Emotions out of control.. - Daniel.

Turen ned til stranden havde været en smule akavet, udover når samtalen havde kommet godt igang. Meget havde stadigvæk at snakke om, og Clarisse elskede at gå alene rundt med ham. For så kunne hun være sig selv, 100 % sig selv og det elskede hun.. De havde endelig nået strandsandet, og Clarisse kunne hører havet brussede når bølgerne skyllede indover kysten. Clarisse nød lyden, hun elskede at gå på stranden, specielt når bølgerne ikke var stille og rolige, men lidt mere vilde. Så man virkelig kunne se havets magter. Clarisse løsnede sit hår, og lod vinden blæse lidt i det, og vendte blikket imod Daniel igen. Hendes smil var kærligt, og meget afslappet selvom hun stadigvæk ikke vidste helt hvordan hun skulle være overfor ham. Men hun havde taget sine sko af, og var gået ud i de helt lave bølger som skyllede indover hendes ankler.. Det var ret så koldt, og hun gispede også i et kærligt grin. Hun var andet end bare en krigsmaskine som nogle troede.. Men ja de troede forkert.

Daniel går med hende ned til stranden, han går op på siden af hende, og da hun slår håret ud kan han ikke undgå at stirre i en mindre tid, men han ser hurtigt frem for sig igen. Sammen med hende, føler han sig langt mere sig selv. Han behøver ikke andet end hendes selskab. Han mærker at hans ene finger snitter hendes, hvilket får ham til, at trække den lidt til sig, han vil ikke overskride hendes grænser, selvom han virkelig gerne bare vil tage hendes hånd og holde om den. Han vil bare samle hende op og true hende med, at gå ud i vandet og tabe hende som han før har gjort. Han ville bare ønske han kunne gøre de ting de gjorde før. Han ved bare ikke hvordan han skal nå tilbage til det sted, det stadie. Han ser over på hende og knytter sine hænder fordi han helst ikke vil gøre noget han vil fortryde. Han går lidt videre hen og får øje på et sted de tit sad. "Kan du huske vi altid gik derhen og lavede alt muligt?" Han havde ikke glemt meget fra deres tid samme, alle de fantastiske stunder de havde haft sammen var stadig lagret i hans hjerne som om det var i går.

Var det forkert at ønske at tingene stadigvæk var som de var engang? Så ville det ikke være så akavet, og hun ville ikke være nød til at lægge skjul på sin usikkerhed omkring ham som hun havde lige nu. Det havde hun ikke dengang de var sammen, hun ville bare have denne usikkerhed til at forsvinde langt væk. Kaste den væk ud imod horisonten og aldrig se den igen, se der var der noget at tale om.. Hun tog en dyb indånding og lod vindens blide vindpust ramme hendes hud og omfavne den med sine bløde hænder. Hun kiggede over på ham igen da han snakkede, hun lyttede skam stadigvæk til hvad han sagde. Der var ingen grund til andet? "Ja jeg husker tydeligt, gode tider." Svarede hun og kiggede ham kort dybt i øjnene, og blev næsten helt tryllebundet igen. Det var som om hun bare ikke kunne tage øjnene fra ham, når han var i nærheden.. Det var faktisk en smule irriterende.. Men hvad kunne hun gøre ved det, at skubbe til hans grænser ville jo også være alt for dumt.. Hun anede bare ikke hvad hun skulle gøre ved sig selv lige nu.. Alting var så forvirrende når hun faktisk tænkte over det..

Daniel huskede tilbage på de tider de havde sammen. De tider hvor de ikke havde en bekymring i livet. Han går tættere på hende og ser hende i øjnene. Han føler bare det hele kommer tilbage til ham. Han står ret tæt på hende, han kan ikke lade vær. Han bliver bare stående sådan lidt, fordi han ikke ved hvad han ellers skal give sig til. Han ser ned på hendes ene hånd og flytter sin ene hånd frem imod den og rører blidt ved hendes fingrespidser, han kan mærke hvordan han bare føler alle de følelser han hele tiden har følt. De følelser han har lagt bag sig, så han kunne forsøge, at komme videre. Han lader hans hånd omfavne hendes, mens han ser ned på dem stadig. Han ved godt det måske er dumt, og det kan risikere en masse, men han har brug for, at vide om der kan ske noget igen. Han kan ikke gøre andet end at se hvordan hun reagere.

Var det hendes hjerte som bankede i hendes brystkasse, så hårdt at det føltes som om det ville smadre lige igennem hende.. Som var hun ikke lavet af andet end papir.. Det var som om hun stoppede med at trække vejret, eller bare ikke kunne få sig til at holde vejrtrækningen.. Først da hun lyttede til hans kom hun ind i den rigtige rytme igen, hun kiggede ned på hans hånd som holdt lidt ved hendes. Det fik hende til at smile skævt, igen uden hun tænkte nærmere over det. Hendes verden var langsomt bare blevet dette øjeblik, alt andet var lukket ude.. Hun kiggede op imod hans øjne for at fange en øjenkontakt.

