I'm Back!...I Think? - Adrianna

Alle råbte Melodies navn i munden på hinanden og det gjorde hende helt forvirret. Hun var ikke engang sikker på hun kendte nogle af disse mennesker. *Det var dumt at stole på en halv ged halv mand ting* Hun kiggede sig forvirret omkring og ønskede egentlig ikke andet end at komme hjem. Geden ved siden af hende, hvis navn hun havde glemt, havde bare hevet fat i hende, mens hun havde stået og snakket med sin veninde, Jade. Han havde ævlet løs om: "Hvor har du været?"-"Folk har været bekymret!"-"Du må tilbage til lejren. Hurtigt!" Hun havde ikke forstået et klap, og forstod ærligtalt ikke, hvorfor hun havde fulgt efter ham. Jade og hende havde oprindeligt planlagt en shoppetur, men det blev vist ikke til noget. "Melodie! Mel..!" En lys pigestemme fangede hendes opmærksomhed, og hun drejede hovedet i retningen af den. Nogle lys lokker kom til syne og Melodie havde et øjeblik håbet på det var en hun faktisk kendte. Men ak. Hun kiggede igen på den såkaldte satyr: "Hvad foregår her!" Men inden hun nåede at få et svar ud af den talende ged/mand - ting, blev hun hevet i af en eller anden og hun gispede forskrækket.



"Hva' i..?" Hun drejede hovedet og fik øje på den lyshårede pige fra før, hendes blå øjne lyste af noget, og det var tydeligt at hun havde krav på at vide noget. Hun havde sat sin orange T-shirt ned i sine sorte bukser. Hendes lyse hår bølgede ned af hendes skuldre og var sat med et spænde. På sin højre arm bar hun nogle armbånd, med forskellige græske tegn på. Hvordan Melodie vidste, det var græske tegn havde hun ingen idé om. Måske havde hun set dem på et marked eller sådan noget. Mel hev sin hue lidt længere ned over sine ører og kiggede bagud i håb om der ville komme en eller anden og hive hende væk fra denne pige, der ærlig talt forvirrede hende. *Det her skal nok blive interessant*

Påklædning: højtaljede cowboy bukser, orange halvblodslejren T-shirt, græske armbånd og sin mors spænde.

Adrianna trak Melodie til side og smilede til hende. Dels for at Mel kunne få lidt fred for sine tilbedere, dels fordi at Adrianna havde savnet hende ubeskriveligt meget. Hun trak hende ind i et langt kram og kunne ikke lade være med at fælde en tåre. "Hvordan gik det? Hvad oplevede I? Åh hellige Poseidon hvor har jeg savnet dig!" Sukkede hun ned i Mels skulder. Melodie virkede lidt stiv og virkede ikke som om, at hun forstod Adriannas ord. Nogle prøvede at snakke til Mel over Adriannas skulder og prøvede at skubbe sig forbi Adrianna. Hun var trods alt datter af en af de mest temperamentsfulde guder, og hun havde savnet Mel utroligt meget. Hun stampede i jorden af raseri og prustede arrigt, uden at ville det skabte hun et jordskælv, som var så kraftigt at alle faldt omkuld omkring hende undtagen hende. Hun hjalp undskyldende Melodie op og smilede til hende. Pinligt!

Melodie lod med et hævet øjenbryn pigen trække hende op. *Det var underligt... og usædvanligt*. Hun syntes ikke dette lignede et område, hvor der bare opstod pludselige jordskælv, og det virkede også som om det kun var et lille område det gik udover. "Øh, undskyld, men kender jeg dig?" Spurgte Melodie og gav slip på pigens hjælpende hånd. Hun mærkede hvordan al den akavede energi sværmede om dem og hun kløede sig lidt akavet på armen. Akavet. Hun sparkede til en sten på jorden og kiggede sig lidt omkring i den såkaldte lejr. Der var smukt, og hun følte sig af en eller anden grund mere hjemme end før, men alligevel... føltes mødet med denne lejr som mødet med en ven man ikke have snakket med i årevis og pludselig ikke kunne kende længere. Det var den fremmede følelse der hærgede Melodies sind lige dér.
"Hør jeg ked af det, men jeg tror du må have forvekslet mig med en anden," foreslog Melodie sagte og sparkede til endnu en sten. "For... jeg er jo fra London og jeg har aldrig i mit liv været i New York, så medmindre du var en af udvekslingsstudenterne i min grundskole, tror jeg ikke vi har mødt hinanden før," Melodie sukkede lidt og havde det helt dårligt med at skuffe den stakkels pige, men hun ville alligevel gøre alt hvad hun kunne for at komme ud af denne akavede situation. Akavet...

