I'm Back!...I Think! - Adrianna

Adrianna slog en hurtig og voldsom rytme med foden. Mellow trådte ind i arenaen og sendte Adrianna et blik. Der var ingen tvivl, Adrianna skulle finde på noget. Hun var spændt til bristepunktet, selvom at det ikke var hende der stod i arenaen.
 Mod en Mars søn. Med et spyd. Hun ville havde hvilet sin hage i sin hånd, hvis det ikke havde været for det sejlgarn, der snørede hendes hænder på ryggen. Der var nogle drenge bag hende på en lidt højere tribune, der var meget interesserede i hende, hun var "den mystiske græker, der sloges mod en masse halvguder," de rev hende i håret, kiggede om hun havde nogle lommer og prøvede hele tiden at få hendes opmærksomhed. De var uden tvivl Merkur drenge. Tilsidst vendte hun sig om og gav dem et dræberblik. Det eneste der manglede, det var, at hun hvæsede, så ville man kunne forveksle hende med en sulten tiger. De hoppede i sæderne og blev tydeligvis forskrækkede. Hun vendte sig tilbage med en blanding af afsky og tilfredsstillelse i blikket. Sådan nogle tøsedrenge.
Hun rystede på hovedet; hun tænkte på alt muligt andet, end hun skulle! Mellow var i gang med en kamp på liv og død, og hun sad bare og skræmte et par lommetyve. Men hvad kunne hun gøre? Hun var bagbundet, bevogtet og i princippet hvis hun var så sindssyg at prøve at flygte, ville hun nok ikke nå særligt langt, inden at hun opdagede en af Merkur drengenes spids kompetencer: At løbe.
Hun sad og grublede, mens Mel holdt sig i live. Det var næsten svære at kigge på end at kæmpe. Det var jo noget, man brugte som tortur ekstra korrupte steder i Rusland ikke? Så slog det hende! Hun kunne... Hun kunne... Forvandle sig til en hest! De skulle bruge noget, som de hurtigt ville kunne komme væk på!
Men hvad Hades kunne de bruge det til? Adrianna var bagbundet! Pludselig lød en stemme i hendes øre: "Skynd dig! I har ikke meget tid. Undskyld Adri! Jeg ville havde hjulpet jer, men jeg blev skubbet væk". Adrianna kiggee sig forskrækket til siden. Nate var hendes fangevogter! Adrianna nikkede, hun kunne ikke sige noget, hun var helt paf. Nate begyndte så diskret som overhoved muligt at binde hendes reb op. Det var utroligt, hvordan hans store grove hænder havde så let ved at binde det op. Da hun endelig kom fri, mærkede hun efter, om hendes håndled stadig virkede.
Hun gjorde tegn til, at hun ville rejse sig op, man skule ikke gøre det før, at man var sikker på, at nu var nu, ellers ville man tiltrække sig opmærksomhed fra ALLE, men Nate virkede som om, at han bare ville blive siddende. Der gik det op for hende: Hvis hun gik nu ville det blive sidste gang at hun ville se ham som i nogensinde Han ville aldrig passe ind i halvblodslejren og han havde aldrig gjort det. Han forstod hendes tænksomme ansigtsudtryk, sendte hende et forfærdet ansigtsudtryk og hviskede bare: "Gå nu! Jeg håber, at I bliver store heltinder dig og Mellow. Sig at jeg... Sig at jeg er ked af det til Mel." En tåre gled ned af Adris kind, og hun tog hurtigt Nates hånd, "dæk over mig". Hun rejste sig hurtigt op. Som hun havde regnet med, drejede alle deres hoved mod hende. Hun tilkaldte alle sine kræfter, mange troede at når man forvandlede sig så smertede det, men sådan var det slet ikke, i hvert fald ikke for Adrianna. Det føltes som om, at hun et øjeblik var begge dele, halvt hest halvt menneske. Så tog heste delen over og hendes skikkelse ændrede sig. Hun mærkede energien strømme igennem sig, og hun vrinskede højt og stolt. Nate og alle andre kiggede forskrækkede og betagede på hende. Hun kunne ikke få fodfæste eller i dette tilfælde hovfæste, så hun sprang ned fra tribunen ned over den og de halvguder, der sad der. Hun havde aldrig før prøvet at forvandle sig til en hest, så hun skulle lige finde sig til rette. Hun stod nede i arenaens sand, Mel havde lige spiddet sandbundet med Marssønnnens sværd. Adrianna var helt hvid, og hendes man var flettet med blomster, nok på grund af den blomsterkrans, hun havde på hovedet som menneske, og der var noget over hendes glinsende pels, der udsendte et regnbue skær. Hun stejlede og travede lidt rundt i arenaen, bare for at skabe lidt ærefrygt. Pludselig red hun så tæt på Mellow, at Mel havde en mulighed for at hoppe op på Adriannas ryg, og uden at ænse om nogen sad på hendes ryg, galoperede hun i fuld fart hurtigere, end hvad en normal hest ville kunne løbe, ud af arenaen. Hun håbede bare, at hun ville kunne nå ud af den romerske lejr uden at blive overhalet af en eller anden. Hun kiggede hurtigt bagud og så Reyna og nogen andre på pegasusser og enhjørninger. Psyko bitch!

Et koloenormt kræ stoppede op foran Melodie og hun spærrede forskrækket øjnene op. Hvis ikke hun havde vidst det var Adrianna ville hun aldrig været hoppet op på den så hurtigt som hun gjorde med alle deres ting i hænderne. De galopperede af sted ud af lejren forfulgt af en masse vrede lejrdeltagere. "Hurtigere, vi er ved at slippe fra dem," opmuntrede Melodie efter hun havde taget sin kniv ud af munden. Brølende bag dem syntes at forsvinde længere og længere væk. De stoppede ved en strand efter at have reddet i ca. et kvarter - tyve minutter og Melodie steg lykkeligt af hesten. Hun tog sin jakke af, lagde den på sandet og tog derefter sin skjorte af så hun kun havde sin Call of duty T-shirt tilbage. Hendes skjorte bandt hun om livet og satte sig på sin jakke. Et par meter fra vandkanten. Der var en masse træer bag dem så de lå godt i dække hvis nu romerne stadig var efter dem. Himlen var efterhånden blevet ret mørk, og spejlede sig i vandet der nærmest virkede sort. Stjernerne foroven glimtede og gjorde hende som sædvanlig tryg. Melodies elastik tog hun ud af sit hår og satte om sit håndled. Hendes bølgede, brune hår faldt ned om hendes skuldre og omfavnede hendes ansigt. De fleste ville nok mene at det var ret køligt, især når Melodie kun var iført en T-shirt, men efter hendes lille kamp og stunt med lysende øjne. Følte hun sig ret så overophedet. "Jeg ved ikke med dig, men jeg er dødtræt," mumlede Melodie til Adrianna og kiggede ud mod havet. De rolige bevægelser i det mørke vand, gjorde hende rolig og hendes puls sænkedes. Efter hendes vilde adrenalinkick fra før, følte hun sig nu helt udmattet, og kunne ikke overskue andet end en lur på 135674 år.

