Reunion - Adrianna

Melodie kunne ikke lade være med at grine af Adriannas reaktion på hendes tilstedeværelse. Hun rystede på hovedet med et grin, og glemte et øjeblik helt, hvorfor hun egentlig var der.    
"Ikke ligefrem," sagde hun. Hendes smil fadede så småt ud som, hun stod der og betragtede sin savnede veninde. De studerende, Adrianna var gået turen med, stod og betragtede dem med lettere spørgende blikke, men Melodie ignorerede dem. Stort set alle eleverne var allerede inde i aulaen, hvor stemmer var begyndt så småt at forsvinde. Hun forstod, det var ens betydende med forsamlingen var ved at begynde. Hun trak Adrianna lidt med sig, så de ikke længere stod så tæt ved hendes venner, der tydeligvis havde en vis interesse for deres samtale. Hun sendte Adrianna et blik, der talte for sig selv, da hun talte igen.

"Hør, jeg er virkelig nødt til at tale med dig, så er der ikke et andet sted, vi kan snakke?" Sagde hun sagte. Hun lagde sine arme over kors og stirrede lidt ud i ingenting. Tvivlen sneg sig ind på Melodie endnu engang. Hvad hvis Adrianna nægtede at tage med? Melodie vidste, hun intet valg havde med hensyn til missionen - Chiron var kommet til hende, hun kunne ikke svigte ham. Hun vidste dog alligevel, hendes mod ville falde drastisk, hvis hun skulle af sted alene. Denne mission var uden tvivl, den farligste hun hidtil havde fået tildelt, og at have sin bedste ven med, ville få det hele til at se mindre livstruende ud. Det var lang tid siden Melodie havde været en halvgudinde, og tanken om at skulle være det igen både skræmte og tiltalte hende.

"Det er lejren."

Adrianna smilede halvnervøst. Man måtte sige, at det havde været lidt af en overraskelse, at Melodie bare dukkede op sådan ud af det blå, og Adrianna vidste ikke helt, hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun tvivlede på, at Melodie var kommet for at høre om Blæksprutters usædvanlige levevis og livsstil.
Adriannas formodning blev bekræftet, da Mel nævnte lejren. Hun hev hurtigt blidt sin veninde med og førte hende hen til Washington Park - en del af det store campus tilhørende NYU.
Vejret var skønt og det var begyndt at tø op efter den lange og hårde vinter, men nu føltes det som om, at der lå en ubehagelig fugt i luften. Noget der med lethed kunne gøre stemningen trykket. Adri opdagede, at den havde været der hele tiden. Hun formodede, at det var sådan normale mennesker havde det. De kunne mærke, at der var noget i gærde, men det synede altid som om, at det kun var børn, der gjorde noget ved det. Voksne havde det med at affeje det og stemple det som en hovedpine eller underlige tanker.
Hun begynde at spekulere på, selvom hun stadig var den samme som før, om hun var begyndt at blive for normal.
*Man kan ikke have en fod plantet i hver lejr,* tænkte hun uden helt at vide hvorfor. Hvad hvis hun ikke længere var en halvgudinde, men en semigudinde? Hun fnisede lidt ved tanken. Hvad hvis hun var underlig nok til stadig at tiltrække monstre, men ikke underlig nok til at kunne bekæmpe dem. Tanken gjorde hende helt hul indeni.
Hun prøvede at stoppe med at tænke så meget og glædede sig i stedet over nærværet af hendes længe savnede veninde. Hun havde i længere tid faktisk ønsket at kunne vise hende sit nye midlertidige hjem.
"Hvad er problemet?" Spurgte Adri dystert, da de rundede det første hjørne i parken.

Melodie tænkte lidt over, hvordan hun skulle forklare Adrianna situationen, men endte med at beslutte sig for, den direkte metode havde det med at virke bedst.