Adrianna stirrede vantro på Mel, da Mel påstod, at hun aldrig havde mødt sin bedsteveninde, og aldrig været der hvor hun boede. Hun trådte lamslået et skridt baglæns og sagde såret: "Hvis det her er en form for joke, så er det altså ikke sjovt Mel". Hun nåede lige at stoppe sig selv i at lave endnu et jordskælv. "Du ved godt, at jeg aldrig har været i England. Slog du hovedet på din mission? Du er Melodie datter af Apollo. Du sendte et kraftigt lys ud fra din hud, så vi kunne se i mørket ude i skoven, du reddede min pegasus Silver, du helede mit ben, da jeg var såret, du reddede mig fra at dø pga myresyre, og du lærte mig at skyde med bue og pil for Hades da!" Hun gik helt amok og remsede alle deres fede stunder op, mens hun kiggede beskyldende på Melodie. Hun måtte da lave sjov, hun kunne ikke havde glemt sig selv. "Hvis du ikke tror mig, så spørg mig om noget, som kun dine venner ved",sagde Adri. Hun var ligeglad med at folk de stod og stirrede på hende.

Melodie bemærkede alle de stirrende øjne og følte sig nærmest helt flov på pigens vegne. Hun gnubbede sin arm og kiggede endnu engang på pigen, der så ud til at være på gråden kant. Melodie følte sig helt forvirret og havde aldrig i hele sit liv følt sig sådan som hun gjorde nu. Hun følte virkelig ikke hun hørte til. Hun var godt klar over, at hun for to sekunder siden havde følt sig utrolig hjemme, men det ændrede sig hurtigt. "Jeg vil ikke udspørge dig, og.. folk begynder altså at glo. Meget." Startede hun i et roligere tonefald end hende pigen. Mel sukkede opgivende og lød nærmest helt pædagogagtig. "Det lyder som fede tider alt sammen, men jeg har altså aldrig oplevet noget lignende. Og datter af Apollon? Hva' pokker? Hvor er kameraet? Min far forlod os for længe siden og jeg tror nok jeg ville være klar over det hvis min far var en gud. Desuden findes guder overhovedet ikke!" Melodie nærmest rev sig selv i håret. Hun anede ikke hvad hun skulle tro, pigen virkede meget overbevist om sin egen tale. Men Melodie var 100% sikker på hun aldrig havde prøvet noget af det der. Og hvis hun virkelig havde glemt det hele ville hun så ikke få et af de der velkendte dejavú følelser og minder som de altid gør i film?

Hun sukkede endnu en gang. *Den her dag bliver da mærkeligere og mærkeligere* Hun luntede væk fra pigen og forsøgte at finde udgangen til denne "lejr". Hun ønskede intet andet end at komme hjem til sin lille men hyggelige lejlighed med en varm kop kakao, med sin bedste veninde Jade og gamle afsnit af deres ynglingsserier. Hun havde i forvejen en meget farverig hverdag og havde ikke brug for mere farve.

Melodie standsede brat da den lille buttede satyr fra før stod foran hende. "Du kan ikke gå Melodie, det er her du hører hjemme," sagde hans hule stemme. Mel rystede irriteret på hovedet. Denne her joke, var seriøst ved at drive hende til vandvid, hun kunne normalt godt tage noget sjov, men det her.... det her var sygt! "Hør, hr. satyr, jeg tror du har fået fat i den forkerte pige, og for resten... I tager jeres rollespil lidt for seriøst!" Sagde Mel med sarkastisk undertone og marcherede ud af lejren med en masse blikke i ryggen. Især ét...

Adrianna marcherede arrigt efter Melodie. *Hvor vover hun at tale sådan til mig?! Og bare sådan at smutte!* Adrianna tænkte så det knagede, mumlede noget med at hun var ældre en Melodie, og skrev sig bag øret at hun skulle huske at oversvømme Mels seng. 
Pludseligt fik hun en idé, hun kunne da bare spille med. Hun gik hen foran Melodie vinkede kort og sagde: "Hej jeg er Adrianna, bare kald mig hvad du vil, jeg er stolt datter af Poseidon, og du er? Lad mig give dig en rundvisning". Hun trak Melodie med, inden at Mel kunne nå at sige drakme. Adrianna holdt godt fast i Melodies bluse og trak hende med. Al den træning betalte sig alligevel. Hun stampede hurtigt hen mod den mest lysende hytte, sådan så man nærmest fik ondt i øjnene af at kigge på den. Hun sparkede nærmest døren op, som hun havde gjort alle de gange, at der var pegasus træning på skemaet, og Melodie havde barrikaderet sig i Apollo hytten. "Det her er Apollo hytten, her kommer du nok til at bo det næste stykke tid, åh se! Der er noget fedt tøj og nogle pile i overjordisk bronze, siger det dig noget?" Spurgte Adrianna og pegede på Melodies ting.

