så kunne han ikke lade være med at tænke på det utroligt charmerende smil, der var plantet lige midt i det utroligt smukke ansigt. Han var gude-smuk, som man siger.

Theodor havde lagt hånden på Andrés skulder, og kunne mærke André stivne under hans hånd. Derfor fjernede han den med det samme, og kiggede undskyldende og forvirret på drengen. Han kom naturligt til at udsende en lille hovedpine til André. Men det var ikke noget der ville gøre specielt ondt på André, andet end at han svagt ville kunne mærke en unaturlig hovedpine. Theodor så jo - som sagt - afventende på André. Hvordan ville han dog reagere? Deres blikke mødtes og han kunne se at André ikke virkede til at have noget imod det, men samtidig lignede det også at André var en smule forvirret? Theodors ansigt vidste ikke noget, men hans øjne forsøgte at sige noget til André. Men hvad han ville sige, vidste end ikke Theodor. Han ville gerne sige noget, der kunne forklare, men hvad skulle det være? Jeg synes du er lækker, så jeg kan simpelthen ikke holde fingrene fra dig? Nej, han vidste simpelthen ikke hvad han skulle sige til drengen, men han måtte jo prøve. "Øh.. jeg.." han blev distraheret af de smukke, nøddebrune øjne der så lige ind i hans, og der var ikke rigtig noget der gav mening for ham. Han blev nødt til at kigge væk, selvom han ikke ville, og han sukkede. "Jeg ved ikke hvorfor.." sagde han bare, og kiggede stadig væk fra André.

André lo kort over Theodors forfærdede udtryk. Så slemt var det vel ikke at løbe væk hjemmefra? Eller var det? André smilede skævt og charmerende da han nikker til halvguden. "Ja.. jeg... jeg var lidt.. oprørs agtig da jeg var yngre" sagde han og åndede tungt ud. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Han ville ikke fortælle hvad han havde lavet i de 7 år han havde været væk. Han ville ikke snakke om sin far, som havde slået en han holdt af. Det var jo ikke en lykkelig tid i hans liv.
André kiggede på halvguden imens han lignede en der tænkte meget over hvad der var sagt.

Da han havde taget hånden til sig og de sad og kiggede hinanden i øjnene, de smukke øjne der mødte ham. De bredte en varm følelse i ham, og han fik en underlig følelse i maven. Hvad var det nu for en mærkelig følelse? Det måtte være en fejl. Han kunne da ikke få sommerfugle i maven af en tilfældig fyr han lige havde mødt?!
Han ville faktisk gerne have at Theodor rørte ved ham, det gjorde ham ikke noget. Han overvejede faktisk kort at rykke hen til ham, så de ville være så tæt at de rørte hinanden, men det ville også virke forkert. Man rykkede jo ikke helt hen til en fremmed fyr for at kunne mærke ham.
Da Theodor kiggede ned, blev han ved med at holde sit blik på den smukke halvgud ved hans side.
Han løftede sin hånd en smule, for at række ud efter ham, men lagde den hurtigt mod sit knæ da Theodor sagde noget. Hans hjerte galoperede af sted, i frygt for at Theodor havde opdaget det.
Efter nogle få sekunder opfattede André hvad det var Theodor havde sagt. Hvad var det han ikke vidste? Kunne det virkelig passe at han også kunne mærke det, der forvirrede André?
Han sank og åbnede sin mund, lukkede den igen og kiggede på ham. Han prøvede at få halvguden til at se på ham igen, bare for at kunne mærke hans blik igen.
"Hvad er det, det her?" Andrés stemme var lav, da han hentydede til den følelse der var imellem dem. Han havde altid fået at vide, at kemi gik begge veje, ellers var der ikke nogen kemi. Men det kunne da ikke passe at... Kunne det?

