What Happens At The Beach...[Annabeth]

Med en sådan varme, havde der for mange ikke syntes nogen anden fornuftig aktivitet; end at tage til stranden. Den slags havde dog aldrig rigtig syntes nogen særlig god idé, til Halfdan. Selv var han overbevist om, at han måske var for bleg til at bruge for lang tid ude i solen. Og derudover, var han ikke just den store strandløve, eller fan af for megen varme. På den anden side, kunne han dog godt lide vand, og især saltvand. Efter at have været på en fisketur i de kolde nordatlantiske have, som dreng; havde han haft en smag for saltvandet og det forfriskende kølige havvand. Desuden, så var Brett og Cole allerede begyndt at pakke deres småting; og eftersom det ville være uansvarligt at efterlade lejren i deres nåde, tog Halfdan med dem. Han var dog heller ikke uforberedt, selv. Med sig tog han et godt stort tæppe. Stor nok til ham. Samt et oppusteligt paddle board, og udstyret dertil. Med nærmest grandiose planer om at tage en tur ud i sundet. For lidt træning, og fordi han havde lært at elske ensommelige aktiviteter. Men snart efter at være ankommet til stranden, blev sådanne planer dog hurtigt skubbet til side.

Brett og Cole Frederics. To endnu unge identiske tvillingedrenge fra Texas, på omkring de syv år; Halfdan var faktisk ikke sikker. Knaldrøde krøllede toppe på dem begge, fregner, og djævelske smil. Deres plejefamilie blev dræbt af uhyrer, men de to blev reddet af satyrerne. Hvilket efterlod dem nogenlunde alene i lejren, og ikke mindst som ansvaret af deres halvsøskende. Et ansvar som havde vist sig at være noget af en mundfuld. De to var som en naturkraft. En hyperaktiv, snedig, og irriterende plage på lejren; så længe de var efterladt til deres egne kreative midler. At holde lidt øje med dem, havde ikke ligefrem været Halfdans valg. Men dag efter dag, lagde han mærke til hvordan de ofte ville spendere deres tid i hans selvskab. Hvordan de ville pranke ham, eller bare konstant være i vejen. Halfdan havde endda forsøgt at være hård i mælet... men disse to djævle var ikke til at skræmme. Og ikke engang den store Halfdan var nok til at intimidere dem. Selv Chiron havde, på ganske højrøstet vis, udtrygt sin utilfredshed. Og de to var derfor ikke længere tilladt i The Big House, efter en uheldig hændelse med en stinkbombe og stjålne kager. Dog, syntes de at kunne lide Halfdan, og respekterede også ofte hvad han sagde. Hvilket da altid var noget. Desuden, så syntes de også at kunne lide at hjælpe ham, med hvad han nu ellers lavede.

Efter at have slået lejr med de to små drenge, og hjulpet dem med deres solcreme; havde Halfdan ellers forestillet sig at en tur ud i sundet kunne være muligt. Brett og Cole var selvfølgelig udstyret med alverdens ting til at beskæftige dem. Lige fra en badebold, til små spande med skovle; men det havde åbenbart ikke været tilstrækkeligt. I stedet havde de ladet en haglbyge af plagerier falde ned over deres ældre broder, indtil Halfdan blot havde sukket og ladet sig overgive til deres krav. Hvilket var ved at være nogle øjeblikke siden. For før Halfdan blev klogere, var han faldet til ro i sandet. De to djævle var begyndt at begrave Halfdan i en bunke af sand... og var ikke stoppet i et godt stykke tid. Det var faktisk lidt behageligt med det lidt kølige sand. Og fornemmelsen af vægten mod sin krop, kunne være næsten terapeutisk. Hvilket i sidste ende, var resulteret i; at Halfdan var faldet i søvn. Varmen og udmattelsen fra hvad der havde syntes en hård start på weekenden; havde endelig indhentet ham. Med en røvfuld fra Richie i Capture The flag. Hvilket havde givet ham to nye tilsyede sår. En bag hans venste øre, og et snit over den ene side af brystkassen. To sår, som Brett og Cole heldigvis var fornuftige nok til ikke at dække med sand... I hvert fald efter Halfdan havde forbudt det. Desuden, når man som Halfdan ikke sov særlig godt; kunne det være svært at undgå at falde lidt hen.

At Halfdan sov, eller i hvert fald syntes at slappe meget af; rørte ikke tvillingerne, overhoved. Deres umiddelbare mission, var endnu i fuld sving. Hvilket hidtil havde resulteret i; at Halfdan nu var dækket af sand fra mave og til tåspidser. Med en særligt stor bunke sand over maven og mellemgulvet, hvor også drengenes kunstneriske evner kom en smule til syne. For hvad knapt så mange endnu havde opfattet, var at Brett og Cole var uhyggeligt intelligente. Cole var født døv, desværre. Men kunne allerede nu læse læber af to sprog, og tale intet mindre end 3 tegnsprog. Brett havde en encyklopædisk hukommelse, lidt ligesom Halfdan; og begge havde allerede en imponerende forståelse for smedekunsten. Og foruden at være uhyggeligt snedige, var de også kreative. Halfdans fødder, var blevet erstattet af to tårne, formet af de små spande de havde med. Det samme var Halfdans hænder, som lå spredt afslappet fra sine sider. Og de var i fuld gang med at forme et sandslot ud af den store bunke over hans mave. Hullerne de to gravede sandet fra, var på hver side af Halfdan, men nogle skridt derfra. Så der var en konstant trafik af små fødder der bar sand fra hul, og til Halfdan; såvel som en svag serenade af fnisen og klukken fra djævelske smil. Synet havde sikkert også bragt nogle smil frem hos nogle af de andre halvguder på stranden. Men hvad vidste Halfdan? Hans store planer om at tage ud i vandet, var blevet afbrudt så snart han havde pustet brættet op. Og nu lå han blot trygt, med størstedelen af sin krop under det kølige sand; og resten af den bare overkrop under den bagende sol. Med hovedet lagt tilbage, og læberne let adskilte. Selv hvis han ikke sov, ville han da sikkert synes det var meget behageligt.

Det var næsten alt for varmt på denne søndag eftermiddag, hvilket også havde fået Annabeth til at konkludere en meget simpel ting: hun skulle ikke foretage sig noget som helst krævende idag. I stedet skulle hun slappe helt af og prøve at nyde solen. Hun havde vurderet, at stranden var det bedste sted for dette formål, selvom der nok ville være noget så proppet på en dag, som idag. Så nu var hun altså på vej ned ad stranden. Hun gik langs vandkanten, så hun en gang i mellem kunne blive kølet en smule ned - i hvert fald på fødderne - af havvandet, der ellers ikke ligefrem var koldt. Hun havde mørke solbriller på og var iført en hvid badedragt med en dyb v-udskæring, relativt tynde stropper og en sort lynlås, der startede i bunden af v’et - og dermed også imellem hendes bryster - og kørte ned til ikke så langt over hendes navle. Det var godt faldet hende ind, at lynlåsen gjorde badedragten ret så risikabel, da hun boede i en lejr fyldt med magiske halvguder, som kunne alverdens tricks - og det var bare uden magiske evner. Så var der de halvguder, som havde telekinetiske/psykokinetiske evner. Disse behøvede ikke engang at røre lynlåsen, for at lyne den ned og lade resten af stranden se et godt stykke af hendes bryster. Men den var ikke helt så nem at lyne ned, da der var to hægter (lig den slags, som man fandt bagpå bh’er), som holdt lynlåsen på plads for oven. Dette kunne ikke ses udefra, men det gjorde dog Annabeth en del tryggere ved at have den på. Desuden havde hun jo evnen til at vide, hvornår der blev brugt magiske evner på hende, selvom hun måske ikke altid kunne gøre noget ved dette faktum. Badedragtens hvide farve, var lidt atypisk for hende, da hun altid havde været ret bleg, og derfor sjældent gik i hvid. Dog var hun begyndt at få mere farve på det sidste, da hun havde tilbragt lidt mindre tid med træning og lidt mere tid med aktiviteter eller afslapning i solen. Derfor var hun også komfortabel nok med den hvide farve.

Som hun gik dér, ved vandkanten, fangede noget pludselig hendes opmærksomhed igennem de mørke solbriller. Hun smilte over det specielle syn, som måske mest var noget særligt, fordi det skete på Halvblodslejrens område. På en hvilken som helst strand udenfor Halvblodslejren, havde det nok ikke været nær så besynderligt. Da blev forældre og ældre søskende vel egentlig rimelig ofte dækket af sand, af deres børn og små søskende. Men i Halvblodslejren var det ikke noget, som Annabeth før havde set. Hun genkendte straks de to små drenge, som var igang med at dække en stakkels halvgud i sand. Brett og Cole Frederics, et ungt tvillingepar med Hefaistos som far. Der var nok ikke mange i lejren der var ubekendt med de to Frederics-drenge længere, da de havde skabt en hel del tumult omkring sig i løbet af deres ellers ret så korte tid i lejren. Hun vidste, at den ene af dem, Cole, var døv. Så vidt hun havde hørt, var dette medfødt. Døvhed var selvfølgelig ikke normalt en fordel, men det var endnu værre, når man var halvgud. Det satte én et stort skridt tilbage i kampen mod uhyrer. Derfor var lejren helt bestemt også det bedste sted for Cole at være. Det var måske udfordrende for dem, til tider, fordi de fleste lejrdeltagere var et godt stykke ældre end dem, men hun ville stadig vove at påstå, at det alligevel var langt bedre at befinde sig i lejren, end ikke at befinde sig i lejren.

Hun bevægede sig væk fra vandkanten, for at gå tættere på drengene. Da hun kom tættere på, kunne hun genkende den smule af halvguden, som ikke var dækket i sand. Halfdan. Hun havde ikke set ham siden fredag, lige inden Capture The Flag. Under selve strategilegen måtte han have overholdt det, han sagde, om at lade være med at gå i vejen for hende på nogen måde. Hun havde nemlig ikke set noget til ham, overhovedet. Hun vidste ikke engang, om han var kommet til skade. Derfor var hun faktisk også taknemmelig for at finde ham her, nu. Det måtte vel betyde, at han var okay. Dog lagde hun straks mærke til den formentlige grund til, at resten af hans overkrop ikke var dækket af sand. Hun spottede et snit over den ene side af hans brystkasse. Det så ud til at have syninger, så det måtte i hvert fald have været halvslemt. Det kunne dog sagtens heles med nektar og/eller ambrosia, så han måtte have fravalgt dette intentionelt. Han lå med lukkede øjne og måden, hvorpå hans brystkasse bevægede sig op og ned, syntes at indikere, at han var faldet i søvn. Hun kunne ikke lade være med at smile over synet. Så nåede hun helt hen til de tre Hefaistos-sønner og hun satte sig ned på hug, så hun var mere i øjenhøjde med drengene. ”I’ve gotta say, boys; you are some very skilled sandcastle builders.” Hun sagde det med et stort og varmt smil rettet mod drengene og hænderne, der instinktivt kørte afsted, for at oversætte hendes ord til ASL ligeså. Tegnsprog havde altid interesseret hende og desuden talte hun det instinktivt, da hendes mors gener gjorde, at hun kunne kommunikere på og forstå et hvilket som helst sprog, når situationen bød sig. Tegnsprog var ingen undtagelse. Drengene så op på hende og kiggede så lidt på hinanden, som om de prøvede at bedømme, om de skulle sende hende væk. Så trak de på skuldrene, synkront, og sendte hende begge to store smil. Hun tog dette som, at hun var godkendt og rettede sig fra at sidde på hug, til at sidde på knæ. Det var lidt mere behageligt over længere tid. En af drengene slog lidt til Halfdan, da de opdagede, at han var faldet i søvn. Hun lo og rettede så opmærksomheden fra drengene, til Halfdan, som så noget søvnig ud. Så talte hun endnu en gang, mens hun holdt blikket på Halfdan. ”I mean, that’s gotta be the best-damn-looking sandcastle I’ve ever seen.” Hun fik et lidt drilsk smil om munden og et særligt glimt i øjet.

Man skulle endelig ikke misforstå Halfdans samhørighed med tvillingerne. Han var absolut sikker på, at de to drenge var mere end i stand til at klare sig selv. I hvert fald indenfor lejrens grænser. Og dette havde de bevist adskillige gange. Efter at have malet et overskæg på en fin skulptur, havde en søn af Apollo jagtet dem tværs igennem lejren. De to drenge var djævelsk hurtige på selv deres korte ben, og snedige nok til at vende det hele til deres fordel. Noget de havde gjort, ved at lede deres efterfølger direkte til smedjen og til Halfdan. Hvilket havde resulteret i en søn af Apollo, der var blevet smidt ud af smedjen. Snedige små djævle. De havde en tendens til, især den seneste uges tid, at bringe deres problemer til Halfdan. Problemer som de, ikke mindst, havde designet på egen hånd. Og problemer, som Halfdan så havde løst for dem. Alt lige fra en krukke der sad fast om Cole's hoved, eller Chiron der ledte efter nogen at råbe efter. Atter engang skulle man ikke misforstå. Halfdan elskede dem ikke. Eller.. det troede han ikke. Han var ikke engang sikker på at en sådan søskendekærlighed var noget han ville kunne genkende som kærlighed, selv hvis det slog ham i ansigtet. Men han... kunne lide dem. De var stærke og udholdende, trods deres tragiske omstændigheder. De passede perfekt i kontrast til hans eget stille og afholdte temperament; og Halfdan syntes at være tilpas autoritær og intimiderende nok til at de lyttede. Så nu var det blot sådan.. Halfdan kunne knapt nok gøre noget som helst, uden risikoen for at tvillingerne ville dukke op, og gøre tingene mere besværlige for ham. Men når de så endelig var der, havde de et talent for at holde sig en smule i baggrunden, og ikke gå ham for meget på nerverne. Halfdan havde efterhånden mistænkt, at de to måske var en smule truet af ham... Sikkert hans ganske størrelse i forskel til dem selv. Og lidt så ham som en potentiel trussel, som de trissede omkring og prikkede med pinde. I al håb om en spændende og accelererende oplevelse. Ærgerligt for dem, at Halfdan sjældent mistede besindelsen. Men de var tydeligvis ikke begyndt at kede sig endnu.

De to drenge, var tydeligvis også meget imponeret over Annabeth. De var selvfølgelig for unge til at kunne værdsætte hendes meget smigrende badedragt. Men deres øjne fulgte opmærksomt hendes hænder som hun talte. Brett kunne selvfølgelig også det amerikanske tegnsprog, eller det meste af det. Cole kunne også Spansk og IS. Men at finde en fremmed i lejren, der kunne tegnsprog, uden at være døv, var sjældent. Halfdan havde en uhyggeligt god hukommelse, og havde derfor allerede lært en god håndfuld tegn at dirigere dem med. Men deres store søvnige bror havde bestemt ikke samme evne som Annabeth. Det var nok også befriende for Cole, at kunne tolke læberne fra et ansigt, der ikke var permanent dækket af en irriteret mine. Eller fra en person med et afslappet pokerfjæs som Halfdan. Så med Annabeth's noget så imponerende introduktion... var det vidst sikkert at sige; at hun havde vundet deres nysgerrighed og accept.

Halfdans dovne søvn under det kølige sand, og den bagende sol; kunne nok nærmere betegnes som en tung rævesøvn. Han havde totalt lukket omverden ude, og tilladt drengene at gøre præcis hvad de havde lyst til. Lukket sine øjne, og opdaget at der faktisk var ganske behageligt. Han havde nok også blundet til hen, da enhver sans for tid og sted var forsvundet helt. Til trods for hans medfødte ADHD, havde Halfdan - som følge af en meget striks moder - lært at undertrykke de hyperaktive impulser mange Halvguder konstant kæmpede imod. Hvilket derved også tillod ham at være lidt mere doven hvis han lystede det, og ikke mindst mere rolig til daglig, end mange andre. Lyden af drengenes skumle fnisen var for længst blevet filtreret i den bløde symfoni af omverden. Men lettere ubevidst, hørte han også en anden stemme. Mere blød og moden. Derefter et lille puf mod hans skulder fra en af drengene. Som fik Halfdan til at rynke sine bryn i en utilfreds mine, og derefter vende hovedet lidt mod siden. Hvorefter den fredelige nærmest søvnige mine igen overtog ham. Den behageligt bløde stemme lød igen, og Halfdan nikkede meget svagt, ubevidst, og fraværende. "Mhm hm.." brummede det fra ham efter en dyb indånding, i enighed med ordene Annabeth havde tilføjet. Totalt blank overfor hvad hun overhoved sagde, eller hvad hun mente.

Mindre end en meter over Halfdans hoved, var hans store mørke tæppe blevet lagt ud over sandet. På tæppet lå det oppustede bræt, åren dertil; samt resten af tvillingernes ting. Eftersom at Halfdan ikke umiddelbart syntes at ville vågne; formede der sig et skummelt bredt smil over begge de krøltoppede drenges ansigter. Og efter et hurtigt blik mod hinanden, syntes de allerede at vide hvad der skulle til. Brett traskede lidt platfodet forbi Halfdan, og hen til det store tæppe. Imens Cole viftede med armene entusiastisk mod Annabeth. "Watch this" kommunikerede den lille dreng med et bredt smil, for så at følge efter sin bror. Måske de to drenge nu også til dels forsøgte at imponere Annabeth, med deres snedige drengestreger? Brett havde taget fat i åren fra tæppet, men måtte hurtigt se sig selv overvældet; da han var ved at miste balancen. Hurtige, snedige, nederdrægtige, og intelligente. Men stærke, var de dog ikke. Derfor tog det en fælles indsats fra dem begge. Med alle fire hænder om åren, fik de skovlet bare en lille smule sand op med åren, og stillede sig så til rette ved Halfdans venstre side. De fniste, med febrilske nysgerrige blik der gik fra Halfdan og til Annabeth, og så tilbage igen. De virkede både spændte, og nervøse, på samme tid. Men det dulmede dog ikke de brede smil over deres buttede læber. Forsigtigt, og med en smule besvær, fik de så rakt årens ende ind over Halfdans ellers så fredelige mine. Og langsomt begyndte at at vende åren rundt til siden. Den smule sand der var på åren, begyndte at trille ned og ramme Halfdan på panden, og kinden. Hvilket øjeblikkeligt fremprovokerede endnu en utilfreds mine, og en lav brummen fra Halfdan. Endelig, syntes tvillingernes geniale plan at være realiseret; da Halfdan så instinktivt førte sin højre hånd op til hovedet. Hvad Halfdan dog ikke opdagede før det var for sent, var den store bunke halvvådt sand i hans hånd; som han ubevidst lige havde smidt i hovedet på sig selv. Og hvad der for nogle få øjeblikke siden, havde været et flot lille tårn af sand; havde nu dækket hans hoved. Og så... var Halfdans lur nået et brat endeligt. Til lyden af hysterisk latter fra tvillingerne der afventede deres ældre broders reaktion.
Halfdan hostede en enkelt gang, og begyndte hurtigt at børste sandet ved fra ansigtet, såvel som spytte kornene ud af munden. Den metalliske hånd blev også trukket op fra under tårnet af sand derover, til stor utilfredshed fra tvillingerne; som langsomt kunne se deres mesterværk ødelagt. Den metalliske hånd blev lagt mod sandet, og han brugte den til, endnu fraværende, at hæve sin overkrop fra sandet. Men grundet den store bunke sand over resten af hans krop, mødte han modstand; og endte så igen med at dumpe dovent ned på ryggen. Han undertrykte et gab, og strøg igen sin højre hånd over ansigtet og resterne af sand derpå; for så at vende blikket lidt desorienteret rundt. Det første hånd så, var selvfølgelig tvillingerne. Og instinktivt rakte hans metalliske hånd ud efter åren i deres hænder. "You. Little.." Men mere skete der heller ikke. Halfdan virkede meget overrasket over den bratte vækning, og måske endnu en smule udmattet, men vred? Nej. Som han kom til hægterne, lå han endnu på ryggen. Nu med de metalliske fingre omkring åren; som tvillingerne stædigt forsøgte at hive til dem selv. Det var deres nu! Han skulle tydeligvis ikke have den. Men Halfdan holdte den blot i en udstrakt metallisk arm, imens de to tvillinger syntes at kæmpe for livet om at kræve åren. Så meget, at deres små fødder var begyndt at grave sig ned i sandet ved anstrengelsen. Hvad der så endelig afslørede Annabeth's tilstedeværelse, var ikke lyden af hendes stemme, eller fordi hun var indenfor hans umiddelbare synsvinkel... men hendes duft. En duft han huskede klart fra det korte øjeblik han fraværende havde duftet til hendes hår, nogle få dage forinden. Han rynkede derfor sine bryn, og vendte ansigtet mod Annabeth. Alt imens han endnu kæmpede med tvillingerne om åren. Det var vidst ikke til at skjule, trods den bedste indsats af hans typiske rolige udtryk; at han kunne lide hvad han så. Hendes meget smigrende badedragt... og ikke mindst måden hvorpå hun fyldte den ud. "Annabeth?" lød det fra ham, da hans øjne så endeligt nåede hendes. Endnu desorienteret, og med sammenknebne øjne, fra sandet og den skarpe sol han nu pludselig måtte vænne sig til igen.

