I'm Back!...I Think! - Adrianna

Melodie tog imod kniven Adrianna rakte hende. Hun studerede den og snurrede den mellem sine fingre. I knivens blad sad små safirer der mindede om hendes øjne. "Wow. erhm, tak Adrianna," smilede Melodie og studerede det lidt nærmere.
De var ankommet til New York centrum og havde fundet en metrostation. Melodie følte en form for indre ro opstå inde i hende, da hun igen var omringet af mange mennesker - og vidner. Hun lagde kniven ned i den rygsæk hun havde med, da hun allerede var begyndt at få nogle vagtsomme blikke på grund af den. "Jeg kommer tilbage lige om lidt, jeg vil lige se om jeg kan finde et toilet," undskyldte Mel og forlod Adrianna. Hun skulle egentlig ikke tisse, hun var bare træt af at stå op og ville sidde lidt på toilettet. Hun mærkede et blik bore sig ind i nakken, men hun ignorerede det, da det nok ikke var noget specielt.
 
Melodie studerede kniven grundigt. Hun kunne lide den, og det var også det eneste der gjorde at hun ikke stadig var sur på Adrianna. Hun ville ikke ligefrem sige at hun bedre kunne lide kniven, for pilene var nu også ret seje, men ville føle sig mere sikker ved en kniv når de skulle slås. Wow, Mel havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig at hun en dag ville komme op at slås. Med uhyre endda! Hun var så småt begyndt at tro på at dette ikke blot var en spøg, og hun måtte nok indrømme det var "taxi-manden" der fik hende overbevist. Ingen var så god til at spille sindssyg. Hun rejste sig fra kumme brættet og kiggede sig selv i øjnene. Hun fangede sine blå øjne i det tilsmudsede spejl. Hun skulle til at vende sig om da noget mørkt i øjenkrogen tiltrak hendes opmærksomhed og spejlet splintredes i tusinde stykker. Melodie gispede forskrækket og ville have trådt et skridt tilbage hvis ikke det var fordi hun vidste der var nogen bag sig. Eller rettere noget. Hun strammede grebet om kniven i sin hånd. "Melodie Claire... så mødes vi igen." Hvæsede stemmen, der tydeligvis ikke var specielt glad for at se hende. Mel drejede om på hælen og fik øje på en pige nogenlunde jævnaldrende med hende. Hendes sorte hår gik hende ned til hoften. Hendes solbrune hud glødede nærmest og hendes øjne... Melodie ville i første omgang kalde dem brune, men nu da hun kiggede bedre efter så de gule ud. Og nu da hun kiggede rigtig godt efter lignede de slet ikke normale øjne. De var ikke runde, men ovale, som slangeøjne.
 
Melodie gøs og forsøgte at skjule sin kniv. "Har jeg mødt dig før?" Spurgte hun og forsøgte så godt hun kunne at skjule skælven i sin stemme. Pigen kom tættere på og knurrede lavmælt. "Jeg fik vist ikke gjort noget helt færdig tilbage i Indianna, og det har jeg tænkt mig at færdiggøre nu!" Lige så snart hun havde færdiggjort sin sætning sprang hun i al fart på Melodie, der hurtig som lynet fik hevet sin kniv frem og sprunget til side. Pigen baldrede lige ind i håndvasken der knustes. "Hvad taler du om? Jeg har aldrig været til Indiana? Hvad skulle jeg lave det?" Melodie var endnu engang forvirret. Hun var godt klar over at hun højst sandsynligt havde været i Indiana, men bare havde glemt det, men hun var nødt til at købe sig noget tid. Pigen var farlig. Hvis det da overhovedet var en pige.  "Du spiller dine kort godt, Melodie Claire, men jeg kan huske dig, og jeg har fået ordre på at holde dig væk fra sandheden om det så kræver at jeg er nødt til at slå dig ihjel," Uhyret hvæsede igen og blottede nogle hugtænder så spidse som knive... og apropos. Melodie sprang frem og sigtede efter dets bryst, men hun undveg. Mel  bankede sin hofte lige ind i muren, og nåede ikke at komme sig særlig meget inden en mørk skygge var over hende. Et dunk hørtes og øjeblikket efter et skrig, det tog hende et øjeblik før hun opdagede at det var hendes hoved der var dunket ned i stengulvet og hendes skrig der havde lydt i det lille aflåste toilet. Hun kunne mærke den ene side af sit hoved blive varm og fugtig, men forsøgte at ignorere det. "Hvad er du..?" Peb hun og kneb sine øjne sammen. Dens gule øjne stirrede på hende og hun hævede langsomt den hånd hun holdt sin kniv i. Melodie mærkede noget skrabe sin ryg, og regnede ud at det var hendes pile hun stadig holdt i koggeret. "Drakanea.." hviskede den. Det gik op for Mel at hun ikke havde længe inden hun kunne sige farvel til at leve så hun hev kniven ind over drakaneaens mave og huggede så hårdt det var muligt. Det overraskede blik i dens øjne ville hun ikke glemme lige foreløbig. Den forvandledes til støv lige for næsen af hende. Melodie satte sig op og kiggede lidt forvirret på den. Hun tog til hovedet og hev sin hånd tilbage lige så snart hun mærkede noget varmt og vådt. Blod. Hun vidste ikke hvorfor, men noget sagde hende at det ikke var sidste gang hun så det uhyre.

Adrianna var helt fortabt, da Mel forlod hende. Hun var ikke bange for at være sammen med mange mennesker, men her kunne man så hurtigt blive væk fra hinanden, og hun var ikke vant til at være tæt på så mange mennesker, i lejren var der mange, men lejren var et kæmpe sted, og i Avignon var der ikke helt fyldt med mennesker. Apropos blive væk fra hinanden. Hun hev hurtigt et billede op fra sin taske, hun kunne ikke lade være med at ønske at hendes kæreste var med på missionen. Hun kunne godt klare sig selv, men hun savnede allerede tryghed hos ham. Det var også en af de ting, hun havde været bange for, da de kom tættere sammen. De var begge sidst i teenage årene, og levealderen for halvguder var allerede ved at være overskredet. Hun blev hurtigt nervøs for, hvordan han havde det, hun vidste godt, at det var trygt i lejren, men hun var bare nærmest angst. Hun skyndte sig at tørre en tåre væk og blev helt flov, hun virkede som en urolig hønemor.

Hun begyndte at kigge lidt på metroplanen for at finde ud af, hvordan de hurtigts muligt kunne komme til... Hvor skulle de egentligt hen? Det her var bare overhoved ikke gennemtænkt.
Hun kunne ikke forstå hvordan nogle kunne holde der her ud. Der var så mange mennesker, der bare skubbede til en hele tiden, der var sikkert en milliard uhyrer i mellem menneskerne, og togplanerne var umulige at læse. Hun var nænsom med ikke at gå for langt væk fra der, hun stod før sammen med Mel, ingen af dem havde jo mobiler, det var ligesom at sende et nødblus op til alle uhyrer i en radius af 10.000 km.
 Pludseligt var der en, der lagde en hånd på Adriannas skulder. Hun lagde sin egen hånd på skæftet af sit sværd og vendte sig lynhurtigt om. Hun kiggede ind i øjnene på en meget... Lækker dreng. hans sorte hår var dejligt pjusket, og hans hud var solbrun. Hans grønne øjne så ret nervøse ud overfor den krigeriske halvgudinde. Hun skyndte sig at lægge armene over kors og smilte. "Hej... Ved du hvordan man kommer til San Francisco?" Spurgte han hende, mens han betragtede hende beundrende. Hun strøg en løssluppen lok om bag ørene, spidsede læberne og svarede skuffet: "Nej desværre. Jeg kan slet ikke finde rundt selv." Hun rystede lidt på hovedet. *Jorden kalder Adrianna*.
"Det er ellers et flot sværd du har", sagde han og nikkede mod sværdet, der var stukket ned i hendes bælte. "Hva'?! Kan du se det?!" Udbrød hun forvirret, "Er du... Er du halvgud?" Hun kiggede sig hurtigt omkring for at se, om nogen havde hørt dem og trak ham over i et hjørne. "Ja jeg er søn af Cronus, gud for tid," han rakte hende hånden," Nathan Spruce".
Adrianna tænkte sig lidt om, ham havde hun ikke hørt om. "Adrianna Parthene, datter af Poseidon. Undskyld jeg spørger, men hvad i alverden skal du i San Francisco?" Spurgte hun forvirret og trykkede hans hånd. De begyndte at bevæge sig over mod toiletterne. "Det er der lejren er", sagde han så forvirret.
Adrianna slog øjnene op, mumlede noget til ham om, at han skulle blive der, sprang hele køen over til pigetoiletet, mens hun undskyldte sig selv på alverdens sprog og sparkede døren op til pigetoilettet. Uden at kigge på Mel hev hun hende hen til Nathan.

Melodie  tog sin rygsæk på igen og rejste fra gulvet. Eller.. hun havde tænkt sig at rejse sig derfra, men så langt nåede hun ikke før døren blevet sparket op og Adrianna trak hende op fra gulvet i fuld fart. "Wow, sænk farten!" Hvinede Melodie overrasket men fulgte med hende. De stoppede op foran en dreng og Mel tabte nærmest kæben. Så lækker var han. "Holy mother.." mumlede hun og gav ham elevatorblikket, hun kunne ikke lade være. Og der var heller ingen grund til at lægge skjul på hun synes han var lækker, for hvis knægten ejede et spejl, var han godt selv klar over det. Hans sorte hår var lidt pjusket og han lignede en der havde rejst i dagevis. Og hans øjne... tja de var grønne lige som hun kunne lide dem. "Øhm... hvem er det?" Hviskede hun henvendt til Adrianna, der selv så latterligt forgabt ud i denne dreng, men det var åbenbart ikke lavt nok til at drengen ikke hørte det. "Jeg er Nathan," svarede han høfligt og sendte Melodie et strålende smil, der fik hende til at le en skinger, tøset latter. *Ja, du er* Hun var helt flov over sig selv og trådte sig lidt akavet over tæerne. "Mit navn er Melodie," sagde hun og smilede genert. Han var mega lækker. "Så, hvad laver vi sammen med dig, Nathan?" Spurgte hun, da hun igen var blevet lidt mere fattet. "Øhm.. din veninde fortalte mig jeg skulle vente her. Jeg skal til lejren," svarede han. "Så du er også.. en del af det her gude-noget..?" Hun kiggede lidt på Adrianna. "Hvis du skal til lejren... er du så ikke på vej i den forkerte retning? Jeg mener, vi kommer lige derfra," forklarede Mel forvirret og kiggede Nathan ind i øjnene. Ikke af  nogen speciel rund, hun følte dem bare borer ind i sig. Nathan lyste straks op i et smil. "Kommer I fra San Francisco? Kan I så ikke hjælpe mig derover?" Spurgte han. Melodie kiggede fortabt på Adrianna, da hun  tydeligvis havde mere tjek på alt det der eventyr-noget. "Jeg tror, vi misforstår hinanden, vi er ikke fra San Francisco, men New York?.."

Påklædning: Klik klik!
Inden Mel kunne nå at sige mere skyndte Adrianna sig at ligge en hånd for hendes mund og hviskede i hendes øre: "Du skal ikke afsløre noget. Halvblodslejren er ikke den eneste halvgude lejr. Der ligger en romersk lejr i San Francisco. Romere hader Grækere, Det ville være det rene selvmord og fortælle ham præcist, hvor den græske lejr ligger. Han er romer, det var derfor, at jeg ikke vidste, hvem Cronus var, han er søn af den romerske Cronos, gud for tid!" Nathan så helt forvirret ud og kiggede frem og tilbage på de to halvgudinder. Adrianna vendte sig om mod Nathan smilede nervøst til ham og spurgte så: "Øhm Nathan, er du på mission for lejren, eller skal du der til?" Den stakkels dreng kiggede endnu mere forvirret på dem lavede en nervøs latter og svarede så: "Øh jeg er på vej dertil har aldrig været der." Adrianna åndede lettet op, så gjorde det ikke noget, han ville godt nok komme til lejren, men der var langt til San Francisco, så han ville nok glemme det på vejen, og desuden var det dem, der var svært bevæbnede ikke ham. "Vi er ikke fra den romerske lejr, vi er grækere", sagde hun stolt, selvom det nok havde lydt lidt sjovt med hendes franske accent. "Grækerne er heldige", sagde han så og kiggede først på Mel og bagefter på Adrianna. Adrianna blev ilde til mode rodede hurtigt i sin rygsæk og fandt hurtigt sit sidste våben: En mindre prangende kniv i forhold til Mels, men dog stadig fornem i det sjældne metal overjordisk bronze, og rakte den til Nathan. "Hvis du bliver angrebet er det altid godt at kunne forsvare sig", mumlede hun og kiggede ned på hendes støvlesnuder. Pludseligt fik hun en idé og udbrød så: "Mel hvad ville du sige til, at vi hjalp Nat til hans lejr? Det er alt for farligt at rejse alene, og vi aner alligevel ikke, hvor vi skal hen, måske kan vi finde nogle svar i San Francisco?"

Melodie behøvede ikke at overveje det, hun havde overhovedet intet imod at guide Nathan til San Francisco. "Klart. Intet problem," sagde hun smilende til Adrianna.

