Show me what you've got! - Cyril

Sted: Arenaen
Tid: Middag
Vejr: skyfrit men frisk så det ikke bliver for hårdt med træning
Omgivelser: En masse slåssende halvguder, lyden af våben der rammer hinanden hele tiden
Påklædning: Mit sædvanlige tøj til kamp, og min hjelm, det dog står ved siden af mig lige nu. 

Med et lidt skeptisk blik så Julien op imod himlen. Han håbede lidt skyerne snart ville dække den blå himmel og solen, så varmen ville forsvinde sammen med dem. Han kunne godt lidt det koldt eller køligt når han trænede. Det var ikke så besværligt eller klamt på den måde. En af hans venner spurgte om han var frisk på en kamp, men han takkede nej med et smil, og spurgte om de ikke kunne gøre det senere. Han havde en speciel aftale. Ikke at han ligefrem så frem til det, men han havde lovet Delia at hjælpe hendes ven, og han holdt altid sine løfter. Det var et princip han havde, og han havde ikke tænkt sig at ødelægge hans ry over en lille splejset nybegynder. Tanken var dog fristende lige nu. 
Han satte sig ned på en sten og kørte hænderne igennem det utæmmede brune hår mens han udstødte et kort suk. Han ville rigtig gerne igang nu, men regnede ikke med en stor udfordring. En nybegynder, og en splejs, det kunne da umuligt blive særligt svært eller hårdt. Men hva', en lille let træning var vel okay i ny og næ.

Cyril gik rundt om området og så til med utilsløret afsky. Så mange folk, så aggressive, så seriøse i deres små krigslege. Ikke nok med det, Delia havde overtalt ham selv til at deltage. Hvilket betød at han i øjeblikket var iført rustning på bryst, ryg og overarme. Sættet var alt for stort til ham. Eller også var han for lille til rustningen. Han beholdt ihvertfald hjelmen under armen indtil videre, det var helt sikkert.
Med et syrligt blik på de kæmpende halvguder, begav han sig mod en fyr der lignede ham Delia havde beskrevet. Det var noget med at han kunne lære ham nogle kampteknikker eller et eller andet. Hvis det betød at Cyril fik lov at sætte ild til ting, kunne han vel godt udholde en latterlig rustning. Trods hans nervøsitet og mistro til lejren, var han kommet her af en grund. At få magten over hans egne kræfter var rigtig god føde til motivation. Han gik hen til den ældre dreng og vinkede kort. "Hey. Jonas, Jamie, Judy-et-eller-andet? Fidelianas kammerat?"

Julien sad og sukkede tungt mens han ventede. Hvor svært kunne det da for Hades være at finde hen til arenaen? Det var jo ikke ligefrem usynlig. Han så op da en fyr henvendte sig til ham. Endelig. Men den lille splejs kunne da umuligt være Delias ven, kunne det? Der var virkeligt noget at arbejde med.
Han rejste sig op med at suk. "Jeg hedder Julien, søn af Hermes. Du vil nok gøre klogt i at huske det navn. Jules, Julie, Juliette, du kan glemme det. Julien. Intet andet. Få din hjelm på og hold op med at se så hjælpeløs ud." Han tog selv sin hjelm på og vendte sig om for at få fat i de to sværd han havde taget med. Han havde tænkt langt nok til at din lille grønskolding ikke selv havde magtet at finde et våben. Men hva', det skulle nok blive sjovt alligevel.
Han vendte sig om og smed et sværd over imod splejsen for at se om han kunne gribe. "Jeg ved ikke hvad du hedder og jeg er ligeglad. Det der gælder under træning er styrke, hjerne og reflekser. Plus du skal kunne kende dine evner og bruge dem. Jeg kender kun en af mine, men jeg har brugt den i 3 år og kan bruge den til perfektion. Du skal kunne det samme. Kom så, hvad ka' du?" Julien svang hurtigt sværdt ud imod drengen. Han sørgede for at det ikke ramte, men var tæt nok på til at flænse hans bukser. 
"Ingen kære mor, står du overfor en hydra er der heller ingen nåde. Kom igen." Julien slog igen ud efter drengen, og han fortsatte gang på gang. På et tidspunkt blev der vel slået igen.

