Please don't ask ~ Elena

Tid: lidt før midnat
Sted: lejrbålet
Vejr: Mørkt, månen lyser, stjerne klart køligt


Imens de sidste gløder fra det store bål langsomt gav op og døde ud, sad han der i mørket for sig selv. Bleg i månelysets skær, sad han med hænderne samlet foran sig, med underarmene hvilende på hans knæ. Det tomme blik i hans øjne, gemte på så mange usagte ting, så mange hemmeligheder.
En kølig briser for forbi ham og André skuttede sig mod kulden. Selvom han havde sin sorte hættetrøje på, var han stadig kold.
Han sagde ikke noget, tænkte ikke noget, gjorde ikke noget. Han sad der bare, lyttede til skovens nataktive dyr og til gløderne. Han turde ikke tænke. Han ville bare glemme, glemme alt hvad der var sket og gemme sig væk i sit eget indre. Hvorfor han overhovedet var kommet tilbage ville ikke give mening for alle de andre, ikke når de ikke vidste hvad der havde jaget ham derude. Men samtidig var det at være tilbage fyldt med skam og sorg. Han havde lyst til at gemme sig, så de andre ikke så ham, leve i skyggerne og være alene. Han turde slet ikke tænke på hvordan hans gamle venner havde følt da han bare forsvandt sporløst. Hvis han dog bare kunne forsvinde, uden alle de problemer der forfulgte ham..
Han lukkede øjnene kort og talte minutterne før midnat, før hans første dag tilbage var overstået, og ventede kun på at kunne sætte den første streg, af mange, som en fængsels indsat der tæller dagene til de kom ud i friheden igen.

Hår + makeup + outfit
Sorte jeans + hvide adidas sneakers

Håret var sat opsat i hvad der kunne minde om en løs knold og eftersom, at den unge gudinde havde jagtet sin lille dreng rundt i deres hjem hele aften, så var der ikke behov for andet end en halvvarm cardigan, bare for at undgå en unødvendig forkølelse. Det var der efterhånden ikke tid til at døje med. Det var jo alligevel også kun april.
Elena havde blot haft endnu en typisk hverdag, der egentligt efterhånden kun bestod af at passe sin søn, funderer over, om hun nogensinde ville se sin mand igen, få trænet efter hun havde efterladt Milos med en af nymferne, der plejede at passe ham, når hun havde brug for pusterum. Nå ja, og så de planlagte legeaftaler med hendes bedsteven og gudfar til hendes dreng, Dallas. Udover Annabeth, så var han den eneste konstans i hendes liv. Man havde i hvert fald ikke set noget til hendes mand i lang tid.
Halvgudinden bevægede sig stille ud af hoveddøren i hendes hjem og begyndte at bevæge sig længere ind mod lejren. Hun havde puttet den lille med sin moster, Annabeth, som havde tilbudt at passe ham, så hun endelig kunne komme ud og nyde lejrens aften stilhed. Elena prisede sig lykkelig; havde det ikke været for Annabeth og Dallas, så havde hun knækket for længst.
Hendes kurs var sat mod lejrbålet; hun havde brug for at dufte den kølige nat blande sig med duften af brændende træ i mens hun lod varmen fra bålet varme ansigtet. Det var et specielt sted for hende. Der var mange minder koblet til det sted. Ét minde i særdeleshed var nostalgisk for hende. Hendes første kærlighed. Det fik hende til at slå blikket nod mod sin ringefinger, hvor hendes forlovelses- og vielsesring var. Hun begyndte at dreje dem med hendes højre hånd. I mens hendes ben drev hende fremad, var hendes blik distraheret af hendes nulren om sine ringe. Det var i hvert fald indtil hun så en skikkelse sidde ved bålet ved hendes perifere synsvinkel. Hun kiggede op men stoppede dog ikke hendes gang. Efterhånden kunne hun ikke bekymre sig mindre om andre lige nu.