Annabeth var enebarn på farens side; ikke engang hendes stedmor havde børn, så hun havde heller ikke stedsøskende. Hun havde kun sine halvsøskende på morens side. Hun havde dog aldrig ligefrem ønsket sig søskende, da hun havde været for glad for sin tid med sin far, til at dele den med andre. Men det var altsammen ovre, da Katherine kom ind i billedet, og Annabeth måtte lidt efter lidt lære at dele sin elskede far med denne kvinde, som ikke syntes at kunne lide Annabeth den mindste smule. Faktisk, havde Katherine altid virket til at hade børn generelt. Hendes far havde aldrig bidt synderligt meget mærke i dette, da han havde været optaget af sit arbejde og det faktum, at Katherines udvendige skønhed tilsyneladende var langt over det normale. Dette beviste bare at selv de mest intelligente mænd kunne blive snydt af et smukt ansigt. Det var næppe noget nyt fænomen, men Annabeth ville dog stadig ønske, at hendes far ikke var blevet offer for en kvinde som hende. Han var en godhjertet og dybt beundringsværdig mand, så han ville uden tvivl kunne finde en kvinde, som rent faktisk havde hjertet på det rette sted og var en god kvinde, ikke kun et kønt ansigt. Dette kunne Annabeth dog kun håbe på, for ham. Han måtte selv indse sin fejl på et tidspunkt og indtil da holdt hun sig bare til deres korrespondance via breve.
Selvom hun aldrig havde ønsket søskende, da hun var yngre, havde hun dog så småt ændret sin mening i de seneste par år. Hendes halvsøskende var bare ikke det samme. Der var pt. ingen børn af Athene i lejren, som rent faktisk var børn. Og når hun f. eks. så Halfdan med de to Frederics-drenge, i færd med en hyggelig stranddag med sjove påfund, som et menneskeligt sandslot, fik det hende til at være lidt ærgerlig over manglen på livlige små søskende i hendes eget liv. Måske hun bare skulle smigre sig ind på de to drenge, så hun kunne have det sjovt med dem fra tid til anden. Og dog var de to en kæmpe håndfuld, som måske var en lidt for stor prøvelse for hende, når nu hun ikke var vant til børn.

De to drenge syntes dog ikke at have et problem med hende, men virkede snarere til at finde hende imponerende. De var nok heller ikke vant til særlig mange halvguder omkring dem, som rent faktisk kunne tegnsprog. De fleste halvguder ville nok finde indlæringen af tegnsprog spild af tid, fordi hele deres liv jo praktisk talt var en kamp af liv-eller-død-kaliber. Men nu havde Annabeth jo så heller ikke behøvet at bruge tid på indlæringen af sproget, da hun havde en ekstra fordel, som fiksede den del for hende. En fordel, som tydeligvis hjalp hende med at få en fod indenfor hos Brett og Cole, der havde siddet og tolket hendes tegnsprog med fascination malet i ansigterne. Måske det også kunne hjælpe hende med at undgå at blive offer for en af deres mange pranks. Dem havde de bestemt formået at få noget af et ry for allerede. De havde dog også udført en hel del af dem. Selv den tålmodige og godsindede Chiron var kommet med flere høje udbryd om dem.

Næppe nåede hun at tænke tanken, før de begyndte at kigge lidt udspekuleret og drilagtigt på hinanden, for derefter at sætte igang. Cole bad hende om at holde øje - selvfølgelig ved brug af sine små børnehænder, som hun straks rettede opmærksomheden imod - mens Brett rejste sig og bevægede sig hen til et stort tæppe lidt længere tilbage - ikke langt fra Halfdans hoved. Da Cole havde ‘talt’ færdigt, fulgte han efter sin bror, mens Annabeth blot fulgte dem med blikket. Det var hurtigt klart, at de havde noget nyt prank-værk i sinde, men da det ikke syntes at være rettet mod hende, lod hun dem bare have deres sjov. De skævede mod Halfdan, og hun vidste dermed, at han var offeret, de havde i tankerne. Dette var nok primært, fordi han var faldet i søvn, når de var i legesygt humør. Han havde heller ikke reageret på deres forsøg på at vække ham med et puf mod hans skulder, hvilket måske nok var forståeligt nok. En stor fyr som ham har næppe generet af en lille, svag barnehånd. Han havde blot rykket hovedet til siden efter en fraværende og svag panderynken. Da hun så havde sagt noget, havde han heller ikke reageret stort. Hun havde fornemmet en svag nikken, efterfulgt af en ligeså fraværende lyd, som syntes at erklære sig enig med hende per automatik. Hun kunne dog ikke forestille sig, at han rent faktisk havde registreret, hvad hun havde sagt. Så gik han bare glip af en kompliment, men det var jo hans tab.

Drengene gik hen og tog fat i den åre, som lå på det store tæppe. Brett havde taget fat om den først, men var næsten væltet fra overbalance, da den tydeligvis var tungere, end han lige kunne klare selv. Cole kom hen og hjalp ham med at løfte den, hvilket fik Annabeths læber til at sprede sig i et smil. På trods af deres drillesyge natur, var de nu altså kære med deres helt røde hår, fyldt af krøller og deres fregner i hele ansigtet. De fik skovlet en smule sand op på åren, hvorefter de stillede sig ved Halfdans venstre side. Deres fnis og nysgerrige blikke mellem Halfdan og Annabeth fik smilet til at vokse på hendes læber, da det var nogle bedårende træk. De fik vendt åren på hovedet, hvilket hældte sandet direkte i hovedet på Halfdan. Hans fredelige, næsten saglige, mine blev øjeblikkeligt erstattet med én af utilfredshed, samt en brummen. Hun klukkede let, men begyndte dog først for alvor at le, da han ubevidst hældte en kæmpe bunke sand i sit eget hoved, fordi hans hænder jo havde været en del af det prægtige sandslot. Tvillingerne grinte hysterisk ved synet, og Annabeths latter blev også påvirket af deres. Han hostede og spyttede sand ud, samt børstede sandet væk fra ansigtet. Hendes latter stilnede af og blev til et stort, underholdt smil i stedet. Den metalliske arm blev også frigjort fra sandet, og han prøvede at sætte sig op, ved hjælp af denne. Han fejlede dog, da størstedelen af hans krop stadig var dækket af det tunge sand. I stedet kørte han sin højre hånd en ekstra gang over hovedet og åbnede derefter øjnene op mod tvillingerne, der stadig stod med åren. Hans metalliske hånd gik i kamp med tvillingerne om åren. Han virkede ikke til at anstrenge sig overhovedet, men tvillingerne kæmpede hårdt.
Noget fik ham til at rynke på sine øjenbryn, hvorefter han endelig vendte blikket og lagde mærke til Annabeths tilstedeværelse. Hun kunne ikke undgå at bemærke hans lidt lange blik på hendes krop og mere specifikt; hendes kavalergang. Hans blik var rettet mod hendes krop i et lidt længere stykke tid, end hvad almindelig høflighed måske ville diktere, men dette smilte hun blot diskret over. Hun vidste godt, at hun var iført en ret så afslørende badedragt, som sad helt ind til hendes former, og hun vidste også godt, at hun var lidt bedre udrustet end mange andre kvinder, når det gjaldt et vist område. Og han var trods alt en ung fyr, som velsagtens havde de samme lyster og behov, som alle andre, selvom han ikke rigtig lod noget af dette lyse igennem. Derfor kunne hun heller ikke rigtig bebrejde ham, at han tog et lidt længere kig på hendes krop i badedragten. Han havde netop en så stoisk og tilbageholdende personlighed, som ikke lod omverdenen se særlig meget af det, som egentlig foregik oppe i hans hoved, at hun heller ikke kunne lade være med at fryde sig lidt, når nu han rent faktisk lod noget slippe igennem. Selvom det var det faktum, at han havde svært ved at fjerne blikket fra hendes kavalergang. Men altså, if you got it, flaunt it. Hun ville nok også betragte hans overkrop, hvis ikke den næsten var fuldkommen dækket af sand. En skam, virkelig.
Hans blik nåede hendes, med sammenknebne øjne og hun nikkede i en hilsende gestus ved udtalelsen af sit navn, men sagde ikke noget. Så opdagede hun, at han ikke blot havde en flænge på brystkassen, men også under venstre øre. Hun sukkede opgivende og fik gået, på knæene, helt op til omkring hans brystkasse, hvor hun satte sig ned med benene under sig igen. Så lænede hun sig fremover og tog blidt fast om hans kæbe med venstre hånd, hvorefter hun blidt, men bestemt vendte hans hoved den modsatte vej, så hun havde et ordentlig udsyn til såret på hans hals. Hun inspicerede det for sandkorn, men så at han havde været heldig nok til at undgå dette. Hun lod hans hoved ligge sig lige igen og gav slip om hans kæbe. “You should probably have rested your head on the blanket, not the sand, dummy.” Det havde selvfølgelig ikke gjort den store forskel med drengenes lille stunt, men selv uden dette, kunne sandet have sluppet op i det tilsyede sår, når han sådan lå direkte på sandet med hovedet. Hun lænede sig atter ned og inspicerede så hans sår på brystkassen. Hun børstede forsigtigt nogle omkringliggende sandkorn væk fra hans brystkasse, så de ikke endte i såret og satte sig derefter oprejst igen, mens hun bevarede blikket på ham.

Halfdan kendte sig selv. Han var ikke en eller anden fyr, der tonsede rundt i tilværelsen, uden at vide hvorfor han gjorde som han gjorde. Han kendte sine egne fejl og mangler, og havde meget kvalificerede gæt til hvorfor han besad sådanne fejl og mangler. Det gav vel egentlig også kun sig selv... Han var en stille fyr, der låste og undertrykte langt de fleste af sine følelser; bag en hærdet maskulin positur, og et erfarent pokerfjæs. Skjulte usikkerhed med tør humor, og bevidst undgik konfrontationer han vidste han kunne vinde. For han stolede ikke på sig selv, eller sine egne intentioner. Og selvom han ofte var stille, arbejdede hans sind og tanker på absolut højtryk, nærmest hele tiden. En tilværelse, hvor han reflekterede med sig selv. Betragtede, analyserede, og konkluderede. Konstant forsøgte at forbedre sig selv.. og fortrød sine handlinger når refleksionen forvandledes til nostalgi. Halfdans stedfar, Dylan, var en fulderik. En lastbilchauffør i Alaska, som ofte var væk flere dage af gangen. Ikke ligefrem den mest attraktive mand, heller. Og generelt ikke en mand der ville kunne tilfredsstille en kvinde hverken emotionelt eller intellektuelt, særligt længe. Hvilket Halfdans moder også havde fortalt ham, dagligt.
Halfdans moder var en skabning af sjældent skønhed, elegance, og intelligens. En ærkebritisk kvinde, der foretrak at blive kaldt efter sin akademiske titel. Og sikkert hende han havde arvet sine fysiske træk fra. Hun bestyrede museet i Juneau, Alaska, og havde også hjemmeundervist Halfdan. Men hun var en hadefuld og trodsig kvinde. Elitær og overlegen. Nærmest militant og konstant udfordrende i kropssprog og toneleje. Hver gang Halfdan sagde et ord uden tilladelse, havde det resulteret i en lussing. Hver gang hans ADHD havde vist sig, var han blevet lukket ned. Selv hans hastige vækst til en ung mand, havde ikke stoppet dette. Og hun havde domineret Halfdan som havde han været en dukke, imens hun samtidig havde fjernet ham fra omverden. Det var intet under at Halfdan var som han var... Og det vidste han selv.

Og fra hende, havde Halfdan lært mange ting. Hvordan man styrede mennesker, som kvæg. Hvilke ting folk frygtede og undgik. hvordan fysiske konfrontationer kunne afsluttes, med velovervejede ondsindede ord. Og ikke mindst, hvordan man manipulerede andre. Kvaliteter og lærdom Halfdan havde benyttet sig af udenfor hjemmet. Som en ung dreng, havde han ikke haft hverken søskende, eller venner. I stedet, havde han haft underdanige følgere; nærmest. Han havde været den populære og karismatiske dreng, de andre drenge naturligt droges mod. Den kønne dreng, som drog blikkene af de unge piger. Han var den store dreng, som ingen havde turdet at konfrontere eller slås med. Men i hjemmet, havde han været det modsatte. Sjovt, hvordan man projekterede sine usikkerheder mod omverden. Hvordan han i al hemmelighed altid havde higet og lystet efter omsorg og kærlighed; men aldrig havde turdet at ytre sine ønsker; af frygt for at være svag.

Da han så var kommet til Californien, efter uhyrerne havde fundet ham helt oppe i Alaska... havde ting kunne ændret sig en smule. Stedfaderens yngre bror, var en bikerpræsident, og en meget hårdfør mand. Men hvem, Halfdan levede i næsten to år. Han blev draget til det kriminelle liv. Til et liv af rebelsk styrke og selvstændighed. Hvor ingen herskede over ham. Og det var så her, han mødte Daisy. En ung forførende kvinde, som han nu vidste var en datter af Afrodite. Det hele gav så meget mere mening, nu hvor han havde mødt hende i lejren. Uanset hvad det havde været ved hende, så havde deres forhold drevet ham til vanvid. Igen, var Halfdan domineret og påvirket kraftigt af en smuk kvinde. Han blev mere og mere grådig. Mere og mere jaloux. Mere aggressiv og territorial. Mere instinktiv og dyrisk. Mere og mere... en anden. Og i sandhed havde det været dette andet møde med magtesløshed, som havde forandret ham for altid. Han huskede, selv da han var vågnet i hospitalssengen; efter at have mistet sin arm... At have tænkt på Daisy. Så meget indflydelse havde hun haft. Så meget havde hun rodet med kemien i hans krop, og tankerne i hans hoved. Han ønskede ikke at være svag igen... Men. Hvad hvis det var den eneste måske hvorpå han kunne elske?

Derfor, var Annabeth en anderledes og særlig skabning. Forfriskende, og nærmest fortryllende. Han var en ung mand, ja. Og man kunne næppe bebrejde ham - eller nogen anden ung mand på stranden - for at have ladet sit blik forføre af hendes veludviklede krop i badedragten. I den udmattende og desorienterende sensation, af den bratte vækning; havde han ikke formået at opretholde sin ellers typiske afholdenhed og kontrol over distraktioner. Hvilket Annabeth måtte siges at være. At han måske havde stirret, syntes dog heller ikke noget han forsøgte at skjule derefter. Ej heller noget han syntes utilpas ved. Sædvanligvis ville han nok også kigge på sådan noget, fra afstand. Men i bund og grund, gav Halfdan kun meget sjældent særlig opmærksomhed til unge og smukke kvinder. Og især ikke, hvis de ikke syntes at ville have det, eller ikke aktivt søgte det. Halfdan associerede en sådan opmærksomhed, med selvforsaget tortur. Mange kvinder fandt det måske upassende og trykkende, hvis en ung mand betragtede dem eller gav dem for megen uønsket opmærksomhed. Men for en ung mand som Halfdan, med sit evige tankespind, var det bestemt heller ikke altid positivt for ham; at lade sig forføre for meget. Han var for analyserende, og ærlig talt intelligent, til at kunne nyde et sådan syn i ignorant velvære. Ikke uden nærmest øjeblikkeligt at blive forført yderligere af nedværdigende tanker om sig selv, og bitterhed. Så megen bitterhed. Inderst inde, var Halfdan overbevist om; at han ikke var en god mand. Han havde bestemt ikke været det hidtil..

Endvidere, bidrog alt dette; til at holde ham lam i mælet. For Annabeth udviste endnu engang hvad Halfdan tolkede som ærværdigt omsorg. Noget han bestemt ikke var vandt til. Hun havde gjort det i våbenkammeret, og gjorde det nu allerede igen. Han rynkede en smule mistænksomt på sine bryn, brummede lavmælt, og spændte den selv samme kæbe hun tog fat i. Men han gjorde ingen modstand, og tillod hende i stedet at dirigere med hans hoved som hun lystede. Han var nu også helt vågen. Og var vendt tilbage til en stoiske afholdenhed, der fik ham til kun at betragte hende øjne. Til trods for måden hun var lænet lidt ind over ham. "They wanted to play in the sand. I didn't wanna get any on the blanket.." Forsvarede han sig selv instinktivt ved hendes lidt påtalende ord. Og fangede også selv selv i at være en smule defensiv. "I mean." ... "It's fine." Han rømmede sig, og syntes pludselig at hans sikre og behagelige tæppe af sand, samt hans liggende stilling; var en smule hindrende. Han fjernede flygtigt blikket fra Annabeth, og vendte den mod drengene; som endnu kæmpede en brav kamp om at kræve åren for dem selv. Halfdan smilte næsten hemmelighedsfuldt og diskret for sig selv; hvorefter han så gav slip på åren. De to drenge faldt bagover på deres bagdele, men jublede derefter over deres sejr.
Halfdans blik blev så draget af sensationen hendes fingre gav ham mod den bare brystkasse. Hvilket også fortalte ham, at han måske skulle til at overveje at komme ud af solen. Han var trods alt lidt på den blege side; og han havde ingen idé om hvor lang tid han havde blundet i solen. "Cature The Flag.." Han vendte blikket op mod hende, imens han endnu en smule udmattet, nu brugte begge hænder til at hæve overkroppen. "What a fun game." Tilføjede han i et suk, i en rolig mine. Og i hans lidt typiske tørre humoristiske tone. Han strakte sig under sandet, og de to tårne over hans fødder, begyndte også at smuldre. Men i den stressafløsende sensation af endelig at strække sig ud; droppede han at komme op igen. Og smilte faktisk lidt brede som han også strakte armene over sig. Et spænd i overkroppens muskler. "Ugh, gods.." Udtrykte han i et saligt suk. Da armen så skulle tilbage ned fra over hans hoved, bemærkede han hvor tæt hun sad ved ham. Hvilket fik ham til at hvile armen på sandet lige over sin mave; frem for at virke for nærgående. "So.." Han spændte sin kæbe igen så snart hans blik atter faldt mod hende. Han ville, selvfølgelig, hellere tale om noget andet end sine nye skrammer. "Are you meeting anyone, or?" Spurgte han, og denne gang blev hans blik fæstnet mod hende. Ikke engang distraheret af de to drenge, der nu var trasket op til tæppet, og rodede med tingene der. Sikkert i gang med nye narrestreger. Ej heller distraheret af det faktum, at hans ord måske kunne tolkes som utålmodige.

