What a day... - Elena

Tid: 20:34
Sted: Lejrbålet.
Omgivelser: En del andre halvguder fordelt rundt omkring bålet.
Vejr: Roligt. Skyfri og stjerneklar himmel, dog en smule køligt.
Dag: Fredag.
Årstid: Vinter/Forår.
Påklædning: En stor, sort sweater, et par jeans, perlehalskæden, og et par slidte sko.

Lejrlivet i halvblodslejren var åbenbart hårdere end man først troede. Det var stadig kun Hannibals første uge her, og det var ikke gået specielt godt. For første gang havde han deltaget i 'Capture the Flag'. Det gik i hvert fald ikke til hans fordel. Under 'legen' blev han omringet af nogle fra det andet hold, og blev på næsten ydmygende vis, slået. En forbinding omkring hans højre arm og et næsten blåt øje var bevis på dette. Han havde også fundet ud af, at dét at mødes om det store lejrbål, var noget nær en tradition. De andre fra Poseidon-hytten havde slæbt ham derhen, men han sad ikke sammen med dem længere. Der havde ikke været plads nok helt tæt ved ilden, så Hannibal sad lidt derfra på en træstub. Der var selvfølgelig andre omkring ham, men han snakkede ikke med dem. Han sad blot roligt og nød hans mad, som bestod af et ristespyd med forskellige slags kød og lidt salat. Han var iklædt en sort sweater der var lidt stor til ham, men den varmede godt. Og benene var iklædt et par jeans. Det ene ærme var dog rullet op til albuen for ikke at ødelægge forbindingen om hans underarm. Det gik han selvfølgelig på, men ikke så det kunne ses. Da en af de andre fandt en violin frem, og begyndte at danse rundt med nogle satyrer til noget lystigt musik, smilte han skævt og pludselig nød han det lidt mere. Det varede dog ikke længe, så lidt efter faldt der en undrende udtryk over hans ansigt. Maden var varm, alt for varm for hans tunge. han så lidt på en gruppe piger der sad lidt fra ham, og pustede så på maden med en kold ånde for at køle den ned. Endnu havde han ikke forstået at sådanne evner var mere end velkomne der. Det var alligevel meget at skulle vende sig til på så kort tid.

Elena sad allerede ved lejrebålet med nogle af sine søstre og hyggede sig gevaldigt. Hun elskede lejrebålet og især når der var forsamling. Hun grinede og fnisede sammen med sine søskende men forstod ikke hvad de fnisede af. Vær gang de fnisede fnisede hun med. Hendes tanker var et helt andet sted og til sidst rejste hun sig og gik hen til et træ mens hun kunne høre pigerne sige 'Hej hej Elena' og alt muligt i den stil. Hun satte sig ned og lænede sig op af træet. Hun begyndte at tænke på sin mor og om hun nogensinde ville få hende at se. Hun så over på hendes søskende der stadig grinede. Hun fik selv et smil på læberne da hun så hvor glade de var. Det var det hun elskede ved forsamlingen. Alle de smil og al den latter og dans og musik. Det hele varmede indeni at se hvordan folk hyggede sig og havde det sjovt.

Det var rigtig hyggeligt, at sidde ved det store bål. Den dejlige larm af morsomheder og latteren fra mange andre, nåede af og til ind til Hannibal. Det var svært ikke at nyde det hele, på trods af hvordan man nu ellers havde det. Da han var ved at være færdig med at spise, sad han bare lidt og så sig omkring. Han udvekslede blikke med nogle døtre af Afrodite, men tænkte derefter hurtigt at han nok hellere måtte sætte hans tallerken på plads. Han rejste sig langsomt op, og tog et par skridt bagud med det urolige blik rundt på alle de fascinerende synsindtryk. Dog var der en smule ballade, og nogle sønner af Ares, tumlede en smule rundt. Idet Hannibal vendte sig imod det bord hvortil han havde sat kursen, bumpede han ind i sønnerne af Ares. Han tabte tallerkenen og væltede ned mod jorden tæt på et træ. På vej ned fik han øje på en pige der sad op ad træet, og gjorde alt for ikke at lande lige ovenpå hende. Han landede på jorden, og selvom det var blødt, gjorde det alligevel ondt. Sjovt nok kunne han ikke lade være med at grine, da han gav hans egen klodsethed skylden. han hævede hovedet fra jorden, og kiggede op. Han var landet lige foran pigen der sad op ad træet. Han smilte skævt og lidt uskyldigt. "Hey..." sagde han hurtigt da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige i sådan en situation. Eller måske skulle han slet ikke have sagt noget. Han kiggede på hans arm, og opdagede hurtigt at hans arm var landet på hendes fod. Han fjernede den med et lettere forskræmt blik og skubbede sig selv op fra jorden. "Sorry." sagde han hurtigt, undskyldende med hans klare stemme. Han havde set hende før, til 'Capture the flag'. Hun var vidst på det andet hold. han var glad for det ikke var hende som havde tævet ham der... men måske ville hun tæve ham nu?

