Please let me stay ~ Åben

Tid: Formiddag, omkring klokken 10
Sted: Foran hovedbygningen
Omgivelser: Massere af liv, bygningen foran André og det generelle område foran bygningen.
Vejr: Solskin, forårs vejr, let brise

Nu stod han der igen, som så mange gange før, men denne gang betød mere for ham end nogensinde.
Lyden af aktive lejrbeboer fyldte luften omkring ham, kun afbrudt af sporadisk fuglkvideren.
Det var måske ikke atypisk for børn af Hades at udstråle en mørk og dyster aura, men der var alligevel noget ekstra ... over denne halvgud.
André trak vejret dybt og lod et suk forlade hans læber. Adrenalinen flød rundt i blodet på ham og han gjorde alt for ikke at lyde forpustet. Han var løbet derind. Søgt tilflugtsted det eneste sted han vidste han ville være i sikkerhed. Endelig var han fremme, men han turde slet ikke håbe på at de ville lade ham blive. Og selv hvis Chiron ville lade ham blive, så var det ikke sikkert de andre halvguder og gudinder ville acceptere ham. Men André var nødt til at tage chancen, og så måtte han leve som udstødt hvis det var det der skulle til, for ikke at være på flugt hele tiden.
Andrés tøj var beskidt og slidt. Han lignede slet ikke den samme andre som forlod lejren for 4 år siden. halvlange skægstubbe og sjusket hår prægede det førhen ungdommelige ansigt. Tøjet var slidte joggin bukser, en ødelagt t-shirt og en alt for stor hættetrøje. Skoene var hullede og støvet. Han var blevet spinkel. Den engang slanke muskuløse krop var blevet mager, noget man måske ikke ville tænke over, hvis ikke man så ham uden hættetrøjen. Og inden ville opdage var slemt det egentlig var, hvis de ikke kendte ham fra før. Ansigtet var foruden den vilde hårvækst præget af mørke render under øjnene og indsunket kinder. Han så mildest talt syg ud.
André vidste at han før eller siden skulle fortælle hvor han havde været de sidste 4 år og hvorfor han så ud som han gjorde, men han ville trække den så længe som muligt. Chiron havde oplevet Andrés mange problemer, og derfor havde André også en svag fornemmelse af, at Chiron ikke ville sætte spørgsmålstegn ved hans råb om hjælp, i hvert fald ikke med det samme.
Alt der var at gøre nu var at gå de sidste skridt og gå ind i hovedbygningen. Men åh, hvor kunne de fødder dog være tunge.


//Alle er velkomne til at deltage, også bare for et enkelt svar hvor karakteren går forbi og tænker sit omkring denne mærkelige gut der står dér midt i det hele. Jeg håber I tager godt imod en gammel karakter, der desperat har brug for et sted at være

Imens André stod og brugte unødvendigt lang tid for en almindelig halvgud til at gå ind til Chiron, var han ekstremt opmærksom på alle der gik forbi. Lyttede til alt hvad alle sagde, alle lydende fra fodtrin mod jorden og stof der bevægede sig.
Midt i alt den stimuli, som for André virkede overvældende, blev hans opmærksomhed fanget af en dør der åbnede sig foran ham. Ud trådte en ung kvinde med rødligt hår. Da hun vendte blikket væk fra himlen, var det tydeligt for ham, han kunne se at hun betragtede ham. Han vidste han så slemt tilredt ud. Han havde det mildest talt også elendigt, og adrenalinen havde knapt nok sluppet sit tag i ham.
Noget over hendes statur og udstråling emmede af noget, noget elektrisk og det gik hurtigt op for ham hvad hun var. Han hadede at være søn af en af ”De Store Tre”, specielt fordi han var søn af det såkaldte sorte får. Den udstødte. Den onde. Så han blev den de andre ikke ville være sammen med. Ham der altid måtte være alene og klare sig selv. Det gjorde at han både hadede og misundte børnene af de andre guder. Men man kan ikke vælge sine forældre selv, selvom det havde gjort livet en del nemmere, for en del børn, halvguder og mennesker.

