I could use a little help, please? ~ Halfdan

Tid: Lidt efter morgenmad
Vejr: Klar himmel, kølig brise
Sted: Smedjen ved våbenkammeret (kunne ikke finde et bedre sted end her ^^')
Omgivelser: De standard smedje ting
Påklædning: En sort tanktop, bukser og converse + hestehale

Evangeline tog fat i gribetangen og hev et buet stykke metal ud, rustfrit, hun ville ikke lege med de seriøse ting før hun havde styr på teknikken. Så da hun trak metallet ud, vendte hun sig mod ambolten og samlede hammeren op og begyndte med forsigtige slag at forme metallet. Hun holdte tungen lige i munden, som man jo sagde, hun ville ikke kludre det op denne gang. For godt nok var hun datter af Hefaistos, hun burde jo finde ud af at skabe en enkelt lille, krum dolk! Hun havde billedet af hvordan den skulle se ud i hovedet, hun vidste hvad hun skulle gøre, men alligevel havde de første to forsøg endt med, at hun havde knækket materialet. En lok faldt bed i ansigtet på hende og hun prøvede at puste den væk fra ansigtet, så hun kunne se bedre, men det hjalp ikke ligefrem, så hun endte med at løfte hånden, som hun holdte hammeren med, og brugte håndleddet for at skubbe hårlokken om bag øret igen. Da hun allerede var stoppet med at bruge hammeren, tog hun sit lille projekt i øjensyn og overvejede hvorvidt hun kunne ligge det ind i flammerne igen.

//Håber det er noget du kan arbejde med ^^

Påklædning(click)

Sønnerne og døtrene af Hefaistos var for det meste efterladt med ansvaret for våbenkammeret og smedjerne i lejren. Det var jo trods alt dem der skabte de mange våben og de store mængder udstyr der kunne findes. Så derfor havde Halfdan, i hvert fald denne morgen og formiddag, valgt at holde lidt øje med våbenkammeret og ikke mindst smedjen. I denne tid havde han ikke rigtig andet at lave, og ingen planer der hastede så meget at han måtte fratage sig sine ansvar. Så det endte med at Halfdan trådte ind ad døren og ind i smedjen ved våbenkammeret. Han var trods alt derinde hver dag, men oftest bare for at hente noget eller smide noget derind. Det første hans blik faldt på, var en rimelig lav pige der stod ved en ambolt og slog forsigtigt på noget han ikke kunne se hvad var. Halfdan ende med at læne hovedet en smule på skrå, inden han så trak sine hænder op ad lommerne af hans trenchcoat, og gik nærmere. "Du behøver ikke være så forsigtig, du ved.." Kommenterede Halfdan roligt med sin let dybe og kråse stemme, idet han selv nåede op til ambolten. For ikke at trænge sig på, holdte han sig dog en meter fra hende, og betragtede lidt sin halvsøster og hvad hun arbejdede med. Han kunne da godt tillade sig at blande sig en smule, hun så jo trods alt lidt forvirret ud, eller måske endda en smule frustreret ud. Og hans tone havde også kun været formidlende og rolig. "Hvad vil du lave?" Spurgte han så lidt efter. Han kunne godt se at det måtte være en kniv eller en dolk af en art. Men han gav hende nu i stedet chancen for selv at forklare en smule. Selvom han nok oftest var det, behøvede han jo ikke virke bedrevidende hele tiden, vel?

Det gav et sæt i Evangeline da en stemme begyndte at snakke til hende og hun tabte gribetangen, som landede på gulvet med en høj lyd. Hun vendte sig om for at se, hvem stemmen tilhørte og hendes øjne faldt på en høj fyr, i hvert fald hvis man spurgte hende, hun måtte flytte blikket noget højere op, hun gik ham i hvert fald ikke engang til skulderen, og hun placerede hurtigt ansigtet; det var en af hendes halvbrødre, han var deres hyttes vejleder ... han hed Halfdan, mente hun, men hun var langt fra sikker, for det ville langt fra være første gang hun huskede et navn forkert.
Hun sendte ham et lettere forlegent smil imens hendes kinder blussede. "D-de andre f-forsøg gik i stykker," sagde hun lettere stammende, hvilket bare fik hendes kinder til at blusse endnu mere. Hun kunne ikke gøre for det, hun kendte ham jo ikke, familie eller ej, så havde hun aldrig sådan rigtig snakket med ham. Hun så ned på metallet der lå ved hendes fødder inden hun bøjede sig ned, samlede gribetangen op og samlede det stadig varme stykke metal op med den. Hun grinede lidt ved hans spørgsmål. "En krum dolk," sagde hun og så ned på det krumme stykke metal og frustrationen kunne ses i hendes ravgrønne øjne. "Datter af smedens gud, og jeg kan ikke engang lave en dolk." Hun knugede kort hårdt om gribetangen inden hun rakte over og lage metallet ned på ambolten igen og lagde gribetangen fra sig. Hun så på sin halvbror med et svagt smil på læberne. "Er jeg den eneste med de problemer, eller har alle haft dem?" spurgte hun ham, og var egentlig meget nysgerrig, for hun vidste ikke om det var noget som nærmest var medfødt, en evne til at forme og skabe vidunderlige ting af nærmest ingenting, eller om alle intet kunne fra starten.

