Her af alle steder - Nolan

I det mindste havde hun en mor. Men han ville ikke prædike om hvordan man burde sætte pris på at ens familie i det mindste var i live. Bare fordi de var levende, betød det jo ikke man var fantastiske venner eller noget i den stil, desuden var emnet måske lige tungt nok til en ellers dejlig dag.  Han så ned på hendes fødder og på sine egne, der var lige så fri. Det var rart at mærke det bløde græs eller jorden. 
"Jeg har heller ikke andre steder" kommenterede han med et svagt smil. I det mindste var de fælles på det punkt. Måske kunne de blive boende her resten af deres liv, mens alle andre kom og gik? 
Han trak let på den ene skulder. 
"Vi skal ikke ind i hytten. Jeg har stadig brug for plads, det er bare...Jeg ved ikke...En ide jeg har fået. Jeg har en fornemmelse af det må være noget med bue og pil, men måske har jeg misforstået hvordan. Jeg kan ikke forklare det, men jeg vil i hvert fald afprøve det" Hun kunne nok ikke følge med i alle hans tanker lige nu, de var også ret forvirrede. Han havde bare en fornemmelse...Måske hans instinkter der fortalte ham hvad han skulle? Han vidste det ikke. Det var jo heller ikke sikkert det virkede! 
I stedet førte han hende væk fra Arenaen, til en græsplæne lidt væk, som var rimelig tom. Der sad nogen på et tæppe nede i den ene ende, men ellers var der ikke rigtig nogen. Hans blik gled over græsset. ja, det fungerede fint. De var mere alene og han kunne bedre koncentrere sig. 
"Okay...Jeg har ingen ide om hvorvidt det vil virke, men...Jeg skal lige koncentrere mig" fortalte han og så over på Delia et øjeblik, også for at se om hun ikke bare mente han lød som en idiot. Han stillede sig med siden til og løftede sine arme, præcis som hvis han stod med en bue. Umiddelbart så det lidt underligt ud, for han havde ingen bue i hænderne, men han valgte at ignorere det og lukkede øjnene. I stedet trak han vejret dybt og fokuserede på den fornemmelse han havde i sit indre. Han var på rette vej, det var han sikker på! Lige siden han havde læst op på sin far igen, havde han fornemmet der var noget, han havde bare ikke turde udforske det. 
Han vidste ikke hvor lang tid han stod der, uden der skete noget. Han lukkede alt andet ude. Lyde, fornemmelser, den voksende træthed i hans ene arm. I et stykke tid skete der intet. Men han følte sig stædig og ville ikke give op allerede. Han håbede bare Delia havde tålmodighed. 
Der! Han var næsten sikker! Han åbnede øjnene og trak sine ene arm tilbage, præcis som hvis han havde en bue i hænderne...
Noget hvidligt skinnede i hans hænder. Det var gennemsigtigt, men havde alligevel en hvidlig farve, der umiddelbart kunne virke en smule for skinnende. Det vigtigste, uanset hvor ustabilt det så ud, var at det formede sig efter en bue, hvis streng han havde trukket tilbage. Umiddelbart lignede den en simpel bue, men det var heller ikke pointen. Hans øjne gled over den, mens han ikke turde bevæge sig, i skræk for at den ville forsvinde igen. Til sidst kunne han ikke mere og koncentration blev brudt...Og buen forsvandt nærmest i en glimmersky. Den eksploderede i en sky og forsvandt fuldstændigt. Nolan, dog, følte sig overraskende udmattet over denne uventede ting, at han i et øjeblik gled helt ned på det ene knæ og trak vejret dybt, omend han ikke kunne holde et stort smil tilbage. Var det lige hvad han troede det var?

Hun smilede en smule til ham, mest af venlighed og som tegn på hun hørte ham. Det var ikke en fed ting at have til fælles, ikke at have noget uden for lejren, men det var nu engang sådan det var, og i det mindste forstod de hinanden.
Hans ord gav ikke ret meget mening for hende, men det gjorde hende ikke mindre ivrig. Hun forstod hoved princippet i det han sagde. Hun nikkede og fulgte med ham uden at sige noget, for hun kunne ikke byde ind med noget lige nu. 
Alligevel følte hun sig ikke ret malplaceret, hun kunne sagtens være i baggrunden mens han afprøvede det han følte han kunne. Derfor trådte hun også et par skridt væk da han stoppede op, for at give ham plads og så han ikke skulle føle hun stod og ånede ham i nakken. Han sagde det selv, han skulle koncentrerer sig, og det ville han ikke kunne hvis hun stod og stressede ham ved at stirre på ham. 
Hun tog sig den frihed og satte sig ned, så kunne hun sidde mere stille. Hendes blik lå på Nolan, men ikke fastlåst. Hun prøvede at finde ud af hvad det var han prøvede på og hvad han følte, men det var ikke ret let. Hun genkendte godt hans position, kunne godt se det var som han holdt en bue, men der skete ikke meget mere det første lange stykke tid. Hun var nu ikke utålmodig. Hun blev roligt siddende og lod ham tage tid. Som hun selv havde fortalt havde det taget hende en halv time at få vinrankerne til at lystre. 
Hun samlede sine hænder i skøddet og lagde hovedet på skrå. Hun missede kort med øjnene da noget skinnede i hans hænder, og da det gik op for hende at det var noget der faktisk opstod i hans hænder lige nu, spærrede hun øjnene op og begyndte at smile. Hun var ikke rigtigt sikker på hvad det var, andet end en bue, men alene det at han kunne frembringe den var grund nok til at være forundret og imponeret. Selv da den forsvandt var det pænt, helt smukt. 
Hun kom på benene og skyndte sig hen til ham, vildt imponeret og næsten helt oppe og køre. "Hvad var det? Det var fantastisk!" Hun så på ham med store øjne, og et smil der næsten gjorde ondt i kinderne. Hun havde ikke set noget lignende før, og var virkelig spændt på at høre hvad han havde at sige om det. "Hvordan føltes det?" Hendes blik søgte hans, oppe at køre over det hun lige havde været vidne til.

