Welcome to the blind girl ( Alle er velkommende ! )

"hvor dufter her specielt" Aedon prøvede at forstille sig hvordan stedet så ud. Den specielle duft af natur, fik hende altid til at smile. Det var noget af det bedste hun viste. Hun havde været så bange, da hendes Satyr var kommet for at hente hende til lejren, at hun aldrig ville komme til at opleve den friske natur igen. hun stoppede lidt op, og mærkede den fugtige kolde jord under sine fødder. Den føltes så blød, og anderledes ind hvad hun var vantil hjemme i italien. Stemmer, og mærkelige lyde fra lejren sig begyndte så småt at blive tydeligere jo tætter de kom på lejren         " Accalia, jeg altså ikke så særlig tryg ved det her. er du sikker på de ikke er farlige?" Aedon tryggede sig længere indtil Accalia, som skulle fører hende til lejren da hun intet kunne se. At være blind havde aldrig været nemt for hende, og specielt ikke når det galt nye steder. det tog hende lang tid at vende sig til et enkelt nyt lokale, og det vil tage hende endnu længere tid at vende sig til en hel lejre. Aedon kunne mærke nervøsiteten dukke op i hende. Hun kunne ikke lide tanken om at møde nye mennesker, og specielt ikke når hun ikke kunne se dem. hun lyttede til de mange stemmer og bed sig i læben. * det her kommer til at blive hårdt*

Aedon mærkede hurtigt at en kiggede på hende, og vendte straks ansigtet i retning af vedkommende. Det kunne godt være hun var blind, men sanserne fejlede intet. i hele hendes liv, havde hun trænet sine sanser så meget at hun kunne mærke når folk kiggede på hende. dog de ikke så trænet at de kunne tyde hvilket køn, eller om det ven eller fjende. Aedon trak sig endnu længere ind til sin satyr. "Der en der kigger på mig, hvordan ser vedkommende ud? er det en han, eller hun ?? farlig ??" spurgte hun nervøs. Hun kunne hører at Accalia satte hendes tasker på jorden, og vende sig imod hende. Aedon famlede efter satyrens ansigt, for at finde ud af hendes humør. Alt var letter at tyde hvis hun måtte rører. Der var ingen bekymrings rynker... Det fik hende til at falde til ro. Så var der ikke farer på færer. Aedon vente sig mod vedkommende der havde kigget på hende " undskyld! dig eller jer der kigger på mig ! kan i hjælpe??" råbte hun i den retning. Hun havde en fornemmelse af vedkommende stod. Men blev forvirret da hendes råb om hjælp virkede til at fange flere blikke. hun bid sig i læben, og begyndte at så småt at fortryde at hun råbte.*pleas være en venlig sjæl en eller anden*

Aedon der næsten havde opgivet at finde hjælp, og blev letter forskrækket over at en person var kommet hen og præsenteret sig for hende, uden at hun havde lagt mærke til det. Aedon analyserede hans stemme for at have en smule at kende ham på. *jason stark * tænke hun for at det sad nogenlunde fast. Aedon begyndte at rødme lidt " var det virkelig så tydeligt? " sagde hun letter flovt,og smilede usikkert. "Når alt er så nyt for mig, og når jeg intet kan se så bliver man bare letter skræmt." sagde hun stille og rettede ansigtet ned mod jorden. hun kiggede igen op på ham. " jeg hedder forresten aedon." sagde hun. Hun viste godt at hun nok brude sige et efternavn også, men hun havde intet? en ting der plagede hende. *måske skulle bare finde på et for det ikke lyder dumt?* tænkte hun, men undlod. "jeg tænkte på om du kunne hjælpe mig med at finde til rette?? måske lærer mig om stedet?" spurgte hun letter usikkert og sende ham en lille smil. "så kan min veninde accalia få lov til at slappe lidt. det er jo lidt hårdt at gå rundt og beskrive, hjælpe, og hele tiden være opmærksom på mig i flere timer" hun lagde hovedet en anelse på skrå et lille tegn på hun enten var forvirrret eller analyserede denne gang var det mest for at analysere for at skabe sig et billede af person og måske prøve at ligge et ansigt på hvem, huns snakkede med?

