Dunno what to call it xD ~ Jules og Evangeline

Sted: Hovedbygning
Omgivelser: Hovedbygningen og nogle halvguder der går rundt omkring.
Vejr: Solen står højt på himlen, men det blæser dog lidt.
Tid: Nogle timer før frokost

Evangeline kom ud ad hovedbygning og haltede knap så meget mere. Hun var kommet til lejren dagen før og man kunne stadig se nogle små skræmmer hist og pist, men den der drik de havde givet hende ... gudenektar hed den, den havde virkelig hjulpet på anklen, der havde vist sig at være forstuvet. Hun havde fået tildelt noget tøj, et par stramme bukser og en sort, lidt nedringet bluse. Heldigvis havde hendes jakke overlevet turen derover, så havde hun i det mindste noget hjemmefra. Hun strøg en lok væk fra øjnene og lagde den om bag øret og så sig omkring. Så det her ville blive hendes hjem de næste år, der var nok noget at vænne sig til. Hun sukkede og så ned. Og nu havde hun ikke engang Katelinn længere, hun var ... Evangeline stoppede tanken der og tørrede hurtigt sine øjne og begyndte at gå, hun kiggede ikke hvor, hun betragtede bare sine fødder imens hun gik, hun ville ikke tænke på det, hun nægtede! Men smerten i hendes bryst forsvandt ikke bare sådan, den var der stadig, konstant og trykkende, det føltes ... tomt. Som om der manglede noget vigtigt. Hun rystede på hovedet og bed tænderne sammen.

"Julie Rodrigo! Forstår du, hvad jeg siger?!"
Jules sukkede. "Ja, hr. D. Du har sagt det hundrede gange. Og jeg hedder Jules Rodriguez. Kan jeg gå nu?"
Hr. D stønnede og nikkede irriteret. Jules rejste sig og begav sig ned ad trappen fra Hovedbygningens øverste etage. Tidligere på dagen var hun - hvilket ellers var sjældent for hende - blevet taget i noget ulovligt: alkoholbesiddelse. Hr. D havde slæbt hende ind i Hovedhuset og truet hende med bortvisning, selvantænding, at forvandle hende til en præriehund og 100 andre forfærdelige ting. Ikke at det rørte hende specielt. Hvor usandsynligt det end måtte lyde, havde hun været på dybere vand før. Hr. D håbede sikkert, at truslerne ville skræmme hende til aldrig at gøre noget lignende igen. Som om!
Da hun kom udenfor bemærkede hun en puge, der også var på vej væk fra Hovedbygningen. Måske en anden rebel? Jules satte farten lidt op og havde kort efter indhentet pigen. Hun var en smule lavere en Jules - lidt af en bedrift, da Jules var lidt af et skravl - og havde brunt hår og grønne øjne.
"Hej." sagde Jules. "Er du ny? Eller har du bare også problemer med hr. D?"

Evangeline gik og var lidt væk i sine tanker da hun hørte en pige stemme bag sig, og hin hoppede nærmest op i luften af ren forskrækkelse. Efter at været blevet forfulgt af en kæmpe bjørn med vinger, skulle der ikke så meget til at forskrække hende. Hun vendte sig hurtigt om og så på pigen med de rødbrune krøller, der faktisk kun var en smule højere end hende selv. "He-ej," hilste hun imens hendes kinder blussede. Hun rystede lidt på hovedet. "Jeg er ny, jeg snakkede med ... øhm." Hun tog sig til panden imens hun desperat prøvede at huske navnet. Hun så genert og ikke så lidt flovt på den anden pige. "Kentaureren? Det starter med Ch.." Hun slog en lille, flov latter op. "Jeg er ikke så god til navne," forklarede hun og tog hånden ned fra panden.
Hun havde aldrig været den største rebel, faktisk kunne man dårligt nok kalde hende det, hun var altid den søde og uskyldige pige, der stammede og rødmede. Med lige nu var hendes røde kinder det eneste farve i hendes ansigt. Hendes ellers lidt brune Gud var helt hvid, hun havde rander under øjnene og hendes øjne var lidt rødsprængte af gråd. Hun havde grædt meget siden hun kom til lejren, både af hjemvé og af sorg over Katelinn. "Men hvorfor havde du problemer med Mr. D?" Spurgte hun lidt nysgerrigt og så sig samtidig lidt omkring med et genert og lettere træt blik. Det var tydeligt at de sidste dage havde tæret meget på hende.

Det krævede ikke Jules' skarpe sanser at bemærke, at pigen virkede ked af det; hun var bleg, hendes øjne var posede og rødsprængte og der var en slags udmattet tyngde over hende. Jules overvejede at spørge til det, men hun valgte at vente. Hun brød sig ikke selv om at afsløre for meget om sig selv til fremmede (undtagen den ene gang i skoven) og hun kunne ikke lide når folk begyndte at snage. Så hun tog sin normale løsning: forsøgte at muntre den anden op.
"Han hedder Chiron." sagde hun, da pigen var færdig med at tale. "Det tog mig en uge at få fat i det, så du skal ikke være ked af det." Hun smilede sit karakteristiske Hermes-smil. Det kunne godt være, at hun ikke brød sig om at tale om sin fortid, men nutiden var ikke noget problem.
"Angående mine problemer med hr. D," fortsatte hun. "har det nok meget at gøre med, at jeg generelt ikke rigtigt kan følge lejren grundregler." Med grundregler mente hun dem alle sammen, men det behøvede hun måske ikke at nævne. "Denne gang blev jeg fanget rødhårede med tasken fuld af sprut." Nogle ville måske forsøge at dække over det, men Jules var ret åben med det. Hvem ved? Måske var pigen ligesom nogle af de andre lejrdeltagere. Måske ville hun bruge Jules til at få ting smuglet ind i lejren en anden gang. Og hvis ikke, var hun jo allerede opdaget. Måske kunne det i hvert fald få hende til at smile lidt.