"Chiron kontaktede mig i går," fortalte hun, mens hun gik uden selv at kende sin destination. Hun holdt lidt inde før hun videregav næste del, som nok ville være sværest for hendes veninde at tage ind. "Han fortalte mig, en del halvguder er forsvundet her på det seneste, alle sammen nær samme område - det er nærmest som en anden Bermuda trekant." Melodie kunne mærke gåsehud samle sig på hendes arme og ben på trods af den lune morgen. Hendes øjne blev tungere og tungere for hvert ord hun ytrede, og hvis det ikke havde været for den alvorlige situation, hun befandt sig i, havde hun nok lagt sig ned på jorden for at tage en lur. Hun stoppede op og kiggede på Adrianna.

"Jeg hader at skulle hive dig ud af din hverdag for at bede dig om at sætte dit liv på spil sammen med mig, men vi er nødt til at tage af sted. Utallige halvguder er meldt savnede, og vi er Chirons eneste håb." Hun fortrød i sit stille sind, at hun fik det til at lyde som om, hun ikke gav Adrianna noget valg, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, hvis Adri ikke ville følge med hende. Hun frygtede også inderst inde, at de selv forsvandt, når de nu engang drog af sted - hvem skulle så redde dem? Hun afventede Adriannas svar med uro i sindet.

knopperne træerne i parken var så småt ved at springe ud. Adrianna iagttog en lille kolibri, da den langsomt landede med sine helikopter vinger på en gren over hendes venindes og hendes hoveder. Der ville ikke gå længe, før de tunge skyer og den skarpe vind ville fortage sig, og foråret ville være i fuldt flor på ny. Adri snusede duften af forår ind og igen i et fortryllende øjeblik, kunne hun blive narret til at tro, at Melodie og hende bare var to helt normale piger, der havde pjækket fra deres forelæsning på NYU på grund af, at de mente, at de alligevel ikke havde brug for den viden, og at de havde brug for at snakke sammen om Miranda Spencer og hendes klikes opførsel over for dem. Hvilket Adrianna ville have følt trangen til, hvis Melodie havde haft en anelse om, hvem Spencer var. Adrianna havde flere gange ønsket og bedt til i sit Senior år på high school at hende og Mel ville flytte til det samme college, så de kunne gå og hjælpe hinanden igennem ting, som de var så vant til, men det havde tydeligvis ikke endt sådan ud. Selvom de var halvgudinder, gjaldt reglen om, at man mistede sine venner efter high school åbenbart også.
Hun fnøs over sig selv. Luksus-problemer. Det var, hvad det var. Mens hun gik i ro og fred her i parken, var en halvgud ved at dø. Måske var halvguden en af hendes tætte venner. Tanken fik hende til at gyse. Den fik hende også til at få det rigtigt dårligt; for selvom hun altid var bange og nervøs, inden hun tog ud på en mission, var hun glad for, at Melodie havde opsøgt hende. Ikke kun fordi, at Adri havde savnet sin veninde så ufatteligt meget, men også fordi at hun havde savnet spændingen og nærdødsoplevelserne. Ja, så langt ude var hun.
Navnet 'Chiron' fik et jag til at løbe igennem Adriannas mave. Hun savnede kentauren, som hun havde set som en faderfigur. Det mindede hende også om, at hun var voksen nu. Hun ville aldrig nogensinde blive lige så velkommen i lejren igen som de teenagere, der boede der. De tanker havde fået hende til at græde mange af de første aftener på hendes nye studium.
Det gjorde ondt på hende at Chiron for det første kun havde kontaktet Melodie for at tilbyde hende opgaven. Adri havde altid følt, at Chiron så hende som noget skrøbeligt, han skulle passe på, og det irriterede hende, når det galt om, at han skulle stole på hende. For det andet havde han ikke engang sendt hende en Iris-besked.
Hun hev Melodie ind i endnu et af sine utallige kram både for at forsikre sig selv om, at Melodie var virkelig og også for at skjule tårerne i hendes øjne og de røde kinder.

"Når du siger Bermuda Trekant, tror du så at Uhyrernes Hav har rykket sig? Og ved du hvor det ligger?" Spurgte hun, efter hun havde trukket sig væk.