Theodor forestillede sig en lille André være mega badass. Han smilede over tanken. "Hmm, men.. hvorfor løb du væk herfra?" Der måtte have været en grund til han ikke ville være her. Der måtte være sket noget, men hvad vidste han ikke. Og det var det han gerne ville finde ud af. Det kunne måske give Theodor et bedre indblik i hvordan han var. Theodor kunne ikke selv forestille sig at løbe væk herfra, dog kun for at komme hjem til sin familie. Så der måtte virkelig være sket noget slemt, siden André kunne finde på at løbe væk herfra, uden nogle steder at tage hen. Eller også var André bare et lidt hårdere type - lidt mere rebelsk - end han lige umiddelbart virkede som.

Theodor kiggede stadig ned, men ud af øjenkrogen kunne han se at André løftede hånden, for så at lægge den på sit knæ bagefter. Han flyttede sit blik fra jorden, og op på Andrés øjne endnu engang. De sad bare og så hinanden i øjnene. Et eller andet sted var det utrolig akavet, men på den anden side var det også utrolig fredfyldt og... måske endda.. romantisk? Men det kunne da ikke være romantisk? Kunne det? Eller.. Theodor var rimelig forvirret, men hans forvirring blev afbrudt af et nyt syn. André åbnede munden, og det lignede han skulle til at sige noget, men han lukkede så munden i igen. Theodor blev en lille smule skuffet, over at han ikke sagde noget alligevel, men til Theos store overraskelse sagde drengen pludselig noget. Hvad er det, det her? blev der spurgt. Theodor blev for alvor forvirret nu. Havde André det på samme måde? Kunne han også mærke det her? Eller var det bare fordi Theo håbede så meget, at han fik alt til at virke til hans fordel?
Han bevægede automatisk hovedet hen til André. Hans øjne var på de smukke, fyldige læber, og han havde lyst til at kysse ham. Det var virkelig mærkeligt, især når de først lige havde mødt hinanden, men han havde sådan brug for at få bekræftet at André havde det på samme måde. Han stoppede med at bevæge sig hen mod André, og kiggede nu op på hans øjne, og sukkede; "Jeg ved det virkelig ikke", sagde han lavt, næsten hviskende og kiggede stadig André i øjnene.

André havde ikke regnet med spørgsmålet, han havde aldrig tænkt nærmere over hvorfor han var stukket af da han var mindre. For at finde svar? For at finde ud af hvem han enlig var, ved at finde sine forældre?
Han ville ikke fortælle halvguden om sin far. Han var bange for det ville ødelægge det, han følte der var begyndt at vokse imellem dem.
André sank igen, slog kort blikket ned, men kiggede op igen, da han begyndte at tale. "Bare for at komme væk... Fra alle fordommene... Jeg havde været her i tolv år uden at have en rigtig ven... Det blev for meget, så jeg stak af... Vandrede rundt og fandt vej til Las Vegas... Resten af historien, er ikke køn.." André håbede lidt at han ikke behøvede at fortælle mere om sin flugt, men han havde dog endnu ikke løget om den. Han havde bare undladt delen om sin far. Stemningen imellem dem var ved at blive en smule.. Ja, romantisk måske? De havde siddet der og snakket for lidt siden, som havde de kendt hinanden i årevis, bare uden at kende hinandens fortid. Det at mærkeligt, sådan plejede André jo aldrig at være. Men sammen med Theodor, var "plejer" død.

Pludselig drejede Theodor ansigtet mod ham. Han glemte hvordan man trak vejret, da halvguden kom en smule nærmere. Han skælvede svagt. Had var det der skete med ham?!
Han fulgte halvgudens blik, og nåede frem til, at han kiggede på hans læber. Ville han virkelig gøre det André troede han ville?! Pludselig fik André en underlig trang, en trang til at læne sig hen imod den smukke halvgud ved sin side og forsigtigt presse sine læber mod hans. Men det kunne han jo ikke bare gøre. De kendte ikke hinanden, og desuden.. Hvem havde sagt at Theodor havde det på samme måde som ham?
André sank igen, igen, og han kunne mærke at hans håndflader begyndte at blive svedige af nervøsitet. Men han kunne ikke lade være.
André havde hovedet vendt mod halvguden, da han langsomt lænede sig en smule frem, bare for at se hvad halvguden ville gøre. Hvis han trak sig væk, ville André gøre det samme. Men hvis han nu ikke gjorde...

