An Errand For Chiron ~ Topaz og Adrianna

"Hvornår skal vi af sted?" Lød Melodies stemme som hun rettede på sin cap. Hun kunne simpelthen ikke lade være med at pille ved den, hun elskede alle former for hatte, huer og kasketter, derfor skulle hun konstant sikre sig, den sad ordentligt. Adrianna havde forsøgt at få hende til at lade den være hele dagen men uden held - hun sagde for resten også at Melodie så dum ud med den på. Chiron havde indkaldt dem - hende selv, Adrianna og en pige ved navn Topaz - fordi han mente at de tre var de eneste der kunne fuldføre denne mission. Eller rettere redningsaktion. Grunden til han var så overbevist om dette var, han mente deres evner ville passe godt sammen, og at hvis de blot samarbejdede ville de uden tvivl overvinde fjenden og vende levende tilbage. "Så hurtigt som muligt," sagde Chiron med sin sædvanlige ro. "Han kan ikke have lang tid tilbage før de æder ham." Hun nikkede indforstået og kiggede på de andre piger.

Melodie kendte de fleste i lejren, men Topaz havde hun egentlig aldrig rigtig snakket med. Hun havde blot set hende under middagen eller ved lejrbålet et par gange, men det var det. "Hvad med de andre halvguder? Har I fundet dem?" Fortsatte hun, hun vidste at hun kun gjorde Chirons bekymring værre, men hendes nysgerrighed var for stor til hun kunne holde den tilbage. "Og hvorfor har de ikke ædt ham allerede?" Chiron rystede bare på hovedet. "Det er ikke vigtigt lige nu, Melodie. Det vigtigste er at I må af sted med det samme." Hans magiske kørestol trillede væk fra bordtennisbordet og Melodie rejste sig  fra sin stol.

Påklædning: En af Diontes røde hoodier, - der var alt for stor, men Topaz ville ikke tage afsted uden noget, der kunne minde hende om hendes kæreste - et par mid rise, skinny jeans, et stort spænde i håret, new balance sko og en backpack.

Topaz pillede lidt ved kanten af den tykke hoodie. Hun var lidt sørgmodig, fordi hun ikke havde den store lyst til at forlade sit elskede og trygge hjem, - hun følte sig pænt forkælet, da mange ville give alt for at komme på en mission - og hun kendte slet ikke, dem hun skulle på mission med. Hun havde betragtet dem et par gange, men de var aldrig kommet for at snakke med hende, og det var den eneste måde, Topaz kunne få nye venner på. Ja, eller så at blive sendt på en dødsens farlig, formodentlig selvmordsmission.
Hun havde ikke sagt noget under hele mødet og Chiron havde op til flere gange skævet nervøst til hende. Hun mistænkte ham stærkt for at have en skjult dagsorden: At få hende til at blive mere social. Normalt skulle man sikkert blive meget glad og taknemlig for, at nogen sørgede for at holde øje med en, men Topaz syntes, at det var pisseirriterende. Hun ville bare leve et langt liv i lejren dejligt ude af syne og uden at kunne kalde sig selv heltinde.
De to andre halvgudinder så egentlig ret coole ud. Chiron havde haft ret, da han regnede med, at de ville kunne blive venner. Det kunne de da bestemt også, men Topaz var nærmest angst for akavede situationer, hvis de skulle forekomme. Hun skulle næsten gå rundt med et skilt, hvor der stod: Akavede halvguder ingen adgang. Hvis nu det ikke var fordi, at de to andre halvgudinder - Adrianna og Melodie - i forvejen ikke kendte hinanden, var venner, bedste venner, ville det nok havde været lettere for Topaz.

Hun lyttede heller ikke forfærdeligt meget efter. Hun var i forvejen nervøs for udfaldet af missionen; de små brudstykker hun opfangede af samtalen - "æder ham," "ingen tid at spilde" og "af sted med det samme" - fik kun hendes hjerne til at flippe endnu mere ud.

Da det var tydeligt at mødet var afsluttet, rejste Topaz sig, smilede til sine med-halvgudinder af høflighed og sagde: "Var det ikke ude på Lars Tyndskids mark i Idaho, vi skulle hen?"

