Hvad i Hades navn bilder du dig ind? - Ribenji

Umbra gik med rolige skridt tilbage til hytten med armene fulde af chipsposer. Det havde været en goddag, hun havde mødt en hun ikke havde set længe og glædede sig til at høre om hvordan verden udenfor var. Han havde spottet hende under middagen og da han havde vinket til hende kunne hun for første gang i meget lang tid mærke hvordan hele hendes ansigt lyste op i et stort smil. Hendes halvsøskende havde ikke forspildt chancen til at tage et billede af hende som de kunne bruge mød hende senere; hun havde det der åndsvage blik i øjnene. Hvem skulle ha troet at et møde med en gammel ven kunne ændre ens humør så meget tænkte hun mens hun gik gennem dørene til hytte 3, tidsnok til at se Ribenji smække hendes undetøjs skuffe i, desvære var en af hendes trusser blevet fanget i alt hans hast værk "Hvad i Hades navn har du gang i?" knudrede hun mens hun lod chipsposerne dumpe fra sig og ned på gulvet. Langsomt gik hun over mod ham med lynene øjne, mens hun ventede på hans svar.

Gaven:Drøm
Tøj:Det sædvanlige
Ribenji bandede lavmælt, han havde godt hørt hende hilse på dem der sad udenfor, men han havde regnet med at hun ville væreblevet der ude, bare lidt længere. "Jeg ville bare sikre mig at du ikke havde nogle våben til at ligge og flyde" løj han, men han vidste jo godt at hun kunne gennemskue ham på sekunder, det havde hun altid kunnet. Sandheden var at han havde været nysgerrig, Umbra havde ændret sig meget siden han rejste. Hun var blevet mere moden, både psysisk og fysisk. Allrede før han tog afsted havde han haft et godt øje til hende og han var sikker på at hun vidste det; det havde jo været så tydeligt. Han besluttede sig for at distrahere hende med den gave han havde fundet til hende i Paris, han vidste hvormeget hun ønskede at tage der til en dag, og han havde tænkt på hende med det samme da han havde set den sølv halskæde der lå i æsken."Jeg ved hvormeget du ønsker at rejse jorden rundt, så jeg kunne ikke dy mig da jeg så denne her i Paris " sagde han hurtigt og trak en lille fløjs æske op af baglommen, han kastede den til hende da han godt var klar over at det ikke var alt for klogt at komme for tæt på hende lige nu...       

Han løj, det vidste hun med det samme, men hun valgte at lade det ligge, hun var for glad over at se ham til at være sur på ham, lige nu. "Så let slipper du ikke" mumlede hun, på et eller andet tidspunkt skulle han nok få betalt "Og, som du sikkert allerede har opdaget, har jeg ikke våben i min undertøjs skuffe" Hun sendte ham et sarkastisk smil og lagde armene over kors. Da han begyndte at tale blev hun lidt trist til mode, hun ville så gerne se verden og var så optaget at hun nær havde fået æsken i ansigtet, hun greb den dog med lethed og kikkede undrende op på ham "Er det en mulighed at du holder op med at være så høj?" spurgte hun irriteret, hun kunne ikke udstå at være den lille og at skulle kikke op på alle og en hver når hun havde en samtale. Hun åbnede den lille æske og var nær ved at tabe kæben da hun så halskæden, den var smuk på alle punkter. Med både æske og halskæde i hænderne, krydsede hun gulvet og kastede armene om ham. Selvom hun aldrig ville indrømme det, gav de højeste folk de bedste knus og Ribenji var ingen undtagelse.        

Hans arme lagde sig instinktivt omkring hende og han holdte fast som om han var bange for at hun ville forsvinde, for det havde hun gjort så mange gange før. Han ville ikke sige det, ikke til en levende sjæl, men han havde kun en grund til at vende tilbage til lejren, han frygtede ikke døden eller smerte, tverdig mod så han frem til sin dødsdag, så ville han endelig møde sin far. Men tanken om hende havde trukket ham tilbage uden at han vidste det, han havde været nødt til at vide om hun var okay, hvordan hun havde det og om hun kunne huske ham, alt i alt var han bare nødt til at se hende én gang mere så han kunne gøre en sidste ting. Uden så meget som at overveje hvad han havde gang i, placerede han en hånd under hendes hage og skubbede den nænsomt op så hun så ham i øjnene, før han lænede sig ned og trykkede sine læber mod hendes. Der var mange følelser, fra hans side, i det blide korte kys, det var hans måde at fortælle hende hvad han ikke kunne sige, hans måde at vise hvormeget hun betød for ham. Det var derfor han ikke havde villet komme for tæt på hende, hun var utroligt sexet i hans øjne når hun var sur og han havde allerede svært ved at holde fingrene for sig selv når det kom til hende. Det var også grunden til at han tog væk til at begynde med, men det var der ingen der vidste, ingen udover ham selv. Han brød kontakten mellem deres læber, men nægtede stadig at give slip på hende, ikke før hun havde fortalt ham hvordan hun havde det med ham, han kunne ikke vente mere, han behøvede et svar.      

Hun havde ikke forventet at han ville kysse hende, ikke at hun aldrig havde tænkt over hvordan hans læber ville føles mod hendes egne, men hun havde aldrig troet at det ville ske. Da han havde forladt lejren, forladt hende, havde hun været mere trist end normalt, det vidste hun. Hun havde ingen ide om hvordan hun skulle reagere og da hun endelig havde besluttet sig, havde han trukket sig. Han så på hende med de der øjne, øjne hun havde savnet i så lang tid. Hendes hjerne kørte på højtryk og hun prøvede forgæves at finde hoved og hale i det hele, men uden hæld. Det eneste der gav mening i det øjeblik var at genoptage det han havde afbrudt, så det var hvad hun gjorde. Hun lænede sig ind mod ham og slog tankerne fra. Hun havde godt set hvordan han havde kikket på hende dagene før han tog af sted, og hun havde tit tænkt over om hun havde noget som helst at gøre med at han rejste, men hvergang hun havde spurgt sig selv om det, havde svaret altid været det samme svar: 'Nej, det er jo tåbeligt, så meget betyder du ikke for ham...' Det havde ikke været en rar tanke, men det havde været det der havde givet mest mening for hende. Hun var lettere forvirret over hvad kysset betød, om det bare var fordi han blev grebet af stemningen eller om hun rent faktisk var vigtig for ham. Hun kendte jo godt til hans rygte og hun var flere gange blevet spurgt om der var noget mellem dem, før havde hun altid sagt nej, men nu var hun begyndt at tvivle.