Daniel føler sig helt alene med hende. Standen er ganske rigtig øde, men selvom den var fyldt ville det ikke føles sådan. Han går ud fra at det er et godt tegn, at hun ikke trækker sig væk. Han ser op på hende og fanger hendes øjne. Han føler en lyst til bare, at kysse hende og smide alt væk, eller få en masse han har savnet. Han vil gerne risikere det for. Han fjerner en tot hår fra hendes kind og fører det om bag hendes øre. Han gør det langsomt mens han samtidig holder øjenkontakten med hende. Daniel går tættere på hende så der nærmest ikke er nogen afstand mellem dem længere. Han læner sig helt ind til hende og lader meget let så de knap nok rører dem, men han vil bare være sikker på hun vil gengælde det før han gør det til et rigtigt kys.

Clarisse kunne ikke tænke klart, det var måske første gang man så hende så svag som hun kunne blive. Fordi hun stod i sin egen verden, hvor alt bare var regnbuer og enhjørninger. Han lænede sig nærmere hende, det var næsten som at se en film.. Hvor publikum bare ventede på at deres yndlingspar kyssede og fandt sammen, hendes hjerte bankede som 10 vildeheste der kom galloperende igennem de sandede terræn. Clarisse lænnede sig tættere imod Daniel og lod deres læber ramme hinanden det gav et sus igennem hende.. Hun havde savnet det, ingen tvivl omkring den lille detalje der.. Men det var som fyrværkeri.. Det gjorde hende glad.. Hun havde ikke lyst til at slippe det igen, det vil bare være akavet hvis han ikke gengælte det..

Daniel mærker hun kysser ham, hvilket gør at hans følelser for alvor kommer tilbage. Han kan mærke hvordan det føles som om der har lagt sommerfugle som først nu er sprunget ud. Han gengælder kysset og lukker så øjnene i, han lader hans fingre flette ind i hendes og hans anden ved hendes hofte. Han har længtes efter det her øjeblik længe, han har haft lyst gang han  at tage fat i hende og kysse hende hver gang han så hende. Han bevæger hånden på hoften frem og tilbage i beroligende bevægelser. Han nyder bare, at holde om hende. Daniel ser ikke andre end Clarisse lige nu, han har ikke øje for andre, han kan sagtens flirte med andre, men han vil aldrig ligge noget i det. Ikke ligesom med Clarisse, der bekymrer han sig om hende, og han vil gå langt for, at hun er sikker og glad. Alle de andre han har flirtet med imellem eller før Clarisse har han egentlig været ligeglade med.

Daniel var den eneste som kendte Clarisse igennem tykt og tyndt, de andre på klanen var ofte bange for hende.. Eller hun havde da venner, der var Collin, Dylan og Adrianna som hun var gode venner med ellers. Men mange var bange for hende, fordi de mente Ares børn var totalt hårde typer.. Men hun var hård, men hun var også mere.. Clarisse nød han gengældte kysset, og hun havde bare lyst til at stå her resten af dagen og nyde det fuldt ud.. Clarisse kunne godt lide at have ham tæt på sig, det var behageligt.. Underligt nok, alle de følelser hun havde for ham.. De blussede op igen, gjorde det svært at tænke helt klart.. Clarisse var ikke typen som flirtede vildt meget, igen mest fordi de fleste var lidt skræmt over hende.. Så det var svært at gøre et godt indtryg et sted som lejren fordi hun havde den far hun havde..

Daniel havde skam også sit rygte, der var også noget sandhed i det, så et rygte var det vel ikke helt. Alkohol fyldte meget i hans liv, men det betyder ikke, at han ikke har andet i sit liv. Han forsætter kysset, og han vil gerne have det bliver ved, men han bliver nød til, at stoppe det så de kan blive enige om, at det var det rigtige. Selvom det føles rigtigt, så er de gået fra hinanden flere gange, fordi de ikke fungerede. Han stopper kysset og går et skridt tilbage. Han ser på hende og forsøger, at finde ud af hvad han skal sige. "Vi må nok hellere snakke.. Før vi gør noget forhastet." Det havde været svært for ham, at stoppe kysset, men han bliver nød til at tænke på dem begge. Han kan ikke være egoistisk og bare gøre det som passer ham uden konsekvenser, selvom det virkelig kunne være rart. Han har stadig fast i hendes hånd og går hen imod en sten man kan sidde på. Hvis hun ikke vil gå med, vil hans hånd bare glide ud af hendes, men han vil gerne have hun kommer med.

