Spisetid - Topaz, Fideliana, Cyril

sted: Spisestedet
tid: aften tid
omgivelser: en masse halvguder der spiser
påklædning: bukser og en t-shirt med en trøje over som jeg plejer

Lyden af snakkende halvguder, latter og bestik der skrambede mod tallerkner gjorde det svært for Dionte at høre sine egne tanker. det var nu hyggeligt alligevel, og hverdag. I sines hænder havde han sin mad og drikkelse, bestående af vand der hurtigt ville blive til noget andet når først han havde sat sig og kunne koncentrerer sig. Han drejede kort hovedet for at tjekke om Topaz var bag ham. Det var hun, han smilede, og vendte igen opmærksomheden på at finde et sted at sidde. endelig dukkede et tomt bord op og han placerede sig med det samme med hans mad. "Jeg regner med Delia selv kan finde os" sagde han mens han kiggede rundt for at få øje på hans noget livlige lillesøster. Han kyssede kort Topaz med et smil inden han så imld sit vand der ændrede kontistens til en mørkerød tykkere substans. "nu burde hun kunne finde os." Han smilede skævt, børn af dionysos plejede at være gode til at finde vin. Han havde lovet Delia at spise sammen med hende og hendes nye ven, noget med at han skulle møde nogle folk. Dionte ville selvfølgelig gerne hjælpe.

Topaz fulgte efter Dionte gennem menneskemængden.
 Hun glædede sig til at møde en af hans tætteste søskende, Delia, og hendes ven Cyril, og hun var opsat på at gøre et godt indtryk. Hun havde taget et par højtaljede cowboybukser, et græsk overarmsarmbånd, et par lange smaragd-øreringe, nogle lidt høje sandaler og en T-shirt der formegentlig var Diontes, den var meget stor og til meget bredskuldrede personer, så den gled lidt ned af Topaz' skulder, men hun var ligeglad, hun kunne godt lide at have Dios tøj på, (og desuden var hun begyndt at udvikle meget Hermes-agtige handlinger), og så havde hun sat sit bølgede, blonde hår op i en knold.
Med hendes ene hånd prøvede hun så vidt muligt at balancere sin mad, og med den anden prøvede hun at sørge for, at ingen bare gik ind i hende, så hendes mad ville blive spildt, det var sket før.
Dionte tjekkede om hun var med og hun sendte ham et hurtigt smil. Det var en dejlig følelse, at vide at ens tilstedeværelse ikke bare var overflødig.
De fandt en ledig plads, lod deres læber mødes i et hurtigt kys, som som altid fik en varm følelse til at brede sig i hendes krop, og satte sig.
Hun blev altid overrasket, når Dionte forvandlede vand til vin; af en eller anden grund var det en af de evner, hun aldrig ville komme sig over.

Delia så lidt rundt imellem alle halvguderne. I hænderne havde hun sin mad, og hun prøvede ihærdigt ikke at spilde det ud over det hele. "Han er her et sted, det ved jeg! Han er virkelig sød, du ville kunne lide ham!" Delia smilede stort og forventningsfuldt til Cyril inden hun hoppede af sted igen. Hun var sikker på han var med, han skulle nok bane vej om ikke andet. Han var vist ikke typen folk turde gå i vejen for. Delia kunne han nu ikke skræmme. 
Hun havde en let kjole på i et blomstret mønster. Den var ikke lang, men samtidigt heller ikke kort. Hendes fødder var bare, men sådan var det altid. Sko var ikke noget hun brød sig om, hun ville hellere have god kontakt til jorden. Hun så over imod det bord Dionte sad ved. Han havde lavet vin, hun var ikke i tvivl. Hun sendte ham et smil inden hun greb fat i Cyril og trak ham af sted. "Kom med!" Hun lo let og fint mens hun løb gennem menneskemængderne og satte sig overfor hendes bror. Cyril trak hun ned ved siden af sig. 
Hun satte sin mad ned inden hun rakte en hånd over til Topaz. "Fideliana, med bare kald mig Delia, det gør alle andre. Lillesøster til Dionte!" Hun smilede varmt og indbydende. Dionte var en af hendes yndlings brødre, han var rolig og omsorgsfuld, hvilket tit kunne blive en mangelvarer hos Dionysos børnene. 
Hun vendte så sin opmærksomhed til Cyril. "Dionte, men storebror." Hun pegede over mod Dio. "Og hans kæreste, Topaz." Hun pegede imod Topaz med et smil. "Og det her er Cyril, min ven, fra før vi kom til lejren!" Hun krammede Cyrils arm med et smil inden hun gav slip og begyndte og spise.

