Her af alle steder - Nolan

Delia kørte hånden igennem sit hår med den hånd, der ikke holdte hendes sværd. Hun var forpustet efter en træningskamp med en af hendes søstre, men desværre havde hun andet at tage sig til, så Delia blev efterladt alene i arenaen, uden nogen træningspartner. I forhold til da hun kom til lejren var hun blevet meget gladere for træningen, og meget bedre til det. I starten havde hun ikke ønsket at lære det, hun ville ikke skade andre. Men sagens alvor var stille kommet til hende, og hun var trods alt nødt til at kunne forsvare sig. Desuden formåede hendes søstre tit at gøre træningen til en leg, og så var det ikke helt slemt. Sammen med dem trænede hun også sine evner, men nu var hun efterladt med et sværd som sit eneste våben at træne med. Det gjorde hende ikke så meget, det var trods alt det hun manglede mest træning i. 
Af sikkerhedsmæssige årsager, valgte hun at trække lidt ud i siden af arenaen, så hun ikke stod i vejen for de andre. Hendes øjne blev nu på dem der stadig kæmpede, både for at aflure tricks, men også i håb om at nogen eventuelt havde tid og lyst til at træne med hende. Hun havde ikke andet at lave end træning resten af dagen, og hun ville helst udnytte tiden så godt som muligt. Nu var hun her trods alt, i det rigtige tøj og det hele.

Arenaen. Det sted i lejren han hadede mest, ud over de kedelige, varme lokaler der udgjorde de steder man til tider modtog undervisning, når man ikke sad udenfor. Han sukkede, da han igen stod foran dette triste sted af folk, der slog løs på hinanden med største iver. Rustninger, våben...Den verden endnu så fremmed for ham og han følte sig stadig malplaceret. Folk grinte endnu af ham, når han trådte ind og selv om han var god til at ryste det af sig og grine med, kunne det godt blive liiidt trægt i længden. Hans ene hånd gled igennem det smålange, brune hår. Solen skinnede og han havde det næsten allerede for varmt i hans lette træningsrustning. Blot noget behandlet læder, der sad omkring hans krop. på hans ben og arme, gjorde at han ikke var helt blå når han endelig gik herfra. Ofte manglede han ikke nogen partner, overraskende nok fandt folk det sjovt at kunne jorde ham lidt eller give gengæld for en fræk aften, fordi de ikke kunne give udtryk for det på andre måder.
Indenunder bar han en T-shirt og nogle shorts. På fødder sad der...Ingenting. bare fødder, der gav ham den bedste mulighed for at bevæge sig let.
Han trådte ind i arenaen og så sig om. De fleste så faktisk ud til at være optaget og han havde netop besluttet sig for at øve nogle slag med et træningssværd, han havde taget, på en dukke...Da han opdagede Delia stod ude i kanten af arenaen, næsten ikke til at opdage, fordi hun havde trukket sig væk fra alle andre. Med et lille smil, da han huskede deres aften, gik han over mod hende. Pludselig virkede arenaen ikke så slem alligevel!
Han svang let med den uskarpe sværd i sin ene hånd, mens han gik over mod hende. Han rakte den ledige hånd i vejret og vinkede med den.
"Hej, Delia!" Råbte han, for at påkalde sig hendes opmærksomhed. Et par drejede hovedet og så fra Delia til Nolan, før de vendte tilbage til deres egen træning.
"Mangler du en partner?" spurgte han, da han var kommet lidt tættere på. Hun lignede en der allerede havde trænet lidt, men siden hun ikke helt var gået endnu, var sandsynligheden for at dele nogle slag vel...god?

Delias øjne var egentlig rettet ret godt imod de kæmpende, og selvom hun ikke kendte mange af dem der var her, havde hun et smil om læberne. Hendes øjne flakkede hurtigt, passede til bevægelserne de fulgte. Hun prøvede at se om hun kunne regne ud hvordan det føltes. Slagene, trinene, alt de kæmpende gjorde. Hvis hun havde en rimelig fornemmelse af det, ville hun måske kunne efterligne det med sine vinranker på et tidspunkt, men det var ikke noget hun var helt sikker på. Hendes koncentration var stor, og hendes hænder fulgte svagt hendes tanker. Da hun hørte sit navn blive råbt reagerede hun først efter et par sekunder, og hendes øjne flyttede sig. Synet af Nolan fik hende nu til at smile endnu mere og hun gik glædeligt imod ham, for at gå ham i møde. 
Hun nikkede en smule til ham. "Ja, mere eller mindre. De andre ser optagede ud, og det er stadig for tidligt at gå. Jeg mener, nu har jeg jo alt det her på." Hun slog ud med arm for at hentyde til det hårde læder der dækkede hendes overkrop. Hendes blik gled kort over ham, og hun nåede frem til han kun lige måtte være kommet. Han lignede ikke en der havde kæmpet i hvert fald. "Du er lige kommet?" Hendes blik flyttede sig til hans træningssværd og hun smilede lidt. "Fair advarsel, jeg træner ikke med uskarpe våben." Hun løftede sit eget sværd. Det var helt rigtigt skarpt. Hun havde nu ikke trænet med skarpe våben ret længe, et par måneder. Dionte havde sagt til hende at det var på tide hun lærte at bruge rigtige våben, det var trods alt dem hun skulle bruge i den virkelig verden, og som altid havde hun lystret. Det havde givet skræmmer og knobs, men hun var da hel endnu. "Men hvis det er okay med dig, vil jeg meget gerne træne med dig." Hun sænkede igen sværdet og nikkede ind imod arenaen hvor de andre slåssede rundt. Hun var af en eller anden grund virkelig glad for han var dukket op. Ikke kun fordi hun havde en at træne med, men også fordi hun måske lidt mindre følte at hun havde været tidsfordriv for ham for en aften. Hun var godt klar over hun normalt var naiv, og hun havde frygtet hun også havde været det omkring ham, men hun ville virkelig gerne kunne stole på ham, så hun havde besluttet sig for at det ville hun til det modsatte var bevist.

