Reunion - Adrianna

Hendes fingre fumlede lidt med strengen, før hun trak den tilbage i en øvet bevægelse. En let vind passerede hende og legede med de få hår, der var undsluppet hendes hestehale. Vejret var godt den dag på campus. Solen skinnede klarere end den normalt gjorde i England, vinden var ikke nær så kold og der var ikke en eneste regnsky i syne. Man kunne virkelig mærke sommeren nærmede sig med små skridt. Melodie var alene på bueskydningsbanen den dag; alle dage. Der var ikke så mange 19 årige, der kunne skrive sporten ned på listen over fritidsinteresser, men hun ville ikke lade det affektere sig. Bueskydning var i øjeblikket hendes eneste forbindelse til lejren. Det føltes som en evighed siden, hun sidst havde været hjemme - det gjaldt både lejren og den lejlighed hun delte med sin mor. Hun havde forladt lejren for snart et år siden for at begynde på college, hvilket også havde betydet, hun ikke havde set sine venner i en evighed, inklusiv sin bedste veninde, Adrianna. De havde ikke snakket sammen siden lejren, da ingen af dem havde telefoner, og hun fandt nogle gange sig selv i situationer, hvor hun knap nok kunne genkalde sig et mentalt billede af hende.

Hun bed sig selv i kinden og gav slip på strengen. Hun betragtede pilen snurre gennem luften med sine blå øjne. Pletskud igen. Hun kunne mærke et skævt smil snige sig vej til hendes mundvige. Ved synet af endnu en sejr, besluttede hun med sig selv at holde for dagen og få lavet nogle lektier. Hun samlede sit lånte udstyr sammen og bevægede sig væk fra banen med lange skridt. Hun nynnede en lille melodi som hun gik hen af den nyslåede græsplæne. Hun passerede nogle venner og veninder på vejen, som hun hilste kort på. Hun elskede sit ophold på campus, og hun elskede de nye forhold hun havde fået ud af det, men på en eller anden underlig måde mindede det hende blot om hendes gamle hjem; om lejren. Alle hendes venner og halvsøskende. Hun savnede at være omringet af det overnaturlige, nu da hun var et sted, hvor hun ikke kunne bruge sine evner uden at skræmme livet af nogen. Hun hadede det; at være et sted hvor hun ikke helt kunne være sig selv. Hun udstødte et suk, da en velkendt stemme ringede i hendes ører. En velkendt stemme, som efterhånden føltes fremmed. Det var så lang tid siden, hun havde hørt den, hun først ikke genkendte den. Hun vendte sig mod lyden, som kom fra opholdstedet nær søen, hvor der heldigvis ikke var nogle elever. Melodie bevægede sig derover med hastig skridt og kiggede direkte på Chiron. Hun spottede lejren i baggrunden, selvom der til hendes skuffelse ikke var så mange deltagere, som hun havde håbet på.

"Chiron?" Hun kunne ikke skjule glæden i sin stemme, der opstod ved synet af ham. Han smilede svagt ved hendes ubrud, men det virkede ikke særlig oprigtigt. En ubehagelig følelse sneg sin ind på hende, og hun fik fornemmelsen af noget var galt. Hvorfor skulle Chiron eller kontakte hende med en Iris besked ud af det blå.
"Chiron, hvad sker der?"
Han tog sig et øjeblik før han snakkede igen. "Lejren er i problemer, Melodie, og som det står til nu, er du et af vores eneste håb. Tro mig, hvis jeg havde andre muligheder, ville jeg ikke bede dig om at gøre noget så farligt..."

"Chrion, Chiron.." Afbrød hun uroligt. "Hvad foregår der?"