Lyden af skridt der nærmede sig bålet fangede Andrés opmærksomhed. Han lod blikket langsomt bevæge sig mod lyden, alt imens hans krop langsomt spændte op og gjorde ham klar. Adrenalinen begyndte at stige i blodet i takt med at hans puls steg og hjertet bankede løs.
En skikkelse kom frem i lysningen og André prøvede at analysere hvem det var, og vigtigst af alt, om han var i fare.
Da skikkelsen kom tættere på, blev det synligt at det var en kvinde. Hun gik og fumlede med noget med sine hænder. Skæret fra flammerne blev kort reflekteret i noget ved hendes fingre. En ring, måske? André var ikke sikker.
Da hun løftede sig hoved op frøs han.
Var det virkelig? Det kunne det umuligt være. Men så igen, han ville aldrig glemme det ansigt. Hun så ældre ud, men han havde også været væk længe. Men der var ingen tvivl, det var Elena.
Indeni var der et virvar af følelser og tanker. Skulle han stikke af? Ville hun genkende ham? Havde hun overhovedet lyst til at se ham? Var han klar til at se hende? Efter al den tid der var gået, han vidste at han var gået glip af så mange ting, samtidig med at han priste sig lykkelig over at hans gamle venner ikke havde været en del af hans forsvinden.
Følelsen af et sug i maven, af både angst og glæde var overvældende. Lysten til både at grine og græde blev dog overskygget af hans indre sorg der efterlod hans ydre fuldstændig koldt og lukket ned. Men alligevel kunne han ikke tage øjnene fra hende, han stirrede på hendes ansigt, tog alt ind, hvert et træk, hver et hårstrå der hang ned. Han var som forstenet, fortryllet i minder og angst for reaktionerne. Han sugede alt til sig, for han vidste at der var en real chance for at hun ville afvise ham, ignorere ham, afstøde ham, og det ville være det sidste glimt han nogensinde ville se af hende.
Han havde lyst til at sige noget, gøre hende opmærksom på at det var ham, men hans krop reagerede ikke, hans mund åbnede sig ikke, ingen lyd eller brummen kunne undslippe hans hals.

Den mindre omdrejning af hende ringe om hendes venstre pegefinger gjorde ikke meget for at berolige hendes tanker. Det er var ikke andet end en et pinefuld minde om, at hun havde været forelsket, forlovet, gift, født og derefter efterladt. Men så igen; hun havde trods alt ikke andet en skuffende oplevelser, når det gjaldt kærlighed, så hvorfor skulle det være anerledes denne gang. Hun var blot skuffet over, at det var foregået så længe og kørt så langt ud, at hun havde fået ringe på fingeren. Dog ville hun ikke ændre det for noget i verden. Hun havde fået sit livs kærlighed ud af det. Nok var det ikke Julien. Men det var hendes søn. Lille Milos.
Elena var kommet tæt nok på til at kunne opdage, hvem skikkelsen ved lejrbålet var. Dog kunne ikke tro sine egne øjne. Det kunne jo ikke være sandt? Efter alle disse år, og så skulle han pludseligt sidde dér. Det var jo ikke sandsynligt. Hendes ben drev hende stadig blindt fremad indtil hun stod lige bag en træstamme over for ham. Der var ingen tvivl. Hun kunne se ham tydeligt, ligeså vel som han kunne se hende. Bålets ild oplyste hendes ansigt, og hun kiggede på ham med ren forundring.
"It can't be..." efterlod hendes læber som det eneste. Hun kunne stadig ikke begribe, at han sad lige foran hende. André. Hendes første kærlighed.
"It can't be" gentog hun igen. Denne gang med lidt tryk på. For hvordan skulle hun kunne tro på det? Efter alle disse år. Og så skulle hun kunne finde ham siddende lige der, hvor de mødte hinanden for første gang. Efter alt, hvad der var hændt. Ved guderne, hun havde en søn nu. Han var 5 år gammel. Manden, der havde forsaget hende ufattelige mænder smerter, trods han samtidigt havde skænket de bedste minder. Lige dér. Med kun et lejrbål, der sepererede dem. Det var ikke muligt.

Imens hendes ben bar hende tættere på, kunne hans blik ikke andet end at stirre på hende. Hver en detalje André kunne opfange sugede han til sig. Efter alle disse år, han havde aldrig troet han skulle se hende igen, se nogen af hans gamle venner igen.
Da hun endelig stoppede op og flammernes lys dansede hen over begge deres ansigter, føltes det som om at tiden stod stille. Hvis han havde kunne, ville han ikke have haft noget imod at lade tiden stå stille så længe som muligt, for at indprente hver en lille detalje fra hendes ansigt, så han kunne huske hende. For hvordan ville hun reagere? Hvad nu hvis hun aldrig havde lyst til at se ham igen? Hvad hvis hun ville flippe ud og angribe ham? Tæve løs på ham, skælde ham ud? André ville ikke bebrejde hende, og han ville ydmygt tage imod hvad end hun smed i hans retning. Bare han kunne få lov til at se på hende lidt længere.
Langsomt og varsomt rejste han sig forsigtigt fra sin siddeplads, en smule krumrygget og med armene en anelse ud til siderne. Hans mørke øjne veg ikke fra hende et eneste sekund.
Da han hørte hendes stemme, ramte afsavnet ham endnu en gang. Så velkendt, så fuld af minder. André blinkede en enkelt gang for at undgå at tårerne byggede sig op i øjnene. Hans første rigtige kærlighed, hans tidligere bedsteveninde. Han sank en enkelt gang og første at åbne munden. I takt med at han langsomt fik rettet kroppen ud så han strakte sig i sin mere eller mindre fulde højde, fik han samlet sig sammen til at sige noget til hende.
"He.. Hey... It's.. It's me... I'm back..." et svagt og skævt smil spredte sig over hans læber imens han sagte fik ordene til at fylde tomrummet imellem dem.
André afventede tålmodigt hendes reaktion, for selvom han havde brugt de sidste mange år på at være varsom og i alarmberedskab, så kunne han mærke at synet af en gammel ven hjælp en smule på at sænke paraderne.