Elena smilede bare til ham da hun ikke vidste hvem denne halvgud var og hvem hans far eller mor fra halvgud siden var. "Det gør ikke noget." Sagde hun sødt og venligt. Hun var meget imødekommende overfor ham og gjorde ikke noget eller blev ophidset over at han bare væltede som en tønde hen til hende. Hun havde ikke set ham før i lejren så hun regnede med at han var ny. "Hvad hedder du så?" Spurgte hun venligt og smilede til ham. Hun havde et sværd med som altid og en lille kniv i støvlen. Hun tænkte ikke så meget mere nu hvor denne halvgud var dukket op.

I en hurtig bevægelse, fik han sig selv skubbet helt op fra jorden, og fik sig selv placeret i en skrædderstilling. Han kiggede hurtigt efter dem som han var rendt ind i, men vendte hurtigt blikket imod denne pige. Han smilte skævt og var en smule forlegen imens han børstede noget skridt af bukserne og hans sweater. Hendes venlighed var han glad for, og det bragte et muntert smil frem på hans læber, alt imens han kørte en hånd igennem hans hår så det ikke sad i ansigtet på ham. "Hannibal.. Hvad hedder du?" svarede han lidt efter. Hans accent var ikke til at gå glip af, og det ville være tydeligt for enhver at han i det mindste var europæer, og ikke fra U.S.A. Men heldigvis var det ikke ligefrem oprindelse der blev lagt vægt på dette sted. Dog havde han mødt nogen som havde besluttet sig for ikke at kunne lide ham, blot fordi hans far var Poseidon... en underlig ting hvas man spurgte ham. hurtigt overvejede han at smutte videre, men så fik han øje på den ødelagte tallerken, og besluttede sig alligevel for at blive siddende. Da der ikke kom ord ud af hans mund, hævede han blot hurtigt hans øjenbryn og skuldre med et lukket smil. Hurtigt studerede han hendes perlehalskæde, og fandt hurtigt ud af at hun åbenbart havde været her ret så længe. "Skal du ikke hen til bålet til de andre?" spurgte han så, nysgerrigt, og smilte venligt til hende. Selv kunne han nu godt lide at være lidt alene, men at sidde alene på sådan en hyggelig aften virkede da lidt underligt...?

Elena smilede til ham. "Jeg hedder Elena." Sagde hun. "Jeg er på en meget mærkelig måde flygtet fra lejrebålet. Al den fnisen med mine søskende gjorde mig lidt træt. Jeg fattede ikke engang hvad de grinte af så jeg gik sådan set bare min vej. Men hvad med dig? Siden du bare kommer trillende bogstavelig talt." Sagde hun og et kort grin undslap hendes læber. Han så ret venlig og sød ud og hun glemte helt at spørge hvem hans gudforælder var. "Jo og forresten hvem er din gudforælder?" Tilføjede hun så.

Imens hun snakkede og forklarede, smilte han bare og nikkede lidt. Det var vel forståeligt nok. Han kiggede sig over sin ene skulder, tilbage på den flok piger der sad og grinte lidt. Han gik ud fra det var dem der var hendes søskende. Han trak dog lidt på skuldren og kiggede tilbage på hende. "Jeg er ny her, så skal lige vænne mig til det hele. Og mine søskende er løbet et eller andet sted hen." forklarede han selv kort og nikkede lidt for sig selv. Hun virkede helt klart som en venlig og sød person, både af væsen, men så sandelig også af udseende. Hans egen verden snigede sig lidt ind på ham i den korte stilhed, men hurtigt vågnede han op da hun spurgte ind til hans far. Han rettede lidt på sig, og trak en enkelt gang i hans lange ærme for at dække hånden. Kulden irriterede han egentlig ikke, men når man bare sad på jorden og ikke lavede noget, kunne det nu godt blive en smule koldt. "Ehm. Min far er Poseidon. Åbenbart... og hvem er din gudeforælder?" svarede han med et skævt smil. Allerede nu begyndte han at gætte sig lidt frem. Efter han var kommet hertil, havde han forsøgt at holde sig opdateret og samle sig viden om Græsk Mytologi. Men inden dette havde det aldrig rigtig syntes spændende for ham. Men nu hvor det var en del af hans virkelighed, var hans øjne åbnet for det.