Theodor lyttede interesseret i det André sagde. Han var virkelig nysgerrig efter at vide hvad resten af historien var, men det virkede ikke til han gad at fortælle den. "Jeg gætter ikke på du har lyst til at fortælle resten?" spurgte han, og kiggede nysgerrigt på drengen ved siden af sig. Tænk at tage til Las Vegas som 12-årig.. Det må godt nok have været stort, skræmmende og grænseoverskridende for en tolvårig dreng. Han kunne slet ikke forestille sig selv som tolv-årig uden sin mor. Gad vide hvad han havde lavet de sidste i hvert fald fem år - han gættede da i hvert fald på at André var over 17 - havde han bare vandret rundt i Las Vegas' gader? Mon han var blevet stripper? Det var jo et meget populært erhverv i LV.. Men det var han nok ikke. Han lignede ikke typen. Desuden var det nok også mest kvindelige strippere de havde brug for, men man kunne aldrig vide. Det kunne også være at han blev dealer i et kasino? Muligheder var mange, og han tvivlede på at han selv kunne gætte sig frem til det.

Theodor havde sit blik solidt plantet i Andrés smukke øjne. Andrés øjne viste at han var lidt febrilsk. Han vidste ikke hvad hans egne øjne udstrålede, for han vidste ikke selv hvad han følte. Det var en meget speciel og uvant situation for ham. Theodors hjerte begyndte at banke hurtigere, da han så at André lænede sig sit hoved ind mod Theodors. Nu kunne det ikke være et tilfælde. André måtte tænke det samme! Ellers ville han da ikke læne hovedet frem mod ham.. ville han? Deres hoveder var ikke langt fra hinanden, og Theodor kunne næsten ikke modstå fristelsen. Hvad kunne han miste ved at gøre det? Absolut ingenting. Men hvorfor gjorde han det så ikke? Han fugtede forsigtigt sine læber, og åndede tungt ud. Han lænede sig langsomt og forsigtigt ind mod André - holdte øje med hver eneste bevægelse, og tegn på fortrydelse fra Andrés side. Nu var det nu. Han kunne ikke trække sig tilbage nu. Deres læber var få centimeter fra hinanden, og han holdte blikket et sidste sekund, inden han lukkede øjnene, og blidt lod hans læber presse ind mod Andrés.

André overvejede det lidt, ville han fortælle resten af sin ynkeligere historie? Nej enlig ikke. Han ville jo bare komme til at nævne sin far, og risikeredes jo så bare at Theodor ville spørge ind til hans far, og dét ville han slet ikke snakke om lige nu. André sukkede dybt og rystede så på hovedet. "Nej... Men det er nok ikke så slemt som du muligvis tror... Min straffeartest er ren og jeg har aldrig taget stoffer" André smilede svagt over det sidste, det var jo sandt det han sagde, han var ren på så mange måder. Men han havde jo også boet under jorden i flere år, bogstaveligt talt.
Han vidste ikke hvad halvguden tænkte om ham, men det kunne umuligt være godt når man blandede teenager og Vegas.

André holdte halvgudens blik og blev med et klar over at det ikke kun var ham der havde mærket det. Theodor havde helt klart også. Han slap ikke hans blik, da Theodors ansigt kom nærmere. Hans hjerte satte farten op og hans vejrtrækning ændrede sig også en smule.
Da halvguden fugtede sine læber, var André helt sikker på hvad der skulle ske. Han havde kysset mange piger før, men aldrig en dreng. Det her var helt nyt for ham, og han vidste stadig ikke hvad det var der foregik.
André fugtede sine læber med sin tunge. Sommerfuglene gik helt amoka og baskede rundt nede i hans mave, helt ustyrligt. Han ville ikke Luke sine øjne, før drengen havde gjort det. Han ville blive ved med at kigge ind i de smukke øjne, så længe han kunne. Men da Theodor så lukkede sine øjne, fulgte han med og lukkede sine. Han lænede sig mod ham og mødte hans læber i et blidt kys.
André blev helt varm indeni da deres læber mødtes, han havde det som om der var flammer over alt, men de brændte ham ikke. Det var en skøn ìg ny følelse for André, men det var også skræmmende at han efter få minutter med denne fyr, allerede havde så store følelser for ham. Han kendte ham jo ikke engang.
André fulgte sine instinkter, og slap kysset, for derefter at presse sine læber blidt mod Theodors igen. Han løftede sin ene hånd op og lagde den på hans skulder. Det føltes rigtigt for ham at ligge den der. Helt naturligt..

