Skal vi forhandle? - Halfdan

T: Engang efter frokost
S: Lejrens våbenkammer
V: Bankende varmt og skyfrit
O: Diverse bygninger og hytter, lejrdeltagere som bevæger sig mellem aktiviteter eller hænger ud i solen
P: Tynd oversized hvid tanktop med dybe ærmegab, lyseblå bralette, denimshorts, bare fødder og løst hår + gylden øjenskygge

På en af årets varmeste dage var det sidste Jules havde lyst til at nærme sig en bygning udstyret med en varmeovn, og dog fandt hun nu sig selv på vej med raske skridt mod lejrens våbenkammer-skråstreg-smedje. Hun ville langt hellere være ude og svømme eller sidde i et træ et sted eller flade ud på plænen med nogle af de andre lejrdeltagere - måske endda med en flaske vin hvis de kunne snige sig lidt væk til et sted hvor de kunne slippe afsted med det.
Desværre kunne det ikke vente; hendes mest elskede kniv som havde fulgt hende de sidste adskillige år i lejren og som hun stort set aldrig forlod sin hytte uden havde lidt alvorlig overlast da Jules var blevet antastet af en drakon under en lille smuttur i skoven. Selv var hul sluppet med nogle smertefulde men overfladiske skrammer og ætsninger som hytte 7 havde taget sig mere eller mindre af så der allerede var dannet gode sår på, men hendes kniv - nu sikkert pakket ind i en sweater og knuget i Hermespigens hænder - havde fået en ordentlig oversprøjtning af monstrets giftige spyt. Som følge var der nu nogle grumme huller i klingen og udenom var plamager af rust begyndt at dukke frem.
Alt dette førte hende til hvor hun var nu; hun havde hårdt brug for en dygtig smed og efter at have klynket til sine halvsøskende havde de sendt hende på sporet af fyren hun nu skulle tale med.
Hun stoppede foran døren til våbenkammeret og efter et øjebliks tøven bankede hun på. Hendes utålmodighed tog dog over med det samme og i stedet for at vente på svar skubbede hun ganske simpelt døren op.
"Hallo?" kaldte hun og bankede igen, denne gang på dørkarmen. "Jeg skulle tale med en Halfdan Kvar- Qua- en Halfdan, søn af Hefaistos?"

Halfdan brugte nu, mere eller mindre, al sin fritid i sit eget værksted under hytten; eller i våbenkammerets smedje. Han havde været i lejren i godt og vel en måned, og foruden mange nye bekendtskaber; havde smedekunsten og det håndgribelige arbejde draget ham meget. Og var i den grad noget han havde taget til sig rundhåndet. Han hjalp endda også nogle gange til med reparationer hist og her. Så det var ikke helt ualmindeligt, at der disse seneste par uger; var andre halvguder som ønskede hans hjælp med lidt af hvert. Dog var det ikke Halfdan der mødte Hermes-pigen da døren gik op. I stedet stod der pludselig en lille dreng foran gæsten, og kiggede op på hende. Eller, det var i hvert fald et sikkert gæt; for den lille dreng havde en alt for stor svejsehjelm på hovedet der skjulte hans øjne. Men dog ikke helt nok til at skjule de ildrøde krøller der poppede ud, hist og her. Et øjeblik gik, hvor den lille dreng bare stirrede på den ældre pige; indtil en anden lille dreng så kom trissende, og stillede sig ved siden af den første. Ligeså rødhåret og krøllet som den første, og med tydelige fregner over næseryg og kinder. De to drenge kunne ikke være mere end 7 eller 8 år. De kiggede på hinanden, og derefter på Jules; for så pludselig at pege deres indikerende fingre i hver sin retning. I et lidt sødt forsøg på at pege hende i retning af Halfdan. Men da drengen med hjelmen på, opdagede at hans bror pegede i den forkerte retning; lød der et lille klask mod baghovedet... og så pegede de begge to i samme retning. Endda også med et bredt smil fra drengen uden hjelm på. Et djævelsk smil, nærmest; som forsvandt sammen med drengene, da de så pludselig besluttede sig for at finde et andet sted at være.

