Sunset at the beach, how romantic... Or not really... ~ Basse xD

Tid: Omkring solnedgang <3
Sted: Stranden
Omgivelser: sand...? oO
Vejr: Det blæser let, men det er ikke koldt
Årstid: starten af sommeren
Påklædning:
Blusen: http://www.contactmusic.com/pics/lf/wango_tango_arrivals_4_130512/carly-rae-jepsen-1027-kiis-fms-wango_3877759.jpg
- det nederste stykke bagpå.
Shorts: http://img.alibaba.com/wsphoto/v0/431310382/2011-YUF-HOT-PANTS-shorts-women-jeans-bull-puncher-knickers-free-shipping.jpg
Eller... Noget ala dem ^^


Solen var på vej ned mod horisonten og efterlod et flot mønster, af rødlige, orange, lyserødlige og lilla farver. Vinden tog kort til og Fik fat i noget sand, der legende begyndte at sæve rundt, inden det lagde sig igen.
Bølgerne var ikke så høje, men de lavede den velkendte lyd der var kendetegnet ved en strand.
Anxiety kunne mærke vinden i hendes bølgede mørke hår, og vinden der legede med hendes lyseblå og næsten gennemsigtige top. Hun rettede lidt på de store solbriller, og kiggede ud over vandet. Hun syntes det var et smukt syn, og hun overvejede faktisk at gå ned og tage sig en lille svømmetur, inden hun ville liste tilbage til sin hytte og sove. Hun havde faktisk badetøj på inde under sit normale tøj, hvis nu det skulle blive alt for fristende. Det virkede ikke som om der var andre, ikke af hvad hun kunne se lige nu, så hvorfor ikke smide sit hverdags tøj og hoppe i vandet?
Anxiety tog nogle få skridt frem imod bredden, men stoppede så. Var det nu også en god idé? Der kunne komme nogen forbi, og selvom det bare var i badetøj hun ville bade i, kunne hun ikke lide at føle sig så afklædt foran nogen hun ikke kendte. Og det var ikke fordi hun kendte enormt mange her på lejren. Tallet var nok nærmere 0, hvis man skulle tælle efter hvor mange hun hver snakket med mere end en gang.
Hvorfor var det så svært for hende at få nye venner her? Derhjemme havde det jo været så let, eller... I hvert fald lettere...

Anxiety kiggede endnu en gang rundt. Hun havde ikke set andre, men det betød ikke at der ikke var andre tilstede. Der kunne altid stå en eller anden klam stalker og beglo hende, uden at hun kunne se ham eller hende. Det var ret ubehageligt, ikke at vide om man blev overvåget. Anxiety kunne i hvert fald ikke lide følelsen.
Hendes blik søgte rundt endnu en gang, og denne gang fik hun øje på sportstake ikke så langt fra hende. Anxiety stivnede. Den taske betød at enten nogen havde glemt den, eller at der var nogen.
Hun regnede med at det var det sidste, da nogen nok ville gå tilbage efter sin taske hvis man glemte den. Hendes blik søgte rundt. Men hvor var den person der ejede tasken? Hun brød sig ikke om den følelse der fyldte hende. Hun havde det som om der var nogen der kiggede på hende, hvilket der sikkert også var.
Hun drejede rundt for at se om der stod nogen bag hende. Men det gjorde der ikke. En tanke slog hende.
Kunne der være nogen i vandet? Hun havde jo selv haft planer om at hoppe i, men hun havde ikke regnet med at der ville være andre. Hun trådte en smule frem mod vandet igen og spejdede ud over det, for at se om der var nogen.

Det begyndte at blive uhyggeligt. Hun kunne ikke se nogen ude i vandet, men det betød jo ikke at der ikke var nogen. Hendes hjerte bankede hurtigt og hendes øjne blev langsomt større af frygt. Hun sank nervøst, og fik kun lige åbnet munden for at snakke; "Er der nogen...?" hendes stemme var nervøs og skælvende. Hun vidste, at hvis der var nogen, ville hun få et chok. Selvom det var hvad hun regnede med, så vidste hun at hun alligvel ville få et chok. Den stemning hun følte der var, mindede hende om filmen Fredag d. 13. Lige nu ventede hun bare på, at Jason ville springe frem og slå hende ihjel...

Matthew betragtede pigen nøje fra vandet af. Hun så faktisk meget bekendt ud. Mon han kendte hende? Han stirrede og stirrede indtil han begyndte at føle sig som den største stalker nogensinde. Det var jo helt forkert sådan at beglo en pige når han ikke engang vidste om han kendte hende eller om det faktisk var en pige. Men det gik han da ud fra da han kunne se pandehåret. Pandehår? Han kendte jo godt en pige der havde pandehår. Faktisk en meget smuk pige med pandehår. En der betød så utrolig meget for ham. Hvis han nogensinde skulle miste hende vidste han ikke hvad han skulle gøre. Måske skjule sig for evigt og aldrig vise sig offentligt igen. De tårer der ville strømme ned ad hans kinder ville kun blive drillet og misforstået. Noget han ikke ville lade ske. Han kiggede hen på sin taske og lagde så mærke til at pigen faktisk så på dem. Hun havde altså opdaget dem. Hvad skulle Matthew nu gøre? Skrige? Være bange? Springe op fra vandet og løbe derhen med det samme som en eller anden lalleglad idiot? Det var nu en idé men det ville nok virke meget mærkeligt.

Da pigen sagde noget kunne Matthew næsten ikke høre det. Men han kunne da gætte sig frem til hvad hun sagde. Han blev faktisk lidt lettet men også en smule bekymret. Mon hun ville sladre om at han ikke lå inde i sin seng i Ares hytten? Var hun blevet sendt ud efter ham så han kunne få en stor omgang tæsk og skældsord? Han blev mere og mere nervøs men han måtte da tage sin straf som en rigtig mand. Han rejste sig op fra vandet og vadede ind til strandbredden med blikket slået ned. "Der er mig..." sagde han uden følelse og kiggede så op da han nåede bredden. Han så på pigen og fik nærmest et chok. Ikke et skræmt chok men et glad chok. Det var jo hende! "Xity?!" sagde han glad og stod ellers bare stille lige foran hende.