Med det samme det stoppede, så byggede Clarisse sig selvsikkert op igen. Selvfølgelig ville hun helst have fortsat men han havde jo ret, de havde været så meget on og off.. At hvis de ikke tænkte sig om ville det ende helt galt. "Det må vi nok hellere." Svarede hun flydende, der var ikke en tøven i hendes stemme. Hun fulgte med ham hen til stenen, og satte sig op på den, hendes blik gled ud imod de store bølger.. Der brussede op langs kanten.. Da hun havde sat sig, havde hun givet slip på hans hånd.. Hun vidste godt nok ikke hvad hun skulle sige, så derfor sagde hun ikke noget. Normalt var hun hurtig til at starte en samtale.. Men ikke lige nu..

Daniel var ikke den bedste til sådanne samtaler, så han vidste ikke hvad han skulle sige. Men han måtte nok starte det, eftersom det var hans idé. Han trækker sin hånd til sig og folder dem og lader dem hænge imellem hans ben. Han ser ud imod bølgerne og hans tanker følger bølgernes gang. De går fra at være stillestående indtil der kommer en bølge og ødelægger roen. Han så hen på hende og bliver forvirret over sine egne tanker. Han kan ikke beslutte sig for hvor han skal starte. "Jeg har stadig følelser for dig." Han snakker sjældent om følelser, men det er et godt udgangspunkt. Han kører en hånd igennem hans hår og ser igen lidt væk fra hende. "Men vi har prøvet så mange gange. Hvem siger det vil gå den her gang." Han kan ikke forstille sig med andre end hende, men det er heller ikke fair hvis de begge skal være så forvirret og såret. Han ville aldrig indrømme det, men han bliver såret gang på gang når de er gået hvert til sidst. Det gør mere og mere ondt for hver gang det sker.

Clarisse synes det begyndte at blive akavet ingen af dem sagde noget.. Til at Daniel brød igennem stilhedens barriere imellem dem, hun blev lidt overrasket.. Men alligevel ikke så meget, ellers ville han jo ikke have kysset hende tilbage før.. Hun havde også stadigvæk følelser for ham, men om det ville kunne gå igen tvivlede hun alligevel lidt på.. Men Clarisse var ikke sikker på om det bare var skæbnen som legede med dem eller hvad det var. "Jeg har også stadigvæk følelser for dig.. Men som du selv siger, hvem ved så om det vil gå denne gang.?" Svarede Clarisse og så fremfor sig igen, hun var også typen som aldrig sagde hvis nogle havde sået hende. Fordi det lagde bare ikke til hende at gøre noget ved ting hun var blevet såret over, så var det bare noget andet med vrede. Den brugte hun i kamp, samlede vreden til hun kunne bruge den i kamp. Eller når hun manglede ilden til at bryde løs. "Så hvad gør vi denne gang, jeg har heller ikke lyst til bare at lade det ligge." Mumlede hun sin sidste sætning, og så lidt ned i sandet.

Daniel ved ikke hvad de skal gøre. Han ville ønske han bare havde alle svarene på alting, så ville det hele være meget lettere. Han ser igen ud imod bølgerne, det gør ham mere afslappet og lettere at tænke. Han rejser sig op og stiller sig hen foran hende. Daniel står bare og kigger lidt på hende, han ville sådan ønske han bare kunne se hvad der ville ske, det kunne vise ham hvordan det ville gå. Han propper begge sine hænder ned i sine lommer og trækker sine skuldre tilbage, det gør han når han ikke ved hvad han skal sige. "Måske skal vi bare.." Han ser ned i jorden og sparker lidt til sandet med hans ene fod. "Vi kan vel bare taget det afslappet. Måske er det bedre, hvis vi bare tager den med ro og så lader det udvikle sig som det gør?" Han vil rigtig gerne have det til, at fungere så han må gøre hvad han kan for, at nå hen til at de kan være sammen igen.

Hun lyttede og kiggede op på ham da han stod foran hende, måske var det bare det de skulle gøre. Bruge at lade tingene udvilke sig som de ville.. Det var ikke hendes stil at tage tingene med ro, hun vidste som regl hvad hun skulle gøre, hvad hun skulle sige. Clarisse var alt for hurtig handlende, men dette måtte vel bare blive en udfording for hende så. For hun ville jo inderst inde gerne gøre alt for at de kunne få det til at fungere imellem dem, for hvor var det at det gik galt? Hvad var det der gjorde at tingene ikke gik? Clarisse åndede stille ud, inden hun svarede ham. "Det må vi vel gøre," Svarede hun med et stille svagt smil.

