Drømme? ~ Adrianna

Tid: 20:37
Sted: Morfeus hytten
Omgivelser: Nogle sovende Morfeus børn, og nogle vågne.
Påklædning: Klik her min ven xD

Xavier lå på sin seng, og læste en eller anden tilfældig bog, som han havde fået ef en anden lejrdeltager. Den var på engelsk og handlede om alle mulige teenagere, sådan en rigtig typisk ungdomsbug. Den var meget hyggelig, fordi den mindede ham om alle de "normale" mennesker, der ikke kendte til den del af verden, med guder, halvguder, satyrer, nymfer osv. Og det var dejligt engang imellem at mindes sit gamle liv. Selvom Xavier's ikke ligefrem var til at prale over, men sådan havde de fleste halvguder det nok. Men selvom han nogle gange var misundelig over alle de mennesker der levede uvidende har i verden -hvor deres største problem var hvad de skulle have på af tøj- Elskede han sit liv, og ville ikke bytte det med nogen andens.
Modsat stort set alle de andre Morfeus børn, som elskede at sove og havde rigtig let ved det, lå Xavier altid i flere timer og blev nød til at finde på ting til at underholde sig selv, indtil at han faldt i søvn, og så ville han selvfølgelig også vågne tidligt. Så derfor lå han jo også og var en af de eneste der ikke sov, selvom det ikke var specielt sent. Og der kunne sagtens komme en lastbill kørende igennem hytten uden at nogle ville vågne. Der var også nogle få andre der sad og snakkede, og sikkert også nogen udenfor eller noget. Men en stor del sov.
Det havde været en meget rolig dag, med de sædvanlige lejraktiviteter. Lidt bueskydning ,som man bestemt ikke ville være i nærheden af, når han øvede, Xavier var mildt sagt den værste bueskytte nogensinde. Men selvom det havde været en rolig dag, var det dejligt at ligge ned og slappe af.

/Anede virkelig ikke hvad jeg skulle skrive...Er mega død for krea...x3//

Påklædning: En piget pyjamas, fletning og nuttede kaninsutsko^^

Adrianna var gået tidligt i seng igen denne nat af mange grunde, man blev altid smukkere af søvn, hun kunne kæmpe bedre, hun kunne stå tidligere op næste morgen, hun var i dårligt humør som altid efter bueskydning og så kunne det være at hendes drømme ville blive lettere at forstå. Hun havde skyndet sig ud på badeværelset som den første, så hun ikke skulle stå i den uendelige kø. Hun havde taget nattøj på, gabt påtaget og smuttet under dynen. Hun lå i få minutter og lyttede til nogle af hendes brødres snorken, inden hun selv blev hevet ind i en ubehagelig drøm. 

Adrianna satte sig hurtigt op i sengen og bankede hovedet op i loftet, da hun lå i øverste køje. Hun gispede, hjertet bankede afsted og hun havde koldsved. Hun havde grædt i søvne og mange af hendes pyntepuder, var faldet ud af sengen. *Det her kan ikke fortsætte*, tænkte hun bedrøvet. Hun rystede overalt på kroppen, men det var heller ikke underligt i forhold til de forfærdeligheder, hun lige havde været vidne til. Hun var ikke i tvivl; drømmende var ikke bare drømme, de var virkelige og overbevisende, som om at de gerne ville have, at Adrianna lagde mærke til dem. Det var ikke første gang, at hun havde vågnet på den måde, de sidste mange dage havde hun været plaget af sådanne drømme. Sengen knirkede, da hun krøb hen til stigen, som førte ned til gulvet fra sengen. Hun ville ikke vække hendes halvsøskende; de så så afslappede og uvidende ud selv af halvguder at være.  Hun lukkede døren sagte efter sig og kom ud i den kolde efterårs luft. Hun vidste, at hun ville blive nødt til at betro sig til nogen i hvertfald sine bedsteveninder Melodie og Clarisse, men de var så optagede af træning og hyggelige ting, at hun slet ikke havde lyst til at dele det med dem; hvilken veninde kunne finde på at ødelægge deres humør med en drøm, der sikkert ikke var noget særligt. Men så alligevel... Pludseligt fik hun en idé, noget hun skulle havde gjort for langt tid forinden. Hun styrtede målrettet over mod Morfeus hytten på sine hvide kaninsutsko. Hun bankede hårdt på, mens hun nervøst overvejede, om det var en god idé. Det var jo Morfeus hyttens dør, hun bankede på! De sov jo sikkert. Men så blev døren åbnet. 