Cyril sprang lynhurtigt et skridt tilbage, da et meget tungt-udseende sværd kom flyvende i hans retning, og det falt til jorden med et brag. "Okay, HVAD-" Han så vildt op på Julien, overhovedet ikke parat til det her. En civiliseret samtale ville slet ikke have gjort ham noget, sådan til at varme op med, men det blev hurtigt tydeligt at det ikke var Juliens intention. I det samme følte han lufttrykket fra Juliens sværd, da det strøg tæt forbi hans ben. Nælder af ulmende vrede begyndte at spire indvendig. Han stirrede koldt på Julien, mens han samlede sværdet op og trak hjelmen over hovedet. Hvis det var kamp Julien ville have, var det kamp han skulle få, det var helt sikkert. Han så sig omkring - og bag sig fandt han hvad han søgte.
Han lo dystert over spørgsmålet til hans evner. "Den del kommer vi til om lidt."
For hvert slag, sprang Cyril baglæns, dukkede sig, undveg så godt han kunne, men han var alt for tit alt for langsom - og rifterne blev flere og begyndte at svie. Han havde aldrig prøvet det her før, havde aldrig været i slåskamp med nogen som helst, og for at være ærlig, var hans kondition heller ikke noget at prale af. Han begyndte at miste vejret. *Kom så, bare en smule længere-*
Og endelig. Endelig nåede han sit mål. Han dukkede sig en sidste gang for Juliens klinge, hvorefter han trådte et skridt tilbage, bragte bladet af sit eget sværd foran sit ansigt og pustede. Med ét, brød en hvid-orange flamme op omkring klingen, stanken af varmt metal gennemsyrede luften og sværdet syntes at knurre af arrighed over at blive påtvunget flammerne.
Med et enkelt sving, bragte Cyril klingen over jorden - og lod den brænde det tørre græs, han før havde fået øje på. Overalt omkring sig, trak han lange, rødglødende flænger i græsset, der brød op i deres egne flammer og skabte en kogende mini-arena omkring ham. Han så drevent på Julien og slog ud med armene mod de hede flammer, der nu omgav ham. "Kom bare. Julie."

Julien så uimponeret på ham mens han forsvarede sig. Det var ikke sådan han ønskede at kæmpe. Men han fortsatte sine hug. "Kom nu man!! Vis hvad du kan tøs! Jeg har kæmpet mod afrodite børn der var bedre end det der!!" Julien gik ind for motivation. Og en hård trænings metode. Der var ingen grund til at være sød og mild, for det var hydraer ikke, eller andre monstre. 
Han så overrasket til da ilden begyndte at brede sig. Måske kunne den lille splejs lidt alligevel. Men kunne vel håbe. Julien lod ham gøre hvad han ville. Lod ham udforske hans evner. Men så snart han gik imod hvad han havde sagt kunne han glemme alt om bare den mindste medlidenhed. "Åååh, lille ven. Det der vil du ikke kaste dig ud i..." Egentlig havde han ikke tænkt sig at bruge sin evne, men han kunne vel godt udnytte det lidt. Han lod med det samme sin evne sætte ind, og da han begyndte at bevæge sig var han væk, mere eller mindre. Han huggede igennem flammerne, denne her gang for med vilje at ramme den lille ranglede dreng. Han fik et par snit sår, ved skulderen, ved hoften og et på låret. Hele tiden sørgede han for at holde sin evne igen så Cyril ikke kunne se hvor han kom fra. Da han følte han havde leget nålepude med ham længe nok til at han forstod poiten stillede han sig frem foran den lille dreng igen, så han var synlig. "Har du tænkt dig at angribe i dag, eller ville du være i forsvar hele dagen prinsesse? For at forsvare sig dræber sgu hverken hydraer eller andet skidt. Vil du overleve eller vinde?" Julien talte højt og tydeligt til ham, for at provokerer til flere slag. Meningen var jo at drengen selv skulle kunne få ram på nogen. Ikke bare overleve et slag. Så kunne han lige så godt blive hjemme. Julien stof klar, og ventede på at angreb, og på at drengen kom ud fra hans lille trygge ildarena.