Daniel nikker til hende og smiler en enkelt gang. Han ser ud mod havet og smiler lumsk til hende. "Vandet ser koldt ud." Han ligger en arm under hendes knæhaser og den anden omkring hendes ryg og løfter hende så op og går ud imod havet. Hun kan sagtens stritte imod, men hvis det sker vil han bare tabe hende, så det ville ikke være så smart. Han smider sine sko på vejene og når derud så vandet rammer hans fødder. Hun burde vide hvad der ville ske næste gang, han kunne godt finde på, at slippe hende, men han vil for det meste bare holde hende fast og holde om hende. Holde hende tryg. "Du kan snart blive våd. Du må hellere sørge for det ikke sker." Han vender hovedet som om han vil have hun skal kysse hans kind før hun kan komme ind. Han går længere og længere ud af.

//Samanthas fc, er Phoebe Tonkin. //

Clarisse holdt sine arme låst om Daniels hals da han havde taget hende med ud i de storer bølger.
"Du vovser på at tabe mig!" Sagde hun, da hun havde stået i vandet før vidste hun lige præcis godt at vandet var is koldt! Og havde ikke lyst til en ufortjent dukkert. Men dog var der også det grin som ingen andre end Clarisses venner og Daniel kendte som kom til lyde. 

Samantha kom gående længere nede fra kysten af da hun havde kunne genkende Daniel på en vis afstand. Hun mærkede en knude af jaloux i blomstre igennem hende, da hun så ham sammen med Clarisse igen. Var de to ikke færdige med hinanden? Samantha tænkte hurtigt, og så tilbage på to af sine halvbrødre og så imod Daniel og Clarisse igen. Så gik hun mod dem, uden at blive lagt mærke til. Og så brugte hun en af sine evner til at lade bølgerne trække sig tilbage, og samle sig til en stor bølge som kastede sig indover Daniel og Clarisse blot for at ødelægge den lille romance som hun følte der var imellem de to. Den skulle knusses, og de havde valgt et forkert område til at på, for Samantha var datter af Poseidon. Men hun havde fået det hele til at ligne noget hendes brødre havde gjort. Fordi hun løb over imod Daniel og Clarisse som om hun var bekymret. "Er i okay!?"Råbte hun til dem, den eneste hun faktisk bekymrede sig om var Daniel.

Daniel lod som om han var ved, at tabe hende, men han havde hende hele tiden. Han havde egentlig heller ikke lyst til, at slippe hende. Han var begyndt, at fryse sine fødder og ben lidt, så han overvejede om han skulle vende om, men han blev stående lidt længere, han bruger hans ene fod til at sprøjte lidt vand op på hende. Han vender sig om og ser Samantha, han har egentlig ikke noget imod hende, men han vil bare ikke forklare, at de ikke kan få noget sammen. Hun er hans seneste flirt, så han har ikke lige fået afvist hende ordentligt i nu. Men så på den anden side, han har heller aldrig sagt hun var den eneste i hans liv. Han går ind imod bredden, men han når ikke særlig langt før en kæmpe bølge har væltet og gjort dem begge to gennemblødte. Han rejser sig op og hjælper også Clarisse op. Han ser over på Samantha og nikker bare, men han er ret overbevidst om det er hende der har gjort det. Hans trøje er helt gennemblødt, så den kan ikke varme Clarisse særlig meget, men han tager den alligevel af og forsøger, at vride så meget vand ud af den som muligt. "Her." Han smiler til hende og giver hende den våde trøje.

Clarisse fik sig et chok da bølgen ramte hende, det var som at være inde i en vaskemaskine! Dog hjalp Daniel hende på benene igen, og hun kunne stadigvæk gå. Og hun gik også ind til kanten igen, hvor hun kiggede op på Samantha, ikke en tøs hun plagede at snakke med. Men var halv søster til både Adrianna og Dylan. Clarisse vred sit hår og takkede nej til Daniels trøje hun kunne godt klarer sig.

Samantha gik frem imod Daniel, og kiggede ham i øjnene.
"Jeg er glad for du klarede den uden skade.!" Sagde hun og omfavnede ham hårdt og kærligt, så kyssede hun hans kind og smilede sødt til ham. Samantha var ligeglad med de følelser imellem Clarisse og Daniel, hun var sikker på at hun sagtens kunne ødelægge dem.

Daniel tager sin trøje på igen og da han lige får den ned over hovedet bliver han omfavnet af Samantha. Han føler sig lidt overvældet, så han forsøger, at komme ud hendes arme. Han ved ikke helt hvordan han skal afvise hende, han er ikke vild med, at gøre den slags. Men han bliver nød til det, ellers ville det ikke være fair for dem begge. Han mærker hendes læber på hans kind, hvilket vel egentlig er smigerende, men han føler sig pludselig lidt skyldig over, at han ikke har gjort det forbi med Samantha, men han vidste jo ikke han ville finde sammen med Clarisse igen. Han ser på Clarisse. "Undskyld mig." Han tager et skridt væk fra Clarisse. "Kom lige med Samantha." Han går væk fra Clarisse og forventer Samantha kommer med.