Dealing with the Demons ~ Dallas

Arya var født og opvokset på en lille ø i Grækenland, hvor hun havde brugt de første 15 år af sit liv, på fredfyldt facon. Hendes far havde været en noget farverig personlighed, men det gav selvfølgelig også kun god mening, når den græske regnbuegudinde havde udvalgt ham som far til sit barn. Han havde været kunstner, som beskæftigede sig med diverse projekter. Den ene uge var han helt opslugt af keramik, den næste var det skulpturer og ugen efter stod den på malerier på lærreder. Dette betød også, at de ikke havde haft forfærdeligt mange penge i de første par år af Aryas liv. Aegina var generelt en ø af rimelig velhavende folk og derfor var deres lykke også vendt med årene, som Julios værker begyndte at få noget anerkendelse i samfundet. Måske havde Tyche været inden over Julios succes, det var ikke til at sige. Men da først de velhavende øboere var begyndt at købe og endda bestille skulpturer, malerier m.m. havde de ikke længere haft nogle pengebekymringer. De havde aldrig været ekstremt velhavende, da farens mange indfald og kunstmaterialer ikke tillod kæmpe opsparinger, men de havde haft mere end nok til at klare sig godt igennem livet. Den eneste opsparing der havde været, var en opsparing faren havde oprettet til Arya, så hun havde mulighed for at uddanne sig, hvis hun ønskede dette. Desværre døde Julio jo inden hun nåede dertil og hun blev tvunget til at bruge selvsamme opsparing for at overleve på sin flugt fra uhyrer. Hun havde stadig noget tilbage, men hun brugte heller ikke rigtig af dem i lejren – kun hvis man lejlighedsvis skulle have noget smuglergods ind udefra. Men med livet i Halvblodslejren var der heller ikke den store nytte at drage fra en uddannelse ude i den 'virkelige verden'. Uddannelsen lejren selv bød på var det eneste, der egentlig var relevant for livet som halvgudinde.

Hun havde forladt øen uden at sige farvel til nogen som helst; hun havde ikke ønsket at bringe flere i fare, ved at være i kontakt med dem. Den eneste der havde fået så meget som et farvelbrev var Theodor, der havde været hendes barndomsven og ungdomskæreste. I brevet havde hun forklaret, at hendes mor havde taget kontakt efter farens død og krævet, at hun flyttede med ingen varsel. Hun havde skrevet, at hun ikke helt vidste, hvor hun ville ende og at de muligvis aldrig ville se hinanden igen, så derfor ville hun blot takke ham for altid at være der for hende og for at elske hende betingelsesløst, ligesom hun elskede ham. Alt dette havde været sandheden. Iris havde kontaktet hende med en vag ordre om at forlade Grækenland og holde sig i bevægelse over det næste lange stykke tid. Gudinden havde ikke engang nævnt Halvblodslejren før den næste gang hun kontaktede Arya, hvorpå der var gået adskillige måneder. Det havde vist sig, at Theodor også selv var halvgud, men dengang vidste ingen af dem at den anden var. Arya havde kendt til sit sande ophav, siden hun var gammel nok til at forstå det, men havde jo ikke kunne oplyse Theodor om dette, med den viden – eller mangel på samme – hun havde om ham på daværende tidspunkt.

Hendes opvækst på Aegina føltes som en livstid siden. Og her stod hun så for første gang siden farens død. Hun havde endelig besluttet sig for, at en hjemrejse var på tide. Det var på tide, at se sin fortid i øjnene og konfrontere minderne om sin far – både de gode og de dårlige. Men det var ikke noget hun havde mod på at klare alene, og derfor havde hun bedt sin tætteste ven om at tage med. Aegina var spøjst nok stedet, hvor de havde mødt hinanden for første gang. Selvom det var mange år siden efterhånden; og selvom der var sket mange tid siden dengang; huskede Arya stadig den første gang, hun mødte Dallas. Det havde været før hendes fars død, da hun stadig levede et fredfyldt liv i Grækenland. Dallas selv havde været på skoleudflugt, men var vandret væk fra de andre af kedsomhed – noget som bestemt også lignede ham at gøre – hvorpå han var stødt ind i Arya. Bogstaveligt talt. Hun havde været ude og gå en tur nær Aeginas arkæologiske museum, da Dallas var kommet farende og nær havde væltet hende omkuld. Heldigvis var hun typen der smilede over den slags, snarere end blev vred. Og sådan var de faldet i snak i nogle timer, inden hans skole havde fundet ham igen og hevet ham væk. Hun havde aldrig forventet at se ham igen efter det, men var igen blevet overrasket, da han dukkede op senere i hendes liv. Han havde faktisk været hendes første rigtige ven i Halvblodslejren. De havde været alene ved deres respektive borde en dag til aftensmaden og Dallas havde sat sig hen til hende. Det var ham der først var kommet i tanke om deres forbindelse, før hun selv havde været i stand til at placere hans bekendte ansigt. Men hvor usandsynligt var det ikke også lige, at en tilfældig turist-dreng hun havde mødt i sit hjemland adskillige år forinden endte op samme sted, som hende selv? Ganske usandsynligt, men ikke desto mindre sandt. Og nu kunne hun ikke forestille sig nogensinde at undvære ham i sit liv.