"Mhhmm," mumlede Adrianna Delacour, som svar til noget hendes veninde - Sasha - havde sagt. Det var ikke fordi, at hun ikke var interesseret, i det Sasha havde at sige, eller fordi Adrianna ikke lyttede. Hun havde bare stadig ikke vænnet sig til at snakke om så banale ting, som om en eller anden fest nu ville blive spændende nok, eller om de eksaminer der snart var at se frem til.
"Hørte du det med at Ben og Alyssa havde alkohol på campus? De havde helt klart også sex på hendes værelse," sagde Sasha uden mindste forsøg på at dæmpe sig med begejstringen strømmende ud af hendes øjne.
"Og hvordan ved du så, at de havde sex?" Spurgte Adrianna for at få hendes veninde til at blive ved med at plapre løs. Det var en dejlig baggrundsstøj. En der mindede hende om, at hun skulle forestille at være en helt normal ung voksen på college. Det var næsten før, at hun også selv begyndte at tro på det. Hun havde ikke mistet den lille snert af accent i hendes stemme, der afslørede, at hun var af fransk afstamning. Hun ville nok aldrig slippe helt af med den, men det passede hende fint. Hun savnede stadig sit hjem i Avignon.
Det var tydeligt at se på Sasha, at hun havde regnet med, at Adri ville spørge, og at hun også var meget tilfreds med det. "Jo, fordi jeg hørte vandet løbe i deres brusekabine en hel time. Jeg mener, der er ingen der går i bad i en time. Man lader kun vandet løbe, hvis man prøver at dække over en lyd."
Sasha bankede svagt sig selv i tindingen to gange med sin pegefinger for at indikere, at hun havde gennemtænkt den her.
Adrianna var fristet til at sige at der heller ikke er nogen der har sex en hel time, men Sasha skiftede hurtigt emne, da Zara- Adrianna's roommate - joinede dem, hvilket passede Adrianna fint. Zara havde lidt mere mellem ørene, end Sasha havde. Sasha påbegyndte en samtale med Zara om, om cosinus og sinus nogensinde ville være brugbart, hvis man gerne ville være sekretær, så Adrianna havde lidt fred til at tænke for sig selv.
Adrianna havde gjort mange svære ting i løbet af sit korte liv, men det sværeste var nok at forlade Camp Halfblood. At sige farvel til alle sine halvsøskende, give sin rang som hytteleder videre og sige farvel til alle sine venner. Autumn, Clarisse, hendes tidligere kæreste Colin og den allersværeste: Melodie. Hende og Melodie var blevet så forfærdeligt tætte i løbet af de sidste to år, at hun kørte grædende fra Camp Halfblood. Hun var stadig ikke kommet sig helt over, at der ville gå så lang tid før, at hun skulle se sin bedste veninde igen.

Selvfølgelig havde Adrianna ikke fuldstændigt lagt livet som halvgudinde bag sig i de år, hun skulle være på college. Selvfølgelig ikke. Adrianna var ikke helt væk. Det skulle slet ikke undre hende, hvis et eller andet monster bestemte sig for at dukke op og smadre hele stemningen.
Selvom at det var lidt ubelejligt, havde Adrianna altid sit sværd og skjold med. Sværdet kunne hun ikke bare gå rundt med sådan til hverdag uden at skulle bilde alle ind, at hun var en eller anden rollespiller, - "Orker? Dem smadrer jeg hele tiden! Jep, jeg er en gigantisk nørd" - så det lå så fint gemt i hendes del af det værelse, hun delte med Zara. Skjoldet var lidt nemmere at transportere, for det havde hun bare liggende i lommen i form af et kompas.
En gang i mellem kom hendes pegasus fra Camp Halfblood på besøg. Silver havde en irriterende tendens til at komme på alverdens ubelejlige tidspunkter. Han havde mere end en gang dunket mulen mod vinduet til et af forelæsningslokalerne. Adrianna skulle så hver gang skiftes til at forklare enten, hvorfor hendes sølvgrå hund eller pony stod ude på campus' græsplæne efter forelæsningen. Alt efter hvor doven tågen havde være den dag.

Hjertet sad endnu i halsen på Melodie, da hun løb op på sit værelse. Chirons besked gav genlød i hendes hoved og alle hendes tanker omkring emnet, gjorde hende endnu mere nervøs og frustreret. Hvad skulle hun gøre? Hun følte sig overhovedet ikke klar til en mission - det var så lang tid siden, hun havde været af sted. Så lang tid siden hun knap nok vidste, hvorfra hun skulle starte.