Cyril, iført sin sædvanlige gråblå-skjorte-og-sorte-jeans-match-up, halvt-mumlede-halvt-knurrede for sig selv, mens Fideliana trak ham gennem folkemængden. Han brød sig ikke spor om at være omringet af fremmede, især ikke når han ikke vidste hvilke kræfter de havde. Mennesker var én ting, halvguder og -gudinder noget helt, helt andet. Han fandt styrke i at mærke efter alle de forskellige dødsårsager der kunne ramme dem hvert øjeblik. Det havde styrket hans selvtillid i et utal af situationer og denne var ikke anderledes.
Han blev revet ud af sine tanker, da Fideliana puffede ham ned på en stol.
"Dionte og Topaz," gentog han tankefuldt og så mellem de to fremmede på den anden side af bordet. Han besluttede sig for at et nogenlunde stabilt forhold til Delias familie-plus-vedhæng nok ville være sundest for deres fortsatte venskab og fandt et smil frem. "Ja altså, jeg mener hej. Hej. Som sagt, jeg er Cyril." Ikke den glatteste introduktion han nogensinde havde givet. Han kørte en hånd gennem sit hår, der nærmest var uigennemtrængeligt af gele. "... Øh, fint etablissement... I har her?" grinte han og sendte Dionte og Topaz spørgende blikke. Han anede ikke hvad protokollen var for interaktion med andre halvguder. Eller folk han ikke havde lyst til at komme på kant med generelt. Det var helt nyt for ham.

Dionte så på Topaz med et smil mens han ventede på sin søster og hendes ven. "Hvor meget af mit tøj har du efterhånden liggende? For jeg synes jeg begynder at have ret lidt i hytten..." Han lo drillende og lagde sin ene arm om hende. Topaz gjorde ham lykkelig, og et eller andet sted gjorde det ham kun endnu gladere at se hende i hans tøj. Det var som om hele verden så kunne se at hun var hans, og at hun glædeligt ville vise det. Mere kunne han ikke be om. 
Da han hørte sin søsters stemme så han op med det samme og kom til at grine. Han havde faktisk lidt ondt af den stakkels dreng hun slæbte rundt på. Han vidste selv hvor ivrig Delia kunne blive. Inden den lille hoppebold der udgjorde hans søster nåede hen til dem, så han på Topaz. "Bare slap af. Hun er virkelig sød. Plus, du skal ikke være skræmt. Hun har alt for meget energi..." Han smilede lidt undskyldende på forhånd inden de to nye folk satte sig overfor ham og Topaz.
Under Delias præsentation løftede han kort hånden da hun nævnte ham for at vise det var ham. Ikke at der burde være nogen tvivl, men alligevel. Han lod fyren snakke inden han selv begyndte. Lidt akavet, måtte han indrømme, for at være social så ikke ud til at være Cyrils stærke side. "Øhm. Tak. Du ved godt vi andre er kommet dumpende som dig ikke?" Han smilede varmt og rakte så en hånd over imod den lille dreng, eller lille i Diontes verden. Dionte var noget mere bredskuldret og hans muskler var klart mere trænede end Cyril. "Som du ved, Dionte. Bare kald mig Dio, det gør de fleste. Jeg ved ikke hvad Delia har sagt, men jeg tvivler på det er sandt." Han smilede i retning af hans søster, hun var ikke bleg for at overdrive historier om andre. 
Han tog den nye dreng lidt i betragtning. Han var svær at placerer. Dio var ret sikker på han ikke var søn af Ares, men hvem han så tilhørte... Han håbede at finde ud af det snart.