Arya tog en dyb indånding og vendte sig mod den unge mand, som Dallas havde udviklet sig til nu. Han kunne stadig udvise den samme drengede charme, men nu var der også en mere moden udstråling over ham. Han var helt klart blevet mere voksen med årene, men han var heldigvis stadig den samme vidunderlige person. En mand, der smed alt hvad han havde i hænderne, for at rejse tværs over jordkloden sammen med sin veninde. Hvad skulle hun dog stille op uden ham?
Hun sendte ham et lille smil, der ligesom sagde 'så er det tid' og fandt hans hånd med sin egen. Som de bevægede sig ned ad gaden til hendes barndomshjem, mindede hun sig selv om at takke Dallas endnu en gang. Hun kunne sagtens mærke allerede nu, at hun kom til at behøve hans støtte. Dette blev nok også tydeligt for ham, da hendes tag om hans hånd strammedes, lige så snart det gamle stenhus kom indenfor synsvidde. Sidst hun havde set det, havde den ellers massive hoveddør været revet af hængslerne og flere af stenene var slået af. Nu var der gået næsten ti år og disse ting var blevet ordnet. Alligevel virkede hele huset så anderledes; næsten fremmed. Hun stoppede op ved havelågen til den mellemhøje mur, der så ud til at omringe hele huset. En mur, der ikke havde været der før. Dengang havde de blot haft nogle buske og små træer, som tydeligvis var blevet revet op siden.

Lige ved siden af havelågen var der sat et slidt 'til salg'-skilt op. Arya havde undersøgt sagen på forhånd og havde været lettet, da hun havde opdaget, at huset var til salg. Det betød, at hun ikke skulle kontakte nuværende ejere osv., men bare skulle gå igennem en ejendomsmægler. Da hun så havde gjort dette, havde hun dog opdaget, at huset aldrig var blevet solgt i første omgang. Der gik tilsyneladende rygter rundt i området om, at huset var hjemsøgt. Fordi Arya var forsvundet øjeblikkeligt efter farens død, mente mange folk en af tre ting: at hun brutalt havde myrdet sin far og var stukket af, at hendes far havde myrdet hende, skaffet sig af med liget og derefter havde slået sig selv ihjel – et rygte, der tydeligvis var startet af nogen, der ikke kendte de makabre detaljer omkring hans død – eller at hendes far havde haft fjender, der havde kidnappet Arya og slået ham ihjel. Det hele lød komplet latterligt i hendes ører, men hun kendte selvfølgelig også sandheden. Godt nok havde hendes far været en excentrisk person, men han kunne aldrig have gjort en flue fortræd og da slet ikke sin egen datter. Men fordi der gik den slags rygter rundt omkring, havde huset tilsyneladende været umuligt at sælge. Det gik Arya en del på, men hun havde jo ikke været omkring til at rette dem, når de fandt på historier. Måske hun kunne gøre noget for at rette op på dette, når alt dette var overstået.
Det eneste positive ved situationen var, at ejendomsmægleren var så ivrig efter at slippe af med ejendommen, at hun glædeligt havde efterkommet Aryas ønske om at se huset på ene hånd og havde efterladt nøglen under dørmåtten til dem. Så nu stod de her og ventede kun på, at Arya åbnede havelågen og tog de sidste skridt hen til hoveddøren.

