Her af alle steder - Nolan

Delia smilede kort over hans berøring og blev faktisk glad af en eller anden grund. Hun frostod ikke helt det hele, hvad hun følte, hvad der skete, hvor alt det her kom fra. Men nogle gange var det ikke meningen man skulle forstå alt, det havde hendes mor lært hende. Det havde nok mest været for hun ikke skulle stille spørgsmål ved hendes halvgude kræfter, men hun havde taget det med sig, det var et godt råd. 
Ude i køkkenet fandt hun et stort glas og fik det fyldt med koldt vand. Selv hvis han sov når hun kom tilbage, ville han blive glad for det når han vågnede, trods alt. Hun gik tilbage til ham med glasset, men stoppede op da han lignede en der sov. Uden at tænke over det smilede hun, mens hun overvejede om hun skulle flytte ham eller bare lade ham ligge. At flytte ham ville kræve noget besvær, og det ville ikke være specielt behageligt for nogen af dem. Og hvor længe kunne han sove? Ikke længe nok til at gulvet ville kunne gøre nogen skade på ham. Så hendes valg faldt på at lade ham blive liggende. Det var nok mest det han havde brug for, i modsætning til at blive slæbt gennem hele hytten. 
Hun gik hen og satte sig ved siden af ham med vandet. Hun havde ikke tænkt sig at lade ham blive liggende for sig selv, hun skulle nok blive her. Og på en eller anden måde virkede det næsten lokkende at lægge sig ned ved siden af ham. Var det at udnytte en stakkels fuld person? Nu havde de jo sovet sammen før, så det ville ikke være noget hun ikke ville gøre hvis han var ædru. Og ville det ikke også være den bedste måde at holde øje med alt var som det skulle være?
Hun satte glasset på gulvet, et stykke væk så han ikke kunne vælte det ved et uheld, og lagde sig så ned ved siden af ham. Hun hvilede sit hoved imod sin ene arm med ansigtet vendt imod ham så hun stadig kunne se på ham. Jo, hun følte sig en smule creepy, men der var jo intet ondt ment i det. Hun lå ikke helt kropstæt, men nok til hun kunne mærke hans tilstedeværelse ved siden af sig. Det var et trygt, hyggeligt øjeblik, og hun lukkede selv øjnene for bare at nyde det. 


//Så, vi kan vel enten slutte det her eller springe i tiden? ^^ 

//Spring...Har lige en ting mere xD

Han vidste ikke hvor længe han havde sovet, kun at han endnu følte sig ør i hovedet, hans mund var svulmet og tør og hele hans krop værkede, som om han havde deltaget i et maraton. Et af dem hvor man også skulle cykle, svømme, skyde og alt mulig andet!
Hans tunge gled rundt i den tørre mund i håb om at få gang i spytproduktionen igen, men det eneste der kom var noget tykt og med en dårlig smag, som han prøvede at synke, hvoraf en fornemmelse af at blive kvalt var takken. Han hostede svagt for at rydde halsen og drejede prøvede hovedet.
Hvor var han? Han var lidt forvirret over at ligge på gulvet og huskede ikke rigtig hvordan han var endt her. Han huske få billeder, få ord. Så kom han i tanke om de havde været nede i kælderen og han havde smagt den gode vin. Et lille smil gled over ham, før han drejede hovedet over mod Delia, hvor han fornemmede hun lå. Lidt efter fik han øje på glasset med vand og selv om hans hoved dunkede noget så forfærdelig ved hver en bevægelse, rakte han alligevel ud efter det og satte sig lidt op, så han kunne drikke det uden at drukne samtidig. Han stoppede ikke før hele glasset var tomt og hans mund ikke længere så tør. Blot at drikke et glas vand hjalp ufattelig meget! Oftest var en liter is og et glas varm kakao, foruden en banan, den perfekte kur mod tømmermænd. Sukker, salt og vand.
"Åhhr..." han rømmede sig lidt, da hans stemme truede med at forlade ham.
"Ahmr! åha...undskyld...Jeg ved ikke helt..." Han så over på Delia med nogle øjne, der ikke nød lyset der kom ind fra vinduerne omkring dem. Havde nogen set ham ligge her som en anden idiot?
"...Jeg blev vist...Fuld? Og jeg tror endnu ikke det er helt væk..." kommenterede han prøvende, men han vidste faktisk hverken hvor han skulle starte eller slutte.

