Can you help me? - Halfdan

Heafistoshytten ved middagstid. Vejret er næsten skyfrit, men der glider dog enkelte skyer over himlet. Det er en lun dag i starten af Juni. Rundt omkring går andre halvguder på vej til deres gøremål. Nogen snakker med hinanden i små grupper, mens en enkelt deltager fra Hermes hytten er ved at snuppe en afroditepiges mascara, da hun står og blinker sødt til en deltager fra Ares hytten. Alt i alt en helt almindelig dag.

Eirene har i dagens anledning valgt at iføre sig en let, næsten ærmeløs T-shit med V udskæring i varm gylden farve. Hendes bukser er dog stadig lange mørke cowboybukser, da det simpelthen er mere praktisk end shorts.

---

Eirenes mørkblonde hår bølgede gennem luften da de blev ramt af et vindpust, der vakte dem til live som korn på marken. De bølgede lokker bevægede sig roligt i vinden, og som altid var der en form for aura af ro og letsindighed over Eirene i en harmonisk blanding. Men idag ville en person med gode egenskaber inde for menneskekending kunne se at der lå et lag af irritation under overfladen. Det var svært at spotte bag den glade maske, men det var der. Og grunden hang ved Eirenes hofte - Sværdet Môira.
Tidligere på dagen, mens Eirene havde øvet sin teknik på kampladsen havde irritationen endnu ikke været der. Den kom først senere da hun, efter træningen, satte sig ned og som altid rentgjorde sværdet og finpudsede æggens skarphed. Som regel var det blot små ting, men hun gjorde det nu alligevel af perfektionisme, og for at beskæftige hænderne så tankerne havde mere ro til at arbejde. Det var en af forbandelserne ved at være halvgud. Den medfødte ADHD gjorde det svært for hende at holde koncentrationen når hun ikke foretog sig noget, men hun havde fundet ud af at selve processen i at skærme Moîras æg gjorde at hendes tanker bedre kunne få frit løb.
Idag havde dog været en undtagelse, for æggen havde ikke blot trængt til en simpel finpudsning. Der var skrammer og hakke ri den som om nogen havde hukket den gentagne gange ind i en klippeblok. Hvordan de var opstået var endnu en gåde for Eirene, men det havde medvirket til at hun nu stod foran Hefeistoshytten klar til at banke på døren. Det blev til to stille og rolige banken på døren, hvoefter hun trådte et skridt tilbage og afventede velkomsten - man kunne aldrig vide om man blev mødt af eksplsioner når døren blev åbnet, eller om en eller anden ny smart opfindelse til at klippe folk skaldede var igang med at blive afprøvet, og hun havde ikke ligefrem lyst til at være forsøgskanin...

Døren til Hefaistoshytten var en stor og rund dør, bestående af tandhjul og avancerede mekanismer, lavet af det mest hærde metal og messing. Så selv de svage bank på døren af Eirene, forlød nærmest som et ekko igennem hytten i en dyb klang, som hvis man slog til en dyb kirkeklokke. En lyd som i det samme lev hørt af en meget ung søn af Hefaistos, der med sine små ben, satte i galop til døren. Tandhjulene kørte rundt og man kunne høre hvorledes de faldt på plads et par gange, inden døren så blev åbnet, og den lille fyr brugte store mængder kræfter på at få den skubbet op. Da døren så endelig stod åben, stod den lille dreng bare og gloede på Eirene med store øjne og åbenbart ingenting at sige. Han var helt ny i lejren, og kunne åbenbart bare godt lide at åbne døren for fremmede til hvem han ikke vidste hvad han skulle sige.
Det varede dog heller ikke mange øjeblikke af stilhed, inden der bag den lille dreng, dukkede en langt større skikkelse op. Halfdan var som altid iklædt rimelig fint tøj, og med hænderne i sine bukselommer rømmede han sin stemme, for at få drengens opmærksomhed. De havde respekt for Halfdan i Hefaistoshytten, så da den lille dreng fik vendt sig om, endte han bare med at stå og glo på Halfdan i stedet. "Smut tilbage ind i smedjen med dig, Damon." Sagde Halfdan afslappet og næsten køligt, hvorefter den lille knægt skyndte sig at løbe. Halfdan vendte derefter sit blik imod Eirene med en let sænket hage, og trådte elegant over dørtærsklen og mod hende. Han betragtede hende let, med et næsten undersøgende blik. Det tog ikke lang tid at sætte to og to sammen, og selv regne ud hvorfor hun var der. Men han ville dog lade hende få fordel af tvivlen. "Eirene? Og hvad kan jeg gøre for dig i dag?" Lød det så fra Halfdan, i næsten samme tone som før, og med en rolig attitude. En attitude der emmede af autoritet og sikkerhed, men dog ikke uden at være i hvert fald en smule venlig.