//synes at du lavede en god start, homie //

Xavier kunne hører flere og flere små bump, fra folk der faldt om i deres senge. Ikke fordi de besvimede, men det var som om at de havde en eller anden alarm i hovedet der bare sagde "sov" og så sov de. Sådan burde Xavier måske også have det, men et underligt barn det var han jo. Selvom han havde boet 10 år i lejren, havde han ikke nogen specielle evner. Der var mange der havde været her i kortere tid, der havde mange flere evner end ham.
Da der var gået 10 min, sov alle i hytten undtagen hamselv. Man kunnne tydeligt høre den kraftige snorken, selv fra nogen af pigerne. Eller måske mere, især fra nogen af pigerne. De lå med arme og ben ud over sengen, og savlede, snorkede, snakkede i søvne. Det var sjovt så anderledes de så ud når de sov, end når de var vågne. Men der var selvfølgelig ikke noget galt med det, han lignede sikkert selv noget der var løgn, når han endelig sov.
Da det bankede hårdt på døren, troede Xavier først at han havde hørt forkert. Hvem og hvorfor ville nogle komme forbi lige Morfeus hytten på dette tidspunkt. Men selvom han ikke forstod hvorfor der blev banket på. Var han hurtigt oppe, og på vej hen til døren. Han havde lagt sin bog, og han havde t-shirt og jeans på. Han havde slet ikke tænkt på at skifte til nattøj, da han havde lagt sig til at læse. Han gik hen mod døren, uden tanke for at vægge de andre, for uanset hvor meget han larmede, ville de ikke vågne.
Da han åbnede døren, havde han forventet at han ville se en tom plads, og at han bare havde hørt forkert. Men der stod en. En pige, med pyjamas og kaninsutsko. Hun lignede ikke en der ligefrem havde haft en fantastisk søvn, og hun så lidt udmattet ud. Det måtte alligevel være køligt på denne tid af aftenen. Han stod lidt og betragtede hende, uden helt af vide om hun egentlig var der. Men blev enig med sig selv om, at det var hun altså. Så han åbnede døren for hende. "Hej, øhm, vil du ind? Det må være koldt at stå herude i kulden?" Han tænkte ikke rigtigt over om han skulle præsentere sig. Det kunne vente til at hun var inde i varmen. Og de kunne snakke ordenligt, hvis det var det hun ville. Han vidste ikke engang om det var ham hun ledte efter, hvorfor skulle hun overhovedet lede efter ham.

/Jaaa, det er jeg glad for xD//

Adrianna slog armene om sig selv, det var ikke helt varmt. Efterårs vinden blæste gennem hendes tynde natbluse. Hendes tænder begyndte at klapre, og hun begyndte at overveje at gå. Hvad lavede hun også her uden for døren til Morfeushytten på dette tidspunkt? Men hun blev alligevel stående, dels pga at kulden nærmest havde stivnet hende, dels pga den drøm der hjemsøgte hende. Det var for vigtig en drøm, hun kunne ikke bare slå den hen. Da hun skulle lige til at vende sig om og gå, blev døren åbnet. En dreng på nogenlunde hendes alder stod i døren. Han kiggede undrende på hende, og hun kiggede undrende på ham. Men det var ikke underligt, at han sendte hende sådant et blik; hun havde knyttet hænderne, hendes knoer var helt hvide og hendes øjne svømmede, som om at hun stadig var inde i drømmen. Hun lignede formegentligt jaget vildt, men det var nu ikke helt væk fra sandheden. Hun blev lidt forlegen, da de bare stod og stirrede på hinanden og meget lettet, da det ligesom også gik op for ham, at de begge stod og stirrede. "Hej, øhm, vil du ind? Det må være koldt at stå herude i kulden?" Spurgte han, og Adrianna syntes allerede godt om ham. "Hej med dig! Jo tak..." Sagde hun md let fransk accent og smilte til ham, hun priste sig selv lykkelig for, at han lod hende komme ind. Hun gik forbi ham ind i hytten. Hun nød varmen omfavne hende og varme hende, hendes kinder fik ligeså stille en blussende rød farve, og huden var ikke længere stivnet. "Her er hyggeligt", sagde hun med dæmpet stemme, det ville være så pinligt, hvis hun kom til at vække nogle af beborerne. Hun kiggede sig omkring, det var jo en meget hyggelig hytte. Det var tydeligt, at her var søvn vigtig.  Hun slog ud med armene, lidt genert det var jo også lidt specielt bare sådan at komme brasende og sagde: "Undskyld at jeg kommer uanmeldt, men kan du hjælpe mig? Nå ja jeg var lige ved at glemme at præsentere mig. Adrianna, stolt datter af Poseidon. Bare kald mig Dria." Hun fik et glimt i øjet og et "her-er-jeg" smil klasket i ansigtet Hun kunne ikke lade være, 
man var vel en smule kæk. "Du er vel forhåbentligt søn af Morfeus, ikk'?" Spurgte bare for en sikkerheds skyld.