Topaz smilede undskyldende til sin kæreste. Hun ledte hurtigt sin hukommelse igennem efter en god undskyldning, men konkluderede så at sådan én nok ikke fandtes: "Til mit forsvar har du yderst god smag i tøj". Hun smilede fjoget, lod Dionte ligge en arm om hende og satte sig tættere ind til ham.
Hun nikkede hurtigt til hans råd. Det var egentligt ikke det, hun var nervøs for, hun var mere nervøs for, at Diontes søster ikke ville bryde sig om hende.
Delia og Cyril fandt parret og satte sig ned overfor dem. Topaz trykkede Delias fremstrakte hånd med et smil og præsenterede sig selv, selvom at hun udmærket godt vidste, at Delia vidste, hvem hun var: "Hej Delia, Topaz, datter af Lyssa, eller Lytta om man vil". Hun blev med det samme klar over, at Dios advarsel ikke havde været nødvendig, Delia var fuld af energi og oppe at køre, men det var tydeligt, at hun var en venlig sjæl, og Topaz syntes med det samme om hende. Da Delia præsentere Cyril for hende, løftede hun hurtigt hånden i en vinken. Cyril virkede lidt akavet på hende, men det var der ikke noget at sige til, man kunne tydeligt mærke hans usikkerhed; hun smilede medfølende til ham og supplerede Dionte: "Vi har alle været nye, bare find dig til rette". Hun var ret interesseret for den fremmede; han virkede ret mystisk på hende, men samtidig også dyster hun trak lidt på skuldrene for sig selv og kom i tanke om, at der egentligt også var nogen, der så hende sådan.

Delia spiste imens resten hilste pænt på hinanden. Hun så på Dionte og rakte tunge af ham, vel og mærke efter hun havde slugt sin mad. "Klart. Klaphat, hvad jeg har sagt om dig har du uden tvivl fortjent!" Hun smilede så til ham med en lille latter inden hun igen tog en mundfuld mad til ind. Hun så over på Topaz og nikkede lidt, hun kunne ikke isge noget før hun havde sunket igen. Da det var lykkedes hende smilede hun. "Topaz. Og en million diamant navne, ikke? Det er pænt. Dionte har fortalt dem alle, men jeg kan altså ikke huske dem. Det er i hvert fald bedre end Fideliana Woods, jeg mener, helt ærligt. Det er virkelig nedern. Woods? Dionysos har jo med vilje fundet en med det efternavn. Det bliver ikke mere ironisk end det." Som altid plaprede hun bare løs om det første det bedste. Igen fyldte hun munden for at få mere mad. Hun lagde kort hånden over hendes vand inden det blev til vin, præcis samme nummer som Dionte lige havde lavet. Det var intet specielt for hende, men hun nød vin mere end vand til hendes mad. 
Hun så over på Cyril med et opmuntrende smil for at vise det var helt okay, der skete intet. De var søde og Topaz virkede også vældig sød. Dionte ville nok heller ikk være typen der datede en Delia IKKE kunne lide. Han var så sødt og roligt et menneske, eller halvgud, hans kæreste kunne umuligt være en kælling. "Fortæl om dig selv Cyril." Hun nikkede lidt imod de to andre for at få ham igang inden hun satte koppen for munden og drak lidt af vinen. Hun prøvede at forholde sig stille nu, selvom det klart ville blive svært. Hendes taktik var at blive ved med at fylde mad indenbords så hun kunne holde mund så længe, så det gjorde hun. Ikke ulækkert, hun sørgede bare for hele tiden at have en mundfuld at tygge på.

Cyril kunne ikke lade være med at grine over Diontes kommentar om Delias overdrivelser - det var virkelig ikke svært at tro - hvorefter han gav Dionte hånden. Han var ret sikker på hans fingerknogler mistede kontakt til et par led i den store fyrs næve, men det lykkedes ham at holde masken. Sværere var det at holde mund, da Topaz forsøgte at... berolige ham? Han trak langsomt hånden til sig, mens han holdt øje med hende.
Det var en lettelse, da Fideliana bare gik i gang med en af sine tirader. Hvis nogen kunne få ham til at slappe af, var det hende. Han greb chancen og begyndte at spise. Ved hendes sidste opfordring, så han dog op og gengældte hendes smil. "Hvad er der at fortælle?" Hans smil blev en smule bredere, han syntes faktisk selv der var en masse at fortælle. Men det måtte vente til en anden god gang, engang når han endten havde fundet ud af om han kunne stole på de fremmede folk, eller i det mindste havde dem i en situation de ikke ville kunne slippe levende væk fra.
"Tja, min far er Hades," begyndte han afmålt, men overlegent. "Min mor er... død. Sjovt sammentræf. Og... så sætter jeg ild til ting." Han trak på skuldrende med et lumsk grin, hans stemme glat, stadig ikke helt ovre det faktum at hey, han kunne spy ild. Hvor cool var det lige. "For det meste med vilje."