"Jeg tager et hvil, Adrianna. Væk mig hvis der er noget," sagde Melodie lidt højere for at få Adriannas opmærksomhed. Hun gemte sin kniv i sin jakkes ærme og lagde sig på den og placerede sit hoved på sin rygsæk. I starten lå hun med øjnene åbne og betragtede nattehimlen med et skævt smil. "Mand, den her dag har været skør ikk'? Jeg kan ikke fatte alt det her der er sket... jeg mener; jeg er bare en normal pige fra London," smilede Mel og flettede sine fingre sammen. "Jeg kan se Karlsvognen," bemærkede hun og pegede op på himlen. "Og der er Cassiopeia!" Hun grinede en let latter. Efter nogen tid lukkede hendes øjenlåg langsomt i og hun var borte i drømme, der fandt sted i et helt andet univers..

Adrianna satte i fuldgalop, så hende og Mellow fløj afsted. Jorden var meget ujævn, så Ria blev ret nervøs for pludselig at træde i et skjult hul for at vælte. Reyna og de andre forfølgere sakkede mere og mere bagud for til sidst kun kunne ses som så prikker. Adrianna lavede et par bukkespring af glæde uden at tænke over, om Mellow kunne holde fast. Adri regnede ikke med, at forfølgerne kunne indhente dem længere, så hun slog over i trav. pludselig sank hendes hove ned i noget blødt, og det gav beroligende dryssende lyde, hver gang hendes hove dunkede mod underlaget. De var på en strand. Solen var begyndt at gå ned, og en hel masse træer stod og svajede i den lune aften brise. Himlen var helt rød.
 Det her var deres sikre sted, det kunne man fornemme. Adrianna lod Mellow glide ned fra sin ryg. Adri blev pludselig nervøs. Hvad hvis hun ikke kunne forvandle sig tilbage? Hvordan skulle hun gøre det? Det var ikke så slemt, som hun troede, hun skulle bare tænke, at hun gerne ville være menneske igen. Hvis hun kunne forvandle sig så let som ingenting til en hest, kunne hun vel også komme tilbage. Problemet var bare: Havde hun egentligt lyst til det? Hun ville aldrig nogensinde blive jagtet igen af monstre, og heste havde jo ikke problemer. Hun kiggede hurtigt på Mellow, der slappede af i sin menneske krop, og blev pludselig sikker på, at hun aldrig ville bytte sin menneske krop for noget. Lige meget hvor besværligt livet var, så nød hun det.
Hun kom tilbage til sin menneske krop og stønnede af ubehag. Hendes ryg smertede, og hendes hår føltes som om, at det var blevet revet af op til flere gange. Da hun havde været i heste form, havde hun jo hverken sadel eller sejletøj på, så Mellow havde været nødt til at holde fast i Adris man, og Adrianna skrev sig lige bag øret, at hun skulle give Mel nogle ridetimer, når de ville komme tilbage til lejren. Det havde føltes som om, at en sæk kartofler havde hoppet op og ned på hendes ryg.
 "Jeg tager et hvil, Adrianna. Væk mig hvis der er noget," sagde Melodie så. Adrianna nikkede og smilede til sin veninde. Hun så ikke frem til endnu en vagt, hun var helt svækket, men det var Mellow sikkert også, og hun så også lidt frem til at tænke over tingene. "I er allerede det rette sted", kørte rundt i hendes hoved. Hun prøvede at regne ud, hvad hendes far havde ment med det. Sådan noget var næsten aldrig bogstavligt. "Mand, den her dag har været skør ikk'? Jeg kan ikke fatte alt det her der er sket... jeg mener; jeg er bare en normal pige fra London," sagde Mel så og brød stilheden. Adrianna satte sig ned tæt på Mellows hoved og tog hendes hånd. "Du er bestemt ikke en normal pige fra England, du er noget specielt", mumlede Adri kærligt til sin veninde og fortsatte så i et mere muntert toneleje, "og det her er i hvert fald ikke det skøreste, vi har lavet. Tro mig!" Hun følte en underlig ømhed og beskyttertrang overfor denne seje pige, og hun følte for første gang, at alt ikke var som i gamle dage. Det var bedre. Bare de fandt Mellows hukommelse, håbede hun modløst. Hun sad og nussede Mels pande, da hun pludselig kom i tanke om noget, hun havde lovet. "Mellow? Nate... Du ved godt, at han hører til i Jupiterlejren ikke?" Spurgte Adri forsigtigt, hun ville ikke ramme ømme punkter. Hun vidste ikke, om Mel sov, men hun håbede en smule på det.

"Mellow?" Melodie, der nær var faldet i en dyb søvn, åbnede sit ene øje. "Nate.." startede hun. Melodie sukkede lidt irriteret. Han havde jo været på hold med "fjenderne". Og han var bare forsvundet, da de var blevet fanget og smidt i fængsel. Og hvor var han egentlig da alle var mødt op for at se Melodie kæmpe til døden?! "Du ved godt han hører til i Jupiter lejren, ikke?" Spurgte Adrianna. Melodie satte sig op. Hun kunne mærke tårerne presse på, men ville ikke lade dem gå. Hun var ikke typen der græd, og havde ikke tænkt sig at gøre det nu. De vidste begge at han hørte hjemme her, det var jo derfor de havde hjulpet ham derop. "Selvfølgelig ved jeg det," svarede Mel lidt vrissende og fortrød det i samme øjeblik. Fedt. Hendes første forelskelse skulle selvfølgelig være håbløs. Det var typisk.. i Mel-style og det hele. Hun anede ikke hvorfor det gik hende så meget på, hun var jo godt klar over at det aldrig ville blive til noget og at de aldrig ville se hinanden igen. Melodie tørrede i en fart en tåre væk fra sin kind, og Adrianna havde forhåbentlig ikke set den. Melodie sukkede håbløst. "Hvor skal vi nu hen?" Spurgte hun i et forsøg på at skifte emne. Efter nogle minutter valgte hun at ligge sig til at sove, som det havde været hendes egentlige plan. "G'nat," mumlede Mel og lagde sig til rette. Hun havde det ikke varmt mere, så hun tog sin skjorte på og hev sin hue længere ned om ørerne. Hendes tænder klaprede og hun krummede sig sammen i fosterstilling for at finde lidt varme på denne kolde efterårsnat. Så kom Melodie i tanke om noget hun havde fundet ud af omkring sig selv for nogle dage siden. Hun var blevet bedre til at styre sine evner og var begyndt at lære dem at kende. Hun havde fundet ud af at hun med sin solevne kunne varme sig selv op. Melodie fokuseret på at finde varmen i sit indre og mærkede hvordan hendes krop blev et par grader varmere. Hun åbnede sine øjne og så at hendes krop glødede lidt. Nu 5 grader varmere faldt hun i søvn med en masse forvirrende tanker, der hærgede hendes sind.  