Aedon smilede " det ikke din skyld at jeg blev bange, nogle gange må jeg bare lærer at lade være med at have så mange fordomme" sagde hun sødt det var en ting hun kæmpede med efter hun var blevet blind var det hele bare mere skræmmende og usikkert. Hun rødmede en anelse mere da han sagde hendes navn var interessant. Det havde hun aldrig fået at vide før, det gjord hende mere rolig at vide han ikke syntes det dumt eller grimt det. Jason virkede til at være rigtig sød på alle mulig måder, de skulle nok komme godt ud af det på en eller anden måde.. Accalia tog hendes hånden, og førte den hen til hans i det han rakte sin frem. Aedon smilede " de en høflig herre jason, det må jeg give dem." hun gav et lille blidt tryk og neje kort for ham, som man hilste i gamle dage, eller det gjord de i hvert fald i de bøger hun havde få læst op af sin plejefamilie. Accalia gav hende en krammer før hun gik " vi ses vel senere accalia" aedon var ikke hundrede procent tryg, men det kom vel med tiden hun stod lidt og lyttede til Jason. Da han nævnte hun var den første blinde person han havde mødt så hun ned i jorden " er det positivt eller negativt?" spurgte hun usikkert " jeg har ikke været blind hele livet" sagde hun stille og prøvede at glemme smerten fra fortiden. hun vende ansigtet op mod ham igen " mener du at jeg må mærke på dig??" spurgte hun overrasket "fordi det behøver jeg ikke, det ikke alle folk der bryder sig om det." hun smilede lidt skævt. folk hun før i tiden havde spurgt om hun måtte rører vide altid væk da de ikke syntes det var så forfærdeligt sjovt.

"Jeg undskylder fordi jeg ved hvordan det er at blive betragtet ufrivilligt" Jasons stemme var stadig venlig og rolig, "man kan ikke undgå at have fordomme, jeg har dem også selv" smilede han undskyldende. Mens han lyttede til hendes stemme betragtede han kort hendes satyr, et kort øjeblik inden han vendte blikket mod Aedon igen. Jason havde intet imod denne blinde pige det havde en charme over sig, og hun virkede til at hun kunne blive en god veninde. Da hendes satyr puttede Aedons hånd ind i hans egen og hun gav den et blidt klem smilede han kort, inden han klemte den blidt tilbage, han krops temperatur lå på de 41 grader så den var varm. "Lidt vel opdragen er man da" Hans stemme kunne ikke skjule et smil da hun nejede, og han bukkede for hende. "Må jeg stille et spørgsmål, som jeg vel og mærket ved vil lyde ubehøvlet, og du må undskylde mange gangepå forhånd, og ikke tage det stødende, det er for at stille min nysgerrighed." Jason lød allerede nu sorgfuld, selv hans spørgsmål endnu ikke var blevet stillet. Smilet der var på hans læber var undskyldende inden han svarede "Jeg vil ikke sige det er negativt, da jeg altid har ønsket mig at se verdenen fra en vinkel hvor alt ikke er klart på samme møde som jeg ser den, du ved fra et andet perspektiv." Han var bange for han ville støde hende, så han prøvede at være ærlig, "Jeg er ked af at høre at du ikke har være blind hele livet, da du så mistede noget" han rakte ud efter hendes hånd en ganske normal venlig gestus fra hans side, for at vise at han var der for vedkommende. "Jeg siger du må røre hvad du vil, jeg skal nok sige til hvis det bliver for meget, hvis du ser ved at føle skal du have lov til det" han smilede venligt til hende

Aedon lyttede grundigt til hvad han sagde og fik helt ondt af ham og alligvel blev hun også en smule glad af de på nogle punkter var i samme båd. hun smilede venligt over han ville spørger indtil og nikkede til ham " du må spørger om alt mellem himmel og jord. Om det så er stødende eller ej så lover jeg at besvare dig" sagde hun glad og spændt. Hun tænkte meget over det han sagde omkring perspektiver. og tja det var vel nok også lidt spænende hvis man kun har set ting fra en side hele sit liv?? hun kom til at tænke tilbage på sin barndom hvor rende rundt. Alle de farver. Det var det eneste hun kunne huske og så noget med en skygge hun heletiden følte kiggede på hende når hun skulle sove. andet husker hun ikke. hun blev letter overrasket over hans meget varme-berøring den var ikke ubehagelig på nogle som helst punkter da hun selv var meget kold og derfor kun syntes det var dejligt med lidt varme. hun bid sig i læben af usikkerhed men tog nu mod til sig da han jo trods alt havde givet hende lov til det. Hun lagde begge sine hænder på hans skulder først " du spørger bare imens jeg mærker mig frem lidt så" sagde hun med et lille smil og følte på hans varme hud. den var så anderledes i forhold til hvad hun var vantil hun mærkede men en blød og let bevægelse næsten ligeså let som en fejr. og gjort sig umage med ikke at gøre det ubehageligt. hun førte sin hånd op af hans og prøvede at sig et billede.