Det føltes som bogstaveligtalt evigheder siden, Dallas havde været i Grækenland. Livstider. Måske fordi han, sidst han befandt sig på den lille græske ø, Aegina, ikke havde kendt til sin identitet som halvgud, og derfor føltes som et helt andet liv. Dengang havde han ikke kendt meget til de græske guder, og havde brugt det meste af sin skoleudflugt på at rende om hjørner med sin lærer for at gå på eventyr blandt de nye, skøre succulente planter og farverige små gader. Nye dufte, nye farver, nye planter. Det havde alt sammen været langt mere spændene end åndsvage fortællinger om irrelevante gamle guder, der ikke havde noget med nutiden at gøre. Little had he known. Hvor spøjst at den tanke havde vist sig at være komplet modsat. De græske guder var langt fra irrelevante og gamle, og tvært imod hjalp de mennesker langt mere end nogen kunne tænke sig til. Og nu hjalp Dallas menneskerne sammen med Guderne. Så da han endnu engang lod sig omgive af duften af tørret ler, eksotiske krydderier og det uvante sprog, følte han sig mærkeligt hjemme. Lidt ligesom i en drøm. Han kunne tydeligt mærke urkrafterne, der næsten fik jorden til at summe, med alt energien, der var blevet efterladt fra Grækernes storhedstid og alle de legendariske ting, der var sket på dets jord. Han havde brugt god tid på at læse op om øen denne gang, så han ikke var uvidende ligesom sidst, og havde som altid himlet med øjnene over Zeus' umiddelbare mangel på morale, loyalitet, etik og empati overfor sin status som Gudernes konge og overfor sin kone, Hera, som han gang på gang føjtede rundt med mennesker og nymfer. Størstedelen af Gudernes krige startede fordi Zeus havde en affære, så det var ikke overraskende, at øen Aegina havde lidt under sådanne historier. I sin storhedstid, vidste han, havde øen været lige så betydningsfuld som Athen, og havde haft en af de største flåder i verden. Det havde også været her, inspireret af Persiens Rige, at Grækenland havde startet med at handle med mønter som betalingsenhed, og på den måde havde de skabt et rigt samfund på den smukke ø.
Det så ud til at både heldet og rigdommen stadig var der.  

Han havde udadtil ikke brugt lang tid på at overveje hvorvidt han skulle tage med sin gode veninde på eventyr, men i realiteten havde han ligget vågen flere nætter. Det var over et år siden, han sidst var taget væk fra lejren, og han følte sig en smule usikker og urolig over at gøre det nu, hvor han havde dedikeret så lang tid til den og dets beboere. Hans halvsøskende især. Og Elena og Milo. Faktisk havde de søvnløse nætter mere handlet om dem, tænkte han en smule fåret. Han havde ikke været komfortabel ved at tage væk fra lejren siden Julien var smuttet fra Elena og deres nyfødte søn, fordi han var bange for at hun ville falde tilbage i depression, og det var kun fordi hun havde det bedre i disse dage, at han turde tage væk. Dét og selvfølgelig for at hjælpe en anden veninde med sine dæmoner. Han ville aldrig sige nej til at hjælpe hverken Arya eller Elena, så i bund og grund havde det ikke været så svær en beslutning igen. Nu smilede han tilfreds over sig selv, og det gik op for ham hvor meget han havde savnet at opdage nye verdener. Lejren kunne være noget så opslugende.

En dyb indånding ved hans side, rev Dallas ud af sine tanker, og han spejlede Aryas bevægelse og vendte sig mod hende. Hun var tydeligvist nervøs, og det eneste han kunne gøre var at nikke til hende, lade hende tage hans hånd og udvise alt den selvsikkerhed han kunne mønstre. Han vidste hvor meget det krævede at se sin fortid i øjnene. Hvor skræmmende og grænseoverskridende og oftest skuffende det kunne være. Dallas selv havde gjort det alene, og nu ønskede han inderligt, at han havde haft mod nok til at tage støtte med sig, så han ikke havde været ensom og frustreret og uden hjælp. Måske det havde været nemmere med en ved sin side. Måske han ikke havde lavet så mange fejl.
Dallas havde aldrig set Aryas barndomshjem. Deres korte møde i deres tidligere liv havde været i et andet område af øen, men som de gik ned af brostensgaderne, kunne han se den lille pige for sig, med de livlige øjne der fangede solen og glitrede som regnbuer, og som var frisk på eventyr. Han kunne se hende løbe op og ned af gaderne med sine venner, fortabe sig i de små lilla blomster, der formåede at vokse igennem murværket og følge efter de sommerfuglene, der sværmede om dem, og det fik ham til at smile. Hendes greb i hans hånd blev stramt, og han gav hendes et beroligende klem.
"Breathe. You'll be okay," mumlede han, usikker på om hun ville høre ham igennem virvaret af tanker, der måtte overdøve hendes hoved.  

Huset far smukt. Det var tydeligvist ubeboet, og ranker af efeu havde fået lov til at gro vildt, og overtage huset i en smuk men lidt dyster facon. Han vendte sig mod Arya, og smilede opmuntrende til hendes bekymrede ansigt. Uden at slippe hendes hånd greb han fat om den anden, og nikkede til hende. "Ready?" Hviskede han. Hvorfor han hviskede, vidste han ikke, men det føltes som det rigtige at gøre.

