Surprise ~ Annabeth

Tid: Omkring aftensmads tid
Sted: Hytterne
Vejr: Semi mørkt, kølig forårs aften

Selvom han javde været der så mange gange før og af flere omgange havde kaldt det hjem, så var det ikke ligefrem glæde der fyldte Andrés sind.
Det pjuskede og tjavsede hår fik ham til at ligne en hjemløs, hvilket slet ikke lignede den gamle André. De lange skægstubbe og det slidte og beskidte tøj hjalp heller ikke på det.
Langsomt traskede han forbi de første par hytter, startende ved hytte 3 og 1. De fleste var tomme, de var nok alle sammen samlet ved bålet for at spise mad. Mad. André kunne mærke hans mave trak sig sammen og han fik kvalme. Han havde ikke fået et ordenligt måltid mad længe, og tanken om et fest måltid gjorde ham ilde tilpas.
Han vandrede videre, fortabt i sine egne tanker. Den kølige aften brise kærtegnede hans ansigt og han ville ønske han snart kunne føle sig sikker.
Han passerede hytte 2 og 4, uden at kaste sit blik på dem. Hvorfor skulle der også være så langt ned til hans fars børns hytte? Som om det ikke var skamfuldt nok at være stemplet som the bad guys.
André følte han gik the walk of shame hele vejen mod hytte 13. Han fortsatte videre, og da han nåede til hytte nummer 6, stoppede han op. Forsigtigt drejede han sit hovede og kiggede op på hytten. Athenes hytte. Deres hytte. En blanding af skam og nostalgi flød over ham og han prøvede at gå videre. Kæmpede for at løfte sine fødder fra jorden og tage det næste skridt. Men lige lidt hjalp det. Ikke nok med at han nu stod som frosset fast dér, lige foran hytte nummer 6, iført en sort hættetrøje størrelse to numre for stor og så skummel ud med hænderne knyttet i lommerne på den. Han var også gået den forkerte vej. Han måtte vende om, før nogen så ham, så han kunne undgå kontakt, så han endelig kunne føle sig alene og give slip.

Endnu en dag var ved at nå sin ende. Denne dag havde kørt på samme rutine, som de fleste andre dage; Annabeth vågnede op og gjorde sig klar, hvorefter hun gik hen til spisestedet og fik sig noget morgenmad i selskab med sine søskende. Der blev som altid ofret til Athene, mens Annabeth sendte sin mor en tanke. Efter morgenmaden var hun, som så ofte før, gået til arenaen, hvor hun havde brugt et par timer på at træne. Måske ville man ikke forvente det af en datter af Athene, men hun var ærligt talt lidt træt af arenaen; træt af at træne så meget. Nogle gange havde hun det også som om, hun havde lært nærmest alt, der kunne læres indenfor kamp. Noget, som i forvejen faldt hende ganske naturligt grundet sin herkomst. Derfor havde hun også overvejet at skære tilbage på timerne i arenaen. Måske hun kunne gå fra at træne praktisk talt hver evig eneste dag, til blot at træne tre gange om ugen. Det måtte være mere end rigeligt, for at holde hende skarp.
Det var heller ikke ligefrem, fordi hun ikke havde noget at se til. Hun havde efterhånden været vejleder for Athene-hytten i nogle år, men der var lige så meget at se til, som nogensinde. Hun havde diverse forpligtelser som forlængelse af dette, der alligevel krævede en del af hendes tid. Det kunne godt føles som om, hun aldrig rigtig havde noget tid for sig selv. Hvilket sikkert ikke ville være så stort et problem, hvis ikke hun følte sig lidt fanget i sin hverdag. Måske havde hun bare brug for noget forandring eller noget action. Det var også ved at være længe siden, hun sidst forlod lejren. Men det havde heller ikke været en mulighed for hende i et godt stykke tid, fordi noget holdt hende i lejren. Hendes halvsøster og bedsteveninde, Elena, gik igennem en utroligt svær periode i sit liv, og Annabeth hverken kunne eller ville efterlade hende. Det var først på det sidste, at hun var begyndt at få det lidt bedre, men der var stadig et godt stykke vej.