De var endelig kommet om bord på metroen og Nathan sad nogle sæder fra de to piger, så Melodie så det som sin chance for at fortælle Adrianna hvad der var sket ud på toilettet tidligere. "Hør, Adrianna, der er noget jeg må fortælle dig," startede Melodie ligesom for at få hendes opmærksomhed. "Der skete noget.. helt vildt ude på toilettet før," Melodie sukkede lidt og fik øje på Nathan lidt længere væk. Han sad med et lidt fjernt udtryk i blikket og stirrede ud af metrovinduet. Han sorte pjuskede hår hang lidt foran hans øjne og fik ham til at se lidt nuttet ud. "Jeg blev angrebet af denne her... hvad var det nu den hed.. drakanea vist nok." Hun sukkede lidt men endte med at ryste på hovedet. "Lige meget, i hvert fald, inden den overfaldt mig sagde den.. hun.. at hun ville gøre afslutte noget, hun ikke fik gjort i Indiana." Melodie kiggede Adrianna i øjnene. "Har jeg nogensinde været i Indiana?"
Der gik noget tid hvor de blot snakkede og hyggede lidt, og midt i al snakken mærkede hun sædet ved siden af sig blive sat på. Melodie drejede hovedet af ren nysgerrighed, men inden hun nåede særlig meget lød et brag bag hende. Der var et stort hul i loftet på metroen og lige nedenunder det stod et noget så grusomt væsen. Fra livet og op lignede den en normal kvinde, hvis man så bort fra den var grøn, men fra livet og ned var den besat af slangeben. "Hvad. Er. Det?!" Hviskede hun til Adrianna. Monsteret stirrede kun på hende med sine slangelignende øjne. Da gik det op fra hende at, det var det samme monster fra før. En drakanea. Melodie greb sin kniv og var hurtigt på benene. Nathan som sad lige bag drakaneaen blev også hurtigt vagtsom og strammede grebet om sit våben. Melodies blik gled bekymret hen over publikum og alle menneskerne var skræmt for livet og havde skrigende gemt sig i det fjerneste hjørnet. Metroen var stoppet og lysende flimrede, hvilket kun gjorde det hele mere gyseligt. Melodie fik ondt af alle de uvidende mennesker, hun var jo næsten lige så uvidende selv, og hun ville aldrig kunne tilgive sig selv hvis der skete dem noget i deres kamp. "Vi må få den ud herfra," sagde Mel til Adrianna og kiggede på hende. Noget sagde hende at hendes blik måtte se underligt ud, for hun vidste ikke hvad hun skulle tænke. Så gik de i aktion.

Adrianna sad og lyttede til Mel, blev et øjeblik forvirret og sagde undrende: "Du har været i næsten alle stater, søde? Undskyld jeg glemmer hele tiden, at du ikke kan huske noget. Det er bare alt ved dig der... Din gang, udtryk, alt. Det har slet ikke ændret sig. Men jo din sidste mission var i Indiana."
Hun nød virkelig bare at have lidt tid til at snakke med sine to venner og bare læne sig tilbage og nyde togets ryk. Hun var bekymret og havde svært ved at overkomme hvor længe de skulle rejse. De kunne ikke flyve; Adrianna havde allerede prøvet at blive skudt ned af Zeus lyn en gang, det kunne ikke anbefales, og der var ikke nogen lige linje til San Francisco, som jo også lå i den anden side af USA. De ville skulle overnatte mange nætter, som kun moirene vidste hvor.
 Men lige nu var hun i sikkerhed og kunne bare slappe af. Dette var den rute, der gik længst helt til Pennsylvania, og derfra måtte de overnatte. Alt det prøvede hun at få ud af hovedet, prøvede at lade som om at hun var en normal, halvfuld, skør teenager, der havde fået den sindssyge idé at rejse landet igennem med sine venner og nu skulle sidde i et tog i flere timer.

 I sin fuldstændige overbevisning om at hun bare kunne slappe af og nyde turen, var der pludselig noget der braste gennem taget på togvognen. Tydeligvis en drakanea. Hun blev ikke specielt bange bare meget sur og frustreret og skyndte sig at trække sit sværd. Det gav en fantastisk syngende lyd, og Adrianna stod i et splidtsekund bare og nød det. Godt nok var livet som halvgudinde meget besværligt, farligt og alt andet end roligt, men der gik det op for hende, at hun ikke ville bytte det for noget andet. Stoltheden, kræfterne, den måde man hjalp mennesker på, og alle de smukke våben og oldgræske genstande var bare for vigtigt, noget man aldrig kunne få, medmindre man var født til det. Nathan så meget nervøs ud, tog rollen som "offeret" og vidste ikke helt hvordan han skulle holde på kniven, men det kunne man ikke bebrejde ham, han havde jo aldrig fået træning og havde altid troet, at han bare var et normalt menneske. Pludselig lød Mels indtrængende i hendes øre: "Vi må få den ud herfra." Adrianna skulle lige til at protestere, der var alt for trængt ude for vognen til at bekæmpe uhyret, der ville desuden også kunne komme andre toge, men det gik så op for hende, at det ville redde mange flere menneske liv, hvis de forlod vognen. Hvis de begyndte at svinge rundt med deres våben, var der uden tvivl en del der ville være blevet ramt.
Pludselig vendte drakaneaen sine klamme gule øjne mod Adrianna og hvæsede med sin raspende stemme: "Dig! Poseidon datter! Jeg skal have min hævn. Du skal dø langsomt og smertefuldt!" Først der blev Adri bange ikke pga dødstruslen mere pga, at uhyret havde tiltalt hende personligt. Det var gyseligt!
"Hun bad hurtigt Mel og Nathan om at sørge for, at ingen af passagerene gik i chok, det var ret tydeligt, at drakaneaen kun havde hende for øje lige i øjeblikket.
Hun fandt hurtigt en efterladt flaske vand, åbnede den og kastede vandet op i luften, men inden inden vandet kunne nå at ramme gulvet, betvang hun det.
Hun fik det til at omgive drakaneaen og irritere den. Det var ikke noget specielt, men hun håbede på, at det fik den til at holde fokus på hende. Hun fik hurtigt åbnet en nødudgang og løb ud af den med drakaneaen lige i hælene.
Hun lod vandet falde til jorden og begyndte at gøre udfald mod drakaneaen med sit sværd. Uhyret trak selv to sværd, og Adrianna undgik med nød og næppe. Pludselig genkendte hun den. Det var den, hun havde reddet sin bror Richard fra. Hun blev lidt forskrækket ved tanken og blev derfor distraheret. Hun så drakaneaen nærme sig med sine sværd klar til at slå ned på hende. Hun kneb øjnene sammen og gjorde sig klar til smerten, og klingerne som formegentlig ville skære hende i to.
Men pludselig skete der noget meget mærkeligt, uhyret bevægede sig baglæns bare i to, tre sekunder, som om at der blev spolet tilbage, og så blev der så sat på play igen. Men denne gang var hun parat, hun dukkede under uhyrets arm, vendte sig hurtigt i hele tumulten og stak sit sværd i ryggen på monstret. Det var ikke et dødeligt sår, men herfra ville det ikke blive så besværligt at dræbe det. Hun kiggede lige hurtigt ud af øjenkrogen, og så Nathan falde om af udmattelse i døråbningen til toget. Hun sendte en hurtig tak til hele olympen og kæmpede så videre. Hun stak drakaneaen i siden, men den eneste grund til, at hun havde mulighed for det, var at drakaneaen allerede havde hugget ud imod hendes ribben, men fordi at hun ramte først, var uhyrets hug ikke så alvorligt. Hun blev senere også ramt i panden, låret og overarmen, men tilsidst lykkedes det hende at gøre det af med det sindssyge væsen.
Hendes syn blev mørkere og mørkere, benene svigtede under hende, og hun rallede en smule, hun faldt om og alt blev sort.

Melodie prøvede at overbevise alle om at det de så, ikke var som det så ud; men de her mennesker var ret svære at overbevise, og hun overvejede en overgang at slå dem alle i hovederne så de ville tro det hele havde været en drøm. Melodie mærkede pludselig et underligt sug i maven og fangede pludselig sig selv i at gentage sig. "Bare rolig, det var bare loftet der faldt sammen," hun kiggede sig forvirret omkring. Ingen andre så ud til at have bemærket det. Hendes blik ændrede kurs til Nathan, der var knækket sammen hende ved udgangen. Hun rejste sig fra gulvet og luntede over til ham. "Hey, mand, er du okay?" Spurgte hun blidt og lagde en hånd på hans skulder. Han så bleg ud og svækket, hvilket var underligt taget i betragtning at Adrianna var den der sloges. Og hvis hun ikke tog meget fejl var noget ikke som det burde være... Så slog det hende: "Du lavede noget med din evne ikk'?!" Spurgte hun. Hun tænkte sig om... Hun havde gentaget sig selv og det havde føltes som om alt bevægelse inden for tre sekunder var blevet sat på replay. "Du kan styre tiden. Kan du ikke?" Gættede Melodie. Nathan så lidt forvirret ud. "Det ved jeg ikke... Jeg tror det," mumlede han og så helt sløj ud. "Måske skulle du hvile dig lidt," foreslog Melodie og smilede venligt til ham. Hun hørte et højt bum bag sig og vendte sig om i et ryk. Adrianna lå på gulvet og drakaneaen var væk. Melodie rejste sig og hev Nathan med sig, selvom hun lige havde foreslået ham at hvile sig. De måtte ud af denne metro, og mon ikke de kunne nå væk til fods? Der ville nok gå nogle timer før de satte denne metro igang igen. "Nathan. Kan dueh...?" Spurgte hun og gestikulerede mod Adrianna. Han fangede den hurtigt og samlede den bevidstløshed pige op fra gulvet. "Lad os se at komme ud inden der dukker nogle vagter op," skyndede Mel og gik i forvejen. Folks blikke fulgte dem hele vejen ud. 

De nåede ud på skinnerne og smøgede sig forbi metroens sider. "Lad os fortsætte lidt længere frem, og så kan vi tage et hvil, og få lidt gang i hende der," foreslog Melodie. "Skal jeg ikke tage hende, du ser ikke specielt godt ud selv," tilbød hun og lagde Adriannas arme om sine skuldre. Hun var ikke helt væk, så slæbe hende skulle hun ikke helt. "Wow. Tak for komplimenten," svarede Nathan sarkastisk. Melodie himlede med øjnene: "Du ved hvad jeg mener, fjols. Må jeg kalde dig Nate? Nathan er for langt," spurgte hun og gik et par skridt. Han smilede lidt skævt. "Selvfølgelig, det ville jeg foretrække, Melodie," sagde han og luntede lidt for at indhente Melodie. "Okay, men så ville det også være rart, hvis du lod være med at kalde mig Melodie. Kald mig: Mel," fortalte hun med et kækt smil. Hendes små skuldre var så småt begyndt at gøre ondt og Adrianna var altså tungere end hun så ud. "Okay, Mel. Hvem er du egentlig datter af?" Spurgte Nathan. Melodie var ikke sikker på hvad hun skulle svare. Hun var ikke sikker på hvad hun måtte sige og hvad hun ikke måtte sige til en såkaldt romer. Hun ville nødig give for mange oplysninger og for mange problemer der i sidste ende ville bide hende i røven. Så hun måtte bruge hvad hun havde. "Apollo... -pollon," svarede hun og smilede falskt og stort; hun var en elendig løgner. "Sååå, jeg regner med du er søn af en eller anden freaky tidsgud eller gudinde efter det lille stunt du lavede inde i metroen? Det var ret vildt," tilstod Mel og gjorde tegn til at de godt kunne gøre et holdt. Nate fik et stolt glimt i øjet. "Ja, det var det ikk'?" Melodie grinede lidt af ham og satte Adrianna ved siden af sig op ad metromuren. Hun hev sin rygsæk frem og ledte lidt i den efter nogle forskellige ting der muligvis kunne hjælpe. "Hvorfor sloges du egentlig ikke sammen med din veninde? Kan du ikke slås?" Spurgte Nate, nok i et forsøg på at være irriterende. Og det virkede. "Pas på du! Jeg har ladet mig fortælle at jeg er en ret så skarp skytte."

Adrianna begyndte så småt at komme til sig selv. Hun sad meget ubehageligt op af et eller andet med lukkede øjne. Hun kunne stadig ikke rigtigt mærke sin krop så hun sad bare hjælpeløshed og lyttede til Mels og Nates samtale. Det trak lidt i hendes mundvig, da de tydeligvis klingede. Love's in the air! 
"Mel? Har du... Har du noget nektar?" Spurgte Adrianna med en tynd og meget sprød stemme. Hun lukkede øjnene søvnigt op og lod som om, at hun ikke havde hørt noget. Hun havde tydeligvis mistet for meget blod i kampen mod drakaneaen. Hendes hoved dunkede, hun var søvnig, og hele hendes krop smertede. Hun fik stukket et stykke nektar i hånden, som hun spiste og med samme, strømmede kræfterne igennem hende.
"Ved I hvad, jeg tror, jeg finder det nærmeste apotek, så jeg kan finde et par bandager eller et kæmpe plaster. Så kan I jo også få lidt kvalitets tid med hinanden imens," sagde hun smilende, blinkede og bed sig i læben.
Hun rejste sig besværet op, bad dem om at ønske hende en uhyre fri færd og begav sig af sted. 

Først der kiggede hun ned af sig selv og så, at både hendes hoodie og bluse var skæret af ved ribbene, så det lignede en mavebluse, og hendes bukser var meget flængede. Folk kiggede også meget på hende, men det værste var nok, at det var helt vildt koldt. Det var sent efterår, og hun var meget sikker på, at der kun var en måned til jul eller mindre. 
Endelig fandt hun det velkendte og internationale slangetegn, som indikerede medicin. Hun skyndte sig hurtigt og snigende sig derind og nød varmen inde i det store apotek. En sød ekspedient hjalp hende med at finde noget forbinding og noget energi drik. Adrianna kunne næsten ikke lade være med at bekymre sig over, hvordan det gik Nate og Mel, hun havde en dårlig mavefornemmelse, og hun blev også en smule urolig over hvor venlig ekspedienten var, det var monstres foretrukne forklædning. Men der var åbenbart ikke noget galt, hun kom ud i et stykke med sine nyindkøbte varer. Hun så en abercrombie på den anden side af gaden, og tænkte at hun nok alligevel trængte til noget nyt tøj. Hun løb glad derind og var klar til en shoppetur som en normal pige. 