Han nåede over til hende. Hans blik gled over til det kæmpende par, som hun havde studeret, før han så tilbage på hende med et smil. Hun virkede ret optaget af det, men det var vel også derfor man var her. Dog nåede han alligevel at tænke at hun nok var bedre end ham, men hej! Han var vel også kun lige gået ordentlig i gang. Han havde vel trænet et par uger nu, top! 
Og heldigvis havde han undgået Litsa undervejs. Folk snakkede måske stadig om det, hvordan hun havde reddet Nolan fra et frådende monster i skoven. Ingen vidste hvordan historien rigtig hang sammen, men det slog ham at han havde været nervøs for om også Delia ville grine af ham. 
Han slog let ud med armene. 
"Jah, er lige kommet" bekræftede han og lod blikket glide ned over hende et øjeblik. Til det endte på hendes sværd. Denne situation begyndte at blive en smule ubehagelig fra hans side. Måske skulle han bare opgive at træne alligevel? Han kunne ikke helt beslutte sig for om det blot var ham der endnu brugte støttehjul eller Delia der var overraskende drabelig, med det sværd. En ting var sikkert. Han havde ingen planer om at træne med et rigtig sværd og han havde ingen planer om at blive hakket i stykker lige med det samme. Hvis han hele tiden skulle tænke over at hendes slag kunne give ham voldsomme skader, ville han aldrig få øvet sig, men hele tiden blot prøve at undgå hende, til det punkt hvor ingen af dem ville få noget ud af det. 
Derfor trak han let på skuldrene. Hun virkede så håbefuld, at det næsten gjorde ondt? Hans hjerte faldt helt ned i maven på ham. 
"Jeg er endnu ikke nået over baby-stadiet" påpegede han og holdt sit uskarpe sværd op, så hun vidste hvad han mente. 
"Og jeg kan lige så godt indrømme at hvis jeg øver med en, der har et skarpt sværd, får ingen af os noget ud af det, fordi jeg vil flygte fra dig konstant. Så...Måske skal vi bare ikke øve sammen alligevel. Men vi kan vel altid lave nogle slag i luften. Du har sikkert øvet mere end mig, så måske du kunne fortælle mig om jeg gør det rigtigt?" foreslog han i stedet. For en gangs skyld følte han sig lidt som en taber. Arenaen og klasselokalerne var nok de eneste steder han slet ikke følte sig godt tilpas. Nok også en grund til han normalt undgik dem.

Delia smilede over hans måde at sige det på. Sværdkamp havde vel ikke ligefrem et baby-stadie. Alle havde vel også været der, og det havde ikke været længe siden hun selv var. Det havde taget hende omkring halvandet år at nå til det her punkt, så hun skulle ikke dømme. Hun forstod ham. Hun havde heller ikke ligefrem selv været glad ved at skifte til skarpe våben, og som han sagde havde hun også undveget mere end rent faktisk at træne de første par gange. Faren i at kunne komme alvorligt til skade eller miste diverse lemmer havde lidt fjernet det sjove i træningen. Hun priste sig lykkelig over at hun aldrig havde mødt en uhyre som de fleste andre. Så var hun her nok ikke. 
Hun nikkede roligt til ham. "I orden for mig. Al træning er en hjælp." Det var ikke ment som en sølle trøst, hun mente det helt seriøst. Hvis han ikke var dukket op, var det alligevel det hun ville have endt med at træne, at han også var der gjorde det kun hyggeligt, hvis drabelig kamp kunne være det. Hun smilede varmt og hendes øjne faldt kort ned på hans fødder der, ligesom hendes, var bare. Måske var hun ikke den eneste der syntes det var lettere at træne på den måde, men der var ikke ret mange der gjorde det. 
"Kom. Jeg er ikke nogen mester i sværdkamp, slet ikke, men jeg vil gerne hjælpe med det jeg kan. Jeg har kun trænet med skarpe sværd et lille stykke tid, så tror ikke jeg ved alt. Jeg kan slet ikke lide at kæmpe med våben." Hun lo lidt. Hendes styrke var ikke våben, men det var ikke noget hun selv bestemte. De var alle tvangsindlagt til at lære og bruge dem, desværre. Stod det til hende var det ikke våben der skulle være hovedfokus, men deres læringsform var åbenbart oldgammel. 
Hun trak ind i arenaen igen, forventningsfuld om at han fulgte med så de kunne træne, stille og roligt. Hun valgte stadig at blive ude i kanten af alle der kæmpede, hun ville helst ikke stå midt i en kamp mellem Ares' unger. Der var sjovere ting at tage sig til. Det havde hun gjort præcis én gang, og det var ikke endt godt for ham. Det var en situation hun prøvede at undgå igen, specielt med Nolan i nærheden. Hun vendte sig imod ham. "Hvordan ville du starte? Stå? Jeg går ud fra du kender grundprincipperne." Hun holdt sit sværd foran sig med begge hænder, og så egentlig helt uskyldig ud. Hendes udtryk var varmt, hendes smil var mildt. Hun lignede ikke en der hørte til midt en kamp.

Han var glad for hun ikke ligefrem hånede ham, men bare accepterede det. Måske en dag kunne han tage en træningskamp med hende, hvor de begge bar skarpe sværd. 
"Taktak" svarede han mere afslappet, velvidende noget så lidt ikke skulle gøre en uven ud af dem. De gik lidt tættere ind i Arenaen, men han, lige som hende, fandt det mere behageligt at stå ude i kanten og være lidt for sig selv. I hvert fald for nu. 
"Hvordan gik det da du kom ind i hytten igen? Snakket med Didi om det?" spurgte han med en hvis interesse. Han så ikke frem til at møde manden igen, men hvis Delia havde snakket med ham, kunne det måske fortælle ham noget om hvad han skulle forvente. 
Han fulgte efter hende og svang sit træningssværd rundt i hånden imens. 
han så lidt på hende med en anelse forvirring dog. 
"Selvfølgelig vil jeg stå? Jeg har ikke set nogen kæmpe siddende?" svarede han, med lige dele forvirring og latter. Var der virkelig så mange basale ting han endnu ikke havde fået fat i? Åh...Han ville aldrig blive god til dette her! 
"Ja. Stå på dine ben. Og de basiske slag. Skråt oppe fra, skråt nede fra og stik." Bekræftede han så. Selvfølgelig stod man ikke bare på sine ben, men faktisk en smule skråt, så modstanderen forhåbentlig havde mindre krop at hakke løs på. 
Modsat hendes sværd, var hans beregnet til kun en hånd. Han havde fokuseret på ethåndsvåben, da han gerne ville have en hånd fri til meget andet. Et skjold, et ekstra våben, til at gribe fat i modstanderen, den slags ting. Ikke et halvandenhånds sværd eller tohånd, bare et ethånds. Hvilket også gjorde hans sværd lidt mindre end hendes, fordi han ikke kunne have lige så meget vægt i kun en hånd. 
Han stillede sig, som han havde fået lært for en del siden. Meste af vægten på et ben, så han altid kunne komme hurtig frem eller tilbage, uden at miste balancen. 
Han hævede sig sværd med et lille smil og gav sig straks i kast med at lave de mest basiske slag mod en usynlig fjende. Det var mere eller mindre det han havde indlært de sidste par uger, foruden når han til tider sloges med andre og der så pludselig kom alle mulige andre bevægelser ind i det.