Melodie kiggede forvirret på Adrianna. Hun havde gået fra det ene øjeblik at være totalt fast besluttet på at Melodie havde været her før og nu behandlede hun hende totalt modsat. "Det her er Apollo hytten, her kommer du nok til at bo det næste stykke tid, åh se! Der er noget fedt tøj og nogle pile i overjordisk bronze, siger det dig noget?" Spurgte pigen. Holdt hun da aldrig mund? "Hør jeg gider ikke alt det her pjat! Jeg er ikke herfra og jeg vil meget gerne hjem til mine venner og familie," sagde Melodie og drejede om på hælen. Hun skulle til at gå ud af hytten, da hendes blik fangede noget skinnende. Hun gik ud fra, det var de der pile af bronze et-eller-andet-noget. Mørke pletter begyndte at danse for hendes øjne og hun tog hurtigt fat i en eller anden sengekant der lige var i nærheden. Der gik nogle få sekunder før hun ikke kunne se andet end mørke..

"Lort!" Mumlede Pigen og kiggede desperat efter sine pile, der lige var blevet smidt hen i den anden ende af salen og hendes pilekogger var nu helt tomt. Det var nu ikke det tomme pilekogger der bekymrede hende, for det var magisk og ville alligevel blive fyldt op med nye pile om få sekunder. Hvad der bekymrede hende var bare at den kunne nå at slå hende ihjel på få sekunder. Et fast greb klemte sig om hendes arm og hev hende hen i mod sig så hun ikke havde andet valg end at kigge ondskaben selv i øjnene. Hendes ansigt var højst sandsynligt smurt ind i sod og hendes hår helt uglet. Hele salen lå henlagt i mørke og lignede hvad det var: en krigszone. "Jeg advare dig, hvis du så meget som prøver på..." - "Så hvad?" Rungede stemmen i alle salens hjørner. Hun rystede irriteret på hovedet. De hårde, kolde øjne borede sig ind i hendes og hun var godt klar over hvad der var ved at ske. *Kære guder, jeg beder jer, skån mig denne ene gang, jeg vil gerne nå hjem så jeg kan se hvordan min serie ender* Hun mærkede et skarpt lys snige sig ind i sine øjne, hun prøvede at lukke dem, men det føltes umuligt. En klynkende lyd nåede ud over hendes bævende læber. Lyset fyldte hendes øjne, men det var ikke som når hun selv fremmanede det, dette var mørkere, koldere og ondere. Hun forsøgte at vriste hånden af sin arm, men noget stoppede hende. En strøm af minder og oplevelser. Minderne var utydelige for seeren men Melodie så dem tydeligere end noget andet. Melodie kunne mærke hvordan alle minder, oplevelser, hver en tanke blev slettet fra hendes sind. Et tydeligt billede gled hurtigt forbi og virkede denne gang tydeligere. Lyse lokker og blå øjne fangede hendes opmærksomhed, men også dette blev som de andre minder slettet. Pigen mærkede et voldsomt stød i siden og hendes krop hvilede lige pludselig på det hårde stengulv. Men hun kunne intet se, intet føle og intet huske.
 
"Jeg slog ikke hovedet," mumlede Melodie, da lyset igen kunne trænge ind i hendes øjne. Hun bemærkede at hun lå på gulvet og satte sig op, med sit blik rettet mod Adrianna. "Min hukommelse." Sagde hun lidt højere. "Nogen stjal den.."

Melodie stod udenfor en form for hytte/hus ting som Adrianna og denne hestemand var forsvundet ind i. De var løbet ind i hesten på halvvejen og de havde hviske-tisket lidt sammen og derefter smuttet ind i hytte/huset og efterladt Mel udenfor. Hun sukkede lidt og satte sig på terrassen. Mel prøvede lige at forstå hvad hun havde oplevet før. Hendes tanker var ét stort rod og alle de ting folk insisterede på gav ingen mening for hende. Hvad nu hvis det hun før havde oplevet bare havde været.. en forestilling? Hvis det aldrig havde fundet sted.. Og hvor langt ude var det lige? Man kunne ikke stjæle folks tanker, guder fandtes ikke, det samme gjaldt magiske kræfter og genstande. Hele denne lejr burde ikke eksistere! Hun var enten havnet midt i en sommerlejr for en masse rollespilselskende nørder eller også drømte hun. Hun var hundrede procent sikker på dette var en af hendes meget livagtige drømme.