Ved sit sædvanlige arbejdsbord, godt oplyst af en bordlampe, og næsten dækket til af de verse småting; sad Halfdan. Han lavede ikke rigtig noget, og alligevel svedte han. Han havde fået at vide af Chiron, at det ikke var passende at rende rundt uden trøje på i lejren; men i våbenkammeret var det heldigvis Hefaistos-børnene der bestemte. Syntes de i hvert fald selv. Halfdan spændte sin kæbe, imens han forsigtigt samlede små stykker af mekanik i en lille sølvlig kugle. Noget der ved første øjekast kunne ligne klassisk urværk. "Quatermain.." Sagde han så, roligt. Dog uden at vende blikket mod hende, eller virke mere introducerende og høflig. "Det er lidt af en mundfuld, ja.." Han smilte lidt for sig selv, men var endnu ikke fokuseret på Jules. Han var, trods alt, godt beskæftiget med dette fingernemme og ømtålelige projekt. Ikke ligefrem gjort nemmere, af hans metalliske protese, der erstattede den arm han mistede. Men at han talte imens, eller introducerede sig på den lidt vage måde; var forhåbentlig nok til at lade hende vide, at han skam havde tid.

Jules kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet da de to små drenge dukkede op og forsøgte at lede hende på rette vej. Med deres røde krøller, fregner og uomtvistelige ballademagersmil kunne de have været hendes brødre – og hvis hun skulle skyde, ville hun da også sige at de var det. Godt nok havde hun ikke set dem i hytten endnu, men de så meget små ud så de kunne jo være nytilkomne, og hvis sandheden endelig skulle for en dag var det også efterhånden nogle dage siden Jules havde sovet ”hjemme” og til ordentlig tid. Da de fik peget hende i den rigtige retning, måtte hun modstå en trang til at stryge dem over håret da hun takkede pænt og begav sig dybere ind i bygningen.

Det var ikke overdrevet svært at finde den voksne, så at sige, da Jules først fik øje på lyset fra lampen, men selv den korte færd gennem våbenkammeret var nok til at få perler af sved til at titte frem på hendes pande – varmen fra solen udenfor kombineret med varmen fra smedjen var nok til at give Jules lyst til at smide blusen inden hun blev kvalt. Ville det være upassende?
Hun drejede om et hjørne og stoppede brat da hun fik øje på fyren.
Wow.
Han var ikke det første barn af Hefaistos hun mødte, og han var skam heller ikke den første hun så topløs, men det var svært at nægte at han var lige lidt pænere end gennemsnittet; høj, muskuløs og lyshåret, flotte hænder og et koncentreret udtryk i sit flotte ansigt. Han så også ud til at svede, hvilket ikke var underligt, og Jules måtte tage sig selv i at lade sine øjne vandre henover hele hans person.
Hans stemme bragte hende tilbage til virkeligheden. Hastigt slog hun sit blik ned på det projekt han sad og nørklede med og bad til alle guder hun kunne komme på som ikke hadede hendes var om at hun ikke havde set helt væk ud i ansigtet.
”Ja, beklager” sagde hun med en nervøs latter. Det var ikke normalt lig hende at vakle, men nu var det heller ikke hver dag hun slagtede en flot fyrs efternavn. Så kom hun i tanker om hvorfor hun var der og smilet falmede fra hendes ansigt.
”Jeg er her angående en reparationsopgave,” sagde hun. ”Er det ikke dig man går til med den slags?” Hun rakte den blodstækkede stofindpakning frem mod ham og håbede inderligt at han ville tage den. Bare kigge på den. Bare lidt.

Det røde og det varme, kunne man måske sige var stærkt forbundet med Hefaistos. En næsten uhyggelig majoritet af hans søskende var rødhårede. Med træk såsom fregner, buttede læber, en nærmest bronzefarvet hud, og brede velkommende smil. Såsom de to små drenge hun var stødt på tidligere... Halfdans halvbrødre. Halfdan, derimod, måtte have arvet sine træk fra moderen. For hans hår var blond, øjnene var blå, og huden nærmest bleg til sammenligning. Men det var nok nærmere opbringelsen i Alaska. Han kunne skam få en smule farve, hvis han ønskede. Men han kunne også nemt blive rød. Så han forsøgte sig at undgå for megen sol. Uden selvfølgelig at benægte sig selv den eventuelle tur til stranden. Ej heller besad han evner centreret omkring flammerne med hvilke de smedede. Han var ikke immun, han kunne ikke kontrollere den.. Metal, derimod. Blank og stærkt, måske en smule som ham selv?