Dionte grinede og prikkede Topaz på næsen igen. "Bare jeg ikke skal til at gå i dine yndige kjoler som gengæld!" Han smilede drillende og kildede hende kort inden hans opmærksomhed igen blev rettet imod hans søster og hendes noget specielle ven. Han måtte indrømme fyren var lidt uhyggelig, men han var Delias ven, så han kunne vel ikke være så forfærdelig. 
Dio kastede en vindure i hovedet på Delia for at få hende til at holde mund."Slap nu af, du snakker sgu snart ørene af os søs! Og jeg er aldeles inge klaphat. Ikke mere end dig. Husk vi deler gener ikke?" Han smilede så venligt bagefter, han elskede Delia meget højt. De havde et godt forhold, det var den eneste grund til at han kunne snakke sådan til hende. 
Da Cyril begyndte sin snak lyttede han mere koncentreret, selvom fyren kun blev mere uhyggelig. Han var ret freaky, og han kunne ikke på nogen tænkelig måde forstå hvoran Delia og ham kunne være venner. Men der måtte være noget i ham, det måtte der jo. Han prøvede virkelig ihærdigt at finde det. "Ehm.. Det gør mig ondt med din mor, virkelig. Men, hvordan kom du her til? Jeg mener, hvordan fandt du ud af at du var halvgud?" Han smilede blidt og opmuntrende mens han stille trykkede Topaz lidt ind til sig. Ubevidst var det for at passe på hende, hvis fyren nu synes flammende halvgudinde var bedre end den mad de fik serveret. Ikek at han skulle til at have fordomme, bestemt ikke, men man kunne vel aldrig vide. Hades børn plejede nu at være lidt mere... Rolige, efter hans erfaring. Han var stadig åben over for Cyril, han kunne vel nå at ændre sin mening om ham.

"Du får altid sådan nogle gode idéer! Jeg synes, at vi skal afprøve den, hvis du ikke snart stopper med at kilde mig, mens jeg har mad i munden". Hendes ord var kolde, men hendes stemme var blid for at fortælle, at hun ikke var sur.
Hun smurte sin mad rundt på tallerkenen mens hun mumlede: "De er ikke noget at være stolt af, de er for prangende og umulige at huske. Jeg håber da ikke, at Dionte går og fortæller dem til alle jeres søskende? Jeg kan nu meget godt lide dit navn, det er simpelt, men stadig specielt."
Hun skulle lige til at irettesætte Dio, da hun hørte, hvordan han snakkede til sin søster, men lagde så mærke til det blik han sendte hende; det var bare for sjov. Hun rystede lidt på hovedet. Hun havde ikke særligt mange halvsøskende i lejren, og før lejren havde hun været enebarn, så hun ville aldrig forstå forholdet mellem søskende. Hun ville gerne vide lidt mere om de to halvukendte halvguder, så hun spurgte: "Hvor er I fra?"
Hun sad lidt og lyttede da Cyril fortalte om sig selv. hun fik en mistanke om at han prøvede at skræmme dem men tænkte ikke over det. Hun havde nærmest boet på et sindssygehospital før lejren, og hun var sikker på, at hun havde mødt et par halvguder dér, inklusiv Hades børn. Nogle af dem havde været ligesom Cyril.
Pludselig mærkede hun Diontes greb om hende strammes og hun skyndte sig at sige til ham: "Hvis du bliver ved sådan, kvæler du mig. Hvis det her har noget at gøre med kjolerne, kan vi godt droppe den idé!" Hun sendte et smil til Cyril og Delia, men sendte et blik til Di, der fortalte at han ikke skulle være nervøs på hendes vegne. Hun kendte ham godt nok til at vide den rigtige grund, og hun blev glad ved tanken om, at der var nogen, der ville beskytte hende lige meget hvad. Hun ville altid være tryg, bare Dio var der.