Hun betragtede det cirkelformede mål med et svagt smil. Vinden legede med hendes hår og kastede det i alle mulige mærkelige retninger. Hun var den eneste på bueskydningsbanen i dag. Smilet i de blå øjne var ikke til at tage fejl af. Pigen slap sit greb om pilen og betragtede den sno sig om sig selv på vejen mod målet. Hun elskede det, og kunne ikke være lykkeligere. Hun elskede at være hvem hun var, elskede hvor hun var, dem der var omkring hende.. hendes viden om hvem hun i virkeligheden var; hun behøvede intet andet. Halvblodlejren var hendes hjem og hun var endelig klar over det igen..

Adrianna veg tilbage for Mellows afvisende attitude. Hun var en meget følelsesladet halvgudinde i hvert fald overfor hendes nærmeste, så hun blev meget berørt, når nogen bare sagde noget med et strøg af utilfredshed. Men hun kunne godt forstå sin bedste veninde. Mel ville aldrig vise følelserne på den måde. Man skulle ikke misforstå det, Mel kunne sagtens være kærlig overfor andre og vise sympati, men hun kunne ikke vise de mere... sårede følelser. Adrianna skævede hurtigt til Mel og opdagede til sin forbløffelse, at Mel tørrede en tåre væk. Det var bare ikke Mellows stil!
 Adrianna lod som om, at hun ikke havde set det og prøvede at fortrænge det. Hun ønskede nu mere end noget andet, at alt ville være ligesom før. "Han... Han sagde undskyld til dig", sagde hun, nervøs for at Mel pludselig ville fare op af arrigskab. Mel skiftede hurtigt emne og spurgte om hvor de skulle hen. Adrianna sad lidt og tænkte over spørgsmålet. "I er allerede det rette sted". Hvad kunne han mene med det? En hel masse ting, men hun tog alligevel udgangspunkt i, at hendes far formegentligt havde ment fysisk. "Øh.. Mel jeg tror at hvad der end angreb dig er alt for tæt på". Det lød virkeligt uhyggeligt og angst fremkaldende, så hun skyndte sig at ændre det. "Ja altså, San Francisco er jo stor så nok ikke lige i nærheden som i: Sidder og lurer på os lige nu, men..." Hun blev bare ved med at plapre, det gjorde hun altid, når hun blev nervøs.
 Det gav et sæt i Adri. Den hånd, som hun havde liggende på Mels pande, begyndte lige pludseligt at brænde. Hun tog hånden til sig, men opdagede lige pludselig at Mel glødede. Hun blev først skræmt, men kom så i tanke om alle de gange Mel havde lyst op. Mel kunne sikkert ikke huske det.

De havde nu vandret lidt rundt i San Francisco i nogle timer uden et egentlig formål ; eller.. de håbede på dette "monster" tilfældigvis ville bumpe ind i dem hvis de gik længe nok. Fornuften længe leve! "Hey.." mumlede Melodie "Hey, hey, prøv lige at se det her." Melodie trak Adrianna med sig hen til en lygtepæl. Det var nu ikke lygtepælen der havde fanget hendes interesse, men det der sad klistret fast til den. "Et tivoli.. skal vi ikke tage derhen?" Foreslog Melodie med et glimt i øjet. Hun havde virkelig brug for at få slappet af. Hun var træt af altid at være på flugt og ville bare i to minutter tillade sig selv at slappe af og have det lidt sjovt. "Kom nu! Det kunne være så hyggeligt.. Der står det starter klokken 15," sagde Mel. "Lad os se at komme af sted!"

Melodie tog endnu en bid af sin Candyfloss. Forlystelsesparken holdt et Halloween-tema kørende og der var spøgelseshuse, grinende græskar og tåge over næsten hele parken. De havde prøvet næsten alt undtagen pariserhjulet, der også var det de havde tænkt sig at prøve nu. Melodie hev Adrianna med sig hen i den, underligt nok, ret korte kø. Faktisk var der ingen udover dem der stod i kø... Men det blev det vel kun sjovere af. Det var sikkert ligesom når man var de eneste i en biograf. "Kom." De betalte nogle mønter og blev blidt puffet ind i en kabine der hurtigt blev lukket. Gennem glasset kunne man se den mørke aftenshimmel. Faktisk.. var himlen nærmest sort. Natten var kun oplyst af gadelygter og lysende græskar og lyskæder. Man kom jo helt i stemning. De snakkede glad sammen mens de åd deres candyfloss. Kabinen var begyndt at føles koldere og Mel skuttede sig. Lydende af de larmende mennesker og skrigende børn meter under dem syntes at blive mere og mere utydelige. Melodie var først sikker på det bare var hendes fantasi så hun valgte at ignorere det. Hun hev sin hue op ad sin rygsæk og hev den ned om ørerne. Pludselig skete det uventede. Kabinen stoppede brat og hjulet gav et langt øreskærende skrig fra sig der var så højt at Melodie var tvunget til at holde sig for ørerne. Omkring 10 sekunder senere holdt den op. Hun lænede sig mod glasset for at se om nogen havde opdaget det endnu.

"Hvor er alle folk henne? Der var propfyldt før de kan da ikke alle forsvinde," hviskede hun med rynkede bryn. Glasset duggedes af hendes ånde mod den og hun rykkede sig et par centimeter tilbage. Tivoliet under dem var helt mennesketomt, et par af karrusellerne snurrede endnu. På ægte gyserfilmsmanér. "Her er ingen så.. vi er nødt til at finde en måde at komme ned herfra selv. Uden at dø," forklarede Melodie. "Jeg håber ikke du lider af højdeskræk."
"Okay.. jeg har en 'plan', men den er lidt risikabel," startede hun. "Vi bliver nødt til at klatre ned herfra," sluttede hun af og prøvede at lyde så opmuntre som overhovedet mulig.

"Jeg skal nok gå først," ofrede Melodie. Egentlig ikke et offer siden hun bare gjorde det for at komme ned på den sikre jord så hurtigt som muligt. De fik døren åben. *Okay det her... Guder, hvis I virkelig findes så sørg lige for jeg overlever ikke?* Hun smed sin taske ned på jorden først (godt der ikke var noget skrøbeligt i den) og svingede sig ud på ydresiden af kabinen. "Wish me luck!" Bad hun Adrianna. Melodies fødder var indtil videre sikkert placeret på den lille trappe til døren , men hun var klar over hun på et tidspunkt var nødt til at komme videre. "Du kommer når jeg er halvvejs nede," beordrede hun Adrianna og tog det lange skridt videre så hun nu stod stangen der var fæstnet til pariserhjulets kabine. Mest af alt havde Melodie lyst til at løbe skrigende væk. Hun var ikke højdeskræk, men hun tvivlede ikke et sekund på hun ville få det efter det her. *Dyb indånding*. Melodie snurrede en omgang og i stedet for at holde fast i døren holdt hun nu fast i en anden stang i siden på vognen. Et lille pib undslap hendes læber. Hun fjernede nu sine fødder fra stangen og hang i sine svage arme. Melodie hejste sig ned af det mekaniske rør, hun gjorde det i et roligt tempo og var flere gange ved at styrte i den kolde død. Da der kun var fire meter tilbage valgte hun at springe, da hun ikke kunne klare at bære sin egen vægt længere. Hun var i god form, men at skulle holde sig selv oppe i et kvarter i bidende kulde kunne hun bare ikke. Nu håbede hun bare det gik lige så godt for Adrianna. Parken lå øde hen. En mørk kold tåge havde lagt sig over den og Halloween temaet gjorde ikke just sagen bedre. Melodie skuttede sig endnu engang da vinden tog til. Hun hentede sin taske fra jorden og tog den på. Nogle af karrusellerne kørte stadig selvom ingen sjæl var til at spotte i miles omkreds. En knirken kunne høres fra de gamle forlystelser. "Vi må ud herfra.. jeg har en meget dårlig følelse.."