Hendes smil falmede en smule da han nævnte Dionte, men der var stadig en antydning af det. Ja, det var selvfølgelig ret relevant for ham at høre, selvom det ikke havde været en ret sjov oplevelse. Ikke at hun fortrød noget, slet ikke. Hun ville glædeligt gøre det igen, for hun havde fået den reaktion hun gerne ville have, fået ham til at se hende. Derfor havde konfrontationen ikke været ret fed. "Han blev.. rasende. Nok det vredeste jeg nogensinde har set ham faktisk. Jeg fik et møgfald af dimensioner, jeg tror han præidekede om moralle i en halv time. Og så har han så ikke talt med mig siden. Han lader som om jeg ikke eksistere, straffer mig. Det vil sige, jeg får de der dømmende blikke nu og da." Hun trak lidt på skuldrene og så ind i hans øjne. Hendes smil blev lidt bredere igen. "Men det gør ikke noget. Hvis det er det der skal til." Alt for at få lov til at være den hun rigtigt var. Hun ville gerne bryde regler og gøre ting fordi det gjorde hende glad og fordi det var rart. Det skulle Dionte på ingen måde ødelægge. 
Hans forvirring omkring hendes spørgsmål om at stå fik hende til at grine og ryste lidt på hovedet. Det var ikke lige sådan hun havde ment det. "Jeg mente hvordan du ville stå," forklarede hun sig. Det havde måske været lidt misvisende og indforstået, det kunne hun godt se. Han nævnte ikke parader, men hvis han så det som indforstået ville hun ikke rette på ham. I stedet stillede hun sig på samme måde som hende, og fordi hendes sværd var større og tungere, bevægede hun sig også en smule anderledes. Hendes bevægelser var nu også mest parader og måde at forsvare sig selv på fra andre slag, end det var angreb og udfald. Det var ikke fordi hun ikke kunne angribe, men hvis hun engang skulle bruge sværd for alvor, ville det være fordi hun var tvunget til ikke at bruge sine vinranker, og så ville hun højest sandsynligt også forsvare sig selv mere end hun ville angribe aggressivt. Alle havde hver deres måde at kæmpe på. Hendes blik var nu fast låst på Nolan, for det var sådan set de angreb han trænede, som hun reagerede på, som om det var ham der stof overfor hende og ham hun skulle forsvare sig overfor. På den måde var det sådan set ham der styrede hendes parader. "Er du altid i angreb?" spurgte hun interesseret, uden at flytte blikket fra hans slag og bevægelser.

Han smilte svagt og lod blikket glide ned over Delia. 
"Beklager at få dig i problemer..." svarede han en smule lavt. Han var faktisk en smule splittet. Måske skulle han holde sig fra hende, så hun ikke fik flere problemer? Han vidste det ikke helt. Det hele virkede pludselig så indviklet! Han gned sin pande et øjeblik og stillede sig så op til træning. 
Han grinte blot lidt og viste hende hvordan han ville stå. Han gjorde selv nogle udfald og lagde mærke til hvordan hun responderende, dog uden at deres sværd rørte hinanden eller de ramte hinanden. 
"Er du altid i forsvar?" spurgte han tilbage og trak sin arm lidt til sig. 
"Hvad nytter det kunne slås, hvis jeg ikke kan bruge det til noget? Pointen er ikke bare at jeg kan beskytte mig selv, men lige så meget at jeg kan angribe, skulle der være brug for det" Svarede han roligt og så ned på sværdet. Han kunne ikke beskytte andre ved blot at gemme sig selv, bag et sværd. Derfor fokuserede han mere på at angribe, men lige nok forsvar til ikke at blive hugget i stykker. 
"Desuden er jeg smidig og god til at bevæge mig. Hvis der endelig er nogen der kommer for tæt på, er jeg god til at komme hurtigt væk. Så når jeg allerede kan bringe mig selv ud af farezonen, kan jeg lige så godt fokusere på selv at give skade" forklarede han og så op på hende igen.

Hun rystede mildt på hovedet. "Det er ikke dit ansvar. Det er mellem Dionte og mig. Han bestemmer ikke hvem jeg er sammen med." Hun gav ham et opmuntrende smil. Desuden ville hun ikke have han blev skræmt og troede han skulle holde sig væk. Hun kunne godt lide at være sammen med ham. Det skulle hendes storebror bestemt ikke have lov til at ødelægge.
Hun sænkede sit sværd da han gjorde det samme og lagde hovedet en smule på skrå. Det var vel et godt spørgsmål. Hun var vel altid i forsvar. For det meste, i hvert fald. Hun lyttede til hans forklaring, og kunne godt se pointen. Det var selvfølgelig det mest praktiske ved våben, og hvis han som hende ikke havde ret mange fordele i kamp, var det nok også mest praktisk. "Det giver mening." gav hun ham ret. "Våben vil bare aldrig være mit førstevalg i kamp. Jeg vil altid forsøge at bruge mine evner, de er ret behjælpelige, så hvis jeg er tvunget ud i at bruge våben, vil det være i forsvar frem for angreb. Jeg kan ikke lide våben." Der var faktisk ikke ret meget der havde med ufred at gøre hun kunne lide. Hun var sin fars datter på det punkt. Hun ville bare gerne rende rundt og hygge sig og have det sjovt, hvorfor var krig og alt det her vold nødvendig?  
En ting slog hende og hun rettede sig en smule op med sine øjenbryn en smule trukket ind imod hinanden. "Hey, jeg hørte nogen snakke om at du var indblandet i et eller andet med en kimære og en datter af Afrodite på et tidspunkt? Jeg fik ikke hele historien, det var noget mine søstre talte om en aften. Du må næsten have brugt et af de her i den sammenhæng?" Hun løftede kort sit sværd, og så undrende på ham, nysgerrig om det hun havde hørt var sandt og interesseret i hvad historien bag det var. Hvis han faktisk havde været i kamp så måtte han da i hvert fald vide noget om det de stod og lavede lige nu. Og hvorfor kæmpede han så med uskarpe våben endnu? Nu hun tænkte over det var hun faktisk virkelig interesseret i at høre historien bag.

Hendes ord gjorde ham glad og forhåbningsfuld. Men nu havde han også - mere eller mindre bevidst om det - gået fordi hendes hytte flere gange, måske i håb om at se noget mere til hende. Uden held. 
Men de var jo bare venner! Og på nuværende tidspunkt, var Delia nok hans bedste ven i lejren. 
"Angreb er også et forsvar. Hvis man gør det rigtig, kan man holde fjenden beskæftiget eller ligefrem uskadeliggøre den" påpegede han, men ikke fordi han mente hans måde var mere rigtig end hende. Mere blot fordi samtalen oprigtig interesserede ham. Samtidig var Delias ønske om ikke at ville skade nogen, noget han godt kunne lide ved hende. De fleste her i lejren var alt for krigeriske til hans smag og det var rart at være sammen med nogen, der ikke kun så blod og vold alle steder. 
Han stoppede dog forundret op, da hun nævnte den historie, der havde flueret på lejren det sidste stykke tid. Han fnøs svagt, i en form af latter, da han trak lidt på skuldrene. 
"Jeg ved ikke hvad jeg skal svare...Der findes versioner af den historie, men jeg har lovet kun for at fortælle den ene. Og den sætter mig i et lidt dårligt lys" påpegede han. Delia var måske den eneste han faktisk ville fortælle sandheden til. 
"Sammen med Litsa...Hun blev angrebet ude i skoven af en Kimærer. Eller, som historien nu er, gjorde jeg. Og hun reddede mig med sit sværd" Fortalte han. Det var den ene side af historien og den han havde lovet at fortælle folk. Han så over på Delia for at se hvordan hun tog historien. Han var lidt splittet om han burde fortælle mere om det. På den anden side stolede han på Delia kunne holde på det. 
"I virkeligheden hjalp jeg hende. Hun brækkede benet og det endte med jeg brugte hendes sværd mod kimæreren. Men nøj! Jeg må have lignet en idiot! Jeg kan slet ikke bruge et sværd! Men altså...Det er så derfor jeg er her nu. For at imødegå hvis sådan noget skulle ske igen" afsluttede han så.
"Men du må ikke sige det til nogen. Jeg lovede Litsa at lade være" tilføjede han med en kant af alvor.