Personligt, havde Annabeth aldrig prøvet at være i et 'giftigt' forhold, hvis man kunne kalde det, det. Faktisk havde Annabeth kun haft to forhold i sit 19 år gamle liv. Det første forhold havde været i en alder af 14 år. Dette var lige omkring tidspunktet, hvor hun var begyndt at se sin bedsteven som mere end blot en ven, og hun havde ikke brudt sig spor om dette. Hun havde ikke været i stand til at håndtere sine følelser for ham og havde været hunderæd for, at hendes følelser ville komme i vejen for deres venskab; ødelægge det. Dette var det absolut sidste, som hun ville lade ske. Derfor havde hun gjort sit inderste for at undertrykke og glemme disse - i hendes øjne - unaturlige følelser for sin bedsteven. I stedet havde hun mødt en dreng, som hun var kærester med i en måneds tid, i håbet om, at hun ville forelske sig i denne dreng og gå tilbage til at se Darren i et venskabeligt lys. Dette havde dog ikke lykkedes den mindste smule, og hun havde derfor slået op med ham - fyldt med dårlig samvittighed over måden, hvorpå hun havde udnyttet ham som forsøgskanin, nærmest. Han havde såmænd været en meget sød dreng, men han var bare ikke Darren og deri lå hele problemet. Selvom hun havde slået op med sin kæreste, havde hun aldrig indrømmet noget om sine følelser til Darren. Disse følelser var kun vokset med tiden. Samtidig havde hun dog kæmpet med problemerne på hjemmefronten, og kort efter hendes 15-års fødselsdag havde hun forladt Florida, for at finde frem til Halvblodslejren i stedet. Hun var flyttet dertil permanent og havde ikke set Darren i det næste års tid. Så var han lige pludselig dukket op i Halvblodslejren, selvom hun aldrig havde kendt til hans guddommelige ophav. Men det var vel heller ikke noget man fortalte til folk. Hun havde heller ikke fortalt om sin egen mor til Darren, så det gav meget god mening. Hun havde ikke troet sine egne øjne, da hun så ham for første gang, her i lejren. Samme dag, kort efter deres genforening, havde han indrømmet, at han havde haft følelser for hende i et godt stykke tid inden deres adskillelse, ligeså. I den efterfølgende tid havde de været sammen konstant. Men med tiden var Darren begyndt at forsvinde mere og mere, da han havde opmærksomheden rettet mod alle mulige ting, som ikke var hende. Desuden var han ofte ude for lejren. De var blevet enige om, at det ikke fungerede længere og skiltes som venner efter 1,5 års tid. Det havde været en gensidig og fornuftig afslutning på deres forhold, men derfor havde de stadig ikke set så meget til hinanden efterfølgende, da det var akavet, ligegyldigt hvad. Til sidst havde Darren forladt lejren, og hun havde kun haft kontakt med ham et par få gange efterfølgende. Han kom tilbage i korte perioder, men det var ikke ofte.

Deres forhold var endt for næsten tre år siden, og hun havde ikke indledt et forhold med nogen siden. Hun var såmænd ret populær blandt Halvblodslejrens mandlige population, men hun havde ikke været interesseret i at rode sig ud i endnu et forhold med en anden lejrdeltager. Hun havde desuden haft travlt med sit liv og var blevet vejleder, hvilket også krævede endnu mere af hendes tid. Men i de sidste par måneder syntes hun i særdeleshed at mangle selskab. Hun savnede den omsorg og hengivenhed, som et forhold altid burde indeholde. Omsorg og hengivenhed fra venner var bare på ingen måde det samme. Desuden savnede hun naturligvis også det mere fysiske aspekt af et forhold. Der gik ofte meget længe imellem dette, for hende, og det skete alt for sjældent. Hvilket egentlig var en smule problematisk, da det farvede hendes forhold til potentielle venskaber. Måske var det også den primære grund til, at hun fandt sig selv så interesseret i Halfdan, selvom han ikke gav hende frygtelig meget at gå efter. Først havde hun ganske simpelt opsøgt ham, fordi hun ville tjekke op på hans helbred og bedring efter den grimme episode ved hans ankomst. Hun havde snakket lidt med ham, men da han var en mand af få ord, var omfanget af deres samtaler meget begrænsede. Hun var dog alligevel dukket op for at tjekke ind til ham en del gange i løbet den uges tid, hvor han havde ligget indlagt på hospitalsfløjen. Det var dog først for to dage siden, i våbenkammeret, at det var gået op for hende, at hun muligvis var tiltrukket af ham. Selvom han ikke havde fortalt hende meget, havde hun alligevel fået en intuitiv følelse af hans væsen. Hun syntes at kunne mærke en høj intelligens komme fra ham, selvom folk af så få ord nok ofte blev opfattet som værende en smule uintelligente. Med Halfdan syntes hun dog at mærke, at han skam havde rigeligt i hovedet, men bare ikke var alt for villig til at dele dette. Måske fordi han overanalyserede situationer og forudså de værst tænkelige responser til hans potentielle ord og opførsel. Hun kunne selv være på præcis samme måde, men hun var blot blevet god til at skubbe forbi disse restriktioner, som hun kunne sætte for sig selv. Noget sagde hende desuden, at Halfdan var umådelig plaget af noget i sin fortid, som tyngede ham ned og lukkede ham af. Men dette kom ikke i vejen for den intelligens, som hun havde fornemmet flere gange. Og ærligt talt, var intelligens den mest attraktive kvalitet i fyre - såmænd også kvinder, men det var nu ikke lige den vej Annabeth svingede. Dette og hans unægteligt attraktive skikkelse, gjorde det svært for Annabeth ikke at finde sig selv bare en smule draget af ham.

Han gjorde ingen modstand ved hendes hjælp og tag i hans kæbe, men syntes at tage hendes lidt drillende ord anderledes end hun havde ment dem. Alligevel virkede han til at ærgre sig lidt over sit defensive svar, som han rettede lidt på sig selv med en indskydelse. Hun løftede det ene øjenbryn en smule og kom med en brummende lyd, men kommenterede ikke yderligere på dette. Som hun skiftede fra at inspicere hans sår under øret, til at inspicere hans sår på brystkassen, nåede hun dog lige at fange hans diskrete smil, inden han gav brat slip på åren, så drengene begge faldt direkte bagover, men alligevel talte det som en sejr. Hun smilte over dette, som hendes fingre fandt hans brystkasse. Da hun havde børstet lidt sand væk fra omkring den tilsyede flænge, talte han. Han bemærkede, hvor sårene kom fra, hvilket hun dog mere eller mindre havde konkluderet allerede. Han satte han sig op, så meget som sandets vægt tillod ham, ved hjælp af begge arme. Lidt mere sand gled af hans overkrop, hver gang han prøvede at sætte sig op, og hun lod flygtigt blikket glide ned mod denne, inden han åbnede munden igen, hvilket fik hende til at føre blikket tilbage til hans
Hun smilte lidt drilagtigt, som hun besvarede dette. "Looks like I was the only one willing to go easy on you, then." Dette var dog næppe overraskende, da halvguder og -gudinderne jo tog Capture The Flag meget seriøst.

Han strakte sig og droppede vist at sætte sig op. Så spurgte han hende, om hun skulle møde nogen på stranden, til hvilket hun smilte et charmerende smil. "Well, there's this son of Hephaestus, that I wouldn't mind talking to, but I don't know… He might wanna get back to his nap instead…" Hun smilte endnu sit mest charmerende smil, mens hun så afventende på ham. Hun var ikke taget på stranden for at møde nogen, men blot for at slappe af. Få noget vand på fødderne og måske endda tage en svømmetur i havet. Men hun havde bestemt ikke noget imod at blive ved Halfdan, hvis han ville have hende. Hun tog gerne imod enhver chance, hun kunne få, i forsøget på at lære ham bedre at kende. Efter lidt tid, fangede sandet, som lå som et tæppe over ham, igen hendes blik. Hun lod blikket glide fra dette og op til Halfdans øjne. "Maybe we should work on transforming you from a human sandcastle into a guy again." Hun lo en smule og sendte også et blik hen imod drengene, som ikke virkede til at være ligeså interesserede i at omgøre deres mesterværk, som de tydeligvis havde været, i at kreere det. Annabeth hjalp dog gerne til, så han kunne få kontrol over den nederste halvdel af sin krop igen. Hans overkrop var endnu heller ikke fri for sand. Og selvom hun selvfølgelig gerne ville hjælpe ham, for hans skyld, var det måske nok ikke kun for hans skyld. Hun bed sig diskret i læben ved tanken og rullede indvendigt på øjnene over sig selv. Måske hun skulle få sig nogle tips i afholdenhed fra Halfdan, der syntes at have lidt for godt styr på dette. Hun løsnede tændernes greb i underlæben og rettede sig lidt op, nærmest som et underbevidst forsøg på at rette op på hendes tankegang ligeså, som hun endelig lod sine øjne finde hans igen.

Det var nok intet under, så at få at vide; at Halfdan aldrig just havde været en ven af det kvindelige køn. Altså, at hans forhold til kvinder altid enten havde været stærkt seksuelle, eller ikke eksisterende. Dette havde dog ændret sig noget så voldsomt, siden han var kommet til lejren. Selv havde han været ganske overrasket, og næsten overvældet, over alle de unge jævnaldrende kvinder der nu syntes at være i hans liv. Men hvad der overraskede ham mest, var ærlig talt; den platoniske natur af langt de fleste af disse forhold. Det var som om rollen som den blide ven, var faldet ham naturligt med disse unge kvinder. Kvinder, der tydeligvis behøvede tryghed og selvsikkerhed i sit liv. Og det var faldet ham naturligt, åbenbart, at besidde rollen som en hjælpsom og opmærksom ven. Men med Annabeth, var det anderledes. Han havde ikke helt vidst hvad han skulle gøre med hendes venskab. For, det føltes som mere end blot venskabelighed? Eller måske havde han dømt hende forkert, og været heldig nok at rende ind i en pige, der behandlede alle fremmede med en sådan ærbødighed og omsorg.. Hun havde ikke slået ham som en pige der behøvede en rolig støtte ved sin side; og ej heller en pige der behøvede hjælp på nogen måde. Derimod, havde hun allerede været til ham, hvad han havde været for andre. Hvilket var mærkeligt at tænke på. Hjælpsomhed, en omfavnelse, omsorg, et kys på kinden; og nu syntes det at begynde forfra. Ærlig talt, var Halfdan ingen idiot. Hvis hun havde mødt ham for blot et år siden, havde han uden tvivl skruet charmen på allerede nu; og ladet hende vide, uden den mindste tvivl, at han ville have hende. Så Halfdan vidste godt, at der var en tiltrækning imellem dem. Eller, i hvert fald at han var tiltrukket af hende. Og hvert et øjeblik de var sammen, var der flere ting han havde lyst til at sige eller gøre ved hende; som han dog afholdte sig fra. Han vidste dog også, at det måske var godt nok at hun havde fanget ham lidt i at være afholden eller forsigtig omkring hende. Han vidste hvordan et fremtidigt forhold med en kvinde, kunne være stærkt påvirket af deres første stunder sammen. Og han vidste ikke mindst, at han sagtens blot kunne ende som en platonisk ven; frem for som hvad han nu måske hellere ønskede sig. Så at hun højest sandsynligt havde bemærket hans distraherede blik og spænd i kæben ved hendes nærvær, og vigtigst af alt ikke holdt sig fra ham; var et godt tegn.

"Mhm." Han var enig i hendes ord, og dette kom til kende ved hans dybe brummen. Hun var klart en mere blid og kærlig person, end Richie. Eller, havde i hvert fald været det overfor ham. Ej heller havde han store intentioner om at beklage sig over den omgang Richie havde givet ham. En tanke slog ham. "Let's hope you're still willing to go easy on me, when we start training." Hans blik fandt hendes, med et lidt hævet øjenbryn. Deres udvekslede ord omkring personlig træning, havde måske syntes vage i øjeblikket. Og mere en leg med ord, end et egentligt løfte. Men... Halfdan havde dog taget dem seriøst, og så faktisk en smule frem til det. Med tvillingerne travlt beskæftiget med at udklække deres næste snedige plan, på tæppet bag Halfdan; var Halfdans opmærksomhed ærlig talt kun kræves af Annabeth. "No." Svarede han beslutsomt til hendes hentydede ord, om at han måske gerne ville fortsætte sin lur. Han ville klart foretrække hendes selvskab. Og han tilføjede ikke flere ord til sit ene ganske bestemte ord. Fulgt af blikket der konstant var fæstnet mod hende. Hendes øjne, selvfølgelig. Det var så også ved hjælp af denne udelte opmærksomhed, at han spottede noget han ikke havde set før; fra Annabeth. Et bid i læben. Flygtigt og diskret, og hurtigt derefter, fandt hendes øjne frem til hans igen. Men synet havde været nok til at skabe et spænd i hans egen kæbe, og havde været længe nok; til at han indså hvad hun måske havde kigget lidt efter. Heldigvis var Halfdan ikke en rørstrømsk og letpåvirkelig teenager med bløde knæ... For ellers ville hendes forslag om at afsløre resten af hans krop fra sandet; måske have været en smule risikabelt. Givet hvad det ville have kunnet afsløre.

Halfdan nikkede, og sukkede. "Yeah.." Lød det roligt fra ham, hvorefter han så løsrev sin opmærksomhed fra Annabeth igen. Atter engang blev hans hænder så plantet mod sandet ved siden af hans overkrop. Han spændte i skuldre og brystkasse, og skubbede så overkroppen op. Da han mødte den selvsamme modstand, der tidligere havde fået ham til at ligge ned igen; spændte han mavemusklerne og trak kraftigt sine ben til sig under den store bunke sand. Og uden megen videre anstrengelse eller ventetid, var hans ben nu under ham; og han rejste sig op. Det var vidst bare dovenskab, og ikke besvær; der havde fået ham til at blive liggende. Det var trods alt bare sand, og der skulle nok en lidt større vægt til at holde ham nede. Han havde ikke været våd inden tvillingerne havde insisteret han lagde sig ned i sandet. Så sandet mod hans knastørre krop og lyse badebukser; dryssede af ham som han stillede sig rank og oprejst. Halfdan tøvede dog ikke, og havde åbenbart allerede taget sig en beslutning. Han vendte sig mod Annabeth,så snart hun også havde rejst sig, og vendte blikket ned mod hende. Atter engang, overrasket over hvor stor hendes tilværelse og væsen var, i forhold til hvor høj hun i virkeligheden var. Og ikke mindst hvor meget højre og større han var, i forhold til hende. Man skulle tro han havde vænnet sig til den slags, men åbenbart ikke endnu. Desuden... lave piger var altid bare en smule mere charmerende. Især piger med hendes øjne, og... midler. Og et falkeblik var oftest meget behageligt. Hans nyligt genoprettede opmærksomhed mod hende, blev dog afbrudt af tvillingerne...

De to røde toppe var i fuld færd med at slæbe Halfdans åre og oppustelige bræt, bagom Annabeth. Heldigvis var Halfdan hurtig nok til at læne sig forbi Annabeths krop, og række ud efter brættet. De to tvillinger blev tydeligvis overrasket over det bratte stop til deres lille march, og vendte deres djævelske smil og blikke mod Halfdan. Halfdan satte sit ene knæ i sandet, for Annabeth's fødder, og lænede sig længere ind mod drengene. Imens han ihærdigt forsøgte ikke at læne sig for tæt mod Annabeth's bare ben. Eller lade sig selv blive for distraheret af hendes nærvær. "Annabeth and I are going in the water." Erklærede han til de to, i en endnu ganske rolig stemme. Godt klar over at Annabeth nok godt kunne høre ham. Men selvom han ikke rigtig havde konsulteret hende i dette, var det dog en beslutning han syntes at have taget. Noget han også understregede ved flygtigt at sende et lille blik op mod Annabeth. "Now.." ... "You two stay here, and have fun." Der var endnu brættet og åren imellem Halfdan og tvillingerne, og jo mere han talte; desto mere trodsige syntes deres blik at blive. Selv deres smil falmede en smule. Med en enkelt metallisk finger, signalerende han at de skulle læne sig tættere på. "And if you stay out of trouble.." Han hviskede bevidst. Cole vidste det selvfølgelig ikke, men Brett var hurtig til at få sin bror til at læne sig tættere på. For at opretholde legen. "..We'll watch a movie tonight, after midnight, in my room." ... "Deal?" Han hævede begge sine øjenbryn, og bemærkede i det samme de brede og begejstrede smil på de to drenge. Brett spillede den dog af med en mere tænksom og overvejende mine. Som om de nu havde gang i en forhandling. Men Halfdan vidste de to elskede at gøre ting der trængt talt ikke var tilladte. Og til to små drenge, var en film-nat endnu iblandt ting der kunne begejstre dem. Desuden havde de også en sød tand, ligesom Halfdan. Og de vidste derfor at der var nogle lækre ting at finde i hans værelse. Heldigvis. For Halfdan var nok ikke nær opfindsom nok til at finde på mange andre ting at lokke dem med. "But don't tell Annabeth... She's a Counselor." Tilføjede Halfdan hemmelighedsfuldt, og endnu i den hviskende tone. Brett vendte sig mod sin tvillingebor, og måtte hurtigt give drengen nogle tegn med de små arme og hænder; før de nu alle var på bølgelængde. Halfdan havde trods alt ikke til vane at bruge tegnsprog. Og hans typisk stoiske og maskuline mine, kunne gøre det svært for Cole at læse alle ord fra hans læber. De to drenge skævede op imod Annabeth, og derefter tilbage mod Halfdan. For så endelig at nikke synkront. "Good." Afsluttede Halfdan ganske roligt og bestemt. For så at gribe både brættet og åren, og rejse sig op igen. hans blik faldt øjeblikkeligt mod Annabeth igen, nu også med et diskret smil. Han hævede sit ene pjuskede øjenbryn, imens han betragtede hendes isblå øjne. "Shall we?" Spurgte han. Halfdan kunne være stædig og beslutsom. Og endda også en smule autoritær. Han havde taget en beslutning. Han ville i vandet med Annabeth. Og nu kom så hendes chance for at protestere mod den beslutning han allerede havde taget. Halfdan forsøgte ikke bevidst at være charmerende, men der fandtes dog alligevel en lidt anderledes maskulin og autoritær charme over ham. Som han vidste hvordan han skulle bruge. Som når man ignorerede en stædig piges afvisning om at blive fulgt hjem, når man godt vidste hun bare var høflig og måske en anelse kostbar. Han hankede op i det store oppustelige bræt, hvorefter tvillingerne så vendte tilbage til deres ting på tæppet. Men ikke inden de begge to kiggede op imod Annabeth og Halfdan. "We're watching a movie tonight!" Lød det begejstret fra Brett, hvorefter de begge så traskede hen til tæppet, og deres store badebold. Halfdan smilte, en smule bredere over Brett's bramfrie ord, selv efter han havde sagt han ikke skulle sige noget til Annabeth. "Unless, of course.." Han fortsatte, og vendte blikket ned mod Annabeth. Med et pludseligt spænd i sin kæbe. "..You just wanna talk?" Hans ord var ikke ligefrem udfordrende, eller særligt charmerende. Men heldigvis sagde hans hævede øjenbryn og fæstnede blik, en del mere. I hvert fald for den opmærksomme. Et paddle board som den Halfdan stod med, var større end et surfbræt. Tykkere, og mere solid. Der kunne sidde 3 personer på den med benene i vandet.

Annabeths omsorg overfor Halfdan var bestemt ikke kun bygget på hendes tiltrækning for ham, men langt mere hendes generelle væsen. Hun var omsorgsfuld som person overfor alle, der ikke gav hende grund til det modsatte. Og Halfdan havde ikke givet hende nogen grund til ikke at vise omsorg overfor ham. Men selvom hendes omsorg og hjælpsomhed ikke var grundet hans tiltrækkende effekt på hende, var hendes tilgang til denne hjælpsomhed, samt det faktum, at hun kom med nogle flirtende bemærkninger her og der, bundet i netop denne. Når hun tog blidt fat i hans kæbe, i stedet for blot at bede ham om at dreje hovedet. Når hun børstede sandkornene væk fra hans brystkasse med en lidt langsommere blidhed, end nødvendigt. Selv i våbenkammeret, da hun havde lagt en hånd på hans tildækkede brystkasse og senere hans arm. Selvom det var flygtige berøringer, var det med tiltrækning som grundlag. Det var hendes underbevidsthed - og måske nogle gange også lidt hendes bevidsthed - som signalerede, hvad hun egentlig ville. Hvad hun ville have. Dog vidste hun stadig ikke helt, hvad dette præcis var. Hun vidste udmærket godt, hvad hendes krop længtes efter, men hvad længtes hendes sind efter? Var hun klar til, interesseret i, at indlede et nyt forhold? Hun var ikke engang sikker på, at hun kunne være i et forhold. Hendes eneste reelle forhold havde komplet ødelagt hendes tro på sig selv i forbindelse med kærligheden. Hun kunne godt lide at tro, at hun var hævet over de typiske usikkerheder, som især hørte sig kvinder til; at hun var for intelligent til at behøve validering fra andre folk, men hendes forhold - og mere specifikt; hendes break-up - med Darren havde gjort det klart for hende, at dette desværre ikke var sandheden. Hun havde ofte taget sig selv i at tænke, at hvis hendes bedsteven, som hun havde kendt længst i denne verden (udover hendes far) ikke kunne elske hende nok, til at ønsket om at være sammen med hende overskyggede ønsket om se verden udenfor lejren, ville ingen kunne elske hende. Måske var hun bare ikke typen, man ønskede at have som kæreste. Måske kunne hun opfattes som lidt for bedrevidende til tider; lidt for overanalyserende en gang i mellem. Måske var hun lidt for ensidig og struktureret i sin levemåde; måske var hun ikke spontan nok; ikke interessant nok på længere sigt. Og på trods af hendes usikkerheder og hendes lejlighedsvise ensomhed, havde hun ikke i sinde at ændre på hele sit væsen, blot så hun kunne finde en, der kunne holde ud at tilbringe sin tid med hende. Det var en kæreste simpelthen ikke værd. Hun kunne ikke kompromittere sig selv for en andens skyld.