Evangeline vidste ikke om hun ville have svaret undvigende eller bare direkte, hvis den rødhårede pige havde spurgt hende, hvad der var galt. Normalt holdte hun de ting for sig selv, medmindre hun var helt nede, hvilket hun sådan lidt var nu. Da pigen forklarede hvad det var kentauren hed, nikkede hun med et lille "Ah" og kom med en lille latter. "Så er jeg da ikke alene om det," sagde hun med et svagt smil og røde kinder. Navnet måtte hun virkelig prøve at huske, for hun var sikker på, at det ikke blev sidste gang hun snakkede med ham eller hørte om ham.
Hun lyttede til hvad den anden havde at sige og hævede øjenbrynene lidt da hun nævnte hvad hun var blevet taget for. "Sprut?" sagde hun stille og smilede lidt. "Du har vel ikke stadig noget gemt et sted?" Hun så en smule ivrig ud ved at få noget at drikke. Det havde altid hjulpet på Evangelines generthed og humør at få lidt alkohol ned, og lige nu trængte hun virkelig til det. Det var måske en dårlig vane, men ja, hun havde en lille svaghed for en god whisky, noget man ikke lige skulle tro da man så hende. Og rom, åh gud, eller skulle man sige guderne nu? Hun elskede rom. Et lille, skævt smil var begyndt at forme hendes læber.

Jules's smil forblev venligt, men da pigen begyndte at spørge ind til, om hun havde noget tilbage, ændrede udtrykket i Jules' øjne sig; de udstrålede den luskede, udspekulerede munterhed, der havde fået den ene støttelærer efter den anden til at opgive at forsøge at 'rette hende til'. Aha. Så pigen var altså en potentiel kunde. Det måtte udnyttes.
"Altså, egentlig er der jo andre, der har betalt for det." sagde hun i sit normale toneleje. Det kunne godt være, at hun var lusket på mange punkter, men som mange af sine andre søskende, var hun ærlig når det kom til handel.
"Meeeen..." fortsatte hun og dæmpede stemmen. "Måske kan jeg denne ene gang gøre en undtagelse."
Det var risikabelt, måske endda farligt for hendes lille underground-business; pigen var helt ny. Hun kunne lige så godt rende til Chiron, hr. D eller hvem som helst ellers, så snart Jules dukkede op med en flaske, og Jules vidste, at hr. D ikke ville lade hende slippe lige så let, som hun gjorde i dag. Desuden var der sikkert mange i lejren, der var bedre selskab for pigen, og det kunne hun hurtigt finde ud af. Men en del af Jules sagde hende, at pigen ikke ville stikke hende - måske var det fordi, at meget af det, Jules gjorde krævede tillid, eller fordi hun vidste hvordan det var at blive stemplet hurtigt og ikke ville være en af dømmerene.
"Så." sagde hun muntert til pigen. "Hvad er du ude efter?"

Evangeline så godt hvordan pigens blik ændrede sig og hun kunne ikke lade være med at smile. Hendes generthed var glemt for øjeblikket ved udsigten til at kunne få noget sprut ned. Og efter alt hvad der var sket, så følte Evangline virkelig, at hun trængte til det. Bare glemme det hele over en whiskey, helst en 12 års, intet var bedre end sådan én. Og da pigen snakkede igen, ventede hun på at høre det dejlige men der efterfulgte og et skævt smil begyndte at brede sig over hendes læber og hun fik en mere lusket fremtoning, og hun ved sig let i underlæben. "Du ville redde min dag," sagde hun ærligt og så på pigen, stadig med det skæve smil på læben. 
Hun kunne godt regne ud hvilken risiko det var denne pige, som nærmest var sendt fra himlen! Eller skulle man sige Olypmen nu? løb ved at smugle og sælge alkohol i lejren, men Evangeline ville aldrig kunne finde på at løbe til kentaureren, det var noget med Ch han hed.. ugh! ligemeget! Eller ham hr. D, som pigen vist lige kom fra. Det her var noget Evangeline havde brug for, og så havde hun alligevel aldrig været en sladrehank eller stikker, hun holdte på andres hemmeligheder. Dog var Evangeline meget hævngærrig, når det kom til stykket, men der skulle samtidig meget til før hun begyndte at gå ned ad dén vej. 
En lille kluklatter forlod Evangelines læber. "Du har vel ikke noget stærkt? Som en 12 års whiskey eller en 10 Cane?" spurgte hun med et begejstret blik. Det her ville ende godt for Evangeline, eller galt, det gik an på hvordan man så det.