Hun stormede ned af pigernes gang og ind ad døren til sit værelse. Der var to senge - en i hver af de aflange sider. På den ene seng sad Alexandria, som hun delte værelse med. Hun sad med en bog i sit skød og et lille stearinlys tændt på sit natbord ved siden af en skål med frugt. Hver aften tændte hun endnu et af sine mange duftlys, hvilket Melodie egentlig ikke kunne påstå, hun havde et problem med, for lige nu kunne hun takke Alex for deres værelse duftede af kokosnødder. Hun sad i skrædderstilling med sit sorte, glatte hår i en knold og sit velkendte signaturtegn også kendt som de store briller, hun gik med halvdelen af tiden. Melodie var godt nok blevet bedre til at læse engelsk, trods sin ordblindhed, men fandt endnu sig selv i svære situationer. Hun kunne stadig ikke skimme en tekst, for at læse ordene var hun altid nødt at nærlæse hvert eneste grundigt.
"Hvad har du dér" Spurgte Melodie, som hun farerede mod sin del af værelset, der var væsentligt mere rodet end Alexandrias. Melodie havde mindst tre instrumenter opbevaret ved sin seng, et par buer, pile i et pilekogger og enorme stakke af bøger, hun endnu manglede at færdiggøre til forskellige klasser. Hun hev, hvad hun ledte efter ud fra under hendes seng; den største taske hun ejede. En alt for stor flap bag. Hun smed den op på hendes seng, inden hun fandt sin vej til det skab i det lille værelse, som tilhørte hende.

"Odyséen," mumlede hun. Melodie kunne mærke hendes brune øjne betragte sig, som hun hev tøj ud af sit skab hurtigere end lynet. "Jeg sidder egentlig bare og tænker lidt over, hvor vildt det ville være, hvis sådanne ting rent faktisk eksisterede." Alex lød lidt monoton, men som hun talte blødte hun efterhånde op, grundet hendes genfundne ophidselse. "Jeg mener... kykloper, sirener... onde troldkvinder, der forvandler mænd til svin! Kan du forestille dig det, Mel?!"

Et skævt smil fandt sig vej til Melodies mundvige. Hvis hun bare vidste, hvad der kunne lade sig gøre, tænkte Mel. "Jeg må indrømme, Alex, jeg har svært ved at forestille mig det," sagde hun med et smil. Melodie samlede sin bue og pilekogger op fra hjørnet ved hendes lille enmandsseng, hvorefter hun smed det i den aflange taske fyldt til randen med tøj; hun anede ikke, hvor lang tid det ville tage.
"Hvor skal du hen?" Lød hendes lyse stemme endnu engang. Melodie vendte sig mod hende med et halvhjertet smil. "Du forlader mig vel ikke?"
"Desværre. Jeg tager hjem et par dage," løj hun og undgik øjenkontakt med hendes veninde. Alexandria betragtede hende et øjeblik, som hun pakkede. "Er du sikker på det er en god idé at tage hjem fra skole? Du er allerede ret meget bagud," sagde hun og nikkede mod den store bunke med ufærdige lektier. Melodie vidste, hun nok burde oppe sig noget mere, hvis hun ønskede at komme nogen steder, men at vende tilbage til at leve et normalt liv, var altså hårdere end det lød.
"Jeg ved det, jeg ved det! Og jeg går i gang lige så snart, jeg er tilbage - det lover jeg."

Hun sagde farvel til Alex og meldte sit fravær, hvorefter hun satte sig ind i sin bil på skolens parkeringsplads. En skrotbunke var pænt sagt, men det var alt hendes mor havde haft råd til, til hendes attenårs. Det var en pick-up truck; hendes stedfar havde uden tvivl haft en finger med i spillet. Han havde en  besættelse med dem, og det var stort set alt, hun vidste om ham. Hun kunne ikke begribe, hun var på vej ud i verden endnu engang for at redde verden. Selvom, tanken glædede hende mere eller mindre, lod hun ikke sig selv glemme, hvad Chiron havde sagt om den mission og, hvor farlig den var. Tanken om det, gav hende gåsehud. Hun vidste, at der var ingen mulighed for, hun kunne klare sig alene gennem denne mission. Med den tanke startede hun motoren, og satte i retning mod lufthavnen, for at samle en gammel ven op.

Endnu en ting, der huskede hende på, hvem hun var, var drømmende. Eller rettere: Mareridtene. De mareridt alle halvguder fik, som altid varslede et eller andet ildevarslende, var ikke stoppet, bare fordi Adrianna lod som om, at hun var en helt normal college-pige. Til hendes skuffelse.
Den her nat var det ekstra slemt.