Hun fandt hurtigt et par flotte jeans, en ny trøje og en ny bluse. Det var en kæmpe og dyr butik, så alle de andre mennesker derinde kiggede undrende efter hende, mens hun mumlede noget med en meget aggressiv kat. 

Nu i nyt tøj og med høj personlighed gik hun glad tilfreds tilbage til sine venner.

Melodie rakte Adrianna, den nektar hun spurgte efter og lænede sit hoved mod muren."Ved I hvad, jeg tror, jeg finder det nærmeste apotek, så jeg kan finde et par bandager eller et kæmpe plaster," . Melodie skulle til at protestere om at de skulle dele sig op men så langt nåede hun ikke før Adrianna igen snakkede. "Så kan I jo også få lidt kvalitetstid sammen imens.." hun rejste sig og forsvandt ned af den mørke tunnel. Melodie kiggede med ét hævet øjenbryn efter hende. Say whut? Hun vidste godt hun havde gjort det tydeligt at hun syntes Nate var lækker, men det var også det; det sidste hun havde brug for var Adrianna til at få Nathan til at tro hun var helt forgabt i ham. Hun skulle ikke have en eller anden dreng efter sig - hun var, single by choice. Hun havde ikke lyst til at være afhængig af en anden person. Desuden havde hun aldrig været forelsket og regnede ikke med det ville ske lige foreløbig. Hendes øjne blå, mødte Nates grønne. "Jeg undskylder på vegne af Adrianna.. hun misforstår tydeligvis nogle signaler," mumlede Melodie ligegyldigt og rystede på hovedet. Nathans slap hende ikke af syne ét øjeblik. Han rystede på hovedet. "Det er okay, det går mig ikke på," svarede han. Melodie trak på skuldrene og rodede sin taske lidt igennem. Hun fandt sin kniv frem og snurrede den lidt rundt mellem fingrene. Hun nynnede en stille Melodie. Lights. Det var hendes ynglings sang. "Du synger godt, Mel," afbrød Nates hæse stemme. Hun stoppede brat nynneriet og kiggede på ham. "Tak, det har jeg tit fået af vide af mine venner," sagde hun og trak på skuldrene. At synge havde altid ligget til hende og hun havde altid kunne synge helt rent selvom hun aldrig havde haft nogen form for sangtræning. Sådan var det også med musik. Hun gik til klaver og kunne også spille guitar, begge dele var hun ret gode til selvom hun ikke havde spillet det i så lang tid. Hun tog sin hue af og satte håret i en hestehale. Hun tog også sin jakke af da hun pludselig fik det for varmt.
Hun proppede det hele ned i tasken og besluttede sig for at få lidt hvil. "Væk mig lige hvis der sker noget," mumlede hun. "Må jeg..." spurgte hun og hentydede til om hun måtte lægge sig på hans skød. Han nikkede og hun lagde sig til rette. Der gik ikke særlig længe før søvnen indhentede hende og hun var væk.

"Der er noget, jeg må fortælle dig.." startede han med en stemme, der dirrede af nervøsitet. "Fortæl. Hvad er det?" Spurgte Melodie nysgerrig og kiggede på ham. Hendes øjne glødede som to julelys. "Jeg.. kan rigtig godt lide dig, Mel," mumlede han og hun måtte spidse øre for at følge med. "Hvad?" Hun rynkede brynene forvirret. Kunne han lide hende? Kunne hun lide ham? Hun havde jo gået i al den tid og overbevist sig selv om at de underlige reaktioner han havde givet hende de seneste dage, blot havde været indbildning, men kunne det være? Kunne hun virkelig lide ham? "Jeg kan også lide dig. Meget," sagde hun med et grin og mærkede rødmen stige hende til hovedet. Nathan smilede over hele hovedet og tog hende i hånden. Et øjeblik følte Melodie en lykkefølelse hun aldrig havde oplevet før. Forelskelse. Hun følte gnister sprænge i sin håndflade og mærkede sit smil blive bredere. De grønne øjne borerede sig ind i hendes safir blå. Alt var perfekt. Og det var rart så længe det varerede.. "Grib hende!" Befalede en rusten stemme, og Melodie så en masse kampuniformerede mennesker storme mod dem, Nogle af dem var jævnaldrende med hende andre ældre nogle endda yngre. To brutale hænder greb om hendes arme og låste dem bag hendes ryg. "Slip mig! Hvad har I gang i?" Hun vred sig i armene på personen. Nathan var forsvundet i mængden, og hvor hun dog håbede Adrianna var okay. Melodie mærkede sine fødder lette fra jorden og i næste nu lå hun over en eller andens skulder. Hun sparkede helt vildt med benene men lige lidt hjalp det. Hendes våben lå i sin rygsæk, der var hos Adrianna. Hun kunne se det. En port i bakken længere forude. Ved porten stod en anden flok mennesker og blandt dem stod hun. Adrianna. Ubevæbnet og med et fortabt glimt i øjet. "Jeg er ked af det, Melodie," mumlede hun ærgeligt. Hendes lyse hår dækkede det meste af hendes ansigt, men Melodie havde nået at se det. Hendes sårede ansigt efter kamp, det flækkede øjenbryn og værst af alt: tårerne i det havblå øjne...

"MELODIE VÅGN OP!" Skreg en stemme. Melodie slog hurtigt øjnene op. Først var hun lidt rundt på gulvet. Hun lå ikke længere i Nates skød men på skinnerne. Hun satte sig op og fik øje på Nathan et par meter væk med et skræmt blik og et jerngreb om sin kniv. Hun drejede hovedet en halv omgang og fik øje på faren. Hun var ikke klar over hvad det var, men hvis hun skulle beskrive hvor skræmmende den så ud på en skala fra 1-10... ville hun give 314! "Hvad. Er. Det?!" Skreg Nate lavt. "Jeg har ingen idé..." svarede hun ærgerligt og hev sin bue op ad sin rygsæk. Det kvindelignende væsen baskede med dets læderlignende vinger der matchede resten af kroppen, dens mund var fyldt med gule, knivskarpe våben (også kendt som tænder), hendes øjne, glødede. "Det ene øjeblik var det.. den en gammel dame og det næste.." Han gjorde armfagter mod uhyret. Melodie vidste at hun burde føle sig skræmt fra vid og sans, men skulle hun være helt ærgerlig følte hun sig ikke spor skræmt; faktisk skræmte hendes drøm hende mere. Hun følte faktisk et sug af genkendelse gå gennem hende. Hun stak med en øvet bevægelse hånden om bag ryggen og fik fat i en pil. Hun vidste at hun (hvis hun valgte at tro på Adriannas forklaring om sit hukommelsestab) havde prøvet det her mange gange før, og ligefrem var god til det. Hun stolede på sine evner. Og hun stolede på Adrianna. Hun placerede pilen langs buens side. Hun følte gik i slowmotion. Bogstaveligtalt. Og hun var sikker på Nathan havde en finger med i spillet. Langsomt slap hun sin fingers tag om pilen og så den i slowmotion sno sig i luften i høj fart mod uhyrerets venstre øje. Da pilen var 1 meter fra uhyreret kørte tiden igen i normal hastighed. En hvæsen undslap dets mund og den rettede vredt sit blik mod hende. "Melodie Claire!" Hvæsede den. *Fedt! Endnu en bekendt* Den baskede med sine vinger og fløj mod hende. "Nate!" Råbte Melodie og trak endnu en pil. Monsteret stoppede midt i luften, men Mel vidste det kun var et spørgsmål om sekunder, da Nathan endnu ikke havde lært at styre tiden for længe ad gangen. Hun trak en pil til og sendte begge pile af sted samtidig med retning mod dets bryst. Tiden røg langsomt tilbage til normal og den landede på skinnerne.

Melodie tøvede ikke et splitsekund. Hun trak sin rygsæk op fra jorden og spurtede i al fart mod Nathan, der stod og svajede. "Jeg er ked af det, men du bliver nødt til at løbe. Jeg ramte den ikke hårdt nok, så det er kun et spørgsmål om tid før den er efter os," forklarede hun ud i ét og hev fat i hans hånd og trak ham med sig ned af den lange tunnel og der gik ikke længe før tunnellens mørke omslugte dem begge, og de stoppede ikke før de nåede Adrianna.

Nye påklædning: You know what to do!
 
Adrianna slingrede i godt humør og selvsikker ned til togskinnerne, hvor hun vidste, at Mel og Nate var. Men de var åbenbart allerede i indgangen, så Adrianna skyndte sig at posere og vise sit nye tøj frem.
"Hvad siger I så? Er det ikke blæret? Der var tilbud i Abercrombie så jeg tænkte at jeg skyldte mig selv noget nyt tøj. Ved i hvad jeg skulle seriøst overveje at få Hermes ungerne til at...." Hun stoppede sig selv brat i at snakke, da hun så, hvor forpustede hendes venner var, og hvor forskrækkede de så ud i ansigtet.
"Hva'?" Skulle hun til at spørge, men ombestemte sig, "nej jeg vil ikke vide det. Kom lad os finde ud af, hvor vi er." De løb op til torvet, hvor Adrianna havde fundet tøjbutikken, og kiggede sig omkring. Adrianna spurgte hurtigt en ældre mand hvor de befandt sig og fortalte det skuffende svar til sine venner, om at de kun lige var inden for Pennsylvanias grænser. Det var især skuffende, fordi at himlen allerede var rød, og solen kun lige kunne ses i horisonten. De havde meget travlt med at komme afsted, for det ville være for farligt at rejse om natten.
 
"Okay hvad siger i til at vi finder os noget aftensmad i form af en sandwich eller noget og så bagefter tager toget til Indiana? Det kunne jo også være, at vi fandt ud af noget mere om Mels hukommelse, da det jo var der, du mødte vores fælles veninde fru. Drakanea," sagde Adrianna eftertænksomt.
Hun ville ikke kunne holde ud, hvis denne mission tog længere tid end en uge, der ville være en, hun ville savne for meget. Hun rodede sine lommer og taske igennem, men fandt ikke, hvad hun ledte efter. Hendes øjne formørkedes, hun havde tabt det. Hvordan kunne hun havde tabt det?! Hun havde mistet billedet af sin savnede Collin.

De havde alle skaffet sig noget mad fra en Starbucks i nærheden, og havde købt et par sandwicher med til turen. De sad nu i toget og Melodie havde skaffet en side for sig selv, så hun lå og fladede lidt ud på to sæder. Adrianna og Nathan sad overfor hende i hver deres sæde og sludrede lidt. Melodie følte sig mere træt end nogensinde, og kunne ikke vente med at få sin hukommelse tilbage igen og komme hjem. Hun savnede London så utrolig meget. Der var godt nok ikke meget familie at vende tilbage til, da hendes mor ikke var hjemme, men befandt sig i Irland; Mel var ikke helt sikker på hvornår, det var sket, men mon ikke hun fandt ud af det når hun fik fingrene i sin manglende hukommelse? Hun tog sin jakke på og pakkede den godt om sig. Det skadede vel ikke at lukke øjnene i bare fem minutter vel..?

"Mel, vågn op. Vi er i Indiana nu?" Lød en stemme og der blev rusket lidt i hende. Der fandtes intet værre end at blive vækket fra en lur, og det gjorde det ikke meget bedre at han ruskede i hende. Hun havde igen haft en underlig drøm, denne gang havde det været i små glimt; i hvert fald i den første. En masse glimt af en dør i en bjergside, spøgelser der mumlede Graecus, en form for militærlejr, standere med lilla flag hvorpå bogstaverne, SPQR var skrevet, en masse soldat lignende teenagere, tremmer... I den anden drøm, var det lidt mere.. Eller, i starten var der et glimt af nogle venligt udseende mennesker, med uhyggelige smil klistrede til deres ansigter, men så sprang drømmen videre og pludselig befandt Melodie sig i et form for natur område:

"Hvad skal vi gøre?" Mumlede han. Hun rystede på hovedet og tog en hånd op for sin mund for at stoppe hulkene. Endnu en tåre trillede ned af hendes kind, efterfulgt af en masse andre. Hun rystede opgivende på hovedet, man kunne jo intet gøre. Alt var forbi. "Jeg ved det ikke, hvad kan man gøre?!" Spurgte hun grødet og stoppede op, det samme gjorde han. Hun kiggede ham ind i øjnene og hendes øjne var helt røde af al gråden. "Hun er død, Nate.."

Melodie rejste sig lidt sløvt, tog sin rygsæk og hue på og gik efter Nathan og Adrianna. "Hvad gør vi nu? Det er ved at blive mørkt udenfor, og jeg ved ikke med jer, men jeg orker ikke endnu et sindssygt monster, der synes at det at slå folk ihjel er en form for hobby.." sukkede Melodie. Hun var godt klar over hun lød som et brokkehoved, men hun var ligeglad. Hun var træt og ville bare gerne sove i en blød seng eller kunne gå omkring uden at blive angrebet af et eller andet sygt. "Jeg gør normalt aldrig det her.. men skal vi ikke se om vi kan finde nogle der er villige til at huse os for natten? Jeg tror vi alle har brug for noget monsterfri søvn," foreslog Melodie og kiggede spørgende på sine venner, med et lille smil. Inden de kunne nå at komme med deres meninger, mærkede hun nogen prikke hende på skulderen. Hun snurrede rundt på hælen og fik øje på en venligt udseende kvinde, en anelse lavere end Mel. I første omgang syntes Melodie at der var noget bekendt over denne dame. "Ikke for at trænge mig på, men jeg kunne ikke undgå at overhøre jeres samtale. Har I brug for husly? For vi har masser af plads i vores hus og.." sagde hun med en tydelig accent. Måske spansk? "Ja, det ville være dejligt!" Afbrød Nathan. Melodie måtte indrømme at det ville være rart med lidt husly for natten, men der var alligevel et eller andet ved det her hun ikke brød sig om. Et eller andet der fik de små hår på hendes arme til at rejse sig. Et eller andet der fik hende til at gyse og gav hende lyst til at løbe skrigende væk. Venligt udseende mennesker med uhyggelige smil klistret til deres ansigter... Melodies øjne blev store. Hvordan kunne det være muligt? Det var et af de mennesker fra hendes drøm. Men nu var hun splittet, da hun ikke anede om de skulle tage med dem længere. Hun havde jo drømt om deres ansigter men ikke om at de var onde eller noget.. I øjeblikke som disse ville Mel ønske Adrianna var tankelæser; men det var der vel ikke en gud for? Typisk.