Theodor nikkede forstående. Selvfølgelig ville han ikke fortælle hele sin baggrund til en fremmed.. Men alligevel; han ville gerne kysse med en fremmed, men ikke fortælle om hans baggrund? Det var også lige meget. Det var to forskellige måder at vise en side af sig selv på. Og på den anden side; Theo havde jo faktisk slet ikke fortalt noget om sig selv, så han skulle ikke sidde og spille hellig. "Okay, fair nok", sagde han og smilede svagt. Theodor havde selv prøvet sig lidt frem ved at ryge hash. Det var ikke kategoriseret som hårde stoffer, men det var et euforiserende stof. Han undlod at fortælle det, for det virkede til at André synes det var en slem ting. Og det var jo ikke fordi at Theo havde været afhængig af det, han havde bare røget det til diverse fester og generelt af kedsomhed.

Theodor kunne næsten ikke lade være med at smile, da han mærkede at André lod sig rive med i kysset. En varm følelse bredte sig ud i hans krop. Fra hjertet, og helt ud til fingerspidserne, ned til fødderne og op til hovedet. Det var en vidunderlig følelse. Men var det kærlighed? Det var det nok ikke.. Man kunne ikke blive forelsket på så kort tid, det troede Amors søn end ikke. Kun hvis de var blevet beskudt af sin faders pile, men det var de nok ikke. Theodor ville da i hvert være blevet sur, hvis den far han aldrig havde mødt, havde været der og manipuleret med ham, uden så meget som et hej.
Da Theodor pludselig mærkede at André trak sig fra kysset, blev han selv helt febrilsk. Men da han så mærkede Andrés varme hånd mod hans skulder, og hans bløde læber, der pressede ind mod hans egne, faldt han ned igen. Han skulle koncentrere sig om både at holde sig oprejst og kysse, men samtidig skulle han også sørge for at trække vejret, hvilket var sværere end man lige skulle tro, især når man var så overvældet som Theodor var. Han kunne ikke lade være med at smile ind i kysset. Det var noget mærkeligt noget han havde rodet sig ud i. Sådan at gå og kysse på fremmede mennesker. Men han kunne nu godt lide det. Han lagde hånden på Andrés kind, og slap kysset. Han kiggede André i øjnene, "Nu har jeg da fået bekræftet min teori..", sagde han og smilede det skæve smil, der var præget af at Theo var overvældet.

André smilte taknemmeligt til halvguden da han sagde at det var fair nok. Han havde en underlig følelse af at have kendt denne person længe, selvom han intet vidste om ham. Han havde ikke så meget at fortælle denne smukke skabning, han var mere opslugt af at, ja sagt meget brutalt, æde halvguden med øjnene. Han så, så godt ud og den måde han fik André til at føle..