Halfdan fik placeret et nærmest mikroskopisk tandhjul i ordningen han sad med, og vendte så endelig blikket mod hende. Omkring samme tid, som da hun var ved at komme nærmere. Efter hendes latter. En nervøs latter? De særlige briller han bar, skyndte han sig at fjerne fra øjnene, og derefter lade dem sidde i panden og håret. Hun var hurtig til at fortsætte, og forklare hvorfor hun var der; og Halfdan blot forholdte sig i ro imens hun talte. Han betragtede hende, såvel som hendes bevægelser. Hvilket endeligt bragte hans blik imod den lidt blodige indpakning. Men inden han tog imod pakken, valgte han at rejse sig op. Det var sikkert uhøfligt bare at blive siddende. Men da han så var rejst op, og hans ryg rank; lagde han mærke til højdeforskellen - hvilket underligt nok altid kom en smule bag på ham - og han indså at det måske var en smule intimiderende. Især, eftersom han ikke rigtig havde sagt noget, og virket en anelse kølig. Så Halfdan gjorde hvad han kunne for at rode bod på den potentielt usikre og trængte situation for hende; ved at række ud og tage imod pakken. "What's your name?" Spurgte han ganske direkte og simpelt, imens hans øjne var vendt mod pakken han begyndte at folde ud. Han skævede dog flygtigt mod hende, i svag afventning af hendes svar. Hun havde jo ikke introduceret sig selv, endnu. Men hun kendte åbenbart hans navn.

Der gik et lille sæt gennem Jules’ krop da Halfdan rejste sig til sin fulde højde. Pludselig blev hun bevidst og hvor lille en spirrevip hun var; hun måtte jo nærmest ligne et barn i hans øjne. Et stille suk af lettelse undslap hende da han tog imod hendes interimistiske indpakning, både fordi han ikke lukkede af øjeblikkeligt og fordi han enten ikke havde bemærket eller var upåvirket af hendes reaktion på at se ham.
Det var først nu hun bemærkede hans arm rigtigt; hvor der burde være muskler, kød og hud var der i stedet en protese af gråt metal (stål måske? Alluminium?) fastgjort til siden af hans krop. Alligevel bevægede den sig lige så organisk som en rigtig arm, fra skulder til fingrespidser, og det gik op for Jules at hun af selvsamme grund ikke have rigtigt skænket den en tanke før fordi hun kun havde lagt mærke til hans hånd og hendes hjerne bare havde konkluderet at det måtte være en form for arbejdshandske eller noget.
Stirrede hun? Det håbede hun ikke.
”Jules,” svarede hun da han talte igen. Typisk; bare fordi hun kendte hans navn betød det jo ikke at han vidste hvem hun var. ”Jules Marshall. Of Hermes descent.”
Med sit blik fulgte hun hans fingre da han begyndte at pakke kniven ud. Trøjen var godt hærget, og hun tvivlede på at den nogensinde ville blive som før. Måske kunne en fra 10 fikse den senere. Det kunne være rart. Hun så op på hans ansigt og trak på skuldrene, spørgende og afventende hans bedømmelse.