"Kom til mig, kom til mig," lød en stemme nærmest som en hvisken i hendes ører. Hun svang rundt så det sorte hår stod om hendes hoved. Hendes syn var sløret, så hun famlende sig rundt på gangene. Hun kunne ikke se, hvor stemmen kom fra, men den ellers så tørre luft var fyldt med fugt. Det føltes nærmest som om, at en eller anden tog på hende, mens hun væltede rundt.
"Hvor er den satans lyskontakt," mumlede hun i frygt for at blive hørt af stemmen. Hun turde ikke råbe efter hjælp, og hun indså med tungt hjerte, at hun nok ikke stod til at hjælpe. Hun følte sig som en zebra forfulgt af en leopard på savannen, bortset fra at leoparden allerede havde hende mellem sine kløer, og der var ingen chance i verden for, at hun ville overleve. Modløsheden ramte hende hårdt i ansigtet. Hun var ikke længere et stolt menneske, der egentligt havde ønsket sin eksistens langt væk - hun var et skræmt dyr, der ikke havde noget mere kært end sit liv.
"Du skal gøre som din konge befaler," rallede stemmen videre. Hun holdt et hulk tilbage.
Pludselig fandt hun lyskontakten på væggen. Hendes hjerte sprang et slag over. Af en eller anden grund var hun overbevist om, at hun ville overleve, hvis hun bare kunne få lyset tændt. Det virkede som en uoverskuelig opgave at trykke den fordømte kontakt i bund. Efter nogle sekunder fik hun den, og idet lyset tændte blev hun væltet omkuld. Lige ind i et spejl. Hun følte gulvet forsvinde under hende. Det sidste hun så var et sæt grønne øjne i spejlet. Hendes øjne.

Adrianna satte sig op i sin overraskende bløde seng og slog med et dunk sit hoved ind i overkøjen. Hun bandede i nogle minutter og mærkede efter på det nu ømme punkt i panden. Hun havde haft mareridt igen. Adrianna havde regnet med, at det ville gå den modsatte vej, men de var faktisk blevet værre og værre, jo mindre hun havde at gøre med halvgude verdenen.
Hun od sig falde ned på puden igen og lukkede udmattet øjnene. Køjen over hende knirkede. Zara vente sig rundt, så hun kunne se på Adrianna. Et par grønne smukke øjne lyste ned på Adrianna.
"Er du okay?"
Adrianna rystede koldsveden af ryggen.

En flybillet til New York, var nok ikke ligefrem gavnende for hendes konto, som i forvejen var lidt tom for cifre, men Melodie kunne ikke bekymre sig om noget så ligegyldigt i forhold til den egentlige trussel. Byen var som hun huskede den: travl og umulig ikke at fare vild i. Hun småløb lidt efter en taxa, hvis gule farve havde fanget hendes øjne med det samme, hun havde forladt lufthavnen.

"Til NYU, tak," mumlede hun idet, hun trådte ind i den gule vogn. Alverdens ting fyldte hendes tanker, og hun var begyndt at føle presset, der hvilede på hende. Chirons stemme gav genlyd i hendes tågede hoved: som det står til nu, er du et af vores eneste håb, Melodie. Frygten for at fejle sneg sig ind på hende, men tanken om hun ikke skulle være alene om det her, fyldte hende med en følelse af tryghed. Dog, hvad hvis hun ikke var villig til at følge med Melodie? Det var lang tid siden nogen af dem havde været en del af den mytologiske verden, hun var højst sandsynligt kommet videre med sit liv. Måske ønskede hun ikke at blive draget ind i endnu et eventyr -  at blive slæbt ud af sin efterhånden rutinerede hverdag. Måske følte hun sig som Melodie presset, når hun engang fik nyhederne at vide. Et suk undslap halvgudindens læber, som hun hvilede sit dunkende hoved mod bilens rude. Hun ønskede ikke at fylde sit hoved med sådanne tanker; hendes veninde havde altid været der for hende, og Melodie vidste hun kunne regne med hende. Den snuskede taxachauffør af slavisk afstamning annoncerede hendes ankomst med et grynt. Da han nævnte prisen, døde en lille del af hende ved tanken om, hvor mange penge denne mission allerede havde kostet hende. Hun steg ud af vognen og bevægede sig med hastige skridt mod det enorme campus fyldt med undertal af studerende. Hun kiggede på sit beskedne armbåndsur. 7.30. Tanken om hun ikke havde været af sted i 14 timer, og hun i løbet af den tid ikke havde brugt et eneste sekund på at sove, gjorde hende blot endnu mere træt. Hun trådte ind i, noget der forekom hende at være en ankomsthal. Tom, som det meste af udendørsarealet. Stemmer ringede pludselig i alle afkroge - så mange at de dannede én. Hun gik i retningen af stemmerne og drejede om et hjørne, hvor hendes øjne fangede en gruppe af flere jævnaldrende alle på vej i retning af det samme rum - en forsamling, gik hun udfra. Melodie gik hen til den enorme åbning, og stillede sig afventende ved den, mens hendes safirblå øjne betragtede menneskene der passerede hende i håb om at få øje på sin veninde. Hun modtog flere blikke, som hun stod der, men hendes øjne var kun rettet mod en person. Hendes gyldne lokker kom til syne blandt gruppen af unge studerende. Melodie kunne ikke skjule glæden eller savnet i sin stemme, da hun kaldte.

