A little late night walk - Richard

Sted: skoven
Omgivelser: ingen på nær dyr
Vejr: en anelse køligt
Tid: omkring klokken 20

Melodie kiggede fortabt op på den efterhånden mørke himmel. Hun udstødte et fortvivlet suk. Hvordan skulle hun lige bære sig ad med at komme tilbage til sin hytte, når hun ikke engang vidste, hvor hun var? Rundt om hende var kun træer, træer og atter træer. Hun forsøgte at holde hovedet koldt, som hun altid gjorde i uvante situationer, da hun ikke var typen der gik i panik, men mere den afslappede type. Melodie vidste godt, det ikke var nogen god idé at bevæge sig ud i skoven alene, især ikke om aftnen og især ikke med de.... monstre der var her og lå på lur. Hun var egentlig ikke helt sikker på, hvordan hun var endt i skoven, for hun var oprindeligt på udkig efter jordbærmarkerne. Hun havde været i lejren i snart et halvt år, men kunne kun huske hvor bueskydningsbanen og Apollo hytten var. Hun sukkede endnu engang for sig selv og skulle til at vende om for at forsøge at finde en udvej igen, men stødte ind i noget hårdt. Hun kiggede op og kunne ikke undgå det smil der gled over hendes læber. "Nå, er du også faret vild?" Spurgte Melodie. Hun havde helt klart bedre nu, da hun vidste, hun ikke var helt alene i den mørke skov.

Richard havde snart være på lejeren et halvt år, hvilket jo kun var godt men han manglede noget vær dag sådan føle han det da. Han sukkede og gik videre mens han kiggede sig omkring herinde i skoven hvor han ville hen da han gik mod skoven kunne han ikke engang huske. Richard sukkede og gik rundt i mørke uden og kunne se noget, idet han stødte ind i en pige hvilket han første opdaget bagefter. "Undskyld jeg gik ind i dig mit navn er Richard," Han kiggede spørgende på hende da han stod lige overfor hende. Han sank en klump og kiggede så på hende igen "ja jeg er også sådan blive væk så ja jeg er faret vild." Sagde Richard og kiggede sig omkring han havde fået rejst sig op, og stod nu bare og rette på hans T-shirt og børste bukserne af. Han forstod dog ikke så meget om det og vende nu bare på hendes svar, til ham og om hun måske havde en ide om og komme ud.
//sorry krea svigt//

Fedt, tænkte Melodie ironisk, men tog sig sammen. Han kunne jo ikke gøre for han også var faret vild. "Melodie," mumlede hun med et akavet vink, da det ville virke for gammeldags at give hånd. Hun vendte sig et par gange og kiggede i nogle forskellige retninger for at få en idé om hvor hun var kommet fra, men hun måtte desværre melde pas denne gang. "Jeg foreslår, vi prøver os lidt frem. Hvad med vi går i den her retning?" Spurgte hun afslappet og pegede bagud. Hun ventede ikke på svar før hun vendte sig om og begyndte at gå. "Forresten Richard," råbte hun mens hun gik. "Hvordan endte du herude?"

Richard kiggede på hende og smilede lidt, da hun fortælle hendes navn som åbenbart var Melodie. Han smilede til hende hun var nu sød også og være faret vild, han kiggede sig omkring og vendte ansigt mod hende igen. Inden han fulgte med hende da hun begynde og gå af sted mod der hvor hun mente hytterne lå. Richard kiggede sig omkring inden han sætte benede i gang, og begynde og gå med hende mens han smilede lidt til hende. Han kom dog hurtig op på siden af hende, "Det kan jeg ikke huske faktisk Melodie ,jeg kan bare huske jeg gik igennem skoven sent jo og så var jeg faret vild." Svaret Richard og gik med hende mens han kiggede sig omkring, "hvad med dig melodi er det i orden jeg kalder dig det." Sagde Richard mens han smilede og gik videre sammen med hende da det stadig var hende der førte an og ikke ham. Han kiggede sig omkring og lyttede om der ville komme et dyr mod dem, mens han fulgte efter hende han viste jo ikke helt om hun var sikker og så videre omkring hvor hytterne lå.
//sorry krea svigt//

"Klart, men jeg ville foretrække, du kaldte mig Mel," Svarede Melodie. Hun foretrak at holde sig til ét kælenavn. "Og jeg ledte oprindeligt efter jordbærmarkerne, men jeg har egentlig ikke så meget styr på de forskellige steder her i lejren, da jeg for det meste kun opholder mig på bueskydningsbanen og så selvfølgelig min hytte," sagde hun og skubbede nogle grene til side som hun gik forbi nogle mørke træer. Hendes pilekogger hang stadig om hendes ryg og hendes bue havde hun i hånden. Inden hun søgte mod jordbærmarkerne havde hun opholdt sig på bueskydningsbanen. Hun følte sig mere klar i hovedet når, hun var der; hun følte sig virkelig hjemme der. Hun følte sig i det hele taget bare hjemme i lejren, men bueskydning var noget andet. 

Melodie og Richard var gået i lidt tid og snakket om forskellige idéer til udveje, men deres samtale endte brat da noget i busken bag dem bevægede sig. "Hvad i...?" Længere noget hun ikke før et ordentligt brøl lød, og hun sprang forskrækket tilbage med et skrig.

Richard nikke og gik videre med hende, mens de snakke videre om udvejene han smilte lidt da hun sagde hvorfor hun ikke kunne finde til jordbærmarkerne. Han syndes selv det var sjovt  fordi hun normalt forholde sig, ved bueskydnings bane og hendes hytte men hun havde det nok som ham med at finde rundt. Richard sukke og gik videre med hende, men da hun sprang tilbage og gave et skrig fra sig. Kigge Richard på hende og skulle lige til og spørge "hva" men Idet han gjorde det fløj en helvedes hund på ham. Han træk efter hans sværd, som hang på ham der skjult som en lighter. Men han nået det ikke, han faldt ned på jorden g prøve og få den smidt af sig, hvilket var meget svært han greb hele tiden efter hans lighter når han fik chancen. Men han var nød til hele tiden, og skifte og så prøve og skubbe den væk igen. Richard så ind i dens øjne mens han kæmpe med og få den af, han smidt den til sidste af med et brøl mens han allrede havde rifter han var ok meget skadet. Men han ville ikke gi op, selv om han var meget udmattede. Han klikke på lighter og så dukke sværd op, Richard så på det og hoppe frem mod den men den hoppe tilbage. Richard så det ikke , men imens den gjorde det fløj den ind og vælte Richard igen. Richard kunne snart ikke klare mere men han ville ikke gi op, så han prøvet og holde den væk selv om sårende han fik blive støre og støre. Han kunne snart ikke holde den tilbage længe, mens han så og lige så stille begynde med og miste bevisteheden.