Halfdan var ikke dum. Han vidste godt at han ville have svært ved at holde lav profil i lejren. Og han vidste også at han var født med... fordelagtig knoglestruktur, kunne man vel sige. Personlig erfaring, samt antallet af klukkende og fnisende Afrodite-tøser; havde i hvert fald fortalt ham så meget. Selv var han dog heller ikke ligeglad. Selv efter hans tid i Californien, havde han endnu ikke helt vænnet sig til synet af så mange letpåklædte jævnaldrende - og ærlig talt ofte meget attraktive - kvinder. Han kunne vel, på en måde, se sig selv lykkelig for at hans tilpasningsperiode skete hen over sommermånederne. Han var skam heller ikke bleg for at lade sig selv blive distraheret, fra tid til anden. Men prøvede generelt at undgå at torturere sig selv på den måde. Såvel som en form for bitter stædighed, der nægtede ham at give megen opmærksomhed til piger der ikke syntes at ønske eller søge det. Men Halfdan var en opmærksom type. Med vakse øjne, og en god sans for sine omgivelser. Dog havde han ikke rigtig bidt mærke i hendes reaktion. Han havde selvfølgelig lagt mærke til den måske lidt akavede tone hun lagde ud i; og havde siden da også fornemmet en smule nervøsitet? Men det var dog ikke noget han havde planer om at påpege eller reagere for meget på; da det sikkert ikke ville forbedre situationen for hende.

"Mhm.." Brummede han lidt med et nik, da hun introducerede sig selv. Nærmest som en ekstra lille hilsen, dog endnu imens hans øjne var rettet mod pakken. Han fik foldet det let blodige stof op, og lagde forsigtigt den åbne pakke på arbejdsbordet. han rørte bevidst ikke ved kniven endnu, da han endnu ikke rigtig havde kontrol over sin evne. Han rynkede sine bryn. "This is poison, right?" ... "What kind of poison?" Lød det så ganske roligt fra ham, hvorefter han skævede lidt ned mod hende. Han havde set værre, og han kunne da sikkert godt fikse den relativt hurtigt. Og egentlig agerede han som om at han allerede havde sagt ja til at hjælpe hende. Hvilket han da egentlig også var klar på. Så travlt beskæftiget var han heller ikke, og hun havde trods alt været relativt høflig og venlig omkring det. Så hvorfor ikke? Han kunne teknisk set finde ud af alle detaljer hvad angik denne kniv; blot ved at røre den. Men det var nok lidt bedre at inkludere hende, også.

Udtrykket i halvgudens ansigt var svært at læse, men Jules besluttede sig stiltiende for at det var et godt tegn at han spurgte ind til hendes kniv; i det mindste havde han ikke helt mistet interessen endnu.
”Drakon. Strong, I would say.” svarede hun kort for hovedet. Hun håbede ikke at hun virkede stand-offish, men sandheden var at selv det at tænke tilbage på det var nok til at få hendes kæbe til at spænde op og hendes fingre til åndsfraværende at løbe over arrene på hendes arme.
Det var nok et af de værste angreb hun havde oplevet siden hun kom til lejren. Det var ikke engang meningen at der skulle være monstre af den kaliber i skoven, ingen havde oplevet det før. Myrmeker, sure. En enkelt helvedeshund til overs fra træning, sure. Der gik endda rygter om at den teumesiske ræv var set rende rundt derude. Men en drakon? Aldrig. Det var uhørt.
Af selvsamme grund havde Jules naturligvis tænkt at skoven ville være et udmærket sted at opbevare sin taske med varer som ikke ligefrem solgtes i lejrbutikken til diverse lejrdeltagere – som regel bootleg alkohol, men også mobiltelefoner, råvarer til projekter, fest- og prankartikler og endda fastfood engang imellem. Det var blevet ren rutine at smutte ud efter tasken når hun skulle ’på indkøb’, men i dag var drakonen dukket på inden hun så meget som nåede at lægge en hånd på tasken. Hun kunne ikke huske meget – det var nærmest som om hendes hjerne havde slettet filen der var mindet om mødet med slangemonstret – men hun kunne huske smerten fra dens gift dryppende på hendes arme, og dernæst at vågne op i infirmeriet med tre healere omkring sig og, på trods af at de havde givet hende alt det ambrosia og nektar de turde og skrubbet hendes sår med det bedste, hytte 7 kunne præstere, plamager af arvæv på armene som om hun var blevet brændt. Til sidst havde de blot trukket på skuldrene og sagt at måske ville de forsvinde over tid.
Hu bragte sig selv tilbage til virkeligheden og lod sine øjne springe mellem kniven og Halfdans ansigt. Han var svær at læse, men i det mindste virkede han rolig og ikke for håbløs omkring knivens skæbne. Det var fascinerende at så stor en fyr kunne have så blide bevægelser.
”Well?” forsøgte hun varsomt. ”Do you think you can save it?”

