Bad night walk ~Daniel~

Det var farligt i skoven om aftenen, det havde Layla fået fortalt sig så mange gange.. Men alligevel elskede hun at gå lidt rundt for sig selv ude i den friske luft, uden alle rente i røven af hinanden konstant! Derfor søgte hun ud i skoven, væk fra barrieren.. Dog ikke så langt væk igen, hun havde boet i Hermes hytte i lidt over to år.. Og var faktisk lige flyttet ud i går, måske var det derfor. Derfor hun havde brug for at gå for sig selv ligenu, bare være alene i mørket. Bare lade tankerne glide frit i stedet for at være så stille og indelukket, som hun var når hun følte sig udenfor.. Her ude kunne hun være sig selv, hun kunne smile frit uden nogle skulle dømme hende. Dog havde hun en del at se op til nu, hun havde jo sin far Zeus at se op til..
Layla havde sat sig ved foden af et træ imens hun kiggede ud i de mørke lagte omgivelser, først da hun hørte en lyd blev hun opmærksom. Nogle var her også, om det var James.. Det troede hun ikke, for han sov.. Måske var det et eller andet monster? Hun holdt vejret stille, og blev straks mere forsigtig. Hun rejste sig op og så sig omkring. Men der var intet at se, mørket havde lagt sig alt for tykt. Også selvom at man vænnede sig til mørket.. Så kunne hun ikke se noget, blot hører det. Hun så et mørk omrids gå imod hende længere væk fra først så stod hun stille lidt, hun skulle lige tænke. Hun trænede normalt kun med sig selv, fordi hun ikke vil gøre noget forkert overfor de andre.. Men hun havde ingen plan lige nu..

Daniel havde besluttet sig for, at gå en tur. Det var ret afslappende, især i nattetimerne. Det var ret underligt, at han ikke drak om natten. Men det gjorde han bare aldrig, sjovt nok gjorde han det mest om dagen. Det var ikke noget der gav mening, men sådan var nu engang. Han har bevæget sig udenfor barrieren, det er ikke det klogeste at gøre, men ved aldrig hvem der befinder sig derude. Men han nyder lidt fare faktisk, han går nærmere mod et træ. Han nærmer sig træet og nynner stille en sang for sig selv. Han er ikke så god i mørke, det gør han intet kan se som alle andre, men han kan næsten ingenting se. Han når hen til træet og mærker så en rod der sidder lige ovenover hans fod. Det får ham til, at vælte lige foran pigen der sidder der. Han rejser sig op og ser på hende. Han kan godt kende hende, de boede i hytte sammen i noget tid. Et halvt års tid. Han sætter sig foran hende og sender hende et smil. ”Det er mørkt i aften.” Det er måske en lidt mærkelig starts sætning, men han kunne ikke lige finde på noget bedre. Han har ikke talt vildt meget med hende, så han skal jo starte et sted. Hej er bare for originalt.

Layla fik sig alligevel et chok da nogle væltede lige foran hende, hendes hjerte sprang en tak over. Dog rystede hun bare lidt på hovedet, med et stille smil.
”Det har du ret i.” Svarede hun og så kort imod ham, inden hun kiggede frem for sig i mørket igen. Skikkelsen hun havde set var væk, måske havde hun bare set syner? Layla trak lidt på skuldren og satte sig ned overfor ham.
”Så hvad laver du så herude, på denne tid.” Spurgte hun stille og kiggede lidt ned i jorden, inden hun kiggede op på ham igen. Hun var ikke genert, bare meget stille. Lige indtil man lærte hende at kende, så var hun ikke så stille mere. Layla lagde hovedet lidt på skrå, med det samme venlige men svage smil hun altid sendte. Hun havde dog stadigvæk på fornemmelsen at der var et eller andet i skovene her til aften, men hvad vidste hun ikke. Det var bare en fornemmelse, og lyden af himmelen som brummede gjorde hendes fornemmelser større. For hvad nu hvis hendes far ville advare hende? Sige hun skulle flygte tilbage til lejren, men på den anden side kunne de også være en af hendes halvsøskende som var en smule vrede.. Vejret blev hurtigt påvirket på ens humør, i den side af familien.. Men Layla var stadigvæk opmærksom på fremmede lyde..

Daniel kunne godt se hun fik et chok, hvilket gjorde han fik lidt skyldfølelse. ”Undskyld jeg skræmte dig.” Han ser nærmere på hende og overvejer sine ord nøje, han når dog ikke, at tænke meget over dem, før hun allerede spørger ham om noget. Han smiler til hende. ”Jeg er mest værd på denne tid. Men lige i aften, havde jeg bare lyst til at gå mig en tur.” Han hører en rusken fra en busk, det får ham til at se hen på busken. Før han rigtig når, at reagerer mere dukker en fury op. Han rejser sig op og står og ser på den. Han ved ikke helt hvad han skal gøre, han har ikke nogle våben. Han ser hen på Layla, han burde vel vide hvad han skulle gøre, han har været der længst. Han tager en pind, ikke en specielt stor pind. Men det er bedre end ingenting. Han slår til fury'en så godt som han nu kan. Han forsøger, at få den væk fra hende. ”Kom væk herfra.” Han er udmærket klar over, han ikke kan klare den med en pind, men han vil hellere sørge for hun er sikker. Han kunne jo også bare komme om bag barrieren, men han vil være sikker på Layla er der først.