Annabeth kom med et lille suk, som hun rejste sig fra sit skrivebord. En af fordelene ved at være vejleder, var det personlige værelse med tilhørende badeværelse. Det var ikke altid lige sjovt at dele rum med en større flok halvsøskende, så hun nød at kunne trække sig tilbage en gang i mellem.
Efter træning havde hun badet og trukket i et par mørke denim-bukser med en simpel top. Efter et kig ud ad vinduet, trak hun dog en løstsiddende sweater over hovedet og et par sneakers på. Så gik hun igennem resten af hytten og nåede til de massive døre.
Hun trådte ud af hytten, lukkede dørene og vendte sig om, for at begive sig mod spisestedet. Dog stoppede hun brat op efter første skridt, da hun nær stødte ind i en person. Det var ved at blive en smule mørkt, men Annabeth så bedre i mørke end de fleste. En mindre evne, som ikke desto mindre kunne være ganske nyttig.
Hun lod sine øjne finde personens ansigt og tog nær et skridt tilbage af ren forbavselse. Hun troede ikke sine egne øjne. Manden foran hende så bekendt og fremmed ud på én og samme tid. Hun måtte blinke et par gange, for at sikre sig, at hendes øjne eller hjerne ikke bedrog hende. Men han var der endnu. Hun glemte aldrig et ansigt, og især ikke ét, der havde været hende så velkendt. Det måtte være ham. André Jullian Skellington. Hun lod sine øjne køre ned ad ham, før hun atter fandt hans øjne. Hans tøj var slidt og beskidt, hans hår og skæg havde fået lov at vokse ud, og han så forfærdelig udhungret ud. Han lignede én, der havde været i Underverdenen og tilbage. Hvilket hun heller ikke kunne udelukke, da hun ikke havde hørt fra ham i flere år. Hun havde ærligt talt ikke forventet at se ham igen, efter de første par år. Og hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op, når nu han lige pludselig stod foran hende, med hænderne i lommerne og lignede én, der hellere ville være tusinde andre steder.
Endelig åbnede hun munden, men kun hans navn forlod hendes læber. "André?"

André vidste godt at han burde gå videre, han kæmpede en kamp med at få flyttet fødderne og komme afsted. Men noget måtte have draget ham i den forkerte retning og fået ham til at gå derhen. Han havde boet der i så mange år, så hvorfor var han gået den forkerte vej? Måske noget inderst inde i ham ønskede at se nogle han kendte igen.
Men han kunne ikke. Han kunne ikke stå dér foran deres hytte og vente på at bare én af dem kom ud. Han ville alligevel ikke snakke med dem, snakke med nogen overhovedet. Det var farligt når han talte, og han følte han burde være stum resten af sit liv, for at undgå at ødelægge mere end han allerede havde gjort.
Bag det misvedligeholdt ydre, var et mindst lige så misvedligeholdt indre. Han var et ødelagt menneske. Alt det han havde været igennem, pressede ned over ham som en kæmpe byrde han skulle leve med resten af sine dage. Ingen ville kunne tilgive ham, ingen burde kunne tilgive ham, og han ville slet ikke tilgives. Det fortjente han ikke.
Men alligevel stod han der. Måske der stadig var noget af den gamle André tilbage inden i ham, som opsøgte muligheden for et velkendt og trygt ansigt. André vidste godt det var farligt at tage tilbage til lejren, men han havde været egoistisk og var dukket op alligevel. Han havde heller ikke andre steder at tage hen.
Lyden af dørene der gik op trak André ud af hans tankestrøm. Han stirrede på skikkelsen der var kommet frem, og på trods af hans flight or fight instinkt satte ind, var han paralyseret på stedet. Panikken greb ham og selvom man måske ikke kunne se det på hans ansigt, var han rædselsslagen for at skulle stå ansigt til ansigt med hvem end det var der, der snart ville opdage ham.
Det gik langsomt op for André hvem det var kommet ud fra hytten. Både hans værste mareridt og det bedste ønske. Det lange brune hår, den silhuet, den positur. Der var ingen tvivl. Det var Annabeth. Og hun var på vej lige imod ham.