Jason betragtede hende med et blik der ikke afslørede om han skulle spørge eller lade være, han trak vejret dybt i nogle få sekunder. "Det er bare fordi du sagde du ville ses med din veninde senere, men du kommer jo ikke til at se hende, det er kun hende der ser dig" Jason følte sig dårlig til mode ved at spørge om sådan noget "men din blindhed, hvad skete der?" Han var oprigtigt interesseret i at vide mere om hende. "hvordan er det at være blind?" Dette spørgsmål havde næret ham meget, da altid havde set det at være blind som at vandre i mørket noget han nok ville være kommet til at hade, men nu var han nysgerrig. Jason havde forventer den noget køligere hud som hun havde, men nakkehårene rejste sig alligevel et kort øjeblik, han tog endnu en indånding og fik hendes koncentrerede duft ind, sødlig men alligevel med en strejf af noget han kendte og nogle dage savnede. "Tak fordi du vil lade mig stille min nysgerrighed" hans stemme var forsat venlig, igen da hun rørte hans skulder rejste hans nakkehår sig og han smilede kort over situationen, hvordan så det mon ikke ud for en udefra kommende.

Aedon kunne ikke holde det lille grin ind da han nævnte hendes lille sprogfejl " altså jeg forstiller mig tit personer. og kan mærke når hun er i nærheden og hører hende komme gående så det vel næsten lidt som at se personen " sagde hun og smilede men lod så mærke til hans åndedrat og fjernede straks hænderne. " du vel ikke allergisk for roser??" spurgte hun bekymret duften af roser var hendes ynglings duft hun havde fået den af sin plejemor som mine af sit hjem. Hendes smil fjernede sig da hun blev spurgt om sin lille tragedie for nogle år tilbage. " jeg er tidligere gade tøs... jeg blev fundet som baby af en mand for mange år tilbage. han styrede en stor børneflok af tigger for tjene indtil føden havde alle forskellige handicaps eller talenter så det var nemmere at narre penge fra de voksende... " hun sukkede lidt og vende hovedet i den retning Accalia gik " jeg havde intet talent udover jeg var smuk og nuttet .. og der gav altså ikke særlig meget held." hun vende sig mod ham igen " så da jeg blev 6 valgte han at give mig et mindre handicap... og det gik udover mine øjne.." hun prøvede at fortrænge den smerte fra sin barndom.

Jason så på hende da hun grinte, det kom bag på ham, "Du fandt det ikke..." Hand åndede lettet op og smilede så. "Åh på den måde, så når du... Det forklare en del" sagde han langsomt og tænkte over det hun havde forklaret. Da hun fjernede hænderne fra ham greb han dem af ren refleks, hendes ord ramte ham, "overhovedet ikke, det er bare min evne er at min forstærkede lugtesans kan dufte gudeblod, og din gudefsr har en speciel duft" han lagde hovedet på skrå, "og den duft vækker bare nogle minder frem ikke andet" hans stemme var blevet sorgfuld igen, tænk at han stadig tænkte på det, det var så længe siden. "Jeg kan vældig godt lide din duft" forklarede han langsomt. Mens hun fortalte om hendes ulykke, kom der en snerren fra hans bryst. Forsigtigt lagde han en hånd mod hendes kind.

Aedon Blev forskrækket da han lagde sin på hendes kind. hun gik et skridt tilbage af forskrækkelse hun havde aldrig selv prøvet det før det kom så bag på hende det var slet ikke fordi hun ikke bryd sig om ham "øhm jeg ... du... " hun tog sig til kinden hun kunne stadig mærke hans varme hånd mod hendes kind det havde føltes så dejlig og så specielt. " jeg .... det øøøhm ..ååh øhm " hun havde så svært ved at finde ord og forklare sig at hun til sidst opgav hun og bare var stille.

Jason kunne ikke lade være med at trække hånden hurtigt til sig. Da hun reagerede som hun gjorde på det, "Det må du altså virkelig undskylde, det var ikke meningen det skulle forskrække dig, meningen var at jeg ville vise jeg gerne vil være her for dig" Nærmest panisk forsøgte han at at forklare hende hvad grunden var. Han sukkede kort, hvis han havde ødelagt det der muligvis kunne være blevet et ordentligt venskab "Du må virkelig undskylde det" sagde han langsomt og forsøgte at berolige hende.

Aedon blev flov sig selv og trak vejret dybt og famlede sig frem til ham igen " du må ikke sige undskyld det min fejl" sagde hun stillemen hurtigt " jeg bare ikke vantil berøring og det kom bare så uventet og pluseligt" hun famlede lidt efter hans hånd og sat den op til hendes kind igen "se, det var bare et chok" hun prøvede at smil men det virkede mere lidt som et akavet smil "det en dejlig følelse din er så dejlig varm" hun nød den varme der var så mange følelser igang at det var svært at finde rundt i dem
"jason du har virkelig intet gjort, jeg er bare så vantil at det kun er mig der folk. at du valgt at være så sød det overrasker mig bare" hun smilede forlegent. hun blev ved med at hold sin hånd på hans det var en ubeskrivelig følelse der rørte hende inderst inde. hun lyttede til hans vejrtrækning.

