When it's Only You and Me - Adrianna

Tid :: Ca. 21.30
Sted :: Lejrbålet
Dag :: Lørdag aften
Årstid :: Efterår/begyndelsen af vinter
Omgivelser: En større gruppe lejrfæller der har samlet sig om det store bål, hvori træet stædigt brænder, og sender varme ud i en større omkreds omkring bålet. Et par pakker med skumfiduser ligger over jorden - uåbnede og nogle er udtømte. 
Vejr :: Det begynder at blive temmelig køligt. Snart vil frosten sætte ind, efterhånden som det nærmer sig nattetimerne. Dog jager bålets varme, det meste af kulden væk, samtidig med at oplyse den allerede mørke aften. Der er heldigvis nogenlunde vindstille.
Påklædning :: Mørkeblå jeans, en over-size grå hættetrøje,  et par halvslidte sorte converse og en sort beanie der dækker den øverste del af ørene.

En eller anden halvhjertet joke blev slynget ud ved lejrbålet og fik et par stykker til at grine. Den var barnlig, tåget og måske endda også en smule stødende. Alligevel var det som om selskabet godt kunne tage det. Inklusive den syttenårige Mason Sunderland, der rastløst havde taget fat i en pind, og nu sad og rodede i gløderne med et fjoget smil om læberne. Når det kom til hans humor, havde han bestemt en mentalitet som en femårig. Alligevel var det rart at balancere det barnlige, med den lidt gammelkloge facon, som han ellers gik og døjede med. Han var den folk gik til, for at få råd. For at få vejledning og støtte. Det var ikke just fordi han havde et problem med det, men det var også bare rart at kunne slå det fra en gang imellem, og blot sidde og nyde sine teenageår sammen med andre fra lejren. Bare nyde en stund hvor man ikke skulle tænke på forpligtelser eller den fare der konstant lurede rundt om hjørnet. Denne aften havde været rar... En gruppe af lejrfællerne havde indvilliget i, at tage hen til denne bålplads efter aftensmaden. Der var blevet ristet skumfiduser, fortalt sjove historier fra den foregående uge, og der var blevet snakket lidt på kryds og tværs med hinanden. 
"Er du klar på at gå, Mase? Jeg bliver nødt til at tage tilbage til hytten. Der er træning imorgen tidlig." Var der en af vennerne der spurgte, efter at latteren var døet ud. Et par andre fulgte trop, og rejste sig op for at børste jorden af sig. Træningen om søndagen var ikke just obligatorisk, men mange trænede langt mere ihærdigt, end Mason selv gjorde når han egentlig havde 'fri'. 
"Nej, jeg vil gerne blive lidt. Vi ses bare imorgen." Sagde han, i formodning over, at i hvert fald halvdelen af selskabet ville blive. Alligevel syntes den ene at følge den anden - en kædereaktion, der gjorde at der til sidst kun sad én anden omkring bålet... Adrianna. En ret flink pige - efter hvad han havde bedømt. Alligevel havde de aldrig rigtig haft en egentlig samtale der var længere end et par sætningers small-talk. 
"Så er der bare os tilbage... Det betyder enten at de andre er kedelige, eller at vi er uansvarlige." Kommenterede han med en lidt komisk tone i stemmen, før han tog pinden op fra bålet, og pustede til den forkullede spids på denne; "Jeg fatter ikke, at de gider stå op så tidligt om søndagen for at træne... Man må jo få lov til at slappe af en gang imellem." Han sendte hende et let smil, før han satte en skumfidus på spidsen af pinden, og dernæst holdt denne ind over ilden. Han sad egentlig temmelig tæt på bålet. Ikke engang på en af træstubbende, men på jorden, så han kunne nå gløderne med pinden. Egentlig kunne han vel bare have fundet en længere en af slagsen, men det var rart at mærke varmen mod sit ansigt. Især i disse måneder, hvor man længdes grueligt efter sommerens varme.