Melodie sukkede lidt håbløst og rejste sig fra terrassen. Hun drejede hoved og fik øje på endnu en gedemand sidde skræmt og spille et spil med en surt udseende mand. Well..? Hun ignorerede det og marcherede målrettet mod døren, som hun skubbede op med et brag. Hendes blik spottede med det samme Adrianna og hesten, og gik over mod dem. "Gider I godt fortælle mig hvad der foregår? Jeg er altså træt af at være forvirret," Sagde hun bestemt og kiggede skiftevis fra den ene til den anden. *Jeg glæder mig til jeg vågner!*

Adrianna var meget nervøs, da hun skulle snakke med Chiron. Hun havde trukket skuldrene op omkring ørene, og hendes hænder rystede. Hun var ikke bange for Chiron, han kunne aldrig finde på at skælde nogen ud for noget, hun ville bare ikke høre det, som hun formegentligt skulle høre. Hende og Mel skulle formegentligt starte forfra, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre. Mel virkede ikke så overbevist om, at hun var halvgudinde.

Adrianna kæmpede mod tårene, mens hun grødkvalt snakkede med Chiron: "Please Chiron der må være noget vi..." Pludselig kom Mel ind på kontoret, og Adrianna sprang op, hun havde et nervesammenbrud. "Gider I godt fortælle mig hvad der foregår? Jeg er altså træt af at være forvirret," sagde Mel. Adrianna var ikke meget for at sige noget, men åbnede alligevel sin mund. Chiron kom hende dog i forkøbet: "I skal ud på mission."

"Mission?" Gentog Melodie vandtro. Hun kiggede forvirret frem og tilbage på dem. "Ja," bekræftede hestemanden. "Pak jeres tasker, I skal ud på mission. I skal have din hukommelse tilbage," han sendte Melodie et betryggende smil, der gjorde hende  lidt roligere men ikke specielt meget. Melodies blik gled frem og tilbage mellem de to personer (nærmere halvanden person, men whatever!) "Min hukommelse.." mumlede hun for sig selv.

De stod tre kvarter senere på halvblodsbakken, begge med rygsække på ryggen, der indeholdt kun Gud vidste hvad. Melodie kiggede lidt halvskræmt på Adrianna og var stadig ikke sikker på det her, men hvis det kunne få hende åbenbart manglende hukommelse tilbage, ville hun ikke have noget i mod lidt eventyr. Det uudtømmelige pilekogger fra hytten fra før og pilene havde hun også med sig. "Lad os komme af sted," mumlede hun og tog det første skridt

Adrianna var kampklar, hun havde et par tætsiddende elastiske jeans på, en orange halvblodslejren T-shirt og en åben hooddie ud over. Hendes bølgede blonde hår var sat op med hendes mors spænde, og hun havde et par praktiske støvler på.
Hun kunne mærke på Mel, at hun var nervøs, det var der ikke noget at sige til, hun kunne jo ikke huske, at de havde været på en masse missioner før. Mel og hende bevægede sig mod det beskyttende skæl, en masse halvguder, der var mødt op for at tage afsked i nogens forhåbning for altid, stod bag dem, og de havde endda sat en fane op, med et billede af solen der skinnede på en trefork - tegnet på fred mellem Apollo og Poseidon. Mel var åbenbart meget populær for alle stod og klappede af hende og gav hende små gaver til turen i form af drakmer, dollars, fedtfattige småkager og en masse andet brugbart.
De bevægede sig tættere og tættere på skællet, og knuden i Adriannas mave strammede sig mere og mere; når de ville komme ud på den anden side, kunne monstre frit angribe dem, hugge hovedet af dem eller whatevs, det var set før.
 De var et skridt fra at træde ud på den anden side, Adrianna tog en dyb indånding og løftede prøvende sin fod. Hun havde gjort dette mange gange før, men der var altid gået et eller andet galt, og hun vidste at det ville ske igen. "Så er det nu", sagde hun mere for at berolige sig selv end Mel. Hun plantede foden på den anden side ned i mosset og trådte så helt igennem med resten af kroppen. Det føltes som at bryde gennem en vandoverflade, og hun blev et øjeblik slukøret og desorienteret. Halvguderne jublede på den anden side af skællet, men det var ligesom at høre noget igennem en væg. Adrianna kvalte sin nervøsitet og hviskede til Mel: "Okay, jeg foreslår at vi går, indtil at vi kommer ud af skoven og hen på landevejen. Derfra kan vi tage en bus eller hitch-hike? Hvis der ikke er nogen mulighed for det, har jeg en udvej..." 

Melodie skævede til pigen. "Noget imod at fortælle mig hvilken anden udvej?" De gik i nogen tid i lidt akavet tavshed, mens Mel gik og sparkede til forskellige ting på jorden. Det var ikke fordi hun havde specielt meget lyst til at snakke med denne Adrianna, alt virkede så fremmet og skræmmende og at tage ud på en såkaldt mission, var det sidste hun orkede den dag. Hun ville bare hjem og ønskede sig intet andet. Al denne forvirring irriterede hende grænseløst, hun havde bare lyst til at slå løs på et af de mange træer de var omgivet af; bare for at komme ud med alt det der foregik inde i hende. Hun var normalt ikke den temperamentsfulde type, men man kunne vist godt blive enige om at dette ikke var normale omstændigheder.