Hurtigt trådte Eirene et skridt tilbage fra døren. Den runde metal og bronze dør så næsten ud som om den sagde ’kom et skridt tættere på og oplev Hefeistosbørnenes vrede!’ – ikke lige frem en oplvelse hun skulle nyde noget af. De var trods alt halvguder med talent for mekanik, og dette indbød vel til skjulte fælder i døren. Man kunne aldrig vide om den pludselig ville transformere sig om til et ildspydende monster eller spyde varm kakao ud i massevis – hvem ved, måske der også var en indbygget funktion til at den kunne komme flødeskum i krusene med kakao?
Så da døren blev åbnet skulle Eirene bestemt heller ikke nyde noget af at hjælpe med at trække den op. Hun kunne måske have hjulpet og vundet lidt positiv opmærksomhed, men hendes instinkt fortalte hende at det ikke var en klog idé. Der ville højst sandsynligt ligge en masse skjulte fælder i den dør, som hun ikke havde lyst til at skubbe til…

Hendes tanker blev afbrudt da døren næsten lydløst gled op på de velsmurte hængsler. Straks begyndte Eirenes hjerne at arbejde på højtryk. Hun ville normalt forvente at så tung en dør ville knirke og knage ved åbningen, men det eneste som hørtes var en forbpustet stønnen fra den mindre dreng som åbnede. Døren måtte jo være i perfekt balance (til trods for alle de mærkelige mekanismer) hvilket sikkert havde krævet en hel vilje til perfektionisme og vanskelig beregning. Når man så den slags kunne man godt tro på at dette måtte være Hefaistos hytten – hvis man altså ikke allerede havde gættet det.
Eirenes tanker blev afbrudt af den lille dreng som kom til syne i døråbningen. Hun forventede at blive budt inden for, men intet skete. I stedet så hun direkte ind i en par store øjne der syntes at sluge hendes fremtoning til sig. Smut tilbage ind i smedjen med dig, Damon, en afslappet stemme syntes at skære ind i gennem den lille drengs, Damons, hjerne og vække ham af trancen, og han skyndte sig at pile af sted på sine små tynde ben.

Stemmen tilhørte selvfølgelig Hytte 9’s leder – Halfdan. Stemmen var ikke svær at tage fejl af, og det afslappede, men lettere kølige tonefald gjorde den blot endnu mere umiskendelig. Hendes følelser for denne dreng var meget blandede. På den ene side så .. fascinerede (?) han hende, eller beundrede hun ham måske lidt i smug? Hun kunne ikke finde ud af det, men en ting var sikkert. Han gjorde hende faktisk en smule bange. Ikke at hun ville indrømme det over for sig selv, men inderst inde kunne hun ikke rigtig finde ud af hvem han var som person, men hun vidste at hans kølige tonefald ikke gjorde noget for at hjælpe denne følelse.
Han lignede en som inderst inde godt vidste hvad hun ville men som alligevel var nødt til at spørge. Enten af høflighed eller fordi han bare havde lyst. Han havde nok allerede set sværdet ved hendes side. Havde bemærket de små hakker i æggen som ikke burde være der – det skulle ikke undre hende om han havde fornemmet det inden han så hende. Hun havde hørt at nogen børn af Hefaistos havde evnen til at kunne fornemme metallet som et levende væsen – en del af dem selv. Hun vidste ikke om Handalf havde denne evne, men én ting var sikkert: Han var pokkers dygtig til sit håndværk, det var der ingen tvivl om.