Adrianna kiggede op på det kilometerhøje udseende pariserhjul. Hun kunne ikke lade være med at blive mistænksom. Dette var trodsalt et omvandrende tivoli. Pariserhjulet var for stort og besværligt til at pakke ned og op og alt for dyrt, for det normale budget et omvandrende tivoli havde. Dette bygningsværk var kun noget, der var Hefaistos værdigt, tænkte hun med skinnede øjne. 
Hun slog det dog ud af hovedet, kunne det ikke være lige meget?

Adrianna kørte hånden over et meget blødt lædersæde, udsigten var fantastisk deroppe fra. Hende og Mel havde det så sjovt, som det overhovedet kunne blive, og Adri skyndte sig at snuppe lidt af Mels candyfloss.
Midt i et af Adris mange fnis udstødte det fantastiske pariserhjul en meget knirkende lyd. Adri faldt tilbage i sædet og holdt sig for ørene, hun kunne næsten høre sine tre knogler i begge øre knække og falde opgivende ud. Pludselig stoppede hjulet, og hun røg så over på Mels sæde. Hun rystede over hele kroppen, da deres vogn begyndte uhæmmet at svinge frem og tilbage. Hun brød sig ikke om situationen.
"Hvor er alle folk henne? Der var propfyldt før de kan da ikke alle forsvinde," hviskede Mellow, der havde trykket sin snude mod glasruden. Adrianna lod bare som om, at Mel ikke havde sagt noget. Hun var allerede utryk, og hun var kendt som hende med det lidt svage hjerte. Hun slog en lille latter op. Det var sådan, hendes venner i Avignon tiltalte hende. De skulle bare vide! Hun var ikke psykisk stærk og arrogant i forhold til mange af hendes medhalvguder, men hun var i hvert fald ikke lille og nervøs i forhold til mennesker.

Da Mellow sagde, at de ville blive nødt til at klatre ned, blev Adris øjne kuglerunde. Hun havde ikke noget problem med højder, men højder uden sele/hjælpemidler/sikkerhedsforanstaltning? Ikke lige noget for Adri, men havde de noget valg? Hun satte sig længst væk fra skydedøren, da Mel pludselig rev den op. Adri skulle lige til at bede sin veninde om at lade være og skrige af bekymring, da Mellow modigt og smidigt bevægede sig ud, men hun ville ikke skræmme sin elskede veninde, så hun måske ville miste fodfæstet.
 "Wish me luck!" Bad Mel halvt i spøg halvt i alvor. Adrianna smilede bare stramt til hende og sagde: Jeg er i gang på alverdens sprog, hvis du vil vide det."
Hun nikkede bare til Mels ordre og ventede lige så pænt på, at Mel var nede, hun havde ikke travlt.
Nu var Mel halvvejs nede, så Adri indså, at det desværre var hendes tur til at risikere at falde ned, hvilket nok ville være tilfældet for Adri, men hun kunne heller ikke blive deroppe, og desuden gav vognen hele tiden nogle små stød fra sig, så hun skar tænder af frygt. "Jeg håber, Hades har skiftet de dommere ud", mumlede hun for sig selv gennem sine tænder. Hun trådte forsigtigt ud af vognen og prøvede at efterligne Mellows bevægelser.

Hun hoppede de sidste metre og takkede guderne for, at hun ikke havde forstuvede en ankel på vejen ned. Hun kiggede sig omkring; der var mennesketomt, det eneste der manglede for at understrege, at de altså var et helt forkert sted, ville være en af de der runde ørkenplanter, som blev slæbt med af vinden, men de måtte nøjedes med et par uhyggelige græskar, der før havde set sjove ud og, en masse sand.
"Vi må ud herfra.. jeg har en meget dårlig følelse.." mumlede Mel.
Adri gav hende bare tavst ret, af en eller grund var hun bange for at tale for højt.

