Old friends? ~ Adrianna

Tid: Lidt over middag.
Sted: Staldene.
Omgivelser: Pegasusserne.
Vejr: Koldt udenfor.
Årstid: Vinter.
Dag: Søndag.

Dorothy havde hele morgenen gået og tænkt på, at tage i stalden ned til pegasusserne. De var nogle af de smukkeste væsner, syntes hun. De var simpelthen så smukke. Eftersom det var blevet vinter og derfor koldt udenfor, så havde hun taget en sort rullekraves strik på, et par sorte og tætsiddende jeans og et par læder støvler, hvor snørebåndende ikke ligefrem var bundet med omtanke. Hun følte sig godt tilpas derinde, så selvfølgelig ville hun derind. Hun gik ned af den lange gang og kiggede smilende på de forskellige pegasusser. Der var dog én speciel pegasus, som hun rigtig gerne ville besøge. Langsomt satte hun sig ned på en stol, der var lige ved siden af den sidste boks, hvor hendes absolutte yndlings pegasus forholdt sig. Hun kiggede op på hende og smilede stort og bredt med de letlyserøde læber. Hun sad ellers og betragtede det smukke væsen, imens hun stadig var i gang med sin morgenmad, hvilket bestod af noget grønt.

Påklædning: Klik klik!


Adrianna hankede op i sin lille taske. Den var fyldt op med alverdens ting - fra bøger til sukkerknalder - så alt var hele tiden lige ved at ryge ud.
Hun havde brugt hele dagen på at øve sine evner, hvilket var rigtig svært for hende, (da hun aldrig før havde prøvet at manipulere med is), og var nu på vej mod sit terapeutisk-virkende område, som Chiron så fint havde udtrykket det.
Hun hoppede af glæde rundt i sneen.
 Hun havde lært en del vigtige ting på sin første mission; en af de vigtigste: Elsk hvert et sekund af dit liv - især hvis man var halvgud, så var liv ikke det man havde mest af - eller carpe diem om man ville. Der var også den lidt enklere grund til hendes glæde, hun elskede sne, selvom at det var så pokkers koldt.
Hun lagde dog bånd på sig selv da alle de andre halvguder ude i sneen begyndte at ligge mærke til den lave, overglade halvgudinde.
Det trak i hendes mundvige da hun så alle de unge og elskende halvguder og -gudinder, der kyssede, krammede, legede eller bare småsnakkede med hinanden i hånden; de fik hende til at tænke på sin egen kæreste, Collin, og til a savne ham, selvom at han bare boede en hytte væk.
 Hun nåede endelig til sit personlige wellness-center og stoppede et øjeblik op for at beundre de mange udskæringer i træ, der forestillede forskelige helte, der bekæmpede monstre og de mange bevingede heste. Nu da det var juletid, havde harpierne selvfølgelig også sørget for, at der var masser af smuk julepynt. Gran, hjerter, stjerner og engle omkransede den enorme port.
Hun skubbede den op, glad efter sin lille gåtur.

Staldgangen var fyldt op med stressede halvguder, der summede rundt for at passe deres foretrukne pegasusser. Selvom at stressede halvguder måske ikke lød så behageligt, var det ret afslappende; Adrianna regnede med, at det skyldtes den ADHD, alle halvguder havde. Det føltes nærmest som om, at den dæmpede summen og småsnak lullende en til ro.
 Radioen kørte som baggrundstøj på en julekanal, så alle halvguderne kom i stemning og nynnede med.
Adrianna fandt hurtigt den boks, der tilhørte sin yndlingspegasus og gik derhen. Hun blev budt velkommen med en vrinsken og en dyb stemme, der sagde: "Hej frue, har du nogle sukkerknalder med til mig i dag?"
Det spjættede i den blonde halvgudinde - hun ville aldrig vænne sig til, at hun egentlig kunne snakke med alle former for heste - men hun skyndte sig at svare med sin lyse og let franske stemme: "Hej Silver, glædelig jul! Selvfølgelig har jeg da det! Det har jeg jo altid ikk'?"
 Hun kiggede på en høj, smuk og usædvanlig sølvgrå hingst.
Hun trak en lille skammel hen til boksen og lod den bevingede hest gnaske af sin taske, selvom at hun var klar over, at hun formegentligt ville mangle en eller to sider fra sine bøgerne i morgen.
Hun fortalte hurtigt sin situation til en af sine nærmeste venner og bare slappede af.
Ved et tilfælde drejede hun sig lidt om og fik øje på noget, en som hun aldrig havde regnet med at se igen. En hun havde troet, hun havde efterladt i Frankrig.
 Det kunne umuligt være hende, det var sikkert bare en pige der lignede. Men det vidste hun godt selv var løgn; Hun var usædvanlig køn. Det var de fleste halvguder - det var ikke et tilfælde at vendingen fandtes: Han/hun ligner en græsk gud/gudinde, men hun havde noget specielt over sig; hun var ikke bare køn hun var også unik og havde en charmerende aura omkring sig - man var i hvert fald ikke i tvivl om, hvem hendes gudeforælder var.
 Hun overvejede et øjeblik bare at liste stille væk uden at gøre opmærksom på sig selv, men tog sig sammen. Hun kunne kun få et enkelt ord ud, der var så lavt, at hun nærmest hviskede: "Dorothy."