"Godt! Bare kom med ud til bilen, vi har en masse plads. Kom, kom," skyndede hun på dem og puffede dem hver især ind i bilen. Melodie fik skabt øjenkontakt med Nathan og sendte ham et underligt blik, men han så ikke ud til at være det mindste påvirket af situationen; det samme gjaldt Adrianna, der også sad på bagsædet med dem. Melodie lænede sig sukkende tilbage mod sædet. "Det her er så forkert.." stønnede hun for sig selv. Bilmotoren startede og der gik ikke længe før de var hjemme hos familien Valdez som de kaldte sig. Melodie var imens svundet lidt hen i sine tanker, og dagdrømme havde ligesom hendes drømme været mærkværdige her på det seneste. De var for virkelige. De store øjne.. vent der var kun ét, højden.. den kunne kun tælles i kilometer, den var så høj at den kunne forveksles med en bygning. Et stort øje. På højde med en bygning. Det kunne kun være én ting. En...

"Kommer du eller..?" Melodie glippede med øjnene. Hun var faldet hen igen. Mel sad på det gæsteværelse hun havde lånt og havde siddet og stirret ud af sit vindue. Hun var ikke meget for det her. Familien Valdez havde heldigvis rum nok, så de skulle sove på hver deres værelse. Melodie havde det ikke godt med at lade Adrianna og Nathan være ude for sin synsvinkel. Hun vidste mere end dem, og følte lidt det var sin pligt at passe på og holde øje med dem. Hun havde alligevel tænkt sig at snige sig ind til Adrianna i løbet ad natten, hun kunne ikke klare at være alene i dette hus. Og slet ikke sove alene.
"Hvad skal vi?" Spurgte Melodie og drejede hovedet væk fra vinduet med udsigt til en enorm skov og en mindre sø. "Der er mad," sagde Nathan og hev hende med sig, men hun satte hælene i. "Jeg skal ikke havde noget, jeg bliver bare heroppe,"mumlede hun. Hun skulle ikke have noget af Valdez' ædelse. "Jeg tror jeg går i seng."

Mørket var faldet på og Melodie slog sine øjne op. Hun vendte sig lidt i sengen... der var våd? Hun kiggede sig omkring og opdagede at hun ikke lå i en seng. Hun lå ikke engang i huset længere. Mel satte sig op og bemærkede at Adrianna og Nathan lå ved siden af hende på det fugtige, grønne græs. "Venner. Hey Guys, vågn op! Hvor er vi?" De kløede sig lidt i øjnene og satte sig gabende op. "Aner det ikke. Vi fik noget te efter maden og så gik jeg ud som et lys.." mumlede Nate. Melodie rejste sig op. Hun kunne ikke finde sin taske, og var derfor taknemmelig for hun havde sine våben på sig. Hendes kniv sad i hendes bæltespænde og resten var hun faldet i søvn med. Melodie kunne ikke skimme nogle bygninger i nærheden. Det eneste der var, var skov, skov og atter skov. "Skønt! Vi er in the middle of nowhere! Hvor er vores ting?" Spurgte hun. Mel gispede forskrækket da hun fik øje på noget. "Venner, jeg tør vædde på jeg lige så.." Den syntes at komme tættere på og blev tydeligere som hendes øjne langsomt vænnede sig til mørket. Den var enorm. Og dens øje... dens ene øje.. Den kunne kun tælles i kilometer, den var så høj at den kunne forveksles med en bygning. Et stort øje. På højde med en bygning. Det kunne kun være én ting. En... "KYKLOP!"

Adrianna havde sat sig ind i familien Valdez bil sammen med sine venner. Det var en smule underligt for hende, at der bare var en fremmed dame, der tilbød dem husly, men hun kom jo også fra Frankrig.
Da hun var 16, ankom hun til lejren, så hun var vokset op med de franske traditioner, manerer og tabuer.
Adrianna kunne i hvert fald huske, at hendes plejeforældre aldrig ville havde lukket tre unge, svært bevæbnede og fremmede mennesker ind i deres hus.
Hun skød det hen og konkluderede at det nok havde noget at gøre med at de jo trods alt befandt sig i USA. Familien Valdez levede sikkert efter "at alle jo var i familie", "de forenede stater" og "at de var et land".
Mel virkede ret anspændt og bestemt ikke begejstret på Adrianna, og tro det eller ej Adrianna havde altid ret i forhold til følelser. Hendes sanser var blandet lidt op med en hests, så det med humør, kunne hun opfange med det samme. Så hun førte i hvert fald ordet, både fordi at hendes manerer og høflighed var i orden, og så var hun bange for, at Mel pludselig ville have dem til at stoppe bilen, hun så i hvert fald sådan ud.
Pga Mels anspændthed overfor bilen og de fremmede mennesker kom Adrianna til at tænke på sidste gang, de havde sat sig ind i en fremmeds bil: *Ew ew eeeeew!* Sådan måtte hun holde op med at tænke.
Mrs. Valdez blev ved med at spørge ind til de tre unge halvguder med sin sukkersøde stemme, og Adrianna svarede bare høfligt uden egentligt at afsløre noget. Sådan foregik hele turen til familien Valdez hus.

Da de kom ind i Valdez hus, fik de hver især tildelt værelser. Adrianna kunne ikke lade være med at undre sig over det ufattelige tilfælde. Hendes værelse var malet i en flot blå farve, og flotte, hvide, galoperende heste beklædte værelsets vægge. Mels værelse var en varm gul farve beklædt med sole på sengebetrækket, og Nates var sort med ure næsten overalt.
Adrianna kiggede spørgende på mrs. Valdez, men hun unskyldte bare med at deres tre børn lige var flyttet hjemmefra.
Mrs. Valdez smilede moderligt til halvguderne og sagde: "Bare lad som om at I er hjemme, lig jeres ting".
Ingen af dem lagde dog deres ting. Adrianna havde aftalt med sig selv, at hendes sværd i hvert fald ikke skulle forlade hendes, side indtil at hun døde, hvilket kunne være latterligt tæt på. De blev så budt på te, Melodie ville ikke have noget og blev på sit værelse, men Nate og Adri takkede ja og sad så at snakkede med Mr.- og Mrs. Valdez, indtil at de faldt i søvn i deres stole.

Adrianna slog øjnene langsomt op, gabte og kløede sig i de havblå øjne. "Hva' Hades?" Gabte hun og så sig om. De var i hvert fald ikke i familien Valdez' hus.
Mel stod allerede op og stirrede ind i et tykt buskads. "Mel har du nogen idé om..." spurgte Adrianna, da hun blev afbrudt af Mel, der udbrød: "KYKLOP!"
Adrianna skyndte sig at trække sit sværd og klikke på hendes lille kompas, så det åbnede sig og blev til et skjold. Nate havde også trukket hans lille slidte kniv.
Adrianna kiggede efter kyklopen, som Mel havde fået øje på. Hun skulle lige til at falde bagover, men trådte i stedet et par skridt tilbage. Den var gigantisk, dens kæmpe onde øje stirrede ned på de unge halvguder, og pludselig gav den et brøl fra sig og trådte et skridt frem.
Adrianna kiggede frem for sig. Heldigvis var solen så småt på vej op, måske kunne den kaste lidt lys over hele situationen. 
Hun blev pludselig opmærksom på Nate, der stod og prøvede at se truende ud med den sølle kniv i sin hånd.
"Nate du har ikke haft en eneste kamp lektion. Vi har ikke råd til, at du dør. Stil dig uden for rækkevidde, men prøv at manipulere med tiden til vores fordel", sagde hun hurtigt og befalende, det ville ikke ende godt, hvis han ikke gjorde, som hun sagde.
Nate så lidt skuffet ud, men lettelsen skinnede igennem, og til sidst nikkede han bekræftende og gjorde, som hun sagde. Adrianna kunne pludselig ikke få øje på Mel længere, hun bad en stille bøn for, at Mel stadig var der, hun havde ikke tid til mere end det. 
Hun stod med front mod den enorme kyklop. Pludselig løb hun frem mod den og huggede ud efter dens ben. Den løftede bare benet, og hun nåede lige at rulle væk inden at den satte benet ned igen med et brag som, sikkert havde væltet adskillelige huse i en radius på 20 km.

Melodie kom hurtigt ud af sit mindre chok, og mærkede adrenalinen tage over. Hendes hjertebanken virkede som det eneste hun kunne høre; alt andet virkede fjernt, og hun følte hun opholdt sig under vand. Hun måtte handle hurtigt. Melodie hev fat i sin kniv og holdt den i munden med sine tænder. Hun spænede ubemærket hen til et enormt træ der stod en meter fra kyklopen. Melodie var hundrede procent sikker på dette væsen var en kyklop, for hun kunne huske at have hørt om det i historietimerne; og i øjeblikket ønskede hun virkelig at hun havde brugt tiden på at høre efter da de havde om græsk mytologi i stedet for at sende sedler rundt, sove og fjolle rundt. Hvis Mel ikke tog meget fejl, ville kyklopen nå frem til træet inden for omkring 30 sekunder. Melodie var heldigvis ok til at klatre i træer, da hun et par gange havde været ude og klatre med sine venner i ferierne i skoven. Hun nåede toppen af træet og kravlede med forsigtighed ud på den tykke gren, der heldigvis lige kunne holde til hendes vægt. Hun tog en dyb indånding som hun så kyklopen nærme sig. Hvad var det værste der kunne ske? Hun kunne falde ned fra grenen og sluge sin kniv... Okay, det var det værste der kunne ske. Hun tog kniven ud ad sin mund og holdt den i hånden. Hun sad på hug på grenen, klar til at hoppe om cirka 10 sekunder. Hun kunne svagt høre Adrianna råbe nogle ordre til Nate, men endnu engang føltes det som om hun befandt sig under vand; lyden af hendes hjertebanken overdøvede næsten alt andet.

Kæmpe monsteret befandt sig nu få sekunder fra hende og hun satte i spring henover det. Det føltes i et øjeblik som om hun svævede og hun nød det, men det endte lige så snart hun landede. Et hårdt stød gik igennem hendes krop da hun landede og hun havde det som om hendes nakke var brækket. Det havde været uheldig timet. Men den var heldigvis bare øm. Kyklopen brølede og prøvede at ryste hende af sig, men uden held. Melodie placerede et ben på hver side af monsteret og forsøgte at holde sig fast. Hun hev en pil op ad sit pilekogger, og jaget den ned i nakken på uhyret. Den brølede endnu engang og fægtede vildt med sine arme og var flere gange uhyggeligt tæt på at ramme Adrianna. Meget tæt på. Hun kunne mærke Nathan lege med tiden op til flere gange i træk, og blev bekymret for, hvor meget mere han kunne holde til. Monsteret slyngede endnu en gang sin arm af sted. "Pas på Adrianna!"