Hjemme i Halvblodslejren havde en af Aryas tætteste veninder, Elena, gået igennem en svær tid ret længe nu. Hendes forlovede, faren til hendes søn, havde forladt dem og det havde komplet knust Elenas hjerte, hvilket enhver jo ville kunne forstå. Det havde været hårdt for Arya at se sin veninde så deprimeret og tæt på at give op, hvilket også havde mindet hende om sig selv for alle de år siden. Halvblodslejren havde reddet hendes liv på flere måder end én. Elena havde også været en af de veninder, der havde været med til at få Aryas humør op igen og hjælpe hende med at finde sig til rette et nyt sted. Derfor ville hun selvfølgelig gøre alt for sin veninde, det var der ingen tvivl om. Hun havde været ved hendes side så ofte hun kunne, i løbet af den svære tid. Og endelig var der begyndt at ske nogle ændringer i hendes humør. Hun var stadig ikke helt tilbage til sit gamle jeg, men det var der næppe nogen der forventede. Til gengæld var hun begyndt at have lidt mere overskud og man kunne få smil frem en gang i mellem. Hele Elenas proces havde inspireret Arya til at konfrontere sin egen fortid, langt om længe. Hun havde overvejet det i noget tid, men det ville aldrig falde hende ind at tage af sted, så længe Elena var så deprimeret.
Men nu havde hun følt, at tidspunktet var kommet. Hun havde talt med Elena om det først, som havde støttet hende i beslutningen. Hun havde endda forhørt sig med hende, om hun kunne bede Dallas om at tage med, da han også var en af hendes absolut tætteste venner. Heldigvis havde Elena flere tætte venner, der ville gøre alt for hende, så hun blev bestemt ikke efterladt alene i lejren. Desuden havde Arya uden tvivl ingen planer om at blive i Grækenland længe. Hun havde sagt til sig selv – og til Dallas – at de under ingen omstændigheder ville være væk længere end to uger. Det var heller ikke ligefrem totalt sikkert for to halvguder at befinde sig samme sted over længere tid. Godt nok var hun sværere for uhyrer at sniffe sig frem til, fordi hun var datter af en undergudinde og dermed ikke havde en så kraftig 'duft'. Men Dallas var søn af en af de Olympiske gudinder og halvguder var altid nemmere at finde, når de var flere. Det positive ved deres destination var til gengæld, at der ganske rigtigt var en vis urkraft i hele atmosfæren, som gjorde det meget sværere for uhyrer og mytiske væsner at følge sporet af guddommelige gener.

Men det var langt fra det eneste positive ved destinationen. At vokse op på en ø, som Aegina, havde egentlig været ganske vidunderligt. Så mange mennesker tog til de græske øer hvert år, for at få et glimt af den rige kultur, natur og sindsstemningen. Arya havde aldrig behøvet at rejse for at få del i dette, da det havde været hele hendes hverdag. Der havde ualmindeligt mange stenhuse, som solen stort set altid skinnede på. Der var ældre mennesker, der smilende gik ned ad gaderne og torvene hånd i hånd, mens små børn løb omkring og legede med grin, der spredte sig fra øre til øre. Børn, der næsten skulle trækkes inden for, når deres mødre eller fædre råbte ud gennem åbne vinduer eller døre, at det var aftensmadstid. Der var selvfølgelig også problemer, ligesom alle andre steder i verden, men de føltes på en eller anden måde mindre slemme, når solen stod højt og en let brise spredte duften af friske blomster.

Øens rige historie påvirkede stadig nutiden på diverse måder. I forskellige perioder gennem tiden, havde Aegina været tilflugtssted for diverse folkefærd, som stadig prægede den blandede kultur i dag. Øen havde desuden længe været ganske velhavende, hvilket også stadig kunne ses. Noget, der især havde bidraget til økonomien, var kultiveringen af pistacienødder, som begyndte i slutningen af 1800-tallet og var blevet størstedelen af øens landbrug inden 50'erne. Derfor havde man også gennem hele Aryas opvækst kunne finde pistacienødder rundt omkring på alle markeder og i de fleste butikker. I Dianthe-husholdningen havde der også altid været pistacienødder at finde. De havde endda haft et par pistacie-træer i haven, som Julio havde lært sin datter at tage sig af, fra en tidlig alder. Hun havde altid haft grønne fingre og elskede naturen til den dag i dag, så det havde været en opgave der faldt hende i god jord. Og selvom hun havde fået utallige pistacienødder igennem sit liv, var det stadig hendes yndlingsnød; men det kunne selvfølgelig ligeså vel være fordi de mindede hende om hjem. Det var et af de få minder, hun havde fundet plads til i sit liv. Men nu var det tid til at skabe plads til flere af minderne.

