Winter sunset -Hoji

Nakamura Hojii sad i det sædvanlige træ og slappede af, han dovnede den og så op på himlen "hm det er ikke lige frem japan men her er nu heller ikke dårligt. han smilede til sig selv og så på hele lejren. han havde ikke rigtigt følt sig velkommen, mange af dem virkede venlige men siden han var kommet her virkede det som om han var i undertal. han tog fat om sit sværd der sad på hans ryg. det var en katana som han havde fået af sin mor. det var blevet velsignet af folkene i templet til at beskytte ham. han havde ikke slået ham hvad den enlig gjorde endnu for han havde ikke været nød til at trække det endnu. det var sort med en rød drage på skeden men mere vidste han ikke om det endnu. han nægtede at være med til træning  da han var lidt bange for hvor meget skade den kunne gøre. men måske var det bare et almindeligt sværd som alle andre. stadig var det ydmygende at han skulle kæmpe med våben han ikke kendte, han havde aldrig rigtig lært at bruge et skjold selv om han havde været her i tre år. han hoppede ned fra træet og satte en hånd i sin ene jakke lomme og gik mod stranden. han havde lidt tid til en lur i sandet før alle andre kom tilbage. han smilede til sig selv over hans genialitet. der var næsten altid stille på stranden. at have så mange søskende virkede til at være umuligt men hans far var vidst en travl mand "oi hvis du høre efter odo-san så stop lige med at pumpe babyer frem, jeg har ikke brug for mindre ånderum" han stampede lidt i jorden inden han gik ud på stranden og lagde sig i sandet og kiggede op i skyerne

han så op i himlen og rejste sig så op. han kom i tanke om at han havde sin mp3 afspiller og satte den på bland musik og gik en gang ned af stranden i sine egne tanker da han så en pige i vand kanten *åh det her er slemt, hvorfor er der nogen her, jeg burde være alene ikke* han skulle til at vende om da hun fik øje på han. han var frosset på stedet,ydmygende, han havde selv udført mange opgaver uden så meget som at tøve. men når det kom til mennesker, specielt piger, blev han nærmest stum *vær nu sød ikke at kommer her over* en stille bøn der blev overhørt af alt andet *måske hvis jeg begynder at grave nu vil jeg være hjemme om et år* han kunne ikke lade være med at smile lidt af det. der var mange gange hvor han havde haft problemer før i tiden. hver gang han havde gået på en normal skole havde hans sky personlighed givet ham en mystik der tiltrak piger som myg, irriterende hvis man spurgte ham, men alle andre drenge misundte ham det, faktisk havde han ikke rigtigt nogen venner overhovedet og han havde det fint med det. han kunne bedre lide at være alene, det gav ham fred til at arbejde i, efter som han var ordblind kunne han ikke rigtig fokusere på skolen så han gav sig til at fascinere sig selv over film og spil i stedet. derfor fik han jobbet som spil og film anmelder, han brugte en diktafon og sendte det til en på bladet som skrev det og derved undgik at han selv skulle skrive noget.

Yoona fik øje på en dreng i fjerne. *Og jeg som troet jeg var alene!* tænkte hun. Hun studerede drengen. Han havde et sværd af en art på ryggen. Yoona havde et eller andet med at være total på vagt, når folk havde et eller flere våben på sig. Hun havde en følelse af konstand uro, og at fyren længere væk kunne måske løbe hen og dræbe hende.
Yoonas blik mødte drengens, og hun kunne med det samme se hans navn og gudeforældre. “Hojii... Søn af Hades...“ sagde Yoona lavt til sig selv. Navnet lød som noget man kunne hedde i asien. Måske japansk? Det var ikke sikkert. Yoonas navn var ikke lige den mest kendte asiatisk navn, dog kun lige hendes efternavn som var Park. Kim og Park var to af de mest brugte efternavn i Sydkorea.
Et lille smil kom der over drengens læber. Sikkert et smil der vil få teenagespiger til at blive helt lovey dovey, men Yoona vidste ikke hvad hun skulle føle... Glad? Nervøs? Bange? Måske ingen af delene. Et smil kunne ændre på meget, men det kan ikke ændre Yoona. Hun syntes ikke det var noget, og vil ikke kunne holde af noget længere. Hun var forladt og ensom, men hendes glæde eller munterhed dækkede for det hele, som et lagen over uvist maleri. At bryde isen er ikke det nemmeste arbejde i verden, og især når isen bliver frosset til igen...
Hun stirrede på ham, og han stirrede på hende... ja.. sådan fortsatte det i lidt tid,da Yoona endelig tog nogle få skridt hen imod drengen. *Glad eller ej Yoona... så må en af jer gøre noget, inden det blev for bizart*. Hvad ville hun? Gå forbi ham, eller indtroducere sig selv og gøre ting doublet så akavet? Det vidste hun faktisk ikke...