Han elskede hendes iver, der passende beskrev hvordan han havde det inderst inde, selv om han ikke lige magtede at give lige så meget udtryk for det. Alligevel grinte han lidt, før han kæmpede sig helt op på benene igen. Han følte sig en smule udmattet og det havde ramt ham meget pludseligt. Tydeligvis var det ikke en evne han bare ville kunne bruge endnu, den skulle trænes og han skulle øve sig i at bruge den...Hvad den så end kunne. Hendes iver og spørgsmål havde smittet nok til at han var begyndt at grine. 
"Jeg...Jeg ved det ikke helt..." Svarede han lidt efter og så ned på sine hænder, der bar intet præg af hvad der lige var sket. 
"Jeg mener...Min far er kendt for at skyde pile af sted, som skulle kunne give folk kærlighed og ud fra hans mere dystre rygte, måske også mere end det. Så jeg tænkte det måtte være noget...Jeg har bare...Følt det. Og så fulgte jeg min intuition, der sagde jeg skulle prøve. Men den kan umuligt fungerer som en normal bue, ellers giver det ingen mening jeg har det som evne!" kommenterede han og snakkede selv ivrigt, hurtigt, men ikke så Delia ikke kunne følge med. Han sank sit spyt og så på Delia med et stort smil. 
"Det var som om..." Han så lidt ud i luften, mens han overvejede hvordan han skulle beskrive det. 
"Som om det sprang frem fra mit indre og blev til, gennem min egen visualisering. Som gennem et ønske eller magi...Det lyder nok tosset..." sagde han så. Det var svært at beskrive, men det var som om det var i selveste hans blodårer, hans knogler, helt inde i hans indre bevidsthed. Et lille grin gled over ham igen, før han rystede svagt på hovedet. Ingen så ud til at have set dem, hvilket betød han havde tid til at bearbejde det, før nogen måske ville stille nysgerrige spørgsmål. 
Han så lidt på Delia, før hans hænder pludselig placerede sig på hver side af hendes hoved og hans læber havde plantet et lille kys på hendes ene kind, før han slap hende igen. 
"Tak. Uden dig, havde jeg nok end ikke overvejet at udforske det yderligere og jeg ville måske aldrig have fundet det...øhm..." Det gik pludselig op for ham hvad han havde gjort og han følte sig helt forfjamsket et øjeblik. Ikke fordi det var grænseoverskridende for ham, men han havde slet ikke tænkt over hvordan Delia mon ville tage det...

Hun så spændt på ham som han fortalte. Det måtte næsten være en helt specielt evne, hun havde aldrig hørt om det før, eller set det. Og hvis det kom så dybt indefra og var hans intuition, så var det måske endda noget der kunne bliver virkelig stærkt. Hun havde i hvert fald en masse forhåbninger og forventninger på hans vegne, uden at have forventninger til ham som person. 
"Det bliver spændende at se hvad det betyder når du får tid og ro til at træne det. Prøv at tænk hvor sejt det kan blive, hvor brugbart!" Hun hoppede igen, som altid, og kunne virkelig se mange fordele i det. Så snart han havde styr på det ville han helt sikkert føle sig meget mindre usikker i forhold til kamp og træning. Hun håbede det i hvert fald for ham, for hun kunne virkelig godt lide ham, og hun syntes han fortjente noget medgang. Det kunne man vist godt kalde det skinnende bue fra før. ¨
Hun rystede hurtigt på hovedet. "Det lyder overhovedet ikke tosset, det lyder virkelig skønt! Mennesker har brugt visualisering i flere århundrede, hvorfor skulle det ikke også virke for halvguder? Jeg synes det lyder logisk." Hun smilede opmuntrende som hun plejede, og håbede han snart ville tro på han virkelig var god og kunne en masse fantastiske ting. Hvis hun bare vidste hvordan hun kunne hjælpe ham med at tro på det, men måske kom det. 
Hun gik i stå da han kyssede hende på kinden. Helt hundrede procent i stå. Hendes ansigtsudtryk frøs, det samme gjorde alt i hendes krop, og hun hørte overhovedet ikke hvad han sagde bagefter. Det var ikke fordi hun følte sig forulempet eller som om han havde overtrådt en grænse, det var bare nyt for hende. Det gjorde folk ikke ved hende, aldrig. De fleste anså hende for uskyldig og ren, så de færreste nærmede hende sig på nogen måde sådan. 
Det tog hende et øjeblik at komme tilbage til sig selv og hun flyttede blikket til ham. Hendes skuldre sank, hun havde åbenbart løftet dem ubevidst. "Undskyld, hvad?" Hun havde slet ikke fanget hans ord, og kunne ikke rigtigt svare på det hvis han ikke gentog. Hendes hoved var også fyldt med alt muligt andet, forvirring, forundring, overraskelse. Det var ikke lige dén reaktion hun havde regnet med fra ham. Det var ikke fordi det gjorde hende noget, men hun var ikke sikker på hvad den rigtige reaktion var. Hun var glad, men hun var også bange for enten at lægge noget forkert i det, eller overhovedet ikke at lægge nok i det, og hun anede virkelig ikke hvad hun skulle tænke eller tro, så hun så bare lost på ham.

Han smilte skævt, en smule nervøs. Han trådte et halvt skridt bagud, så hun ikke skulle føle han pressede sig på. Hun havde før snakket om hun kun ville ting med en kæreste og han var lidt usikker på om han havde overskredet grænsen nu. På nuværende tidspunkt så hun ikke ligefrem sur ud, men det kunne vel altid komme senere? 
Han vidste heller ikke helt hvorfor han havde gjort det. Det var kommet ud af ingenting, følt så naturligt. Hans ene hånd gled igennem håret. Hvis Didi hørte om dette, var han da først død. 
"Undskyld...Jeg..." Han så lidt væk. Hvordan kunne han møde hende på lige fod nu? Måske ville hun tro det samme som alle andre. At han udnyttede hende og bare prøvede at lokke hende med i seng. Det troede alle jo om ham og han var selv skyld i det, men med Delia ville det bare føles ekstra hårdt. 
Han åndede ud og som han gjorde det, gled hans skuldrene lidt ned. 
"Jeg sagde bare tak. Tak for din hjælp" svarede han så og valgte at lade som ingenting, medmindre hun forfulgte emnet. Og så bare håbe på det bedste. han slog let ud med armene. 
"Måske skulle vi lave noget andet...Eller måske bare gå hver til sit?" foreslog han, da han ikke ville tvinge hende til at accepterer hans selskab, hvis hun helst ville være fri eller have en pause. For en jomfru kunne selv et kys på kinden virke mindblowing.