Da han blot kom med en dyb brummen, der virkede til at være ham, der erklærede sig enig i hendes udsagn, for derefter at nævne noget om hendes blidhed under træningen, spredte der sig et lidt hemmelighedsfuldt smil på hendes læber. "I can't make any promises." Hun var ikke ligeså blid under træning, da man jo ikke lærte noget, hvis hun lagde for mange fingre imellem. Hun skulle skam nok sørge for at han ikke kom slemt til skade, men måske han fik et par knubs her og der. For hun havde bestemt intentioner om, at deres omtalte træning skulle finde sted. Hun havde sagt, at hun da gerne ville træne ham, og hun havde ment det. Måske ville hun allerede hive fat i ham i morgen. Hun kunne selvfølgelig også bare aftale en dag og et tidspunkt med ham idag, da hun jo alligevel var stødt på ham og ikke havde planer om at forlade ham foreløbig. Specielt ikke, da han noget så bestemt svarede et ganske simpelt 'nej', til hendes drillende måde at spørge, om han havde noget imod hendes selskab. Det faktum, at svaret kom uden den mindste form for tøven, kunne hun kun tage som en god ting, da det måtte betyde, at han nød at være nær hende, ligeså vel som hun nød at være nær ham. Til hendes næste kommentar, om at få frigjort ham fra sandet, svarede han ikke med det samme. Dette gav hende tid til at betragte, hvad hun kunne se af hans overkrop og tænke på at se resten af den, hvortil hendes noget sigende bid i læben ikke kunne holdes tilbage, om end hun prøvede at gøre det så diskret, som hun kunne. Da hendes øjne endelig fandt hans igen, var hans blik allerede rettet mod hende, og hun vidste, at det derfor nok ikke var undsluppet hans blik.

Da han så endelig erklærede sig enig og spændte i kroppen, for at løsrive sig fra sandet og til sidst komme op og stå, betragtede hun ham skamløst. Hans spændte mavemuskler i særdeleshed. Hans opmærksomhed var ikke rettet mod hende på nuværende tidspunkt, så hun tillod sig selve at tage hele synet af ham grundigt ind. Hun havde hurtigt rejst sig op, mens han selv var ved det, så hun ikke endte i en position, der unægteligt hurtigt ville blive akavet. Det meste sand dryssede let af ham, men hun tog alligevel sig selv i at føle en stærk lyst til at række ud og hjælpe ham med at børste resten af sandet fra hans overkrop. Denne gang var hendes ønske om at hjælpe dog udelukkende for hendes egen fornøjelse. Men hun afholdt trods alt sig selv fra dette og rettede blikket længere opad, da han begyndte at vende sig helt om mod hende. Selvom Annabeth ikke var lav for en pige, følte hun sig alligevel utrolig lille ved siden af denne unge halvgud, der tårnede over hende, som sædvanlig. Men det var på en eller anden måde trygt. Som om hun kunne vide sig beskyttet, hvilket hun ellers på ingen måde havde brug for. Hun var bestemt i stand til at tage sig af sig selv - og andre, når dette var nødvendigt. Derfor overraskede det hende ikke blot, at hun følte sig så tryg, men endnu mere, at hun følte dette var noget, som hun havde manglet.

Da han så kiggede væk fra hende og snarere så på noget bag hende, skulle hun til at vende sig om, da han pludselig kom meget tæt på hende. Hun blev derfor stående stille, indtil han satte sig på knæ kort fra hendes ben. Da drejede hun sig rundt, så hun kunne se, hvad der foregik. Hendes andet ben kom endnu tættere på ham, end det første havde været. Men hun ignorerede dette, for at lytte til Halfdans ord i stedet. Han erklærede, at de skulle i vandet og sendte kort et blik op mod hende. Hun nåede dog ikke at give ham et tegn på sine tanker omkring dette, før hans opmærksomhed atter var rettet mod de røde krøltoppe. Han bad dem om at blive på dette område, men det var tydeligt, at de ikke havde sinde at følge denne anvisning. Så han fik dem til at læne sig tættere ind og hviskede noget til dem, som var udenfor Annabeths hørevidde - hvilket tydeligvis også havde været meningen bag trækket. Begge drenges ansigter lyste øjeblikkeligt op, så han måtte have lovet dem noget godt i bytte for deres lydighed. Kort efter lavede Brett nogle tegn. Hun syntes at se sit navn blive nævnt, men hun kunne ikke tyde resten, fordi han gemte det lidt. Drengene gav hende begge et kort blik og hun hævede det ene øjenbryn med et skævt smil på læben. Hun kunne af gode grunde ikke vide, hvad Halfdan havde tilbudt dem og hvad det havde med hende at gøre, men hun så dem kort efter nikke, som om de gik med til 'forhandlingen'. Halfdan afsluttede samtalen med et enkelt bekræftende ord og tog så både brættet og åren fra drengene. Han rejste sig derefter op igen og spurgte hende om de skulle gå i vandet. Hans tonefald fik det dog ikke til at virke som et spørgsmål, men snarere en halv ordre. Normalt var hun ikke forfærdelig god til at tage imod ordrer og hun kunne ærligt talt godt være en smule trodsig til tider, men der var noget ved denne bestemte og lidt autoritære side af Halfdan, som hun ikke kunne lade være med at finde yderst attraktivt. Måske var det fordi hun sædvanligvis var den autoritære og ofte lidt dominerende person i enhver situation. Hun blev heller ikke særlig ofte sagt imod eller mødt med forsøg på at dominere hende. Hun havde en snigende mistanke om, at en del af Halvblodslejrens halvguder fandt hende noget intimiderende. Nye halvguder fandt hende ofte en smule skræmmende, i hvert fald efter at have set hende på slagmarken eller i en hvilken som helst kamp. Derfor var Halfdans attitude... forfriskende.

Hendes tanker og potentielle svar blev afbrudt, da Brett råbte, at de skulle se en film i aften, inden de bevægede sig tilbage til tæppet. Hun klukkede lidt. Det var altså, hvad han havde forhandlet med. Det gav god mening, da den slags ikke ligefrem var opfordret fra Chirons side. Annabeth var dog ligeglad med en hel del af lejrens regler. F.eks. sneg hun sig nogle gange ud efter der var udgangsforbud. Det gjaldt såmænd blot om ikke at blive fanget af nogle sultne harpyer.
Halfdan kommenterede ikke på Bretts udbrud, men smilte dog bredt, inden han atter rettede sin opmærksomhed ned mod hende. Hun lyttede til hans ord, lagde mærke til måden, hvorpå han spændte sin kæbe og det blik han sendte hende. Hun rystede p hovedet og sendte så et nik i retning af vandet. "Let's go." Hun var da altid villig til at tale med ham, men lige nu var hun mere villig til dette. Desuden havde hun kun godt af at blive kølet lidt ned. Hun gik mod stranden med rolige, men bestemte skridt, mens hun gik ud fra at Halfdan var tæt bag hende. Hun trådte et par skridt ud i vandet, før hun vendte sig mod Halfdan igen, afventende med et charmerende smil.

Halfdan tøvede ikke et sekund med at følge efter hende, da hun gik mod vandet. Han havde i hvert fald selv brug for at komme i vandet, efter at have lagt i sandet så længe. Huden føltes knastør, efter det lidt uvisse tidsrum; hvor han åbenbart havde blundet den. Desuden, så havde det været hans intention; måske at tage en smule ud i Long Island sund, med hans paddle board. Under sin tid i Californien, havde han fået en smag for langt flere udendørs aktiviteter; som ikke nødvendigvis havde været mulige i Alaska. Såsom at køre ture på motorcykel, udendørs træning, SUP Boarding, eller 'walkabouts'. En idé han havde fået, til trods for at tvillingerne var med ham. Hvilket - iført bagklogskabens briller - nok ikke havde været så smart. Det syntes at lægge ham naturligt at holde lidt øje med tvillingerne, underligt nok; eftersom han endnu var i tvivl om hvad han egentlig følte for sine mange nye halvsøskende. Tvillingerne var dog... ja, tvillingerne. De var unikke, frygtløse, og stærke nok til ikke at blive tynget ned af deres tragiske omstændigheder. Kvaliteter han alligevel var ganske imponeret af. Desuden, så var de nu underholdende nok, så længe de ikke gik ham for meget i vejen. Givet Halfdans egen stoiske, selvsikre, stille adfærd og tilstedeværelse; kunne man nok hurtigt glemme at han selv endnu var ny. Tanken om to yngre brødre tilbage i sandet, var endnu fremmed og uvant. Tanken om at være søn af den græske gud af smedjen, i selvskab af en krigsgudindes datter; var også noget han endnu ikke havde vænnet sig til. Han var skam overbevist, og havde ingen tvivl om hvorledes det var sandt, eller ej. Men denne nye verden syntes så fremmed, fra den lidt grimme realitet han selv havde vænnet sig til.

Da Annabeth stoppede og vendte sig tilbage mod Halfdan, fortsatte han med at gå ud i vandet; og gik roligt forbi hende. Selvfølgelig stadig med både board og åre, i hver sin hånd. Alt imens et diskret og tilfreds udtryk hvilede lidt over ham. Han betragtede hende også roligt, og blev lidt distraheret af hendes smil; i et forsøg på at undgå andre distraktioner, selvfølgelig. Dog uden at vende hovedet eller nakken, som han passerede hende. "Been on a paddle board before?" Spurgte han roligt, imens han idet samme let kastede det oppustelige board et par meter ud i vandet. Hans hage blev også vendt lidt mod sin ene skulder, som han fortsatte ud i vandet; men lidt håbede på at kunne se Annabeth ved sin side. Endnu engang havde han virket lidt bestemt, og nærmest forudindtaget hvad der skulle ske som det næste. Netop; at hun ville med på det board han havde smidt foran sig. Igen, en anelse autoritært af ham, og bevidnede måske en hvilende og dominant side til hans natur. Men... måske var det hvad han var vandt til? Eller måske blot hans mere praktiske og maskuline måde at sige; at hendes selvskab var værdsat. Ligesom han tidligere, med et kort 'nej'; en anelse bestemt havde svaret hende. Halfdan fortsatte ud i vandet, til sit board, og skubbede den foran sig på vandet; imens han endnu tålmodigt afventede hendes svar. Nok var han i konstant bevægelse, men han havde bestemt ikke travlt. Hans skridt var lange og rolige, farten sænkedes også en gang imellem; for at sikre sig han ikke kom for langt væk fra hende. Hvilket, til ham betød; måske 3 meter. Da vandet så nåede ham til de øvre lår, stoppede han og vendte både sig selv - og sit board - rundt mod hende. Med begge hænder i hver ende af boardet, var han selvfølgelig bukket en smule forover. Men det ville være nemmere at få hende på boardet nu. Et board der, desuden, var lige så langt som Halfdan var høj. Og meget solid i vandet. Selv med to mennesker på den. Eller... så solid som et oppusteligt board kunne være det.

Med bredden af sit board imellem dem, syntes han nu at have tid til at betragte hende lidt fra under sine øjenbryn. Han var trods alt lænet lidt forover.. "This is your end." Han klappede med højre hånd mod boardet. "And this is my end." Hvorved han nikkede en enkelt gang mod sin venstre metalliske hånd. Den hvilede blot på brættet, da de tynde fingre greb om åren han også havde taget med. Måske ikke den mest fyldestgørende introduktion til paddle boarding, men nu var det jo heller ikke raketvidenskab. Og hun lærte forhåbentligt ikke at forvente for meget af Halfdan, hvad angik det udtrykte ord og lignende. Desuden... så havde Halfdan en snigende mistanke. Noget han havde tænkt en smule over i sine stille og dybsindige øjeblikke. At det måske ikke blot var hendes moders krigeriske dyder hun havde arvet. En aften med en bog om guderne imellem hænderne, og intentioner om at lære; syntes ikke at have været nok til distrahere ham eller hans tankestrøm. Mødet i våbenkammeret, og ikke mindst hendes adfærd; havde tydeligvis efterladt et lidt mere klart indtryk af hende. Et mere klart indtryk, end hendes hjælp, og hendes visit til hospitalsfløjen havde givet ham. Noget sagde ham derfor, at hun ikke var en ung kvinde der behøvede hans hjælp til noget. Selvom mange mænd sikkert ikke ville protestere, hvis hun havde brug for dem. Ej heller ville Halfdan. Men med Halfdan lærte man måske noget nyt.. At hvis man blot værdsatte at han var der, kunne man måske se sin mangel på forventninger glædeligt overrasket. Noget sagde ham derfor at hun sikkert kunne finde ud af det.
Han syntes desuden ganske naturligt tilpasset den metalliske arm. Selv tilbage i våbenkammeret et par dage forinden. Og ved beslutningen om at tage på stranden; havde han også forsonet sig med at have hele armen blottet. Hans venstre skulder var endnu intakt. Så at gå i bar overkrop, betød også at han måtte blotte den stump af overarmen der endnu var tilbage. Dér hvor kød og blod blev til koldt og hårdt metal. Tankestrømmen havde distraheret ham i blot et enkelt øjeblik, imens han betragtede hende. Han ventede tålmodigt på at hun fik sat sig til rette på boardet, men havde nu også tid til at betragte hende lidt. Ganske vidst var han meget bevidst om ikke at lade sig selv blive distraheret, eller lade sig forføre for let og for meget. Men det betød blot at han var mere bekymret for sin egen reaktion, og sine egne intentioner; end han var bange for hendes potentielle reaktion. Og betød derfor bestemt ikke at han var bleg eller bange for at betragte hende. Øjenkontakt var heller intet problem for Halfdan. Mange fysiske konfrontationer i sit liv, havde lært ham ikke at sky væk med hverken krop eller blik. Som havde man en stirre-konkurrence med en fremmed i det offentlige rum, og på ingen måde frygtede hverken potentiel reaktion eller konsekvens. Og havde lært ham at være årvågen og opmærksom med andre. At læse, betragte, og konkludere. Så han stirrede måske en smule... Men, der blev nu ikke konkluderet mange ting; ikke meget andet end at han kunne lide hvad han så, selvfølgelig.

Efter Annabeth var begyndt at gå, kiggede hun samtidig lidt omkring sig, for at tjekke sine omgivelser ud. Stranden var stort set fuldstændig fyldt op af halvguder og -gudinder på denne dag, da vejret var så godt, og det desuden var weekend. Hun så flere halvguder hun kunne genkende fra adskillige af de forskellige hytter, inklusiv nogle af sine egne halvsøskende fra Athene-hytten. Der måtte være mindst én halvgud fra hver hytte på stranden denne dag. Men hendes primære fokus lå nu på en enkelt halvgud fra Hefaistos-hytten. Og netop som hun tænkte tanken, vendte hun sig rundt og betragtede ham, som han gik, mens hun tålmodigt ventede på, at han kom tættere på hende. Han betragtede også hende, lagde hun mærke til. Det var selvfølgelig svært ikke at lægge mærke til dette, når hun nu havde blikket rettet mod ham. Da han så kom tættere på hende, kort efter, gik han blot direkte forbi hende, med rolige skridt og bærende på både brættet og åren. Hun vendte sig derfor atter mod vandet og fortsatte sine skridt længere ud i det. Det kølige vand var yderst forfriskende mod hendes hud, og en tur i vandet havde helt bestemt været rimelig tiltrængt. Ikke blot fordi hun havde været fanget i et spind af... uanstændige tanker, men også fordi det simpelthen bare var så varmt, at man gerne skulle køles lidt ned på den ene eller anden måde. Og hvad var mere oplagt end det store hav? Eller i hvert fald vand generelt. Hun kunne nu bedre lide havet end søen, da hun på stranden kunne ligge sig i sandet, når hun ikke havde lyst til at være i vandet, og det samme gjaldt den anden vej rundt. Ved søen var der en lille badebro, men ikke meget andet. Stranden var utrolig lang, og strakte sig da også udover Halvblodslejrens beskyttende bobbel. Så dette var, hvor hun havde valgt at tage hen og var endnu.

Hun fulgte Halfdan, som han kastede det oppustelige paddle board lidt længere ud, end han var nået, og spurgte hende om hun nogensinde havde været på ét af slagsen før. Det kunne hun ærligt sige, at hun ikke havde, da hun sædvanligvis var mere til almindelig svømning eller nogle gange endda bare at flyde, når hun var i vandet. Hvilket dog ikke var frygtelig tit, da hun ofte havde for travlt med alverdens andre ting. Sædvanligvis ville hun heller ikke bevæge sig op på et paddle board, fordi hun ville foretrække rent faktisk at være i vandet, når hun så endelig var i vandet. Men Halfdans autoritære tonefald havde den komplet modsatte effekt på hende, end den slags normalt havde; hun fandt det dragende og var villig til at gøre en hel del, som han muligvis ville havde hende til at gøre.
Hun nåede op ved ham, da han endelig stoppede op og vendte sig om mod hende. Så rystede hun blot på hovedet, da hun endelig var nået ind i hans synsfelt igen, hvor hun vidste, at han kunne se hendes hovedrysten. "I have not." Han holdt brættet ud foran sig ved hjælp af begge arme og stod bøjet en smule forover af samme årsag.

Han fortalte hende, hvor han ville have hende, samt hvor han selv havde planer om at være. Hun betragtede ham blot indgående, mens han talte og efter, da han også stod og betragtede hende. Hans blik veg ikke fra hende, og hun blev ligeledes fanget i sin egen betragtning af ham. Der gik måske et helt minuts tid, før hun endelig fik revet sig selv ud sin distraherede tilstand og huskede hans sidste ord. Hun trak derefter lidt på skuldrene med et kort nik. Så trådte hun helt op til brættet, omtrent ved dets midte og dermed også overfor Halfdan, og satte begge hænder på det. Hun placerede sit højre knæ mod dets kant og fik hurtigt og adræt løftet sig op på brættets midte, ved hjælp af både det højre knæ og begge arme. Hun sad nu på sine skinneben og fjernede begge hænder fra brættet, for i stedet at sætte dem blidt på Halfdans skuldre. Hendes greb var ikke hårdt eller knugende, da det blot var for at sikre sin balance og egentlig mere var fordi hun havde lyst, end det var fordi hun havde behov for hjælp. Dog gik det øjeblikkeligt op for hende, at hun var blevet en lille smule højere end ham, når hun stod på skinnebenene på den måde. Dette betød også at hans ansigt var lidt tættere på et uheldigt - eller måske snarere heldigt, for ham - område, end på hendes eget ansigt. Det faktum, at hans hold i begge brættets ender, fik ham til at bøje sig en smule forover, gjorde det skam ikke bedre. Hun satte sig derfor hurtigt, men i al rolighed, ned, så hun sad direkte på det nederste af sine ben og fødder. Hun var nu mere eller mindre i øjenhøjde med ham, hvilket var første gang, siden hun havde mødt ham. Enten havde hun været hævet over ham, fordi han havde ligget i en hospitalsseng eller begravet i sandet, eller også havde han - hvilket var mere almindeligt - tårnet over hende, som han jo gjorde. Det var næsten helt mærkeligt, at have ansigtet direkte ud for hans. Og ikke blot mærkeligt, men yderst ubelejligt, da hun netop prøvede at tvinge sig selv ud af den tankerække, som det øjeblikkeligt satte igang. Hans læber var ikke langt fra hende, og dette forværrede kun hendes irriterende mangel på selvkontrol denne dag. 'Hændelsen' med hendes uvante højde havde allerede givet hendes sind chancen for at snige nogle upassende billeder og tanker ind i hendes umiddelbare bevidsthed, så denne minimale afstand mellem dem hjalp på absolut ingen måde. Det gik op for hende, at hendes arme stadig befandt sig på hans skuldre, og hun trak dem langsomt til sig. Som den samme tankestrøm pressede på endnu en gang, forestillede hun sig dog hellere at køre hænderne ned på hans brystkasse eller endda hans veltrænede mavemuskler, men hun var dog stadig nok i kontrol over sig selv til at vide, at det i bund og grund ville være en smule for antastende og upassende. Så hun trak dem blot til sig, lagde dem på sine egne lår og afventede mere bevægelse fra hans side af. Hun ville ikke rykke sig ud til den ene ende, før han var klar ved den anden, så brættet ikke risikerede at tippe over.