Det var en reaktion han var nogenlunde vant med. Nu var han jo også kommet bag fra hende, hvilket han havde en tendens til at gøre ved andre også. Det var altid sjovere at nærme sig andre i deres blinde punkter og uopmærksomme synsvinkler. Men en pige, fuldt koncentreret i en arbejdsopgave, virkede nu også som et oplagt mål for sådan noget. Men om det havde været hans hensigt, eller ej, var jo ikke til at vide. Hendes lettere forlegne og usikre svar, drog hans blik en anelse mod hendes opblussede kinder. Hun var genert. Det var vel kun forventeligt af en ny beboer i lejren. Hun mindede ham underligt nok, om ham selv da han kom til lejren. Stod og knoklede i smedjen for sig selv, forskræmt af enhver lyd han ikke selv havde lavet. "Well... det betyder jo bare at du lærer noget." Kommenterede han roligt men hurtigt. Man lærte jo af sine fejl, ikke sandt? Og hvis hun virkelig havde givet sig tid til at forsøge en tredje gang, måtte det jo betyde at hun gerne ville lære. Og hvor der var en vilje, var der vel en vej..
Halfdan betragtede hvorledes hun lagde tingene fra sig. Hun havde nu heller ikke virket så selvsikker igen, så måske var det også bedst hvis hun tog sig en lille pause? Halfdan nikkede lidt for sig selv da hun svarede ham på hvad hun gerne ville have lavet, og vendte så blikket imod metallet hun havde lagt fra sig på ambolten. Hun virkede mere og mere frustreret og utilfreds, men Halfdan reagerede som sådan ikke rigtigt på det. I stedet kiggede han blot skiftevis på hende, ambolten og ilden. "Det er jo egenskaber vi alle skal lære." Sagde han roligt og trådte så imellem hende og ambolten, forsigtigt og roligt, lidt for at lade hende vide at han lige trådte i vejen, og uden at møje sig ind foran hende. Han rakte ud efter gribetangen, tog om metallet med den, og lagde igen metallet ind i ilden. "Sørg altid for at metallet er godt varmet inden du smeder. Så knækker det ikke når du hamrer." Sagde han roligt og skævede imod hende efter at have viftet lidt med hånden, og gløderne i smedjen blussede bare en smule op, så det ikke ville tage så skide lang tid. Han gik ud fra at hun godt kunne bruge en lille lektion i det basiske, eller i det mindste blive mindet om det igen. Da metallet var varmt nok, tog han det igen ud af ilden med gribetangen. Holdte metallet mod ambolten, og greb hammeren. Hans bevægelser var tålmodige, og det burde ikke være utydeligt at han vidste hvad han gjorde. "Find din egen rytme. Slå for et eksempel på metallet en enkelt gang, hårdt, og derefter blidt to gange på ambolten, inden du slår igen." Forklarede han roligt, og gjorde som han selv forklarede det. Det ville tage noget tid for hende at forme det til en dolk, men det skulle da nok komme, det var han ikke i tvivl om. Han gjorde det nogle gange. Lod stålet synge ved hvert slag, inden han så stoppede og hævede metallet fra ambolten derefter. "Når du så kan se at varmen er ved at aftage, dypper du den i vandet, og smider det i ilden igen." Forklarede han og skævede imod hende, inden han så igen gjorde hvad han selv sagde. Det sislede og dampede blot en smule da det brandvarme metal blev stukket i vandet, og han begravede det derefter i ildens gløder. Derefter smilte han lidt halvhjertet til hende og trådte igen væk fra ambolten, med en gestus om at det var hendes tur.