Adrianna var en menneskelig hoppebold. Hun kunne ikke vente med at komme af sted. Det var hendes og Melodies første mission som hytteleder, og der havde været mere panik i hytten, end hun havde regnet med, men hun havde sørget for at sætte en af hendes brødre til at holde øje med alt, mens hun var væk.
Hendes øjne strålede af stolthed og nysgerrighed, og hun prøvede at forestille sig hvilke eventyr, de nu skulle opleve. Hun elskede at stå ved Mels side og kæmpe, ja, og nærmest skabe historie, især nu hvor de havde en ny med.
Hun kunne ikke vente med at finde ud af alt om pigen, - Topaz - selvom at Topaz ikke så særlig glad ud for at skulle sendes væk.
 Adrianna havde en ide om hvorfor. Hun var selv angst, som alle de andre gange hun skulle tage af sted uden sin kæreste, - Collin - uden at vide om hun nogensinde skulle få mulighed for, at se ham igen. Hun havde tænkt længe over, om det var en god ide at få venner og kæreste, for man var sikker på at miste alle på et tidspunkt, og for deres vedkommende ville det sikkert komme, før de havde regnet med.
 Hun kunne forestille sig, at Topaz også havde det sådan, og hun fik hurtig medlidenhed med halvgudinden. Hun planlagde at opmuntre hende senere.
 Hun lod Melodie føre ordet gennem hele mødet; hun var blevet skænket de bedste talergaver.
Hun kunne ikke lade være med at bekymre sig om alle de stakkels halvguder, der var blevet fanget af monstret. De måtte være skrækslagne, havde ventet på hjælp i flere dage og håbede på at overleve, selvom at de godt vidste, at der var stor chance for, at de aldrig ville kunne vende hjem.
 Hun røg ud af sine forfærdelige tanker, da mødet sluttede, og Topaz forsigtigt spurgte dem om, hvor de skulle hen. Adrianna kiggede bare lidt forvirret fra Topaz til Melodie og sagde så: "Det fik jeg ikke lige fat på. Ved du det Mel?"

Melodie smilede bredt til Topaz, for forhåbentlig at få hende til at føle sig lidt bedre tilpas i hendes og Adriannas selskab. Det var tydeligt at hun var nede over noget og hun var tydeligvis lidt genert, men det kunne Melodie ikke bebrejde hende, hun kendte hverken Adrianna eller hende selv specielt godt - men det skulle hun nok lave om på så snart hun fik mulighed for det. De stod nu alle sammen udenfor på terrassen, og længere væk ved et bord sad Hr. D lejrchefen med et spil pinochle og overfor ham sad en skræmt, nærmest rystende satyr. Standard. Melodie gik med fjedrende skridt ned af trappen, mens hun tænkte tilbage på samtalen med Chiron. "Well," startede hun ud og lod sine safirblå øjne betragte de to halvguder foran hende. "Chiron sagde jo, at der hvor det hele gik galt og de fire halvguder blev væk fra hinanden var et sted mellem Cleveland og Detroit," genfortalte hun. Hun elskede at føle sig lidt lederagtig allerede, men håbede i sit stille sind, at enten Topaz eller Adrianna ville blande sig, da hun ikke nød at være den der stod for det hele, for hvis det gik galt, ville det ende med at være hendes skyld. "Så jeg regner med vi må gennemsøge forskellige monsterfyldte områder mellem Detroit og Cleveland indtil vi finder den stakkels halvgud, der forhåbentlig er i et stykke når vi ankommer," fortalte hun en anelse hurtigt, og syntes selv det lød som en ret fin plan.
"For resten," hun vendte sit blik mod Topaz. "Har du et våben? Eller bruger du dine evner?" Spurgte hun nysgerrigt.

Melodie knælede ved sin seng i Apollon hytten for lige at få de sidste ting pakket ned i sin taske. Hun havde blandt andet sit pilekogger med nogle få pile samt sin bue, lidt tøj, vand, mad, noget nektar og ambrosia og andre mindre vigtige ting. Hendes kniv, som hun faktisk var blevet bedre med, valgte hun også at pakke ned i tasken, hvis nu hun skulle få brug for den. Hun fik lukket døren bag sig og taget en jakke på, hvorefter hun gik hen for at møde pigerne.