Med et halvkvalt hyl, forsøgte Cyril at trække sig længere ind bag flammerne, men lige meget hjalp det. Det var som om Julien var alle steder på én gang, og alligevel kunne han ikke se ham, kunne ikke flygte fra ham. Cyrils ben gav efter under ham og han faldt ned på det ene knæ. Med en hvæsen, stirrede han rasende op på sin modstander, der pludselig stod lige foran ham. Han var ikke vant til at blive udmanøvreret, ikke efter han havde opdaget sine kræfter. Det kunne intet menneske hamle op med. *Men jeg er ikke i menneskenes verden længere, er jeg vel?*
Uden at spilde et svar på Juliens fornærmelser, for han frem, vinklede sit sværd og trak en flænge omkring Juliens læg, om til hans skinneben og lod ilden brede sig til Juliens bukser, hvorefter han rullede af vejen for et muligt modangreb og snublende kom på benene. Med sig fra jorden, tog han med sin frie hånd en bunke sten, og en efter en, satte han ild til dem og kastede dem i Juliens retning. Tre ramte, én på hans lår og én på hans skulder, hvor ilden tog fat, og én på hans rustning, der prallede af. Uden at se sig tilbage, trak han yderligere tre bælter af ild mellem sig selv og Julien, og håbede inderligt at ilden ville gøre arbejdet for ham. Pustende, lod han det tunge sværd læne mod jorden og holdt øje med Julien gennem flammerne.

Julien lod den lille dreng gøre hvad han ville for at sunde sig. Han kunne sagtens huske hvordan det var at komme til lejren og blive smidt ind i kamp og træning. Det havde gjort ondt længe, og havde kostet ham lang tid med sår og skrammer der var irriterende. Men sådan var det, der var en grund til han nu ikke havde skrammer konstant. 
Cyril angreb, præcis som Julien ville have ham til. Selvfølgelig gjorde det ondt, men han gjorde ikke andet end at bide tænderne sammen. Ilden var sådan set det værste, men ikke noget en rulletur på jorden ikke kunne klare. Han måtte dog ned igen da drengen kastede sten. "Er det det?! Har du ikke mere?!" Ikke at Julien ligefrem ønskede mere ild eller flere sår, men han var endeligt ved at have fat i pointen med det her. Et par halvguder havde samlet sig om deres kamp og gloede. Tydeligtvis ikke nogen der havde været her ret længe. Julien sukkede og fik deres opmærksomhed væk ved hjælp af hans evne. Cyril havde vist ikke ligefrem brug for tilskuere. Han ville aldrig sige det højt, men den lille splejs klarede det godt af en nybegynder at være. Det var ikke nødvendigt at rose ham, så troede han bare det var godt nok, og ville ikke prøve hårdere endnu. De bælter af flammer han tegnede gjorde det svært for Julien at komme til ham, men han satte kurs imod dem alligevel, det måtte gøre ondt hvis det ville. Til hans egen overraskelse stod han i næste øjeblik bag ved den nye fyr. Han stoppede lidt forvirret op og måtte orienterer sig inden han tog fat i drengen og skubbede ham til jorden. Han var overhovedet ikke fokuseret på kampen længere, men den nye evne der lige havde vist sig for ham. Det krævede opmærksomhed. Men ikke nu. "Fint. Få noget vand og tjek eventuelt dine sår. Og sluk din ild. Vi skulle ikke gerne have hele arenaen brændt af, vel?" Julien sparkede til ham inden han gik hen imod det sted han havde ventet på Cyril tidligere. Han så lidt skulende på Cyril, som om det var hans skyld at han nu var kommet ud af fokus. Et par minutter, så kunne de vel begynde igen. Måske havde Cyril også brug for lidt snak nu, han vidste trods alt hvad der blev forlangt nu.

Det var som om hans hjerte standsede, da han ramte jorden. Gløder og tørt græs strejfede hans kind. Han havde tabt. Uden at tænke over det, krøllede Cyril sig sammen om sig selv, hovedet presset mod brystet. Han havde været her før, på jorden, fanget. For lang, lang tid siden. Minderne skyllede ind over ham, druknede alle tanker, undtagen *lad mig være lad mig være lad mig være-*
Han ventede på smerten, ydmygelsen. Men der skete intet.
Cyril åbnede øjnene. Hvornår havde han lukket dem? Han så direkte ind i en lille flamme, der langsomt krøb mod hans hår. Han rejste sig hurtigt og trådte væk fra ilden. Stakåndet, så han sig omkring efter Julien, blikket flakkende. Da han fandt ham, frøs han på stedet. Julien var gået. Bare gået. Havde vendt ham ryggen og var smuttet uden videre. Virkede Cyril virkelig så svag? Så svag at selv hans fjender fik medlidenhed med ham? Med et råb, greb han det endnu flammende sværd for sine fødder og kylede det efter Julien. Det nåede kun et par meter, før det ramte jorden, spidsen begravet lodret i den tørre jord. Ilden der omgav klingen brændte ud hvor den var. Cyril stirrede på den. Det kunne ikke passe. Det kunne ikke passe at han havde tabt. Langsomt blev han opmærksom på de andre kæmpende halvguder omkring sig. Og han kom i tanke om at det bare var en leg. Selvfølgelig kunne Julien ikke tillade sig at gøre ham noget. Selvfølgelig. Stadig ude af den, distraherede Cyril sig selv med at smide jord over brandene han havde startet. Da han var færdig, vendte han tilbage til Julien med bøjet nakke, skam og vrede buldrende under en nu frosset facade. "Er vi færdige?" mumlede han bittert. Han ville bare væk, ville bare have fred til at tænke over det her.