Hun blev trukket lidt ud af sin egen tankestrøm, da hun mærkede Dallas' hånd give hendes egen et beroligende klem. Der fulgte et par opmuntrende ord, som hun kun lige ænsede, som de ankom til huset. Hun kiggede fra huset foran sig, til havelågen, til Dallas' opmuntrende smil. Så sendte hun ham et lille smil tilbage og nikkede resolut. "Ready." Hendes stemme kom heller ikke ud meget højere end en hvisken. Hun gav begge hans hænder et klem og gav så slip med begge sine. Hun knugede begge hænder sammen en enkelt gang, inden hun åbnede havelågen og tog et skridt fremad. Hun åndede ind, tog et par skridt mere og åndede ud. Så nikkede hun lidt for sig selv og lukkede resten af afstanden til hoveddøren med målrettede skridt. Hendes øjenfarve havde det med at reflektere hendes humør og hun tvivlede ikke på, at de så særligt livagtige og farverige ud i dag.
Da hun nåede hoveddøren, bøjede hun sig ned og løftede dørmåtten, hvor der stod 'velkommen' på græsk med en engelsk oversættelse nedenunder. Ganske som forventet, lå der en nøgle til huset. Arya tog den og lagde måtten ned igen, hvorefter hun rejste sig op og satte nøglen i låsen. Hun stod med den ene hånd på nøglen og den anden på døren i et øjeblik, før hun drejede den til der lød et lille 'klik'. Så trak hun den ud igen, lagde den i sin højre for-lomme og åbnede døren. Den lille gang man blev mødt af, var tom, med undtagelse af en stumtjener uden noget overtøj på sig. Men gangen ledte direkte ind til stuen, og de to rum var ikke engang adskilt af en dør. Så hun lukkede sine øjne og tog de par skridt, der dækkede gangen og landede én i stuen.

Da hun åbnede øjnene igen, måtte hun række bagud og støtte sig op ad væggen eller Dallas – hvad end der var tættest. Hun havde det som om nogen havde slået hende hårdt nok til at tage pusten fra hende. Det indvendige lignede næsten sig selv mere end det indvendige. Måske var det fordi hun havde forventet, at det ville være tomt for møbler eller have andre møbler. Det var ikke tilfældet. Møblerne var blevet omarrangeret, men det var de samme som dengang. Gulvtæppet, der havde ligget foran sofaen var blevet fjernet, og hun huskede at der havde været blod på det. Selve gulvet var, ligesom husets mure, af sten og det var lykkedes nogen at få renset dem af blod. Arya kunne se det for sig, når hun lukkede øjnene, men der var intet at se længere. Sofaen havde fået ny polstring, men det var tydeligvis den samme. Stuebordets plade var en mosaik af glas i regnbuens farver, der spredte sig i en cirkler. Hun tog mod til sig og bevægede sig hen til dette. Hun kørte nænsomt fingrene over det og mærkede en enkelt tåre glide stille ned ad sin kind, samtidig med at et lille, men varmt smil fandt hendes læber. "My dad made this." Han havde lavet det i Iris' ære, efter at have fortalt Arya om hende, da hun var fem. Det var hans måde at vise, at hun altid var med dem, selvom hun ikke kunne være der fysisk. Mindet om første gang hun så det, var efterhånden meget svagt, men bordet havde været til stede under mange fremtidige minder lige siden.

Minderne lå gemt i overalt i husets indre. Hun drejede langsomt rundt og lod blikket køre over rummet, mens hun tog et par skridt hen imod det præcise sted, hvor det hele var sket. Hun måtte dog stoppe brat op og knibe øjnene sammen, fordi billeder af hendes værste minde kørte for hendes øjne. Hun så sit 15-årige jeg, der løb hen og prøvede at gribe sin fars krop, som den faldt til gulvet. Og så var det som om hun trådte ind i mindet og levede igennem det endnu en gang. Hun faldt ned på sine knæ og prøvede at få ham til at åbne øjnene og trække vejret, men han var død næsten øjeblikkeligt. Han nåede kun at sende hende et enkelt blik og forsøge at række ud efter hendes ansigt, inden hans øjne lukkedes. Hun løftede sine hænder og så dem dækkede af blod, efter hun forgæves havde forsøgt at holde pres på det kæmpe åbne sår i hans brystkasse. Flere og flere tårer faldt fra hendes øjne og hendes udsyn blev sløret af dem. Hun bemærkede, hvordan nogle af tårerne ramte hendes hænder og blandede sig med blodet, mens nogle andre tårer landede på farens pande. Hun kunne ikke slippe mindet, der syntes at holde hende fanget, mens hendes krops handlinger spejlede dem i mindet. Det føltes så virkeligt, at den metalliske lugt af blod syntes at nå hendes næsebor; så virkeligt, at hun i øjeblikket glemte, at det kun var et minde.