Det faldt hende naturligt at træder tættere på ham da han trådte væk. Han var velkommen i hendes personlige rum, der var ikke rigtigt en grænse der, og hun brød sig ikke om at han trak sig væk fra hende, bange for at han troede hun var sur. Hun var nok nærmere det modsatte. Hun så den slags som en positiv ting, helt klart, men det var ikke noget hun havde dyrket før. 
"Du må ikke sige undskyld. Du har ikke noget at undskylde for. Eller takke for. Jeg gjorde ikke andet end at se på, det var din mavefornemmelse og din koncentration. Din fortjeneste, ikke?" Hun smilede opmuntrende til ham, helt sikker på hun ikke havde en del af hans sejr på det punkt. Det var ham selv, og hun syntes han skulle være stolt af det, en ny evne var en ny del af en selv, og det burde være spændende. 
Hun rystede lidt på hovedet da han slog ud med hænderne og hun gav ham et mildt smil som om han sagde noget fjollet. For at få ham til at holde sine hænder i ro, så han ikke slog ud med dem eller kørte dem gennem håret igen eller andre tegn på han var usikker, tog hun fat om dem og så ind i hans øjne, helt seriøst, men stadig med et mildt udtryk. "Jeg har ikke lyst til vi går hvert til sit, men hvis gerne vil er det fint. Bare... lov mig du ikke tror du har gjort noget forkert, okay?" Hun ville være helt sikker på han så på hende og lyttede. 
"Jeg er en stor pige, jeg kan godt sige fra hvis jeg har behov for det. Tro ikke jeg er sur, det kunne jeg aldrig blive på dig. Du overraskede mig bare, okay? Lad det ikke afholde dig fra at gøre det en anden gang." Hun smilede og mistede lidt af det alvorlige. Det var jo ikke fordi han havde slået hende eller noget som helst andet. Det havde været velment og kærligt. Der var måske en sidste detalje hun lige skulle tilføje. "Altså, hvis du føler for det en anden gang." Hun grinte lidt og gav så slip på hans hænder. Han var fri til at gå hvis han ville, hun ville ikke holde ham mod hans vilje, og hvis han havde brug for tid alene skulle han gså gøre det.

Forstod hun slet ikke hvor vigtig hun var? Hvis han slet ikke havde mødt hende, hvis de slet ikke havde snakket om de ting, ville han aldrig have læst på det og sikkert altid fået vækket denne fornemmelse af at der gemte sig noget mere i ham. Nu havde han chancen for at lære noget nyt, at have en evne mere og selv om han ikke vidste hvad den gjorde endnu, gav det ham håb og spænding. Men hvordan kunne han forklare hende det? 
"Uden dig ville jeg ikke have opdaget den" vedholdt han, uanset hvad hun så sagde eller gjorde. 
Hun tog hans hænder og han så på hende. Han ønskede ikke at se væk, det havde blot virket nemmere et øjeblik. Det var åndssvagt. Han kyssede piger til dagligt...Ikke så ofte på det sidste, men pointen var at han personligt slet ikke havde nogen grænse hvad de ting angik og pludselig betød det noget? han burde være ligeglad og tænke at hun enten kunne acceptere det eller lade være, men af en eller anden grund ønskede han ikke at irritere hende eller presse hende. Måske fordi hun var den bedste ven han havde haft i flere år?
"Jeg har ikke lyst til at gå hvert til sit" svarede han lavmælt, så kun hun kunne høre det, trods der alligevel ikke var nogen omkring dem. Han kunne ikke lade være med at grine lavmælt. 
"Ønsker du jeg gør det igen?" spurgte han, ikke uden en drillende undertone. Han havde fanget hendes ord og greb det straks som en mulighed for at køre det hele over på et mindre seriøst og mere afslappet spor.

Hendes udtryk blev mere blødt og nærmest genert over hans vedholdenhed. Det gjorde hende selvfølgelig glad at han mente det, og hun kunne vel godt se hvad han mente. Hun syntes bare ikke selv at hun kunne tage noget ære for det. Det var trods alt hans nysgerrighed der havde ledt ham videre, om hun så havde vækket den eller ej. Men måske ville de aldrig blive enige om det synspunkt, og uanset hvad var det umådeligt sødt af ham at fastholde hun skulle takkes. Hun havde nu ikke gjort noget hun ikke ville gøre igen, hun ville altid være der til at opmuntre ham til ting som det her. 
"Jeg er glad for at kunne hjælpe." 
Hans svar om at de ikke skulle gå hver til sit gjorde hende selvfølgelig glad, det var altid rart ikke at blive fravalgt. Men det betød vel også at han lyttede og ikke troede hun var fornærmet eller noget, selvom det kunne have set sådan ud. Nu vidste hun ikke hvilke piger han normalt kyssede, men de måtte være enten godt snobbede eller have en dårlig smag hvis de blev sure over han kyssede dem. Hun ville i hvert fald altid foretrække hans selskab og nærvær, på den ene eller anden måde. 
Spørgsmålet fik hende til at le lidt og trække på skuldrene. Hvordan svarede hun uden enten at lyde desperat eller afvisende? "Måske. Men det er noget med man ikke må sige ønsker højt, så går de ikke i opfyldelse," svarede hun med et smil. Måske var hun jomfru, men hun havde stadig humor, og hun lod sig ikke så let slå ud over et kys på kinden. Hun kunne stadig drille ham tilbage, det havde hun også gjort sidst, og det var en af de ting hun holdt af ved ham. Hans humor, hans humør og hans personlighed. Og så var der selvfølgelig den følelse af tryghed hun altid havde sammen med ham, noget man ikke fandt ved alle. Tingene virkede bare mere simple eller lettere at tale om med ham. 
"Nå, men har du mere du skal afprøve? Du virkede en smule overvældet og udkørt. Har du brug for en pause fra træning? Jeg er sikker på vi kan finde andre ting at lave." Hun mente på ingen måde som flirten, hun mente det helt ordret. Hun var trods alt ikke typen der flirtede ret meget, så det faldt hende ikke ind det kunne lyde sådan. Hun lagde afventende hovedet på skrå og så op på ham med et smil, klar på hvad end han havde lyst til.

Han smilte lidt og rettede lidt på sit læder, før han begyndte at løsne nogle af remmene, da han faktisk følte det sad lidt for godt fast og nok også var liiige varmt nok. Han kunne dog ikke lade være med at grine lidt. 
"Perfekt svar!" kommenterede han. Måske havde han været for direkte, kvinder elskede jo det indirekte og skjulte. Hentydninger af en masse! Ikke at han altid kunne give dem det. Han så lidt på hende, glad for hendes svar og hendes smil, før han gjorde tegn til om de skulle gå tilbage mod hytterne. 
"Jeg vil gerne af med dette her. Det er lidt varmt" svarede han roligt. Normalt ville han nok have misforstået hende, men lige nu var det som om der var så meget andet at tænke over eller også var han bare lidt for udmattet. Eller måske havde han vænnet sig til at hun aldrig mente tingene på den flirtende måde? 