Julien så over imod drengen der ikke ligefrem reagerede med det samme. Han lå et stykke tid og hyrperventilerede, eller hvad han havde gang i. Julien gik ud fra det var et dårligt minde, eller noget i den stil. Dan han til sidst kom op og stå fulgte han sværdet med et roligt blik, der landede sikkert nogle meter væk. "Okay, og pointen var?" Han så roligt imod sin tidligere modstander imens han fik ilden slukket. Selv drak han lidt af det van han havde med til sig selv, efter at han havde sat hjelmen ved siden af sig. Han brugte en del kræfter på at forstå hans nye evne. Han havde opgivet håbet om flere, efter tre år i lejren uden mere end han ene evne, var det lidt som om det virkede usandsynligt. Men alligevel var det kommet. 
Da Cyril kom imod ham kastede han vandet til ham, han havde lidt regnet ud drengen ikke selv havde overvejet det. Det interesserede ikke Julien om han greb eller ej, så kunne han vel samle den op igen. "Færdige? Vi er ikke engang begyndt. Men du kan lægge ud med at fortælle mig hvad du hedder og hvem du er søn af." Han tog det hele med ro, der var ikke andet at gør lige nu. Cyril havde vist brug for at få pulsen ned, og det samme med hans adrenalin. "Min hensigt var ikke at slutte så pludseligt, jeg ville have givet dig en chance. Men som du så viste en ny evne sig for mig, og det er ret... Underligt når jeg har været her i 3 år. Det er min svaghed, jeg burde bare accepterer og kæmpe videre. Men alle har sine øjeblikke, ikke? Hvilket leder mig hen til hvad dit panik anfald gik ud på?" Han så afvendtende på drengen. Han gik ud fra han ville blive afvist og at Cyril bare ville mumle noget surt. De fleste tog træning personligt, men for Julien var det ikke andet end, ja, træning. Han prøvede bare at blive bedre, koste hvad det nu måtte.

Cyril greb vandet uden problemer. I modsætning til gigantiske skarpe stykker metal, var vand ganske velkommen i hans nærhed. Han hev sin hjelm af og drak hurtigt, så hurtigt at det gjorde ondt i brystet, men det virkede. Hans nerver lagde sig og han kunne trække vejret ordentligt igen. Cyril tørrede sig om munden med sit ærme og hans øjne blev smalle, ved Juliens første spørgsmål. Han havde mest lyst til at råbe af ham, vende ham ryggen, stikke ham ned, et eller andet. Men hvis han skulle finde en stille nat at myrde Julien på, kunne fyren lige så godt få at vide hvem hans morder var.
"Cyril Cane. Søn af Hades. Mig en stor ære," mumlede han dystert og smed vandet tilbage til Julien, en smule for voldsomt. Alligevel kunne han ikke lade være med at lytte efter, da Julien fortsatte. Så man kunne faktisk opdage nye evner så sent? Det var interessant. Gad vide om han selv havde flere tricks i ærmet uden at vide det?
Han lo koldt over Juliens måde at beskrive kampens ende på. "'Panikanfald'? Kalder du det der et 'panikanfald'!? Nu er det ikke for at prale, vel, men havde jeg fået et panikanfald, så havde du ikke kunnet gå derfra i ét stykke. Om ikke andet, er jeg konstruktiv i min angst, Julie." Han hævede et bryn og trak på skuldrende. Det var ikke løgn. Som petroleum på et bål, havde hans evner en tendens til at eksploderer, når han var under for meget stress. Julien ville ikke have været den første det gik udover. "Og det kan ingen storsnudet wannabe-helt i rustning hamle op med." Det håbede Cyril ihvertfald ikke.