Det var vildt, tænkte han en smule forbavset over hvor meget han havde ændret sig de sidste par år, at være vidne til Aryas transformation. Det var så tydeligt at hun kæmpede med sine tanker og følelser, og så evigt frustrerende, at det eneste Dallas kunne gøre var, at stå på sidelinjen og bare være der. Stå i baggrunden og ikke vide hvad han kunne gøre for at lette smerten. Men så igen, tænkte han, var det nogengange det eneste man kunne gøre.

De fortsatte mod husets hoveddør, og Dallas tog et par sekunder til at beundre murværket og de smukke, støvede farver, der prydede sydlig arkitektur. Ikke alt det amerikanske 'flashy' farver og rene snit, der skulle se så professionelt og funktionelt ud. Det her var lavet af autentiske, robuste materialer, og det skabte den skønneste atmosfære. Han kunne også godt lide hvordan planterne omkring huset havde fået lov til at gro sig vilde og stærke, selvom det nok ikke var meningen, og mere fordi huset havde været forladt så længe. Han smilede skævt over stereotypisk en søn af Artemis han nogengange kunne være, sådan at blive helt optaget over vild natur.
Arya tøvede ved døren, og han tog et skridt mod hende, for at lægge sin hånd på hendes skulder, men hun så ud til at fatte sig hurtigere end hans reflekser havde været, og han lod sin hånd falde, men låsen sagde klik, og halvgudinden skubbede døren op. Dallas prøvede ihærdigt på ikke at lade sig påvirke af stemningen, men han kunne ikke lade være med at stille sig en smule på tær for at se ind i huset, som om der stadig ville være blod og spor fra alt det forfærdenlige, der var sket der inde. Han kendte til historien, ikke de vilde detaljer, da Arya ikke havde haft hjertet til at gennemleve hele scenariet, da hun engang havde fortalt ham om det. Og nu stod de der. Han tog et skridt efter hende. Hun vaklede faretruende.

Dallas nåede at rynke øjenbrynene, før han hastig tog endnu et skridt, og nåede at gribe ud efter hende, som hun falmende greb fat i hans arm. Med en fast, støttende hånd, betragtede han hende intenst, for at være sikker på, hun ikke ville falde helt sammen eller besvime foran ham. Hans rynkede øjenbryn og årvågne blik slap hende ikke, da hun endelig løsnede sig fra ham, og krydsede lokalet. Han fulgte tavst med hende, og gav hende kun plads nok til, at han ville kunne være ved hende med et par hurtige skridt.

Det føltes pludselig som igår, han selv havde taget beslutningen om at tage tilbage til Las Vegas i den lille lejlighed, hvor han var vokset op, for at se sin fortid i øjnene. Det hele havde resulteret i, at han var blevet væk fra lejren i et par år, og han var faldet tilbage i et hul, der mindede ham lidt for meget om hans egen far - gambling og druk problemer og hvad han senere fik at vide, nok havde været en depression, men Dallas sagde til sig selv, at han var en alt for munter type til at kunne få sådan en diagnose. Indtil han så Elena. Den stærke, stædige pige, pludselig ude af stand til at se igennem sløret af sine tanker, og det var gået op for ham at ja. Det var sådan han selv havde haft det, og nok sådan han selv havde set ud, og at måske han havde gemt sin depression bag sarkasme og jokes, men at den stadig havde været dér. Den var først forsvundet, da han endelig var taget tilbage til lejren, og Arya havde været én af dem, der nok uden at vide det, havde skubbet ham ud af tågen og tilbage til livet.
Alt det blev han mindet om, som han betragtede sin gode veninde, tage det hele ind. Hans blik hvilede stadig opmærksomt på hende, og hans øjenbryn formede et svagt 'v' i hans pande, mens han betragtede hende.
Det var et smukt bord, hun viste ham, og hans ansigtsudtryk blev en anelse blidere. Han kunne udmærket forstå regnbue Gudindens kærlighed for denne lidt skøre kunstner, og kærligheden der blev gengældt ved hellige skrin, som han følte bordet repræsenterede.
"It's beautiful," svarede han, med et forsigtigt smil.  Måden lyset blev fanget i det farvede glas var magisk og tryllebindende, og det var meget tydeligt at Aryas far havde været en talentfuld og kreativ mand. "Worthy of a Goddess." Han håbede inderligt hun ikke ville ligge mærke til det lette knæk i hans stemme. Synet af hans gode veninde med tårer strømmende ned af kinderne var ikke ligefrem let. Han havde mest af alt lyst til at kramme hende, og tørre hendes øjne, men var ikke sikker på at det var lige nu han skulle gøre det. Tårerne var også fyldt med gode minder. Minder han gerne ville have, hun skulle genopleve. De ville gøre hendes tab lidt lettere, vidste han, så han stod stadig et par meter fra hende.