//Jeg er liidt flad på energi og krea lige nu, men mente du fortjente et svar alligevel. Håber det kan overleves xD

Delia smilede lidt, glad for hendes svar faldt i god jord. Det var vist den rette kombination af indirekte og interesseret, selvom hun ikke var stærk ud i det her. Hvad 'det her' var, kunne hun nok heller ikke svare på hvis nogen spurgte, men han gjorde hendes glad og det var det der betød mest for hende. 
Hun fulgte glædeligt med, ok færdig med træning for dagen. Hun havde ikke behovet for mere, og hun ville selv gerne af med det sidste læder. "Det lyder som en fin idé for mig." svarede hun med et smil, og begyndte at løsne remmene på sit eget udstyr mens de gik imod hytterne. Hendes blik faldt på det hun var igang med. En tanke slog hende.
"Du er ret glad for fester og for at drikke ikke? Har du nogensinde formået at få fingrene i det vin mine søskende selv har lavet? Der er ikke ret meget af det, vi holder det til os selv." Hendes blik flakkede kort op til ham, inden hun fortsatte med sit. Det var måske lidt af et emneskift, men hun havde tænkt på det siden sidst, og han var værd at fortælle om deres vin til. "Det er ret stærke sager, vi er ret hårdføre når det kommer til alkohol og procenter, men det kunne være sjovt at se effekten på en der ikke har vin som blodtype." Hun smilede for sig selv. 
"Kun hvis du er interesseret." Det var en udfordring, helt klart. Hendes tonefald burde gøre det tydeligt. Hun var trods alt ikke så naiv og uskyldig som hun fremstod. 

//Det er helt i orden. Mange tak ^^

Han smilte til hende og tog det læder, der sad på hans arme, af og bar dem i den ene hånd. Han løsnede remmende om det, der sad om hans overkrop, så læderet sad mere løst og han kunne mærke den køligere vind omkring sin krop. Sådan en befrielse! Han blev aldrig en soldat, det var da helt klart! 
Han så på hende, da hun snakkede. 
"Jeg har prøvet. Op til flere gange. En gang fik jeg lov at smage nogle dråber, hvilket jeg da ikke sagde nej til. Men jeg har aldrig fået lov til rigtig at smage eller drikke det" svarede han. Som en festabe havde han stået og set drømmende efter det, sammen med nogle venner, op til flere gange. De historier der gik om det! Alt fra at det kunne vække de døde til live, til at det kunne kurere alle sygdomme, til at man blev ramt af sindssyge eller afhængighed ved blot en dråbe. Mange forestillede sig hvordan det var. Som en sødme, som det rene paradis. Så mange historier! Og han drømte også om det. Han havde slet ikke overvejet at Delia kunne give ham noget af det, hvis han blot havde spurgt. Hans blik gled over hendes ansigt et øjeblik, da han skam opfangede hendes udfordring. Han puffede let til hende med den ene skulder. 
"Game on! Jeg er SÅ frisk!" kommenterede han, velvidende han sikkert var den der rendte rundt som en fuld høne, mens hun kunne grine af ham. Men han ville da ikke gå glip af den vin! Så få udeforstående - så vidt han vidste - fik lov at smage og faktisk drikke af det. Og hvem kunne stå tilbage fra en udfordring af den art?

Hun fik befriet sine skuldre fra læderet og så over på ham. Han var heldig at have fået nogle dråber, de færreste af hendes søskende ville af med det. Men på den anden side, hvis nogen havde smagt det, var det ham. Fra den vinkel overraskede det hende ikke ret meget. 
"Jeg har hørt nogle af historierne om hvad det skulle kunne gøre. Skal jeg være ærlig er cirka halvdelen af dem sikkert sande. Specielt hvis mennesker drikker det. Nu har vi aldrig givet det til mennesker, der ville være for farligt og spild af god vin. Men sandsynligheden for de ville blive sindssyge er ret stor." Hun så på ham med et smil, et eller andet sted lidt stolt af at være sin fars datter lige på det punkt. Historierne gik, og nogle af dem var langt ude og opstået af ren sladder, men der var også sandhed i nogle af dem. Vinen var sød, og den havde en helt unik smag. Den var magisk, det var det der var speciel ved den. 
"Der er ikke nogen hjemme i min hytte lige nu, det ville være nemmest at få fat på uden nogen der kunne spørge? Hvis du tør begive dig ind i løvens hule." Hun smilede drillende, og satte kursen over imod hendes egen hytte da de nærmede sig. Der var ingen fare for Dionte var hjemme, så Nolan ville ikke satse livet ved at gå med hende. Desuden ville det være bare en smule akavet at lade ham stå udenfor igen, mens hun fik fat i de dyre dråber. Valget var selvfølgelig hans, men nu havde han vist hende rundt i deres hytte sidst, hun ville gerne gengælde tjenesten. Der var sikkert dele af Dionysos' hytte han ikke havde set.

Han så over på hende med et lille smil, ikke skræmt væk af hendes historie. Han var jo intet normalt menneske, men en halvgud, så han regnede ikke med at blive sindssygt, højt hurtig fuld. Forhåbentlig ville det bare være sjovt og ikke ende med han gjorde noget yderst upassende. 
Derfor gik han også med hende over mod hytten. Han kunne ikke lade være med at spejde indenfor, blot for at være sikker på der ikke stod en Dionte i et mørkt hjørne og ventede på at springe på ham. Så løsnede han resten af sin rustning og lod den ligge udenfor. Det var rart endelig at kunne gå fuldstændig normalt igen, uden et eller andet varmt læder omkring en. Han trak lidt i sin t-shirt, for at løsne den fra kroppen, før han fulgte efter Delia indenfor. 
"Så længe jeg ikke bliver spiddet af Dionte, går det nok" svarede han hende. Lidt nysgerrig var han jo.

Delia lo en smule af ham. "Bare rolig, han har travlt med at lege storebror for nogle andre, du skal nok slippe levende ud herfra." Delia rystedet lidt på hovedet af ham og Diontes forhold til hinanden. Var det ikke kun drenge der kunne gå så meget op i stolthed og territorium? 
Hun gik ind i hytten, der som hun havde sagt, var helt tom. De kom direkte ind i det fællesareal der var midt i hytten. Nu boede der ikke ret mange for tiden, så hytten var rigeligt stor i forhold til antallet af beboere. Det var tydeligt at de halvguder der boede her havde en forbindelse til naturen. Mange møbler var lavet af naturmateriale, og vinranker voksede her og der, et par ranker løb endda langs loftet og bar på nogle klaser af druer der så saftige og indbydende ud. På væggene var der forskellige vinhylder der var fyldte, og skabbene var fyldt med glas og bægerer, stolt udstillet for dem der måtte komme på besøg. 
Bordene var fyldt med bøger fra reoler der alligevel næsten var fyldt op. Emnerne var for det meste teater, skuespillere gennem tiden eller manuskripter og værker. Nogle af dem var godt opbrugt og hang knap sammen. Delia dvælede nu ikke ret længe i fællesarealet, hun satte i stedet kurs imod det værelse hun delte med nogle søstre. Hun regnede med at Nolan fulgte med, men tjekkede ikke op på det. "Ja, det er ret ydmygt og ikke noget specielt." Hun trak på skuldrene. 
Hun skubbede døren op til sit værelse og trådte ind for at lægge resten af rustningen på plads. Værelset var mere ryddeligt end resten af huset, og det var tydeligt det var piger der boede her, hvis ikke al makuppen, rækkerne af parfumeflasker og diverse pige magasiner afslørede det, ville de mange kjoler hængt op på en tøjbøjle, spejlet der var dekoreret med fine, elegante mønstre eller den åbne skuffe med forskelligt, afslørende undertøj sikkert gøre det. Også herinde herskede der små vinranker, men det var mest Delias skyld. 
Efter at have lagt læderet fra sig hoppede hun ud af rummet igen, det var trods alt ikke her den omtalte vin var. "Klar til at bryde regler og komme ind i det aller helligste?" Hun smilede over hele hovedet. Han ville være den første halvgud der ikke var afkom af Dionysos der ville blive lukket ind i det rum de opbevarede vinen i, de andre ville blive stiktossede hvis de fandt ud af det, og præcis derfor var hun så spændt.