De var lige ved at støde ind i hinanden, men hun trådte hurtigt et skridt tilbage. André var ikke sikker på om hun kunne genkende ham, han ville ikke bebrejde hende hvis det var tilfældet. Han håbede det endda lidt. Men da hun begyndte at blinke med øjnene, vidste han godt at hun genkendte ham.
André blev bare ved med at stirre på hendes ansigt imens hun kiggede ned af ham og op på hans ansigt igen. Han skammede sig over sit udseende, men han havde ikke evnet at holde det, det sidste lange stykke tid.
Da han hørte hende sige hans navn, gjorde det ondt inden i. Den smule der var tilbage af den gamle André havde lyst til at græde og bryde sammen og bare omfavne hende og åbne op for det hele. Men det skjold han havde fået sat op, gjorde at han ikke var i stand til det. Han eneste respons var bare et langtrukkent blink, der bekræftede hendes spørgsmål. Ja, det var ham, men han var ikke den samme længere. Han fangede hendes blik og kiggede fortvivlet på hende. Hvad ville hun gøre nu? Ville hun blive vred? Ville hun blive ked af det? Ville hun blive glad? Ville hun være ligeglad? André vidste ikke hvad han kunne forvente, ej heller hvad han håbede på.
Hans blik syntes tomt, men hvis man ledte godt efter og kendte ham godt, ville man godt kunne tyde den bange lille dreng, der gemte sig bag det hårde ydre. Det var den gamle André der prøvede at vise sit sande jeg, men han blev undertrykt og holdt nede af Andrés forsvarsmekanisme, og det ville kræve en del at få brudt de murer ned han havde fået bygget op.

Den eneste respons hun fik fra ham, var et langtrukkent blink. Men det var rigeligt. Der lå så meget mere bag det blink, end man skulle tro muligt. Dette var smerteligt tydeligt for hende. Han kunne ikke engang åbne munden, så slemt stod det til. Hun havde af gode grunde ikke den fjerneste anelse om, hvad der var hændt ham. Faktisk havde hun ingen idé om, hvad der var sket i hans liv overhovedet, siden hun sidst havde set ham. Det føltes som en hel livstid siden, som hun så ind i hans mørke øjne. Udtrykket i hans øjne var så fortvivlet, at hun mærkede det i sit eget hjerte. Måske det ikke ville være tydeligt for enhver, men Annabeth havde kendt André godt nok til at se bag det, på overfladen, tomme blik i hans øjne. Der var så meget smerte bag det. Smerte og frygt. Som om han frygtede at være tilbage i lejren. Måske frygtede han, hvad folk ville tænke om ham. Men måske var han på flugt fra noget langt mere skræmmende, end folks dømmende natur. Og hendes noget nær ubegrænsede viden, bredte sig ikke til tankelæsning.
I virkeligheden var det nok en god ting, for hun var ikke sikker på, at hun kunne håndtere at læse hans tanker i dette øjeblik. Hendes intelligens kunne til tider få hende til at fremstå arrogant og muligvis endda apatisk, men det var så langt fra sandheden. Hun følte ting så stærkt, at kraftigt, at hendes hjerte nogle gange føltes som om det blev presset til det yderste, og ikke kun hendes hjerne. Det krævede ikke mere end at se sin hjemvendte ven dybt ind i øjnene, før hun havde det som om hendes hjerte knuste. Det gjorde ondt helt ind i hendes sjæl. Så ondt, at en enkelt tåre gled ned ad hendes kind.
Hun tog et forsigtigt skridt hen imod ham, men tøvede. Hvis han havde været i gennem så meget, som hun allerede nu mistænkte, var fysisk kontakt måske det sidste han havde brug for. Alligevel rakte hun langsomt ud efter hans kind med sin ene hånd, mens hun sørgede for at give ham nok tid til at trække sig væk, hvis han ikke ønskede dette. Hun var ligeglad med skægstubbe, skidt og alt andet. Hun havde bare brug for at mærke, at han virkelig var der. Hun havde allermest lyst til at trække ham ind til sig og holde ham tæt, men han så så ulideligt skrøbelig ud, at han måske ville knække. Selvfølgelig vidste hun godt, at dette ikke kunne lade sig gøre, men den ellers så logiske tankegang blev sat på prøve i denne situation.