Hun lagde hovedet på skrå igen, hun vane hun havde når hun lyttede til nogen og var koncentreret. Hans forklaring gav mening, og hun nikkede accepterende. Hun forstod godt hans måde at tænke på. "Det er selvfølgelig rigtigt. Hvis man har et talent inden for det." Hun smilede til ham og trak på skuldrene, accepterede at de gjorde tingene forskelligt fordi de kunne forskellige ting. Det var den mest logiske måde at gøre det på, trods alt.
Hun forstod ikke helt det med historien der havde flere versioner. Der kunne vel kun være sket det der skete. Hun ville ikke afbryde før han havde haft mulighed for at forklare, så hun samlede igen hænderne foran sig for at forstå det han sagde. Da hun havde hørt anden version var hun målløs. Der gik noget tid før hun sagde noget, for hun ville overveje hvor hun startede. Der var så mange ting hun gerne ville sige. Det han havde gjort havde været utroligt modigt. Hvis han først var begyndt at træne efter måtte han have været bange og alligevel havde han hjulpet og kæmpet. Han havde reddet hende, og af navn kendte Delia hende kun som en storsnudet tøs. Ikke nok med det havde han også lovet at lyve for hende for at hun ikke skulle miste facade. Hvordan kunne han ikke selv se det var mere heltemodigt og storsindet end nogen af de store brød i lejren der troede de kunne alt?
"Jeg siger ikke noget til nogen. Men, lov mig du selv kan se det fantastiske i det du gjorde? Det du gør? Du er så uselvisk, så modig, jeg kan slet ikke... Du er villig til at folk gør grin med dig og ser ned på dig, bare fordi hun er stolt?" Hendes blik dybt alvorligt, hun smilede ikke engang lige nu, som hun for det meste gjorde. Hun var virkelig seriøs omkring det her, og ville have han skulle forstå at det han havde gjort var langt vigtigere end at kunne slå ihjel eller nedlægge monstre. "Det lyder... Sært. Men jeg beundre dig for det. Og jeg ville ønske der var flere som dig i den her lejr. Flere der kunne se ud over dere egne behov og rygte." Hun smilede så lidt, men af beundring og forundring. Man skulle vist lede længe her i lejren for at finde en der gik mindre op i sig selv selv og sit omdømme end ham, og en der havde værdierne på plads som han havde det. Det var mere utroligt for hende.

Han så lidt på hende og mærkede en svag rødmen, da hun så åbenlyst roste ham. Det havde slet ikke været hans mening, at han nu skulle stå her og blive rost. Det var jo bare sket og nu var der bare en historie og så var det vel bare det? 
Han trak let på den ene skulder. Han gjorde slet ikke så meget ud af det som hun gjorde, gik slet ikke så meget op i det. Han så det ikke på samme måde. 
"Mit rygte går på jeg lokker alle med i min seng, at jeg fester og er ikke bare dybt useriøs, men tilmed enormt doven. Det ville ikke skade mit eget rygte, til gengæld for hun lov til at fortsætte med det, hun har kæmpet så meget for" Litsa var gået helt i spåner foran hende. Hun havde grædt og beklaget sig over hvordan hun prøvede at bevise sin styrke over for alle og det hele nu var ødelagt. Hvem ville ikke have gjort det samme i hans sted? Det havde gjort lidt ondt, den måde visse folk så åbenhjertet havde grint af ham. Men nu var tingene ved at vende tilbage til det gamle og han kunne ignorere det. At se Litsa snart kunne træne igen, når hendes ben var healet, var vel det vigtigste. Måske, dog, ville han afpresse hende til lidt træning?
Han smilte svagt. 
"Du gør det langt større end det er. Jeg gjorde bedste ud af en ubehagelig situation" Affejede han det. Så prøvede han at ryste det af sig, da han stillede sig op igen og hævede sværdet. 
"Men vi glemmer jo helt hvorfor vi er her!" påpegede han så og lod som om han gjorde udfald mod hendes ene side. 
"Så! Op på tæerne!" sagde han og lod i et øjeblik som om det var ham, der trænede hende.

Delia så helt fortabt på ham. Kunne han virkelig ikke selv se det? Mente han dybt seriøst at han ikke selv så hvad det var han stod og sagde. Det var ikke fordi hun anså ham som dum på grund af det, slet ikke. Hun anså ham mere for at være ydmyg og helt igennem et godt menneske - eller halvgud. Hun troede på det bedste i alle, men det var skjældent de faktisk viste sig at være gode på bunden, så helt ærligt og dybt nede. Hun smilede forundret og rystede på hovedet. "Kan du slet ikke høre dig selv? Sidst vi var sammen fortalte du at du ikke brød dig om Afrodite børn, og nu.. Det hun havde kæmpet så hårdt for. Er du klar over hvor mange der ville udnytte det? Og du tager det så naturligt. Sig hvad du vil, men jeg beundrer dig." Hun sagde det som tegn på det slet ikke var til at diskutere. Hun ville have lov til at beundrer ham, om han ville det eller ej. 
Hans udfald imod hende så hun ikke som en trussel, hun stolede fuldt og fast på ham, men af refleks løftede hun en arm for at afværge, og en lille, tynd vinranke skød op af jorden i arenaen, ikke at den ville kunne noget, men mere nåede hun ikke før det gik op for hendes underbevidsthed der ingen fare var. Det ville til hver en tid være hendes første reaktion, frem for at gribe et våben, heller ikke selvom hun stod her med et sværd i hænderne. Hendes overraskede udtryk blev blødt, og hun lo en smule af ham. Vinranken forsvandt ned i jorden igen og hun nejede for ham. 
"Undskyld, jeg lover at gøre hvad du siger." Hun smilede drillende og løftede sit sværd igen, klar til at forsætte. "Hvad siger du så, læremester?" Hun så afventende på ham, klar nok på at lege med hvis han virkelig ville til og lege lærer. Det ville i hvert fald give en rar forandring i forhold til bare at stå og slå ud i luften.

