A Fiery Glade ~ Jules

Alt syntes så fredeligt denne sene aften. Lejren og især skoven var indhyldet i mørke, kun let oplyst af stjernerne og den fjerne måne. Langt de fleste halvguder sov vel, med få undtagelser der sikkert drak sig fulde i hemmelighed eller ihærdigt studerede oldgamle skriftruller og bøger. Det var jo trods alt weekend, og så kunne man vel gøre som man passede? Halfdan deltog meget sjældent i træningen under den ihh så gloværdige Chiron og den åhh så guddommelige Mr. D. De kunne hver især lære man mange ting, dele viden og visdom med ham. Men dette var viden som de altid valgte at holde for sig selv, i stedet for at dele med deres små ivrige disciple. Dem og deres hemmeligheder, deres små planer og profetier. Halfdan så dem for hvad de var... løgnere. Der blot ønskede magt over gudernes børn. Så han nægtede at træne med dem. Men hvordan skulle han ellers raffinere sine evner og sin kunnen? Der var et sted i skoven, hvor Halfdan i flere år havde trænet i ensommelighed. Hvor han havde udøvet sine evner og styrket dem. Han kunne altid bare forlade lejren og træne i praksis imod de mange monstre der gemte sig i verden. Men han var netop vendt tilbage til lejren igen, og der var for øjeblikket, endnu ikke noget derude som trak i ham.
I den vestlige del af skoven, var der en lysning, rig med kampesten af kalk og en bålplads. Det var en bålplads bygget i lejrens tidligste år, holdt hemmeligt for lejrens ledere. Men Halfdan havde fundet den, og havde også, for det meste, kunnet holde den hemmelig for andre alt for nysgerrige sjæle. Det var sjældent at nogen forstyrrede ham, sjældent at nogen overhoved turde begive sig så langt ind i skoven. Dog var der mange som turde og gerne gjorde. Halfdan sad på hug ved et bål, og fandt sine tændstikker frem. Han slog en af dem mod æskens kant, og så snart der var en gnist, spændte Halfdan sin kæbe, og bålet blussede langsomt op, med flammer der formede sig om brændet og kastede lys over lysningens kalksten og træer. En skam, virkelig... en skam ikke mange andre så dette. Han burde næsten optræde med det i amfiteatret. Give de yngre halvguder blot et lille glimt af de kræfter der gemte sig i deres blod... Han stillede sig oprejst og smilede veltilfreds ved synet af det opblussede bål, stadig med den lidt muntre tanke. Men dette var ikke en leg...

Fred og ro var ikke altid hvad Halfdan ønskede. Men en ung halvgud som ham selv, måtte affinde sig med at være alene en stor del af tiden. Meget af hvad han gjorde og foretog sig, var ikke ligefrem erfaringer og oplevelser han kunne dele med andre. Og det havde altid været en smule svært for ham at finde ligesindede personligheder som ham selv. Men det var nu heller ikke fordi han aktivt ledte efter sådanne personligheder, ellers ville han ikke være så langt væk fra alle andre. Nej, han havde søgt lidt ensomhed og ro, og han havde fået det i store mængder. Men han var ikke dum, han vidste godt han ikke var alene i den store skov. Der var mange ting i denne skov han havde set og hørt, og endnu flere ting han ikke havde set eller hørt. Men det skræmte ham nu ikke. Faktisk, troede han på at han til dels skræmte dem en smule. De holdte sig som regel væk fra flammer og ild, og en pyrokinetiker som ham selv, inspirerede ofte frygt i de mange dyr og væsner. Så han var nu i ganske stor sikkerhed ved hans bål. Et bål hvis flammer, han stadig sad og kiggede en smule koncentreret på. Han gjorde ikke meget. Lod blot flammerne være højere, så de lyste en smule mere, ellers intet særligt.
Dog, nåede han heller ikke at gøre mere, inden han rettede sig lidt op, for hurtigt derefter at rejse sig fra bålet. Allerede inden en skikkelse var tumlet igennem buskene og landet i lysningen, havde Halfdan rejst sig op. Han vendte sig med ryggen til bålet, og vendte med det samme opmærksomheden mod hvad eller hvem der var tumlet derind. "Jeg kunne stille dig det samme spørgsmål." Lød det så fra ham, en smule irriteret, men stadig roligt, eftersom det jo bare var en af lejrbeboerne. Dog var han ikke dum. Hun havde ikke landet der i høj fart, uden at have løbet ufatteligt hurtigt. Han lagde skam også mærke til hendes ene sko, og manglen på den anden. Han endte med at vende sig mod hvor hun var kommet fra, og lagde hovedet lidt på skrå mod hende. "Hvad skete der? Hvad jagtede dig?" Spurgte han, men sted stadig rank. Han rakte ind under hans trenchcoat, og fandt et sværd af solidt sølv frem. Hans eget sværd, og et forbandet godt svær, hvis han selv skulle sige det. I disse øjeblikke kunne han ikke høre andet end de to, men han forblev dog opmærksom.