Påklædning: Klik her

Adriannas læber spredtes for at give plads til et grin. En eller anden havde haft en smart kommentar, som formegentligt var ment for sjov. Som det blev forventet af én, grinte alle, så det gjorde hun selvfølgelig også. Hun havde egentligt allerede glemt den nogle få sekunder efter, men hun var taknemlig for, at nogen overhovedet fyrede sådan nogle af. Det ville blive forfærdeligt akavet, hvis det ikke var der, i den store gruppe.
Adrianna var glad for, at hele gruppen havde flyttet sig udenfor; selvom at det var koldt og mørkt, havde hun det altid varmt, når de var så mange halvguder samlet på et sted, og latteren og småsnakken var på så højt et tryk, men hvis hun bare selv havde valgt at gå udenfor, uden at nogen af "lederne" af gruppen havde bedt om at gå udenfor, ville hun helt sikkert være alene. Hun skød tanken ud af hovedet. Hun blev nogen gange forfærdeligt deprimeret, når hun slet ikke skulle blive det og helt klart uden grund. Hendes to bedsteveninder, Clarisse og Melodie, eller hendes kæreste, Collin, ville da sikkert følge hende!
For at komme på andre tanker hævede hun stemmen over al småstøjen: "Hey, jeg har hørt fra nogle af Hermes' døtre, dem der skulle have et hemmeligt lager ude i skoven at der vandrer et par hydraer rundt meget tæt på pegasusstalden". Adrianna vidste udmærket godt, at man ikke skulle stole på en tyvs ord, og det vidste alle de andre i gruppen også, men alligevel startede der en mumlen rundt omkring af forfærdede halvguders stemmer. Man kunne tydeligst høre de mange, der ofte besøgte staldene.

"Hey Adria, kommer du med? Du skulle jo hjælpe mig i morgen med det der oldgræsk historie," huskede Mel hende på. Adrianna nikkede bare og sagde, at hun havde brug for noget luft, men at hun nok skulle hjælpe hende.
Mel var ikke den eneste der forlod selskabet, en efter en forsvandt de alle sammen undtagen én. Mason. Adrianna kendte ham ikke, hun havde bare snakket med ham, men af hvad hun havde opfanget, var han en ret humoristisk fyr.
Adrianna fnøs. "Så må det være os, der er uansvarlige. Jeg vil da i hvert fald få et par snitsår i morgen, når jeg skal øve med kniv. Det var måske heller ikke så smart at aftale en kamp mod en Ares datter", mumlede hun så lidt eftertænksomt.
"Det er et fuldtidsarbejde at være halvgud; der er ikke plads til ikke at være på hele tiden, men jeg dør, hvis jeg skal stå tideligt op i morgen. Jeg står først op, når jeg kan dufte pandekager helt ovre i Poseidonhytten!" Sagde hun med et smil spillende om læberne.
Bålet var nu blusset lidt ned, da de fleste halvguder var smuttet, men en trodsig flamme lyste stadig lysningen op.
"Kan du række mig en af pindene derovre?" Spurgte Adria, pegede på en lag pind tæt på Mason og sendte et sødt smil til ham.