Efter at være gået i et stykke tid nåede de landevejen. Melodie kiggede sig lidt omkring og måtte nærmest dreje sin hals af led for at få øje på et busskilt. "Nøj, hvor belejligt! Ingen busser," mumlede hun for sig selv og hendes safir blå øjne fangede Adrianna bag sig. "Hvad siger du? Skal vi preje eller beslutte os for din sidste udvej?" Spurgte Mel med hævede øjenbryn. Hun satte sig på jorden med udsigt til vejen. Når det her eventyr endte og de alle fandt ud af hun ingenting havde glemt, men at de bare havde misforstået noget... man hun kunne ikke vente. Og hvor lang tid varede de hersens missioner? Et par timer? Mon ikke rollespilsnørderne skulle hjem og spise på et tidspunkt?..

Adrianna smilede. "Ja det har jeg, for hvis du for det at vide, vil du løbe skrigende hjem til England," sagde hun en smule hånligt. Hun havde været i lejren i cirka to år på det tidspunkt haft mindst en milliard træningstimer både i at vandre gennem tæt begroede skove og i at ignorere ubehagelige mavefornemmelser.

De nåede ud af skoven og ind på midterrabatten på landevejen. Det var, som hun havde forventet, busstoppestedet var blevet nedlagt, fordi at kun halvguder brugte den rute, når de skulle ud på mission og engang i mellem når, et par satyrer tog i byen. Adrianna slog sig ned, stønnede og mumlede noget om at chancen for, at der ville komme en bil var 1 til 10.000. Hun sad bare ved siden af Mel og snoede sine lyse lokker om sin pegefinger. Hun var begyndt at blive ret frustreret, hun var den milde type, men hun var jo datter af en af de mest temperamentsfulde guder, og hun havde alt for meget at miste og savne. "Du tror ikke på mig vel? Har du nogen idé om, hvor meget der står på spil, ved at vi gør det her? Og er du klar over, hvad vi vender ryggen, hvis vi ikke gør det her? Er du overhovedet klar over noget? Jeg tror, at den Mel som jeg kendte, hende som var datter af Apollo, fantastisk til bueskydning, virkelig hjælpsom, stærk fysisk og psykisk og utrolig populær, vidste noget som hun ikke måtte vide og blev derfor dræbt sammen med hendes hukommelse, så nej du er ikke Melodie, i hvert fald ikke hende jeg kendte. Og lad mig lige tilføje at jeg ikke er den dummeste halvgudinde i den her lejr", sagde hun surt, mens hun langsomt hævede stemmen.

Melodie havde forsøgt at vende det døve øre til, men da den åh-så-kloge Adrianna sagde at Melodie ikke mindede om sig var det dråben der fik bægret til at flyde over. Hvem var hun så? Melodie blev normalt aldrig sur, men der var ting hun ikke kunne klare og det var når 1: folk var uenige med hende og stod fast ved en latterlig mening - når de fortalte hende hvordan hun skulle være - og generelt bare irriterende såkaldte halvgudinder troede de var så meget bedre end hende når de i virkeligheden ikke var andet en snobbede, selvglade, irriterende og noget så åndssvage tøser.
 
"Hør her, Adrianna." Startede Melodie med en hævede finger og rejste sig fra den beskidte jord så hun følte sig højere oppe end Adrianna den-åbenbart-ikke-så-dumme-pige. "Der er ingen; og jeg mener ingen, der skal belærer mig om mig, og slet ikke fortælle mig hvordan jeg skal være og ikke skal være, ingen udover min mor. Og indse det dog: jeg er ikke den savnede hjerteveninde du leder efter! Min bedste veninde hedder Jade, og jeg ville aldrig i mit liv vælge en sådan.. finke som dig til bedste veninde." Melodie sukkede. Hun var så dårlig til at være sur, for når hun endelig var det gad hun ikke gå for langt, det der gjorde jo ingen ked. "Jeg synes bare vi skal droppe det her," sagde hun sagte og kiggede lidt tomt ud i luften. "Og "Melodie" er ikke død, hun er lige her, men hvis det her," sagde hun og gjorde armbevægelser mod sig selv. "Hvis det her ikke er godt nok til dig, så er jeg bange for at du aldrig har kendt den rigtige Melodie."