Aedon tyssede på " jason det lige meget det glemt nu ikke?? " hun smilede og lagde sin hånd på hans kind for mærke videre på ham "hvad der er hent i fortiden kan ikke ændres." hviskede hun. Hun mærkede med stor forsigtighed og tegnede et billede i hovedet "det enest vi kan ændre er fremtiden. Du en sød person så jeg ved du intet ond ville." hun flyttede forsigtigt sine hender fra hans ansigt til han arme og brystkasse. hvor længdes hun var sit syn det var så svært at danne sig et billede men hun havde nogenlund en okay forstilling om hvordan han så ud "lad og glemme det, må jeg spørger om nogle få ting inden vi finder en hytte til mig?" spurgte hun. Hun manglede bare nogle få ting til at ligge sidste hånd på værket. og hun viste også godt at det vil virke lidt mærkelig at stå midt i det hele og snakke så de kunne måske snakke ved hendes hytte eller måske et andet sted? bare så der ikke var så mange blikke på dem. hun sendte ham et sødt smil.

" fremtiden bliver kun så ødelagt som du selv ønsker den?.. man kan også tage det som en udvikling i en ny og mere udfordrende retning?" hun smilede sødt og nød at hører hans stemme. " okay de ting jeg gerne vil vide er hvilken øjne farve har du ?" spurgte hun nysgerrig og lagde hovedet på skrå. "jeg syntes det lyder som en god idé så kan du svare på mine spørgsmål i mens jeg finder mig til rette" sagde hun med et lille grin om læberne. hun vende sig den retning hvor hun troede sine tasker var. hvilket nok ikke var helt rigtig for hun kunne ikke finde dem. " øøøhm ... hvor har hun sat dem ..." mumlede hun. Hun kunne ikke lade værer med at grine af sig selv da det måtte se så åndsvagt ud når hun famlede så meget rundt. til sidst snublede hun over en af taskerne og landede plask dask ned på maven. det gik lidt tid før hun fandt ud af hvad der var sket før hun begyndte at grine af sig selv *hvor er du dog dum aedon*

Hun kunne ikke lade være med at grine i flovhed. " jo det må du enlig gerne" sagde hun og lod ham hjælpe hende op "grønne, jeg kunne huske at jeg ønskede at have grønne øjne! de virkelig den smukkeste øjnefarve i verden." hun smilede " hvad er din hårfarve?? nej vent jeg vil gætte!" sagde hun ivrig " du har grønne øjne så enten lidt rødligt eller mørkt?" hun smilede " taak forresten for du vil hjælpe som du kan se vil jeg aldrig klare den på egen hånd" hun smilede. Hun havde aldrig følt sig mere tryg der var noget over hans væremåde der gjord hendes så glad og tryg. hun børstede sin kjoleren i tilfælde af den var blevet beskidt.

Hun smilede " hvis min tegning i hovedet passer på dig så må du have en flot far" hun smilede "sort hår det jo ligesom mig bortset fra mit nok ikke er lige så sort" hun rettede automatisk på sit hår " jo det syntes jeg er en god idé har du styr på hvor alle skal være og sådan noget fordi det eneste jeg ved er min far vist skulle være hades eller det tror jeg i hvert fald er så forvirret omkring det" hun havde ikke rigtig vendet sig til tanken det virkede så uvirkeligt for hende at hun var en halvgud. EN tanke der nok aldrig vil ligge hende nært. For hvis han var hendes far hvorfor var han der så ikke for hende da hun manglede ham ?? så havde hun nok ikke været blind nu? hun blev letter irriteret ved tanken men hun måtte tage sig sammen der andre der sikkert sidder i samme båd som hende så.

Hun rødmede igen. *han er bare så sød!!* tænkte hun og smilede. "tak og sikkert i lige måde" hun smilede og holde et bildt greb om hans arm og gik tæt indtil ham " lugter jeg er død?? hmm jeg havde altid troede de vi de død fisk i Italien og lejren der lugtede sådan " sagde hun og skar en grimasser som tegn på det var det den klameste opdagelse hun nogensinde havde gjort omkring sig selv " føj for den da... det må da være frygteligt for dig" sagde hun og fik helt kvalme af sin egen lugt "pyh nu kan jeg slet ikke klare mig selv mere. blind og lugte af død den mest åndsvageste kompi efter min mening" grinede hun. " hvad lugter du så af?" sagde hun og lugtede til ham.