Hans blik gled over fælleslokalet, som han dog kendte lidt til, da han til tider deltog i de fester der blev holdt her. Dog var der langt flere detaljer i dag, måske fordi de færreste rigtig gik og studerede alle væggene, når man var i gang med at danse og drikke. Hans blik gled over nogle af klaserne med druer, mens han overvejede om de kun duede til at gære vin af eller om de også var spiselige? 
I så fald ville et barn af Dionysos aldrig sulte. Kun få luft i maven, til den helt store guldmedalje. Kunne de også fremkalde vindruer uden sten i, så man ikke behøvede hverken at sluge dem eller spytte dem ud?
Alle de små ting gled igennem hans tanker, før de kom til pigernes rum. Hans blik gled over lokalet, der var lidt for piget til hans smag. Ikke fordi han foretrak det rent drenget hellere...Neutralt var måske mere ham. Men nu betød køn heller ikke lige så meget for ham, som for de fleste andre. Til tider var de grænser ret udviskede. 
Alligevel tog han sig selv i at blade gennem et blad der lå fremme, kun for at se billeder af kvinder i diverse tøj og nogle råd til at tabe sig yderligere 30 kilo. Eller deromkring. De idealer...Det var i hvert fald ikke et problem i lejren, hvor alle sådan set trænede og derfor sjældent var vildt overvægtige. Måske lidt buttet. 
Han så op på hende med et smil. 
"Jeg er så klar!" bekendtgjorde han og følte spændingen stige igen. Han havde næsten lyst til at hoppe af iver, som hun til tider gjorde!

Hun smilede stort og ledte ham med tilbage ind i fællesarealet, og til et lille rum bag en dør derfra. "Alene det er du kommer ned i vores vinkælder er nok til mine søskende ville gå amok." Hun så på ham, tydeligt spændt over at bryde reglerne, inden hun satte sig på hug for at trække en lem i gulvet op og lede ham med ned under hytten, hvor endnu et stort vinlager lå. Det var trods alt en ting der blev drukket dagligt i hytten, af alle, så de var nødt til at have det på lager. Kælderen var varmt belyst af lamper på væggene, og selvom væggene var jord holdt tilbage af træ, var det hverken klamt eller beskidt. De plejede deres aller helligste. "Det piner min far vi har det. Han kan ikke selv drikke vin så længe han er leder for lejren." Hun lo lidt. "Han kom til at lægge an på en nymfe han ikke skulle lægge an på." Hun vendte sig om mod ham med et lille drillende smil. "Vi har vist ikke alle arvet hans charme på dét punkt." Med et træk på skuldrene, som om det var ærgeligt, vendte hun sig om igen og vinkede ham med om bag nogle vin reoler. 
Hun hev en kasse frem fra gulvet og åbnede den. Kassen var gammel og støvet, men flaskerne så rene og nye ud. Hun tog en af dem op og rakte den imod ham. "Vores bedste, stærkeste og reneste vin. Ingen halvguder ud over os han nogensinde holdt en flaske." Hun nikkede imod den, for at vise han bare kunne tage den. Hun gik ikke så meget op i regler, slet ikke nogle som hendes søskende hev over hovedet på hende. Og hvis der var en hun gerne ville bryde hyttens regler for, var det lige præcis ham. Der var mange grunde til det, men en af dem var at han altid var med på de sjoveste ideer. Hun elskede det, og hun havde brug for det. 
Hun skubbede kassen på plads igen og så på ham. "Ja det ser ikke ud af meget, men jeg tør godt love det er den bedste vin du får at smage. Den er magisk, trods alt." Hendes stemme var alt for ivrigt til at det lød det mindste smule mystisk, og egentlig så hun bare frem til at se hans ansigt når han smagte det. Og effekten det havde på ham. "Endnu en advarsel, jeg kan ikke fjerne ekstase, hvis det slår hårdere end jeg regnede med." Hun smilede en smule undskyldende, måske burde hun have sagt det før. Det kunne andre af hendes søskende, men hun formåede kun at skabe den. Selvom han var ældre end hende, større og stærkere, så bekymrede hun sig alligevel om ham. Hun var ikke sikker på hvorfor, og han havde ikke brug for det, det vidste hun. Men hun kunne ikke lade vær. Det faldt naturligt for hende.

Han så sig omkring i fællesrummet, før han fulgte efter hende ned i den hemmelige kælder. Hans hjerte sprang et slag over af ren spænding. Han elskede det! Hvert sekund af det! Dette var hvad han levede for. At bryde regler, at være på de forbudte steder og gøre forbudte ting. Felix ville nok være blevet lidt sur på ham, for at tage denne risiko, med at drikke denne vin...Så derfor var det heldigt at Felix ikke var der.
Hans blik gled op og ned af reolerne, hvor den ene vin efter den anden sad på række. De var på en gang støvede og skinnende. Blot synet i sig selv virkede helt fortryllende!
Han tog imod den kølige flaske, da Delia rakte ham den. Han studerede den lidt, før han så på Delia igen med et stort smil. Han blev da lidt nervøs for det der...Ekstase...Måske ville han aldrig op af kælderen igen. Måske blev han en ustyrlig alkoholiker på mindre end et sekund. Og ville dermed ødelægge alt for Delia. En lille rynke opstod på hans pande, da han trak proppen af flasken. Han ville være dum og alt for fornuftig at sige nej nu.
"Og du skal intet have eller venter du og ser hvordan jeg tager det?" spurgte han tilbage, måske for at trække tiden en anelse ud. Han snuste til indholdet og blev slået i møde af denne alkoholiske, søde duft der tilkendegav at dette var vin. Han kørte flasken rundt i en lille cirkel for at ilte det øverste af vinen bare en anelse, før han løftede den op og så på Delia med funklende øjne.
"Jamen så skål! Skål på min nye evne og skål på at bryde reglerne nok en gang!" bekendtgjorde han. Automatisk gled hans øjne i, da han førte flasken til halsen og hældede den præcis nok til at vinen gled ind i hans mund...
Af ren overraskelse tog han flasken fra munden igen, før han overhoved havde fået sunket hele sin mundfuld og flere dråber gled ned over hans hage og plettede hans t-shirt. Et par dråber gled ned over flasken og ud over hans fingre. Han tog en hånd for munden, for ikke at spilde alt for meget. Det var slet ikke fordi han ikke kunne lide det, men fordi det havde overrasket ham præcis hvor stærk den smagt, virkede...Og smagen...Smagen havde overrasket ham mere end noget andet. Vinen brændte sin vej ned igennem hans hals, ned i hans krop og fik hele hans krop til at stikke af varme. Det var som om han havde drukket noget kun guderne måtte!
Han kunne slet ikke beskrive smagen! Det var...som alt det han kunne lide, på en gang, uden at være klamt. Så sødt, som en kvindes kys. Så blød og frisk, som en drue. Hvordan kunne han sammenligne noget som helst med det? Han trak vejret dybt og blev slået af en fantastisk eftersmag og en bestemt higen efter mere, der ikke virkede til at slukke. Hans blik gled kortvarigt over til Delia, før han smilte let for at fortælle hende at han var okay, før han prøvede sig med en tår mere...