Julien så bare roligt på ham, greb vandet, og satte det ned. Han gad ikke gøre et stort nummer ud af det, hvis splejsen ville være tøsesur var han mere end velkommen. Personligt gad Julien ikke spilde sin tid på den slags, han havde bedre ting at bruge frustrationer og ikke mindst sin tid på. Til hans store overraskelse svarede drengen faktisk på hans første spørgsmål. Smart som hun var havde Delia selvfølgelig intet fortalt om den nye dreng, bare at han var ny og skulle have hjælp til træning. Hvorfor Julien havde sagt ja var stadig et mysterium, men noget ved ham havde gjort han ikke kunne afvise hendes ønske. Han mistænkte hende for at udnytte hendes evner lige i den situation. 
Et eller andet sted beundrede Julien hans vrede. Det var en ret god kilde til at finde styrke under kamp. "Jeg er ikke wannabe noget. Jeg er halvgud, og jeg har intentioner om at gøre hvad der forventes af mig. Jeg vil ikke kalde mig helt. Men jeg vil vove at påstå jeg har dræbt flere monstre end du har. Men lad nu det ligge. Sæt dig ned. Fortæl hvad dit lille show gik ud på?" Han lænede sig roligt tilbage mens hans krop fik lidt tid til at slappe af så han kunne være klar igen. Og han ville ikke være blid, for den lille dreng havde tydeligtvis ikke forstået hans pointe da han forklarede hvordan man tiltalte ham. Han havde nu ikke tænkt sig at reagerer på det lige nu. Så fik han kun hvad han ville, sejren i at gøre ham oprevet. Julien havde mødt for mange snobbede piger til at falde for den slags tricks. Den tanken lod et smil glide over Juliens læber, for Cyril mindede ham lidt om et par piger han havde mødt gennem sin tid i lejren. Knap så bitre som ham, men lige så hysteriske og temperamentsfulde.

Cyril gloede olmt på ham, uden at flytte sig. Kunne Julien ikke bare opgive al den snak? Var det ikke tydeligt nok at Cyril virkelig ikke gad snakke med ham om noget som helst? Åbenbart ikke. Men Cyril var træt, alt for træt til at blive ved at være på tværs, så han satte sig modvilligt ned. Han sukkede og holdt sit blik på den støvede jord. Skulle han virkelig sige det? Hvorfor var Julien overhovedet så interesseret i netop det? Cyril sank en klump og skævede til den ældre dreng. Han stolede absolut ikke på ham. På den anden side... Julien virkede ærlig. Stabil. Selvom han var træls.
"Jeg har ikke nogen tragisk forhistorie der undskylder alle mine gerninger, hvis det er det du håber," svarede han og mødte Juliens blik ordentligt. "Bare dårlige oplevelser med folk der ikke vidste hvem eller hvad de havde med at gøre. Folk der udnyttede at jeg troede mine kræfter var designet til det godes formål." Han rystede på hovedet med et glædesløst smil. "Hvor naivt var det lige?" Han lænede sine overarme på sine knæ og så ud over arenaen. Så krigerne slå hinanden til jorden, gang på gang, bare for at hjælpe hinanden op igen. Det syntes en uendelig cirkel. Endelig fortsatte han, langsomt, stemme på én gang tynd og tung: "De kom til at fortryde det. Har du nogen andelse om hvordan brændsår ser ud fra en 12-årigs øjne, Julien?" Det havde ikke været hans mening at skade dem, ikke dengang. Den hobby kom først senere.