André bed tænderne sammen og stirrede ikke just fornøjet på hende. Hendes kommentar ramte plet. Men det var bestemt ikke det han havde lyst til lige nu. Han pressede den gamle André langt tilbage i sit sind og blev arrig. Hans egen regel om ikke at snakke med andre før han havde talt med Chiron blev brudt, for han kunne ikke stå der og tage imod flere slag, uden at forsvare sig.
” Then you should’ve seen the other guy… Daughter of Zeus” svarede han bidsk igen. Navnet på guden dryppede nærmest af gift, da det forlod hans mund. Ikke én gang lod han blikket falde væk fra hende. Han havde det som om han var ved at indlede en kamp, og selvom kræfterne var talte, havde han ikke tænkt sig at flygte. Han orkede ikke en eller anden opblæst halvgud skulle stå og tage pis på ham og pirre ham. Han ville bare gerne føle sig sikker igen, så sikker han nu kunne være i en lejr hvor man helst ville undgå over halvdelen af beboerne.

Den gamle André fik ondt i hjertet da han så hvordan hun reagerede på hans bidske svar. Han var jo ikke sådan, hadefuld, overfor andre end hans far selvfølgelig. Men de sidste par år havde ændret ham markant, og selvom han stadig var den samme indeni, havde det traume nok ødelagt nok til at han aldrig ville blive den samme udadtil igen.
Han lod ansigtsmimikken slappe en smule af, som et forsøg på at fremstå mere neutral fremfor kampklar, men det var svært når man havde været i en konstant form for fight or flight mode i så lang tid.

Da hun begyndte at tale igen, lagde han mærke til at hun så en smule bekendt ud. Han kunne ikke helt sætte fingeren på det, så han slog det hen med at hun nok havde været i lejren samtidig med ham, før han forsvandt. Indvendigt træk André på smilebåndet over hendes kommentar, men udadtil holdte han en neutral mimik. Hendes næste kommentar ramte dog hårdt. Alt for hårdt. For den var sand. André havde aldrig behøvet at være en exceptionel god kriger, for han var velsignet med evner der desværre både gjorde det både lettere og sværere at kæmpe. Han bed tænderne sammen og sank en gang. Klumpen i halsen gjorde det svært for ham at sige noget.

Da pigen snakkede igen og fortalte at Chiron var i dårligt humør og han ikke selv lignede en der var gode nyheder, havde han lyst til at le. For hun havde ingen idé om hvor dårlige nyheder han egentlig bragte med sig.
Han betragtede hende da hun tog pakken med cigaretter frem og tændte en. Der var alligevel noget lidt særligt over måden hun gjorde det på. Han misundte lidt at han ikke selv bare lige kunne trylle en flamme fra Underverden frem og bruge på den måde, men han havde bestemt ikke i sinde at opsøge den ene mand der kunne lærer ham det.
Da pakken blev rakt hen imod ham, ændrede han sig fra at være anspændt og på vagt, til at være en smule mere afslappet og mere forsigtig. Som et vildt dyr der langsomt forsøgte at komme hen til en udstrakt hånd med mad.
Han trådte forsigtigt og varsomt hen til hende og tog imod en cigaret. Efter alt hvad han havde været igennem, skulle han måske finde et barn af Dionysos og få lidt til at skylle rædselerne væk. Måske skulle han endda bruge dem alle sammen, så der var nok. Bare for en sikkerheds skyld.

Hendes kommentar om at han trængte til et bad, havde fået den gamle André til at klukke. Men alt den gjorde lige nu var at løfte stemningen i hans sind og et svagt og skævt smil flakkede kort hen over hans mund.
” Yeah, but when you have to hide between dead people, you gotta play the part” Der var en smule sandhed I det, men det var bestemt ikke derfor han så ud som han gjorde.
” Would you mind, lightning up my day?” Uden at tænkte nærmere over det, havde den gamle André alligevel skinnet lidt igennem, da han kom med dette sølle forsøg på en joke. Havde han været 100 procent sit gamle jeg, havde han sikkert også spurgt om hun kunne assistere med badet. Men nu var han ikke sit gamle jeg, ikke længere.

”So.. What did you do? To get him in a bad mood, I mean…” André gav det et ynkeligt forsøg på at smalltalke, men denne halvgudinde havde givet ham håbet om en normal samtale der ikke var præget af frygt og død og ødelæggelse, og så var det nemmere at tale med en, som man ikke følte man havde svigtet ekstremt ved at forsvinde i flere år uden at give lyd fra sig.

”Uhm… André… That’s my name, by the way…” Han kiggede på hende med et anstrengt smil og træk lidt på skulderne. Det var underligt at sige sit eget navn igen, efter at have undgået det i et langt stykke tid, for ikke at blive opdaget.