André mærkede hvordan halvguden reagerede på deres kys, og han havde det nærmest på samme måde. André havde aldrig kysset en fyr før, men det føltes bare helt rigtigt at mærke Theodors læber mod hans egne.
Da han slap hans læber, kunne han godt mærke at Theodor ændrede sig en smule, blev han nervøs? Panisk? Han vidste det ikke, men det var også en af grundede til at han pressede sine læber mod halvgudens igen, men det var også fordi han heller ike kunne holde sig tilbage. Varmen i hans krop steg bare da han mærkede Theodors hånd mod sin kind. Han havde stadig sin hånd på hans skulder, da de slap hinandens læber.
André kiggede først betaget på halvgudens læber, og han lagde ikke mærke til hvordan hans egne læber skiltes og sitrede svagt. Han lod blikket glide op til Theodors øjne og så ind i dem, da han snakkede. André blev kort en smule forvirret over det med at Theodor havde fået bekraftet sin teori. Men efter få sekunder, regnede han med at han havde forstået det.
"Din teori...?" sagde han åndeløst og lod sin hånd glide op af hans hals og lagde den mod Theodors kind. Han sank. Hvad var det der var sket imellem dem på få minutter?
André kunne ikke lade være. Hans finger ville ikke være stille. Langsomt og tøvende begyndte hans tommelfinger at nusse halvgudens kind, han ville selfølgelig stoppe hvis Theodor kom med en reaktion på, at han skulle stoppe. Han så afventende på halvguden. Ledte efter svar i hans øjne. Hvad var det der skete imellem dem?

Theodor kunne sket ikke forstå at han sad her og kyssede med en fremmed fyr, uden overhovedet at have røget noget inden. Det var ikke fordi at Theo var pladderromantisk, men han syntes bare at det at kysse var noget man gjorde mellem elskende og ikke grundet begær. Men han gjorde det dog alligevel, men det var nok fordi denne her situation var så speciel. Theo havde faktisk ikke kysset med nogen, siden han startede på lejren, hvilket efterhånden var 2 år siden. Han følte bare at han var sin gamle kæreste utro, men siden han for nyligt havde fundet ud af at hun havde fundet en anden, havde han indset at de for alvor var faldet fra hinanden. Det var heller ikke særlig nemt at have et lang-distance forhold til en, som ikke måtte vide hvor man boede.

Theodor lagde mærke til Andrés sitrende læber, og gav hurtigt, og drillende André et ekstra kys. Han smilede drillende til ham, og lod hans ansigt være få centimeter fra Andrés. Varmen fra Andres åndedræt var pirrende mod Theodors læber. Han ville gerne kysse ham igen, men han blev nødt til at svare på Andres spørgsmål. "Tjo, min teori om at du også kunne fornemme noget.. Her.. Mellem os.." han snakkede lavt og hæst, og holdte øjenkontakten. Han mærkede Andres varme hånd bevæge sig op mod Theos kind, og varmen susede rundt i kroppen. Han lod sit hoved læne sig ind mod Andres hånd, og smilede. Han rynkede dog panden, da han tænkte på noget andet, han kiggede ned på det stykke mellem dem, "og.. Altså.. Du ville vel nok ikke sidde her og kysse med mig, hvis du ikke var..." han stoppede der. Han kom pludselig i tvivl om han nu havde forstået det rigtigt. Han rystede på hovedet; "lige meget", han kiggede op på André igen og smilede, og bevægede de få centimeter hen mod Andrés læber, og lod dem blidt mødes.

André kunne ikke helt forstå at han lige havde kysset med en fremmed. Det var nok ikke så meget det at det var en fremmed, det havde han prøvet før til fester og sådan, men det at det var en fyr. Theodor var den første fyr han nogensinde havde kysset. Og det mest underlige var, at han havde kunnet lide det.
André blev dog kort ramt af skyldfølelse. Han havde ingen kæreste og havde heller aldrig haft nogen, og derfor var det underligt at han havde skyldfølelse over at sidde og kysse med denne fantastiske halvgud, han intet vidste om.
André skubbere følelsen væk og besluttede sig for, at glemme alt om Elena, Danielle, hans far og alle de andre problemer han havde, så længe han sad sammen med Theodor. Han havde jo redet ham som han havde bedt om..