Logisk kunne hun nemlig ikke engang begribe, hvordan han kunne stå foran hende nu. Ikke, når han havde væk så mange år, uden at give lyd fra sig. Hvis ikke hun havde været så rørt over hans smerte, ville hun måske have været frustreret over manglen på kontakt fra hans side af. Men hun vidste selvfølgelig også godt, at omstændigheder nogle gange kunne komme i vejen for netop dette. Han kunne have været blevet fanget af uhyrer, som havde holdt ham fanget et eller andet sted i adskillige år. Måske var han blevet tortureret og hjernevasket. Hendes tanker kørte på højtryk og pludselig virkede sandheden som den eneste mulighed. Hun var opfindsom nok til at finde på en million forskellige grunde til, at han nu stod så hjerteskærende foran hende. Det bedste scenarie ville måske endda være, at han havde befundet sig hos sin far i Underverdenen, og det var ikke ligefrem paradis. Det kunne enhver, der bare havde hørt om Hades vist konkludere. Og Annabeth vidste jo godt, at André ikke ligefrem var på de bedste vilkår med sin far og endda var stukket af fra ham – og Underverdenen – en gang før i sit liv. Hvis han havde set velsoigneret ud og lignet sit gamle, velnærede, muskuløse jeg, havde hun måske kunne bilde sig selv ind, at han bare havde haft brug for noget forandring og havde taget det til det ekstreme. Men nu? Intet i hendes væsen tillod hende at være så selv-bedragerisk.

André kunne fornemme på hende at hun forstod den smule respons han gav, og det var på en måde lettende at han ikke behøvede at gøre mere. Alt det der var sket de sidste mange år, var så overvældende og skamfuldt at det havde ændret ham markant fra siden sidst han var i lejren. Men alligevel vidste han at hun ville kunne se bag de murer han havde bygget op og hun ville opfatte at der lå mere bag, end bare en ung knægt der var stukket af fra sit liv.
Selvom han for alt i verden ikke ville gøre mere skade end han allerede havde gjort, ville den smule der var tilbage af hans gamle jeg, gerne have hjælp, mærke omsorg og kærtegn. Så da Annabeth trådt et forsigtigt skridt hen imod ham, rettede han sig op og veg svagt tilbage med overkroppen, mens fødderne stod solidt plantet i jorden under dem. Hans puls steg og han kunne mærke instinkterne for at stikke af kom snigende. Adrenalinen pumpede rundt i blodet på ham og han var tydeligt bange. Men den gamle André var stadig derinde. Så han stak ikke af, han blev ikke voldelig, han afventede hendes næste træk og håbede på noget omsorg.
Da hun løftede hånden mod hans ansigt, lod han ikke hans blik vige fra hendes. Han skammede sig så grueligt over hans tilstand, ham der engang havde været så forfængelig og smart. Den gamle ballademager og pigernes ven. Nu gemt væk bag en udhungret og træt krop og et usoigneret ydre. Men selvom han væmmedes ved sig selv og ikke syntes hun skulle se ham sådan, og da slet ikke røre ved det, vandt hans fysiske behov for en berøring der ikke var i ond hensigt, over hans tanker.
Noget i ham fik ham til at tro på at hun havde en fornemmelse af hvad der var sket ham. Selvom hun nok aldrig havde fantasi til at forestille sig hvad han havde været igennem, følte han at hun udviste en forståelse for, at det ikke bare havde været drengestreger der havde drevet ham til at forsvinde. At det ikke havde været frivilligt at han var forsvundet sporløst og uden nogen former for kontakt til dem han havde kær, dem der betød noget for ham.
Han lod øjenlågene falde i og lod hovedet falde en smule ned og tiltede det til siden, så hans kind lænede sig mod hendes håndflade. Han udskilte en udånding ud af næsen, som lød som et forklædt klynk fra hjertet igennem den sammenbidte mund og han kunne mærke trangen til at give slip og lade tårerne få frit løb. Han krop holdt op med at være spændt op, skulderne faldt sammen og hænderne stoppede med at være knyttet. Han kunne ikke holde det tilbage.