Hvor vover du at kalde mig Adrianna?! Du har altid sagt, at det var for langt. Nå nej du er jo ikke Mel, for du er slet ikke klog eller godhjertet nok til at være min "hjerteveninde", og desuden er Jades ene næsebor større end det andet!" Adrianna kunne ikke holde det inde længere, hun skreg det bittert ud, det som "Melodie" havde sagt til hende havde såret hende voldsomt, men hun havde vandets mægtighed, hendes far var en gud og hun havde noget af en stolthed, hun kunne ikke vise svaghed, slet ikke overfor en der betød så meget for hende.
På den ene side syntes hun, at det var uretfærdigt, at hun satte sit liv på spild, for en som slet ikke værdsatte hendes tilstedeværelse, på den anden side havde hun elsket Mel og alt ved hende, og de havde passet så godt sammen, de kunne supplere hinanden både med tanker og med evner, så Adris indre var et kæmpe rod.
 "Hvis du kalder mig finke en gang til, bare en gang, så lover jeg dig, at jeg vil kalde på min far!" Adrianna ville selv havde grint af den kommentar, hvis hendes far ikke havde været noget så voldelig. De fleste normale mennesker havde nok afsluttet den med, "så vil du fortryde det" eller noget i den stil, men hun var ikke normal, og denne trussel var meget meget værre. Især fordi at hun havde et godt forhold til sin far, hun var "fars yndling" eller "fars lille pige", og ingen skulle gøre fars lille pige noget!
Det begyndte snart at tordne over de to halvgudinder kun over dem, så Adrianna gik ud fra, at det var hendes skyld.

Adrianna skulle lige til at kaste sig videre ud i endnu en hæsblæsende diskussion, som hun uden tvivl ikke ville vinde, for det var jo hende, der kunne huske alt det gode, de havde haft sammen, så hun ville sikkert blive den, der sad tilbage, grædende over den mistede veninde, og de ting hun aldrig ville kunne opleve igen eller få tilbage, da en enlig taxi reddede hende. Hun vendte sig hurtig om mod den, da chaufføren, en middelalderlig mand med sved i panden, ølvom og hentehår, råbte til dem: "Er i strandet? Hvor skal i hen?"
Adrianna opgav hurtigt deres skænderi og vinkede Mel over til den gule taxi. Hun var virkelig lettet, og derfor undrede hun sig slet ikke over, hvorfor en taxi var så langt ude på landet, eller hvordan hun kunne læse, det der stod på bilen, hun kunne jo kun læse oldgræsk.

Adrianna var allerede ovre ved den mystiske taxa. Hendes blik skannede siden af vognen. Der stod nogle underlige, så vidt hun vidste, oldgræske bogstaver. Og som altid dansede ordende på grund af hendes ordblindhed, men det her var anderledes. Det var ikke som når hun sad i en engelsk test og endte med at få 02 fordi hun ikke kunne koncentrere sig nok til at ordende ville falde på plads. Denne gang byttede nogle af ordende ligesom plads og dannede ordet: Rædselskabinettet. Og nedunder det stod der med småt: En tur 2 gulddrakmer.. og ét liv. Melodies øjne udvides. "Adrianna?" Kaldte hun med en skinger stemme, men opdagede at hun allerede sad i den mystiske taxa. Var hendes hjerne helt omtåget?

 "Finke," hvæsede Melodie for sig selv og kunne straks høre en buldren fra oven men hun bemærkede det knap nok. Mel satte sig halvt ind i taxavognen og lænede sig ind mod Adrianna. "Vi skal ud... lige nu!" Hvæsede hun og prøvede at hive i hendes arm. "Jeg er ikke sikker, men det her tyder ikke godt. En tur ét liv, hvordan kunne du ikke bemærke det. Det er sådan nogle typer som dig der bliver kidnappet på vej hjem fra skole, du kan ikke bare hoppe ind i hvilken som helst bil," hidsede Melodie og satte sig halvt ind i taxaen. "Lad os smutte nu, med livet i behold, vi finder sikkert en anden der kan give os et lift," den sidste sætning kom Melodie uheldigvis til at sige lidt for højt. Hun modtog et vagtsomt blik fra manden på forsædet og inden hun vidste af det hørtes lyden af hvinende dæk og hendes dør smækkede i med et brag. Hvis ikke det havde været for de hurtige reflekser der var dukket op ud af det blå, ville hendes ben være blevet hugget af! "Hvor skal I hen, my ladies?" Spurgte han med en accent hun ikke lige kunne placere. "Ingen steder, vi skal faktisk tilbage, så hvis du gad stoppe vognen mester...!" Råbte Mel stadig forskrækket over det der var sket før. "Adrianna, der er noget galt, og vi skal af denne taxa inden han æder en af os til middag."