Halfdan var, nok ikke særligt overraskende, ikke typen der anstrengte sig særlig tit; rent fysisk. Der var selvfølgelig hans typiske morgenrutine, i form af udendørs fysisk træning. Fuldt af varm kakao, en cigaret, og læsning. Og så var der på det seneste også kommet en smule hårdt arbejde hvad angik smedjen. Men derudover, befandt Halfdan sig i en nærmest konstant fysisk ro og hvile. Han var skam ikke doven, og fladede ikke bare ud hele tiden; lige bortset fra uforudsete hændelser som hans lille lur i sandet. Han var blot... rolig. Alt imens han hele tiden var beskæftiget. En konstant bred og maskulin positur, et opmærksomt blik mod sine omgivelser, og tunge og lange skridt; der førte ham hvor han nu ellers skulle hen. Pludselige bevægelser var ikke en vanesag for ham, da han jo oftest allerede vidste hvad han havde gang i, eller hvad han ville. Han gik hellere fem ekstra meter til hegnets låge, frem for at hoppe over det. Derfor var Paddle Boarding, også kaldt SUP Boarding, lige i hans smag. Det var ikke surfing eller nogen anden vild aktivitet. Det handlede ikke nødvendigvis om at jagte en bølge, eller noget. Man kunne da bare ligge ned på boardet, hvis man ville; og flyde med strømmen. Det var en aktivitet defineret af ens egne forventninger og ønsker. Selv med Annabeth derpå, kunne han da bare sidde på boardet med hende; eller måske stå op, og arbejde lidt med overkroppen for at få dem videre. Så selvom det måske ikke havde været hvad Annabeth selv havde haft af ønsker eller planer, havde han nu syntes det ganske passende. Og han håbede da også at hun ville kunne lide det.

Af den selv samme grund... netop hans rolige natur; ventede han blot tålmodigt på at hun kom hen til brættet, og fik sig sat derop. Ingen del af ham, forventede at hun gjorde som han sagde. Han hundsede jo ikke med hende, eller lignende. Det var i hvert fald ikke hensigten. Det var jo ikke fordi han sagde hun skulle hoppe på ét ben, jonglere med bolde, og synge en lejrsang. Hvad han indikerede til hende - i sin lidt autoritære og bestemte facon - kunne vel anses som værende en form for... rimelige krav? Eller et form for forslag, blot uden den spørgende tone. Det krævede jo som sådan ikke rigtig noget af hende, at gøre som han bad hende. Ikke andet, end selve dét; at gøre som han sagde. Og der var altid en ubevidst og underlagt chance for gensidig belønning, kunne man nærmest sige. Eller måske var det selve risikoen, og bare hans autoritære adfærd? At Annabeth så også hidtil havde gjort netop det. Og ikke hverken havde beklaget sig eller protesteret til hans autoritære tonefald; var overraskende... tilfredsstillende? Og ikke blot dét. Men også... sexet. Hvad det var ved hendes mindre form for lydighed, som han fandt så fandens tiltalende; vidste han ikke helt endnu. Måske var det den åbenbare tiltro hun viste ham? Måske blot visheden om at hun ikke vendte hælene om og gik? Måske var det en mørk side af hans natur, der fandt en sadistisk tilfredsstillelse ved at se en attraktiv kvinde som hende; adlyde uden beklagelser? Alt sammen træk han vidste han besad. Men denne uvished syntes at være et gennemgående tema, også hvad angik hans usikkerhed; angående hans intentioner og hensigter. For ærlig talt; fik han ikke gjort sig mange videre eller dybere tanker. I hvert fald ikke med øjnene rettet mod hende...

I hvad der syntes et helt minut, et meget langt minut, endda; betragtede de to hinanden. Halfdan kæmpede en brag og heldigvis sejrrig kamp, for ikke at lade sit blik blive for distraheret af den kvindelige figur; som han nu kunne betragte fra en smule afstand. I stedet fokuserede han på de små træk. Hendes eget blik. Det lille træk på hendes skulder. Og det korte nik hun gav. Han blev en anelse betaget af hende... og ikke mindst det faktum, at hun gjorde som han hentydede, igen. Måske var det en attraktiv form for uskyld han spottede hos hendes bevægelser og træk. Eller måske var han blot en smule fordybet i nogle knapt så uskyldige tanker omkring hende. Men uanset hvad, kunne han opmærksomt betragte hvorledes hun trådte længere ud i vandet til ham. Hvordan vandets overflade krøb op til hendes hofter, og en smule længere; inden hun var ude ved ham. Hvad han derimod ikke havde forudset, og hvad der i den grad slog ham lidt ud af den betagede 'trance' han havde befundet sig i; var hendes bestigning af boardet. Halfdan stod lettere lænet forover. Han havde selvfølgelig forsøgt at holdte overkroppen og sit hoved lidt til sin venstre side, så der var plads til at hun kunne komme derop. Ærlig talt, havde han regnet med at hun ville svinge sit ene ben over brættet, og sætte sig på tværs over den. I stedet, måtte selv den stoiske Halfdan se sig en anelse overrasket. I det selv samme øjeblik, som hendes hænder fandt deres vej til hans skuldre; endte hendes fyldige bryst i højde med hans ansigt. Ærlig talt, var de to nok kollideret en smule, hvis han ikke havde trukket sig blot en smule tilbage. Hvilket selvfølgelig bragte en hel kavalkade af knapt så pæne og anstændige billeder i hans hoved. Det var også blot et øjeblik. Inden hun så fik sat sig helt ned på sine egne hæle og underben. Et øjeblik der heldigvis ikke var langt nok, til at han kunne blive betaget endnu en gang; men heldigvis med nok tid, til at han kunne sluge den usynlige klump i halsen. Hvorefter de to så endte i øjenhøjde. Hvilket da, sjovt nok, ikke var sket endnu. Et lille træk af hans mundvig, afslørede et af hans typisk diskrete smil; og ikke mindst et spænd af hans kæbe, idet deres øjne mødtes. Men det skjulte også en pludselig åbenbaring han havde fået sig... Hans intentioner, på godt eller ondt, var nu klare for ham. Hun var så fandens..! Han ville have hende..

Endnu en gang, syntes et kort øjeblik; en evighed. For dér sad hun. På brættet foran ham. Og virkede næsten afventende, allerede inden hun havde fjernet sine hænder fra hans skuldre. Han syntes ude af stand til at fjerne sit blik fra hendes øjne; selv da han rettede ryggen og stillede sig rank igen, efter hendes hænder havde forladt hans skuldre. Han stod nu igen lidt over hende, nu hvor ryggen igen var rank. Endnu en gang modstod han en fristelse der slog ham som en pludselig impulsiv tanke. Men syntes dog ude af stand til ikke at at lukke afstanden imellem dem, på blot en eller anden måde. Lidt fraværende, og måske atypisk for en ung mand af hans alder; slap hans højre hånd for boardet, for i stedet at stryge noget af hendes hår over hendes ene skulder. Hånden endte så ved hendes skulder. Den første gang han egentlig rørte hende, som sådan. Hans fysiske måde hvorpå nærmest at sige... tak? Eller, at han var glad for hun var med ham. Derefter ved hendes overarm. For så at slippe hende igen. Men kun kortvarigt. For idet hans blik endte mod hendes øjne igen, efter at have været distraheret af sin egen hånds bevægelse; endte hans højre hånd ved hendes ene lår og knæ. "That way.." Lød det så roligt fra ham, men også en anelse blidt, i et lidt bredere smil. Som han trak og skubbede lidt i hende, for at vende hende mod hendes side af brættet. Det var forenden, og at hun sad vendt mod siden, ville næppe være særligt effektivt hvad angik balance. Men i virkeligheden var det nok også et lidt ubevidst, og sidste desperat forsøg på at skåne sig selv fra den udsøgte tortur; af at have hende så tæt på sig. At distrahere både sig selv, og hende, fra hendes letbeklædte krop så tæt ved hans. Og hans øjne så groft fordybet i hendes. Spændingen var tydelig, selv for ham. Og det var næsten ulideligt. Hvis det fortsatte sådan, vidste han ikke hvor længe han ville kunne holde...

Halfdans hånd slap så hendes lår, da han havde sørget for at hun vendte den rigtige vej. "Now.." Lød det så igen fra ham. I stedet for at betragte hende, tvang han et flygtigt blik mod stranden, idet han tog fat i den anden ende af boardet. De to tvillinger var travlt beskæftiget med at grave badebolden i sandet, og bruge den som en impromptu trampolin. Hvilket nok ville beskæftige dem en smule. ".. Point us in a direction, and that's where we'll go." Tilføjede han så, hvorefter han begyndte at skubbe boardet, og hende derpå, længere ud i vandet. De var endnu rimelig tæt på stranden og de andre mennesker. Og af en eller anden grund, fandt han det fordelagtigt at skabe en smule afstand imellem dem... Med åren i den metalliske hånd, og et godt tag i boardet med den højre; skubbede han hende længere ud. Helt indtil vandet nåede han til skuldrene, hvorefter han så sparkede let i benene, og i stedet begyndte at svømme med boardet foran sig. "Lean forward." Sagde han, lidt bestemt, efter et øjeblik. I et forsøg på at skabe mere vægt på forenden af brætter, nu hvor han også skulle derop. Hvorefter han så med det samme trak sig selv op over enden af boardet, og hoppede op og sidde derpå. Med benene spredte, og et underben i vandet ved hver side af brættet. Efter at have fundet balancen, rykket sig blot en smule længere ind på brættet at sidde; begyndte han så at padle lidt flygtigt. Og med blikket vendt mod hende, selvfølgelig, ventede han blot tålmodigt på at hun skulle dirigere dem i en eller anden retning.

Annabeth var, nok ikke særligt overraskende heller, en ekstremt aktiv person. Hendes ADHD lurede altid lige under overfladen, hvilket tvang hende ud i ekstreme træningssessioner og nogle perioder, hvor hun nærmest var igang, hvert sekund af hver dag. Da hun havde haft en kæreste, havde hun ikke været ligeså energisk og rastløs hele tiden, da hun havde haft andre ting, som hun kunne beskæftige sig med og bruge en masse af sin energi på. Men sådan var det ikke længere, og nu befandt hun sig så i denne frustrerende situation. Hun havde skåret en smule ned på sin træning for tiden, fordi hun var lidt træt af den samme rutine, men det kunne hendes krop og sind tydeligvis ikke holde til. Måske var hun faktisk nødt til at træne endnu hårdere, så hun forhåbentlig ikke skulle kæmpe ligeså hårdt for at holde sig i skindet, næste gang hun var nær Halfdan. Hvilket nok var en af de kommende dage, hvis deres aftale om træning skulle overholdes. Det var slet ikke nok tid, til at prøve at skubbe denne her intense og, ærligt talt, en smule uforklarlige tiltrækning, som hun ikke kunne stoppe sig selv fra at føle for ham; i baggrunden. Hvis han havde været barn af Afrodite eller endda Hermes, ville hun have mistænkt ham for at bruge charmspeak, magisk manipulation af hendes følelser eller simpelthen bare en naturligt forstærket effekt på folk omkring sig. Men han var bare... ham. Og hvad var det, som var så fandens tiltrækkende ved ham? Selvfølgelig var han tiltrækkende i sig selv. Han var bygget på en måde, som ikke var helt almindeligt for hans alder, men helt bestemt yderst attraktivt. Han var veltrænet at se på, hvilket altid var sexet, så længe det ikke var i en unaturlig grad. Han besad tydeligvis en mærkbar råstyrke, som følge af hans størrelse. Noget, som hun heller ikke kunne lade være med at finde meget attraktivt. Der var noget over det faktum, at han sikkert kunne lægge hende ned og holde hende der, uden videre anstrengelser, selvom hun var en erfaren kæmper. Han kunne skubbe hende op ad en væg og sørge for at hun blev der - selvom hun bestemt ikke ville protestere. Hans autoritære og bestemte tonefald og generelle opførsel, gjorde ham endnu mere sexet. Hun kunne ikke helt forklare, hvorfor det var sådan, men måske var det, fordi hun så sjældent oplevede den store modstand fra fyre. Han var anderledes på den måde, og det var pirrende. Og så var der noget helt blidt over hans ansigt; hans øjne; som tiltalte hende. Hans rolige natur var også med i det, da hun sjældent havde oplevet en så rolig halvgud. Han var generelt ikke som nogen, hun nogensinde havde mødt før. Og det var bestemt en god ting, at han skilte sig ud. Og dog... Hvis han ikke skilte sig sådan ud, ville hun ikke være så satans tiltrukket af ham, at det påvirkede både hendes krop og sind...

Efter at have revet sig selv ud af en trancelignende iagttagelse af ham, hvor der var gået et minut eller mere, begyndte hun at gå tættere mod ham. Vandet kom lidt højere op, som hun bevægede sig igennem vandet, og tanken slog hende, at det måske ville blive køligt at komme længere ud på boardet, når de begge var våde. Men så spredtes der et diskret og halvskævt smil på hendes læber, ved tanken om at delt kropsvarme var den bedste kur mod dette. Selv de helt uskyldige, praktiske tanker lykkedes det hendes hjerne at vende imod hende. Det var dog lige godt utroligt. Men det lukkede hun ned, for et kort øjeblik, som hun let fik manøvret sig op boardet. Hendes diskrete smil voksede lidt, ved synet af hans overraskede ansigt. Så rejste hun sig op på knæene og tog fat på hans skuldre, hvorved det gik op for hende, at hun ikke lige havde beregnet sin nye højde ind i situationen. Hvilket dog ikke lignede hende, så måske var det netop præcis, hvad hun havde gjort, et sted i underbevidstheden. Han trak sig lidt tilbage, så hans ansigt ikke ramte hendes bryster, men stadig var tæt på. Kort efter var de i øjenhøjde, og hun så endnu et af hans diskrete smil finde plads på hans læber, mens hans kæbe spændtes. Endnu et attraktivt træk hos fyre - spænd i kæben. Han var ingen undtagelse, men den begyndende skægvækst maskerede det dog en smule. Da hun var færdig med at lade sig distrahere af dette, fandt hendes øjne igen hans. Det var første gang hun kunne se hans øjne så tæt på. Selv, da hun fik taget sig sammen til at give slip på hans skuldre, var hans blide øjne fokuseret på hendes intense, isblå. Hun bekæmpede en trang til ganske simpelt og uskyldigt (eller i hvert fald en del mere uskyldigt, end resten af hendes tankestrøm) at lægge hånden på hans kind. Hvor resten af ham satte gang i hendes seksuelle tanker, var der noget over hans øjne, som havde en anderledes effekt. En mere uskyldig betagelse. Romantisk, snarere end seksuel. Hvilket hun dog bestemt ikke var sikker på, var at foretrække. Og hans blide måde at fjerne håret fra hendes skulder, syntes at lade hendes tanker fortsætte i denne retning for en tid. Som hans hånd ramte hendes ben og hans stemme lød, blev det dog brudt. Den anden tankestrøm kom igen, som hun betragtede hans smil og lod ham flytte på hende, som han ville. Hun var meget samarbejdsvillig og hjalp til, så meget som hun kunne, uden at det gav ham mulighed for at fjerne hænderne fra hende igen.

Hænderne blev dog fjernet, som han kiggede mod stranden og begyndte at sige noget mere. Hvor ville hun have dem hen? Ærligt talt, ville hun bare have ham med hen et afsides sted, hvor folk ikke lige kunne se alle de ting, hun havde lyst til at gøre ved ham. Hun havde allermest lyst til at bede ham om at vende om, så hun kunne trække ham med hjem til Athene-hytten og snige ham ind på sit værelse. Det var dog ikke noget, hun havde i sinde at gøre foreløbig, ligegyldigt hvor meget hun havde lyst. Hun ville gøre sit inderste, for at holde sig i skindet, men hvis hendes selvkontrol skulle høre op, var det nok bedst ikke at være for tæt på stranden og alle de andre halvguder. Så var der til gengæld den risiko, at han ville afvise hende, hvilket ville gøre turen tilbage noget så akavet. Men hun regnede dog ikke umiddelbart med, at han ville afvise hende, hvis det kom så vidt. Måske hun før var i tvivl om det var indbild at tiltrækningen var gensidig; om hun var så fanget i sin egen tiltrækning for ham, at hun ikke havde den fjerneste idé om hans følelser og tanker angående hende, men nu følte hun sig lidt mere sikker i sin sag. På grund af hans tilbageholdende personlighed, der ikke lod meget komme op til overfladen, betød det så meget mere, når han så endelig gjorde. Så hans simple berøring, hvor han børstede håret væk fra hendes skulder, for at lade den hvile lidt dér, inden han kørte den ned på hendes overarm, var usædvanlig i sig selv. Han havde aldrig taget initiativ til kropskontakt før. Hun havde rørt ved ham nogle gange, men dette var første gang han rørte ved hende. Så, hvor en let berøring ved skulderen og overarmen sædvanligvis var uskyldig nok i sig selv, var det anderledes med ham. Og berøringen stoppede ikke der. Han havde kun haft fjernet hånden fra hendes overarm længe nok til at skabe øjenkontakt med hende igen. Imens havde han ført sin højre hånd ned på hendes ene lår og knæ. Hans hånd ramte hendes egen, som hun jo havde liggende på hvert ben, men hun fjernede sin egen hånd, inden han kunne ombestemme sig og gøre det samme. Hun nød hver enkel af hans berøringer, som dog var få - kun disse få gange nu, havde han rørt ved hende. Og hver berøring syntes blot at kræve flere, så hun var rimelig utilfreds, da han trak sin højre hånd til sig fra hendes lår, efter at have vendt hende om. Så forsvandt han helt ud af syne, som hun mærkede ham skubbe boardet længere frem. Hun åndede næsten letter op og lukkede øjnene lidt, mens hun forsøgte at tvinge alle de knap så uskyldige billeder og tanker ud af sig hoved. Hun åbnede øjnene igen, da hun hørte ham bede hende om at læne sig forover i et bestemt tonefald. Hun satte benene ud på hver sin side, så de befandt sig delvist i vandet og gjorde pænt som han sagde. Hun mærkede i boardet, da han også kom op og sidde, og satte sig så oprejst igen, hvorefter hun drejede overkroppen lidt, så hun kunne se ham. "Just... away from the beach." Hun lod sit blik hvile på ham, som hun afventede en reaktion.