Han trak igen på den ene skulder, uden at have nogle ord der kunne besvare hende. 
"Jamen...Tak?" Han kunne ikke helt finde ud af om han et eller andet sted ikke bare var en taber. Var det ikke dem alle kaldte så kedsommeligt gode på bunden? Han vidste det ikke helt. Han havde bare tænkt sig at holde historien for sig selv, ingen ville vide sandheden og nu stod Delia her og roste ham. Hvad skulle han stille op med det? 
"Jeg beundre også dig. Den måde du på en gang er frisk på alt det sjove og samtidig formår at holde en hvis uskyldighed over dig selv. Dit ønske om ikke at ville såre nogen. Så mange her på lejren lære at se monstre og fjender over det hele, at de kan være svære at snakke med. Men ikke dig" Svarede han så, ærligt. Han kunne da ikke bare tage imod alt det, uden at give lidt retur! Og det var umiddelbart en af de ting han satte pris på, hos hende. 
Han trådte et skridt baglæns for at undgå vinranken, mens han studerede den, som den strittede livligt op af jorden, før hun blev opmærksom på den og fik den til at forsvinde igen. 
"Hey! Jeg ville ikke gøre dig noget!" lovede han og rakte hænderne i vejret, den ene endnu holdende på sværdet. De gled dog hurtigt ned igen. Hans blik gled ned over hendes position, mens han overvejede den nye, lille leg. Spontan, som altid og derfor vidste han faktisk ikke hvad han skulle stille op med den. 
"Jeg vil udfordre dig. Jeg bloker, du angriber" foreslog han og slog faktisk til siden af hun faktisk havde det skarpe sværd. Men det ændrede ikke på at han nok mente det kunne være praktisk både at kunne forsvare sig og angribe, hvis der skulle blive grund til det. 
"Det vil måske glæde dig at vide, jeg faktisk har læst op på min far igen. Eros" sagde han så, for at komme ind på et nyt samtaleemne. Og netop guder, foruden hans egen far, havde været et emne sidst. 
"Han står ikke bare for liderlighed. Eller jo, for avl og lyster, men også kærlighed generelt. Han skulle efter sigende have et talent for at skyde med pile og samarbejde med Afrodite, selv om jeg må indrømme jeg lidt ser hendes børn som konkurrenter. Men han står også for at kunne skabe...Som cirka halvdelen af alle guder jo gør" Fortalte han, uden at vide om Delia interesserede sig bare det mindste. Det var jo heller ikke fordi han havde fundet ud af noget fuldstændigt nyt, det meste havde han læst før, men nok bare glemt igen. Han hævede sig sværd og så mod hende, klar på at modtage hende, hvis hun skulle gøre et udfald mod ham.

Delia smilede varmt til ham. Den her gang var det hendes tur til at rødme, en ting hun ikke ret tit gjorde. Hun blev ikke ret tit genert eller flov, men når han nu en gang roste hende som han lige gjorde kunne hun ikke ligefrem bare slå det hen. Hun respekterede ham på en anden måde end andre, noget hun ikke helt selv kunne forklare, men det gjorde også bare at ros fra ham betød noget andet end fra andre. "Tak. Et anderledes grundprincip, tror jeg." De fleste i lejren troede for det meste vold kunne løse alt muligt. Hun forstod det ikke, vold og ødelæggelse havde aldrig fået nogen til at have det bedre, så hun dyrkede det ikke. 
Hun lo kort over hans forsvar. "Hvis jeg faktisk havde været bange, havde min reaktion været mere imponerende end det," forsikrede hun ham. Hendes blik ændrede sig kort til forvirring. Havde han ikke været bange for at komme til skade med det skarpe sværd? Men hvis han nu søgte udfordringer var det trods alt et godt sted at starte. Hun nikkede bare som accept og smilede så inden hun løftede sit sværd for at slå ud imod ham. Hun svingede mod ham fra højre, men med en afstand der gjorde sværdet ikke ville ramme ham hvis han ikke nåede at blokerer. Det faldt hende slet ikke naturligt at slå ud imod nogen, så hendes slag var ikke så stærkt og velplaceret som hendes parader, men det var der trods alt. 
Hans snak om sin far fik hende lidt ud af den nervøse situation hun stod i. Det gjorde hende oprigtigt glad, for han havde snakket om at han ikke huskede ret meget om sin far sidst de talte. Hun lyttede interesseret til det han sagde og nikkede en smule, tøvede inden sit næste slag. "Er du så begyndt at lægge mærke til nye evner?" spurgte hun nysgerrigt. "Jeg vidste ikke det med vinrankerne før min far fortalte mig om det. Det er selvfølgelig en ret stor fordel at kunne tale med ham, men hvis jeg ikke havde været bevidst om vinrankerne kunne kontrolleres, havde jeg aldrig tænkt på at afprøve det." Hun tog bedre greb om sværdet for igen at svinge det mod ham, denne gang skråt nedefra og op, fra venstre til højre. "Nu ved jeg ikke noget om Eros' evner." Hun snakkede kort imellem sine slag, og rettede denne gang slaget fra højre og ned af. "Men har du afprøvet noget i forhold til nye evner? Det kunne være så spændende hvis du fandt ud af noget nyt." Hun smilede til ham, og flakkede kort med øjnene fra sværdene til hans øjne, inden hun fortsatte sine slag mod ham, der blev en smule mere sikre, men stadig ikke virkede som om hun faktisk mente dem. De ville klart kunne gøre skade, men selv hvis hun stod foran en fjende og slog som hun gjorde nu, ville de i hvert fald ikke dræbe. Forhåbentligt kunne samtalen gøre Nolan mindre opmærksom på hendes halvhjertede slag.

Han drejede sværdet, så det ville blokere hendes slag. Da hun havde et større våben, kunne det både slå stærkere og værre sværere at blokere, men kunne samtidig være dårligere for modstandere, som denne blev langsommere eller hvis de ikke kunne bruge det ordentligt. Han var dog kun glad for at hun ikke ligefrem pressede på eller slog for hårdt, for han ville bare træne bevægelserne, ikke blive skadet. 
"Jeg har aldrig snakket med min far. Måske har han for mange børn, til at han gider eller også har han bare one-nights og gider ikke bruge tid på os bagefter" svarede han med en stemme, der fortalte at hans far kunne være ligegyldig. Han ønskede ikke at snakke med manden, guden...Whatever! 
"Faktisk fandt jeg ud af at han ikke bare gør folk opstemte, men også er hård og kan bringe lige så meget sorg. Så jeg har ikke rigtig haft lyst til at udforske den del yderligere. Måske har jeg en evne der minder om din?" Foreslog han en smule halvhjertet.  
"Jeg er næsten sikker på det må være noget med pile. Han er kendt for sine pile og Felix er god til det...Jeg ved godt det ikke beviser noget, da vi kan være født med forskellige evner. Men...Jeg føler det bare" Fortalte han og håbede hun forstod. Han blokerede flere af hendes sværd og det gav en pause i snakken, som han fokuserede på at bevæge sig rigtigt og blokere hende optimalt. Der var en gang, hvor han faktisk ikke vidste hvordan han skulle blokere hende ordentligt, men der sprang han bare et skridt bag ud og var hurtigt til at komme det skridt tættere på igen, så de kunne fortsætte. 
"Men...Jeg har ingen ide om hvordan man finder ud om man har en ny evne" tilføjede han så med et lille smil.

