Welcome Welcome Welcome! - Cyril

S: Hovedbygningen
T: tidlig formiddag en stille lørdag
V: Kedeligt og gråt. Køligt
O: Et par andre halvguder, men ikke mange
Påklædning - uden skoene

Tiden gik så langsomt og der var ikke noget at lave. Kun den trælse ventetid. Det var selvfølgelig det værd, men hun kunne ikke vente mere! Siden hun fik nyheden om at hendes barndomsven Cyril ville dukke op i lejren havde hun ikke kunnet vente. Hun havde stadig ikke formået at få andre venner end et par søskende af hendes og få andre. At få en gammel ven igen ville være helt perfekt. Hendes far havde åbenbart vidst Delia kendte ham, hun havde i hvert fald fået lov til at tage imod ham når han kom, og hun havde glædeligt takket meget ivrigt. Nu sad hun så her og ventede på at han ville dukke op. Der var så meget hun skulle fortælle og vise ham. Hvis bare han nu kom! 
Hun sendte et blik ud af vinduet og sukkede opgivende. "Kom nu, jeg kan ikke vente mere!!" Hun trippede lidt rundt om sig selv mens hun utålmodigt fortsatte sin venten.

Lejren var ikke hvad Cyril havde regnet med. Da han først havde fået at vide at han var søn af en dødsgud, havde han lidt forventet noget i stil med gigantiske underjordiske paladser og lava og diverse. Måske nogle parader, der skulle byde de dødes herskers søn velkommen hjem. Hvad han ikke havde regnet med, var hytter. I en skov. Eller de halvt-dyr-halvt-menneske-100%-ikke-til-at-stole-på væsener, der slendrede rundt, som om de var de naturligste skabninger i verden. Cyril satte farten op. Han havde ikke spor lyst til at finde ud af om der var, ja hvem ved, hydraer eller et eller andet, også. Han havde forsøgt at læse op på sin mytologi, det havde han virkelig, men så var der spil der skulle spilles, tv-serier der skulle følges med i... Cyril følte selv at han havde et meget travlt liv. 'Monster Survival 101' var bare ikke lige blevet integreret ordentligt i hans dagligdag. Det fortrød han nu.
Så hurtigt hans værdighed ville lade ham, smuttede han ind i hovedbygningen, og spejdede rundt. Fideliana burde have været der nu. Fideliana burde have været der og hun burde forklare ham hvad pokker der skete, før han spontant satte ild til et eller andet af bare paranoia. Da han spottede hende, kom hendes navn fra hans læber som et lettet suk. "Delia!"
Med et skævt smil, gik han hende i møde og trak den ene hånd op af lommen på sin krøllede skjorte, for at give hende et en-armet knus.

Delia var tæt på at smelte ned på gulvet af utålmodighed og kedsomhed. Hun duede ikke til at vente i lang tid, slet ikke når hun var så spændt og glædede sig sådan til at gense Cyril. Det var længe siden nu. Og hun havde ikke snakket rigtigt med ham siden hun fik at vide hun var halvgudinde. Måske havde hun lidt skyldfølelse over det, men hun kunne jo ikke sms'e, og hun kunne ikke lige sende et brev. Det var svært at have ordenligt kontakt med nogen. Der skete så meget nyt. 
Hendes hoved røg op da hun hørte en dejligt velkendt stemme. Hun kunne ikke andet end at smile stort inden hun kom på benene. Hendes bare fødder var hurtige og elegante over gulvet inden hun slog begge arme omkring Cyrils hals og krammede ham ind til sig som om det galt hendes liv. "Du er her, du er her! Du er her virkelig!" Hun gav slip og hoppede lidt på stedet af ren glæde over at se ham igen. Hun så på ham med et stort smil. "Jeg skal vise og fortælle dig så meget. Har du fundet din hytte? Har du nogle ting med? Hvad har du fået at vide? UH HVAD ER DINE EVNER?!" Hun så spændt på ham mens hendes spørgsmål væltede frem. Hurtigt hoppede hun glad hele vejen rundt om ham med en latter, alt i ren glæde ved gensynet af en ven.

Cyril himlede med øjnene og måtte indse at Fideliana virkelig ikke havde ændret sig siden sidst han så hende. Hendes opførsel gav dog langt mere mening for ham, nu hvor han kendte bare en smule til hendes forældersituation. *Giver jeg også mere mening?* tænkte han for sig selv. *Forstår de nu hvorfor jeg er som jeg er?* Han vidste ikke hvem 'de' var, heller ikke hvor den trang til at hævde sig selv kom fra. Alligevel krydsede et køligt smil hans læber ved tanken. Det her kunne gå hen at blive sjovt.
Hans dystre planer mistede dog lidt deres dramatiske effekt, akkompagneret af den hoppebold af en halvgudinde, der lige nu havde formået at omringe ham helt på egen hånd.
"Delia. Del, pas på blodtrykket," mumlede han tørt, uden videre ambitioner om at blive hørt af den hyperaktive pige. Alligevel kunne han ikke tilbageholde en stille latter. "Du skal nok få mine kræfter at se, bare rolig. Men lige nu tror jeg at jeg har flere spørgsmål end du har. Har du tænkt dig at fortælle mig hvordan d'herre udenfor hænger sammen, eller skal jeg bare ha' mareridt om Frankensteins geder resten af mine dage?" Med et smørret grin, forsøgte han at få et glimt af de sære væsener udenfor gennem vinduet.

Hun så på ham med et stort smil. Det var helt fantastisk han var her. Ændret sig havde han i hvert fald ikke, men det gik hende ikke på. Hun havde alle dage fundet hans lidt spøjse personlighed behagelig at være i nærheden af. "Åh hold op, mig og mine søskende er ikke ligefrem kendt for lavt blodtryk. De ville ikke klare en time i Dionysos hytten. Lad det nu ligge! Vi skal have det sjovt nu Cyril!" Hun snurrede en gang rundt om sig selv i ren fryd inden hun tog fat i hans ene hånd og trak ham med. "Kom nu skal jeg vise dig rundt! Bare spørg! Du vil elske det her sted siger jeg dig. Alle er så søde, og vi har det så sjovt. Du skal glæde dig til at møde dine søskende! og mine. De er virkelig søde!" Hun smilede stort til ham og stoppede op da de stod udenfor. Hun lo blidt over hans formulering.
"Satyrer og kentaurer? Nu kender jeg ikke deres anatomi, men de er en slags beskyttere, i hvert fald satyrerne. De passer på os, og hjælper os. Kentaurerne er mere en slags.. hvad skal man sige... trænere. Chiron er sådan, den øverste af alle og arbejder sammen med min far. Han er kentaur." Hun fortalt glædeligt mens hun bevægede sig igennem lejren og forbi folk der trænede over alt. Det var ikke til at slippe for her. Selvom hun nu gjorde sit bedste selv, Delia.