Julien smilede skævt og rystede på hovedet. "Rolig nu min pige, jeg forventer ikke en lang tragisk forhistorie. Bare en forklaring på din måde at kæmpe på. Delia har sagt jeg skal træne og hjælpe dig, det kræver også noget fra din side." Han så kort ned imod hans sår på lægen for at bedømme hvor slemt det var. Han kendte sikkert en Apollon datter der kunne hjælpe ham hvis det var gået helt skidt. Det så nu ikke sådan ud, og han vendte sin fulde opmærksomhed imod drengen der fortalt omkring hans barndom. 
Julien kendte så mange i lejren efterhånden, og vidste at det var de færreste der havde haft hvad man ville kalde en nem barndom. De havde jo alle været anderledes og underlige for normale folk, fordi de jo lige præcis var anderledes. Hans egen havde heller ikke været helt nem, men ikke så slem som mange andre. Hermes var ikke så specifik en gud med evner som Hades f.eks. var, så det var nemmere at holde sine evner og træk for sig selv. 
Igen måtte Julien smile, men det var fordi han lagde mærke til Cyril brugte hans rigtige navn. "Jeg har set lidt af hvert gennem mit liv ja. Men du er nødt til at huske når vi kæmper og slås er det træning, ikke personligt. Når vi ikke gør, er vi os selv, ikke noget kamp og alt det der. Jeg vil provokerer dig, meget, for at få dig til at reagerer og slå til, men det er ikke fordi jeg ikke bryder mig om dig. Eller.. Det er ikke kun fordi jeg ikke bryder mig om dig." Julien sad lidt og overvejede det. Han kunne vel godt lide Cyril. Men han var anderledes og krævede lidt andre midler en mange andre havde gjort. Ikke noget der var uoverskueligt. Faktisk var det kun sjovt med lidt udfordring. Han tog sin vandflaske og drak lidt af den mens han overvejede det.

"Og du tror ikke at jeg ikke vil slå dig ihjel, hvis jeg får chancen? Du tror ikke at når ingen kigger, når ingen aner uråd, at jeg så ikke vil sørge for du kommer til at fortryde at du udfordrede mig?" Cyril satte sig op og studerede sin modstander et øjeblik. Så krøb et smil over hans ansigt. "For så stoler du mere på mig end nogen anden før har gjort." Han udforskede Juliens udtryk et øjeblik mere, før han igen så ud mod arenaen og lænede sig tilbage. Hans sår var utrolig ømme og han havde vist også fået sig et brandsår på anklen. Varme gjorde ham ikke noget, men direkte kontakt med ild var han dog ikke immun overfor. Det havde til gengæld en tendens til at hele hurtigt igen, uden ar. Sårene var dog en anden sag. Hvor mange flere af dem kunne han være åh-så-heldig at få, hvis han tillod Julien at køre mere på ham? Han var ikke sikker på han havde mere rask hud tilbage at stikke i.
Han sukkede. "Men okay. Hvis du virkelig tror jeg er så nobel en kriger, så kan jeg vel godt udholde at du er en uudholdelig nar. I arenaen og udenfor." Han sendte Julien et drevent grin. Det kunne gå hen at blive helt sjovt. Julien var tydeligvis stærkere end han selv var, så der ville ikke være store chancer for at han faktisk fik chancen for at gøre ham rigtig ondt, hvilket selv Cyril var klar over var for det bedste. Han havde et løst forhold til moral selv på sine bedste dage, når han var vred - som Julien åbenbart var dygtig til at gøre ham - var han en tikkende bombe.

Julien måtte le over Cyrils spørgsmål. Der var ganske enkelt ikke andet at gøre. "Jeg er søn af Hermes, ved du hvilke søskende jeg skal slås med hver dag? Min bedste ven er datter af Athene, ved du hvilke søskende af hendes jeg skal overleve? Jeg tror på du er en speciel gut, men nej. Jeg tror ikke du vil gøre mig noget. Uanset hvor meget du prøver at dræbe mig på slagmarken!" Han smilede skævt og rystede lidt på hovedet af tanken. Han egne søskende var alle tyve og de var ikke så lidt dumme. At bo i Hermes hytten kunne til tider være ret hårdt og udfordrende. Det var ti gange lettere bare at slå på noget hårdt herude. 
Cyril tog det overraskende positivt. Julien havde regnet med langt mere kamp og uenighed mellem dem, men drengen var åbenbart mere moden af sig end han først havde givet ham credit for. Måske, men kun måske, var den her trænings aftale ikke så slem igen. "Jaja, vi går ikke efter at være noble her. Vi går efter at kunne vinde og overleve hvad end vi nu må blive udsat for. Regel nummer et, tag aldrig dit yndlings tøj på i arenaen, eller nu du skal på opgave." Han nikkede imod det der engang havde været ganske nydelige bukser, men nu sad og lignede trevler over Cyrils ben. Desuden var de også småmærkede efter blodet fra hans sår. Bukser blev det aldrig igen. "Men jo, jeg kan nok også godt udholde en næsvis lille unge som dig. Både her, og udenfor." Julien sendte ham et drillende smil inden han rejste sig op igen, tog sin hjelm på og løftede sit sværd.
"Vi lære intet af at lege strikkeklub. Hjelm på, dit sværd efterlod du vist derovre. Du har en masse kampteknik og træning at lære, jeg har en evne der skal bruges. Din tur til at angribe den her gang. Kom hurtigt." Han gik tilbage til arenaen, væk fra deres pause sted, og gjorde sig klar til at Cyril ville angribe ham. Forhåbentligt var de begge mere klar på hvad der skulle ske den her gang.