Heldigvis var han ret hurtig til at tage hendes slag, så hun blev mere tryg omkring det at gå til angreb på ham. Ikke at hun nød det, men hun blev mere modig i hvert fald. Hun nikkede forstående til hans udsagn om Eros. "Forståeligt. Det er heller ikke altid fedt at have sin guddommelige forældre over sig." Hun smilede lidt. Selvfølgelig følte hun sig pervilligeret og heldig, at hun kunne søge råd og hjælp ved sin far, og hun vidste han elskede at bruge tid med hende og hendes søskende, men det var stadig ikke rart at en gud - en gud - havde forventninger til én. 
Delia tøvede kort og sænkede sværdet en centimeter eller to da han snakkede om de negative sider om Eros og mindede hende om hendes evne. Det var ikke emne hun var ret glad for, men hun skubbede det lidt på afstand og fortsatte det der trods alt havde gang i. "Vi arver vist alle sider af vores forældre, ikke kun de sjove." Hun smilede til ham, og fik igen sit fokus tilbage på træningen. Hun kunne have ondt af sig selv senere. 
Hun nikkede opmuntrende da han talte om pile og sin lillebror. "Dionte kan sætte folk i ekstase ligesom mig, så hvorfor skulle du ikke også have en evne med bue og pil?" Hendes smil lyste oprigtigt op af glæde på hans vegne. Hendes udtryk ændrede sig dog et øjeblik til en mere undskyldende mine, da et eller andet gik galt og han måtte hoppe tilbage. Hun stoppede sine slag og holdt sværdet stille. 
"Du finder aldrig ud af det ved at kæmpe med sværd i hvert fald, det er helt sikkert. Hvor meget tid bruger du på bueskydningsbanen? Det er nok mere dit sted hvis det er pile du skal ramme med." Hun så på ham med hovedet let på skrå. "Hvorfor ikke afprøve det nu? Jeg vil gerne med, hvis jeg må? Det kunne være sjovt! Ligesom en skattejagt." Hun hoppede stort set på stedet, som altid når hun blev bare en smule ivrig. Der var ikke meget hun kunne hjælpe ham med, men hvis han gerne ville finde flere evner, ville hun med glæde være der og gøre hvad hun kunne for at han fandt frem til dem. Hendes øjne glimtrede næsten af forventning og en form for barnlig fascination af nye ting der skulle afprøves.

Han trak lidt på den ene skulder. 
"Jeg ved ikke engang om han til tider kigger forbi eller ej. Men...Jah, det kan vel både være godt eller skidt, går jeg ud fra" svarede han roligt. Emnet var en smule ubehageligt, men samtidig følte han at han kunne snakke med Delia om det. 
Åh, så Didi kunne sætte folk i ekstase? Det sagde hun ikke! Han vidste dog godt at det scenarie og deres evne intet havde med hinanden at gøre, alligevel kunne han ikke lade være med at gøre lidt grin med det, for sig selv. Han ville ikke sige et højt, sidst han havde misforstået hende, havde det virket underligt og der var ingen grund til at risikerer det igen. 
Han stoppede også op og kradsede sig i håret med den ledige hånd. 
"Jeg har aldrig skudt med bue og pil? Eller jo...En pil eller to, men altså..." Indrømmede han en smule skamfuldt. Han var virkelig en klovn på det punkt, våben havde aldrig tiltrukket ham. Han vendte sig halvt og så over mod bueskydningsbanen. Nu de var ved det. Han mærkede spændingen sprede sig i hans krop, men om han var spændt på at opdage noget nyt eller Delias iver smittede, vidste han ikke. 
"Okay, lad os give det et forsøg" medgav han så og gik over mod banen. på vejen satte han sit træningssværd på plads, så han ikke skulle tænke over det senere. Hvad hvis han faktisk havde en ny evne, der ventede på ham? Og hvad hvis han ikke havde? Han vidste ikke om han håbede eller ej, for der var altid en risiko for at blive skuffet igen.

Hun smilede til ham og nikkede alligevel opmuntrende. Det at han ikke havde prøvet det så meget før var jo kun perfekt. Hvis han så fandt det let eller kunne et eller andet vildt, så var det ret sandsynligt det var en evne. Hun kunne næsten ikke vente. Hun regnede ikke selv med at have flere evner, så hun ledte ikke, men det var helt spændende at hjælpe en anden med at lede. "Fedt!" udbrød hun energisk og glædesfuldt da han ville give det et forsøg. 
Delia stillede også sværdet præcis som ham. Hun gad ikke slæbe det med sig for ingenting. Hun trak også det hårde læder om hendes brystkasse af og lod det dumpe ned ved siden af. Det var ikke fordi det var en livstruende begivenhed at se nogen skyde med bue og pil, så hun overlevede nok uden beskyttelsen rundt om hendes overkrop. Resten lod hun dog blive sidende, det irriterede ikke hendes bevægelsesfrihed eller trykkede mod hendes krop. 
Hun hoppede mere end hun gik da de begav sig over imod bueskydningbanerne. "Hvordan fandt du egentlig ud af du havde det evne du har? Jeg mener, det er ikke noget man sådan lige opdager, er det? Jeg opdagede ikke det med ekstasen før min mor sagde til mig at det var det jeg gjorde." Hun så nysgerrigt på ham, oprigtigt interesseret i at lære mere om ham. Hun havde nydt deres samtale sidst, og var derfor også ret åben for at fortælle om sig selv og spørger ind til ham. Han gjorde det bare lettere at tale og sige hvad hun tænkte. Det føltes ikke som om han dømte hende, og det kunne hun sådan set meget godt lide.