"Mel! Slap nu af den her venlige mand giver os bare et lift. Læn dig tilbage nyd turen!" Sagde Adrianna helt ubekymret. Hendes sanser, der ellers normalt var skærpet som et jaget vildts, var nu nærmest følelsesløse. Uden at hun lagde mærke til det, foregik hendes hørelse, syn, alt i slowmotion. Selv hendes dømmekraft var nærmest ikke eksisterende. Hun lagde hverken mærke til Mels stigende nervøsitet eller deres chaufførs truende blikke, der blev sendt til Melodie. "Der er ikke andre biler Mel, det her er vores eneste chance til at komme videre", Adrianna snakkede højt uden at forstå, at Mel gerne ville holde dette for dem selv. Hun lød som en meget beruset og meget påvirket ung pige. "Her piger," sagde den svedende mand og rakte dem to flasker med ambrosia. Adrianna tog taknemlig imod sin og tog en ordentlig slurk. Hun havde da lige spist, og hun havde ikke forvandlet sig eller noget. Hvordan kunne hendes kræfter bare sådan være blevet suget fra hende? Hun trak bare åndsfraværende på skuldrene og konkluderede, at det måtte skyldes skænderiet med Mel. "Hvad er det egentligt i skal piger? Skal sådan nogle smukke piger ud at dræbe monstre? Jeg forstår ikke, hvad Chiron tænker på i denne tid," sagde han og rystede på hovedet. Adrianna skulle lige til at svare, da hun mærkede en skærende varm fornemmelse i kroppen, hun følte at alle knoglerne i hendes krop skulle smelte. Hun spyttede hurtigt den ambrosia, hun havde i munden, ud og ramte forsædet. Uden at det virkede som om, at han havde opdaget det, kiggede han sig over på skulderen og så på Adrianna. "Du ser.... Lækker, smagfuld, saftig ud smukke," sagde han og slikkede sig om munden. "Tak", mumlede hun genert og rødmede. Hvis det ikke havde været for den form for trance, ville hun havde synes, at det var yderst frastødende og så være løbet skrigende væk. Pludseligt stoppede han bilen. På et skilt nær bilen var der skrevet med store blokbogstaver: Central New York 2 km. "Øhm hvorfor stoppede vi?" Spurgte Adrianna. Pludseligt signalerede et klik, at bilen var låst.

Okay, Melodie var seriøst frastødt af ham manden. Da han rakte dem en flaske med noget ukendt væske i, skyndte Mel sig at smide det tilbage til manden som hun var lige ved at ramme i hovedet. Hun gjorde ikke længere et forsøg på at skjule hvor utryg hun var ved denne situation. Hun kiggede på Adrianna der straks bællede drikken. "Hva' fuck har du gang i?!" Hviskede hun og stirrede overrasket på hende, men hun reagerede ikke det mindste, faktisk reagerede hun kun på det den klamme mand sagde. Og han stirrede bare på Adrianna, med et sulten blik Melodie i første omgang misforstod. "Du ser... lækker, smagfuld, saftig ud smukke," sagde han med sin raspende stemme der gav Melodie en noget så dårlig smag i munden. Hun lænede sig ind over Adrianna og prøvede at fjerne mandens opmærksomhed fra hende. Hun følte af en eller anden grund en form for beskyttertrang for Adrianna. "Hør her, mester! Du har bare at lade hende være og finde en på din egen alder. Hvad er du? En eller anden form for voldtægtsforbryder eller børnelokker eller sådan noget... i hvert fald, skal du lade os være og køre os hen til den destination som vi faktisk endnu ikke har fortalt dig..." Mels stemme fadede langsomt, da det gik op for hende. "Tak," hørte hun Adrianna sige bag sig. "Hvor tager du os hen?" Spurgte hun. Bilen stoppede pludseligt. "Hvorfor stoppede vi?" Lød det fra Adrianna. En klik lyd indikerede at bilen var låst, og Melodie kiggede forskrækket på manden. Hans øjne havde ændret sig, de blev mørkere og mere... sultne. Under normale omstændigheder ville Melodie mene at ens øjne blev mørkere når man blev lystig, men det her... det her var tørst efter noget andet. "Hvad er du?" Spurgte Melodie og rykkede sig lidt væk fra Adrianna. Nerverne omkring hans øjne bevægede sig og han lo en hånlig latter. Han klikkede sig ud af sin sele og bevægede sig langsomt ud af sit sæde og over mod dem.
Melodie nåede ikke registrere mere før han var over Adrianna. Melodie skreg forskrækket og prøvede at skubbe ham væk, men han var tung. Ikke bare tung, han var elefanttung! "Lad hende være dit monster! Jeg ved ikke... hvad du er... eller hvad du vil have, men.." Melodie stoppede sig selv. Hun kom i tanke om pilene i pilekoggeret fra før, hun hev en pil op med en øvet bevægelse og stak uden at tøve pilen lige i ryggen på Lamiaen...

