I shouldn't had gotten out of bed today! ~ Jules

Topaz hinkede ud af sin hytte, mens hun prøvede, alt hvad hun kunne, at få bundet sine forbandede snørebånd. Hun var ikke i tvivl om, at gudinden Nike var meget coolere end skoene, og hun kunne ikke komme i tanke om grunden til, at hun havde valgt de mest besværlige sko i hele verden.
Da hun endelig fik bundet dem og kunne gå normalt igen fandt hun sin lille nupo-bar med karamel smag frem og begyndte at gumle på den. Hun var ubeskriveligt sulten og hungrede efter sukker, men hendes lille bar var ikke tilstrækkelig, og hun forbandede indvendigt den lille fake af en sukkerbar at være.
Hele dagen havde hun følt sig ubehageligt til mode. Der var hele tiden noget galt: Så fryste hun om fingrene, så manglede hun præcist en drakme til en flaske vitaminvand, så var hendes sko mega besværlige, og så var hun så pokkers sulten.
Hele dagen var hun blevet snydt på de mest irriterende måder. April fools! Ih hvor hyggeligt! Det var bare en undskyldning for at opføre sig fjollet og fortælle løgne. Tænkte hun sarkastisk og muggede. Hun blev lidt nervøs for sit helbred; hun syntes selv, at hun var begyndt at minde mere og mere om Squidward fra Spongebob.
Hun anede seriøst ikke, hvad hun skulle lave. Hver gang hun prøvede at tænke sig lidt om, hvor der måske kunne være brug for hende, eller noget der skulle laves, var det som om, at hendes hjerne begyndte at grine af hende og sige: "Næh! Den er du selv udenom!"
Hun sukkede og kiggede sig lidt omkring. Hva' Hades? Hun var jo ubrugelig!

//Undskyld! Vidste virkelig ikke hvordan jeg skulle starte den her! Tænkte at du måske kunne bruge Aprilsnar til noget?//

Selv i mængden af overentusiastiske, grinende halvguder lyste Jules' røde hår op som et lejrbål. Ah, første april! Den eneste dag på året, hvor resten af Halvblodslejren opførte sig næsten lige så fjollet som Hermes' børn. Næsten.
Naturligvis havde Jules også haft nogle aprilsnarrer i ærmet - faktisk siden den 2. april sidste år - men hendes næste trick krævede en makker. Efter at have gennemgået alle sine bekendtskaber, var hun endelig kommet frem til en; Topaz Ruby, Lyssa's datter.
Det var egentlig mærkeligt, at Jules og Topaz overhovedet kunne sammen - de var den samme og hinandens diamentrale modsætninger på én og samme gang. De var begge to normalt positive og glade, men hvor Jules var en ballademager uden lige, var Topaz ikke ligefrem typen, der begik indbrud og overtrådte regler som en slags hobby.
Jules maste sig gennem mængden af halvblods og undgik kun med nød og næppe at blive ramt af diverse legmesdele og genstande. Langt om længe fik hun øje på Topaz henne ved Lyssa's hytte - og hun så ikke glad ud!
"Hey, Topaz!" råbte Jules, men hendes råb blev kvalt i alle de andre halvguders udbrud og latter. Hun albuede sig gennem mængden, og efter et par minutter lykkedes det hende at nå helt hen til Topaz.
"Topaz, hej." sagde hun og smilede. "Godt at se dig. Jeg har brug for din hjælp." Hun tog fat i Topaz' håndled og trak hende lidt afsides fra de andre.
"Jeg har planer om en aprilsnar." sagde hun lavmælt. "Men det kræver, at jeg kan komme ind i hytte 10, og dét kræver afledning. Kan du hjælpe mig her?"

//1. april-idéen hjalp faktisk meget  Vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle svare, beklager   //

Topaz stirrede frastødt på sin lille nupobar, før hun gik hen til skraldespanden lige ved siden af Lyssa hytten og lod den falde ned i den store spand.
"Nå, jeg får så åbenbart ikke mad inden aftensmaden," mumlede Topaz for sig selv og stirrede utilfreds ned i den store spand.
Pludselig var der nogen, der kaldte på hende. Hun ville vende sig om for at se, hvem det var, men inden hun nåede så langt, blev hun hevet væk fra sin hytte. Hun nåede lige at få et glimt af et stort rødt hår og et gavtyveagtigt smil.
"Okay Jules, fortæl mig præcist hvorfor du fører mig gennem en uigennemtrængelig menneskemængde. Har du et problem med, at jeg får blod ned til min hånd forresten?" Råbte Topaz for at overdøve den gigantiske strøm af vrissende halvguder, da de blev overhalet af to piger.
Topaz bukkede sig ned af refleks og lyttede og nikkede til Jules på de rigtige tidspunkter. Hun smilede lidt for sig selv. Hun havde ikke lavet noget sjovt eller pranket nogen i noget der føltes som en evighed og hun var begyndt at blive ret rusten og kedelig. Det gik op for hende, at Jules egentlig var hendes eneste chance for at lave noget sjovt igen for en gangs skyld. Hun ville ikke blive voksen uden kamp!
"Jeg har en ide til noget som så sandligt vil aflede dem, det er også en prank i sig selv. Jeg ved bare ikke, om den vil blive for grov... Men hvad Hades? Selvom at de er børn af Afrodite, er de da alligevel halvguder ikk'? De må kunne klare noget! Men Jules. Hvad er det, du skal stjæle?" Sagde Topaz og grinte af ren spænding. Hun kunne ikke vente med at komme i gang, og det ville blive fantastisk, hvis det ikke ville gå galt, og at nogle af Afrodite børnene ville tage det personligt.