I mørkets rædsel - Kira

Sted; New York - Central Park
Tid; der hvor der ingen mennesker er udenfor, om sendt om aftnen
Omgivelser; de eneste folk som er i Central Park er hjemløse og natteravne
Vejr; vinden har rigtig overtaget landet

Vinden som ruskede i træerne og fik bladene til, at danse var ikke begyndt at stilne af. Tværtimod faktisk, selvom det næsten var nat. Med sløve skidt drejede en høj skikkelse ned af den mørke sti til Central Park, der ikke var særlig befolket. Dog var der nogle mennesker. Zebastian så kort hen mod en bænk og fik øje på en hjemløs som lå og sov på bænken. Andre mennesker end de hjemløse eller underlige natteravne var der ikke. Det var også en ren tilfældighed Zebastian overhoved havde begivet sig ind mod Central Park. Men noget skulle jo være tilfældigt ellers ville verden ikke være særlig spændende. Selvom man ikke kunne sige man havde et kedeligt liv som halvgud.
Fra den ene dag er man bare en normal dreng med et mere eller mindre normalt liv af det man vælger, at tolke som normalt. Til man på få timer eller dage for, at vide man er halv gud og har en meget større familie end den man kendte til i forvejen.
Zebastian stak hånden i lommen og roede efter hans pakke med cigaretter. Han fandt hurtigt pakken og fik taget en op og lagde den tilbage i lommen hvor han roede efter en lighter i den anden lomme. Han stoppede op for, at tænde for den. Med et irriteret blik så Zebastian på lighteren, det kunne ikke passe den allerede var løbet tør for gas. Zebastian rystede lighteren og prøvede igen, at tænde den. Det lykkedes dog efter nogle forsøg, at få en flamme frem som ikke gik ud lige med det samme og han kunne tænde cigaretten med. Zebastian tog et dybt sug af cigaretten og inhalerede røgen inden han pustede det ud igen og gik videre ind mod midten af Central Park. Eller nærmere hen mod den store sø som lå i Central Park. Man vidste jo aldrig om man fik brug for beskyttelse mod lurende farer. Og ved vandet følte Zebastian også sig mest tryg og sikker.

//Tak fordi du lavede det selv om jeg ikke havde lavet min bruger//
Kira sad på en bænk i central park nær en sø. Hendes hår var bundet flettet i to tykke pæne fletninger. Hun havde en lille falsk rose i håret, som et slags pynt. Hun havde en stor tyk jakke på som varmede godt om hendes spinkle lille krop. Der ud over havde hun en grå striktrøje på med høj og tyk hals. Den sad lettere løst på hende så den ikke sad stramt om hendes hals, men faktisk meget løst. Hendes bukser var tætsiddende og sorte. Om hendes lange blege arme, under jakke, under hendes striktrøje havde hun en masse armbånd sorte, og nogle lettere faverige og skrigende. Kun på hendes venstre arm havde hun noget som lignede et ur, rettere et armbånd, bortset fra hvor selve uret skulle være var der en lille halvbobbel hvor en grå røg sværmede rundt i et mørke. Over Kiras hår havde hun en sorthue som holdt varmen på hendes ører.
Kiras øjne sigtet mod hendes armbånd og kiggede stift på røgen. Hvorfor var det så ofte at den var mørk og skummel at se på? Den mindende hende om da hun fik den. Da hun fik den, var det hendes mor der sagde det var fra hendes far. Kira havde så vadet hen og sagt tak for gaven til sin ’far’, men han havde blot kigget underligt på hende før han blot sagde; Det var så lidt. Kira vidste dog nu at hendes far var Hades. Hades må på en eller anden måde have kontaktet hendes mor og givet armbåndet til moren. Da Kira havde fået armbåndet havde det lyst nogle gule farver i et orange rum. Kira havde det på fornemmelsen at armbåndet var et slags humørs armbånd, som viste hende, hvordan hun ville have det i længere tid.
Kira havde siddet og beundret det lille armbåndet lille stykke tid og da hun endelig kiggede op var det ved at blive mørkt. Kira var ikke så glad formørke. Faktisk kunne man næsten kalde hende mørkerad. Hun satte sig hurtigt op og kiggede sig omkring. Der lå nogle fattige på nogle af bænkene med et tæppe over sig og måske 1,5 liter mælk ved siden af dem. Hun kiggede sig endnu en gang hurtigt om. Der var kun fattige – en skikkelse dukkede op længere henne. Måske var det en der måske kunne hjælpe hende?
Kira skyndte sig at gå med hurtige og bestemte skridt hen mod personen. Hun kiggede ned på hendes tynde, tynde ben.
Hun kiggede op og stoppede brat, men stille lidt fra skikkelsen. Det viste sig at være en mand. ”Undskyld mig?” spurgte hun med en lille stemme og rømmede sig lidt. Hun kunne sagtens have været faldet på vejen hen til drengen, hun havde blot været heldig, da hun gik hurtigt. Hun tog nogle sidste hurtigt skridt hen mod drengen, men snublede over sine egne fødder og landede så kort som hun var og fik hænderne på oven på drengens ene sko og ansigtet kun lidt over jorden. Hendes mørke dybe øjne blinkede hurtigt før hun trak hænderne stille til sig og satte hænderne på den kolde jord ved siden af hendes mindre bryster og skubbede sig op og sidde på knæ.

Vinden der førte cigaretrøgen væk fik Zebastians hår til, at ligne en minde høstak. Zebastian mumlede noget utydeligt og smed den stump der var tilbage af cigaretten på jorden. Han stoppede kort op tværede stumpen ud med skosnuden. Med lidt langsomme, men lange skridt slentrede Zebastian sig videre ned af stien. Hans blik flakkede rundt fra side til side selvom der sådan set ikke var noget, at se efter. Der var stadig de hjemløse og de underlige natteravne. Zebastian fandt cigaretpakken frem fra lommen igen og fik fisket en op. Med lidt besvær fordi han gik, fik han tændt cigaretten. Der var noget beroligende over, at ryge. Det fik ham altid til, at falde lidt mere til ro og ikke være det ADHD barn han nu engang var født som. Noget skulle jo også kunne lindre problemerne.
Det gav et minde sæt i ham da en svag stemme begyndte, at tale til ham. Han havde ikke rigtig forventet, at der var nogle som ville tale til ham. Og hvad skulle en hjemløs f eks tale med ham om? Hvis de manglede penge kunne de jo bare have rottet sig sammen og overfaldet ham. For han var sådan set en smule forsvarsløs eftersom der intet vand var omkring ham. Og han havde ingen våben på sig. Zebastian stoppede op og så ned på skikkelsen der lå på jorden. En kvinde, eller det lignede mere en pige.
Zebastian rynkede lidt på panden og så på pigen. Hun var meget tynd, måske skyldtes det underernæring. ”Ja?” Svarede Zebastian kort for hovedet og så ned på pigen. Han vidste ikke helt om han skulle hjælpe hende op eller bare lade hende ligge. Sådan set havde han intet, at gøre med fremmede mennesker sågar piger der bare kom dumpende. Men han kunne vel heller ikke bare lade hende ligge, selvom pigen nok i sidste ende alligevel ville rejse sig op. Pigen havde vel ikke tænkt sig, at ligge på jorden hele natten. Zebastian tog et kort sug af cigaretten inden han rakte hånden frem mod pigen. Lidt manerer havde han dog i sidste ende.