Elena tog et varsomt skridt bagud, da han rejste sig op fra træstammen. Hendes mund var let åben i chok og hendes arme dinglede følelsesløst ned langs hendes sider. Hun kunne mærke en klump forme sig i halsen og tårer begyndte så småt at vælde sig op i hendes øjenkroge. Den første tåre faldt ned ad hendes kind i takt med, at han gav lyd fra sig. Det var virkelig ham. Hun kunne genkende den stemme når som helt og hvor som helst. Den stemme, der for mange år siden hviskede uskyldige kærligheds erklæringer, der gjorde hende blød i knæene, men senere hen fortalte sandheder, der ville knuse hendes hjerte, men også den selv samme stemme, der ville fortælle hende de bedste vittigheder, der ville forårsage mavekramper i timevis. Dén stemme ville hun aldrig glemme.
Chokket var så småt ved at dulme sig, og Elena opdagede, at hendes mund stadig stod en smule åben, så hun samlede læberne, pressede tænderne sammen og strammede kæben. Hans smil gav hende en pine i maven. Hun havde ikke været klar over, hvor meget hun egentligt havde savnet det smil, og nu hvor hun så det gik det op for hende, at hun har haft manglet det. I alt for lang tid.
"Why. After all these years, why now". Det lød ikke som et spørgsmål, men blot en konstatering. Elena kunne stadigvæk ikke helt mærke, hvordan hun havde det med, at han nu stod dér, men én ting vidste hun; hun var så småt ved at blive ophidset. Fordi ved Hades, hvordan kunne han forlade hende på den måde for så bare at dukke op efter alle disse år.

Det skar i hjertet at se hende træde væk fra ham, følelsen af at blive afvist ramte hårdere end André havde forventet. Men han fik samlet sig og fik skubbet følelsen ned inden han rettede sig ud og talte. Selvom han vidste det ville blive svært at komme tilbage, og han halvt forventede flere mordforsøg fra de andre halvguder som respons på hans forsvinden og det at han var kommet tilbage, kunne han ikke stoppe det svage smil, dér stod hun, hende der havde betydet så meget og været så vigtig for ham, og aldrig havde han været så i tvivl om hvor han havde hende henne.
Hendes stemme vakte minder og sendte en varm bølge af genkendelighed igennem hans krop og spredte gåsehud hvor end den ramte. Hendes ord var ikke et spørgsmål, selvom man måske kunne tro det, men selv efter så lang tid hver for sig, vidste André godt at uanset hvad han svarede, ville hun lige nu ikke kunne lytte til det. Hun var på vej til at blive vred.
André ville ikke bebrejde hende for det, han var nok selv blevet rasende hvis det havde været omvendt.
"Elena, please... You deserve to know the truth, and I promise you, I will tell you... But..."
André stoppede op. Hvilken undskyldning skulle han give hende? Hvilken undskyldning ville hun overhovedet godtage? Han stirrede på hendes ansigt, hans øjne flakkede rundt og prøvede at få hver en detalje med, prøvede at aflæse hende, men også bare det at se hvordan hun havde ændret sig efter alle de år, men samtidig tydeligt var den samme unge kvinde, der havde haft hans hjerte, på flere måder.
Efter hvad der føltes som evigheder begravet i tanker, besluttede han sig for at være ærlig. Det var svært at få sagt, det var sårbart og selvom det var en kommentar uden at afsløre noget, var det længe siden han havde åbnet op overfor en anden person og fået sat ord på sine følelser.
"I'm not ready to talk about it yet..." hans stemme var en lav hviske og han slog blikket ned. Tårer pressede sig på og opgivende faldt hans holdning sammen inden han lod sig falde ned og sidde igen på træstammen bag sig. Han var ikke klar til at tale om det, til at fortælle, til at lade andre vide og forstå omfanget af hans tid væk. En ting var at rippe op i det hele og åbne op for andre og ham selv til at bearbejde det, en anden var frygten for hvordan dem omkring ham ville reagere på det hele, og frygten for at miste dem på grund af det.