Deres fødder dundrede mod den sandede jord i et rask tempo. Ingen tvivl om de begge ønskede at nå ud hurtigst muligt. En børnekarrusel gav et klagende knirk fra sig idet Melodie gik forbi den. Endnu en af de pludselige vinde, der havde hærget siden alle forsvandt, kom og fik det til at gyse i hende. Hun ville have taget benene på nakken og løbet ud parken hvis ikke det var fordi en iskold stemme afbrød hendes flugtplan. "Jeg har ventet jer, halvgudinder," sagde stemmen med en vis ryst, der endnu engang fik hende til at gyse. Stemmen kunne ikke identificeres med nogle af de monstre de havde mødt indtil videre og der var ingen at se i miles omkreds. Og dog, Melodie turde sværge på hun havde set en mørk skygge bevæge sig hen over Det Hjemsøgte Hus. "Hvem dér?" Spurgte Melodie dumt. Hun kiggede på Adrianna. "Det skal du ikke tænke på. Jeg er blevet skabt for at tilintetgøre jer, så hvis I har nogle.. farveller at udføre så få det hellere overstået..hrmf, dødelige," åndede stemmen, der dryppede af ondskab. Melodies hjerne kørte på gled og hun forsøgte at forstå hvad der egentlig foregik. Hun var næsten sikker på at man kunne høre hvordan hendes hjerne knirkede og knagede. "Du har skabt det her?" Spurgte Melodie prøvende. "Det tog da sin tid! Nogle gange glemmer jeg, hvor langsomt opfattende og naive dødelige kan være. Ja! Jeg kreerede det her," buldrede stemmen endnu engang. Der var stadig ingenting at se. Men.. en skygge gled nu og da over de forskellige forlystelser og boder. "Så, det er, hvad det er. Var. En illusion. Alle de mennesker, var har aldrig, var de vel?" Gættede Melodie. Hun priste sig lykkelig for hun ikke havde fjernet sin bue fra sin ryg, hvis hun bare kunne få fat i en af sine pile... "Det stemmer, halvgudinde. Jeg måtte jo få jer hertil på en eller anden måde. Mar.. erhm, min herre gav mig muligheden for at tænke selv, modsat en masse andre tomhjernede uhyre jeg har mødt.. nævner ingen. Selvfølgelig!" Fortsatte den. "Mars? Hvem er..?" Inden Melodie nåede at færdiggøre sit spørgsmål lød et øreskærende skrig, der mindede om et overmenneskelig skrig. I stedet for at tage sig til ørerne som uhyret ønskede skyndte hun sig at tage fat i en pil fra sin taske, lige i tide nok. Fem sekunder efter var mørke over hende. Hendes øjne var stadig åbne, så hun regnede ud at førnævnte skygge havde kastet sig over hende. Et kort øjeblik, skiftede den form til et noget så frastødende væsen, men øjeblikket efter var det endnu engang en skygge. "Øh, Adrianna. Lidt hjælp ville være rart!" Råbte hun skingert. Hun strammede grebet om sin pil og borrede den ind i det, den hvæsede og veg tilbage. Melodie var selvfølgelig så dum at tro der var fri bane nu. Men hun nåede knap nok at rejse sig op før en voldsom vind hev fat i hende, fik hendes hår til at blæse i alle mulige skøre retninger, så det nærmest stod op. Vinden blev værre og værre, hendes bue blev blæst væk, det samme gjaldt deres tasker . Hylene indtog hendes øre og sneg sig ind i hendes i forvejen forvirrende hjerne. Hun troede først det var noget hun bildte sig ind, men ringen blev højere og højere og hun kunne til sidst ikke høre andet. Hendes hænder fór op til hendes ører . Mørke indtog hendes øjne og hun kunne intet se, selvom hun ikke havde lukket sine øjenlåg. Hun følte sig blind, og det fremkaldte al panik hos hende. En masse uægte scenarier kørte gennem hende hoved. Alle hendes elskede, hængt, dræbt på de mest brutale måder. "Du skal dø i slutningen af det hele.." hviskede en stemme. Hendes mor, der helt uvidende gik over vejen. Hun så ikke bilen der kom i høj fart mod hende... Hendes livline blev klippet over... "Stop!" Bad Melodie. Blod over det hele.. "Stop!" Gentog hun. Legemsdele flød.. "Stop nu.." En smag af salt bredte sig i hendes mund. Ansigtet var der. Den åbnede munden og hviskede: "Døden er nær.. Ingen overlever." Melodie forsøgte forgæves at genvinde sit syn, men hun så ikke andet end scenarier. Hendes mors ansigt ... rødt "STOP!" Skreg hun af sine lungers fuld kraft og rystede på hovedet. Alle de ting hun havde gjort, alt det hun fortrød gik gennem hendes hoved. De uægte scenarier holdt op, og alle de ægte tog til. Alt det hun ville ønske hun kunne gøre om. Uægte. Alle hendes venner al hendes familie. Døde. Myrdet. Ægte. Hun kunne have... "STOP! STOP! STOOOP!" Græd hun hysterisk. En sjælden følelse overtog Melodies krop. Frygt. Hun skreg af sine lungers fulde kraft og klemte sine øjne hårdt i. Ville hun nogensinde få sit syn tilbage? Var det blot endnu en illusion skabt af monsteret. Var han en form for mind-hacker? Scenarios-maker? Skabt af Mars... Hvem var Mars.

Melodies hjerteslag kunne ikke føles længere, hendes tilstedeværelse slog fra. De eneste hun høre var hylen og det eneste hun kunne føle var frygt, fortrydelse og håbløshed..

Adrianna stivnede, da hun hørte lyden af en menneskestemme. Nej det var ikke et menneske, dens stemme var alt for mystisk, raspende, hviskende og skummel. Hun blev skrækslagen, hun kunne godt klare monstre, man kunne se eller en direkte trussel, men når hun ikke kunne se sin fjende, føle den eller bare i det mindste vide om det var ægte eller ej, kunne hun ikke kapere det. Hun ville gerne hjælpe Mel, men i den her situation blev hun nødt til at acceptere, at Mel nok ville være bedst til at takle det her. Hun stod bare og så til, mens Mel tydeligvis prøvede at vinde dem tid og finde en måde at komme hurtigst muligt ud, væk, hjem på.
Pludselig nævnte hvad-det-nu-end-var noget med Mars, og Adrianna trak sit sværd i ren refleks. Mars var romersk gud, bestemt ikke nogen Adri ville bryde sig om. Hun havde endda sloges med en Mars søn, og hun kunne forestille sig, at far var værre end søn. Pludselig kastede tingen sig over Mellow, og Adri stod bare og så skrækslagen til. Det var en skygge, den kunne ikke gøre dem noget.
"Øh, Adrianna. Lidt hjælp ville være rart!" Råbte Mellow pludseligt. Adrianna hankede op i sig selv og begyndte at løbe over mod uhyret i høj fart og med draget sværd. Pludselig blev hun kastet til siden, som om at hun var en lille fjer. Hun følte, at hun blev ramt af noget stort, som bare kastede hende flere meter til siden. Hun ville havde skreget, hvis ikke det var fordi, vind fyldte hendes mund og susede for hendes ører. Hendes sværd blev slynget ad Hades til, og det var heldigt, at det ikke havde ramt nogen.
Hun prøvede at rejse sig, hendes ben svigtede første gang, men hun kom op i andet forsøg. "Tsk tsk... sikke I er skrøbelige! Men det overrasker nu heller ikke, guderne er mindst lige så skrøbelige, man skal bare puste til..." Monstret plaprede bare løs, det var tydeligvis glad for lyden af sin egen stemme.
Adri kiggede hurtigt på Mel for at tjekke, om hun var okay, det var hun tydeligvis ikke. Hun stod og svajede, mens hun bestemt sagde stop til noget, Adri ikke kunne se. Adri blev med det samme beskyttende overfor sin veninde og løb på sine bare fødder hen til den lidende halvgudinde.
Hun stod et øjeblik i rådvildhed og bare klynkede, da skyggen pludselig ramte hende. Men hun var klar; hun havde allerede forberedt sig, da hun så Mellow i den situation, så selv om skyggen var stærk, havde den ikke regnet med, at Adri var forberedt, så den faldt forbløffet tilbage. Hun greb hurtigt en af Mels pile og stod klar, anden gang skyggen ville gøre sit udfald. Den skreg af raseri og kæmpede som en tyfon. Men Adri havde en halvgudindes ynde, en lykkegudindes gunst og noget at kæmpe for. Hun så engang i mellem små glimt af forfærdeligheder, men hun blev ved med at overbevise sig selv om, at de ikke var ægte, og at hun bare skulle kæmpe videre.
Til sidst valgte skyggen at trække, sig mens den mumlede noget om uforskammede møghalvguder.
Adri kiggede medlidende på Mel og hjalp hende op, mens hun forbitret mumlede: "Vi har en høne at plukke med Mars!"

