Stronger ~ Dallas

Det var varmt, faktisk så varmt at ingen trænede, ikke engang Ares' eller Athenes børn. Eller det var ihvertfald hvad Amelia havde fået afvide. Om det passede var hun ikke helt sikker på, og når hun tænkte over det var hun faktisk temmelig ligeglad. Sjovt, som blindhed kan personer, for før ulykken havde Amelia altid været nysgerrig og nærmest en ny papparazzi.
Med undtagelse af at hun ikke brød sig om at skrive, det tog så forfærdeligt lang tid og alligevel var det ikke engang sikkert at verden ville se hendes mesterværk.
Hun sparkede til et eller andet hårdt, sikkert en sten, og sukkede irriteret. Selv når hun rettede hovedet mod himlen, blev der ikke lysere. Der var mørkt, mørkt og atter mørket omkring hende. Ligesom hendes humør.
Hvorfor var det at det var hende der skulle ud for den ulykke? Hvorfor ikke en anden? Hvorfor ikke Veronica, der var så selvisk at det ikke kunne være sandt? Hvorfor var det at det var hende, der kom til at stå på vinderskamlen med hendes altid hånende smil? Og hvorfor var det at det gik, som det gik? Et styrt, der kostede Ice Cube livet var nok, men behøvede det ligefrem også at koste hendes balance for en tid, og synet? Åbenbart..
Hun slog tanken om ulykken ud af hovedet og koncentrerede sig i stedet om, hvor hun var henne. For.. hvor var hun henne?
Hun drejede rundt om sig selv, vel vidende om at det ikke ville hjælpe på noget, og bandede lydløst. Og langsomt indså hun kendsgerningen, at hun ikke vidste hvor hun var henne. Great.
Hun prøvede at lytte til hvad der blev sagt rundt omkring hende, men det eneste hun hørte var vandplasken, skrig og råb. Hun fik ikke så meget ud af skrigene og råbene, men hun fandt da ud af at hun var ved noget vand. Så var det bare at finde ud af om det var stranden eller søen, hun var ved.
Hun satte sig ned i græsset, og prøvede at finde en måde at spørge en om vej uden at afsløre, at hun var blind. Hun hadede folks reaktion, når de fandt ud af at hun var blind. Enten var det medfølelse, hun ikke kunne bruge til noget, eller så var det afsky, hvorfor vidste hun ikke. Måske pågrund af de mælkehvide og ubevægelige øjne hun havde fået fortalt, hun havde? Det var det nok...
Det var også en af grundene til at hun altid bar solbriller, hun kunne ikke klare når folk stirrede på hendes øjne. Det var øjne, ikke en eller anden museumsgenstand, der kun eksisterede for at blive overbegloet.