"Hm.." Brummede Halfdan roligt og anerkendende til hendes svar. Også med et lille nik, endda. Men endnu uden at have al sin opmærksomhed mod Jules. Dog, lagde han mærke til de få ar på hendes arme. Hendes tøj gjorde det trods alt ganske åbenlyst at spotte sådanne ting. Han kunne endda også have svoret, at han allerede havde spottet en enkelt tatovering, eller måske to. Som sagt... vakse øjne. Men han afholdte dog sig selv fra at studere hendes beklædning, tatoveringer, eller ar, nærmere. I stedet sukkede han ganske roligt, efter en dyb indånding, og syntes at fokusere lidt mere på kniven. Han tillod sig endda også at ignorere hendes følgende spørgsmål, for i stedet at forsigtigt lade en pegefinger hvile med knivens hullede vansirede knivblad. Intet. Halfdan spændte sin kæbe, og trak fingeren til sig igen. Det var ikke altid hans evne virkede. Hvis den virkede hele tiden, ville han sikkert have svært ved at gøre noget som helst. "It would be easier to make a replica. I could make it stronger, more resilient to corrosion.." Fraværende tog han om knivens knob imens han talte, for at forsigtigt vende den om. Og i det samme gispede han lydløst, og frøs. I hvad der til Jules sikkert blot virkede et enkelt øjeblik; blev Halfdans tanker invaderet af adskillige billeder og minder. Han så Jules stolt svinge kniven rundt, og balancere den fingernemt imellem sine fingre. Han så kniven sætte sig i kødet af hvad han kun kunne antage var den Drakon, hun havde nævnt. Og så den ruste og smelte under giftens indflydelse. "But.." Lød det så fra ham, efter han havde blinket et par gange. Han forstod nu endelig den emotionelle værdi der var blevet pålagt denne kniv. Og han slap så kniven, og stillede sig rank. "..Sure. I can fix it." Afsluttede han så, ganske bestemt. Også med blikket vendt mod hende, og et diskret skjult smil over mundvigen. Han forventede at det var løsningen hun ville syntes bedst om, og havde derfor valgt netop den løsning.

Hvad Halfdan, derimod, ikke havde set i de minder han nu havde delt med kniven... var Jules' lidt lyssky aktiviteter. Ej heller var det faldet ham ind at spørge hvorfor hun overhoved var i skoven. Såvidt han havde forstået det, så var det nærmest almindeligt for de unge Halvguder i lejren, at snige sig ud i skoven af den ene eller anden grund. Selvom det, til Halfdan, virkede som en rimelig dum idé. Men eftersom lejren holdte Capture The Flag i skoven, ligeså, måtte aktiviteten have haft en afmystificerende effekt på de unge Halvguder; og draget dem mod at udfordre skæbnen. Men hvad vidste Halfdan også? Heldigvis var han godt i stand til at hvile i sin uvidenhed, og lære noget nyt hver dag.