Også han nød sin samtale med Delia, der faldt nem og åbent. Det var rart at tale med en, der så ham som andet end en satyroman og ballademager. 
Selv beholdt han sit læder på, han havde slet ikke overvejet at tage det af, men måske skulle han også bare vænne sig til at bevæge sig rundt i det og måske skyde med bue og pil i det. 
"Åhr...Deet..." Han kradsede sig på halsen. 
"Jeg har faktisk altid haft den. Både jeg selv og min mor troede det var helt normalt. Du ved, nogen er jo bare mere charmerende og overtalende end andre. Det var først da jeg kom til lejren, at nogle af lærerne gjorde mig opmærksom på det. De er åbenbart van til at overvåge elever eller blot beboere her, for at se om de har en skjult evne de ikke kender eller noget...I hvert fald blev jeg også selv mere opmærksom på den. En af lærerne trænede med mig, til jeg havde lært at styre den nogenlunde...Det har de vidst fortrudt siden" Fortalte han, ikke uden et stort smil. I starten havde han bare gjort det automatisk, det var fantastisk hvor svært det bagefter var at bruge den fuldt bevidst. Men det var lykkedes og han havde siden brugt den til at undgå timer og pligter. Sikkert til lærernes store ærgrelse. 
"Dog har den begrænsninger. Store følelser eller hvis folk er virkelig stædige eller viljestærke, de giver mig problemer. Desuden virker den bedst hvis jeg er tæt på folk, aller bedst med øjenkontakt og ofte virker den kun i nogle minutter. Bagefter aftager den lidt efter lidt og folk kan blive helt forvirrede" Han trak lidt på den ene skulder. 
"Dog opdager de fleste det ikke rigtig. De tror bare det var helt normalt" Han rakte ud efter en bue, trak prøvende i den. Sådan gjorde han med et par stykker, til en af dem virkede til at have både den rigtige størrelse og stramhed. Ikke fordi han vidste så meget om det, men han havde set andre gøre det og snakke om det. Derefter tog han et kogger med pile i og stillede sig hen på en ledig bane, hvor der var nogle mål, alle med forskellige afstand til ham. 
"Well...Here goes..." Han smilte svagt til Delia, før han trak en pil fra koggeret, han blot havde lagt ved siden af sig. Han stillede sig med siden til og lagde pilen på buen, før han trak tilbage. Han havde jo lært det basiske, så han prøvede at huske det og efterleve det. Så slap han...
Og den første pil fløj måske en 10-15 meter, før det borede sig direkte ned i jorden. Han slog let ud med armene. 
"Nåe ja, alle starter vel et sted?" drillede han. 
"Hvordan opdagede du dine?" spurgte han så, da han tog en ny pil op. 

Hun lyttede, og hun flyttede ikke sine øjne fra ham, ikke engang for at se hvor hun gik. Hun havde det bedst ved at se på dem hun talte med, og hun følte også hun hørte bedre efter hvis hun var fokuseret på ham. Det var ikke noget hun skulle tvinge sig selv til ved ham, men ved nogle andre skulle hun. 
Et eller andet sted fandt hun hans fortælling ret charmerende, ironisk nok. Det var sjældent man mødte halvguder der var så ydmyg omkring deres evner, og så var det også en smule kært han havde brugt den uden at vide det. På den anden side var han ret charmerende i sig selv, så hun forstod godt han nok ikke havde lavet en sammenkobling mellem noget guddommeligt og dét. "Tja, men at få øjenkontakt eller komme tæt på nogen virker ikke til at være svært for dig. Og du behøver vel ikke mere end et par minutter? Jeg mener, du virker ret god til at være charmerende. Hvis det ikke lyder super underligt." Hun smilede stort til ham, og var helt ærlig. Han var charmerende, og selvom hun ikke rigtigt lagde noget i det, lagde hun jo mærke til det. Man skulle være en del socialt inkompetent hvis man ikke skulle synes han var bare en smule charmerende. 
Hendes blik fulgte hans inspektion af buerne. På det punkt kunne hun ikke hjælpe. Hun anede ikke ret meget om buer og pile, så hun så bare på og regnede med at han vidste hvad han lavede. Det var stadig spændende at se ham og hun nikkede opmuntrende da han ville affyre den første pil. Hendes øjne fulgte den, og selvom den ikke ramte skiven, så var det stadig bedre end hvad hun havde formået. "Første gang jeg skød, første gang overhovedet, landede pilen bag mig. Jeg skød frem af." Hun lo lidt og trak på skuldrene, man kunne ikke være god til alt. "Du skal sikkert bare have fornemmelsen i hænderne først!" opmuntrede hun, og gav endnu et ivrigt hop. 
Hans spørgsmål fik hende til at stå stille. Hun måtte kort tænke over det, det var længe siden. "Som sagt, min mor fortalte mig det med ekstasen. Hun lagde mærke til at hver gang jeg sang eller spillede til fester, blev folk fuldstændig... De var ret langt ude. Hun lagde mærke til det fordi hun trods alt vidste hvem min far er, så hun sendte mig hertil for at jeg skulle lærer at kontrollerer det så jeg ikke gjorde alle mine venner helt sære." Hun grinte lidt og så over på ham. Hun tog ikke sin fortid så tungt, det havde ført hende hertil, trods alt.
"Vinrankerne var mere tricky. Min far havde talt med nogen af os omkring det med evner, og han havde nævnt vinrankerne. Jeg opdagede det en dag jeg havde noget bedre at lave. Jeg sad i hytten, vi har et par vinranker voksende, og jeg prøvede at se om jeg kunne få dem til at bevæge sig, ligesom på film. Der skete ikke noget den første tid. Der gik sikkert en halv time før de faktisk bevægede sig i den retning jeg ville have. Jeg har arbejdet med det siden, min far har hjulpet, og nu føles det som en helt naturlig del af mig." Og så var der den sidste evne. Men humøret var så godt, og hun følte ikke for at ødelægge stemningen med dén historie, det var til en mere privat atmosfære og uden en masse der kunne se og hører hende. Hun skulle nok svare hvis han spurgte, men håbede han forstod at hun ikke havde så stor en lyst til at fortælle, ikke lige nu. Hendes øjne rettede sig i stedet imod hans pil, bare så hun ikke kun se skuffelsen hvis han havde håbet på dén historie.

Han grinte lidt. 
"Sandt, jeg er ret udadvendt" bekræftede han. Og det var jo også en af grundene til at han ikke havde opdaget sin evne, før han var kommet her. Hvor mange gange han havde  lokket venner, uvenner og familie til ting de ikke ville? Det vidste han ikke. Om han var blevet forkælet? Lidt. Så længe den tid var, altså. Hans blik gled over til pilen og han tænkte at han nok skulle sigte lidt længere opefter næste gang, hvis den skulle nå længere. Han så på Delia, da hun fortalte om sine evner. 
"Du havde i det mindste en fordel. En far der kunne snakke med dig om det. Jeg tror ikke engang min mor rigtig vidste hvem min far var, andet end bare en eller anden skøn mand. Hun sagde tit jeg havde arvet hans gode udseende" Han trak let på den ene skulder, men for en gangs skyld smilte han, mens han huskede sin mor. Selv om savnet borede et evigt hul i hans hjerte. Han trak vejret dybt og tog sigte igen, men denne gang justerede han sit sigte. Han slap og denne gang ramte pilen da bunden af den forreste målskive. Han følte intet specielt ved det, det var bare som at skyde helt almindeligt med bue og pil. Måske skulle han tage Felix med næste gang og se om han gjorde noget anderledes? 
Han tog en ny pil og koncentrerede sig igen om at skyde den af sted. Han var ret ligeglad med en af Artemis' børn, der stod på banen ved siden af ham og ramte lige i plet hver gang. Den ramte kun lidt højere, men mere ude i den ene side. Han sænkede sine arme og så over på Delia igen. Han vidste ikke helt om der var fremskridt eller ej. Og han frygtede lidt at hun kede sig. 
"Det er nok også noget jeg skal arbejde med. Jeg bliver næppe verdensmester lige nu. Er du sikker på vi ikke skal prøve noget andet?" foreslog han så endelig. Han havde forstået hun ikke ville snakke om sin ubehagelige evne, det havde hun sagt før og hun så aldrig særlig glad ud, når hun snakkede om den. Så han spurgte ikke ind til det. 
Og hvad angik hans egen evne? Han havde en fornemmelse af han måske var på rette vej. Men samtidig virkede det som om dette ikke helt var det. Han så ned på buen og kunne ikke rigtig forklare det. 