Manden klikkede sig pludseligt ud af sin sele og nærmest kravlede om på bagsædet. Adrianna lænede sig tilbage i sædet og begyndte så småt at synes, at hele situationen var lidt underlig. Den klamme fyr kom helt tæt på hende, åndede hende i hovedet med en klam ånde, der lugtede af flæskesværd og slikkede hende på halsen. Pludseligt blottede han sine sylespidse tænder og tog et fast greb i hende.
 Hun blinkede et par gange, og pludselig var hun ved bevidsthed igen, skreg, gav ham en lussing og råbte skingert: "Jeg har en kæreste din... din... Lamia! Selvfølgelig du er en Lamia"! Lamiaen hvæsede op i Adriannas ansigt, og hun skyndte sig at tørre ansigtet i ærmet. Pludseligt skreg Lamian smerteligt, der stak en pil ud fra dens side, og Adrianna sendte Mel et taknemligt blik. Hun blev pludselig opmærksom på det gigantiske sværd, hun havde i sit bælte. Det ville være for farligt at begynde at svinge rundt med det inde i den lille taxi. Pludseligt fik hun en idé, der måske ville kunne redde dem. Hun sendte hurtigt et blik til Mel, der meget tydeligt betød "underhold ham et øjeblik", og prøvede så meget hun nu kunne at møve sig under ham.
 Det var heldigt at hun var så slank, der var ikke meget plads. I al tumulten kom hun til at støde hovedet op i Lamiaens vom og konstaterede hurtigt med sig selv, at der i hvert fald ikke var noget guddommeligt ved at være halvgudinde. Efter nogle anstrengelser fik hun slanget sig op på forsædet, åbnede hurtigt handskerummet og rodede alt møget igennem. Der var alt muligt guddommeligt og mindre guddommeligt i det handskerum, på et tidspunkt fandt hun endda noget der ubehageligt meget lignede en tånegl, men, det hun allermest havde brug for, var svært at finde.
 Til sidst fandt hun det, ikke det mest optimale, men kildevand kunne også bruges. Hun skyndte sig hurtigt at tage en slurk og hældte så resten på bildøren. Nogen af de små dråber trængte ind i låsen, så Adrianna skyndte sig at opvarme de små dråber. Alt hvad der kunne smelte inde i bildøren, smeltede øjeblikkeligt.
 
 Hun sparkede hurtigt bildøren op og trak Mel ud i friheden. "Tak", mumlede hun forpustet og skyndte sig at løbe fra den klamme bil.

Melodie forsøgte så godt hun kunne at distrahere Lamiaen; hun vidste ikke hvor hun kendte navnet fra, men det var bare hendes første indskydelse. Den havde rettet sit hadefulde blik mod hende og hun gispede forskrækket. Hun fumlede efter endnu en pil og stak den denne gang ind i øjet på den. Det var umuligt for hende at blive frastødt i sådan en situation hvor hun havde for travlt med at tænke på hvordan hun slog kræet ihjel. Den skreg smertefuldt og krøb sammen. Hun stak med al kraft endnu en pil lige ind i halsen på den, hun blev hevet ud af bilen øjeblikket efter og efterlod den gispende Lamia derinde. "Tak," hørte hun Adrianna sige. Hun var ikke klar over hvad pigebarnet talte om og sendte hende et forvirret blik. "Øh, det var.. da så lidt," mumlede Melodie. "Nå... hvor skal vi nu hen?" Sukkede Mel og gik lidt på stedet. Hendes krop rystede stadig, men ikke af frygt. Af spænding. Hun satte en lok af sit bølgede hår om bag øret og kiggede sig lidt fortabt omkring.

 "Øhm så tror jeg ikke, at der er andet for end at gå de sidste to km indtil bymidten. Jeg sætter mig i hvertfald ikke ind i endnu en bil," sagde hun halvt i spøg halvt meget alvorligt. Adrianna begyndte at gå, mens hun rodede i sin rygsæk. "Dine pile er meget spidse og stive, men hvis vi kommer i sådan en situation igen, ville det være meget praktisk, hvis du havde noget, du kunne skære med..." Sagde hun nærmest med hovedet ned i rygsækken, "arh her er den". Hun hev en smuk kniv op fra sin rygsæk og stirrede intenst på den. Den var af overjordisk bronze, en smule kroget og i bladet var der sat små safirer fast. "Du må gerne få den," sagde hun og rakte den til Mel, "jeg er ikke så glad for at slås med kniv, jeg fik den af Clarisse. Nå ja undskyld du kan ikke huske hende. Forestil dig den mest krigeriske person du kan forestille dig. Sådan cirka der, kan du huske hende?" De gik i et stykke tid, indtil at de pludseligt kom ind til det indre New York. Det blev ret tydeligt, da de kom ind til det indre NY, der var overfyldt, bilerne dyttede omkring dem, og folk hastede af sted. Adrianna kiggede efter et metroskilt, men det var næsten umuligt at finde. Til sidst fandt de en metrostation, men hun kunne slet ikke have det, al den stress gjorde hende utilpas.

//Fortsæt i New York //