han smilede til hende lidt nervøst og løsnede lidt op. han tog sin telefon op og tog et billede af hende og søgte hende over alt og til sidst fandt han et nummer på hendes telefon og skrev en besked "hejsa jeg er Nakamura Hojii. jeg er ikke god til at snakke med mennesker men jeg skriver bare lidt bedre" autocorrect redde mange af hans fejl men han sendte den til hende med et smil. inden i ham var han ved af dø af nervøsitet men noget fik ham til at blive. hun virkede flink nok, men der var noget bag det, han selv havde set før et sted, måske på hans halvsøster der var blevet mobbet på grund af hans mor og sted fars position, de var begge meget velhavende men de havde sendt hende på normal folkeskole og derfor blev hun drillet med at være den rige pige selv om hun ikke nævnte. hun havde altid et falskt smil på hendes læber *Yume* han så på hende lidt fraværene og havde ikke lagt mærke til at hun var kommet nærmere og var nær faldet på halen af ren overraskelse "w-w-wow b-b-bliv der" han stammede helt og trådte tilbage "h-h-hvordan ved jeg at du ikke er som alle andre" han så på hende mistroisk. han havde meget svært ved at stole på folk efter han var blevet skadet af nogle bøller tilbage i japan.

“Hvad mener du? Tror du ikke jeg er halvgud?“ smilede Yoona. “Ej... jeg er Yoona. Datter Athene. Desværre ikke alien...“
Yoona stod omkring fire meter væk fra drengen, hvis navn var Hojii. Han så ret skræmt ud i forhold til Yoona. *Aish... måske er du en alien, Yoona?* tænkte hun. *Næste gang skulle du ikke introducere dig selv som en alien.*
“Du er Hojii. Søn af Hades. Ikk? Jeg så dig nogle gange i lejren...“ spurgte Yoona med et smil.
Ved morgenmaden plejede Yoona altid at kigge lidt rundt og obsevere folk omkring hende. Hun ville ikke lære nogle af kende, det gjorde Yoona hellere ikke tit. Hun var ikke så genert, men hun var bange for at samtalen blev kedeligt og endte med en akavet stilhed.
*Det her er begyndt at blive akavet... Hvorfor sker det igen!* Yoona holdede lidt om sig selv. *Yoja yoja... Det skal også være så pokkers koldt her i egnen, dog vi er knap nok i Sydkorea! Og jeg som har glemt mine handsker*
Vinden havde passeret stranden. Og bølgerne nået længere og længere ind på stranden. Yoona trådte lidt væk fra vandet i frygt for, at Poseidon ville dræbe hende. Hun var jo datter af Athene.

Hojii så at hun stod og fryste lidt og så sig lidt for tvivlet omkring *kom nu din bange buks* det var den lille stemme i han hoved som han altid ignorerede, den der altid prøvede at få ham tættere på mennesker *du ender som et sørgeligt mennesker hvis du ikke begynder at snakke med nogen, var det ikke derfor at du kom til den her lejr, så du kunne få venner, plus se hvor køn hun er, en køn pige snakker til dig, dig din idiot så vær dog en gentleman* han smilede lidt nærvøst og tog sig til baghovedet "jeg vidste godt du var halvgud, det er bare, jeg har det ikke så godt med mennesker, af flere årsager" han smilte lidt mere og tog så nogle handsker frem "her du fryser gør du ikke, du må gerne låne de her" han gik tættere på hende og gav hende dem. det første menneske han havde været tæt på som ikke var i hans familie.

“Jeg vil ikke være til besvær, men ellers tak,“ smilede Yoona til Hojii. Hojiis mildhed overraskede Yoona, fordi de fleste drenge i lejren altid opførte sig total stor og overmodig. Yoona kunne egentlig forstå det... Ville ens gudforældres egenskaber ikke beside en når man blev født? Yoona fik lidt visdom og kampevne, men var det forskelligt fra halvgud til halvgud?
Yoona kunne ikke se et spor af Hades i Hojii. Var Hades også rar og sådan? Måske... det kunne da godt være sådan. Yoona hadede heller ikke Poseidons børn, de var vel søde nok. Ikke?
Solens lys ramte vandet, hvor den reflection kunne ses. Yoona kunne bedre lide månen, men det er en anden sag. Yoona så ned på jorden, som hun altid gjorde når der blev tavst. Lyset fra solen ramte Yoonas ansigt, og hendes hår blæste mærkeligt nok væk fra hendes ansigt. Det så yderst dramatisk ud. Det lignet noget fra en sørgelig tv-serie af en art. “Er det nu, hvor jeg skal sige noget poetisk?“ sagde Yoona grinende. Hun havde allerede lagt mærke til den sørgelige setup, men hun smilte bare lidt til sig selv og lod det gå. *Han blev sikkert uimponeret. Haha!* tænkte Yoona. Hun kiggede op igen, og hendes blik var rettet mod ham.