Det var tydeligt at se på Jules at hun blev stram i betrækket da Halfdan foreslog at lave en ny kniv til hende. Det var et godt tilbud og rent objektivt ville en kniv som var stærkere og mere modstandsdygtig være en bedre idé, men hun kunne bare ikke helt få sig selv til at slippe sin gamle. Ja, den var gammel og slidt og havde sikkert hakker i både skæfte og blad og ethvert barn af enhver gud for krig eller krigsførelse ville næppe røre den med en ildtang, men…
Hun lagde sine hænder på sine kraveben og strøg dem bagover, over skuldrene og ned ad skulderbladene. Mens hun tænkte fandt hendes højre tommelfinger automatisk vej til den lille tatovering af en sol som prydede bagsiden af hendes skulder. Det var blevet en vane for hende at røre sine tatoveringer når hun tænkte. Hun var lige på grænsen til at sige ja da Halfdan talte igen – beslutsomt og var det ligefrem et lille smil?
Jules kunne have faldet ham om halsen; det var kun lige på et hængende hår at hun fik samling på sig selv. Hendes bekymrede og sammenbidte mine smeltede til fordel for et bredt smil, og hun tillod sig selv en dyb, lettet udånding.
”Are you for real?” udbrød hun. “Oh my gods, thank you so much! I owe you everything.”
Netop som ordene havde forladt hendes mund indså hun: Hun havde ingen idé om hvad han skulle have for det. En mere idealistisk person ville måske sige, at det kunne være han bare gjorde det af sit hjertes godhed, og det kunne det jo også, men Jules var handelskvinde selv. Hun vidste at intet, eller i hvert fald meget få ting i livet er gratis, og at hvis hun ville have sin kniv igen var der givetvis en pris at betale.
Var hun klar til det? Uden tøven.
”Speaking of which,” sagde hun og krydsede armene, hendes tone pludselig saglig og forretningsmæssig. ”What’s your price?”

Halfdan vidste ikke rigtig hvordan han skulle reagere på hendes ovenud positive udbrud. Eller hvordan han skulle svare på det. I stedet vedblev blot det diskrete smil over hans mundvig, og han betragtede hende kort. En sådan entusiasme var altid et godt tegn; og uden tvivl en god kvalitet i Halfdans øjne. Også selvom han ikke selv besad de samme former for energisk og ærlig udtryk. Hvilket blot gjorde ham endnu mere sikker i sin beslutning om at hjælpe hende. Man skulle endelig ikke misforstå... Halfdan var ikke en eller anden dansende abe, som man kunne sætte i gang med alt muligt. Ej heller en ung mand som ville give konstante håndsrækninger, i form af tjenester eller hjælp. I hvert fald ikke uden selv at se i hvert fald en anelse profit fra det. Men på den anden side, var han også minimalistisk af natur, og ikke blot adfærd. Han behøvede ikke alt muligt som så mange andre måske nød meget af i deres hverdage. Han drømte ikke om store rigdomme eller ejendomme; og gjorde sjældent meget for at rage til sig af materielle midler. Han havde mange knapt så positive karakteristikker, mange af hvilke var gemt dybt under hans stoiske facade. Men materiel grådighed, var bestemt ikke én af dem...

Derfor kom hendes saglige spørgsmål ham også som en mindre overraskelse. Hun havde, ærlig talt, ikke slået ham som en særlig pragmatisk eller endda praktisk personlighed. Halfdan betragtede kort hendes krydsede arme som hun talte, og efterlod kniven liggende på arbejdsbordet; for i stedet at vende sin opmærksomhed mod Jules.. Han vendte en enkelt metallisk finger op til siden af hovedet, og kløede sig lidt bag øret. Eftertænksomt, i en kort søgen efter et svar. "What are you offering?" Spurgte han så, ganske roligt, og med blikket rettet mod hendes. Hvad han ultimativt havde brug for, var ærlig talt rimelig svært at få fat i. Og kunne være rimelig dyrt. Så Halfdan havde, ærlig talt, bare tænkt sig at tage imod hvilken betaling hun kunne give ham. Hvad det kunne være... drachmas, eller lignende; var som sådan ligegyldigt til ham.