Melodie følte sig helt flov. Ja, hendes hjerne var blevet manipuleret med. Men at hun havde været så svag at hun et øjeblik troede på hvad der var for øjnene af hende. Det havde fået hende til at græde; og hun græd aldrig! Denne tur havde fået alle hendes dårlige sider frem og hun hadede det. Især dét at det var lykkede Adrianna ikke at blive skør. Mel måtte have lignet et skrigende barn, der ikke havde fået si vilje. "Mars? Hvem er Mars? Er det et andet monster?" Spurgte Melodie, helt forvirret Adrianna. Hun hadede at være så forvirret det var derfor hun hadede alle fag i skolen der indeholdt læsning... eller tal. "Og hvorfor ville denne 'Mars' være ude efter os? Hvad har vi gjort ham?.. Eller hende, jeg vil ikke kritisere nogen," rettede hun mumlende. "Hvor skal vi så hen nu? Har vi overhovedet en idé om, hvor dette hukommelsesstjælende monster befinder sig? Jeg er træt af at være så forvirret.." spurgte Melodie og kørte en hånd igennem sit hår. De havde fået deres tasker og var på vej til.. tja who knows? Himlen lå stadig badet i mørke og man kunne næsten ikke se en hånd for sig. Melodie var blevet så utrolig paranoid efter alt de havde oplevet, og hun troede hele tiden hun kunne høre nogen eller føle nogen holde øje med dem..

Adrianna mumlede med meget bitter stemme der slet ikke lignede hende den gud kunne få de værste ting frem i hende: "Ja... Du er faktisk ikke helt galt på den Mellow. Han er en romersk gud. Efter sigende skulle han være værre en Ares, hvis det altså er muligt." Hun børstede ikkeeksisterende støv af sin kjole og svarede så på hendes andet spørgsmål dog mere muntert denne gang: "Ligner jeg et orakel? Helt seriøst Mel så aner jeg ikke, hvad spasseren har imod os; romere og grækere har altid haft et lidt... anspændt forhold til hinanden, men hvis det er Mars, der er ude efter os, skal vi nok snart finde ud af hans motiv." Hun fik hurtigt øje på sit sværd, satte i et hvin og spurtede efter det for at samle det op. Hun ville hellere dø end at miste det sværd, det var hendes livskilde og havde reddet hende flere gange, end hun kunne tælle til. Hun stak det hurtigt i bæltet og vendte sig rundt for at svare Mel igen. "Jeg har en fornemmelse, som fortæller mig, at vi egentligt er det rette sted; det der monster kunne seriøst også noget med dit hoved, det skulle ikke undre mig, hvis det var det, der tog din hukommelse, og Mars vil nok ikke være tilfreds med, at vi stadig er i et stykke, så han sender det nok tilbage til os," mumlede Adrianna nervøst, hun ville ikke vide, hvad hun skulle gøre, hvis Mel gik i sort igen, og hvordan skulle de egentligt få hukommelsen fra monsteret? Det var jo ikke bare en hat, man lige kunne snuppe og tage på igen...

Gadelampens lys lyste de to halvgudinder op i den mørke Oktober nat. Melodie følte sig skidt tilpas og havde mest af alt lyst til at lægge sig til at græde på jorden eller løbe skrigende bort. Alt det der magiske noget gjorde hende så forvirret og hun havde det som om hele hendes verdensopfattelse var forkert. Det sjove var at det var et hjernemanipulerende monster der skulle til før det gik op for hende. Hun rystede på hovedet af sig selv. Hun kunne ikke give op nu. Hvis hun bakkede ud af det her nu, ville hun aldrig få sin hukommelse igen, og hun var begyndt at få en mistanke om at problemerne var meget større end de troede. Hun var ikke sikker på hvorfor, men hun havde på fornemmelsen at der lå noget større og truede, noget som bare sad og ventede på de to uvidende halvgudinder gik lige i fælden. Hun kunne ikke bakke ud nu. Adrianna regnede også med hende, og hvilken ven ville hun lige være hvis hun bare lod hende i stikken? Selvfølgelig ville alt være meget nemmere hvis hun blot stoppede her o tog hjem igen, uvidende om hvem hun var. Men når der var én der regnede med hende, kunne hun ikke få sig selv til det. Desuden, ville det også være den mest kujonagtige beslutning hun kunne tage.

"Okay, men hvor befinder Mars sig? Nogen må da gøre noget, det er da ikke normalt at sende hjernevaskende uhyre efter andre mennesker!" Sagde Melodie irriteret. En del af hendes irritation skyldtes nok at hun havde følt sig så ydmyget, efter det der var sket i tivoliet. Hun var normalt god til at holde hovedet koldt, men hun havde været så svag. Hun var bukket så nemt under, selvom hun udmærket var klar over det blot var opdigtede scenarier. Det gik op for den unge halvgudinde, at hun, når det kom til stykket, ikke var så modig og stærk, som hun troede; og som hun fik alle sine venner til at tro. Hun var svag. Melodie ville ønske hun ikke havde tabt sin hårelastik for hendes hår var blevet så uglet af at være løst, selvom hun prøvede så godt hun kunne, at gemme det væk under sin hue. En rynke samlede sig i Melodies pande da hendes blå øjne fangede noget på den anden side af gaden. "Det er da underligt," mumlede hun, mest for sig selv. "Her er ingen andre end os, men alligevel tør jeg vædde på at.. at der er en skygge derover," sagde hun lidt højere og pegede på muren ovre på den anden side. "Den har fulgt os i noget tid nu," konstaterede hun. Hun stoppede op og det samme gjorde skyggen. Spøgelser var ikke noget hun troede på, så det kunne ikke være andet.. "Adri. Den er tilbage," sagde hun og hev i sin veninde. "Mars' monster er tilbage."

Adrianna følte sig svimmel af frustration.
 "Hva' Hades?! Lige meget hvad vi gør, bliver vi angrebet af monstre! Det skulle forestille at være en afslappende tur i tivoli! Jeg bliver snart sindssyg! Og hvad vil Chiron ikke sige?"
 Hun plejede at være ret god til at holde hovedet koldt, og når ting gik galt, blev hun ked af det i stedet for sur, men hun kunne snart ikke holde det ud længere, selvom at hun vidste at det ikke var den rigtige løsning at overfuse Melodie med sin vrede og frustration, men hun var jo kun en halvgudinde ikk'?
Hun fik med det samme dårlig samvittighed og kiggede undskyldende på Mellow; dette var ikke det rette tidspunkt at blive uvenner på.