Layla nikkede stille til ham.
”Du er tilgivet.” Svarede hun igen venligt, og kiggede dog hurtigt imod buskene så snart noget sprang frem. Hun for hurtigt op og stå, hun kiggede lidt rundt, det havde været en advarsel! Hun bemærkede at Daniel tog en ret stor pind op fra jorden, de skulle nå hen til barrieren inden det endte galt! Layla ville dog ikke bare løbe fra ham, det lagde ikke til hendes natur at lade nogle i stikken. Hun vidste dog ikke hvad hun skulle gøre i denne situation. Men hun ville ikke løbe væk fra ham… Det synes hun alligevel ikke at hun kunne tillade sig.
”Jeg løber ingen steder uden dig.” Svarede hun så, med en klang i stemmen ingen på lejren havde hørt før. Den var alvorlig, hun kunne faktisk sagtens være hurtigtænkende og ikke bare en stillemus som ikke anede hvad skulle gøre med sig selv. Layla kiggede på furyen, som om hun aldrig havde set noget lignende.. Og det havde hun heller ikke. Hvordan hånterede man lige sådan en?

Daniel ser på hende, da hun ikke løber. Han ser på hende og vender så opmærksomhed imod fury'en igen. Han holder stadig fury'en væk fra dem med pinden, den kan nemt komme nærmere men den bliver heldigvis. Han går hen imod Layla og ser så på hende. ”Okay..” Han tager fat i hendes hånd. ”..Så løb!” Han smider pinden efter fury'en og begynder så, at løbe. Hvis hun ikke selv løber med, vil han bare give slip på hende, men det ville være idiotisk ikke, at løbe. Han beundrede faktisk, at hun ikke efterlod ham. Han ville heller ikke selv have gjort det, men der var bare så mange der gjorde som der blev sagt når folk var i fare. Så han respekterede, at hun ikke gik imod hvad hun følte for. Han har aldrig mødt en fury før, han har set dem i tegninger og bøger, men han har aldrig stået face to face med en før, så det var faktisk lidt af en oplevelse, selvom han kunne være kommet til skade og i værste tilfælde blive dræbt.

Layla løb med, da han begyndte at løbe. Hun holdt fast i hans hånd, måske for at være sikker på at han ikke gav slip for at blive tilbage. Men så dum var han vel ikke? Layla kunne se barrieren frem for sig, og et svagt smil gled op på hendes læber. Hun kunne mærke hendes ben susede hen over jorden, det var næsten som om hun ikke selv kontrolerede dem, men de bevægede sig helt af sig selv. Layla brugte det sidste af sin pust på at komme igennem barrieren, efterfulgt af Furyen som hamrede ind i barrieren så lyden rungede lidt i hendes ører.
”Sådan en ser man ikke hver dag.” Sagde hun stille og pustede ud, efter en uforventet løbe tur. Men hun vidste at overhovederne snart ville kunne hører dem, pga at furyen hamrede ind i barrieren.. De måtte liste sig tilbage uden at blive opdaget.

Daniel har altid været hurtig, men han løber ikke lige så hurtigt, fordi han skal være sikker på hun kan være følge med. Han ved ikke hvor hurtigt hun kan løbe, men han holder i hvert et tempo som hun også kan følge med i. Da de når den anden side af barrieren ser han over på hende og nikker. ”Nej, det kan man ikke ligefrem sige. Jeg har aldrig set en før i hvert fald.” Han bliver nød til, at stoppe furyen, ellers vil de bare blive opdaget. Han finder en stor kæp frem og løfter den så højt op han kan og svinger den imod furyen, han rammer den i hovedet og den falder ned på jorden. Han smider kæppen og tager en dyb indånding. ”Lad os komme tilbage.” Han ser på hende og smiler. Han har altid synes godt om hende, ganske rigtigt har han ikke kendt hende så godt, men hun har heller ikke givet ham en grund til, at han ikke skulle synes om hende.

Layla vidste de skulle tilbage inden de blev helt opdaget, derfor tænkte hun hurtigt og tog hans hånd igen. Hun gav sig til at løbe ned langs hytterne og bagved Hermes hytten. Hun boede der ikke mere, men her kunne de da gemme sig. Layla lænede sig op af hyttens mur, og kiggede imod Daniel. Da hun så hvordan nogle af ledrene gik op for at tjekke til støjen oppe fra skoven af. 
"Det var tæt på." Sagde hun stille og pustede ud, hendes hjerte sad i halsen.. Men hun kiggede stadigvæk på Daniel. Danske rigtigt havde hun heller ikke en grund til at skulle have noget imod ham, hun var bare stille anlagt når hun ikke kendte visse personer.. Layla, lod sit hoved falde tilbage og kiggede kort op i luften og et smil bredte sig lidt. Hendes far havde faktisk advaret hende.. Det var hun taknemlig for.