Og så var det pludselig som om han mistede hende.
Aryas øjne blev en smule matte og ufokuserede, og hun stivnede, mens minderne skyllede ind over hende. Dallas rakte frem for at røre hendes skulder, men hun faldt på knæ, og han stivnede et kort sekund.
"Rya?" Hviskede han tøvende, og satte sig på hug ved siden af hende. Han lagde forsigtigt sin hånd på hendes skulder, men hun så ikke ud til at registrere det. Minderne havde taget over. Dallas mærkede panikken røre på sig, og greb i stedet ud efter hendes hænder, som hun stirrede på. De var fugtige af tårer. Han skubbede sig hen foran hende, og knugede hendes hænder i sine. "Hey, it's okay. Listen to me. They're just memories. Look at me, Rya." Dallas lod sin stemme blive insisterende, som han ihærdigt prøvede at komme igennem til hende. Imens ransagede han sin hjerne. De var gået forbi både figentræer og oliventræer på vej her hen. Med sammenbidt kæbe lukkede han øjnene, og sendte et pust af naturdufte mod hende. Figentræer var meget aromatiske, og han håbede at duften ville hive hende ud af sin drømmeverden, og tilbage til ham. "Look at me." Gentog han, og lod blidt sin hånd hvile på hendes kind, mens hans mørkebrune øjne ihærdigt prøvede at finde hendes.

Da synet af stuen havde taget pusten fra hende, havde Dallas straks været der til at lade hende støtte sig op ad ham. Det var små øjeblikke som det, der forsikrede hende om, at hun havde foretaget helt det rette valg, da hun bad ham tage med sig. Det var også sværere at bakke ud, når man på en måde stod til ansvar for en anden end blot sig selv. Selvom de begge kunne finde ud af at tage vare på sig selv, havde hun i realiteten bragt ham i fare, ved at invitere ham med udenfor lejren. Derfor var hun fast besluttet på, at deres tur ikke skulle være forgæves. Det var ikke nemt at stå fast ved, som hun kæmpede en stille kamp for at få vejrtrækningen tilbage, men Dallas' nærvær hjalp hende. Selvom hun ikke havde vendt sig om og set på ham, siden de var trådt indenfor husets dør, kunne hun alligevel mærke hans tilstedeværelse. Hun kunne mærke hans øjne på sig, selvom hun ikke tænkte videre over dette. Hvis hendes opmærksomhed ikke havde været alle andre steder, havde hun nok bidt mærke i, hvordan hans støtte syntes at kunne mærkes fysisk. Den lagde sig nærmest om hende, som et varmt tæppe, der underbevidst fik hende til at føle sig tryg og i gode hænder. Under andre omstændigheder ville det helt sikkert have forbløffet hende, at nogle personer kunne have den effekt på én.

Midt i hendes beundring af bordet, brød Dallas' ord gennem hendes tankeræs. Hendes allerede nostalgiske smil bredte sig, som respons på hans kommentar. Hun nikkede lidt, men var for dybt begravet i sit eget hoved, til at lægge mærke til måde, hvorpå hans stemme knækkede en smule. Hun registrerede kun med nød og næppe ordene. "Indeed." Nej, hendes far havde bestemt ikke fejlet i sit forsøg på at lave et bord velegnet til regnbuegudinden. Et bord, der kun var ét af mange kunstværker, der var dedikeret til Aryas mor. Manden havde aldrig forelsket sig på ny, så hans muse havde altid været tydeligt at finde i hans arbejde. Hendes tankestrøm overtog igen, som mindet om hendes fars andre kunstneriske udfoldelser dukkede op for hendes indre øje. Det fik hende også til at tænke på, hvordan hendes hverdag havde været, hvilket lod hende reflektere over forskellene en smule.

Da Arya havde forladt Grækenland i tidernes morgen, havde hun været en ung pige. Siden var hun vokset op og blevet en kvinde. Hun havde også været meget igennem, som havde tvunget hende til at modnes meget på kort tid. Men selvom hun var vokset op og havde udviklet sig meget, siden hun var ankommet til lejren for alle de år siden, havde hun også stadig lang vej endnu. Lige siden hun havde forladt sit barndomshjem, havde hun været på flugt. Men ikke kun på flugt fra uhyrer og mytiske væsner. Hun havde været på flugt fra minderne, der hjemsøgt hendes drømme til den dag i dag. Det var kun med nød og næppe, at hun overhovedet overlevede de første mange måneder efter farens død. Billederne havde været så tydelige, hver gang hun havde lukket øjnene, at hun praktisk talt ikke havde fået noget søvn. Ikke mere end et par timer her og der, nogle gange med et par dages mellemrum. Hun havde ikke haft noget energi og havde ikke engang været i stand til at bruge alle sine evner, af bar udmattelse. Hun var kommet så tæt på at blive uhyreføde flere gange, end hun brød sig om at tænke tilbage på.