Han trådte helt hen til hende og lagde sit hoved på hendes skulder, som en der var blevet besejret og nu overgav sig til sit nederlag. Varmen fra hendes krop gjorde godt i hans sind og han begyndte at ryste. Det gik op for ham at han havde holdt vejret og da han endelig prøvede at lave en vejrtrækning, åbnede han endelig munden og overgav sig. Maven hoppede i krampelignede ryk og det snørede sig sammen i hans brystkasse, da han ikke længere kæmpede imod og begyndte at græde sagte, lige der i hendes favn, i den tryggeste havn han havde været i, i mange år.
Han kunne i det øjeblik ikke tænkte på hvad det mon gjorde ved hende, eller om hun var okay med det han gjorde, han handlede egoistisk og selvom det ville plage ham efterfølgende at have gjort det uden hendes tilladelse, så kunne han ikke stoppe sig selv.
Han arme hang bare besejret ned langs siderne, med lange tynde fingre der knapt nok havde kræfter til at bøje sig sammen. De hang bare og bevægede sig som reaktion på de ryk der rullede igennem hans krop. Og han var ligeglad.

Som hun afventede en reaktion på hendes udrakte hånd, fandt hendes blå øjne hans mørke og holdt blikket dér. Da han heller ikke selv brød øjenkontakt, tog hun det som tilladelse til at skabe fysisk kontakt. Men inden hendes hånd havde nået at røre ved hans kind, havde han selv lukket afstanden ved at læne hovedet mod hendes håndflade. Næsten øjeblikkeligt efter dette, så hun hans anspændte krop miste alt spænding. Dette havde fulgt en sørgelig udånding, som skar hende i hjertet. Disse to ting tilsammen, fik det til at virke som om han havde givet op. Givet op på de åbenlyse barrierer han havde sat op, sandsynligvis. Hun kunne kun forestille sig, hvor svært det måtte være at vende hjem efter alle de år, der tydeligvis havde mærket ham for livet. Og det var endda uden nogen viden om grunden til hans forsvinden. Viden, som hun ikke regnede med at få lige foreløbig. Måske han aldrig ville være klar til at fortælle om de manglende år, og hun havde ikke i sinde at presse på. Hun kunne bestemt ikke bebrejde ham, hvis minderne var for svære at gennemleve igen. I nogle tilfælde, måtte én gang være rigeligt. At dømme ud fra hans medtagede udseende og det plagede udtryk i hans øjne, var dette ganske muligt sådan et tilfælde.
På trods af hans overgivelse til hendes hånds berøring af hans kind, blev hun ærligt talt ret overrasket, da han pludselig trådte helt tæt på hende og omfavnede hende. Nej, 'omfavnede' var ikke det rigtige ord. Han havde lagt sit hoved på hendes skulder og støttede sig op ad hende, men hans hænder hang ned langs siderne af sin krop. Hun reagerede dog fuldstændigt instinktivt og havde straks åbnet sine arme og taget ham i sin favn. Hun lod begge arme lægge sig om hans skuldre, og hendes ene hånd fandt automatisk hans hår, som hun forsigtigt kærtegnede på trøstende manér. Hvis han havde virket opgivende før, var dette kun blevet så meget værre nu. Det var nok for det bedste, at han overgav sig til velkendt fysisk kontakt, men dette var svært at holde fast i, som hans krop bevægede sig i krampelignende sammentrækninger. Hun bed mærke i følelsen af hendes skulder, der begyndte at føles en smule fugtig igennem sin sweater. Han havde aldrig ligefrem været typen, der havde let til tårer og derfor sagde dette også lidt om hans sindstilstand. Hun strammede grebet om ham en smule, men var påpasselig med ikke at gøre ham ondt. Det var uden tvivl det sidste han havde brug for.
Hånden der ikke var ved hans baghoved, begyndte at køre beroligende op og ned ad hans skuldre og øvre ryg. Mere kunne hun ikke stille op. Han kæmpede tydeligvis en indre kamp, som hun ikke kunne kæmpe for ham. Hvis det på nogen måde havde været en mulighed, ville hun have påtaget sig hans byrder uden et øjebliks tøven. Men sådan fungerede det ikke, og hun kunne kun håbe på at lette dem ved sit nærvær og støtte.