Adrianna følte, at hun dansede rundt. Når hun lige nåede at undvige den enorme kyklops fod, skulle hun kaste sig på jorden for ikke at blive sparket til. Hun blev nødt til at gøre noget hurtigt, hun kunne ikke blive ved sådan meget længere. Hun skulle stå med front mod uhyret for rigtigt at kunne ramme det. Problemet var bare, at når hun bevægede sig bare den mindste smule, blev hun nødt til at hoppe ud af kurs for ikke at ende som en meget lækker fransk pandekage. Hun overvejede sine muligheder mens hun stadig faldt rundt for at undvige. Hun kunne godt prøve at bekæmpe kyklopen i den situation, men der ville så være nogle fatale brister: Hun kunne vente, til at kyklopen ville træde på hende, og så i sidste øjeblik vende sit sværd opad, men der ville hun 1: Være sikker på at dø, og det havde hun ikke vildt meget lyst til, og 2: Var det ikke sikkert, at sværdet overhovedet kunne skære igennem huden der. Var det ikke noget med at mange der gik uden sko får hård hud der?
Adrianna blev lige bragt ud af fatningen der, og kyklopens fod kom med foruroligende fart ned mod hende. Hvis hun skulle overleve, skulle hun rulle hurtigt til siden, men hendes sværd og skjold var ufattelige tunge, og hun havde fået sår og skrammer både i ansigtet, på hænderne og knæene, for der lå grene og sten overalt på jorden, som hun skar sig på.
Hvis hun skulle overleve, måtte hun gøre sig selv forsvarsløs. Hun kastede sit sværd og skjold ad Hades til og nåede lige i sidste øjeblik at lave et rullefald væk fra monstret. Nu kunne hun se Mel! Åh hellige fader Poseidon! Hun stop på kyklopens skulder ca 7 meter oppe i luften. Adrianna stod bare og så til, mens Mel stak en pil i uhyrets nakke, og det skreg af smerte og vrede.
Pludselig fik dets grumme øje øje på Adri og begyndte at række ud efter hende. Hun gjorde sig klar til at springe væk, men pludselig kunne Nate ikke holde på tiden længere og nærmest kortsluttede den for et øjeblik.
Mel råbte noget til Adri, som hun ikke rigtig kunne høre.
I stedet for at tiden gik til fordel for halvgudinderne, sprang den tre sekunder frem, så lige pludselig kunne Adrianna mærke noget stramme om sine ribben og hofter. Hun gispede efter luft, mens hun skreg af smerte. Kyklopen hev hende op i luften, mens den kiggede undersøgende på hende, som om at hun var et underligt dyr.
Hun hulkede, og tårene strømmede ned af hendes kinder, mens hun bad til samtlige af de græske guder. Pludselig udstødte kyklopen et skuffet grynt. Hendes vejrtrækning var overfladisk og kom i korte stød. Pludselig besluttede uhyret sig åbenbart for, at hun ikke var værd at spise, så den kastede hende gennem luften som en anden dukke. Hun nåede ikke at glæde sig over, at hun kunne trække vejret igen, for hun havde travlt med at skrige. Hun var som sagt datter af Poseidon og hørte til på havets bund ikke 7 meter oppe i luften.
Pludselig ramte hun noget meget hårdt, et højt træ, og blev slået ud af kurs. Hun ramte en gren på vejen ned, og hendes arm brækkede med et rædselsvækkende knæk. Endelig ramte hun jorden, men det var ikke blødt. Hun ramte græsset med nakken først, og den knækkede med det samme, som om at den var en tændstik. Al luften blev slået ud af hende, og hun kunne ikke føle noget i sin krop overhovedet, men det var ikke behageligt, for al smerten i kroppen blev erstattet af tom følelse af ingen ting. Hendes havblå øjne der nu var halvdøde stirrede op på stjernehimlen. Hun vidste, at hun kun havde få sekunder tilbage at leve i og hun var led og ked af det. Hun var slet ikke færdig med at leve. Hun så sit liv passere revy, mens en sidste tåre trillede ned af hendes kind.
Hun så, hendes elskede kæreste Collin svinge hende rundt, mens de begge grinede, hende trøste Mel, da en af de snobbede møgunger i lejren havde fortalt rygter om Mels mors økonomi, pegasussen Silver brede sine vinger ud og hilse glad på Adri, sine plejeforældre stolte aflevere hende i skole den første dag, sin far der smilede stolt til hende, da han overrakte hende sit sværd og Mels lysende safirblå øjne, da Adri gav hende sin kniv. Hendes sjæl fløj ud af hendes krop, og hun følte, at hun blev revet i to stykker.

 Døden var kommet for at hente hende, og hun faldt på knæ og bad ham om en chance til. Han rystede bare melankolsk på hovedet og gjorde tegn til, at hun skulle følge med. Men pludselig skete der noget, som Adrianna aldrig havde regnet med, at der skulle ske. Hades og Poseidon stod pludselig foran hende og Døden og sloges, Poseidon med trefork og Hades med sværd af stygisk jern. Poseidon råbte hadsk til Hades: "Bare denne ene gang bror! Du ved hvad det betyder for mig!" Poseidon kæmpede med alverden vand mod Hades, og Hades så ikke just ud, som om at han nød at blive våd. "Okay okay! Kun denne ene gang! Og så skylder du mig også en tjeneste. Du har hende i en halv time," sagde Hades til sidst og opgav.
Adrianna stod lidt og undrede sig lidt over, hvad der foregik, mens hun hele tiden vendte sig om og kiggede på sin døde krop. Poseidon kom hen og omfavnede hende og hviskede så i hendes øre: "Hva' Hades har du haft gang i datter? Nå det er lige meget, vi har ikke tid." Hades forsvandt, og sammen med ham forsvandt døden også. Pludselig transporterede han dem begge til sit undervands slot.

"Har du gjort nok gode gerninger? Har du nogensinde stjålet fra nogen gud? Har du gjort grin med nogen? Dræbt nogen?" Spurgte Poseidon, mens han vandrede nervøs rundt i den store smukke sal. Adrianna kunne ikke lade være med at smile, han opførte sig som en rigtig bekymret far. "Øhh... Ja, nej, ja, hvis monstre tæller så ja," mumlede hun. Hendes far var mere nervøs end hende. "Om cirka 20 min skal du for retten. Jeg vil ikke kunne bære, hvis du kom på pinslens mark eller for den sags skyld skyggernes slette!" Udbrød han frustreret. Adrianna tjekkede lige hurtigt sit bælte og opdagede, at sværedet var kommet tilbage. Hun kom pludselig i tanke om noget, knælede og sagde så: "Jeg har lovet, at jeg ville bære dette sværd, indtil at jeg døde. Jeg tror, det er på tide, at du får det tilbage igen." Poseidon smilede stolt til hende og sagde så: "Du har altid været ædel, datter. Dette sværd blev faktisk smedet til dig af Hefaistos, jeg havde holdt øje med hvordan, du havde det med heste, så jeg tænkte, at de også skulle præge dit sværd."
Adrianna så på sit ur. Det var tid, hun skulle for retten om fem minutter.

Tiden frøs. Eller sådan føltes det for Melodie. Hun stirrede bare på den livløse krop, der engang havde været Adrianna. Hun ville græde, men kunne ikke. Hun følte en tom følelse overtage sin krop.. så kom sorgen.. så adrenalinen og så vreden. Hun udstødte et vredesråb og hev sin kniv frem. Melodie borede i al vrede kniven lidt ind i nakken på udyret uden at den kom for langt ind og ellers hoppede hun ad kyklopens skuldre. Hun lod sig glide ned og betragtede hvordan kniven fulgte hende og på få sekunder havde revet hele dets ryg op. Den brølede af smerte og snurrede sig vredt rundt. Mel var til alt held allerede nede så den nåede ikke at smadrer hende med sin arm. "Hvor.. vover.. du?!" Stønnede den med sin dybe stemme og pegede vredt på hende. "DU... DRÆBTE HENDE!" Skreg Melodie. Hun havde aldrig i sit liv følt sig så vred og ked af det og bange og fortvivlet og.. alt muligt andet på samme tid. Hendes krop sitrede af adrenalin, og hun følte hun kunne gøre alt. Hun ville gøre alt for at hævne Adrianna. "DIT MONSTER!" Råbte hun; og der tabte hun den. Hun mistede besindelsen for første og nok også sidste gang nogensinde. Hendes krop sitrede mere end før, og hun følte der var ild i hende. Ilden flyttede sig fra hendes tåspidser til hendes ben til maven ud i fingrene og til sidst op til hendes hoved. Følelsen var så stærk at hun blev nødt til at lukke sine øjne, hun frygtede ikke engang at monsteret ville gå efter hende. Ilden befandt sig i hendes øjne og hun åbnede dem langsomt. Melodie kunne godt nok ikke se det, men hun var af en eller anden grund klar over hendes øjne glødede. Hun kiggede på sine håndflader: de lyste. Som små sole. Faktisk så lyste hele hendes krop.

Hun rettede vredt sit blik mod kyklopen, der var for betaget af hendes lysen, og inden hun vidste af det var der ild i den. Ildkugle efter ildkugle blev sendt af sted mod kyklopen. En hel hær af dem. Og der gik nogen tid før det gik op for Melodie at det var hende der gjorde det. Hun blev ved med at skyde løs, endda efter kyklopen var forvandlet til støv. Hun var så blændet af vrede. Hun følte sig helt fortabt. "Mel.." lød en stemme, men den virkede så fjern og ligegyldig. Hun skød endnu en ildkugle af sted og udbrød et form for skrig. "Melodie! Mel, stop! Den er væk nu," råbte han og vovede at lægge sine hænder på Melodies glødende skuldre. Mel mærkede hulkende kæmpe sig vej gennem sin hals og hun forsøgte ikke at kæmpe imod. Hendes øjne begyndte a svie og inden længe hendes mindre sol slukket og tårerne løb ned i stride strømme. Hun puttede sig ind til Nathan hulkende. "Hun er væk... hun er væk.. hun er væk, Nathan," mumlede hun fortvivlet og rystede på hovedet. Hendes stemme var helt grødet og hun følte sig så sårbar; hun græd aldrig. "Shh..." beroligede Nate og strøg hende over håret. Melodie vred sig ud af Nathans arme og bevægede sig med sløve skridt hen til Adrianna. Hun vidste det ikke var godt for hende, men hun var nødt til at se, hvor slemt det stod til. Måske kunne de redde hende. Adriannas krop lå i en unaturlig stilling, alt på hende blødte eller var brækket. "Jeg kan ikke se på det her.." mumlede hun. "Kom, lad os se at komme af sted. Vi kan ikke gøre meget mere," sagde Nate og samlede deres ting op. "Vent lige.." Melodie bukkede sig ned på hug for Adriannas krop. Hun lagde en hånd over Adriannas øjne og lukkede dem i med en rolig bevægelse. "Lad os gå."

Al form for følelse havde forladt Melodies krop, hun ingen idé om hvad hun skulle føle. Hun var der bare. Nathan var også stille. De havde gået i omkring 5 minutter i total tavshed. "Hvad skal vi gøre?" Mumlede han. Melodie rystede på hovedet og tog en hånd op for sin mund for at stoppe hulkene. Endnu en tåre trillede ned af hendes kind, efterfulgt af en masse andre. Hun rystede opgivende på hovedet, man kunne jo intet gøre. Alt var forbi. Hun havde ellers følt sig følesløs indtil nu. "Jeg ved det ikke, hvad kan man gøre?!" Spurgte hun grødet og stoppede op, det samme gjorde han. Hun kiggede ham ind i øjnene og hendes øjne var helt røde af al gråden. "Hun er død, Nate.." Melodie faldt ned på knæ og begyndte at græde lydløst. Et par stærke arme lagde sig om hende. De sad i lidt tid. Lige nu ville Melodie ønske hun havde sin hukommelse, omkring Adrianna hos sig, så hun vidste præcis hvad hun skulle savne hende for. Adrianna havde jo påstået at de havde været bedste venner, men Melodie følte bare hun havde mistet en god ven. "Hvordan kunne jeg lade det her ske?" Mumlede hun mod hans skulder. Hvis hun ikke havde stukket kyklopen med den pil, havde den ikke slået løs med sin arme og ramt Adrianna. Solen var langsomt stået op og himlen var orange - rød. Det var forfærdeligt. Hvorfor skulle himlen være så smuk på en så forfærdelig dag. "Det var ikke din skyld. Hvis det var nogens skyld, var det min. Det var min skyld. Jeg mistede herredømmet over tiden og fik den ved et uheld til at gå 3 sekunder hurtigere. Jeg er ked af det..." tilstod Nathan. Melodie rystede blot på hovedet. "Nej.. det er ikke.." Så slog det hende. Hun satte sig helt op og kiggede Nate i øjnene med en nyfundet glæde. "Du kan jo få hende tilbage, Nate. Du skal bare spole tiden tilbage for Adrianna!" Foreslog hun. "Hvad mener du?" Spurgte han. "Et kvarter.. kan du klare det?" Han trak på skuldrene. "Måske, det har jeg ikke prøvet før." Melodies smil blev større. "Please, vil du ikke nok?" Spurgte Mel og lavede hundeøjne, hvilket virkede perfekt eftersom hun lige havde grædt. "Okay, jeg kan prøve. Men hjælp mig lige, hvis jeg besvimer eller noget.." sagde han. "Klart, men lad os komme af sted." Melodie rejste sig fra græsset og spurtede i den modsatte retning med Nathan efter sig.

De ankom til stedet og Adrianna, lå samme sted som før. Livløs. "Godt så.." mumlede Nate og lukkede sine øjne. Melodie holdt øje med ham under hele forløbet og efter få sekunder var han helt groggy og tæt på at besvime. Hun havde slet ikke bemærket Adrianna, der pludselig befandt sig bag hende. Skrigende. "Adrianna! Godt, du er tilbage," hvinede Melodie og omfavnede Adrianna grædende. Tænk at hun næsten havde mistet hende.

Adrianna tog en dyb indånding og tørrede endnu en tåre væk. Bare at Mel og Nate klarede den, og hvis de ikke gjorde, så kom de forhåbentligt i Elysion. Det var hendes tur næste gang, hendes tur til at gå under maven på Cerberos og blive dømt til en evig skæbne. Hun havde mistet alt, der betød noget for hende. Hun ville aldrig nå at møde sin mor, blive gift eller få børn.
Alle de drømme der bare blev spildt lige på jorden.
"Adrianna Posada Parthene", blev der kaldt. Nogen bag ved hende i køen fnisede, formegentligt pga hendes noget usædvanlige mellemnavn. Adrianna var som regel meget afslappet og ignorerede når nogen synes, noget ved hende var morsomt. Men ikke nu ikke i dag og resten af evigheden. Hun vendte sig hurtigt om, mod dem der havde gjort nar af hende og sagde med sukkersød stemme: "Ja der er jo nogen, der er halvgudinder... Hvad var i? Dranker? Tyv? Player?" Hun kunne godt se, at hun havde ramt et ømt punkt, og hun smilede selvtilfreds.
"ADRIANNA POSADA PARTHENE!?" Var der nogen der råbte igen, og hun skyndte sig at træde ind i domssalen.

