aim and shoot - Nicholas

Påklædning: denne skjorte, sorte tætsiddende jeans og sorte lave converse.

Nicholas var voldsomt irriteret. Han kom lige fra hytterne af, hvor han havde opdaget at alle hans ting var blevet rodet ud, fordi nogle af de idiotiske Hermes-børn havde et problem med ham, og derfor synes de skulle rode alle hans ejendele igennem og sågar stjæle noget. Hvad kunne han sige? Han kunne da ikke gøre for at deres far bare var en ussel tyv, når Nicholas' egen far var den mægtigste af dem alle. Det var klart at de havde ondt i røven over at Nicholas var bedre end dem, og derfor forsøgte de at udligne det, ved at provokere ham. Han var egentlig lidt ligeglad med at folk provokerede ham face-to-face, for så gjorde han bare igen - intet problem. Men så snart de begyndte at provokere ham bag hans ryg og begynde at rode rundt i hans ting, hvor han ikke har nogen som helst mulighed for at kunne gøre eller sige noget, dét var lavt. Selv for ham. De Hermes-børn var bare nogle pussies, der ikke kunne stå frem. Der var selvfølgelig ikke én eneste der havde stået frem og sagt det var dem, og der var ingen af Nicholas' halvsøskende der havde set noget, for det havde været mens alle var ude af hytten - eller det var i hvert fald det de havde sagt. Han stolede nu ikke helt på sine søskende, men det havde alle sammen samme gener, så et eller andet godt måtte der jo være i dem.

Nicholas kørte en hånd gennem hans hår i frustration. Han gik med hurtige, bestemte skridt. Når han var frustreret eller vred, gik han altid ned til arenaen for at banke noget frustration ud i de boksepuder der stod til rådighed. Derefter gik han altid ned til stranden, for efterfølgende at tage en dukkert og slå koldt vand i blodet, før han gjorde noget dumt. Han brød sig ikke om den her lejr, men han ville heller ikke sendes hjem til den usling af en mor han havde. Desuden var lejren den eneste måde han nogensinde kunne komme til at møde sin far på, på trods af at det var noget nær det umulige at få lov at møde Zeus.
For hurtigere at komme ned til arenaen, skød han genvej gennem bueskydningsbanen. Man måtte helst ikke bevæge sig omkring der, når der var nogle der skød med bue og pil, for det var ikke alle der var lige gode til at håndtere dem, og det kunne hurtigt gå galt. Men Nicholas var ligeglad og desuden var der alligevel aldrig nogen dernede på den her tid af natten. 
For at skyde genvej gennem bueskydningsbanen, skulle han igennem nogle træer først. Han nåede lige til udkanten af træerne, da han kunne høre og mærke et sus, lige foran sig. En pil var blevet affyret og var fløjet lige forbi ham. Hvis han havde gået meget hurtigere, havde den ramt ham. "Hvad fuck har du gang i?!" råbte han og kiggede over mod retningen pilen kom fra.

//fik svaret alligevel :-)

Som datter af Artemis var det ikke unormalt at man havde god hørelse, og derfor kunne fornemme når nogen prøvede at snige sig op på en bagfra. Derfor bekymrede hun sig ikke når hun hørte lyde inde fra skoven, fordi hun vidste at hun altid ville kunne vende sig om og ramme hvis det var et monster der havde formået at bryde beskyttelsesformularen, der omringede lejren. Men Autumn prøvede bevidst at lukke alle lyde ud af sine tanker, så hun bedre kunne fokusere på at ramme pladen. Første vejtrækning sørgede for at hun klarede sine tanker. Anden vejrtrækning var så hun slappede af i kroppen, og ikke var anspændt. Tredje vejrtrækning tog hun når hun trak snøren tilbage, og gav slip på bilen. Lyden af pilen der snurrede gennem luften, og skar sig vej mod skydeskiven, gav Autumn et sus i mellemgulvet. Hun var ikke overrasket over at hun ramte plet, men hun kunne ikke lade være med at være yderst tilfreds med sig selv.


Autumn havde aldrig selv prøvet at blive chikaneret af de andre elever, men det var mere fordi hun tit holdt sig for sig selv. Det var ikke fordi hun ikke ville have venner, men hun mente at man kunne klare sig bedst alene. Dog var hun ikke bange for at sige imod når folk var uretfærdige overfor hende eller nogle af de andre lejrdeltagere, og på den måde fik hun en del venner; fordi hun valgte at stå op for dem når andre ikke gjorde. Et lille smil formede sig om den unge piges læber, da hun endnu engang trak en pil op af sit kogger og satte den i buen. Alting blev lukket ude, og hun slap pilen.

Af ren og skær forskrækkelse tabte hun både bue og kogger, da en dreng trådte ud fra skoven og nær var blevet ramt af hendes pil. I første omgang havde hun tænkt sig at undskylde, men så åbnede han munden og råbte af hende. Hvis der var noget som kunne pisse hende af, så var det når folk beskyldte andre for deres egne dumdristigheder. ”Hvad ser det ud til at jeg laver, idiot?” halvråbte hun, og lavede et kast ud mod banen. Det var endnu ikke mørkt, og det var da ikke usædvanligt at man var ude og træne efter man havde spist.  ”jeg træner på SKYDEbanen.” Hun sukkede dybt, samtidig med at hun himlede med øjnene af den anden halvgud. Det var da tydeligt at han ikke havde fattet reglerne om at man ikke skulle løbe henover banen. ”Hvor folk skyder med buer? Man kan faktisk blive skudt når man løber over.” Autumn bed tænderne sammen, for at tilbage holde sig selv fra at råbe af ham, da det ikke var særlig passende. Hun samlede sit udstyr op, og fortsatte ned af banen, for at hente de pile, der havde sat sig fast i skydeskiven. ”du burde nærstudere dine omgivelser lidt nøjere.”  mumlede hun irritabelt, da hun ikke var særlig langt fra den anden halvgud.