The Beach is a wonderfull place - Daniel

Tid: Sidst på eftermiddagen
Sted: Long Island's strand
Vejr: Varmt, solskin, blå himmel med nogle skyer
Dag: Fredag
Årstid: Sommer
Omgivelser: Strand, grønne bakker og en klynge træer og buske bagude, havet forude
Påklædning: En turkis bikini og et par cowboyshorts

Solens stråler oplyste hele Long Islands lange strand. Milevidt i begge retninger var standen tom, men en enkelt ung pige kunne ses ligge på et himmelblåt håndklæde og nyde solens stråler efter en lang uge i lejren. Hendes hår strålede i lyset og etanol afslørede små, næsten usynlige smilehuller. Som regel ville hun ikke ligge og solbade alene på den måde, men det havde været en hektisk uge og hun trængte til lidt ro og fred uden belastende halvsøskende, uhyrer og klatrevægge dækket af lava.
Roen og freden blev dog forstyrret, da hun hørte en lyd bag sig. Hun sprang op, vendte sig om og stod pludselig med en spændt bue med en pil på strengen i hænderne, næsten som om den var dukket op ud af ingenting. Hun kunne ikke sengen, men hun var sikker på, at hun havde hørt noget.
"Hvem der?" spurgte hun højlydt. "Giv dig til kende eller jeg skyder. Og jeg advarer om, at jeg aldrig misser mit mål!"

//Overreaktion i høj grad, jeg ved det. Men helt ærligt: Hvad billede have gjort?//

Daniel havde besluttet sig for, at bevæge sig ned imod stranden. Et af stederne han tog hen når han ville slappe af. Han havde nogle badeshorts på, da han havde besluttet sig for en tur i havet, og en tanktop. I hans ene hånd har en vandflaske med vand i, han bryder ofte den regel om, at han ikke må drikke alkohol. Det ligger bare til ham, han føler sig draget imod det. Præcis ligesom Athenes børn vil elske, at kæmpe. Han ser, at der kun er en pige. Han kan ikke lige se hvem der er med det samme, han når ikke særlig langt før Bailey står med bue og pil rettet imod ham, han hopper hurtigt hen bag en sten for ikke, at blive ramt. "Det er bare mig." Han træder frem og går hen imod hende. Han vil helst ikke rammes af en pil. Han sender hende et smil. "Hej." Han har altid synes om Bailey, lige fra da han passede hende da han var yngre, til nu hvor hun er ældre. Han har nydt, at se hende vokse op.

Bailey sænkede sin bue, der forsvandt i den blå luft lige så pludseligt som den var kommet. Hun lagde hovedet på skrå og så nærmere på fyren, der stod foran hende. Først kunne hun ikke genkende ham, men pludselig dukkede et minde fra da hun var lille og boede i LA op, efterfulgt af flere fra hendes tid i lejren - noget, hun ikke havde tillagde meget betydning før. Hun havde set ham mange gange, men selv om han havde set bekendt ud, havde hun tænkt at det nok var et tilfælde og slået det hen som en bagatel. Nu hvor hun stod ansigtet, ansigt med ham, var hun i midlertid ikke i tvivl: Fyren foran hende lignede en, der plejede at passe hende, da hu var lille på en prik, blot ældre.
Det virkede fjollet, og det kunne bliver pinligt hvis hun tog fejl, men alligevel sagde hun spørgende: "Daniel... Matthews?"

Daniel havde gået i et godt stykke tid og tænkt over hvem, Bailey var efter han havde set hende et par gange. Men til sidst var hun faldet på plads, derfor havde han talt til hende som om han kendte hende. Hvilket han gjorde, det var bare længe siden han sidst havde tilbragt tid med hende, så der var en stor sandsynlighed for, at hun ikke var som hun var engang. Han går tættere på hende og hæver imponeret et øjenbryn da hun får buen til, at forsvinde igen. Han sender hende et smil og nikker. "The one and only." Han ved ikke helt hvordan han skal gribe det an, hvordan han skal hilse på hende. Han var en anelse socialt akavet, det der med bare, at gå hen og kramme folk kunne han ikke. Medmindre det var nogle han var rigtig tæt på, som Clarisse f.eks., hende kunne han kramme når som helst og hvor som helst, men med Bailey vidste han ikke helt hvad han skulle gøre. "Det er godt længe siden. Du er blevet helt voksen." Han kan se så mange forandringer siden sidst.

Et smil gled hen over Baileys ansigt. Hun havde nok ment, at fyren så bekendt ud, men hun havde ikke troet, at det faktisk VAR ham. Sidst hun havde set ham havde hun været, hvad, 10 eller 11, da han pludselig flyttede ti, New York. Hun kunne huske, at hin var blevet ufatteligt ked af det og havde plaget sin mor om at få at vide, hvor han var og hvad han skulle der i ugevis. Tja, nu vidste hun da hvad han skulle der. Hun havde næsten lyst til at løbe hen og give ham et kram, men hun beherskede sig for at det ikke skulle blive akavet. I stedet trådte hun forsigtigt et skridt nærmere.
"Jeg syntes nok, at du så bekendt ud." sagde hun, stadig med et smil på læben. "I guder, jeg har ikke set dig i hundrede år. Sig mig lige, er du også halvblods?"

Daniel havde heller ikke brudt sig om, at forlade hende og L.A. Men han blev nød til det, for at han kunne være et sted hvor han kunne være i sikkerhed. Han havde altid holdt ud af, at babysitte Bailey, så det var egentlig sværere at forlade hende end hans familie, men det var så fordi de godt vidste hvorfor. Han går tættere på hende og overvejer lidt om han skal give hende et kram, det gjorde de jo altid når de så hinanden før i tiden. Han beslutter sig for, at han bare skal gøre det. Han går helt hen til hende og giver hende et hurtigt kram. Han trækker sig så væk og roder hende i håret. Det var måske ikke det optimale, at gøre. Men han havde lige lyst til det. Han synes det er lidt sjovt, at hun siger 'i guder' det får ham til at grine lidt. "Ja det er jeg. Jeg er Dionysos søn. Hvad med dig, hvem er din forældre?" Han går bare straks ud fra, at hun er halvgud når hun lige har fået en bue til at opstå og forsvinde ud i luften.

Bailey lod sine fingre løbe gennem sit hår efter Daniels kram og pjusken. De fleste på hendes alder ville sikkert blive pinlige over at møde deres gamle babysitter og irriterede over at blive rodet i håret på den måde, men på en eller anden måde var det rart at vide, at der var en i lejren, hun havde kendt da hun var yngre. Ikke at de andre lejrdeltagere ikke var flinke nok, men de virkede så fremmede, selv efter to år. Daniel kendte hun og hun stolede på ham.
"Du kender min mor." sagde hun, da han spurgte til hendes forældre. "Min far... Ikke nær så godt. Det er Apollon, guden for solen, musik og helbredelse og en masse andre ting, jeg ikke kan huske." Hun krydsede armene og lagde hovedet lidt på skrå.
"En søn af Dionysos, hva'?" sagde hun eftertænksomt. "Kan jeg spørge hvilke evner du har? Sådan magiske evner?"

//Husk at skrive i datid //