André smilede skævt da Theodor kyssede hans sittrende læber, helt klart for at drille ham, for hans smil var drillende. André kiggede ind i halvgudens dejlige øjne og lyttede til det han sagde. De havde begge følt det...! André havde det som om han kunne eksplodere af både glæde og forvirring. Han glemte dog hurtigt alt om det da han mærkede Theodor læne sit hoved mod hans hånd. Det fik ham bare til at smile endnu mere, og han forsatte blidt sin nussen. Det gav ham mod at se halvguden reagere positivt på de ting han gjorde.
Da Theodor kiggede ned, tillod André sig at kigge på hans læber, der fint bevægede sig i takt med hvad han sagde. Han tænkte sig godt om inden han svarede, men han var lidt for længe om det, da Theodor kiggede op igen og sagde det var lige meget.
Så mærkede han Theodors læber mod sine igen, og han lukkede sine øjne. Han gengældte blidt kysset og holdte halvgudens ansigt forsigtigt mod sit eget, med sin hånd mod hans kind. Det var en dejlig følelse halvguden gav ham. Men han ville ikke kunne forklare det til nogen, ikke engang sig selv.
Han slap Theodors læber og smilede svagt. Så begyndte han at le lavt. Hans ansigt var få centimetere fra Theodors, da han kiggede ind i de smukke øjne og gjorde sig klar til at forklare sig.
"Theodor... Det her er helt nyt for mig... Jeg... Jeg har aldrig gjort noget ligende før... Men.." han vidste ikke hvordan han skulle forklare det. André havde altid troet han kun var til piger, men hvis nu Theodor ikke var sådan, ville han ikke komme til at sige noget forkert, noget der ville ødelægge dette, fantastiske øjeblik.

Theodor lod blidt sin tunge skille Andrés læber ad, og lod legende sin tunge bevæge sig i Andrés mund. Hans øjne var lukkede, og han havde ikke lyst til at kysset skulle stoppe, selvom det så ud som om at André skulle til at sige noget lige inden deres læber mødtes. Han ville smile, men det var ikke nemt med tungen halvvejs ude af ens mund.

Hans tanker svævede bare rundt, og nød dette moment i fulde drag. Egentlig burde han nok tænke konsekvenserne for det her igennem. Ikke fordi det var noget alvorligt som sådan, men han kendte jo egentlig ikke André. Han vidste jo ikke om han gik og havde gang i alle mulig andre. Ja, han vidste ingen gang hvilken seksualitet drengen havde, men han gættede da at han i det mindste var halvt til drenge? Ellers var det meget mærkeligt at han sad her og kyssede med Theo. Det var tit at hetero drenge følte at deres seksualitet blev truet, når der kom en homo- eller -biseksuel.

Da André slap Theos læber, blev han næsten helt skuffet. Men så hørte han en vidunderlig, og hans skuffede tanke forsvandt med det samme. Den vidunderlige lød var Andrés grin. Det var lige gået op for Theo at han slet ikke havde hørt André grine, og det viste bare endnu mere hvor lidt de kendte hinanden. Men Gud, hvor var det en rar lød. Theodor smilede kærligt til drengen foran sig, og holdte øjenkontakten, i det André begyndte at snakke. Ikke gjort noget lignende før? Theo kiggede undrende på André. Han havde vel kysset med nogen før? Sådan en flotrian kunne man da ikke holde sig fra. Men.. Hvad mente han så? Var det.. fordi Theo var en dreng. Han blev meget overrasket, men det kunne ikke ses på hans ansigt. Han trak sit ansigt lidt væk fra drengen, for at kigge nærmere på ham. "Du mener.." sagde han lavt, "at du ikke har kysset med en dreng?" sagde han og kiggede spørgende på drengen. Han håbede ikke at André havde følt sig presset ud i det. For hvis han ikke var til drenge... så var det jo mærkeligt at han sad her, lige nu, med Theodor. Theo frygtede et kort øjeblik at André bare havde gjort det for at gøre grin med ham.. Han kendte ham jo trods alt ikke.. Men det kunne det ikke være. André virkede meget tilpas med det her kys. Han smilede lidt over sin egen tanke, og lod de dårlige tanker forsvinde. Selvfølgelig var André ikke sådan.