Elena smilede da han sagde det med hans brødre men da han fortalte hvem hans far var stivnede hun næsten og hendes smil forsvandt og hun rejste sig op og begyndte at kigge en smule ondt og fjendtligt ned på ham. "Jeg er nød til at gå..." Sagde hun meget ondt og meget dystert. Hun ville meget gerne bare slå ham ned i græsset og bagefter true ham med den kniv der gemte sig i hendes støvle. Men siden det var umuligt vendte hun sig bare om og begyndte at gå fra ham. Hun havde allerede planlagt hvordan hun ville kunne få ham 'slået ned'. Han var godt nok ny men han var søn af Poseidon og så gjorde det ingen forskel. Hun gik mod sine søskende for at advare dem om at der var kommet en ny af Poseidon børnene og at de skulle gøre det imod ham som de gjorde mod de andre. Hun kiggede sig slet ikke over skulderen for at se til ham da han lige pludselig ikke var hendes type som hun gad ses med. Han var hendes fjende ligesom alle hans søstre og brødre og han skulle ned med nakken så hurtigt så muligt. Og det kunne slet ikke gå for stærkt.

Det hele syntes at gå så hurtigt at Hannibal knap opfattede og forstod hvad der var sket. Havde han sagt noget forkert? Han sad stadig lidt og kiggede uforstående på hende, men rynkede så sin pande idet hun sendte ham et ondt blik. Han blinkede et par gange, og så sig omkring. Var der mon sket noget andet som fik hende til at gå? "Elena?" spurgte han først med hovedet lidt på skrå, efter hun havde sagt at hun måtte gå. Han rejste sig op og tog et par hurtige skridt imod hende, med hans ene arm rakt imod hendes. I baghovedet begyndte han dog at ane hvad der kunne være problemet. var problemet virkelig det at hans far var Poseidon? Det var jo ikke ligefrem fordi han havde valgt det. han lænede sig frem imod hende, og greb ud efter hendes ene arm, i håb om at kunne stoppe hende inden hun nåede hen til hendes søskende. Det ville jo nok ikke være for godt hvis han stod og skændtes med hende foran hendes søskende, ikke et scenarie der ville gå ham godt... især ikke siden han var ny. "Vent Elena. hvad er der galt?" spurgte han så forvirret og med hans klare stemme. Hvorfor fulgte han mon efter hende? han var begyndt at nyde hendes selvskab, og så besluttede hun sig pludselig for at smutte? Hvis der var noget han kunne gøre, så ville han da gerne hjælpe på en hvilken som helst måde han kunne.

Elena stoppede op og da han tog fat om hendes arm. Lige så hurtigt som han havde taget fat i hende vred hun sig løs og fik ham skubbet en smule væk fra hende. "Du skal slet ikke prøve på at røre mig igen din usling af Poseidon's søn at være. Men du kan da gøre dit bedste forsøg." Sagde hun og gik helt hen til ham. "Du ville bare fortryde det så inderligt meget." Sagde hun og vendte sig så om igen. Men istedet for at gå hen til bålet mod sine søskende gik væk fra lejrebålet og hen mod hytterne. Hun vidste at han måske sikkert ville følge efter hende og når de var alene kunne hun gøre med ham som hun ville.

I det samme stoppede han op og kiggede afventende på hende, dog stadig med det undrende blik. Han stod stille og rynkede hans øjenbryn imens han lyttede til hendes intense ord. Hun var fuldstændig vendt på hovedet. For hvad der syntes få sekunder siden, sad de og hyggede sig udemærket, og var begyndt på en samtale, og i det næste øjeblik stod hun og truede ham. Hannibal skød nakken lidt tilbage da hun kom tættere på, og kiggede ind i hendes øjne. Han sagde ikke noget, usikker på hvad han skulle sige eller gøre. I et øjebliks tid stod han og kiggede efter hende som hun gik imod hytterne. Fandme nej! han ville have en forklaring på hvorfor hun lige pludselig havde foretaget en sådan drejning i attitude overfor ham. han fulgte efter hende med hurtige skridt, men denne gang med en vis afstand, og uden at røre hende. Han tog nu alligevel hendes trusler alvorligt. "Okay. Uanset hvad jeg har gjort, så undskyld! Okay?" begyndte han så igen i hans søgen efter svar. Han så sig hurtigt over skuldren. Heldigvis virkede det ikke til at andre havde lagt mærke til den lille strid imellem de to. Et større publikum var måske heller ikke en så god idé. Det begyndte at irritere ham en smule, og han kunne nu se hytterne. "Så du beslutter dig bare for at være sur på mig, uden at forklare mig hvad jeg har gjort?" spurgte han stidigt, og rynkede hans bryn imod hende. i det samme var han stoppet op, og kiggede på hende med hovedet lidt på skrå, alt imens han håbede på bare hentydningen af en reaktion fra hendes side.