De to halvgudinder gik under en stjerneklar himmel, og det ville have været fantastisk smukt, hvis det ikke havde været for, at man ikke rigtigt kunne se stjernerne for det svage lys fra en gammel, blinkede gadelampe. Det var faktisk ret uhyggeligt, med det de lige havde oplevet, mørket, den blinkede lampe og de tomme gader uden et hus i milesomkreds.
"Jeg regner med at romerske guder også har en "Olymp", og der sidder han formegentligt, morer sig herligt og mæsker sig med søde druer. Fede nar..." Det var en meget dårlig idé at fornærme en gud, for de hørte for det meste alt, hvad menneskerne og halvguderne sagde om dem, men hvad mere kunne han gøre mod de to halvgudinder?
Adrianna trak sine forslåede fødder, mens hun overvejede hvordan i alverden de 1: Skulle finde Mels hukommelse, 2: Finde et sted uden at blive angrebet af monstre eller blive voldtaget af en eller anden klam fyr, 3: Komme hjem til halvblodslejren, som jo lå i den anden ende af landet.
Adrianna kiggede hen, hvor Mel pegede, og krøb forskrækket sammen. En skygge! Endnu værre en skygge uden ejermand! Hun havde oplevet for meget til at tro, at det var hendes hjerne, der spillede hende et pus.
Hun stod et øjeblik bare og stirrede, hvor skyggen ikke rørte sig, indtil at hun blev vækket til live af Mels stemme, der rystede af angst: "Adri. Den er tilbage". Hun fik en masse kuldegysninger gennem kroppen, og det var ikke pga at hun frøs. Det havde hun vænnet sig til for længst. Hun følte at hun skulle besvime; hun var ikke klar til at møde monstret i kamp igen. "Hjælp mig Poseidon, hjælp mig Poseidon, hjælp mig far..." mumlede hun uden at bekymre sig om at Mel kunne høre hende og tro at hun var blevet vanvittig. Det var hun formegentlig også; hun havde aldrig haft et stærkt sind, det eneste, der havde holdt hende psykisk stærk, var håbet og kærligheden til sin far og venner.
"Mars' monster er tilbage", sagde Mel.
Adrianna havde gættet sig frem til den kendsgerning, men hun mærkede angsten stige yderligere, da hun hørte ordene blive udtalt.
Mens at pigerne stirrede forfærdet på deres forfølger, begyndte den at bevæge lidt på hænderne og førte dem op til ansigtet. Normalt ville Adri finde det meget morsomt, da det lignede at deres værste mareridt pillede næse, men i denne situation gjorde det hende bare endnu mere bange, at den kunne bevæge sig.
Adrianna skulle til at åbne munden for at sige et eller andet intelligent i retning af: "LØØØØØØØØØØØØØØB!", men pludselig bevægede skyggen sig hurtigt hen til de to piger.

Den antog fast skikkelse og smilede, så man kunne se dens gule klamme tænder, til de to halvgudinder med kolde og hadefulde øjne.
"Så mødes vi jo igen! Claires hukommelse er dejlig at have, men jeg tror at din, Parthene, nu også vil være en fornøjelse at se om og om igen. Jeg glæder mig til at opleve din død med alle dine tanker og svagheder; og nå ja! Du har jo en kæreste! Det bliver saftigt," sagde den klamme substans.
Adrianna slog øjnene op i forfærdelse, mest pga. den sidste del. Det var privat!
Hun trak sit sværd, med al had hun nogensinde havde følt og gjorde udfald mod skyggen. Den havde set det komme, rykkede hurtigt til siden og kastede sig over Melodie. Adrianna kunne ikke andet end at håbe, at hun var klar.

Et lille skrig undslap hendes læber og inden hun vidste af det lød et dunk ud for hendes øregang. Det gik dog senere op for hende at det var lyden af hendes hoved der ramte den kolde, hårde asfalt. Men der var ikke tid til at klynke. Hun var modsat tidligere i tivoliet forberedt på angrebet. Og lige så snart pletterne holdt op med at danse for hendes øjne, strammede hun grebet om sin pil, hun havde trukket tidligere. Hun borede med et råb pilen ind i uhyret, og den veg hvæsende tilbage. "Det vil du komme til at fortryde, dumme halvgudinde!" Hvæsede monsteret mellem sammenbidte tænder. Melodie var klar over det var et spørgsmål om tid før uhyret ville være trængt ind i hendes hjerne, og hun ville endnu en gang være til ingen nytte. Den tog fast form og borede sine hårde øjne ind i Melodies, der var vidt åbne. Hun tænkte så det knagede. Et knirk lyd i hendes hoved, som var døren til alle hendes frygte, dybeste hemmeligheder og tanker, blevet åbnet. Hun mærkede monsterets indtrængen. Melodies klemte sine øjne hårdt i. Hun blev ved med at overbevise sig selv om at hun havde styr på det, selvom hun inderst inde udmærket vidste hun havde mistet grebet. Hun udstødte en blanding af et råb og et skrig og tog sig til ørerne som om det ville fjerne alle de forfærdelige billeder og tanker. Hun skreg fortsat. *Det er blot en illusion*... alle døde..  *Blot en illusion* Døde.. Deres desperate råb efter hendes hjælp.. - *Han leger med min hjerne. Det er intet andet end en illusion.. falske billeder, falske tanker, falske følelser..* Melodie vovede at åbne sine sammenklemte øjne. Hun kunne se. Hun skævede til sin side og kunne se, uhyret intet havde opfattet, men nu havde rettet al sin opmærksomhed mod Adrianna. Men han ville inden længe opdage det hvis ikke hun skreg.. eller i det mindste led en lille smule. Halvgudinden lukkede igen sine øjne og skreg af sine lungers fulde kraft mens hun tænkte så det knagede. Hvad havde hun lært om guderne i sine timer. Hendes ADHD havde normalt gjort det meget svært for hende at koncentrere sig, da der altid var mere spændende ting der tiltrak hendes opmærksomhed. Kom nu! Øhm.. hun kunne huske noget med Dionysos. Han havde forbud mod at ikke drikke vin. Det kunne hun ikke bruge til noget. Apollon. Det var noget med hans pligt var solen han søster Artemis havde månen. Solen. Han fik solen over himlen på en måde... en vogn. Solvognen. *Jeg må lyde som en total særling nu..* Melodies læber adskiltes svagt og hun lod nogle næsten lydløse ord glide ud af dem. "Hej far," startede hun akavet. "Vi har på en måde brug for din hjælp... åh Gud, hvor føler jeg mig dum. Jeg er ikke engang sikker på du findes. Undskyld. Men i hvert fald. Kan du ikke hjælpe os ud af denne dumme situation, så vi kan overleve længe nok til at få min hukommelse tilbage? Et lift ville være fint. Et lift væk herfra," sluttede hun. Ligeså snart hun var færdig begyndte hun at "lide" på ny, denne gang med åbne øjne. Der gik nok nogle minutter, der føltes som timer. Hun skreg og håbede og bad til Adrianna ville overleve. Men så kom den. Ud af det blå. Der kom solvognen. Melodie hev sin bue frem og tog en af sine pile. Hun var ikke længe om at affyre den med retning mod skyggen, der straks var afledt. "Kom skynd dig!" Råbte Melodie til Adrianna. Hun tog deres tasker og spænede mod solvognen. Da hun var sikker på hendes veninde var med, satte hun gang i vognen og lettede mod himlen. Hun følte det så nemt at styre den. Som havde hun ikke bestilt andet end at køre solvogn hele sit liv. "Godt vi slap med livet i behold," mumlede Melodie, da de var uden for farezonen. "Klarer du den?" Melodie selv var klar over hendes baghoved højst sandsynligt blødte efter dets nærkontakt med asfalten, men det betød ikke så meget. Hun klarede sig. "Du er ikke kommet noget til, er du?"

