Just for a walk ~ Fideliana

Delia smuttede hurtigt ud af døren inden hendes søskende kunne få fat i hende og hive hende med til morgenmaden. Hun elskede at bruge tid sammen med dem, men her til mlrgen havde hun brug for lidt privatliv, en ting der var svær at finde i hendes hytte. Få ville gå ud i skoven nu, de havde vist kun mad eller et morgenbad i tankerne. Hun søgte tit ud i skoven om morgenen, hun elskede roen og freden. Det var rart bare at gå for sig selv, og selvom det var koldt nu hvor skoven stadig vågnede, gik hun i bare tær. Hendes kjole gik kun til midt på hendes lår, men det var sådan hun havde det bedst. Ikke for meget tøj, bare tær til at mærke naturen og frihed fra alt og alle. Følelsen fik hende helt til at le i glæde, og hun satte i løb gennem skoven, ind og ud mellem træerne. 
Hun stoppede op da hun spottede en skikkelse inde imellem ræerne. Hun kendte ham. Og hun vidste han havde hørt hende, mærket hende og måske endda følt hende. Alligevel gik hun lidt forsigtigt imod ham indtil hun følte det var sikkert nok at løbe imod ham og hoppe på ham med et kram. "Godmorgen!!" Hun lo lidt efter at have talt og stillede sig foran ham med et smil over læberne. Hun var utroligt glad for at se ham, og havde nået at savne ham. "Tidligt oppe? Forstyrrer jeg?" Det gik op for hende at hun kunne forstyrre og trådte derfor et skridt bagud og slog hænderne for munden. Hun ville ikke forstyrre, og hvis han havde været i dyb koncentration havde hun da ødelagt det nu. "Undskyld! Jeg handler på impulser, det var ikke min mening!" Hun så lidt ned.

Hun så ind i hans øjne og rødmede svagt da han rørte hendes ansigt. Det var nu ikke fordi hun normalt var genert eller noget som helst, men det var bare anderledes når det var ham. Hun smilede lidt åndsfraværende. Nok havde planen været at hun skulle have en morgen for sig selv i skoven, men at være sammen med ham var nu heller ikke helt skidt, og hun ville glædeligt gerne tilbringe timer her sammen med ham, hvis det var hvad han ville. "Timer?" Hun gentog det lidt uden at tænke over det. Så gik det op for hende hvad han havde sagt og hun rystede lidt på hovedet for at vågne fra sin trance bestående af ham. "Timer?! Hvor længe har du været her? Hvor tidligt står du lige op?" Hun så sig omkring. Det var jo ikke ligefrem fordi det var en fest herude, og hun burde vide det. Men hver sin glæde, gik hun ud fra.
Lidt diskret gik hun tættere på ham og smilede. Hun håbede i hvert fald det var diskret. "Jeg har savnet dig. Det lyder ret corny, men det har jeg. Det er lidt skørt, ikke?" Hun smilede lidt usikkert og huskede sig selv på at hun nok burde lære at tænke før hun talte. Det lød ikke helt godt at hun stod og sagde hun havde savnet ham efter de havde tilbragt sådan, en dag sammen da de mødtes. Det var nu engang sådan det var, og den dag havde også været rigtig god. Noget lignende havde hun ikke prøvet.
"Nu hvor jeg har forstyrret dig i din træning, gider du måske gå en tur med mig? Eller skal jeg bare trippe af igen og lade dig være? Det kan jeg godt hvis det er." Hun var stadig lidt usikker på om han overhovedet gad at bruge tid med hende. Men på den anden side havde han jo lige trådt tættere på og rørt hendes ansigt. Det var bestemt ikke noget hun klagede over. Den tanke fik hende til at føle sig lidt småklam. Hvad var det overhovedet hun prøvede på? Det var som om alting altid blev mega forvirrende når hun brugte tid med Jason.

Delia så overrasket på ham. "Hellige Zeus. Og jeg følte jeg stod tidligt op." Og så lidt over sin skuldre mod sin hytte hvor hendes søskende sikkert var i fuld gang med højt humør og alt muligt andet. De var utrættelige, men hun ville gerne se dem stå op så tidligt som Jason. Hun så tilbage på ham med et smil. "Ja, det kender jeg godt. Det der med at komme væk? En hytte fyldt med halvguder med festens gud som far kan blive lidt meget nu og da. Specielt om morgenen. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan Artemis' børn er." Hun grinede lidt og hørte så hvad hun havde sagt. "Altså, jeg mener en flok. Altså, krigere. Sådan rigtige krigere. Ikke som os. Jeg ved jo hvordan du er, og jeg kan godt lide dig og.. Ja, du forstår vist hvad jeg mener." Hun smilede lidt undskyldende over hendes akavede væremåde.
Hans bekræftelse af at han også havde savner hende gjorde hende lidt mere rolig, og ikke mindst ret glad. Han havde også nydt dagen. Det var hun virkelig glad for at høre. "Jaer. Det var en rigtig god dag." Hun nikkede glad og så ned mens hun smilede. Normalt var hun ikke ret god til at være sammen med de halvguder der trænede meget, hun havde sjældent noget til fælles med dem, men Jason havde været så rar og menneskelig, han var så let at snakke med.
Da han snakkede igen så hun op og smilede over hans ord. Hans generthed fik hende til at le lidt, det var kært. De var begge super akavede, det var lidt komisk. Hun hoppede hen og tog hand arm og smilede varmt til ham. "God idé. Du fører an. Jeg er rigtig god til bare at følge med." Hun lagde kort hovedet imod hans skulder inden de begyndte at gå igennem skoven. Han kunne altid trække sig væk fra hende hvis han ikke gad at hun holdte fast i ham. Det var nu lidt hyggeligt mens de gik at de kunne holde fast i hinanden og gå i samme tempo. "Hvordan er dine søskende? Jeg mener... Hvordan er det at bo i Artemis' hytte?" Hun så nysgerrigt på ham. Hun holdt sig mest til sine egne, og vidste ikke så meget om de andre.