Oh no, you didn't just do that!.. Teach me? ~ Jules

Sted: Spisestedet
Tid: Omkring frokost
Omgivelser: Halvguder/gudinder, træer, røg fra bålet, bænke til at sidde på mm
Vejr: Solen skinner, trods jorden er blød
Årstid: Forår
Påklædning: Sorte jeans, mørkeblå skjorte, sort tynd jakke og sko, i hvilken farve? Sort. xD
Har en pung liggende i jakkelommen (som der btw er fri mulighed for at tage da han snakker med folk sidst i indlægget)

"Hvad har du planer om at smide i bålet til mor?"
To piger på 10-12 år passerede André, ivrigt og uopmærksomme, og han var nødt til at hoppe lidt til siden da de nærmest stormede forbi.
André betragtede dem, ud fra deres udtalelser vidste han at de havde samme gude mor, men de lignede nu ikke tvillinger. Han tog sig sammen, andres forhold var ikke noget han skulle blande sig i. Men de var nu lidt kære, de to små piger.
*Adrh, hvad er der i vejen med mig? Jeg elsker Theo og sådan, men behøver jeg være kvalmende sød overfor andre? Jeg kan ikke leve sådan... Jeg må få lidt af det gamle frem igen...*
André tænkte lidt over sine overvejelser, rystede på hovedet og besluttede halvt om halvt at være som han nu engang var. Han sukkede og gik hen for at fylde noget mad på tallerken.
Da han var færdig og skulle til at gå der fra, hørte han nogen kalde på ham;
"Hej André!" blev der sagt i kor, efterfulgt af tøsefnidder.
André kiggede hen på pigerne og genkendte dem, døtre af Afrodite. Han smilede skævt til dem og blinkede.
"De damer."
"Vil du ikke med ned til stranden senere? Så kan vi alle ligge og sole os?" pigen der snakkede her, var den ældste i flokken, og André havde skam hygget sig med hende før på stranden, men han havde en vidunderlig kæreste nu, som han ikke ville af med.
"Desværre, frøken, det må blive en anden god gang" smilet veg ikke fra Andrés læber da han sagde det til dem.
"Jeg vil ikke blive ved med at vente!" svarede den ældste, hvorefter en af de yngre piger henvendte sig til sin søster, men hendes spørgsmål var højlydt nok til at André kunne høre det.
"Hvorfor dropper du det ikke sis? Er han ikke bøsse eller sådan noget?"
André slog blikket ned, han elskede sin kæreste, men selvom han havde vænnet sig til at det hed André og Theodor, så andre det stadig bare som bøsseparret.
André ville ikke lade sig slå ud, han kiggede hen på hende der havde spurgt og smilede kækt.
"Du er bare misundelig fordi han har noget du ikke har!"
"Ha! Jeg har dem her smukke, no need for anything else!" pigen bøjede sig forover og pressede hænderne mod brysterne, for at demonstrere at det var dem.
André begyndte at le over dem, hvor efter de gik deres vej, han rystede opgivende på hovedet over dem, nogle, både mennesker og halvguder og for den sags skyld guder, tænkte bare kun på de ydre værdier.
Han sukkede og kiggede ned på sin tallerken med lækker mad, han måtte hellere spise den inden den blev kold.