Det var faktisk først, da hun endelig var ankommet til lejren, at hun var begyndt at kunne sove igen. Og det var endda kun med lidt hjælp. I starten havde problemerne været de samme som udenfor lejren, og ikke én eneste nat havde hun været i fred fra sine drømmer; sine minder. Men efter de første par uger, var der kommet en ny halvgudinde til hytten. Egentlig havde denne lejrdeltager boet i lejren hele sit liv, men havde været udenfor lejren det meste af dét år. Heldigvis, var pigen datter af drømmeguden Morpheus og havde dermed været lige den rette til at fikse Aryas problem. Efter lidt invasiv brug af evner, havde Arya været god som ny. I hvert fald så god, som hun nu engang kunne blive. Men selvom det havde været sundt for hendes fysiske helbred at få en ordentlig søvnrytme igen, havde det i virkeligheden nok ikke været det bedste for hendes mentale helbred. Det havde tilladt hende at undertrykke minderne, til hun næsten kunne lade som om de ikke var der. Hun havde endda stort set aldrig talt højt om hændelserne i hendes fortid, fordi det hjalp hende med at begrave sig dybere i benægtelsen. Selv hendes tætteste venner – venner som Dallas, Elena og endda Theodor – havde hun aldrig fortalt om sin fortid i detaljer. De vidste, at hendes far var blevet dræbt af uhyrer, hvilket havde ledt til en lang flugt fra hendes side af, før hun havde fundet frem til lejren. Én sætning kunne i realiteten dække, hvor meget hun havde fortalt dem. Hvilket var dybt ironisk, da hun havde et medfødt talent for kommunikation, ligesom de fleste af Iris’ børn.
Arya havde aldrig været god til at lyve og havde så sandelig aldrig brudt sig om dette. Dette var muligvis den største udvikling, siden tiden i Aegina. Hun var blevet så god til at lyve, at hun gjorde det endnu mere overfor sig selv, end overfor andre. De største løgne af dem alle havde været dem, som hun bildte sig selv. Hun havde fortalt sig selv, at hun havde fået det bedre og var kommet over sine traumers så ofte, at hun var endt med at tro på det.

Måske var det derfor filmen virkelig knækkede nu. Hun havde løjet overfor sig selv så længe, at sandheden nu pressede så forfærdeligt på.
Hans stemme var ligesom et ekko bagerst i hendes hoved. Som om det var stemmen, der ikke var virkelig, men mindet var. Hun registrerede ikke engang, da han satte sig på hug ved siden af hende og endda lagde hånden på hendes skulder. Intet syntes at nå igennem sløret, som mindet havde lagt om hende. Mindet var så kraftigt, at Mnemosyne syntes personligt at spille hende et puds. Det kunne selvfølgelig være guddommelig indgriben; et forsøg på bogstaveligt talt at få hende til at konfrontere sine værste minder. Men hun var blot én af mange ubetydelige halvguder, som ikke havde haft nogen påvirkning på historien. Ikke endnu og sandsynligvis aldrig. Derfor var guddommelig indgriben højst usandsynligt.
Uanset grunden, var hun en fange af sit eget sind. Selv med åbne øjne, der stirrede ned på sine hænder, så hun ikke Dallas tage dem i sine egne. Kun blod og tårer kunne hun se for sig. Men så blev den metalliske blodlugt erstattet af en velkendt duft af figentræer og andre naturlige aromaer. Hun rynkede forvirret på panden, før berøringen af hans hånd på hendes kind endelig tillod hende at vende tilbage til virkeligheden; til nutiden. Hendes blanke øjne blev lidt klarere og hun blinkede et par gange, for at få nogle af tårerne væk. Indtil hun endelig kunne se ind i hans mørkebrune øjne. Øjne, som hun havde set ind i så mange gange før, men aldrig havde værdsat synet af mere end i dette øjeblik. Hun lænede sig instinktivt lidt ind mod hans hånd og knugede den anden i sine egne hænder. Hun tog en febrilsk indånding, da det gik op for hende, at hun havde holdt vejret. Som hendes vejrtrækning begyndte at blive mere stabil, åbnede hun endelig munden. "Thank you." De to sølle ord kom ud med en knækket stemme, da hele hendes krop stadig var påvirket af oplevelsen og mindet. Tårerne var ikke stoppet med at komme, men var blot blevet færre. Hun bemærkede dem knap nok selv, fordi hun ikke havde kontrol over dem endnu.