Før Adrianna vidste af det, havde uhyret igen fået fat i Mel. Hun vidste at Mel var stærk, men hun kunne ikke lade sin veninde i stikken, og desuden var hun ikke i tvivl om, at hvis man blev udsat for sådan noget for længe, ville Lyssa ikke holde sig på afstand. Hun var klar over, at hun ikke kunne tvinge skyggen ud af Mels hoved, men hun håbede, at det ville hjælpe, hvis hun holdt ham underholdt, så hun løftede sit elskede sværd igen og gik til angreb på uhyret.

Hun tog hurtigt bestik af, hvor stor skaden på hendes lår var. Hun var sønderflået og udmattet. Hun havde kæmpet mod skyggen i noget, der føltes som timer, og den var næsten umulig at bekæmpe. Hver gang hun løftede sit sværd og gjorde udfald, gjorde den sig bare til en skygge igen og blændede hendes syn bare for at dukke op bag hende igen. Hun kendte efterhånden dansen udenad.
Det eneste der havde trøstet Adrianna, var Melodies angstfyldte dog lidt falske skrig, men det var kun noget, man kunne høre hvis, man kendte Mel som sin egen baglomme, og det gjorde Adri, da det fortalte hende, at Mel stadig var ved bevidsthed. Men de havde stoppet for noget, der virkede som længe siden, så Adri var ved at miste håbet. Adri skulle ikke kun være stærk fysisk, hun skulle også være stærk psykisk.
Skyggen sloges ikke med sværd eller andre våben, den kæmpede med al sin styrke for at trænge ind i ens sind, dog kunne Adri lige præcis skimte et par daggerter en gang imellem i skyggens frakkes folder.
Pludselig kunne Adri høre en pludselig og høj lyd. Mel skreg igen. Hun vendte sig halvt om for at se hvad der skete og skyggen så åbenbart sit snit til at få ram på Adri. Før hun vidste af det, tog hun sig til siden, hvor hun mærkede et isnende stik. Verden falmede for hendes blik, og hun mærkede pludselig den ru asfaldt under sig.

Hun lå og stirrede op på den kulsorte himmel. Hun kunne ikke mærke noget.
Pludselig mærkede hun en ånde så kold som Boreas mod sin kind. Skyggen havde lænet sig ind over hende og stirrede på hende med et glimt i øjet, som Adri ikke helt kunne tyde. Måske selvtilfredshed?
"Du kæmper som en af Mars' døtre. Du kæmper simpelthen ikke godt nok. Fordi at du var så besværlig en tøs, vil jeg ikke bare tage din hukommelse det har du ikke fortjent; nej jeg vil slette mindet om at du nogensinde har eksisteret. Dine venner vil ikke kunne huske dit liv, og der vil ikke blive sørget over din død. Jeg håber for din skyld, at du har mange drakmer i dine lommer, for der vil aldrig blive lagt to på dine øjne til Charon, så han kan sejle dig over på den anden side," den sardistiske tingest snakkede videre, men Adri lod sig ikke mærke af det.
Hun kiggede ned af sig selv og lagde mærke til noget i hendes side. Hendes kjole havde fået en helt anden farve, og en sølv daggert var stukket helt ind til skaftet i hendes side.
Hun prøvede hurtigt at røre den, men det var ligesom at stikke fingrene ind i en ildebrand. Hun bed smerten i sig og fik lidt efter lidt trukket den ud. Hun lod sine øjne flakke over himlen og fik øje på noget stort og lysende, der var på vej over himlen. Det var solen! Men den var alt for tæt på, bevægede sig for hurtigt og var alt for tidligt på den.
Skyggen lagde en hånd på Adris pande og begyndte at messe. Hun følte, at hun var ved at falde i søvn, men hun blev pludselig opmærksom på, at det her formegentligt ville være hendes sidste og eneste chance.
Hun strammede grebet om daggerten, sigtede hurtigt og samlede alle sine kræfter. Skyggen skreg af forbavselse og af smerte, da den blev ramt lige i øjet af en daggert.
Adri kunne høre Mel råbe, men alle lyde var dæmpede, og hendes hoved dunkede. Alligevel fik hun stablet sig på benene og løb alt, hvad hun kunne ind i en stor lysende bil. Solvognen! Hun fik hurtigt sat sig på passagersædet og lukket døren. Det sidste hun så til skyggen var den liggende på jorden, med en daggert i øjet mens den tog sit sidste åndedrat.

"Hvornår har du lært at køre bil? Og hvordan i alverden kunne du få farmand til at låne dig sin bil?!" Spurgte hun stønnede for at være en smule sjov.
Adri vidste, at det ville blive værre, hvis hun snakkede om sine sår, så hun tog sig til siden for at mærke, hvor slemt det var. Hun holdt højre hånd frem for sig. Den havde en sjov farve; en blanding af guld og rød. En blanding af blod og ichor.
Det var slemt.

"Det er en længere historie," grinede Melodie. Hun skævede til Adrianna og hendes øjne blev straks større. "Wow, er du okay? Det ser ret slemt ud," kommenterede hun med en forskrækket mine. Hun vendte sig halvt om i vognen og hendes manglende koncentration på "vejen", fik vognen til at hælde til den ene side, klar til at styrte i døden med dem om bord, men hun skyndte sig hurtigt at rette sig mod rettet igen. "Ups," mumlede hun. Hun var ikke specielt god til at styre solvognen, men hun synes det gik godt i forhold til hun aldrig havde styret noget form for køretøj før - lovligt. Jo højere op i fart de kom des voldsommere blev vinden. Vinden piskede Melodies hår i alle mulige skøre retninger, men det havde heldigvis medvind, så intet hår kom i øjnene. "Er der noget jeg kan gøre, Adri? Prøv at se om du kan finde noget i min taske," foreslog Melodie. På deres efterhånden lange tur, havde hun nået at knyttet sig utrolig meget til Adrianna, især efter hendes lille tur til dødsriget. Den kolde vind, kølede Melodies hud samt hendes sår, der efterhånden var holdt op med at bløde, men hendes små hudafskrabninger og sår var intet sammenlignet med Adrianna blødende side, der så ud til at være ret voldsom. Hun vidste at det ikke rigtig ville hjælpe noget at tilbyde hende sin hjælp, når hun udmærket var klar over, at hun ikke anede, hvordan hun kunne hjælpe hende.

Efter nogen tid var himlen knap så mørk. At dømme ud fra den morgenrøde himmel, var solen ved at stå op. Melodie var tæt på at falde i søvn, men tvang sig selv til at holde øjnene åbne, hun ville ikke være skyld i deres død. Pludselig, var det som om vognen besluttede sig for at Melodie køreevner ikke lige var sagen, for pludselig var det ikke hende, der styrede den. Den satte farten op og kørte nærmest i umenneskelig fart over himlen. Melodie udstødte et forskrækket skrig, men besluttede at der var intet at stille op. Hendes øjne var sammenknebne af al vinden, der fik dem til at løbe i vand, men gennem øjnene kunne hun skimte en tårnhøj, hvid bygning, som tydeligvis var solvognens mål. Olympen.

//Flytter til Olympen... I guess xD//