Hendes blik lå fast på ham, spændt på hans reaktion. Hun havde trods alt selv prøvet det, og vidste hvordan det smagte, men hun var også bygget til det. Han ville sikkert reagerer bare en smule anderledes, og det i sig selv var en form for underholdning. Hun nikkede ivrigt da han spurgte om hun bare ville se på. Når han havde fået noget skulle hun nok få fat i flasken og få sin andel, men lige nu var det spændende ham. 
Hun smilede opmuntrende da han skålede og hun bøjede kort hovedet som for at sige skål, men hun var for spændt og nysgerrig til at sige noget. Hun prøvede at lægge mærke til hvert udtryk og bevægelse fra ham da han drak af flasken. Selvom det ikek var pænt, kunne hun ikke lade vær med at le lidt over hans reaktion. De andre ville nok ikke se det sjove i at deres dyrebare vin blev spildt ved at det løb ned over flasker og spildt på trøjer, men det var bare vin for hende, og et eller andet sted var det en smule kært at der ikke skulle mere til. 
Hun lod ham drikke igen inden hun rakte over og tog flasken. "Easy tiger, jeg ved stadig ikke hvor hurtigt eller hvor hårdt det slår. Det ville være en skam at skulle lade dig blive en ubrugelig dranker, ikke?" Hun smilede mildt til ham, uden at mene et ondt ord med det. Hun tog i stedet selv en tår af flasken, og nød varmen der bredte sig i hendes mund, og derefter hendes hals og krop da hun sank. Jo, smagen var stærk, frisk og præcis som hun elskede det. Alligevel måtte det stadig virke stærkede for ham, siden hendes krop var bygget til at indtage vin. 
Hendes øjne gled over på ham igen, for at se om der var ændringer i hans udtryk, holdning eller i hans øjne. Størstedelen af hende var selvfølgelig glad, spændt og elskede det lille gyd af at gøre noget de absolut ikke måtte. Nysgerrigheden for hvornår man kunne se det virke på ham var så tydelig, hun studerede ham som om han var et eller andet indviklet kunstværk hun prøvede at forstå. En lille bitte del i hendes var også stadig på vagt, og skulle lige være sikker på han havde det godt. Sikkert Diontes terror på hende de sidste par år, altid på vagt og pas nu på der ikke sker noget. I stædighed for at Dionte ikke skulle få lov til at bestemme over hende og hendes tanker, sepecielt ikke når han slet ikke var i nærheden, rakte hun ham flasken igen. "Kan du klarer mere, eller var det nok?" Hendes tone var drillende og udfordrende. Ikke tale om at noget skulle stoppe deres sjov. De stod trods alt i en vin kælder med magisk vin i hænderne, det skulle udnyttes bedste muligt.

Væsken var rigtig nok magisk og han misundte Delia for at kunne drikke det uden at blive ramt af tømmermænd, foruden at kunne drikke det blot når hun havde lyst, for det smagte jo godt!
Han slap flasken og lod hende tage den, mens hans ene hånd fandt en hylde at holde fast på. Et lille grin gled over hans læber, da han tog sig til sin pande. Det var stærke sager, men man havde jo slet ikke lyst til at stoppe igen? Hendes advarsler gled rundt i hovedet på ham, men han havde svært ved at holde fast i nogle af dem. Som små fisk, man bare ikke kunne holdt fast i! De gled hele tiden ud mellem hænderne på en.
Han var en festabe og han kunne godt lide tanken om han måske kunne klare mere end almindelige folk kunne...Især over for Delia. Hun var hardcore til dette og han ønskede at komme så tæt på som muligt, selv om målet nok var ganske urealistisk. Alligevel følte han sig nærmest allerede fortabt, da han mærkede sin mave gøre oprør over den stærke alkohol og hvordan han næsten allerede kunne mærke sin lever komme på overarbejde. Han lod hånden glide igennem sit hår, før han så over på Delia igen. Han tog imod flasken igen, trods han kunne føle hendes opmærksomme blik. Hvis han ventede lidt, ville han sikkert allerede være fuld. Alligevel kunne han ikke modstå at tage blot en tår mere. Hvilket han gjorde, før han selv rakte flasken tilbage til hende.
"Jeg tror..." Han trådte et lille skridt bagud, da det føltes som om noget hårdt ramte ham og hele rummet svømmede for hans øjne. Han lænede sig en smule tungt op af reolen. Var han allerede...? Jamen det var jo bare tre tåre...Ikke fordi han var kendt for at tage små mundfulde, men stadig!
Han gav sig til at grine, ganske hæmningsløs og uden tanker for om nogen hørte ham eller dem, hernede.
"Jeg tror det er fine sager" bekendtgjorde han, og mente at det smagte godt, virkede godt. Dog var der ingen tvivl om det allerede havde ramt ham og det næppe ville være godt hvis han fik mere. Hvis hun ikke tog flasken fra ham, ville risikoen for at han tabte den, være nært forestående.
"Jeg tror man...Let vil mere" Som det oftest skete, når alkoholen trådte ind frem for fornuften, var det som om også ens tale tog skade. Senere ville han nok overveje hvad Delia ville tænke om ham, men lige nu var han ganske ligeglad!
Han holdt sin ene hånd op og holdt sin tommelfinger og pegefinger frem, viste et lille mellemrum mellem dem.
"Liiidt mere?" foreslog han prøvende. Han kunne godt drikke mere...Hvem sagde han nogensinde fik muligheden igen?!
"f-S-elix vil aldrig tro det!" grinte han bagefter.