"Du kan da se, hvad jeg mener ikke? Tydeligvis ung pige, har ikke lavet andet end at ødelægge ting hele livet!" Plaprede en af de tre dommere løs. "Hvad nej!" Udbrød Adri, men blev hurtigt afbrudt af den anden dommer: "Ja vi har endda et bevis, så I, hvordan hun behandlede de dødelige ude i køen? Tydeligvis svært egoistisk." Den første dommer stemte enig i. Men så åbnede den tredje dommer munden: "Hør her! Det var selvforsvar derude. Hun har været med til at redde verden et par gange, og hun skaber glæde omkring sig." Adrianna blev helt lettet over, at der i det mindste var en, der tænkte retfærdigt. Hun granskede hans ansigt. Hvor havde hun set ham før? Der var det! Herkules! Han var Herkules! 
"Sludder!" Udbrød den første dommer, "enhver halvgudinde ville havde kunnet klare det med lethed, hun gjorde bare en af sine få pligter".
Herkules så nedslået ud, han lignede, en der var vant til det her.
"Jeg stemmer for Elysion", sagde den tredje dommer. "Pinslensmark", sagde første og anden dommer i munden på hinanden.
"Så må det vil blive skyggernesslette", sagde anden dommer med et selvtilfreds smil om læberne. "Nej! NEJ!" Udbrød Adrianna rædselsslagen, "så lad mig da hellere komme på pinslensmark! Jeg vil ikke glemme mit liv!" De to første dommere klukkede bare af hendes fortvivlede bønner, og kaldte bare efter næste.
Men pludselig skete der noget underligt, hun blev hevet væk fra det hele. Hun stod på trappen ind til sin fars sal.

Nye påklædning: Klik Klik!

Adrianna kiggede ned efter sig selv og opdagede, at hendes andet tøj var blevet erstattet af noget heeeeelt nyt! Poseidon kom grinende ud af sin sal og omfavnede sin datter. "Surprice! Hvad siger du til dit nye tøj?" Spurgte han. "Du kommer helt sikkert til at betale for det her! Min påklædning er piget, men ikke jomfrulig! Og hvordan fik du mig væk derfra?" Poseidon nussede lidt sin datters ansigt og sagde så: "Du bliver utrolig glad for det tøj! Og jeg er ked af at sige det, men du kan desværre ikke takke mig for at komme tilbage til livet..." Hun blev hevet væk igen, og hun kunne snart ikke tåle det mere, bare sådan at blive ført væk hele tiden.

"Mel! Nate!" Adrianna hoppede nærmest op i deres arme og kyssede dem flere gange. "Hvordan?! I vil ikke tro det! Jeg blev dømt til skyggernesslette!" Hun kunne næsten ikke holde armene nede. Hun var blevet GENOPLEVET!

"Så," startede Melodie efter de alle havde krammet og snakket om Adriannas tur til underverden. Melodie kunne stadig ikke fatte at der fandtes sådan et sted. Hun havde endelig fundet ud af hvad der skete med en når man døde! "Skal vi se at komme af sted til San Franciscooo?" Spurgte hun og legede lidt med o'erne. Hun grinede lidt af sig selv. Hun håbede at hun aldrig nogensinde skulle gå igennem noget lignende igen. Se en person dø, kunne hun nu fortælle var det værste man overhovedet kunne opleve.

Melodie tog endnu en bid af sin mad og tog et par skridt til. Hun holdt sig til Nate og Adrianna gik en meter bag dem. Det havde hun godt af. "Du må begynde at snakke med hende igen på et tidspunkt," lød Nathans stemme ud for hendes øre, hun drejede hovedet i hans stemmes retning og hendes smil falmede brat. "Hvad mener du?" Spurgte hun og ville kigge væk, hvis ikke Nathans øjne havde været så insisterende. "Du ved, hvad jeg mener," insisterede han og hævede sine øjenbryn så han fik en sød rynke mellem brynene. Hvad var det hun sagde?! Nogle gange var hun så underlig. Hun rystede på hovedet af sig selv, og Nate må have misforstået det, for han åbnede endnu en gang munden for at tale. Holdt han da aldrig mund omkring det her? "Men det skal du, Mel. Hun er jo din bedste veninde!" Argumenterede han, men helt ærligt syntes Melodie det var det lammeste argument hun længe havde hørt. "Hun er ikke min bedste veninde, Nathan. Det har hun aldrig været! Hun lyver så det driver og du skal ikke tro på ét ord der ryger ud af den forræderiske mund," hidsede hun og fægtede med armene. Nathan trak sig lidt tilbage og hun rystede igen på hovedet. "Kan vi bare... ikke tale om det her lige nu?" Mumlede hun. Hun kiggede bagud til Adrianna, der nu var længere væk end før. Hvis hun fortsatte i det snegletempo ville de nå den lejr om 5 måneder. Melodie stoppede op og vendte sig om. Hun satte hænderne i siderne. "Har du tænkt dig at få gang i de fødder i dag?! Vi skal helst nå lejren inde for dette årti.." råbte hun. "Er du glad? Nu snakkede jeg til hende," spurgte hun irriteret og fortsatte i et raskere tempo, og hun overhalede hurtigt Nathan. Hun kunne ikke fordrage Adrianna. Adrianna havde sikkert løjet om det med hendes hukommelse. Det stod sikkert sådan til at Adrianna ingen venner havde og selvfølgelig lige skulle gå efter den nye pige med en eller anden syg historie om at de havde mistet deres hukommelse. Melodie hadede at skændes med folk. Men lige i øjeblikket var det eneste hun havde lyst til at skændes med Adrianna. Hun havde virkelig lyst til at råbe alverdens eder til hende, på alverdens sprog. Såre hende lige så meget som Adrianna havde såret hende. Hun var ikke den aggressive type men hun havde bare virkelig lyst til at gå løs på Adrianna, hver gang hun kom til at tænke på deres skænderi for 2 dage siden.  
 

Adrianna gik med nedslået hoved og lyttede til hendes fødder, der dundrede mod det smaskede underlag. Hun var i meget dårligt humør, hun kæmpede ikke mod tårene, men hun smilede ikke over hele ansigtet som sædvanligt. Hun havde næsten ikke fået mulighed for at nyde livet igen, før hende og Mel havde skændtes. Hun var godt klar over, at det mest var hendes skyld, men hun var bare så oprevet. Hun skulle ikke havde sagt de hårde ord til Mel, men det var kommet helt forkert ud.
 Hun var temperamentsfuld og var normalt meget god til at skændes, men hun kunne slet ikke klare, hvis det varede længere tid, slet ikke når det var med hendes bedsteveninde. Det var slet ikke hende at have så langt et skænderi. Hun havde fortrudt det, havde overgået sin tårnhøje stolthed og sagt undskyld, men der ville Mel ikke høre på hende.
Nu var hun alene. Nate tog formegentligt Mels parti, der var et eller andet mellem dem, og de frøs så sammen Adri ude.
Adri gøs og rystede af kulde over alt på kroppen. Hun havde på fornemmelsen at det var Hades idé at hun skulle havde den kjole og højhælede sandaler på. Hendes far var klar over at hun var på mission og han ville aldrig være så upraktisk. Det ville ikke undre hende, hvis det var en af betingelserne for, at Poseidon fik lov til at have hende i en halv time. Hades syntes nok, at det ville være meget sjovt, hvis hun døde langsomt af kulde.
I øjeblikket ville hun måske heller ikke have noget i mod det.
Det var med vilje, at hun gik et par meter bag sine venner, hun vidste, at hun ikke var velkommen, og hun var ret såret over, at Nate bare valgte Mel fra start, de havde jo kendt ham lige længe.

Da Adrianna hørte, at Mel hævede stemmen, blev hun i et øjeblik håbefuld for, at Mel ville tage imod undskyldningen, men hun blev hurtigt skuffet. Mel råbte bare et eller andet uforskammet, om at Adrianna gik for langsomt. Adri løftede bare blikket fra jorden kiggede Mel i øjnene gjorde alt for at skjule det sårede blik og sendte hende et udfordrende blik. Hun havde ikke noget imod, hvis Mel så, at hun var såret, men hun ville alligevel ikke vise svaghed uden at dække det til. Hun havde det sådan, at nu havde hun overgået sin enorme stolthed og sagt undskyld, nu var det Mels tur.
Hendes lårkorte hvide kjole var bestemt ikke hvid længere, hendes hår var godt pjusket, men blomsterkransen sad stadig på toppen af hovedet, og sandalerne havde set bedre dage. Det kunne godt havde set bedre ud, men hun kunne faktisk godt lide det. Hun lignede en meget krigerisk nymfe.

"Jeg er ked af det, Mel. Det er jeg virkelig! Jeg mente ikke, hvad jeg sagde!" Græd Adrianna. Tårerne strømmede ned af hendes kinder, men det fik stadig ikke Melodie til at opgive skænderiet, det fik hende stadig ikke til at indse, hvor meget dette ødelagde hendes veninde indefra. "For det første, så skal du overhovedet ikke kalde mig Mel, og for det andet: Hvis du ikke mente hvad du sagde, hvorfor i alverden ville du så sige det?!" Skreg Melodie. Hun var ikke i nærheden af at være lige så påvirket af situationen som Adrianna. Hendes hukommelse manglede, og det gjorde hendes følelser også. "Men Mel, jeg.." Adrianna forsøgte, men det var umuligt at få Melodie til at lytte. Hun var så forvirret og vidste ikke hvem hun kunne stole på og hvem hun ikke kunne stole på, og når den ene person man vælger at betro sig til, stole på, når den person stikker en i ryggen... den slags tilgiver man ikke så let. "Kan du ikke se, hvad du har gjort? "Unskyld" gør det ikke godt igen, Adrianna," sagde Melodie med hævet stemme. "Men.." protesterede Adrianna. "Bare gå..." men Adrianna blev stående af stædighed. "Jeg går ingen steder.." - "GÅ! Jeg hader dig... fat det! Du er ikke min bedste veninde, bare gå! Jeg vil ikke se på dig længere.." Skreg Melodie. Nathan stod i baggrunden. Ønskede at blande sig, men anede ikke hvad han skulle stille op. Skulle han spole tiden tilbage og forhindre det her overhovedet startede? Eller bare gå hen og stoppe det nu? Adriannas øjne lyste af intet andet en skuffelse, sorg, forvirring.. alt. Hun kunne ikke fatte det. Hendes bedste veninde..? "Fint! Hvis det er det du vil have, så skal jeg nok gå!" Hun spurtede væk derfra med tårer i øjnene og et hul i brystet. Hun havde tabt sit sværd for længst men løb alligevel videre. Hun var ligeglad. Inden længe kom chokket. Den kom ud af det blå. Sulten og voldelig. Hendes skrøbelige livsline blev klippet over, men hun var ligeglad. Hun mærkede det knap nok. Det næste øjeblik var hendes øjne omslugt af mørke, hendes lig i en mørk, forladt skov og hendes sjæl i hjemmet for døde sjæle..

Melodie slog med et gisp øjnene op. Det havde bare været en drøm. Gud ske tak og lov!
Hun kiggede sig omkring i den grotte de havde fundet og valgt, at tage et hvil i. "Hvor er Adrianna?" Spurgte Melodie Nathan, der var den eneste hun kunne få øje på. Han pegede blot på grottens udgang og indgang som for at sige "udenfor". Melodie nikkede og studerede ham lidt nærmere. Han så.. smadret ud. Ikke træt, bare smadret. Hun ville egentlig have spurgt ind til det men mente det var vigtigere at redde Adriannas liv. Elle... hun troede det var hvad hun gjorde. Hun var nu begyndt at tage sine drømme mere seriøst efter de to sidste - den med Adriannas død og kyklopen med familien Valdez. Hun gik med lange skridt ud af grotten og pakkede sig ekstra godt ind i sin jakke. "Adrianna?" Kaldte hun. Hun var stadig utrolig irriteret på Adrianna. Hun ville bare have hende til at tro at de var gode venner igen så hun ikke gjorde noget dumt. Det var ikke fordi Mel ikke ville være venner med hende igen (eller.. jo?) men hun havde bare brug for tid til at køle af. Hun fik øje på en lyshåret pige nogle meter fra sig og gik over til hende. Melodie pustede ud. Hun hadede at give folk falske forhåbninger. Men hun redede liv her. Hun anede jo ikke hvem af dem der havde startet skænderiet i drømmen, men hun var sikker på det var Adrianna... "Adrianna..." Startede hun for at få hendes opmærksomhed. "Undskyld, for min opførelse, jeg er ked af det og jeg er ikke sur længere.." sagde hun ud i en lang køre. "Venner?" Smilede hun, lidt falskt. Det føltes ret falskt men hun var jo sikker på at de ville være rigtig venner igen i morgen, så... hun var ikke falsk!

Der var den. En kæmpe træport med stolpehegn der var ekstra højt alt sammen i en græshøj. Melodie var ikke sikker. Men dette.. det virkede på en eller anden måde bekendt. Som om hun havde set det før, men det kunne ikke passe. Hun rystede på hovedet og fulgte med de andre der allerede havde sat gang i fødderne igen. Hvad kunne gå galt?

Adrianna puttede sig længere ind i sin kjoles folder. Det var bidende koldt og midt på efteråret, men hun havde selv valgt at sætte sig derude.
Hun kiggede op mod himlen og så, at skyer dækkede himlen. Det ville ikke undre hende, hvis det begyndte at regne. Hun priste sig selv lykkelig, for at hun havde været så praktisk at købe et par grå, uldne strømpebukser. Nate havde ønsket, at hun blev inde i den hule, de havde fundet, i hvert fald bare mens at Mel sov, men hun havde nægtet. Hun følte sig forrådt, og hendes stolthed havde også fået et knæk. Nate virkede ret bange for hende i øjeblikket. Han havde opdaget, at hun var ret temperamentsfuld og en lille smule voldelig, når hun var sur. Så han skævede hele tiden til hendes bronze sværd, og han havde ikke tænkt sig at stille spørgsmålstegn ved hendes meninger.
Adrianna kunne ikke lade være med at fnise. *Stakkels Nate. Han blev nødt til at stille sig imellem to meget voldelige og sure halvgudinder.* Hun tænkte, at hun lige så godt kunne bruge tiden fornuftigt. Hun kunne ikke sove, så hun satte sig til at tælle sine sidste drakmer. "en, to, trois..." Hun blev ret irriteret, hun kunne ikke huske, hvordan man sagde tre på engelsk. Hun sad og vred sin hjerne for ordet, da nogen kom, som hun slet ikke havde regnet med at se.
*MEL*. 
"Undskyld".
Adrianna blev pludselig opmærksom på hendes veninde. Hun sagde undskyld. Adrianna kiggede bare op på hende med vantro øjne.
"Venner?" Spurgte Mel.
Adrianna kiggede endnu mere vantro på hende. Før Mel havde lagt sig til at sove, ville hun uden tvivl havde sendt Adrianna til Sibirien øjeblikkeligt.
Adrianna smilede bare til Mel mest med øjnene og nikkede. Hun rejste sig op fra jorden, hældte mønterne ned i sin lyseblå pung og gik ind i hulen til Nate.