Da de havde stået sådan i stilhed i et par minutter, var det som om det endelig gik op for Annabeth, at de stod midt i det åbne. Hun bemærkede et par undrende blikke, som nogle halvguder forlod deres hytter – uden tvivl for at bevæge sig mod spisestedet. Den lille smule sult hun selv havde følt, var komplet forsvundet nu. Hun var alt for fokuseret på André, til at tænke på noget som helst andet. Men med tanke på ham, rynkede hun lidt på panden. Det var måske ikke så rart for ham, hvis adskillige halvguder så ham i denne tilstand. Derfor lænede hun hovedet lidt ind mod hans i en forsigtig krammende gestus, før hun endelig åbnede munden. "The cabin is empty right now, if you want to go to my room?" Det var formuleret som et spørgsmål, fordi han jo muligvis ikke ville være vild med idéen. Ironisk nok, var det ikke første gang hun havde stillet ham et spørgsmål, der nok havde været sikkert ordret med dette. Men det havde været en helt anden tid og de havde begge været et helt andet sted i deres liv. Nu var hendes tanker så langt fra de baner.

Det gibbede kort i André da han mærkede hendes arme omkring ham, men det bidrog til at han følte sig sikker. Hånden mod håret gav ham gåsehud i nakken som bredte sig ned over ryggen på ham. Han kunne ikke mere, han ville ikke mere. Han ville bare glemme og være alene. Ikke nødvendigvis fysisk, men alene oppe i sit hoved.
Hun måtte have opdaget at han græd, for grebet om ham blev strammet en smule, og det var en fantastisk følelse. Et fast tryk mod en urolig krop. Det hjalp som trykmassage mod uro i benene.
Den lette berøring fra hendes hånd mod hans ryg og skuldre, efterlod usynlige striber af en brændende fornemmelse på hans hud.
Efter noget tid, som for André både kunne have været sekunder som timer, opfangede han hendes hovede læne sig en smule ind mod hans.
Den velkendte stemme, der sagde velkendte ord, et spørgsmål der var blevet sagt før, i mange andre situationer, men aldrig en som denne. Den gamle André ville uden tvivl have sendt hende et skævt smil og kigget lystent på hende, men ikke nu.
Det tog André et par sekunder at tænke over hvorfor hun inviterede ham indenfor, men han endte ved at der nok var andre der ligesom hende, der havde været på vej mod bålstedet, nok var på vej til aftensmad. Selvom han i øjeblikket var dybt ligeglad med hvad de andre tænkte om ham, vidste han også godt inderst inde, at det ville han ikke blive ved med at være. Når han havde det bedre, ville han ikke ønske at nogen havde set ham sådan. Men han kunne godt leve med at Annabeth havde.

Han samlede sig selv en smule og rettede sig op, selvom hovedet forblev drejet med ansigtet mod jorden under hans fødder. Han tørrede sine tårer væk med sig højre ærme, tog en dyb indånding og nikkede til hende som svar.
"Yes… I would like that…" hans stemme var ru og skrøbelig. Han rømmede sig en smule efter han havde sagt det. Hans blik forblev vendt nedad, da han langsomt fulgte med op af trappen og ind igennem den store dør, ind til hendes hytte. En masse minder strømmede ind over ham da han endelig lod blikket glide rundt derinde, og et svagt og sørgmodigt smil bredte sig på hans læber. Alle de minder. Alle de oplevelser. Alle de halvguder. Smilet forsvandt lige så hurtigt igen som det var kommet, og han lod blikket falde nedad endnu en gang, imens de fortsatte mod hendes værelse.
Hans tanker måtte have været et helt andet sted, for det var endnu ikke gået op for ham hvorfor hun havde sit eget værelse og ikke delte 'sovesal' med resten.


//Undskyld den lange ventetid og det korte svar, men nu fik jeg da endelig bikset noget samme ^^'
Er det rigtigt forstået med hytten og sovesal? Kan simpelthen ikke huske hvordan de er bygget op xD ^^'