Da pigerne havde forladt området og André stod og så på sin mad, havde han en fornemmelse af at nogen var tæt på ham, men fornemmelsen forsvandt hurtigt ige, så han vendte sig om for at se om der havde været nogen. Han fik øje på en rødhåret pige lige bag ham, en meter derfra måske, og ha fik hurtigt øje på sin pung i pigens hånd.
Vreden boblede op i ham og han rakte ud efter hende og greb fat om hendes håndled. Han fik hende vendt mod sig og stirrede vredt på hende.
"Hvad fanden bilder du dig ind, hva?!" Han knugede om hendes håndled, ville ikke lade hende gå. Han mærkede hvordan hans blik blev mere intenst, hvilket han havde dårlig erfaring med, når det var så negative følelser han havde med at gøre. Hans anden evne var ved at leve sit eget liv. 
"Du ved slet ikke hvad jeg er i stand til, dit sølle lille pigebarn! Hvis jeg giver efter nu, så er du ikke til at rede, med et enkelt blik, kan jeg tage livet af dig.." Han lagde ud med at nærmest råbe af hende, men da han snakkede om at give efter, sænkede han stemmen og hvæsede nærmest af hende. Han var rasende, helt igennem fuld af had. 
Men så gik der noget op for ham, det var længe siden han havde følt sådan, og det var jo egentlig ikke fordi han ikke selv havde stjålet før, den gang han boede alene i, inden han kom hjem til sin far. 
Han fik en idé, en dum idé, men han følte for den. Hans blik ændrede sig, et smil bredte sig over hans læber.
"Hvad hedder du? Jeg er André, søn af Hades... Jeg er imponeret over dine evner.. Jeg har selv været der, men jeg er faldet lidt af på den... Hvis du giver mig min pung nu, så hjælper jeg dig med dit næste projekt, men du skal nok lige give mig lidt fifs, da det er længe siden" Han kiggede på hende og hans tredje evne satte ubevidst ind, hvor han nærmest tvang hende til at gøre som han sagde, hun havde intet valg, medmindre hun virkelig var total immun overfor evner. Han brugte den ikke med vilje, men hvis han var ude efter noget, dukkede evnen automatisk op. Han anede faktisk slet ikke at han havde evnen. Hvilket både var godt og skidt.

//Ikke langt, men er virkelig blank :/

I samme øjeblik, Jules mærkede nogen gribe fat om hendes håndled, fór én enkelt tanke gennem hendes hoved: Åh guder, jeg er på spanden! Hun forsøgte at stritte imod, men ham, hun havde stjålet pungen fra - hun gik ud fra, at det var ham - var meget stærkere end hende. Før hun nåede at tænke over det, stod hun ansigt til ansigt med en høj, stærk og meget vred nittenårig. Han begyndte at råbe af hende - naturligt nok - og knugede hendes håndled så hårdt, at man skulle tro han var ude på at brække det, men Jules blev ikke for alvor bange, før han sænkede stemmen. Søn af Hades? Ikke godt.
Da fyrens ansigt krusede sig i et smil, burde det egentlig berolige Jules. I stedet gjorde det hende mere nervøs - hun havde ikke god erfaring med når Hades' børn smilede. Hun forventede næsen, at han ville påkalde et skelet eller sådan noget, men i stedet kom han med et foreslag til hende. Det ville måske have beroliget hende - han bad hende trods alt om noget, hun var rigtig god til - men hun kunne næsten fysisk mærke en slags magi skylle hen over hende. Det føltes som hendes egen charmetale, men mere fremmed på en måde. Hun kunne mærke hans ord møve sig ind i hendes sind og overtale hende til at gøre som han sagde - som om hun kendte til magien, men ikke helt kunne bekæmpe den. Men hun kunne stadig stritte lidt imod.
Hun begyndte at vride sin hånd forsigtigt, næsten umærkeligt, indtil hun til sidst fik den vredet fri fra hans greb. Hun var mørkerød rundt om håndledet, der for fyren - André - havde holdt, men hun tog sig ikke af det. Hun havde prøvet værre.
"Maia." sagde hun, og på et sekund voksede der et par små, hvide vinger ud fra hendes sko. Hun lettede og fløj en enkelt omgang rundt om ham, før hun standsede igen, denne gang i øjenhøjde med ham, i stedet for at stå som en mini og se op på ham.
"Og hvad forhindrer mig så i bare at flyve mig vej?" spurgte hun og krydsede armene. "Hvad forhindrer mig i at stikke af med dine penge? Jeg kunne tage til Nye Rom i San Francisco. Hvorfor skulle jeg lade være?" Egentlig havde hun besluttet sig for at indvilge i hans forslag - om det var hende selv eller hans magi vidste hun ikke - men det var der ingen grund til at fortælle ham. I hvert fald ikke lige med det samme.

//Wow... Det var... Virkelig ikke særlig godt :I//