Barndommen og opvæksten med en elitær og meget striks moder, havde tvunget Halfdan til at lære på den hårde måde; hvordan han skulle undertrykke sine følelser. Selv de vildeste impulser af hans medfødte ADHD havde han lært at undertrykke og ignorere, og nu var den afholdenhed en inkarneret del af hans natur. Men med alderen var han dog også groet ind i det, nærmest. Det var ikke længere blot en tvungen handling, gjort af frygt for konsekvenserne. Han havde modnet mentalt, næsten lige så hurtigt som han havde modnet fysisk. Og havde lært at hvile i sig selv, frem for at søge efter beskæftigelse fra andre. En beskæftigelse og affektioner han også sjældent fik; men som dog alligevel syntes umuligt for ham ikke at ønske eller hige efter, blot en smule. Og ligesom han var i færd med at give afkald på et gammelt liv, fuld af fortrydelse og ubehagelige hændelser; kom Annabeth. Og atter mindede ham om hvad han i virkeligheden gerne ville have. Det skulle dog endelig ikke have lov til at mindske den enorme seksuelle tiltrækning han havde til hende. En tiltrækning han efterhånden, langsomt, var begyndt at tro måske var gensidigt? Han kunne selvfølgelig ikke være sikker. Men visheden var kommet til ham, idet han havde rørt hende lidt. Han var, trods alt, en meget fysisk anlagt ung mand. Som gav udtryk for mange flere ting ved hjælpe af krop og handlinger, end sine ord. Men hvis hun ikke havde syntes det passende at han rørte ved hende, var han sikker på at hun nok havde sagt det. Og hvis hun ikke havde haft en gensidig tiltrækning til ham, ville han uden tvivl have set det nu. Selv, besad Halfdan absolut ingen tvivl eller kvaler; hvad angik hans lyst... nej, nok nærmere trang, til hende. Alt hvad der skulel til for at skubbe ham ud over kanten, var et sigende blik, eller blot så meget som en forførende bevægelse; så længe de var i enerum. Han nok hverken kunne, eller ville, stoppe sig selv. Hvis han nogensinde skulle være heldig nok til at være med hende bag lukkede døre. Men at aktivt søge et sådan scenarie, var dog en anden sag. For en lille del af Halfdan vejede endnu den smalle frygt for at skræmme hende væk. Som en selvårvågen mand, vidste han hvor intens han kunne være... Han var bestemt ikke under den vrangforestilling, at hun var lavet af porcelæn, og at han ville ødelægge hende. En uddateret romantisk/seksuel tanke, hvis man spurgte ham. Og nok bestemt heller ikke gældende hvad der angik en halvgudinde som Annabeth. Men... især nu, virkede hun så sød og nærmest uskyldig. Overbevist om at hændelsen med hendes bryst og hans ansigt, var et uheld. At hun havde rørt hans overkrop blot af omsorg. Antallet af ord der forlod hendes læber, var også drastisk faldet. Men det var nok fordi hun havde været lidt afventende de seneste øjeblikke. Ladet ham diktere, og nærmest faldet pladask for hans autoritære og bestemte tone.. Hvilket, bestemt, heller ikke var en dårlig ting. Han kunne bare ikke få ud af hovedet hvor fandens lækker hun var. Og hvordan nærmest alt hvad hun gjorde, kun gav ham lyst til mere.

Men Halfdan besad desværre ikke den udfordrende charme der ofte var succesfuld, i at få mere af en kvinde end hun turde give af eget initiativ. Han forstod hvordan sådanne ting fungerede. Han forstod hvorfor nogle unge mænd fik mere opmærksomhed af unge kvinder, end andre. Og fortrød til tider ikke at være som dem. Ofte havde han også opfanget signaler fra kvinder, der fiskede lidt efter smarte kommentarer, eller charmerende komplimenter. Men han var blot ikke formet således. Selvfølgelig hjalp det at være stærkt bygget og attraktiv, som ham selv. Det hjalp faktisk meget, da mange lystne kvinder var mere end villige til at tolerere en stoisk og afholden personlighed, hvis blot de kunne få en mand der var fysisk tiltalende. Men i sidste ende var han, ærlig talt, ganske seksuelt frustreret og utilfreds. Hvilket selvfølgelig ikke var noget han nogensinde viste. At være svag eller hæmmet, domineret eller styret af andres vilje; var ikke noget Halfdan ønskede at være. Så... Måske var det derfor han havde været så bestemt og autoritær overfor Annabeth? Og måske var hendes stærkt tiltrækkende effekt på ham, til dels forsaget af at; hun gjorde som han sagde?

Han var allerede begyndt at padle en smule, da hun gav hendes svar, og endda havde vendt sig lidt for at kigge på ham. Hendes hvilende blik, frembragte igen de billeder og impulsive tanker; som han for blot nogle få øjeblikke havde forsøgt at skubbe ud af hovedet. Men han tillod sig ikke at hvile for længe i hendes isblå øjne, eller kurverne af den kvindelige krop i den hvide badedragt; før han så flyttede lidt på sig. "Alright, then." Svarede han hende roligt, med et diskret smil, som han trak sine fødder op fra vandet, og i stedet placerede sig på sine knæ. Med sine mange upassende tanker om hende, var han taknemmelig for at hans lyse badebukser var ganske løse.. Men indså også at han nok snart måtte distrahere sig selv en smule fra hende. For ikke at lade sine lyster og trængsler vise sig alt for tydeligt. Der var nok ikke meget i den her verden der ville kunne skjule den, hvis det skulle ske.. Heldigvis var han moden og erfaren ok til at kæmpe imod, skulle det ske. Desuden, sad de to nu nærmest synkront. Og et sted var han næsten bange for at de to skulle ende med at sidde for tætte på hinanden. Skulle det ske, ville han bestemt ikke kunne garantere sin egen afholdenhed eller kontrol. Lidt derefter, rejste han sig så helt op og stå på boardet. Hvilket ganske effektivt demonstrerede hvor stabil boardet var, så længe man var opmærksom på balancen. Et hurtigt blik blev vendt ned mod hende, et spænd i kæben, og åren der byttede hænder. Hvorefter han så kiggede lidt omkring. Han kunne se klatrevæggen fra hvor han stod, såvel som stranden, selvfølgelig. Et par øjeblikke stod han dér og spejdede sine omgivelser. Halfdan sørgede også for at stå lidt mere stabilt. Med en fod lidt tættere på hende, og en bred positur, for at holde balancen for dem begge. Han kunne se hvor strand blev til skov, nordøst for klatrevæggen. Hvilket endte med at være hans mål.

Så med åren vendte han boardet og de to, mod højre, og begyndte ganske roligt at styre dem fremad. Med en dyb indånding betragtede han sine omgivelser, men øjnene syntes altid at ende tilbage mod Annabeth. Selvom han næsten lige havde været i vandet, og hans badebukser endnu var drivvåde; følte han sig allerede knastør igen. Man stod solidt på boardet, som til dels var skridsikkert. Men med sammenknebne øjne vendt mod himlen; kunne han hurtigt konkludere at den alt for varme sol var ved at gå ham lidt på nerverne. Havde det ikke været for de konstante seksuelle og egentlig liderlige tanker han havde om Annabeth, og som han evigt kæmpede imod; ville der nok have lagt lidt af et pres mod ham. En følelse der alt for ofte plagede ham en smule. Fornemmelsen om at man forventede noget af ham. At han sagde noget, gjorde noget. Men, sjovt nok... Så var Halfdan nu ganske rolig og tilpas som tingene var. Han stod blot rank og oprejst, og med begge hænder om åren, padlede han dem i den nærmest tilfældige retning, han havde udset for dem. Han ville ikke for langt væk fra lejren, da han ærlig talt var en smule i tvivl om hvordan den magiske barriere virkede. Men han ville dog gerne væk fra stranden, netop som hun havde svaret. Når hans blik ikke hvilede nysgerrigt og betaget ned mod hende, hvilede der en ganske tilfreds mine over ham, som han betragtede deres omgivelser. En ro der hvilede over ham, som ikke forventede hverken det ene eller andet af Annabeth. Ikke andet, end at hun var der hos ham. Og som måske også tydede på en tålmodighed, som var meget imod de ærlig talt hastige tanker der konstant fór igennem hans sind. En anden grund til han godt kunne lide SUP Boarding, var styrken af overkroppen det krævede. Faktisk var det en ganske udmærket træningsmetode. Hvilket han lidt fokuserede på, da han helst ville distrahere sig selv så meget som muligt. Især nu, hvor han igen havde lidt af et falkeblik mod Annabeth... og formerne og kurverne af hendes krop, som nærmest kun blev mere tydelige, nu hvor han havde en smule afstand imellem dem. Eller, i hvert fald afstand imellem deres øjne. For hans ene fod var tæt placeret ved hende, for at holde balancen.

Annabeths far havde altid opfordret hende til at acceptere sin ADHD og i stedet tage ved lære af den. Han havde ikke prøvet at undertrykke denne side af hende, men havde i stedet lært hende at kanalisere dette ind i alt, hvad hun foretog sig. Det var en trods alt den del af hende, som mest af alt hjalp til at holde hende i live, når uhyrer angreb. Derfor var det langt bedre at lære, hvordan man bedst udnyttede den, og ikke, hvordan man bedst kunne undertrykke sine naturlige halvguds-impulser. Dette havde Henry Silverblade i hvert fald altid lært sin datter. Og hun havde taget det med sig. Hun udnyttede det dagligt til træning, hvilket jo kun kom hende til gode. Men det var bestemt ikke det eneste, som hun havde fået med fra hendes far. Hun havde lært værdien af et godt hjerte. Vigtigheden i at hjælpe folk, hvor end man kunne og altid udvise venlighed og omsorg, når man havde muligheden for det. Hvilket jo altid var, hvad man gjorde det. Derfor havde hun heller ikke været tøvende med den omsorg, hun havde udvist overfor Halfdan. Hun havde besøgt ham på hospitalet og hjulpet ham, hver gang hun kunne. At hun så var begyndt at mærke en stærk tiltrækning til ham, var først kommet senere. Men da hun først havde mærket den, var den godt nok heller ikke gået væk igen. Hun var ikke et sekund i tvivl om det faktum, at hun ville have ham. Det kunne hun ikke benægte. Det havde hun heller ikke i sinde at benægte, hvis han skulle gøre eller sige noget, som bragte det op. Men denne stærke tiltrækning til ham betød nu altså ikke, at hun fandt sig i hvad som helst. Hun havde fundet hans autoritære og bestemte side yderst sexet, men det gav ham ikke fripas til at bestemme over hende. Hun havde fulgt hans anvisninger uden beklagelser, da det havde været rimelige anvisninger. Men hvis han begyndte at tro, at hun var en pige, der gjorde hvad end han sagde, ville han nok få sig lidt af en overraskelse. Hun var en meget bestemt ung kvinde, som ikke gjorde noget, hvis hun ikke var enig i dette. Hun var stædig, og det kom ofte til udtryk - på godt og ondt. Men hun var bestemt ikke urimelig. Hun anerkendte alle holdninger, selvom hun muligvis ikke var enig. Men at anerkende og at adlyde var to vidt forskellige ting. Og hun adlød ikke andre end sig selv. Måske kunne nogen foreslå noget, som hun gik med til, men så var det fordi hun ville. Hun var som regel fuldkommen klar over, hvad hun ville have. Og nu var det Halfdan. Så det betød ikke det store for hende, hvis han ikke var god til at formulere sig med ord eller havde en klassisk, flirtende charme. Han besad en rolig og intellektuel charme, som var mindst ligeså interessant, efter hendes mening. Så, hvis hun skulle tage det første skridt, gjorde hun det gerne. Såfremt hun var sikker på, at han ikke ville modsætte sig.

Hun holdt blikket på ham indtil han svarede og en smule efter, da han skiftede siddestilling. Han brød dog øjenkontakten ret hurtigt, og hun vendte sig tilbage forud. Da han rejste sig op, mærkede hun det en smule i boardet, men ikke meget. Han holdt fint balancen, og hun sørgede bevidst for ikke at kigge bagud, da hendes øjne bestemt ikke ville være ud for hans ansigt længere. Hun syntes svagt at fornemme hans nærvær igen, men denne gang kæmpede hun en brav kamp, om ikke at lade blikket hvile på ham. I stedet forsøgte hun helt at ignorere hans tilstedeværelse, for at se, om det hjalp på hendes intense, begærlige tanker. Hun forsøgte i stedet at fokusere på solens stråler mod hendes ansigt og ret blottede brystområde. Hun trak forsigtigt benene op af vandet, så det ikke gik ud over hans balance, og lagde dem i stedet i skrædderstilling. Dog måtte hun derefter kigge tilbage, bare kort, for at finde ud SF hans præcise placering, så hun vidste, hvor meget plads hun havde. Og så lænede hun sig ligeså forsigtigt tilbage, og placerede hænderne bag sig på boardet. Hun ramte ikke Halfdans ben, men hun måtte være meget tæt på det. Med vægten på armene, lukkede hun øjnene og hævede ansigtet lidt, op mod solen. Hun lod et tilfreds suk slippe ud, som det rent faktisk lykkedes hende at nyde solen, fremfor at lade sig torturere af meget billederige tanker om Halfdan. Det var en skøn afveksling fra alt den anspændthed, som løb rundt i hendes krop, når hun var nær ham. Derfor tillod hun også sig selv at nyde det, mens det varede.

Der lå en stilhed over dem. Den fortsatte blot, da ingen af dem virkede til at have nogle ord at sige. Hun nød personligt denne stilhed. Det var ikke en akavet, larmende stilhed, men blot en rar afveksling. Hun var også begyndt at føle sig så komfortabel i hans nærvær, at hun kunne nyde denne, uden at føle det nødvendigt med ord. Dette var sandsynligvis også hjulpet på vej af hans rolige personlighed, som næsten syntes at have en afslappende effekt på hende. Altså, lige bortset fra, når den havde en stik modsat og meget lidt afslappende effekt på hende. Når den personlighed, som netop var så fattet, fik hende til at miste al fatning. Og måske var det i virkeligheden præcis, fordi han var så rolig og stoisk af fremtoning, at noget lidt mere uregerligt inde i hende længtes efter at jage det rolige langt væk; længtes efter at få alverdens reaktioner ud af ham, når han så sjældent kom med nogle egentlige reaktioner; længtes efter uendeligt mange af de berøringer, som han indtil nu havde været så nærig med - berøringer, som hun ville byde velkommen på hele sin krop.
Dog var dette også en af grundene til hendes stilhed. Hun kunne ikke koncentrere sig, om at finde ord at sige, fordi hun var travlt optaget af at køre diverse scenarier igennem hovedet, om og om igen. Freden i hendes tanker, som var blevet skabt af solens brændende varme på hendes krop og ansigt, var nu ingen steder at finde. Hun var atter blevet fanget i et spind af begærlige tanker. Hun kunne ikke undgå at bide sig lidt i underlæben endnu en gang, som hun vendte hovedet nedad og lidt væk fra solen, så Halfdan forhåbentlig ikke kunne se hendes bid i læben. Hun var glad for, at han befandt sig bag hende, så han kun kunne se hendes ansigt, hvis hun selv vendte sig rundt eller vendte det op mod ham, nu hvor han jo havde rejst sig op. Hun sad nok også og skar en grimasse en gang i mellem, som hun forsøgte at kæmpe mod kaskaden af knap så uskyldige tanker og billeder, som plagede hendes sind. Hun lukkede øjnene indimellem, i et forsøg på at betvinge tankestrømmen, men det syntes lidt at have den modsatte effekt. Hun følte sig nærmest forrådt af sin egen krop og sit eget sind. Sædvanligvis var hun så kontrolleret, men nu var kontrol nærmest ikke engang i hendes ordforråd længere. Det krævede alt, hvad hun havde, for blot at lade tankerne og billederne tage over i hendes sind, og ikke hendes krop ligeså. Hun kæmpede imod enhver impuls i sin egen krop, der skreg på Halfdans. Om ikke andet, så blot en berøring. Hendes hånd på hans, deres ben op imod hinanden. Men hun vidste udmærket, at en sådan berøring ikke kunne komme alene, ikke på nuværende tidspunkt. En enkelt berøring ville aldrig kunne være nok. Så hellere ingen. For hun ville ikke have en smule af ham; hun ville have det hele. Hun ville have hele ham.

Stilheden der fyldte atmosfæren imellem dem, var forfriskende og egentlig meget behagelig. Det ville nok ikke komme som nogen overraskelse, at Halfdan generelt syntes godt om moderate mængder ro. Hvilket var meget svært at opnå i lejren, havde han fundet ud af. Selv i weekenden, var der en enorm aktivitet. Lyden af fjerne råb eller skrig, en højlydt latter eller lyden af hammer mod ambolt; syntes at være meget almindelige lyde. Selv når han befandt sig i sit værelse, en smule fjernet fra omverden, var hverken de tykke vægge eller den lukkede dør; nok til at afskærme hverdagen helt. Tidspunktet hvor der dog var rigeligt med fred, var den tidlige morgen. Han stod ofte op meget tidligt. Så tidligt, endda, at han ofte holdte blikket op mod himlen, da han havde hørt noget om harpyer. Hvilket han ærlig talt ikke troede på, men hvis det var tilfældet... så var dette sted vidst meget mindre tilgivende end han havde regnet med. Men den tidlige morgen var passende til ham, meget passende endda. Fantomsmerter og mareridt forhindrede ham ofte i at nyde en god nats søvn, siden han var ankommet. Så Halfdan havde vænnet sig til at stå endnu tidligere op, og træne. Træningen var typisk, og han havde også set nogle andre den tidlige morgen. En løbetur langs zephyros bækken, til Long Island Bugten, og tilbage. Det krævede trods alt megen fysisk træning at vedligeholde en fysik som den han havde. Men hvad der passede ham bedst, var de øjeblikke efter træningen. I en smal times tid inden resten af lejren vågnede. En bænk bag Hefaistos hytten. En kop af hans yndlings varme kakao. En smøg. Og regulær læsning. Alt imens han svedte adrenalinen ud af kroppen, og faldt til ro igen.

Men til trods for Halfdans åbenbare nydelse af øjeblikkets ro og stilstand. Til trods for den prægtige natur, og det rolige vand, der var at betragte og tage ind... Så krøb der en alt for genkendelig følelse under hans hud. En følelse der ikke syntes at ville forsvinde. Og som aldrig forsvandt, så længe han var i selvskab af andre. Forventningerne. Som han padlede med lange tag i åren, blev han dog distraheret fra stilheden og den ubehagelige følelse; da han fornemmede at Annabeth rørte på sig blot en smule. Han kiggede ned, og sørgede for ikke at være i vejen for hende; da hun syntes at ville læne sig lidt tilbage. Opmærksomt, som altid, spottede han de saglige suk forlade hendes læber; såvel som øjnene der lukkedes. Et syn, hvilket faktisk bragte et lille smil frem på hans læber. Dog, ultimativt, havde været en fejltagelse fra hans side; at lade sit blik hvile ned mod hende. For som Annabeth lænede sig en smule tilbage, blev ikke blot hendes ansigt en smule mere tydeligt. Men også, ja, hendes fyldige bryst. Han spændte sin kæbe, skar tænderne let imod hinanden, og skyndte sig at fjerne blikket igen. Måske en smule ovenud høfligt... Mere end hvad der var nødvendigt, når man havde med en ung kvinde at gøre; som trods alt hvad valgt en sådan smigrende og tætsiddende badedragt. Men Halfdan kendte sig selv. Han kendte sin egen tendens til, især, seksuel intensitet. Han vidste at han, uden tvivl, ikke ville kunne stoppe; hvis han først var kommet i gang. Derfor krævede det også alt af ham ikke at lade blikket falde tilbage ned mod hende. Men hvad øjnene ikke hvilede på, blev fremmanet af fantasien.. Og lidt efter lidt, endte blikket ned mod hende igen. Som var han en natsværmer draget af månens lys. Ligesom idet hun var ved at fjerne ansigtet ned og væk fra solens stråler. Han rynkede let sine bryn, men fjernede denne gang ikke blikket... Denne gang stirrede han, helt klart. Men han var ved at være træt af at begrænse sig selv. Og så ikke hvorfor han ikke skulle kunne nyde synet af en lækker og moden ung kvinde, i en smigrende og afslørende badedragt. Hun havde endnu ikke protesteret når hun måske havde opfanget hans blik mod hende. Men så igen... han håbede nok også lidt hun ikke ville opdage hvor meget at kiggede på hende i disse øjeblikke.