Xavier fulgte efter pigen ind i hans, så vante hytte. Da hun takkede ham, kunne han tydeligt høre hendes franske accent. Ikke fordi at den franske accent var specielt tydelig, men det var alligevel noget man lagde mærke til. Han forstod ikke rigtigt hvad hun lavede der, men den forklaring kom nok senere, selvom han dog ikke forstod, at hun ikke havde spurgt efter nogen. For det kunne vel ikke være ham, som hun ville snakke med. 
Hun så ud til at få varmen, men hun havde stadig et anstrengt, træt og måske bange udtryk malet i ansigtet. Men det var næsten ikke til at se, og Xavier var meget i tvivl om hvilket udtryk det egentlig var i hendes ansigt. Hun begyndte at tale. Xavier havde været så opslugt af sine tanker, at han fik et lille chok, ved lyden af hendes stemme. Selvom den dog, var meget lav.
Og da hun præsenterede sig selv, stadig med lidt dæmpet stemme. Det virkede som om at hun var bange for at vække de andre halvguder i hytten. Kunne Xavier ikke lade være med at grine. Ikke på nogen dårlig/ond måde, men mere sådan et fnisene, glad hyggegrin. Det var rigtig sødt af pigen, at tænke på de snorkene og savlende halvguder der lå rundt omkring. "Bare rolig, du kan råbe, danse og rive huset ned uden at nogen af de her sløve halvguder vågner. Du behøver slet ikke tænke på om du kommer til at vække dem!" Mens han snakkede, havde han et glad tandsmil malet i ansigtet.
Han rakte sin hånd frem som en hilsen "Velkommen til mit smukke domæne, Adrianna datter af Poseidon. Jeg er Xavier Thimothy, men du kan bare kalde mig Xavier. Nogle af mine venner kalder mig også Xav, det er du også velkommen til. Jup, jeg er søn af Morfeus." Han pegede hen mod sin køjeseng "Hvis du vil sidde, er min seng der. Undskyld at der ikke rigtigt er andet, men her i sovehytten har man ikke brug for så meget andet end senge" Han smilede, og gik hen mod sin seng, og satte sig.
Han fik et lidt forvirret udtryk malet i ansigtet. Hvad kunne han hjælpe hende med? "Øhm, jeg vil da rigtig gerne hjælpe dig, men hjælpe dig med hvad?"

/Håber at det er smukt nok, til min smukke twin//

Adrianna grinte melodisk af drengens foreslag om at rive Morfeus hytten ned. Hun kunneikke lade være med at tænke på den gang, Ares børnene prøvede præcis det samme på Poseidon hytten. De lugtede af fisk resten af ugen. Adrianna tog hans fremstrakte hånd og klemte den ligeså stille. "Hyggeligt at møde dig Xavier, søn af Morfeus, lige hvad jeg mangler," sagde Adrianna handlekraftigt. Xav tilbød hende at sætte sig ned på sin seng, og Dria tog taknemligt imod tilbuddet. Hun gik hen til den seng, han kiggede på, og satte sig ned. Den var utrolig blød, og Dria kunne ikke lade være med at ae betrækket.

 Xav satte sig ned ved siden af hende, og hun granskede tavst hans ansigt. Hun var ikke helt sikker på om hun kunne stole på ham. Han virkede venlig nok, hun havde ikke andre, hun kunne betro sig til, han kunne formegentligt noget med drømme, og hvis drømmen var, hvad hun troede, så handlede det jo ikke kun om hende, det var også hans liv og alle andre i lejren, staten, kontinentet og verdenen... Hun blev nødt til at komme ud med det, det var hendes pligt. Men hun kunne ikke, hun kunne ikke få ordene over sine læber, hun var skrækslagen, og hvis hun fortalte drømmen ville hun ikke få stemningen, atmosfæren med, drømmen ville miste dens betydning. "Kan du måske se mine drømme? Hvis jeg falder i søvn igen?", spurgte hun bønfaldene. Hun var sikker på, at hun ville få den drøm igen, hun havde kun drømt den i flere uger.