Delia spiste videre, hun var sulten. For en gangs skyld havde hun trænet i dag, og hun var nødt til at få en masse mad indenbords for at kunne fodre hendes krop og det ikke gik ned. Hun himlede med øjnene af Dionte. "Du er den største klapthat jeg har mødt. Men behøver jo ikke betyder noget dårligt. Altid" Hun grinede af ham og hendes kommunikation. Hun drak lidt af hendes vin inden hun så over på Topaz med et smil. Et nyt vandfald af ord var ved at bryde ud.
"Jeg er fra en lille by i Ohio. Jeg boede med min mor, og vidste aldrig rigtig hvem min far var, men fik at vide han havde bestemt mit navn. Hvorfor han valgte et så tåbeligt navn, aner jeg ikke. Men det er vist noget med at det er inspireret fra violinen, spillemandsinstrument. Han havde vist fået for meget vin den dag. I hvert fald fortalte min mor mig hvem jeg var da jeg begyndte at lege rundt med alkohol og forvandlede det til forskellige ting. Og så kom jeg hertil, for jeg kunne jo ikke rende rundt i den normale verden. Hvad med dig?" Hun smilede forventningsfuldt til pigen inden hun igen fyldte sin mund for at få noget at spise.
Da cyril talte trykkede hun en albue i siden på ham og sendte ham et blik der sagde hun skulle slappe af med alt det mørke og være lidt mere glad. "Hvad med at fortælle noget andet, Cyril?" Hun smilede blidt til ham og lænede sig så imod ham, hun følte han ikke var så dyster så. Han havde nok en større kamp med at få hende skubbet væk så, end at skræmme hendes bror og Topaz.

//kan ikke farve og ændre tekst på tablet ^^

Cyril lagde hovedet på skrå og betragtede Diontes reaktion, hvordan han trak Topaz tættere på sig, virkede så på vagt, og så alligevel ikke lukkede helt af. Han virkede modig, Dionte, og faktisk venlig. Han virkede som et godt menneske. Halvgud. Ligemeget.
Et puf i siden bragte Cyril tilbage til virkeligheden og han puffede til Delia for at få hende til at gå væk - selvom det mest var for sjov og han faktisk halvt håbede hun bare ville blive siddende klistret op ad ham. Delia var hyggelig at være sammen med, lige så meget som han hadede fremmede, lige så meget nød han at være sammen med hende. Hun var ufarlig, ufarlig og pålidelig. Og han skyldte hende virkelig at gøre sig mere umage med ikke at virke som en komplet psykopat. Hvis det betød at opgive flere oplysninger end han havde råd til, måtte det bare være sådan.
"Okay, okay, rolig nu," sagde han til Fideliana, selvom han ikke kunne lade være med at gengælde hendes smil. Han vendte sig mod Topaz og Dionte. "Jeg er også fra Ohio, som sagt har Delia og jeg kendt hinanden et godt stykke tid. Og jeg fandt ikke ud af at jeg var halvgud, før udsendinge fra lejren fandt mig. De havde vist hørt nogle små-overdrevede rygter om nedbrændte børnehjem. For det første var det ET børnehjem, for det andet, var det cimeraen der startede. Den angreb mit hjem og jeg gjorde modstand, slut finale." Han grinede og undlod at nævne hvor mange tæsk han fik af det uhyre. "Det var på det tidspunk jeg opdagede min evne angående ild. Det er snart længe siden nu." Han smilede for sig selv og åndede en lille stikflamme, der satte sig på spidsen af hans gaffel, bare for underholdningens skyld. Han følte selv at han havde klaret hele den der 'social-interaktion'-ting ret godt nu, nu måtte det være fint. "Men det må være nok om mig. Jeg vil hellere høre om jer." Han vendte sit uudgrundelige smil mod halvguden og -gudinden på den anden side af bordet.