Halfdan havde, ærlig talt, ikke nogen undskyldning for ikke blot at tage chancen; og lade sin hånd gribe grådigt om Annabeth. At lade sulte læber og tunge udforske hendes krop. Der var nok ikke mange andre unge mænd som ville springe over en sådan fantastisk mulighed. Men.. Noget var begyndt at hjælpe Halfdan, i hans evigt indre strid mod sine intense lyster... Og dét var den svage fornemmelse af gensidig tiltrækning. Samt noget andet. En hvilen i sig selv... En form for... selvsikkerhed. Lidt efter lidt, var Halfdan blevet overbevist om, at han nok skulle få chancen. At hun, en dag, eller nat, nok skulle være hans at udnytte og benytte sig af. Dette var ikke kærlighed... men rå, dyrisk, instinktiv seksuel lyst og trængsel. Og bag alt dette; en sikkerhed, om at hun nok skulle blive hans, om så blot for en enkelt dag. Noget der egentlig ikke var usædvanligt. En ung mand med ADHD ville ikke kunne være så rolig som Halfdan, uden et særdeles niveau af selvsikkerhed og mental modenhed. Men han var dog ikke så meget i kontrol, at han ikke også indså faren ved at lade sig fordybe for længe i det sexede syn af Annabeth på boardet for hans fødder.. En risiko alle unge mænd stod ansigt til ansigt med, når en forførende kvinde fangede deres interesse og blik. Og ikke mindst når deres tilstedeværelse syntes i stand til at fremmane så livlige billeder i fantasien. Så han rankede ryggen og fjernede bevidst blikket. Sædvanligvis var det sjældent Halfdan der brød stilheden, men han var efterhånden ved at være desperat efter at distrahere sine tanker. Ligesom han, med et blik over skuldren mod den efterhånden lidt fjerne strand; forsøgte at distrahere sit blik. "By the way, Annabeth.." ... "Have you decided when you'd want to begin my training?" Til trods for den evigt indre konflikt, og distraktionen der lå i hendes nærmest uskyldigt forførende væremåde... Så formåede han dog endnu at være rolig og fattet i toneleje. I det samme efter han havde talt, tog han nogle lange tag med åren, og førte dem lidt længere ind mod land. De var nu direkte nord for klatrevæggen, og da han helst ikke ville passere den magiske barriere endnu, tænkte han at de nok var ved at være langt nok væk fra stranden.

Annabeths egen morgenrutine bestod oftest af præcis det samme. Hun stod tidligt op, hvilket dog var meget almindeligt blandt hendes halvsøskende, ligeså. Nogle gange sad de og diskuterede et eller andet for en tid. Dette kunne rimelig meget være, hvad som helst mellem himmel og jord. Ofte kunne det næsten føles som en test af intelligens; en måde, hvorpå de alle kunne holde sig så skarpe, som muligt. Så spredte de fleste sig ud på forskellige træningsområder, hvilket vel næppe var overraskende. Det var langt mere overraskende, når en af Athenes sønner eller døtre valgte at gære noget andet, end at træne. Men dette gav vel også kun god mening, da de jo var børn af gudinden for krigsstrategi og i form af dette, havde et vist ry at opholde. Og en noget krævende mor at gøre stolt, kunne man vist roligt sige. Annabeth elskede sin mor, selvom hun aldrig havde mødt hende personligt. Men dette betød ikke, at hun ikke vidste, hvad der forventedes af hende. Athene forventede naturligvis fortræffelighed fra alle sine børn. Og Annabeth stræbte altid efter at opnå dette. For sig selv, naturligvis, men mere for sin mor.

Annabeth havde ikke det mindste imod Halfdans vandrende blik. Hun opdagede det ikke nu, da hun havde lukkede øjne, men havde godt bidt mærke i det før, selvom han var god til at skjule det. Han havde sikkert gjort det mange flere gange, end hun havde en idé om. Sådan var det vel altid med fyre. Men generelt var hun nu af den overbevisning, at blikke ikke gjorde nogen skade. Folk; kvinder såvel som mænd; kunne da betragte hende ligeså meget, som de havde lyst til, såfremt de så med øjnene og ikke hænderne. Hun gjorde gerne det samme, hvis hun så noget - eller nogen - interessant. Som Halfdan, f.eks. Ham kunne hun nok godt bruge rimelig lang tid på at betragte, som han stod dér og fremviste det meste af sin krop. Han var kun dækket af et par løse, hvide og blå badebukser, hvilket jo ikke ligefrem var meget. De matchede sådan set, om end det eneste blå ved Annabeth var hendes øjne. Men badedragten var ligeledes hvid. Hun smilte lidt over tilfældet, som hun tænkte tilbage på hans udseende, uden at skænke ham et enkelt blik. Hun havde stadig lukkede øjne, der var rettet lidt op mod solen. Dog satte tankerne om hans udseende gang i en hel række af andre tanker, som slet ikke nåede nær den uskyldighed, som en tanke om matchende badetøj besad. Dette var så tidspunktet, hvor hun måtte vende hovedet nedad, så hun ikke kom til at lade sit ansigt afsløre for meget af, hvad hun egentlig tænkte på og higede efter.

Det syntes næsten at komme bag på hende, da hun pludselig hørte hans stemme endnu en gang. Hun var blevet så vant til stilheden, at hun rynkede på panden, da den blev brudt. Hun havde været alt for optaget i sine egne tanker, til at have den mindste fornemmelse af tiden. Hun vidste slet ikke, hvor længe han havde padlet dem derudad. Hun vidste dog, at hun var rimelig ligeglad. Hun havde ikke noget, som hun skulle nå, og hun nød at være dér, sammen med Halfdan. Okay, måske nød hun ikke ligefrem den del af deres lille 'udflugt', som fik opbygget flere og flere seksuelle frustrationer inde i hende, men derudover havde det da været meget fint. Hun havde virkelig nydt den korte stund, som hun havde haft, hvor hun ikke havde tænkt på Halfdan overhovedet, men blot havde nydt solen. Det havde godt nok været tiltrængt, kunne hun mærke. Det var jo egentlig også præcis, hvad hun havde haft planer om, oprindeligt. Før hun var stødt på Halfdan og tvillingerne, som havde fanget hendes opmærksomhed. Ligesom han gjorde nu, bare ved at snakke. Han tog sjældent initiativ til samtale, så hun havde hurtigt lært ikke at forvente noget fra ham. Hun var derfor også lidt overrasket over at høre hans stemme lyde nu. I stedet for at vende sig lidt rundt - som alligevel ikke ville hjælpe meget, når han tårnede over hende på den måde - hævede hun atter hovedet, som var blevet bøjet i frygt for at afsløre for meget i hendes ansigt. Hun var langt nede i forhold til ham, men i det mindste kunne hun nu se ham, mens de talte. Godt nok var det på hovedet, men stadig. Han så dog ikke på hende, da hun kiggede op, men snarere ind mod land. Hun lod kort blikket glide i samme retning, hvortil hun bemærkede, at de var begyndt at nærme sig skoven, nord for klatrevæggen. Så førte hun blikket tilbage op til Halfdan, selvom han ikke så på hende. Hun kneb øjnene lidt sammen. Når hun trænede eller var i kamp, var der ingen distraktioner. Hun var fuldkommen fokuseret. Men kunne hun også være det med ham, når hendes krop så tydeligt krævede hans? Hun måtte jo bare forsøge. Måske endda så hurtigt som muligt, så hun ikke skulle bryde sit hoved med det længere, end højst nødvendigt. "Well, I'm ready anytime you are. We could begin as soon as tomorrow, if you're interested." Og det gjaldt, ærligt talt, ikke kun træning. Hun var klar på meget mere end træning med ham, når som helst han også var klar.

"I am.." Svarede Halfdan ganske kort og uden tøven ved Annabeth's ord. "I could use it, afterall." Tilføjede han så hurtigt. Først og fremmest, havde han endnu meget at lære. Ærlig talt, var Halfdan nok bedre til at tage imod tæv, end han var til at uddele det. Hvilket, imod fysisk svagere modstandere, skam var ganske nyttigt. En typisk slagsbror, kunne man vel sige. Som havde rigeligt erfaring med fysiske konfrontationer, af alle afskygninger. Og endda et lille ar bag lænden, tæt ved hoften, fra et knivstik. Men sværd, skjold, spyd, bue, og pil? Nej. Så var han endda bedre med moderne skydevåben. Så at Annabeth syntes villig til at hjælpe og træne ham, kunne vel kun være godt. På den anden side, derimod... så var forbedringerne af hans fysiske kapaciteter næppe hans eneste motivation. Men hans andre motivationer for at ville træne med hende, var næppe passende at tænke for meget over nu. Især ikke når hans sind allerede var invaderet af så ufatteligt mange billeder og tanker. Halfdan stoppede øjeblikkeligt sig selv fra at falde af den sobre vogn, og vendte så i stedet blikket ned mod hende. Så snart han så hende, trak mundvigen sig i et diskret smil. "Time and place, and I'll be there." Tilføjede han så, ikke lang tid efter sine første ord. Han fjernede dog heller ikke sit blik fra hende denne gang. Måden hun havde hovedet vendt op og bagover, lænet tilbage, og blikket op mod ham; var ærlig talt en anelse bedårende. Endnu en påmindelse om, hvordan hun syntes at være så uskyldigt forførende. Som om hun ikke engang prøvede, og Halfdan alligevel ikke kunne undgå at blive forført. Han kunne kun gisne om hvad der ville ske, hvis hun en dag rent faktisk skulle gøre sig et seriøst forsøg på at forføre ham...

Blikket forblev vendt ned mod Annabeth i nogle øjeblikke endnu, inden han så indså at det måske ikke var helt okay; at han bare sådan tårnede over hende. Så Halfdan valgte at sætte sig ned på brættet igen. En lidt forsigtig handling, da boardet jo endelig ikke skulle kæntre. Især ikke nu, hvor hun syntes så godt tilpas derpå. Noget som Halfdan, forresten, kunne lide at se. Bare hende være tilpas i hans selvskab. Stille, eller snakkesalig. Vred, eller glad. Lydig, eller bestemt. Det var som sådan ligegyldigt. At hun allerede syntes at være så tilpas og tryg i hans selvskab, var noget han hurtigt kunne opfange fra hendes ganske tilstedeværelse. Fra hendes kropssprog. Og noget han satte stor pris på. Ligesom før, blev hans ben spredte, og hvert underben blev roligt stukket i det kølige vand ved hver side af boardet. En skrædderstilling kunne han klare. Men han var ærlig talt for tung og for stærkt bygget til at sidde på sine skinneben. Måske et ganske maskulint træk, ofte at sidde i en bred stilling. Da han havde sat sig til rette igen, sukkede han lidt efter en dyb indånding, og fattede igen om åren med begge hænder. "let's head back.." Lød det så roligt og lidt flygtigt fra ham. Halfdan var, ærlig talt, ved at være en smule utilpas i den skarpe sol. Efter en opvækst i Alaska, og hans ganske blege hud, havde han selvfølgelig lært at sætte pris på noget solskin. Men helst ikke for meget af gangen, da han ikke selv havde noget ønske om at være solbrun. Desuden... så var han simpelthen nødt til at skabe en smule afstand imellem ham selv og Annabeth. Ikke fordi han ville! Men fordi hun var ved at stige ham gevaldigt til hovedet. Og ikke mindst kroppen. Men det var heldigvis ikke synligt, endnu...

Halfdan fattede åren, og fik dem vendt. De var ikke længere særligt langt fra land. Deres lille intime rute havde taget dem en smule ud i sundet. Hvorefter de så var færdes ind mod land. Og nu, var de på vej tilbage. Halfdan var dog ikke længere så tilbageholden fra at betragte Annabeth. Selvfølgelig dikterede almen anstændighed; at han skulle holde sit åbenlyse blik fra hendes forførende kvindelige former. Men det stoppede ham dog ikke fra at betragte hende blot en smule nysgerrigt. Måske stirrede han en smule, ligesom han havde gjort tidligere, inden hun var hoppet op på boardet. Men den slags var ét af hans mange træk. Et nærmest både betaget, opmærksomt, og analyserende blik. Ikke direkte tænksomt, men det knagede dog altid lidt bag øjenbrynene... som om der var så meget han gerne ville sige eller gøre. Men som han ikke vidste hvordan han skulle udtrykke eller kommunikere. Hvilket faktisk var et ganske typisk udtryk hos Halfdan. Som dog nok kun blev opfattet af de særligt opmærksomme. Der var faktisk en del ting han havde lyst til at spørge hende om. Men de seksuelt frustrerede tanker dominerede hans sind for meget, til at han kunne finde ordene der passede dertil. Så i stedet for bare at glo på hende med et næsten hemmelighedsfuldt blik; valgte Halfdan at vende blikket mod omgivelserne igen. En dyb indånding, og lukkede øjne, da en svag brise kølede hans brandvarme hud en smule ned. Han savnede næsten kulden... snefaldet. Snestormen der hærgede udenfor, imens man kunne sidde i varmen indendørs. Måske i selvskab af nogen. Og i ét, blev hans tanker atter distraheret af Annabeth. Tanken om at lade sin hånd gribe i hende. At smage hendes uden tvivl bløde læber. At mærke hendes bløde former give efter under et grådigt tag... Halfdan spændte kæben og jagede stædigt tankerne væk igen, og søgte lidt at undgå hendes blik, indtil videre. Det var virkelig den skønneste form for tortur. Men tortur, ikke desto mindre. En konstant påmindelse om hvad han ønskede, men dog endnu ikke kunne have. I hvert fald ikke endnu. Et konstant spind af en livlig fantasi; der afklædte og gjorde krav på hende... som havde hun altid tilhørt ham. Men, ikke desto mindre, tanker der ikke tjente andet formål end at tirre og forvrænge. Tanker som Halfdan, ligesom med de medfødte impulser, stædigt kunne skubbe tilbage i sindet. Og begrave det med resten af hans frustration og utilfredshed, resten af hans dyriske lyster og aggressive instinkter. Men ønskede han virkelig at undertrykke disse tanker?

Annabeth havde imponeret, da hun først kom til lejren, fordi hun bar sig så godt ad i arenaen. Selvfølgelig var hun datter af Athene, hvilket hjalp på det, men hun bemærkede stadig, hvordan folk var overraskede over hendes kunnen, når hun lige var ankommet. Dog vidste de jo ikke, at hun ikke var ny indenfor nærkamp med diverse våben. Hun havde kæmpet med våben i mange år forinden, på opfordring fra hendes far. Men hun huskede stadig første gang hun blev udsat for kamptræning efter sin ankomst. Hun havde prøvet at vænne sig til stedet og søgt at tilpasse sig, men havde ikke trænet i arenaen endnu, på trods af Chirons opfordrende ord. I stedet havde hun bevæget sig rundt på området og prøvet at se det hele. Hun havde været i arenaen, men kun for at iagttage de andre lejrdeltagere og stille bedømme deres evner, så hun vidste, hvad hun ville gå ind til ved en træningskamp. Inden hun havde fået chancen for at kæmpe mod en af de udvalgte modstandere, som hun havde iagttaget, havde der dog været en omgang Capture The Flag på programmet. Ligesom Halfdan var hun rimelig meget blevet smidt hovedkulds ud i det. Forskellen mellem de to, var dog, at hun vidste, hvordan hun skulle håndtere sig selv imod et sværd eller spyd. Og selvom de andre lejrdeltagere kendte til hendes status som nyligt ankommet, havde de færreste taget hensyn til dette. Nogle få af hendes søskende havde prøvet at sætte hende ind i spillets handling og regler, men de fleste havde faktisk bare overladt hende til sig selv. Det havde næsten føltes som en test af hende, hvilket det egentlig nok også havde været. Var hun en værdig datter af Athene? I løbet af ’spillet’ var hun blevet overfaldet inde i skoven, af to Apollon-børn. Hun havde fået en pil i låret og endnu en i den venstre skulder, men heldigvis havde ingen af de to været synderligt gode i nærkamp. Hun fik gjort dem begge ukampdygtige uden nogle livstruende skader, inden hun havde hørt signalet på, at spillet var ude. Hun havde hjulpet Apollon-børnene til hospitalsfløjen, stadig med pilene i sig, hvor de alle tre blev fikset med den magiske nektar og ambrosia. Hun havde ikke engang nogle ar fra denne omgang, grundet den guddommelige spises helende kræfter. Men hun havde sat sig i respekt hos de to Apollon-børn, som faktisk var blevet hendes venner, og hendes søskende havde været langt mere åbne og venlige efter dette. Det var den dag, hvor hun virkelig begyndte at holde af lejren, hvilket måske var en smule underligt. Men det kunne hun nu også være, så det var vel bare, hvad det var.

Nu brugte hun meget tid på at træne andre, som ikke havde haft en ligeså krævende, men fornuftig forælder, som hende selv. Det var vigtigt at lære fra sig, hvis man havde muligheden, og enhver halvgud skulle kunne forsvare sig selv ordentligt imod uhyrer. Og Halfdan var hun ovenikøbet begyndt at holde af, så hun ville da slet ikke se ham komme – endnu mere – galt afsted, fordi han ikke var godt nok i stand til at forsvare sig selv. Ikke, hvis der var noget, som hun kunne gøre for at forhindre dette. Derfor kunne hun også sætte pris på hans beslutsomme initiativ til træning og hans hurtige svar, selv i denne tilstand af kludrede og distraherede tanker. Hun nikkede svagt over hans ord, hvilket krævede lidt mere anstrengelse i nakken, grundet hendes opadrettede blik og ansigt. Nikket var dog mere end refleks end et svar, da han ikke så ned på hende endnu. Dog lod han blikket falde ned på hende næsten øjeblikkeligt efter. Han fik med det samme et lille smil om munden, som hun selvfølgelig bed mærke i, selvom hun så ham fra en anden vinkel. Et smil bredte sig per automatik på hendes læber ligeså, som følge af hans eget. Så fortsatte han sine ord, mens hun stadig havde et smil på læberne. De holdt begge øjenkontakten, som hun rynkede lidt på panden. Hun tænkte over det et kort øjeblik, inden hun svarede ham. "Meet me in the arena at noon tomorrow." Hun holdt endnu blikket på ham, da han pludselig bevægede på sig. Han satte sig atter ned bag hende, og hun rettede hovedet op, inden hun også rettede resten af sin krop op. Hun vendte ikke hovedet om mod ham først, da hun lige skulle samle tankerne. Han havde været ude af hendes rækkevidde, da han stod op. Hun kunne nå hans ben, men det ville ikke hjælpe hende meget. Nu, hvor han sad ned, behøvede hun blot at vende sin krop rundt, for at komme tættere på ham. Tæt nok på ham, til at kunne røre ved ham.

Ikke længe efter, hørte hun ham dog atter sige noget, og hun vendte sig endelig rundt imod ham. Da hun vendte sig om, var hans blik allerede rettet mod hende. Hun sendte ham et uskyldigt smil. "Sure." Det krævede dog rimelig meget af hende at få det til at virke som et roligt og uskyldigt smil, samt ord. For hun var ikke nær så rolig, som hun gerne ville virke som. Indvendigt åndede hun lettet op, over hans forslag om tilbagevenden til land. Det ville gøre godt for hendes sind, såvel som hendes krop, at komme lidt væk fra ham. Få mere afstand imellem dem, end blot de alt for få centimeter, som var imellem deres kroppe og ben. Det kunne måske hjælpe lidt på hendes vanvittigt fantasifulde og trængende tanker, der blev ved med at løbe fuldkommen løbsk. Hun måtte vende sig væk fra ham endnu en gang, da hun virkelig ikke kunne opretholde en uskyldig facade særlig længe, når hendes tanker kørte på højtryk i en retning, der var det længste fra netop dette; uskyldig. Hun sad bare og prisede sig lykkelig over, at hun snart ikke ville være fanget så tæt på ham. Hun kunne nok ikke engang blive nær ham, når de kom tilbage. Hun måtte simpelthen væk. Tage en løbetur eller noget, så hun kunne forbrænde lidt af den energi, der kom til udtryk i hendes tanker. Prøve at svede sine frustrationer – seksuelle frustrationer – ud.