”Môira trænger til et eftersyn” begyndte hun og smilede så. Det var et ægte smil og ikke den slags som folk fremtvang af høflighed. Men det var dog stadig et lille smil, bare et glimt i øjnene og et trækning i mundvigen som opløste det forstenede neutrale ansigt ”Men det havde du sikkert gættet” afsluttede hun både som et kompliment og som en konstatering.
Eirene havde godt set det lille forstående blik i de smukke øjne. For smuk det var han - det kunne bestemt ikke benægtes. Havde hun været en Afrodite pige havde hun sikkert stået sammen med de andre og hviske-tisket om hvor lækker han var. Men hun var datter af Athene og spildte ikke tiden på den slags. Jovist følte hun sig da en smule (ikke at hun ville indrømme det helt) tiltrukket af ham, men det var ikke noget hun ville sige højt.
Der var et eller andet ved hans fremtoning som fik hende til at holde sig lidt på afstad, for han var mystisk, det var der ingen tvivl om. men det var også lidt af det som gjorde hende nysgerrig på den gode måde. Hun ønskede at komme ind til den Halfdan som gemte sig og lære ham at kende.

Eirene var ikke den eneste i lejren der havde en tendens til at holde sig lidt på afstand når det vedkom Halfdan. Jovist, mange havde brug for hans evner i smedjen, skulle deres rustninger eller våben være beskadiget, og lejrens ledere havde da heller ingen kvaler om at gøre brug af netop de evner. Men det var kun få der udelukkende søgte hans selvskab eller hvad han nu ellers kunne tilbyde dem. Det var egentlig også fint nok. Der var nok ikke mange der ville kunne forstå hans ideologiske tankesæt og hvorfor han gebærdede sig som han gjorde. Bare dét at man nærmest aldrig så ham i rustning, syntes at undre de fleste. Men Halfdan lod dem undre sig, for han kunne jo ikke frasige sig at nyde den lidt usædvanlige opmærksomhed han ofte fik, som om at han enten var et haltende dyr eller en mystisk skikkelse i det fjerne. Han var blot som han var, og brugte sin egen elegante såvel som kølige fremtoning til at holde de alt for retskafne og irriterende personligheder på afstand.
Eirene var nu ikke særligt irriterende. Hun vidste hvad hun ville, og kom som regel med konkrete og direkte svar på spørgsmål og henvisninger. Hun var dog en datter af Athene, så der var en smule ved hende der virkede lidt for arrogant, som om at hun bare var iblandt de bedste i hele verden. Visdommens gudinde og what-not. Men det var nu ingen grund til at give dem tørst på ved hver eneste lejlighed han fik. Så han forholdte sig blot roligt, ganske tilfreds med måden hun talte til ham, og betragtede hende stadig en smule undersøgende. Han fik trukket sine hænder op ad bukselommerne, og rakte den ene håndflade mod hende. "Må jeg tage et kig?" Spurgte han med hovedet lidt på skrå og øjnene rettet imod hendes med et enkelt øjenbryn let hævet. Små hakker og slag i æggen var ingenting, og nemt at rette op på, i hvert fald for ham. Men en klinge med et navn var jo oftest meget værdsat af sin ejer, så han måtte nok hellere tage sig lidt god tid og måske endda kræse lidt for klingen. "Kom indenfor." Sagde han så, og vendte sig i det samme rundt, for derefter at gå indenfor i hytten. Han havde sin egen arbejdsbænk og lille arbejdslokale til højre for indgangen, hvor han med elegante skridt gik ind. Han regnede stærkt med at hun fulgte efter ham, og så snart hun var kommet indenfor, lukkede den store dør i bag hende.