Topaz tøede lidt op, da Melodie smilede til hende. De var i hvert fald imødekommende og gjorde alt for at få hende til at føle sig velkommen.
Topaz skulle lige til at flække af grin, da hun så den stakkel af en satyr, der var blevet indfanget af Hr. D og tvunget til at blive tværet ud i et eller andet åndssvagt spil. Hun ville aldrig holde op med at finde det morsomt.
Et par dryader løb forbi på deres bare tær, mens de fnisede over et eller andet, - sikkert at en af dem havde snydt en satyr for et kys - en flok harpier brokkede sig over, at der igen var rodet i Hekate hytten, og man kunne høre lyden af syngene klinger ovre fra arenaen. En helt normal dag. Bare ikke for de tre piger.
Hun elskede, at der var en, der havde styr på alt og havde overblik, for det havde Topaz i hvert fald ikke i givende øjeblik. Det ville også have været pænt pinligt at skulle gå tilbage til Chiron og spørge ham, hvor det nu var, de skulle hen.
Selvom at det var en dejlig dag og varmt, gøs hun. Hun holdt mest af, at folk var i et stykke.
"Uhm, jeg bruger ikke mine evner, men jeg har en kniv," svarede Topaz mumlende. Man var ikke i tvivl om, at det var Melodie, der havde styr på sagerne, og hvis der ikke var det, skulle hun nok komme efter en.

Pigerne aftalte at mødes, efter at de lige fik et kvarter til at pakke.

Topaz brugte det meste af sin tid på at være sammen med Dionte, og da hun endelig fik løsrevet og sad bøjet over sine ting i Lyssas hytte, gled en tåre ned over hendes kind.
Hun var ikke i tvivl om, at hun nok skulle få det sjovt, og at der ville ske meget, men hun var bange. Bange for aldrig at se nogen af sine kære igen, aldrig at se lyset igen.
Hun smilede for sig selv og rystede på hovedet. Hun var virkelig en bangebuks.
Hun stak sin kniv i skeden, smed noget ekstra undertøj ned i sin backpack og kunne ikke lade være med at tage et lille billede af hende og Dionte ved søen med.
 Hun undrede sig pludselig over, at der overhovedet var et billede af det. Hun havde troet, at de var alene. Det var... Creepy.
Hun rystede endnu en gang på hovedet af sig selv, svingede tasken over skulderen og begav sig mod halvblodsbakken.

Adrianna løb hele vejen ned til Hera hytten.
 Collin havde lovet at vente på hende, så hun kunne sige farvel.
 Hun vidste ikke helt hvad hun skulle føle - hun kunne nærmest ikke vente med at komme af sted. Der ville ske så meget fedt; pigerne ville komme tættere på hinanden, de ville hjælpe nogle i nød, de ville opleve noget mega fedt, og noget som måske ingen andre havde oplevet, vende hjem og blive hyllet som ægte heltinder.
 Men det kunne også gå galt, hun havde jo trods alt prøvet at dø før; Det kunne være, at de aldrig fik mulighed for at komme bare i nærheden af Ohio, halvguderne kunne allerede være ædt eller i værste tilfælde ville både redningsholdet og missionsholdet blive ædt uden tøven.
 Adrianna kyssede Collin farvel og travede ned til sin hytte. Hun samlede alle de ting hun manglede - hendes mors spænde, hendes lille fine kompas, der kunne udfolde sig til et fremragende sværd, en lille drikkedunk med nektar og hendes elegante sværd - tog en vindfrakke på, den her gang ville hun ikke fryse halvt ihjel.
 Hun sagde hurtigt farvel til sine søskende, gav et par sidste ordrer og råd og gik med lange skridt mød halvblodsbakken.
 Da hun kom, stod Topaz og Melodie der allerede, og de hilste ømt på hinanden.
 Det her ville være sidste gang, de hilste på hinanden i lejren, som de personer de var. Hvis de ville komme tilbage, ville de sikkert være ændret. De ville have oplevet nogle nye ting og nye mennesker. Det kunne sagtens være på den gode måde, og sådan valgte Adrianna også at se det. Det eneste, der var sikkert, var at på en eller anden måde, ville noget være ændret den dag, de ville vende hjem.
 Adrianna rømmede sig og sagde: "Jeg foreslår at vi går ned til landevejen, som alle halvguder bruger når vi skal på mission, men denne gang tager vi ikke en taxi."
Hun blinkede hurtigt til Mel og rettede på sin rygsæk.

//Flytter til New York//