Det var vel altid en smule besværligt for en ung mand af Halfdans kaliber, at indrømme sine egne fejl og mangler. Såvel som at søge andres hjælp, i en indsat for at blive bedre. Men at blive bedre, var én af Halfdans absolut mest vigtige intentioner, hvad angik hans tid i lejren. Han var træt af at være magtesløs. Træt af at have sin skæbne, vilje, og sit egentlige liv; dikteret af andre. Såvel som at have en anden besidde en alt for stor indflydelse i hans tilværelse. Halfdan ville kunne betragte Annabeth indgående dagen lang, men den seksuelt frustrerende indflydelse det blotte syn af hende, syntes at have over hans sind; frustrerede ham ærlig talt. Og var nok en af de mere definerende årsager bag, hvorfor han ikke blot greb chancen så snart et indtryk af gensidig attraktion havde slået ham. Han ville skulle anstrenge sig en smule, for at finde en følelse der afskyede ham mere; end magtesløshed. En følelse, en tilstand, som han desværre var alt for velkendt med. At Annabeth var villig til at hjælpe ham, med sikkert mange ting, var beundringsværdigt. I hvert fald i hans øjne. Men det ændrede ikke på den snigende eller ulmende sensation af at være utilstrækkelig, eller at være hjælpeløs. Hun havde jo allerede, mere eller mindre, reddet hans liv. Kommet ham til undsætning i en tid, hvor han havde været ved sit mest sårbare. Og nu havde han også manglen af en arm, at døjes med, og forholde sig til. Alt imens han åbenbart havde søgt hendes hjælp, endnu en gang. Måske var alt dette én stor og gennemtænkt plan af guderne, der ønskede at lære ham ydmyghed? Lære ham at sluge sin stolthed? I så fald, syntes det ikke helt fair.

Men selv iblandt den seksuelle frustration og nærmest animalistiske lyst, var Halfdans fysiske tiltrækning til hende, en lidt forsonende ting. Og at han i langsomt stigende grad, var begyndt at opfatte det samme fra hende; hjalp ham måske en smule. På en eller anden måde. I det mindste dér, ville der så være noget gensidigt. Frem for at han konstant måtte finde sig selv i en ydmygende position, hver gang hendes funklende isblå øjne rettedes mod ham. Men heldigvis var Halfdan også udstyret med en tålmodighed der syntes usædvanligt iblandt disse mange andre halvguder. Hvad der havde været, ville aldrig være igen; blot så længe han forbedrede sig selv. Og så længe han, måske, tillod en ung kvinde som Annabeth at hjælpe ham.

Stilheden faldt igen, da hun havde fjernet sit blik fra ham, og de to nu nærmede sig stranden. Over hendes skuldre, kunne Halfdan se stranden, og mange af de andre halvguder der befandt sig på den. Lyden af musik, latter, nogle enkelte råb, og aktiviteter i vandet; forsøgte at drage hans opmærksomhed fra Annabeth. Men Halfdan syntes ude af stand til at holde sit blik og sin opmærksomhed fra hende, i mere end et par sekunder; inden hans blå øjne så rettedes imod hende igen. Han betragtede hende ganske nysgerrigt, og en anelse indgående, bagfra. Og kort ønskede han at han kunne læse hende som han kunne livløse genstande. At en enkelt berøring kunne afsløre hendes hemmeligheder og følelser. I hvert fald indtil tanken om berøringer forvandledes til noget langt mere, grådigt. Halfdan spændte sin kæbe, men afslørede intet andet i den stoiske og fattede mimik; som sædvanligvis var at spotte over hans ansigt. Ikke andet end, selvfølgelig, det lettere tilfredse træk på mundvigen. Alt imens han stædigt drog sin opmærksomhed fra Annabeth, og mod åren. Han havde måske også betragtet hende lidt længe, da der nu ikke længere var langt mellem dem og stranden.

Tvillingerne var der endda at spotte, nær den del af stranden Halfdan styrede mod. Badebolden var endnu gravet ned i sandet, men var dog ikke længere interessant for de flyvske knægte; som havde deres opmærksomhed rettet mod et andet projekt. Et byggeprojekt, mere præcist. Hvilket involverede, på ganske kreativ vis; et topografisk kort af Halvblodslejren. Et nysgerrigt, uden tvivl romantisk, par unge halvguder; var endda stoppet op for at kigge. De to krøltoppede drenge, nærmest væddet ind i tørt såvel som halvvådt sand; fra top til tå. Halfdan måtte nok også snart få de to blege knægte ud af solen, inden solcremen stoppede sin virkning. En tanke der slog ham, idet boardet - med Annabeth og Halfdan derpå - roligt flød ind mod stranden; og sand kunne mærkes under deres fødder...

Ej heller, var Annabeth den bedste til at bede om hjælp. Hun foretrak at gøre alt selv, hvis dette var muligt, på nogen måde. At hjælpe andre gjorde hun dog gerne, hvilket måske var en lidt mærkelig dobbeltmoral at have. Men så længe hun var behjælpelig overfor andre, kunne de vel være lidt ligeglade, med om hun ville lade dette gå den anden vej rundt, også. Og behjælpelig var hun. Faktisk, var dette ikke engang så meget en følelse af, at det var hendes pligt at hjælpe andre, hvor hun kunne, som det var en glæde over dette. Hun nød at hjælpe andre. Det lød måske alt for positivt, men hvis hun kunne sprede lidt glæde ved at hjælpe en person i nød her og der, hvorfor så ikke gøre det? Hvis personen i nød dertil så ud som Halfdan, var dette blot en bonus. Men altså. Hun behøvede intet til gengæld for sin hjælp og forventede bestemt heller ikke dette. Generelt havde hun sådan set ikke de store forventninger til folk. Og derfor kunne Halfdan også være lidt mere afslappet i hendes selskab, selvom han måske ikke var helt klar over dette endnu. Grundet hans rolige og stoiske personlighed, som ikke tillod ham at bruge synderligt mange ord, var han sikkert vant til et stort pres fra omverdenen. Et pres, om at sige noget mere, indlede nogle flere samtaler, komme med nogle sjove, smarte eller flirtende bemærkninger her og dér. Så hun kunne sagtens forstå, hvis han følte det samme pres omkring hende. Men Annabeth havde ikke den slags forventninger. Hun behøvede blot hans selskab. Stilheden på boardet havde ikke generet hende det mindste, så han havde absolut ikke behøvet at bryde denne stilhed for hendes skyld. Hun ville da til enhver tid hjertens gerne tale med ham, men dette var ikke nødvendigt. Og da helt bestemt ikke konstant. At være sammen med hende behøvede ikke at være dikteret af normer, der krævede livlig samtale. Nogle gange kunne man desuden næsten kommunikere endnu bedre, med meget færre ord; hvis nogen, overhovedet.

Annabeth var ikke af den tro, at guderne og gudinderne sad oppe på Olympen og styrede alt, hvad der foregik nede på jorden. Når noget uforklarligt skete, troede hun snarere på, at det var et mærkeligt tilfælde, end at det var gudernes vilje. Det var ikke engang tilladt for guderne rigtig at have kontakt til sine børn, fordi det ville fjerne deres fokus fra deres guddommelige pligter, så de havde næppe tid til at styre størstedelen af deres livs gang. Hun tvivlede ikke på, at de sad og lurede ned fra tid til anden, men hvor stor indflydelse de rent faktisk havde på hendes – eller enhver andens – dagligdag, var hun ikke ligeså sikker på. Desuden brød hun sig ikke synderligt om tanken, om at hendes liv blot blev styret i en bestemt retning af en højere magt. Dette ville fjerne hendes personlige frihed til at foretage valg, hvis valgene ikke havde den mindste påvirkning alligevel. Så dette prøvede hun at lade være med at overveje alt for ofte, da hun godt kunne blive en smule frustreret.

Der var atter en stilhed imellem dem, som de nærmede sig stranden. Hun lod blikket køre rundt på alle de energiske, såvel som afslappede, halvguder og -gudinder. Iblandt dem så hun flere velkendte ansigter, inklusiv de to krøltoppede tvillingers. De så ud til at have gang i et nyt byggeprojekt, som dog ikke befandt sig på en stakkels halvgud denne gang. Det havde også tiltrukket en smule opmærksomhed fra nære halvguder. Hvis der var én ting, de var gode til – udover alverdens ballademageri – var det da at få opmærksomhed. Man kunne næsten ikke lade være med at rette opmærksomheden mod dem, når de havde gang i alle de spøjse ting, som de nu engang havde.

Som de nærmede sig stranden så meget, at hun begyndte at kunne mærke sandbunden mod sine fødder, rettede hun lidt på måden, hvorpå hun sad. I stedet for at sidde ligeud med et ben på hver side af boardet, fik hun let og elegant svinget det ene ben om, så begge var på samme side. Hun sad dermed sidelæns på boardet, hvilket ville gøre det lettere at hoppe af, når Halfdan havde gjort det samme. Hun vejede uden tvivl ikke nær så meget som Halfdan, og ville derfor ikke hoppe af, før han havde gjort det. Når han sad ud til den ene side og ikke på midten, kunne han måske få lidt overbalance uden hendes vægt, der trods alt måtte hjælpe en smule på balancen. Hun satte derfor hænderne på boardet, på hver side af sine lår og så afventende på ham.

Det pres der havde eksisteret omkring Halfdan, nærmest hele hans liv; var med tiden blevet en vanesag. En tilstand der konstant krævede adaption, og en reaktiv snilde. Med alderen, mere præcist de sidste par år; var Halfdan dog modnet. Så snart hans tilværelse var gået fra det mentale pres af den elitære moders overskyggende tilstedeværelse, og til det mere fysiske og direkte truende pres af den kriminelle og nådesløse verden; havde Halfdan, ærlig talt... blomstret. Kort sagt; var hans undertrykkende barndom i ét blevet forvandlet til en mere selvårvågen modenhed. Som var hans vilde ungdom blevet sprunget over, og puberteten ikke været andet en koncentreret fysisk udvikling. En mental blomstring, der havde udviklet Halfdan; og gjort ham mere maskulin og egenrådig. Men manglen af den vilde og løsslupne ungdom, havde dog forsaget en uhyre utilfredshed og frustration; som lå undertrykt og skjult i hans sind. Noget som, måske endda, også forsagede hans mange seksuelt frustrerede sensationer; i Annabeth's nærvær. Hvis altså, hendes blotte tilstedeværelse og dragende udseende, i sig selv; ikke havde været nok til inspirere sådanne tanker. Hvilket dog var meget usandsynligt. Hvilket kunne have bragt, ganske kort, en undren omkring hvorvidt hun overhoved var single... Men måske havde Annabeth snakket over sig de gange hun havde besøgt ham på hospitalsfløjen. Måske havde hun troet han ikke hørte hende, givet hans ofte meget svundne og bedøvede tilstand. Men noget sagde ham hun ikke var optaget, eller lignende. Måske var det blot hendes adfærd og den, ærlig talt, ganske seksuelt spændte stemning imellem dem... Eller måske var det hans exceptionelle hukommelse?

En 'spændt' atmosfære, og nærmest dragende kemi; som havde syntes at erstatte den store brug af ord. At kalde det 'stilhed', ville måske endda have været utilstrækkeligt; da der uden tvivl syntes at blive kommunikeret meget imellem dem. Dog, ikke med ord. En stemning der kun øgede Halfdans tiltrækning, og ikke mindst hans mange distraherede tanker. Da hun dog var end sidevejs på boardet, havde Halfdan allerede trukket sit ene ben op af vandet; og strakt det andet ben mod sandet under sig. Dog var der et øjeblik til at møde hendes afventende blik, som hun sad vendt med siden mod ham. Hans blå øjne var fæstnet i hendes blik, og endte med et bestemt og dog afslappet lille nik; og ikke mindst det lille træk på mundvigen. I det samme derefter lagde han vægten mod venstre ben, og i en nærmest bredskuldret elegance; trådt af boardet på venstre side. Med Åren i den metalliske hånd, og en højre hånd mod boardet. Klar til at samle den op, da de begge to var hoppet af den. Og nu var der så kun et par skridt, indtil sandet under deres fødder, var tørt.

Halfdan nåede dog ikke at gøre meget andet end at samle boardet op, og betragte Annabeth; inden Cole havde spottet dem, og med hastige små skridt nærmede sig. Den døve dreng gik direkte hen til Halfdan, viftede hurtigt og utålmodigt nogle tegn med armene; og greb fat i den metalliske hånd, og åren den til gengæld greb om. Halfdan rynkede sine bryn, og kiggede ned på Cole; som allerede var lænet bagover i den store indsats han lagde i at hive i Halfdan. Tegnene Cole havde givet, trods hastige og en smule utydelige; oversatte til "Come." eller "Follow me." Det var dog ikke noget Halfdan havde opfanget. Dog var det rimelig tydeligt at Cole enten gerne ville have åren, eller ville have Halfdan til at komme med. Den store halvgud blev dog stående, og lod Cole bruge lidt af sin energi; imens han så vendte blikket tilbage mod Annabeth. Et lille træk på mundvigen erstattede den lette rynken på øjenbrynene. "I'll se you tomorrow, then?" Lød det så fra Halfdan. Så roligt og tilsyneladende fattet som han nu kunne mønstre. Og fjernede ikke sit blik fra Annabeth, til trods for Cole's stille men aggressive protest og ihærdighed.

Da Halfdan kom med et lille nik, hvortil Annabeth også så det lille træk i mundvigen, gav hun ham automatisk et lille nik tilbage. Så trådte han let af boardet, hvilket tillod hende at gøre det samme, kort efter. Hun sad allerede klar til dette, så hun skulle såmænd blot løfte sig af boardet. Da hun stod på sandbunden med vand op omkring benene, smilte hun lidt. Hun vidste egentlig ikke hvorfor. Måske var det bare det faktum, at hun stod med fødderne i sandet igen. Så fik han hurtigt taget om boardet med den højre hånd, mens hans metalliske hånd havde et greb om åren. De gik begge ind mod strandbredden igen, så de begge endte i det tørre sand. Tørt sand, som nu satte sig om deres fødder, der jo var våde. Hun havde opmærksomheden rettet mod Halfdan, men så dog stadig Cole nærme sig hastigt. Han lavede nogle hektiske tegn, som Annabeth kun lige nåede at opfange. Det var et signal om Halfdan, til at han skulle følge den lille rødhårede krøltop. Halfdan gav ham dog ikke særlig meget opmærksomhed. Han så på ham først, men vendte hurtigt sit blik og opmærksomhed tilbage til Annabeth. Hvilket hun kun kunne smile over. Hun nikkede og lod sine øjne finde hans, som sendte ham sit mest charmerende smil. "Yes, you will." Hun holdt øjenkontakten en smule længere, inden hun lagde hovedet lidt på skrå. Så vendte hun, uden tøven, om på hælene og bevægede sig i den modsatte retning af Halfdan; væk fra stranden og tilbage mod hytterne.

Som hun bevægede sig væk fra Halfdan, uden at se sig tilbage, faldt det hende ind, at hun blot to dage forinden havde indset, at hun anså ham for at være en ny ven. Hvis man spurgte hende nu, ville hun dog ikke have den fjerneste idé om, hvad hun skulle svare. Ven? Hun havde ikke sædvanligvis disse tanker omkring sine venner. For, hvordan kunne man egentlig forblive venner med en person, som drev én til vanvid. Og ikke på den typiske 'venner går altid hinanden lidt på nerverne'-måde. Nej, han drev hende til vanvid, fordi hun ikke kunne fungere optimalt omkring ham. Noget ved ham vækkede noget i hende, som næsten var fuldkommen umuligt at undertrykke. Og det var så stærkt, at hun ikke engang var sikker på, at hun havde lyst til at undertrykke det. Hun vidste, hvad hun trængte til; hvad hele hendes krop skreg på; men hun kunne ikke finde ud af, om det ville være tåbeligt at give efter. Hun var dog heller ikke sikker på, at hun havde det store valg. Var det tåbeligt at give efter? Måske. Kunne hun forhindre sig selv i at give efter? Det var hun bestemt ikke så sikker på. Ligeså vel, faldt det hende ind, at hun ikke havde været sikker på sine intentioner for ham, blot to dage forinden. Hun havde tænkt, at hun ville lære ham at kende, så alt dette kunne blive tydeligt med tiden. Nu var hendes intentioner smerteligt klare. Eller, i hvert fald hendes begær. Det havde ikke engang taget en halv dag, før hun havde været klokkeklar omkring hendes intense tiltrækning af ham. Desværre virkede der ikke til at være meget, som hun kunne gøre ved denne intense tiltrækning. I hvert fald ikke mange ting, som ikke blot var hende, der gav efter og fik luret ham ind i en situation, hvor der ikke var nogle folk omkring dem. Hun kunne ikke garantere, at hun ikke ville give efter for fristelsen på et tidspunkt, men det ville i hvert fald ikke ske på denne dag. Nu ville hun blot tilbage til hytten og væk fra ham. Hun kunne simpelthen ikke være i nærheden af ham længere.

Da hun var nået til sin hytte, var sandet rimelig meget forsvundet fra hendes fødder. Hun kørte dem en enkelt gang imod hinanden, så det sidste kunne komme af, og så trådte hun ind i hytten. Hun gik ind på sit værelse og smed sig straks på sin seng, ligeglad med, om hendes ben stadig var fugtige. Hun stirrede op i loftet og kom med et stort suk. Deres fælles træning dagen efter ville blive den største prøvelse hun havde været igennem længe. Forhåbentlig kunne hun klare den ligeså godt, som hun plejede at klare prøvelser.

//Out

Det, ærlig talt, meget charmerende smil hun sendte ham; ville have kunnet drage hans blik til enhver tid. Hvis altså, hun ikke havde holdt øjenkontakten med ham, imens. Der var et eller andet ved hendes øjne. Det bedste ord han selv ville kunne finde, var at kalde dem 'funklende'. Men det syntes alligevel ikke at være helt tilstrækkeligt. Øjne der syntes lige så velkommende og varme, som de var... opmærksomme og hemmelighedsfulde? Nej. Han kunne virkelig ikke forklare det, ikke engang til sig selv. Og deres usædvanlige kvalitet syntes nærmest en gåde til ham. Men det skulle dog endelig ikke holde ham fra at vedholde øjenkontakten, og lade sig forføre af øjnenes nærmest mystiske kvalitet. Lidt anderledes fra forførelsen resten af hendes kvindelige former lokkede ham med, men ikke desto mindre noget der endte i nogenlunde samme tankestrøm. Han betragtede hende lægge hovedet lidt på skrå, for så derefter at tage en dyb og usynlig indånding; da hun så endelig vendte sig, og forlod stranden. Det ville næsten være utilstrækkeligt at sige, at Halfdan endnu betragtede hende som hun gik væk; men til trods for faren involveret i for længselsfulde blik mod hende, kunne han ikke lade være. Han blev dog hurtigt revet ud af de voksende tankestrøm, og tilbage til virkeligheden; da en lille anstrengt lyd forlod Cole's læber, i knægtens åbenbare ihærdige indsats. "Yeah, yeah." Lød det så roligt og nærmest opgivende fra Halfdan, hvorefter han så lod Cole hive og trække ham mod ham og hans broders mesterværk.

Til trods for de djævelske smil, og de mange andre planer tvillingerne end måtte have haft; havde Halfdan ikke rigtig tøvet med at slæbe de to knægte med tilbage til hytten. Det var på tide de kom ud af solen, og det var på tide at Halfdan fik rettet sin opmærksomhed mod noget andet. Noget andet, end Annabeth. Nu var han, trods alt, ingen lille teenager; forelsket og rørstrømsk efter mødet ed en smuk pige. Men så snart tankestrømmen blev doven og overfladisk, og ikke var fængslet af noget andet; greb hans livlige fantasi enhver chance for at tænke på hende. Selvfølgelig imod hans vilje, men helt slemt var det dog ikke. Og næsten mere... sikkert. Da hun jo ikke var i nærheden. For nu da han var uhyggeligt klar over hvad han ønskede, kunne han bestemt ikke garantere; at han ikke ville give efter for lysterne, og gribe ud efter hende. Den stakkels unge mand var jo også næsten ved bristepunktet. Havde hendes nærvær varet meget længere, denne dag på stranden; ville han ikke have kunnet skjule sin kraftigt seksuelle attraktion. Ellers ville han måske have gjort noget drastisk for at skabe afstand imellem dem, for at benægte hende denne meget fysiske magt over ham. 'Èn ting af gangen' syntes heller ikke engang nok til at fjerne hans fokus, for noget af det næste på dagsordenen den kommende uge; var hans trænings-session med hende. For fanden...

//Out