// Undskyld ventetiden! Det trick din computer valgte at udføre, synes min åbenbart også var sjovt...//

Dorothy sad helt stille med det ene ben over det andet og hænderne foldet i sit skød. Sådan sad hun ofte, da det for hende, virkede meget behageligt at sidde sådan. Hun fortsatte med at sidde og betragte pegasussen, der virkede til, at være helt inde i sin morgenmad og det lod til, at hun var meget sulten. Et lille grin undslap Dorothy's læber og hun rejste sig op for bedre at kunne klappe den hvide hun. Hun rakte helt blidt ud og strøg sine fingre igennem den lange og matte manke. 
"Er du meget sulten?" spurgte hun nærmest som en hvisken, så det kun ville være hunnen, der kunne høre det. Selvfølgelig kunne hun ikke tale med hende, men samtidig følte hun, at der var et hvis bånd imellem dem - nok fordi, at det altid var denne hun, som Dorothy besøgte, når hun besøgte staldene. Det var ikke så tit, men hun kunne rigtig godt lide at være der, specielt blandt de smukke hunner. Hvis hun ikke følte for at være sammen med de andre halvguder eller halvgudinder, så tog hun tit hertil for at få ro. Hun kunne sagtens tage andre steder hen, hvilket hun da også gjorde, men hun kunne nu også rigtig godt lide, at være blandt de smukke væsner, selvom hun ikke kunne tale med dem, f.eks. ligesom Poseidon's børn kunne. Hun havde oplevet det før, men det var også det. Hun var ikke misundelig eller noget på dem, for sådan var det jo bare. Der var også mange ting, som hun kunne, som de så ikke kunne. Det var nogle af lighederne mellem at være halv gud eller halv gudinde og så det at være et normalt menneske. 

// Woops, der kom meget fra dig der, den havde jeg ikke lige set komme xD
- Har ikke lige den bedste kreativitet lige nu .. .

Adrianna sad bare og stirrede på en af sine bedste minder fra sin barndom med tårer i øjnene.
 Hun syntes selv at det var åndssvagt; det var jo ikke fordi at
de nogensinde havde skændtes eller noget men alle hendes tanker, minder og erindringer strømmede ind over hende: Da hun mødte en ny pige og brugte standart sætningen: "Skal vi lege?", da de løb rundt hjemme hos hende, hendes første ridetur, hendes plejeforældre og da hun skulle sige farvel til sin første bedsteveninde. Adrianna satte hurtigt et smil op - der for de fleste mindede om en varm sommerdag på stranden - og rystede de triste og sentimentale tanker ud af hovedet. Hun vidste dog stadig ikke, hvordan hun skulle sige hej, om hun egentlig skulle, eller hvordan Dorothy ville reagere.
Hun var pludselig ikke i julehumør længere.
Hendes delte sind og tanker blev pludselig afbrud af en munter stemme: "Frue, er der ikke flere sukkerknalder? Du bliver altså nødt til at tage flere med! Hmm... Du vil forhåbentligt ikke ud at ride vel? for mine hove..."
Adrianna nussede hurtigt Silver mellem øjnene og bestemte sig så for ikke at være sådan en tøsehalvgudinde.  Hun rettede lidt på sin skjorte og gik så hen bag sin gamle veninde og prikkede hende hurtigt på skulderen. "Hej med dig! Jeg hedder Adrianna," sagde hun for sjov, for at se om Dorothy kunne huske hende. 

//Min kreativitet bestemte sig åbenbart for at komme på besøg før, men nu er den vist smuttet igen... :/ //