Roligt blev pinden vendt og drejet for at skumfidusen kunne blive jævnt grillet over den sukkerholdige overflade. Man kunne nærmest se hvordan strukturen af sukkeret blev brudt op, så snart materialet kom i kontakt med varmen. Efterhånden lignede det at den ville smelte og falde af pinden. Alligevel formåede varmen fra bålet, at skape en lettere gyldenbrun overflade over skumfidusen, for at holde det bløde, flydende materiale inde. Den unge halvgud forsøgte ikke, at få ilden til at bide fast i træet. Som om dette var et lille projekt, hvor man virkelig skulle passe på, og være meget konsekvent og nøjsom. Forsøget var lidt komisk, men da han endelig kunne tage pinden til sig igen, og puste til skumfidusen, vidste han, at den havde fået lige akkurat hvad den skulle have. Ironisk var det, at han ikke engang rigtigt kunne lide sådan nogle sukkerbomber. Men lå det sjove ikke i, at riste dem over bålet, mens man sang lejrbålssange og udvekslede spøgelseshistorier?
Mason undslap en let latter: "Det værste er, at det ikke kun er i træningen, at de vil gå løs på én. Hvis du nogensinde kommer til at antyde noget til en hormonpræget datter af Ares, vil hun sørge for, at du ikke kommer til at glemme det foreløbigt." Han blottede tænderne i et let, og lidt halvfjoget smil. Han talte helt klart af erfaring. Heldigvis havde den omtalte pige da ikke haft sit våben på sig. Men en knytnæve havde været nok. 
Han tog roligt skumfidusen af pinden, men blot for at lade den falde til jorden. Dernæst begyndte han at rode lidt i ilden med den nu lidt klæbrige spids af denne. "Sandt nok. Ingen skal kunne forvente, at alle er virkelig friske så tidligt om morgenen. Jeg står op, når nogen hiver mig ud af sengen. Eller lokker mig... Men det kræver en del." Han så over mod hende, og gengældte hendes smil. Nej, der var ingen akavede pauser. Men det var ikke just noget han oplevede tit alligevel. Hans hoved var altid for fyldt med impulsivt dagdrømmeri. Der var ikke plads til at tænke alt for meget over stilhed, eller hvad det næste trin skulle være. 

"Værs'go du." Han samlede pinden op, og strakte kroppen lidt for, at kunne række hende den, uden at være nødsaget til at komme på benene - eller ja... brænde næsen af. "Selvom det er et 'fuldtidsarbejde' at være halvgud, skal alle have tid til at slappe af, og slå hjernen fra i et øjeblik. Måske er det ikke altid det klogeste at gøre, men sådan får man mest ud af livet på. Kort eller ej." Lige da han havde sagt de ord, gik det op for ham, hvor meget han lød som sin far. Han rystede lidt afværgende på hovedet, med et lidt fjoget smil om læberne; "Hvis lejren kun handlede om træning, ville jeg ikke ønske at være her. Det sociale er for vigtigt." 

Adria blev pludselig klar over, hvor dum hun havde været. Hun var en ret heftig pige; hun var farlig med et sværd, men hun var ret uhandy med en kniv, man kom alt for tæt på, og så skulle man undvige ret meget, hvilket ikke lige var hendes spids kompetence. "Åh hellige Poseidon! Jeg bliver smadret i morgen", udbrød hun, mens hun gav en lille nervøs latter fra sig.
z Hun ville ikke engang kunne bakke ud, så ville Ares datteren håne hende, og sige at hun var bange, hvilket hun jo også var, hun var pissebange. Hun havde ikke forfærdeligt meget lyst til at få ommøbleret sit ansigt.

Hun løftede bedrøvet sit ene øjenbryn da den perfekt grillede skumfidus faldt til jorden. Det var spild af slik. Adria vidste godt, at hun overdrev, men den havde været helt perfekt, og hun vidste, at én af de to halvguder ville få skylden for at spilde en lille smule mad, som så ville blive taget som affald, og nymferne havde intet tilovers for dem, der havde spildt affald. Nu hvor hun var blevet hytteleder, følte hun et ansvar for, at Poseidon hytten ikke blev hærget af et par nymfer. Hun mærkede stoltheden fylde hende. Hun var blevet hytteleder. Hun rystede på hovedet af sig selv med et smil på læberne. Hun var alt for meget.
"Tak du", sagde hun og rakte ud efter pinden, som Mason havde rakt hende. Hun spidede hurtigt en skumfidus på pinden og holdt den over de blussende flammer.
 "Du har ret, man ville nok blive sindssyg, hvis træning var det eneste, der foregik her, men på den anden side kan jeg godt forstå dem¨, der træner meget. Jeg er en af dem. Jeg har det sådan: Mit liv er for godt til at slutte nu, og det er sket for ofte at nogle monstre har fået adgang herind til," sagde hun med ængstelse i stemmen. Hun var sygeligt klar over, hvad hun havde at miste, og det åd hende allerede op indefra.
 "Nå ja, jeg fik aldrig fat i hvem du er søn af", sagde hun med et smil.