Delia smilede over ham. Det så ud til vinen ramte lidt hårdere end hun havde regnet med. Han kunne ikke engang færdiggøre en sætning. Det var tegn nok for hende til at tage flasken, sætte proppen i, og sætte den tilbage i kassen hun havde taget den fra. Nok vin for ham, uden tvivl. Pludseligt virkede det som en uendelig interessant opgave at komme op af vinkælderen igen, for han skulle vist have en smule assistance op af trinene igen. Alligevel kom en blid latter fra hende, og hun kom med et lille ryst op hovedet så hendes hår svingede en smule. 
"Jeg tror du har ret, og jeg tror det var nok for dig. Det er mere end nogen anden har fået, du har rekorden." Hun klappede ham mildt på brystet, inden hun lagde en arm omkring ham for at kunne støtte ham. Det var lidt latterligt. Han var vel tyve centimeter højere end hende, hvordan skulle hun have en chance for at kunne støtte ham sådan rigtigt? Tja, viljestyrke talte vel også. "For ikke at friste svagesjæle og søde fyre, tror jeg det er bedst at komme op herfra, hm? Bare inden vinen slår hårdere end den allerede har. Du skulle gerne selv kunne gå op af trinene." Hun lo igen blidt. Af en eller anden grund fandt hun det bedårende at han allerede var beruset. Til daglig var hun også sammen med fyre det ikke rørte, heller ikke den her magiske vin, ikke på samme måde, så at være sammen med en fyr nu der faktisk ikke skulle spile sej og hårdføre, det var bedårende. 
"Du skal ikke have mere, nej. Sæt jeg får dig helt bedøvet? Det vil pynte godt på historien." Hun smilede til ham og prøvede så med sine manglende fordele at få ham slæbt med hen til trinene op til hyttens grundplan igen. Hvis hans anden slurk nu slog ham lige så godt ned som første, ville et rum fyldt med vin nok ikke være optimalt at holde ham i. Faktisk gik det op for hende at han nok var nødt til at beholde ham i hytten, bare indtil ekstasen fortog sig lidt. Hvilket kunne tage alt mellem ti minutter og fem timer. Ikke at dét var et problem for hende, hun nød trods alt hans selskab. Hun havde bare ikke overvejet lige den del af scenariet før. 
Med besvær møvede hun ham hen mod trinene, mellem reolerne i forsøg på ikke at vælte noget eller ramme flasker. "Kan du selv komme op? for jeg tror ikke min stakkels lille krop kan løfte dig." Hendes stemme var let, og næsten hoppende da hun havde svært ved ikke at le hele tiden. Hun var glad, mere end hun burde være, og hun var ikke sikker på den smule vin hun selv fik burde være nok til at sætte dét igang, men hvad andet skulle næsten ellers være grunden til det? "Hør, kan du huske fællesarealet? Sofaen under hylden med de der kobberbæger? Når vi kommer op, så foreslår jeg du stifter bekendtskab med den. Bare indtil alting stopper med at snurre rundt." Hendes smil var stadig stort, og hendes brune øjne søgte glædeligt hans.

Rekorden! Det kunne han lide, at have rekorder, specielt når han så sjældent havde dem! Ud over i visse drikkekonkurrencer og for at lokke piger til sin seng. Men det var så normalt for ham, at det ikke længere var det vildeste. Sjov, men ikke en bedrift.
Han lænede sig ind mod hende og slap en anelse modvilligt reolen med vin, for at følge efter hende mod udgangen. Reolerne gled ind og ud af hans synsfelt, da det virkede nemmest at de det der stod foran ham og ikke alt andet. Han kunne ikke lade være med selv at grine midt i det hele, da han greb endnu en reol for at sikre sig balancen og dermed forsinkede dem yderligere, før de fortsatte mod udgangen.
"Det kunne være fanta-lastisk at sove her! Hvorfor ville ikk'?" spurgte han tilbage. Han følte sig da frisk og vældig kvik, med sit gode ordvalg! Hvad kunne slå ham omkuld? Intet!
At være fuld midt på dagen var sjældent hans gebet. Og at være det alene, virkede sært. Dog var det også ganske underholdende.
"Jeg er ikke sååå tung" overbeviste han hende, eller prøvede ihærdigt derpå. Han greb fat i trinene, da de nåede der over, velvidende han selv skulle prøve at kravle op derfra. I et øjeblik tvivlede han faktisk om han kunne - Det var da meget sjovere at blive her, var det ikke?
"Jeg skal så meget prale..." fortalte han hende. Uanset om folk ville tro ham eller ej!
"Jeg slog jo rekorden!" tilføjede han med et smil.
"Folk vil komme efter dig" mindede han så sig selv om, selv om det var sagt lige så meget til Delia. Han greb bedre fat i trinene og brugte et øjeblik på at få placeret den første fod på et trin, før han trak sig selv op det første stykke. Hver skridt foregik lige så langsomt, som han koncentrerede sig dybt om at få placeret fødderne rigtigt, før han trådte endnu et skridt op. Som en baby der tog sine første skridt, nærmest.

Delia så op på ham med et smil, og fandt det faktisk utroligt underholdende hvordan hans balance var væk og han ikke virkede til at være ret god til at kontruerer sætninger lige nu. Hun lo for sig selv og holdt i stedet bare bedre fat om ham, også selvom hun var for lille til at kunne andet end at følge halvt med når han tippede til den ene eller anden side. Hun prøvede, og det var også værd at have med. 
"Sove? Det er midt på dagen. Og for at være ærlig tror jeg heller ikke lige det er der du er lige nu." Hun smilede op til ham og rystede mildt på hovedet. "En sofa er bare blødere at vælte rundt i. Men føl dig fri til at bumle ind i resten af hytten. For min skyld ingen alarm, det var blot et forslag, langt fra en ordre." Hun gav slip på ham så han kunne forsøge sig med trinene. Hendes øjne hvilede på ham og gled så kort op af trinene. 
Hans mumlen om at prale og at hun ville få ballade fik hende igen til at smile stort. Det gjorde hende intet, hun havde ikke trukket ham herned for så at kræve at ingen måtte vide det. Det ville ikke være ret fair, og alt det sjove ville forsvinde. Det var jo kun sjovt at bryde reglerne hvis nogen fandt ud af det, ellers kunne det jo være det samme, ikke? Derfor nikkede hun også bare roligt til ham.
"Jeg skal nok klarer mig. Jeg er stor pige, ikke? Dig kommer jeg gerne i ballade for." Hun smilede varmt til ham og så tålmodigt på hans kamp på vej op trinene. Jo, det kunne vist godt tage et par minutter før han fik dem alle overvundet. Alligevel flyttede hendes øjne sig ikke fra ham. De lå roligt på ham, og hun var stadig stor smilende. 
"Mind mig lige om hvor bedårende du er som fuld en anden gang. Selv med al din bredskuldrethed og glimt i øjet." Hendes stemme havde en antydning af at være drillende, få drenge ville vist nyde at blive kaldt bedårende, men det var nu engang sådan hun så ham lige nu. Det var jo ikke fordi han var en svagdrikker der var bukket under og nu stavrede fordrukken af sted, han havde lagt sig ud med eliten og tog det faktisk ret godt. 
Da hun bedømte at han vist godt selv kunne formå at komme op selv, og klare resten af vejen, tog hun selv fat i trinene for at følge efter ham op til overfladen, og op til sollyset. Hun overvejede kort sin status som vejleder. Super godt forbillede. Men som datter af Dionysos gjorde hun vel præcis hvad alle andre også ville gøre: delte ud af ekstasens vidunder og havde det lidt sjovt. "Tænk hvis du ikke havde bortført mig den aften, hvor meget vi var gået glip af," bemærkede hun kort. "Hvordan har du det?" Hendes blik søgte op på ham, i håb om han var oppe så hun kunne følge med og få lukket for lemmen.