Xav kunne ikke lade være med at smile da Adrianna grinte. Han elskede at få folk til at grine og gøre dem glade, så lyden af hendes grin var lige hvad han havde brug for, for at have lyst til at hjælpe hende, hvad det så end var hun ville have hjælp til. “Jeg er da glad for ikke at skuffe dig, med min gudelige forældre, men.. Hvad er det ligepræcis jeg skal gøre?” Han kiggede spørgende på pigen og ventede på et svar, det fik han så også.
Han blev lidt nervøs da hun undersøgte hans ansigt, men hun besluttede sikkert om hun troede at han kunne hjælpe. 
Da hun snakkede igen, fik han et lille chok. “Øhm, jo det tror jeg godt. Jeg kan godt se andres drømme når de lader mig se dem. Og jeg kan også sagtens hjælpe dig med at falde i søvn. Er du sikker på at du godt vil det her? Altså nogengange, når jeg prøver at se andres drømme, kan jeg også godt komme til at se lidt andet, det er svært at styre. Og for at jeg skal kunne se drømmen, skal du give mig hundrede procent lov.” Han kiggede hende i øjnene, for at blive sikker på om det var det hun ville. “Og hvis det handler om at tyde en drøm, er det ikke mit speciale, men jeg kan godt.” Han smilede. “Hvis du gerne vil, skal du bare lægge dig her i min seng, tænk på drømmen du gerne vil drømme. Og så skal jeg nok sørge for resten”.


/Undskyld at jeg har været ALT ALT ALT for lang tid om at svare, men har ikke haft tid. Og undskyld længden, er ret ukreativ… Men jeg tænkte, hvad havde du tænkt dig at drømmen skulle betyde… For jeg kan jo ikke rigtig bare gætte?//

/Det er helt i orden Xav! Hvis man har travlt, så har man jo travlt ikk'? Bare rolig, har tænkt det igennem^^/

Adriannas havblå øjne stirrede intenst ind i Xavs. Hun brød sig ikke rigtig om ideen, om at Xav skulle se hendes drømme, især ikke hvis der var en risiko for, at han så mere, end han skulle se. Hun ville nok ikke engang bryde sig om det, hvis det var hendes veninder Melodie eller Clarisse, der skulle gøre det, ja ikke engang hvis hendes kæreste Collin skulle gøre det, men hun havde på fornemmelsen, at Xavier ikke ville drage nytte af, at hun åbnede sig på den måde overfor ham, og det var måske livsnødvendigt. Hun lukkede øjnene, i noget der virkede som en evighed, og lukkede dem så til sidst op med viljestyrke i blikket. "Jeg vil gøre alt for, at du skal se det her, jeg kan ikke selv forstå den, men jeg kan mærke truslen i den," sagde hun tillidsfuldt. Hun skævede hurtigt til Xaviers blød udseende seng og lagde sig så roligt ned på den. Under normale omstændigheder ville det være underligt, men mellem alle de sovende halvguder og i nattøj ville det nok gå. Hun følte sig lidt som Tornerose, som hun lå der med røde kinder, det lange blonde hår som en glorie om hovedet, de havblå øjne der stirrede intenst og med tanken i hovedet, om at hun nærmest skulle sove i hundrede år. "Tak", hviskede hun sagte og lukkede så øjnene.
Med det samme blev hun kastet ind i en drøm. Lige på ansigtet.
 
Hun blev grebet af stemningen. Man kunne nærmest lygte angsten. Hun stirrede på fire... Romere? De var i hvert fald ikke klædt græsk, men det der mest fik hende lyst til at krybe væk, hvilket hun også ville havde gjort, hvis hun ikke var frosset fast, var at de ikke ejede nogle ansigter. Der hvor ansigtet skulle havde været, var der bare sløret. Hun kunne mærke, at de ville udgøre en trussel, men slet ikke i forhold til hvad hele lejren stod overfor. Halvguderne bevægede sig ind i en gammel træhytte, som var sunket godt sammen. Man fulgte dem med ind i den lille hytte. Adrianna gispede forskrækket, da hun så nogen stå inde i hytten, hun syntes, at hun genkendte dem. Hun forstod ikke, hvorfor hun gispede, men alt var virkeligt skræmmende. Pludselig ændrede det hele sig. Hun skreg af smerte. Hun var oplyst af flammer, men ikke ligesom hendes venindes Mels flammer, de her var onde, ustyrlige og smertefulde. Hun blev blændet, men hendes øjne blev spærret op, og hun stirrede ind i et par kæmpe røde øjne, der var optændt af blå flammer. Hun vred sig og pludselig blev hun efterladt i mørke og tomhed. Det eneste der var tilbage, var lyden af en ondskabsfuld stemme, der rungede leende i hendes hoved. Hun krøb sammen på den kolde jord i fosterstilling, mens hun holdt sig for ørene og skreg for at holde ondskaben væk fra hendes sind.
 
Der slog hun øjnene op, satte sig op i sengen og slog hovedet op i overkøjen, præcist som hun havde gjort i uger forinden. Hun havde koldsved overalt, og hun håbede bare, at Xav kunne hjælpe hende med at finde ud af, om hun bare var uheldig at få mareridt hele tiden, eller om dette var et varsel, og om han kunne få dem til at forsvinde.