Cyril sad et øjeblik tilbage og overvejede det en ekstra gang. Julien undervurderede ham tydeligvis, eller også overvurderede han sig selv. Alle kunne begå fejl, selv Julien, og hvis det skete, ville Cyril ikke kunne svare for sine handlinger. Han så ned på sit ødelagte bukseben og noterede sig modvilligt rådet om ikke at tage sin bedste smoking på foreløbig. Med en smule besvær, fik han sig rejst og genforenet med sit sværd. Han var muggen ved tanken om at bruge det i kamp, det virkede så stort og klodset, og han var allerede dømt til at ligne en idiot, når han prøvede at svinge det korrekt. Han var virkelig mere bygget til at stikke af og smide ild efter fjenden på afstand. Men han kunne ikke bakke ud nu.
Endnu engang plantede han flammer i sværdets klinge, og stillede sig op foran Julien, parat denne gang. Han måtte bare blive skarpere, forstå sin modstanders bevægelser bedre, få mere kontrol over sig selv. Langsomt kantede han sig mod højre, fulgte Juliens bevægelser, fulgte hans blik. Med ét, sprang han frem og svang sværdet mod sin modstanders ubeskyttede overarm, men ramte ved siden af. Han prøvede endnu engang, og en gang til, og en gang til. Igen måtte han stoppe og få vejret, det var pinligt hvor dårlig han var, og vreden og irritationen voksede på ny. Flammerne i sværdet spruttede og gav genskin i hans øjne. Men det var meningen han skulle lære det her, det var meningen han skulle lære teknikkerne, så hans vrede ville give resultater.
"Okay," sagde han lavt, uden at bryde sin koncentration. "Det er meningen du skal lære mig det. Hvordan gør jeg det her uden at ligne en komplet idiot?"

Julien følte sig ikke rigtigt træt, han var bare lidt irriteret over såre på hans ben. Men han havde prøvet værre, både brækkede arme og ben. Et lille sår skulle han nok komme over, det var risikoen ved kamp, og det var billigt sluppet. Hvis det havde været en rigtig kamp ville et lille sår nok være usandsynligt heldigt. Han stod klar med sit sværd og undveg de hug Cyril gjorde imod ham. Få af dem strejfede ham dog, men ingen ramte rigtigt som de burde. Og drengen måtte da også hurtigt give op, hans kondition kunne de vist fint arbejde på. 
"Okay. For det første, skal du begynde at løbe. Personligt nyder jeg en løbetur om søen tidligt om morgenen. Bare en 5 kilometer hver anden dag, det burde være fint til at starte med. Du skal have en god kondition for at kæmpe. Du skal også styrketræne. Eller kommer du aldrig til at løfte det her sværd bedre end du gør nu. Og jeg har taget et par af de lette. Armstrækninger, mavebøjninger og alt der styrker dine arme faktisk. Men lad nu det ligge, du kan ikke bruge det til noget hvis ikke du kan bruge dit våben." Julien så roligt på ham efter hans lille trænings program. Efter tre år var løbeturene og styrketræningen bare blevet en del af hans hverdag. Han tænkte ikke over det længere, men gjorde det bare. Forhåbentligt kunne han også få Cyril derhen en dag. 
"Tænk ikke på sværdet som en genstand. Se det som en del af dig, en forlængelse af din arm om man vil. Føl bevægelserne og vægten i det. Du er nødt til at kende der og dens betingelser før du kan bruge det. Tag det i din ene hånd og hold det udstrakt, i strakt arm. Find så en måde der er behagelig at holde det på, så vægten føles okay, og til at holde ud." Julien havde sænket hans svær og stod nu og kiggede på Cyril, ventede på at han gjorde som der blev sagt. Det var mere teori nu end først. Men nu havde han vel fået det rapkæftede af ham, han vidste nu at Julien kunne vinde over ham. Det skulle han ikek bryde sit hoved med mere.