Sove midt på dagen? Var det virkelig midt på dagen? Det tvivlede han lidt på. Faktisk vidste han ikke hvad tid det var, men det kunne da ikke være midt på dagen! Måske hang det sammen med at han normalt aldrig drak sig fuld midt på dagen og derfor automatisk gik ud fra klokken var mere end det. Han fik stavret sig op af trinene, selv om han i et øjeblik var ved at gå baglæns, ganske enkelt fordi hun fik ham til at grine og dermed næsten til at slippe trinene. Han formåede dog at holde fast og fik trukket sig selv helt op, ved at smide forkroppen ned på gulvet og møve sig resten af vejen op. Til sidst lå han endelig på gulvet, med hele kroppen oppe. Han vendte sig om på ryggen og så smilende hen mod lemmen, for at holde øje med hvornår hun kom.
"Her er også ret blødt..." bemærkede han, trods han lå på gulvet.
Hans ene hånd gled op i luften og snurede lidt rundt, med en finger i luften.
"Uhhhmmm...Du er benuttet!" bekendtgjorde han. I et øjeblik var han i tvivl om hvorvidt noget af den dyrebare vin faktisk var på vej op igen...Men lidt efter gled faren heldigvis over og han kunne fortsætte i sit gode humør, uden afbrydelser. Han grinte lidt igen, før han skubbede sig op og side.
"Jeg ville glædeligt kidnappe dig igen og igen. Dit selskab er benuttet!" forsikrede han hende, med noget der mindede om en selvsikker stemme. Han var rigtig nok glad for Delia og lige nu var han ikke særlig bange for at indrømme det.
Han tiltede hovedet lidt på skrå ved hendes spørgsmål og trak let på skuldrene. Faktisk var han lidt småtræt allerede...Og hans hoved snurede.
"Fantastisk! Men..." Han lagde sig helt ned på gulvet igen med begge arme ud til siderne.
"...Her er dejligt..." indrømmede han og lukkede øjnene lidt. Bare et øjeblik!

Delia lo lidt og rystede smilende på hovedet mens hun kom op af kælderen. Han var godt medtaget, men formåede at holde vinen i sig og formåede at være ved bevidsthed, så alt var godt. Og mon ikke det her nok skulle blive en god historie? Alt afhængigt af hvordan dagen endte, ville hun i hvert fald med glæde fortælle den til dem der gad høre. 
Da hun fik sig hevet op fra lemmen, lukkede hun den igen og så over på ham, stadig siddende på gulvet. Han var virkelig sød som han lå der, og hun tog sig selv i bare at sidde og kigge på ham et par sekunder mere end hvad der ville være normalt. Hans ord vækkede hende heldigvis lidt, og hun kravlede over ved siden af ham. 
"Du kidnapper mig bare når du vil. Jeg vil aldrig gøre modstand." Det var dybt seriøst ment, også selvom han var fuld og måske bare sagde noget for at snakke. Man skulle høre sandheden fra børn og fulde folk, ikke? Så hun håbede han mente at han nød hendes selskab. Hun nød i hvert fald hans, også når han var sådan her. Hun lod ham også bare lægge sig ned igen. Hvis han ville gå kold her skulle han da være velkommen, de andre ville ikke komme før om noget tid, så hun ville sagtens kunne få ham til mere behagelige omgivelser inden. Desuden skulle han have lov til at reagere på vinen. 
"Mh. Falder du i søvn nu?" Hun så ned på ham med hovedet på skrå. Hans øjne var lukkede, det gav hende frihed til at kunne betragte ham som hun ville, uden han opdagede hvordan hendes øjne gled over ham. Hun var ikke helt sikker på hvorfor den her lyst til bare at betragte ham kom nu, men hun levede impulsivt og udlevede det bare. Hendes beundrende blik var varmt og blødt, som om han var et helt unikt og ingen i hele verdenen forstod det. Hendes tanker kom bag på hende, og hun kørte kort sine fingre igennem sit hår for at vække sig selv. Hun var ved at blive underlig, i hvert fald i hendes egen optik. 
"Jeg finder noget vand til dig. For din egen skyld." Hendes stemme var glad og livlig som altid, men hun kom på benene og tog en smule distance fordi hun helt ærligt var usikker på hvad der skete med hende. Altså, hun var ikke kendt som den mest normale pige, men at sidde og beundre og stirre på fyre hun havde fået drukket fulde? Det toppede alligevel listen. Så hun forsvandt ud i noget der mindede om et halvt køkken. Der var ikke ovn eller kogeplader, men der var et mindre køleskab, en vask og et par skabe, så hun kunne få et glad vand til ham, så det kunne hjælpe eventuelle tømmermænd.

Han kunne mærke hun sad ved siden af ham, men til at begynde med orkede han ikke engang at løfte en arm. I stedet lå han bare og fokuserede på...Ingenting. Andet end den sløve fornemmelse der var i hele hans krop. Ham kom med en dyb brummelyd, da hun kommenterede om han var ved at sove og han prøvede at tvinge sig selv mere vågen. Hans øjne gled på klem og han opdagede hun sad ved siden af ham og kiggede på ham. Sad hun bare og kiggede på ham? Men han havde intet imod det. Han formåede at bevæge sin ene arm, den tættest på hende og den gled blidt ned over hendes arm. Stod det til ham, havde han mest lyst til at holde hende tæt. Han var ikke opmærksom på om det var alkoholen der talte eller ej, men han ønskede det. Men inden han nåede at gøre meget mere, havde hun rejst sig for at hente vand. Hans blik fulgte hende, som hun gik, ikke helt sikker på om en mulighed lige var gået hans næse forbi uden han havde udnyttet den optimalt. Et svagt suk gled over hans læber og hans øjne gled i igen, mens hun var væk. Han klaskede sig selv på panden for sin egen dumhed, og formåede at ramme sig selv i øjnene, hvilket blot fik ham til at grine lidt for sig selv. Ja, han var da virkelig en skildpadde! Det var dog overraskende svært at holde sig vågen, til hun kom tilbage og inden han fik set sig om, gled mørket over ham.