Hun trak hende til side i en blid bevægelse, som hun hilste: "Adrianna!"

Adrianna gned søvnen ud af øjnene, mens hun fulgte i hælene på Samson og Phillipa. Hun havde nu været oppe i præcist fem minutter. Hun havde vendt og drejet sig hele natten i sit eget koldsved, indtil hun var faldet i en form for trancelignende søvn. Kort sagt havde hun haft en lorte nat. Det var kun fem minutter siden, at der var præcist fem minutter til, at dagens første forelæsning startede.
Hun gabte endnu en gang sin kæbe af led. Zara havde ikke sagt et ord til hende hele morgenen. Heller ikke at Adris hår strittede, som hun plejede at annoncere hver evig eneste morgen. Så basically tegnede det her til at blive den underligste dag i hendes normale liv. Hvilket faktisk ikke gjorde hende så meget.

Selvom at hun havde haft voldsomt brug for et åndehul i hendes liv som halvgudinde/halvsuperheltinde, ville hun lyve, hvis hun sagde, at hun ikke savnede det. Det havde været fantastisk i de første måneder, hvis det ikke havde været for, at hun savnede Melodie og de andre voldsomt. Efter de første måneder var hendes forbandede hjerne kollapset under presset af al den læsning. I forvejen var det fysisk umuligt for studerende at nå alt det læsestof, der blev tildelt, men når hun blev nødt til at læse en sætning om og om igen og stadigt ikke forstå den løb hendes tålmodighed af med hende. Desuden var spændingen bare på et helt andet level. Der var intet ved den, når man havde prøvet at vende tilbage fra de døde. Hun måtte bare konstatere - lige meget hvor meget hun prøvede at benægte det - at hun bare ikke var født til et normalt liv.

"Hey, Ann" - Sasha var den eneste, Adri nogensinde havde mødt, der kaldte hende Ann - "Macbeth" - navnet ringede ingen klokke - "holder en fest i aften. Du skulle virkeligt komme. Hun holder de sygeste fester!"
Adrianna nåede ikke at svare før en blød hånd tog fat i hende og hev hende ud af strømmen af livshad og mangel på søvn. Store forsamlinger af college studerende var årsagen til dannelsen af sorte huller i vores kosmos.
Adri stod et øjeblik og studerede de fine brune lokker og safirblå øjne, som hun kendte så godt. Hun hørte lyden af sit eget navn, men det kunne ligeså godt have været en, der snakkede med uld i munden for hende.
Pludseligt gik det op for hende, hvem det var, der stod overfor hende. Uden et ord eller en bevægelse begyndte hun bare at hulke. Hun ville aldrig nogensinde indrømme det overfor nogen, men hun flæbede som en femårig, der lige havde tabt sin softice.
"Har-har du ferie?" Spurgte hun mellem snøftene. Ja, det var ikke et af hendes fineste øjeblikke.
Da hun havde fået lidt tid til at samle sig, trak hun den meget højere pige ind i et kram.
"Du er ikke blevet spist af nogle heste, mens du var væk, vel?" Spurgte Adrianna sin bedste veninde med et selvtilfreds smil om læberne. Hun var godt klar, at Melodie ikke bare var kommet, fordi hun savnede sin veninde. Adrianna kunne ikke vente til at høre grunden til, at hun var blevet ført sammen med sin veninde igen. Lige meget hvad var hun taknemlig.

//Lad os smutte til New York//