Topazs idé om ham og hendes kjoler gjorde ham ikke ligefrem glad. Han lo lidt og rystede på hovedet. "Ellers tak, jeg synes dine kjoler et smukke på dig, de passer ikke til... ja, mig" Han kyssede hende i håret med et skævt smil, han kunne godt lide hendes humor, og han elskede hendes måde at drille ham på. Han krammede hende blidt ind til sig inden han måtte pakke deres lille bobbel af glæde væk for at koncentrerer sig om de to andre. 
Han så på Cyril og trak lidt på skuldrene da han spurgte ind til dem. "Jeg kan ikke prale af så vild en historie som dig. Jeg er født i Sverige, vokset op i England. Jeg har gået på privatskole hele mit liv, haft alt, bortset fra venner og socialt sammenvær. Jeg blev udstødt, og da min mor kunne se at jeg ikke længere kunne skjules, fortalte hun mig sandheden. Jeg blev hurtigt sendt hertil, langt hjemmefra, men jeg er da i sikkerhed nu. Så, for halvguder, en ret kedelig historie herfra!" Han smilede roligt og trak på skuldrene. Han så lidt undrende imellem Cyril og Delia. Han forstod ikke hvordan hans søster var blevet venner med en som ham. Han var ikke ligefrem som Dionysos børnene, langt fra. De to virkede som komplette modsætninger.
"Hvordan mødte i to hinanden? Og hvor længe har i kendt hinanden? I virker ret tætte." Dionte følte sig lidt som den overbeskyttende storebror, men det havde han vel lov at være. Fyren skulle ikke gøre hans lillesøster noget, slet ikke som han sad og legede med hans ild. På den anden side kunne han måske i stedet passe på Delia, med lidt træning. Det var han meget velkommen til, pigen gad jo ikke selv kæmpe.

Topaz blinkede hurtigt til Dionte og vendte så sin opmærksomhed mod Delia og Cyril. Selvom at det var et ret uhyggeligt emne, kunne hun alligevel ikke lade være med at finde det morsomt. Hun gav sin arv fra sin mor skylden.
 "Jeg håber, at du har fået styr på det med ilden nu. Jeg kan godt lide stedet her med bygninger og skov", mumlede hun med et smil spillende om læberne.
 Hun blev lidt trist til mode, da hun blev husket på, hvor dårligt Dionte var blevet behandlet, men at der alligevel var mange halvguder, der havde endnu mere miserable historier. Det var ret deprimerende, for de fleste halvguder var jo gode personer.
Hun kiggede ned i sin pasta, da det blev hendes tur til at fortælle om sig selv, og greb per automatik Dios hånd. "Mh... Jeg blev født på Olympen, men voksede op på Malta så da jeg blev syv, fik min far lyst til at flytte, og det gjorde vi så. Til New York. Der blev jeg fundet af en af satyrerne, og jaa... Nu er det her så mit hjem," sagde hun og undlod alle detaljerne, de havde sikkert alligevel ikke lyst til at høre om det, "så heller ikke en så forfærdelig spændende historie herfra..."
Hun blev lettet, da der blev skiftet emne, og så så snit til endeligt at få spist sin mad.
Hun granskede tavst de to halvguder på den anden side af bordet. Delia var uden tvivl helt vildt livlig, mens Cyril var ret rolig på en måde, som Topaz ikke rigtigt kunne beskrive. Normalt når det var to så forskellige personligheder, kunne de enten slet ikke holde hinanden ud, eller ville de passe sammen, sådan at den enes svagheder var den andens styrker og omvendt. Det så ud som det sidste.

Delia smilede lidt mens hun sad lænet op af Cyril. Hun vidste det for det meste ikke gjorde ham så meget. Andre gange var han meget hurtig til at skubbe hende væk, selvom det ikke altid havde en effekt. Hun så nysgerrigt over på Topaz. Diontes historie kendte hun jo, det var pigens hun var langt mere interesseret i. Og hun havde fornemmelsen af hun ikke helt sagde alt. Normalt ville hun nok være i konflikt med om hun burde spørger eller ej, men lige i dag havde hun ikke de store grænser. Træningen der havde udmattet, og vinen hun drak hjalp nok ikke på det. "Hvordan var din far? Uh og Malta? Jeg har altid gerne ville derhen! Er det ikke lækkert om sommeren?!" Hun hoppede lidt ivrigt på stedet hun sad, stadig klynget til Cyrils arm, endnu mere nu fordi hun var ivrig. Hun blev dog afbrudt af Dionte og hans spørgsmål.
"Vi mødtes da vi var otte tror jeg. Vi blev faktisk venner med det samme, og har bare altid joldt ved siden! Ikke?" Hun så spørgende på Cyril med et stort glad smil. De to var meget forskellige, men hun var meget glad for ham, og han var hendes bedsteven. At han nu var her gjorde det hele langt bedre, og det ville blive en endnu større fest.
hun begyndte igen at spise, mens hun stædigt holdt fast i Cyrils arm. Det gjorde det mere besværligt, men så snart hun havde næste mundfuld i munden klyngede hun sig fast til ham igen. Flamme eller ej, han skræmte hende ikke, og hun stolede på ham. Hun så smilende på ham.