Adrianna stod og kiggede bjergtaget på den gigantiske port. Halvblodslejren var slet ikke så fjendtlig, lukket så... kold. Der var der en stor hvid buegang, hvor der stod skrevet: Velkommen til Halvblodslejren, her var der en stor lukket port med spyd rettet ud mod en.
 "Nå... de er da glade for gæster", spøgte hun for at løfte den mystiske atmosfære. Pludselig åbnede den kæmpe port for dem, og de tre venner kiggede lidt forvirret på hinanden, men trådte så ind i Jupiterlejren.

Adrianna kunne ikke tro sine egne øjne. Hun priste sig pludselig lykkelig for, at hun boede i den græske lejr og ikke dette sted. Det var meget tydeligt, at her var strenge regler, og der var ikke rigtig nogen harmoni og pegasus ridning, bare hård træning og grå bygninger.
Der måtte være en eller anden form for møde, for der var helt mennesketomt, og det bidrog bare til, at stedet blev endnu mere gyseligt. Adrianna gik hele tiden med hånden på sit sværd og var klar til at klikke på sit kompas, så det ville forvandle sig til hendes skjold.
Adrianna kiggede på sine venner for at se deres reaktion og opdagede til sin forbløffelse, at Mel og Nate kiggede på hinanden på en måde, der sagde: "Vi skal tale sammen", noget som de helst ikke ville dele med Adri. Hun blev en smule ked af, at hun blev holdt ude igen, men ændrede hurtigt holdning, da det gik op for hende, at de måske ville snakke om at være "mere end venner".
"Jeg... Jeg tror, at jeg vil finde Poseidons... Neptuns tempel, det kan være, at han kan hjælpe os med, hvor vi skal tage hen efter det her. Jeg går bare i forvejen, når i er klar så kom," mumlede hun smilende og begyndte at gå op på en høj.

Nathan havde sendt Melodie et blik, der tydeligvis ville noget, som Mel ikke havde opfattet men som Adrianna åbenbart havde. "Jeg... Jeg tror, at jeg vil finde Poseidons... Neptuns tempel, det kan være, at han kan hjælpe os med, hvor vi skal tage hen efter det her. Jeg går bare i forvejen, når i er klar så kom," sagde hun og bakkede langsomt væk fra os. Melodie hævede forvirret et øjenbryn. "Eh.. okay?" Sagde hun og trak på skuldrene. Inde n længe var Adrianna væk og Nathan vendte sig mod hende med et nervøst smil. Hvorfor virkede denne situation så bekendt? "Der er noget, jeg må fortælle dig.." startede han med en stemme, der dirrede af nervøsitet. "Fortæl. Hvad er det?" Spurgte Melodie nysgerrig og kiggede på ham. Hendes øjne glødede som to julelys. "Jeg.. kan rigtig godt lide dig, Mel," mumlede han og hun måtte spidse øre for at følge med. Han kunne lide hende. Hvorfor virkede det her så bekendt. Hun fik den for vildeste Déja Vu følelse.. Melodie gned sine fingrespidser mod sin tindinger for at få det frem, hun var sikker på det her aldrig var sket før, men alligevel... "Er du okay?" Han lød pludselig bekymret og måske havde han misforstået hendes signaler. Hun rystede afvisende på hovedet. Pludselig åndsfraværende. Lejren, Nathans tilståelse, Adriannas forsvinden, ja.. faktisk hele situationen følte hun, hun havde oplevet før. Men hvordan..? "Nej.. nej jeg er bare.." mumlede hun fraværende med en hovedrysten. "Jeg føler at alt det her.." hun rystede på hovedet. "Undskyld.." mumlede Nate. Han misforstod hende totalt! Hvorfor kunne han ikke bare læse tanker. Melodie havde en dårlig fornemmelse. Noget meget, meget dårligt ville snart ske og hun anede ikke hvad hun skulle gøre for at forhindre det.

"Nej, det er okay. Det er slet ikke det der er problemet, for jeg kan skam også lide dig," skyndte hun sig at sige. Hun hadede det. Jeg kan lide dig, Hun havde altid syntes det lød totalt barnligt at sige, men det var ikke sådan at hun havde sagt det til nogen før. Hun havde hørt et par gange, men det var aldrig gået den anden vej. Melodie var bare ikke typen der faldt for nogen. Hun havde det fint, og Nate var jo hjemme nu! Det kunne være lige meget hvor meget han holdt af hende de ville jo aldrig mødes igen. Hans ansigt lyste op og han tog hendes hånd i sin. Dén handling fik Mel til at indse det.. hvorfor det hele virkede så bekendt. Og de havde ikke meget tid. "Vi må finde Adrianna inden de.." - "Grib hende!" Afbrød en stemme. Det var for sent. Hvordan kunne hun lade det her ske? Melodie gjorde intet for at flygte da de greb hende. Hu skulle have taget det hele mere seriøst. Adrianna havde ret; hun var en halvgudinde, selvfølgelig var hendes drømme ikke bare drømme. Det var syner. Men denne gang var det dog ikke helt som i drømmen, nu var det ikke Adriannas øjne der var fyldt med undskyldende tårer. Det var Melodies. Hele denne tur havde gjort hende så følsom og hun havde grædt mere på denne mission en hun havde grædt hele sit liv. Melodies og Adriannas blå øjne mødtes, de to af dem var fyldt med tårer. "Undskyld, Adrianna. Jeg kunne have forhindret det men..." undskyldte Mel, hun nåede ikke længere før de slæbte dem væk. Lige som i drømmen var Nathan forsvundet. De blev smidt ind i et form for fængsel. "Undskyld.." Mumlede Mel igen. Hun ville ikke tilgive sig selv hvis de var fanget her for evigt på grund af Mels dumhed. Hun skulle bare have taget sin drøm seriøst. Eller bare have husket den..

Adrianna skyndte sig hurtigt væk fra "turtelduerne". Hun skyndte sig at rense hovedet for alle tanker omkring Melodie og Nathan og prøvede med al sin vilje at fokusere på alt omkring hende. Hun holdt hele tiden hånden på sit sværd, kiggede sig hele tiden omkring, krøb sammen hver gang hun hørte en lyd og ledte efter nogle templer. Hun var meget godt klar over, at hun var på fjendtligt territorium, og at romere bestemt ikke så op til grækere. 
Pludselig fik hun øje på noget, der til forveksling lignede et græsk tempel. Det hele var i marmor og med kæmpe søjler. Der stod et eller andet på latin, som Adri bestemt ikke kunne læse, men det var ikke svært at se, at der stod noget med "store Jupiter". Det hele lignede virkeligt et græsk tempel bortset fra et par små detaljer.
Hun kom helt op til Jupiters tempel og læste, at der på et skilt stod "tempelhøjen". Det måtte være det rigtige sted. Lige ved siden af Jupiters tempel lå et mikroskopisk tempel, hvor der var malet delfiner og heste på dets indvendige vægge, som hun lige kunne skimte. Hun blev ret skuffet. Var det sådan romerne behandlede havets hersker?! Adrianna skød det hurtigt ud af hovedet, Neptun var jo ikke hendes far, den mægtige Poseidon var hendes far, men på en eller anden underlig måde var hun jo datter af Neptun. Hun kaldte sig jo datter af havet ikk'?
Hun bevægede sig ind til Neptuns alter, mens hun kiggede sig forundret omkring. Hvis grækerne havde gjort det samme mod Poseidon, havde han formegentligt lavet så mange jordskælv, at Grækenland ville være gået under.
Hun lagde nogle af sine drakmer på Poseidons alter, men tog dem hurtigt i lommen igen. Drakmer var jo græske, ikke noget en romer ville kunne bruge. Hun lagde i stedet et lille stykke af sin sidste nektar på bordet og begyndte at hidkalde en gud.

Sådan gik 5 min, til sidst kom hun ud lidt skuffet. Hun havde ikke fået særlig meget hjælp, det eneste hun havde fået at vide var, "at de allerede var det rette sted".
Hun var ret irriteret over den hjælp, som hun slet ikke kunne bruge til noget og besluttede sig så for, at hun havde en høne at plukke med Jupiter eller Zeus? Hun listede ind i Jupiters sal og kiggede sig betaget omkring. Det var ret uhyggeligt når man tog i betragtning at hun var i en fjendtlig lejr, alene, i en meget sur guds tempel og at hun slet ikke anede, hvornår romerne kom tilbage.
Hun marcherede op til Jupiters alter. Hendes sko gav et uhyggeligt højt genlyd i salen, men hun fortsatte. Hun løftede arrogant hovedet, satte sit tyggede tyggegummi på alteret og begyndte at anråbe Jupiter. "Hvor vover du sådan at prøve at slå mig ihjel?! Du er jo sindssyg!" Hun vidste godt, at det var en meget dårlig idé at starte en krig mod en gud og helt nyttesløst, men hun syntes bestemt ikke, at man skulle have lov til at slippe af sted med at prøve at dræbe en pige og hendes bevingede hest.
Det blev lidt akavet, da det eneste svar, hun fik, var en buldren fra oven og en lyd som et grin først hånende og bagefter en smule beundrende. Hun vidste, at hendes far uden tvivl ville komme i klemme pga. hendes uforskammethed, men hun var ligeglad.

Hun kom ud af templet glad og tilfreds for endelig at kunne konfrontere Zeus/Jupiter med hans mordforsøg, da hun pludselig hørte en stemme anråbe hende bagfra. Hun for sammen og vendte sig langsomt om og så to halvguder en pige og en dreng, der var klædt romersk. "Skulle du ikke være med til forsamlingen? Du må være virkelig hurtig, hvis du kunne nå herop så hurtigt!" Spurgte den romerske pige muntert. Adrianna smilede bare meget nervøst og nikkede en smule. *Åh hellige Poseidon det havde ikke opdaget hende!*
"Hey hvad hedder du? Jeg kan ikke huske dig? Eller er du ny?" Spurgte drengen, der var meget muskuløs og så ud som om, at hvis han rakte rundt om Adrianna og ville kramme hende let, ville hun blive forvandlet til støv. Adrianna blev klar over at hun blev nødt til at sige noget ellers ville de fatte mistanke: "Ja... Øhm Jeg hedder Adrianna, Jeg er ny." Hun var meget nervøs, men det var nu heller ikke underligt, så hendes lette franske accent blev meget tyk, og hun kom til at sige nogle ord på fransk. Hendes øjne pilede rundt for at finde en hurtig udvej, men de to halvguder spærrede vejen ned til Nate og Mel.
"Hva'? Er du ny?! Så skal du da tildeles en legion! REYNA!!" Råbte pigen lalleglad.
Adrianna krympede sig endnu mere, jo højere en oktav pigens stemme kom, så hun tilsidst nærmest sad på hug. Hun skulle bare havde løbet, gemt sig i Neptuns tempel eller havde slået dem med noget meget hårdt fra start. Pludselig kom en pige frem, som Adrianna regnede ud måtte være Reyna.
Reyna kiggede undersøgende på Adrianna, først på hendes sværd af overjordisk bronze så på hendes påklædning og til sidst på hendes perlespænde, og kneb øjnene sammen. Reyna måtte være en eller anden form for leder eller overhoved, for det var meget tydeligt, at hun ikke havde set nogen før som Adrianna.
Pludselig kom et spøgelse hen til den lille flok, slog øjnene op og udstødte: "Graecus!"
Adrianna havde set mere foruroligende væsner end et spøgelse, så det var ikke der gjorde hende bange. Den havde jo sådan set afsløret hende, selv en idiot ville kunne regne ud, at den havde kaldt hende for græker.
Reyna ventede ikke et sekund eller ventede på at Adrianna kunne forklare sig selv. Hun råbte bare til de to halvguder, at Adrianna var farlig, og at de skulle få fat i hende, mens hun råbte efter forstærkninger. Adrianna frydede sig over, at de vidste, at de ville få brug for forstærkninger og trak sit smukke sværd af overjordisk bronze.

En hel hær af stærkt bevæbnede halvguder marcherede faretruende imod hende. Hun stod stadig og sloges mod de to halvguder. De var ret gode, men det var Adrianna bestemt også, og hun havde en hel anden måde at kæmpe på. Hun løb under deres arme, vendte om i sidste øjeblik og ramte. Hårdt. Efter lidt tid lå de begge på jorden. Adrianna havde haft en masse muligheder for at slå dem ihjel, men nænnede det ikke. Hun ville ikke kunne slå mennesker til Hades, slet ikke med de dommere det havde.
Hæren var næsten ved hende så hun valgte at klikke sit skjold ud. Hun vidste godt, at hun ikke havde en chance mod en hær, men hun ville under ingen omstændigheder opgive. Hun bad til at Mel og Nate var undsluppet, og at Poseidon ville sende hende et mirakel.