Jules’ blik fulgte Halfdans metalliske arms bevægelser da han løftede sin hånd op og kløede sig bag øret. Hun var intet barn af Hefaistos og vidste godt at hun aldrig ville kunne værdsætte mekanikken på samme måde som de kunne, men hun kunne ikke lade være med at være fascineret af maskinen; den var fængslende på samme måde som et smukt maleri kunne være det. Hun undrede sig kortvarigt over hvordan den kunne bevæge sig så blødt. Så tog hun sig selv i det og vendte tilbage til sporet inden der gik fuld billedkunstner i den.
’What are you offering?’
Et fair spørgsmål. Et eller andet sted skulle handlen jo starte. Jules havde lavet nok under bordet-aftaler til at vide hvordan forløbet var og hvad hun burde gøre: Ideelt set skulle hun starte ud lavere end hun egentlig var villig til at give, hvorefter han ville komme med et højt bud og de ville diskutere indtil de ramte en god mellemgrund. Sådan forløb det som regel med irregulars, førstegangskunder eller folk der ikke var vant til Hermes’ børn eller handel i det hele taget. Men det var selvfølgelig under forudsætning af at det var penge han ville have; hvis ikke var det jo ikke sådan at finde en pris, og så skulle der andre metoder på bordet…
Hendes blik faldt kortvarigt på kniven som Halfdan havde lagt fra sig, på dens ætsede klinge og det skæfte hun havde skåret i, knuget som en sutteklud og bordet sine negle ned i tusindvis af gange. Hun tænkte på den dag hun havde fået den af en mand med et alvorligt ansigt men smilende øjne, på hans store, varme hænder som lukkede sig om hendes små og kolde. Små klinger til små krigere. Pas på den; den kommer til at redde dit liv en dag.
Og det havde den. Igen og igen og igen.
Hendes kæbe spændte op. Fuck handel. Fuck strategi og smarte tricks. Hvad var hun villig til at give for at få sin kniv tilbage?
”Anything.”

Da Halfdans egentlige materielle behov og ønsker, var noget han havde dømt hende ude af stand til at give ham; var han egentlig ligeglad med betaling. Og ville da sikkert sagtens kunne lave den til hende, når han ikke arbejdede på sine egne projekter. Men da hun havde spurgt til hans pris havde han blot, nærmest per refleks; fulgt de typiske kutymer, som han havde lært fra andre. Ærlig talt, var han forfærdelig til handel. På ingen måde udstyret med hverken den udfordrende charme, den kvikke tankestrøm, eller de sociale instinkter; der var behov for under mere udspekulerede og frie handler. Man skulle endelig ikke undervurdere Halfdans nærmest overmenneskelige intellekt, dog... Med hans såkaldt 'psykometriske' evner, hans hukommelse, og hans overanalyserende sind; var Halfdan et sandt leksikon af ovenud encyklopædisk viden, dybe tanker, og intelligente observationer. Og eftersom han ej heller var den stærkeste socialt og hvad angik sproglig kommunikation af sine følelser eller tanker; havde han lært sådanne dogmer og kutymer som instinktive responser, baseret på en rig erfaring og observation. Han havde trods alt aldrig levet et særligt sikkert eller pænt liv.

Men Jules overraskede ham atter en gang. For idet han måske havde reageret lidt overfladisk, og forventet en typisk handel under opsejling; vendte hun det på hovedet. Han betragtede hende nysgerrigt, som hun gav sit svar. En iagttagelse af hende og tolkning af hendes ord; som ultimativt endte med et lille træk på mundvigen. Som forsøgte at skjule et diskret smil der formede sig over hans tynde læber. Jules havde bestemt efterladt et positivt indtryk hos Halfdan. Men Halfdan fjernede dog blikket fra hende, og vendte det ned mod den ruinerede kniv på arbejdsbordet. Den metalliske arm, ganske kontrolleret i sine bevægelse, hang sig atter ved hans side igen. Halfdan brummede blot en smule, lavmælt, i en lettere tænksom mine. "Well.." Lød det så endeligt fra ham, som en tanke slog ham. Eller... idet han nok nærmere bare skød en hvid pil efter hans oprindelige bedømmelse af hende. "Gallium and Mercury. I could use that." Tilføjede han så. To kviksølvs-elementer, som ærligt talt, var rimelig svære at få fat i; sådan, strengt taget, lovligt... "Get me that, and I'll fix it right away." Hans stemme lød en smule af hans typisk tørre humor. Hvilket kunne være svært at tolke som andet end simpel sarkasme. hans blik blev vendt imod hende igen. Hurtigt, dog, indså han at det måske havde lydt som et krav; hvilket det bestemt ikke var. Så han rynkede sine bryn og viftede meget kort og diskret med den metalliske hånd; som instinktivt imiterede og fortolkede hans tanker, i form af hans metallokinetiske evne. "But there's no need." ... "I'll fix it for you anyway."