Følelsen af ikke at kunne trække vejret ramte André, da han uden varsel mærkede Theodors tunge skille hans læber ad. Han ville gispe, men nåede det ikke før en varm følelse, varmere end før, bredte sig i hele hans krop. Hans indre brændte og han begyndte svagt at skælve. Hvad denne halvgud dog ikke gjorde ved ham!
Følelsen af Theodors tunge mod hans egen, fik hans hjerne til at gå i sort. Han anede ikke hvad han gjorde, og han kunne ikke skelne imellem virkelighed og fantasi.
Han kunne ikke andet end at følge med halvguden, hans tunge mødte Theodors og han lod dem lege sammen kort, før han stoppede det, for at snakke.

André kiggede på den vidunderlige skabning der sad foran ham, imens han lod halvguden opfange hvad det var, han havde sagt. Han ventede tålmodigt og lod ham tage den tid det tog ham.
Imens han ventede, fór hans tanker rundt, hvad ville nogle tænke hvis de så dem? Hvem var denne Theodor enlig? Hvad gik der af ham, siden han kyssede en komplet fremmed, som oven i købet var en fyr? Hvorfor havde han gjort det? Betød det der var sket, noget for den anden halvgud?
Det sidste spørgsmål plagede ham mest, for selvom han nok ikke ville indrømme det, havde de kys de lige havde haft, en stor betydning for ham. Han havde stor betydning for ham, efter bare det korte møde. Men han vidste jo intet om ham, ikke engang hvor gammel han var, eller hvilken seksualitet han havde. André var ikke engang sikker på sin egen længere.

André lyttede til hvad drengen sagde og smilede svagt over ham. at du aldrig har kysset med en dreng?, spørgsmålet var let at besvare, men at sige det virkede.. ja forkert på en måde. André rystede på hovedet med et smil, men han kunne ikke få et ord til at lyde fra hans mund.
Hans blik vandrede ned til Theodors læber, og han begyndte at kærtegne halvgudens kind. Han sukkede lavt, ja næsten lydløst, da han lænede sig frem og lod sine læber blidt kysse drengen ved hans mundvig.
André kom med en lav leende lyd, da han rystende på hovedet trak sit ansigt væk fra drengens. Han stoppede med at kærtegne hans kind, og han vendte blikket ned mod jorden under dem, da han langsomt tog sin hånd væk.
"Undskyld Theodor.. Jeg.. Du er den første.. Jeg burde ikke ha lagt op til det... det var forkert af mig... undskyld.." Andrés stemme var trist da han sagde det. Han havde nydt at mærke Theodor være så tæt på ham, han havde elsket følelsen halvguden havde vækket i ham. Men han vidste at det var forkert af ham at gøre det mod en fremmed.
"Nej... glem hvad jeg sagde... jeg vil ikke undskylde for noget jeg ikke fortryder.." André sagde det med kraft i stemmen og han kiggede op på halvguden med et blik, der viste hvor meget han mente det han sagde.
"Jeg vil ikke undskylde for noget, jeg nød.. For det gjorde jeg.. Jeg fortryder intet af... af det der lige er sket.."

Theodor kunne godt mærke at André begyndte at skælve svagt, og at hans krop reagerede meget kraftigt på det Theo gjorde. Theo smilede så godt han kunne, ind i kysset. Han kunne godt lide at have den effekt, på den uerfarne André. Eller, selvfølgelig vidste han godt at André havde kysset med piger før, det kunne man jo se på ham. Men han huskede selv første gang han kyssede med en drøm. Det var som ens første kys, bare bedre! Ikke fordi drenge var bedre til at kysse, det var der ingen målinger om. Men fordi det brød normen at kysse med en dreng.. Det var lidt forbudt, fordi det ikke var særlig velset i samfundet. Så adrenalinen susede rundt i kroppen, og en det vildeste rus.