//OOC: Har den bedste ide til en ny evne til ham! Men selvfølgelig kommer den ikke bare lige pludselig, og skal lige skabe den rigtige situation til at den kan "spire" - Bare så du er med xD

Delia nikkede roligt og måtte give ham ret. Det var en stor fordel at have sin far i lejren, han var trods alt vant til at være gud og vidste hvordan man gjorde tingene. Det var også ham mere end lærerne der havde lært hende hvordan man brugte sine evner, og hvordan man ikke gjorde. Hun lyttede helt sikkert også mere til sin far end de lærere der nu prøvede at proppe alle mulige formaninger over hende. 
"Min mor snakkede aldrig meget om min far da jeg boede med hende. Jeg har ikke set hende siden jeg kom hertil. Jeg tror aldrig rigtigt hun var ret stolt af mig. Ikke som person, men fordi jeg mindede hende om min far." Hun trak lidt på skuldrene og var egentlig okay med det. Hun hørte til her i lejren, ikke hos menneske og ikke hos sin mor, så det var okay for hende. Desuden var hendes forhold til hendes far allerede meget bedre end det havde været med hendes mor. 
Hendes øjne blev igen låst fast på de pile han skød af sted. Hun lagde hovedet på skrå og trak øjebrynene lidt sammen. Det var heller ikke ret motiverende for Nolan at der stod nogen ved siden af der ramte plet, men måske var hans evner ikke som hans lillebrors. Der måtte også være andet Eros' sønner kunne, måske var det bare ikke kreativt nok tænkt af dem? Hun anede det ikke. 
Hun nikkede til ham, igen med øjnene rettet ind i hand. "Selvfølgelig! Jeg synes vi skal prøve alt vi kan komme i tanke om. Så hvad ellers? Kærlighed? Skabelse? Hvad tænker du på?" Hun smilede spændt og var igen tilbage i iveren og spændingen omkring at skulle lede og prøve at finde hans evner var tilbage. Nu havde han selv en bedre fornemmelse af sig selv og hans sammenkobling med sin far, så han kunne nok bedre komme med forslag end hende.

//OOC: Yes, helt i orden! Jeg er helt frisk, lead the way x3

Han så lidt på hende, en smule forundret. Han havde ment om de skulle træne noget andet eller bare helt lave noget andet, men hun havde misforstået ham og gået ud fra de skulle afprøve noget. Han lod hånden glide igennem hans kort, brune hår, mens han så sig omkring et øjeblik. Da der ikke var fare for at nogen ville skyde ham, gik han ind og hentede de pile han havde brugt, så han kunne stille tingene på plads igen. Det var sjovt at skyde med bue, så måske ville han øve det noget mere senere. 
"Savner du aldrig livet uden for lejren?" spurgte han nysgerrigt, efter den måde hun havde skubbet det hele væk, som om det intet betød. Personligt vidste han ikke helt hvad han foretrak. Mest ville han måske bare gerne have sin mor var levende igen, men han kunne jo ikke bare rejse til Hades og forlange det. 
Igen gled hans øjne rundt og han trak let på skuldrene. 
"Jeeg...Ved det ikke." Han havde svært ved virkelig at koncentrere sig. Ikke bare fordi Delia var der, men også fordi der var så mange andre der. Han bed sig let på indersiden af sin læbe, noget han sjældent gjorde, men mest når han følte sig splittet. På det sidste havde han tænkt lidt for meget på sin far, han havde læst op på ham og endda delt nogle ord med Felix omkring det. Han havde trænet og der var et eller andet...Et eller andet der rumsterede i det bagerste af hans hoved. 
"Jeg vil lige prøve noget. Men...Her er for mange folk. Jeg har brug for at kunne koncentrere mig" Meddelte han så og så på Delia, efter et øjeblik i stilhed. 
"Skal vi gå lidt væk? Vi kan altid vende tilbage hvis du gerne vil træne noget mere?" foreslog han prøvende.

Hun så undrende på ham da han så forundret ud. Måske havde hun ikke forstået ham rigtigt, men hun ville virkelig gerne hjælpe ham, og hun syntes det var helt spændende at lære noget nyt, ikke kun om ham, men også Eros og evner. Måske var hun nogle gange lidt for meget fokuseret på sine egne tanker. 
Hun rystede mildt på hovedet over hans spørgsmål. "Ikke rigtigt. Jeg savner et par venner, men jeg er mere fri og mere mig her. Jeg mener.. Hvor mange byer kan du gå uden sko i?" Hun så kort ned på sine fødder og smilede så op til ham. Ikke mange byer var ret lækre at rende rundt i uden sko, og hendes jordforbindelse ville blive forstyrret hvis hun skulle have sko imellem hende og elementerne. Ikke en særligt tiltrækkende tanke for hende. "Uden for lejren er jeg en freak. Her er jeg hjemme, jeg har mine søskende og min far. Jeg hører til her. Jeg har ikke lyst til at forlade lejren." På et tidspunkt ville hun nok forlade den, man kunne vel ikke leve her hele livet. Hun håbede nu der ville gå lang tid, hun havde ikke lyst til at være alene og udenfor igen. Desuden havde hun ting hun skulle have styr på inden, og det kunne tage tid. "Desuden er min mor flyttet og har fundet en ny mand. Jeg har ikke noget at vende tilbage til." Hun trak kort op i den ene mundvig, i et halvt smil, ikke helt glad for lige den detalje, men det var også en del af hendes begrundelse for at blive. 
Hans forslag om at finde et andet sted var hun heller ikke langsom til at acceptere. Hun havde ikke brug for at træne mere, det her var også langt mere spændende, og så var tid med Nolan noget af det bedste, så der var virkelig ingen grund til ikke at sige ja. "Ja! Jeg er frisk. Hvor vil du hen? Er din hytten for levende?" Hun smilede forventningsfuld, og bevægede sig glædeligt væk fra bueskydningbanen, spændt på det næste der ventede. Hun undrede sig over hvad han mon ville prøve, men det lød spændende. 
"Jeg vil gerne hjælpe hvis jeg kan, bare sig til hvis jeg skal gøre noget." Nu kunne hun ikke lige forestille sig hvad hun skulle kunne gøre for ham, men han skulle vide han havde muligheden for at bruge hende. Hun smilede, og hendes hår svingede en smule mens hun gik imod hvorend han nu ville hen, med mindre han ikke var gået med.