Hun var meget træt, havde tabt sit skjold og hun var såret. Det var kun en lille del af hæren, der havde løbet i forvejen, som hun kæmpede mod. Pludselig kæmpede hun mod en kæmpe fyr formegentlig en Mars søn. Egentlig kæmpede hun lidt mod alle samtidigt, men de fleste ventede lidt med at prøve at ramme hende, for hun drejede hele tiden rundt og svang omkring sig, så det ville næsten være værre for dem selv, hvis alle kæmpede samtidigt. Han kiggede forbløffet på hende og smilede så, som om at han allerede havde vundet, men heldigvis var hun hurtigt og lille, så hun kunne sagtens bevæge sig, mens han bare havde råstyrke. På et tidspunkt blev hun dog for træt, og han nåede at ramme hende med sin albue lige i ansigtet, så hendes øjenbryn flækkede. Hun lod som om, at hun var såret for alvor og ikke kunne mere. Det måtte havde set troværdigt ud i forhold til, at hendes tynde kjole var flænset, og hun jo egentligt bare lignede en lille blond pige.
Mars-sønnen triumferede og smilede rundt omkring sig, som om at han havde besejret en drage, men lige i et øjeblik hvor han ikke kiggede, løftede hun hurtigt sit sværd og slog ham hårdt i hovedet med den flade side af sit sværd.
Det var de sidste fysiske kræfter, hun havde tilbage, så hun stak sværdet i bæltet, men stod stadig lige så rank som før. Nu troede romerne for alvor at hun var færdig men hun havde lige et sidste trick i ærmet.
 Det eneste, der fik hende til at fortsætte, var mindet om da hun tæmmede sin mustang Palm Spring. Han havde også teet sig umuligt i en evighed, indtil at han havde så lidt kræfter tilbage, at han ville havde lagt sig til at dø, hvis det ikke havde været for, at hun havde passet på ham.

Hun fik hurtigt øje på et lille springvand i nærheden. Der var en stor risiko for, at hun ville dø af dette, da hun var så svækket i forvejen, men hvad var bedst? At blive dræbt af fjender eller selv dø? Hun vidste godt, hvad hun ville vælge. Hun ville bevise at grækere, bestemt var mere værdige end de "åh så fine romere".
Hun skreg for at få de sidste kræfter frem, og fik springvandet til at sprænge i stumper og stykker, og vandet fra det til at oversvømme stedet fuldstændigt. Vandet gik Adrianna til hagen, og en masse halvguder blev ført væk af det fossende vand.
Det holdt ikke længe. Til sidst faldt hun til jorden med et smil på læben, mens det sidste hun så, inden hun lukkede øjnene, var Mel der kiggede undskyldende på Adrianna og sagde noget, som Adrianna ikke kunne opfange.
Adrianna blev lagt op på ryggen af en enhjørning og blev reddet væk.

Melodie bankede gentagene gange sit hoved ind i væggen bag sig. Hun sad på en form for cellebriks og var i øjeblikket glad for hun ikke havde klaustrofobi eller noget. De havde siddet i den såkaldte celle i et par timer regnede hun ud og hun havde ingen idé om, hvor meget længere hun kunne sidde her. Hendes skjorte var beskidt og hår var uglet og hun ville gøre alt for at få fat i en hårbørste. Skridt kunne høres på den anden side af væggen og de nærmede sig i et marcherende tempo. Mel drejede sit hoved en halv omgang så hun havde udsyn til den enorme tremmevæg. En nogenlunde jævnaldrende pige med et par, lad os sige ret trænede folk, bag sig stoppede op. Hun havde sit brune hår sat op i en stram hestehale, der kun fik hende til at se strengere ud, hendes grønne øjne var strenge og lignede nogle der ville kunne opfange alt der foregik i nærheden. Hun lavede en håndbevægelse mod to af, de ret trænede folk, og de åbnede tremmerne til deres lille fængsel. "Jeg har overvejet, alt det her med at holde jer som fanger," startede hun og kiggede på dem begge. Et glimt af morskab kunne spores i hendes øjne, og uden at ane hvorfor regnede Mel ud at det kunne være alt andet end godt. "Og jeg vil gå med til at løslade jer, hvis I er villige til at kæmpe for det." Melodie kiggede lidt halvskræmt, halvforvirret på Adrianna. "Hvad mener du helt præcist?" Spurgte Mel med et hævet øjenbryn. "Hvordan kæmpe for det? Skal vi svare på en eller anden gåde? Muge ud? Et eller andet..?" Fortsatte hun. "Jeg mener hvad jeg siger. I skal kæmpe. Til døden," Sagde hun. Melodie kiggede forskrækket på Adrianna. "Vel ikke mod hinanden?!" Pigen rystede på hovedet. "En af jer skal kæmpe mod en af Mars sønnerne, i arenaen, nu," forklarede hun. Melodie vendte sig mod Adrianna. "Jeg skal nok gøre det, Adrianna," sagde Mel med et smil. Melodie var bange for at Adrianna ville blive skræmt af tanken om at kæmpe til døden og gå kold. På dette punkt måtte Mel, selvom hun ikke havde hele sin hukommelse, indrømme hun var bedst til at holde hovedet koldt. "Godt så," Melodie vendte sig mod pigen igen. "Skal den anden pige med ind i arenaen, Reyna?" Spurgte en af hendes folk. Reyna nikkede blot og de store brød marcherede hen til Adrianna og bandt hendes hænder, hvorefter de slæbte nåde Melodie og Adrianna ud i arenaen. "Vent," sagde Mel og stoppede. "Jeg har ikke mit våben," fortalte Mel, men Reyna hev i hendes arm og satte gang i Melodies ben endnu engang. "Det skal du ikke tænke på," sagde hun med en hovedrysten. "Vi har alle jeres ting." Reyna fumlede med noget og rakte et eller andet ud mod Mel. Hendes kniv. Oh.. okay? Melodie ville nok have sagt tak hvis ikke det var fordi hun lige var blevet bedt om at kæmpe til døden. Ikke at til døden var noget Mel havde i tankerne. Hun fik skabt øjenkontakt og sendte Adrianna et indtrængende blik hun forhåbentlig kunne læse. Mels liv og gode samvittighed lå i Adriannas hænder..

Donk! Donk! Donk! Den monotone lyde af Mellow, der bankede sit hoved ind i væggen, var til at blive sindssyg af. Adrianna sad op af de meget ubehagelige tremmer, der åbenbart kun ville sidde sådan, så det stak hende i rygsøjlen. Typisk! Hun borede sine blålakerede fingernegle, der efterhånden var ret grimme og flækkede, ned i sin hånd og lavede små halvcirkel formede mærker i hendes håndryg. Hendes øjne fløj rundt i cellen, og det gibbede i hende, hver gang at hun hørte en lyd. Man kunne roligt sige, at hun var nervøs.
 De havde taget hendes sværd. Det var det eneste der kørte rundt i hendes hoved på det tidspunkt. Hun havde haft det sværd ved hendes side, lige siden at hun fik det. Hun var forsvarsløs uden det sværd. Nøgen.
 Hun var normalt den rolige i en gruppe, den der sagde: slap nu af, og beroligede de andre i en vanskelig situation, men ikke nu. Hun kunne ikke lide at være lukket inde ikke fordi at hun led af nogen sygdom hun var bare og ville være en meget fri person.
 Men det der allermest gik hende på var at hun var blevet besejret. Det var ydmygende. Hun havde kæmpet så hårdt, næsten brugt det sidste af sin essens, bare for at blive kastet ind i et bur som et vildt dyr. På den anden side så havde hun jo også opført sig sådan. Hun havde såret alt for mange halvguder, måske endda druknet nogen, hun skammede sig forfærdeligt, og hendes samvittighed tyngede hende alt for meget. Hun prøvede hurtigt at komme af med de ubehagelige tanker og undskyldte sig selv, så godt hun nu kunne, med at dyr altid angreb, når de følte sig truet.
Hun kiggede ned af sig selv. Hendes kjole var en smule flosset i kanterne, men det var ikke så slemt, den var for lårkort til at blive flænset af de udfald, Mars sønnen havde gjort mod hendes ben, og så havde han tydeligvis ikke været ud på at skære hendes tarme ud, bare skade hende voldsomt, så han havde ikke sigtet mod hendes mave.

Pludselig kom psyko bitchen Reyna ind i deres ydmyge celle. Adrianna værdigede hende ikke et blik og børstede sin kjole af, som hun lige havde gjort. Reyna snakkede med hurtig og bydende stemme: "Jeg har overvejet, alt det her med at holde jer som fanger." Adrianna blev ikke overrasket over, at det selvfølgelig handlede om at "kæmpe til døden". Romere var så overdramatiske! Hun blev ret nervøs, da Mellow med det samme tog i mod udfordringen, men hun var næsten for afkræftet til at modsige det.
Med det samme var der en eller anden romer, der trak hende op at stå, og hun nåede lige at give ham en svag lussing, inden han arrigt bandt hendes hænder på ryggen med sejlgarn. Det andet store brød tog sig så af en eller grund af hende og erstattede den arrige halvgud. Han var ikke lige så voldsom, og han førte hende roligt ud af cellen. Hun ville kigge tilbage for at se hans ansigt, men da hun langsomt drejede hovedet, skyndte han sig at tage fat i det og dreje det tilbage.

Adrianna trådte ind i en stor arena. Colosseum. Hun jokkede i noget sand. Der var tons vis af tribuner, og alle pladserne var optaget bortset fra to helt foran. De var reserveret for hende og hendes fangevogter.

Melodie strammede grebet om sin kniv, der nær var svedet ud af hendes hånd. Hun vidste hun burde føle sig bange og nervøs og alt muligt andet, men det eneste hun følte var spænding.. og et lille håb om Adrianna på en eller anden måde fik hende ud af det her inden nogen døde. Melodie havde besluttet med sig selv at hun havde tiltro til Adrianna og hendes redning og hun havde aftalt med sig selv at hun ville holde sin modstander kørende så længe som muligt for at undgå enten at dø eller være tvunget til at slå ihjel. Mel vendte sig om i armene på den person der var i gang med at føre hende ud i arenaen og forsøgte at få øjenkontakt med Adrianna der sad helt foran. Hun sendte hende et blik der talt sit tydelige sprog: gør noget. Bøllen der havde fat i hende strammede sit greb om hende og skubbede hende nærmest ud i midten af Colosseum. Hun kiggede sig omkring med et nysgerrigt blik. Frygten havde stadig ikke ramt hende, hun følte sig på en eller anden måde.. klar. En pludselig jublen blandt publikum fik Melodie til at spjætte af forskrækkelse. Hun vendte sig om og fik øje på årsagen. En barskt udseende dreng, med mørkt karseklippet hård kom gående in mod midten til Mel, med et allerede triumferende blik i sine brune øjne. Fyren var iført kampuniform, hvilket fik Mel til at føle sig lidt utilpas fordi hun intet bar udover sit normale tøj. "KOM SÅ JADEN!" Råbte en blandt publikum efterfulgt af en hujen. Denne Jaden skævede hånligt til Melodies kniv der var væsentligt mindre end hans enormus spyd, der nærmest fik Mel til at tisse i bukserne. Den. Igennem hendes krop. Ikke en specielt rar tanke. Adrianna havde bare at finde på en udvej. Melodie mærkede hendes høresans blive reduceret og hendes reflekser og sanser skærpet.


Inden Melodie havde nået at reagere eller bemærke noget gjorde denne Jaden udfald mod hende med sit spyd og hun sprang med et ynkeligt skrig til den ene side for at undgå spyddets spids. Hun kunne mærke adrenalinen der straks begyndte at pumpe i hendes krop og hendes forskellige kropsdele begyndte at ryste. Han brølede og stak ud efter hende med sit spyd. Mel var klar over hun ikke bare kunne flygte fra ham for evigt og at hun var nødt at gå tæt på siden hun sloges med kniv. En plan tog pludselig form i Melodies hoved og hun strammede grebet om sin kniv ekstra meget, til hendes knoer var helt hvide. Som forventet gjorde Jaden endnu engang udfald mod Mel. Hun dukkede sig og løb helt ind til ham så hun tæt på ham, men stadig langt nok væk til hun kunne trække sin kniv. Hun lagde en hånd på hans spyd og kiggede ham direkte ind i øjnene. Melodie forsøgte at samle sine chakra og fokuseret på ilden i sit indre. Hun kunne i Jadens øjne se sine egne øjne. Eller nærmere de to lyskugler der sad i hendes øjenhuller. Han var blændet og hun vidste det var nu hun havde chancen. Det hele gik meget hurtigt. Hun flåede på få sekunder spyddet ud af hånden på ham, placeret spyddet fladt på hans brystkasse og placeret sin fod på hans mave. Alt imens hun havde sin kniv i munden holdt fast med sine tænder og fastholdt sit blik til hans så han var fortsat blændet. Melodie hamrede sin fod hårdt ind i hans mave med al sin kraft, så han landede hårdt med et bum på den sandede jord. Publikum var helt stille. Melodie udnyttede den. Hun snurrede spyddet en enkelt gang i sin hånd og borede den med al sin kraft ned i sandet en centimeter uden for barbaren Jadens hoved. Det kunne godt være at Mel på ydresiden så barsk, iskold og hård ud, men indeni var hun ved at flække af grin over hans ansigtsudtryk da han var vendt tilbage til virkeligheden efter hendes blænden og da han troede hun ville gøre det af med ham. "Du er heldig," mumlede Melodie, lidt muggen over han seriøst havde tænkt sig at slå hende ihjel. Hvis hun absolut skulle dø, skulle det ikke være ham der sørgede for det. Pft..! Melodie Vendte sig flabet mod publikum, der endnu ikke sagde noget og bukkede for dem med et smil. *Og sådan skal det gøres!*