Theodor betragtede tavst og afventende André. Han ventede på at André ville sige noget. Han lagde mærke til at drengen smilede, og mærkede så kysset mod hans mundvig. Han åbnede munden af længsel efter Andrés læber, og Andrés legende tunge i hans mund, men drengen fjernede sig fra ham igen. Theodor bed sig i læben, for at afholde sig selv fra at kysse ham igen, for det virkede som om drengen havde noget på hjertet. Drengen lo, men fjernede derefter hans hånd fra Theodors kind. Selvom hånden var væk, kunne han stadig mærke varmen. En dejlig varme der stadig fyldte hans kinder, og gav dem en let rosa farve. André havde taget på ham. Han var næsten sikker på at lige meget hvad André bad ham gøre, ville han gøre det. Han var fuldstændig opslugt af den her fremmede dreng. Den smukke halvgud, med en fremragende kysseevne. Han kiggede næsten fortabt på André, da han så at han rystede på hovedet. Havde Theo gjort noget forkert? Eller havde André bare indset at Theo ikke var værd at sidde her med?

Undskyld, lød det fra André. Theodor rystede på hovedet, "Lagt op til det? Hvad?", sagde han helt forfærdet. Han forstod ikke hvor det var André ville hen med det. Hvis der var nogen der havde lagt op til noget var det ham selv, så hvis der var nogen der skulle undskylde var dem ham. Men han havde ikke lyst til at undskylde. Lige da Theo skulle til at sige noget igen, begyndte André at snakke igen. Theodor var meget forvirret over det André sagde. Modsagde han lige sig selv? Sad drengen lige og sagde det omvendte af hvad han lige havde siddet og sagt, som havde givet Theodor skyldfølelse? Jeg nød det... Jeg fortryder intet af det der lige er sket. Da Theo hørte André sige disse ting, kunne han ikke lade være med at smile. Han smilede kærligt til den kære André, og lagde den ene hånd på hans knæ, hvorefter han lagde den anden hånd op af hans nakke, og nussede den. Han vidste ikke hvad han skulle sige, men smilede bare at det André lige havde sagt. Han følte han blev nødt til at sige noget; "Det gør jeg heller ikke", sagde han, "Og du må for alt i verden ikke undskylde, for jeg har nydt det her i fulde drag".

André ville gerne forklare sig, fortælle hvorfor han lød så forvirrende. Men problemet var bare, at han ikke vidste det selv. André havde før udgivet sig for at være forelsket i nogen, men han havde aldrig haft den der sjove og kildrende fornemmelse i maven, som gjorde en skør og glad i låget. Men måske havde han aldrig oplevet den, grdi han var bange for den?

Da Theodor stillede sit første spørgsmål, kiggede han væk fra drengen, i håb om at finde svar i luften. Men som om luften ville hjælpe ham i det her. Han sad og gennem rodede sin hjerne for at finde noget han kunne bruge som forklaring, for det var tydeligt at han forvirrede halvguden ved hans side.
Så var det at André forklarede det der med at han ikke fortrød noget af det han havde gjort. Han kiggede halvguden i øjnene da han sagde det, men drejede så hovedet væk bagefter, for igen at finde svar i luften.

En varm følelse bredte sig ved hans knæ og hans nakke. André vendte hovedet mod halvguden igen og lyttede til det han sagde. Hans ord fik en varm følelse til at skyde igennem Abdré årer. Som når en junkie fixede. André var junkien og denne halvgud, Theodor, var blevet det stof han var afhængig af.
Theodor havde nydt det, de fire små ord fik André til at smile. Han smilede kærligt til halvguden og lagde sin ene hånd oven på hans, og lod den anden hvile mod hans kind igen. Han lænede sig frem og berørte halvgudens læber i et blidt kys, inden han forsigtigt flettede sine fingre sammen med hans og rejste sig, i håb om at halvguden ville følge med.
"Kom med Theo, må jeg kalde dig det? I hvert fald... Lad os gå..." Andrés stemme var øm og kærlig og det samme var hans blik. Han håbede bare, at denne smukke halvgud ville gå en tur sammen med ham i lyset fra månen.. Det var hvad André havde lyst til at gøre med halvguden lige nu..