//Haha, ok!

Delia var blevet liggende med øjnene lukkede. Hun havde ikke en klar tidsfornemmelse, men hun havde ikke hørt sine søskende komme tilbage, så det kunne ikke være fordi det var vildt sent. Der var måske gået en times tid da han begyndte at bevæge på sig. Hun blev egentlig liggende, selvom gulvet ikke var det mest behagelige. Bare den smule nærvær der var i at ligge der ved siden ham, var nok til hun ikke havde lyst til at flytte sig. 
Da han satte sig og rakte ud efter vandet, åbnede hun øjnene og så efter ham. Hun var glad for hun havde hentet vandet, for han lignede en der var ret glad for det var der. Hun smilede varmt, inden hun trak sig op og sidde og så over på sig. Hendes muskler var ømme fra at ligge på trægulvet, men det ville snart gå over. Han virkede en smule omtåget, men hun var ikke overrasket. 
"Du har ikke noget at sige undskyld for, Nolan." Hendes stemme var helt blød. Hun strakte sig en smule for at få sine ømme muskler lidt igang, og få dem til at holde op med at klage. Så søgte hendes brune blik ham igen, helt naturligt, han var den eneste anden i rummet, og så var hun interesseret i at høre hvordan han havde det efter vinen. 
"Hvordan har du det nu, så? Du gik ud hurtigere end jeg kunne nå og være tilbage med vandet." Hun smilede, men ikke hånende. Hun fandt det stadig bedårende at han havde været så træt og så omtåget. Derudover var det imponerende han havde taget det så pænt, en vin med så høj procent og der til med var magisk. Det var i hvert fald noget der var værd at prale af.

Han stillede det tomme glas på gulvet og så over på hende. En snert af dårlig samvitttighed, for åbenbart at få hende til at ligge på gulvet, ramte ham. I det mindste var det ikke noget de ville dø af...Men han kunne i det mindste have fundet et gulvtæppe?
Han blinkede lidt og smilte svagt til hende.
"Forfærdeligt. Hovedpine, mest af alt..." Han tog sig til panden og gned den lidt.
"Men det smagte godt, så jeg fortryder ikke. Dog må jeg desværre nok snart sige tak for i dag og gå hjem for at sove. Som jeg har det lige nu, er der ikke meget ved at være vågen" fortalte han ærligt. Han sad et øjeblik og bare nød det, at hun faktisk havde givet ham lov og tilmed havde lagt på gulvet ved siden af ham. Pludselig kom han i tanke om noget.
"Nåe ja...Felix har inviteret mig med hjem til Frankrig. Vi rejser om 10 dage og jeg ved faktisk ikke hvor længe vi er væk. En uge eller to, gætter jeg på..." Det gik op for ham at han faktisk ville savne hende, ud over at han var nervøs for at skulle forlade lejren for første gang i 10 år.
"Så du må klare dig lidt uden mig" smilte han til hende og gjorde tegn til at han ville prøve at rejse sig. Det var vel også tid til at han trak sig tilbage?
"Men tak for at jeg måtte smage" tilføjede han.

"Det er jeg ked af at høre." Hun trak den ene skulder lidt op som en undskyldende gestus. Hun havde godt nok ingen anelse om at det ville påvirke ham sådan, men det var stadig lidt hendes skyld at han havde det dårligt, og derfor havde hun også en smule dårlig samvittighed. Hun nikkede også en smule til ham, som tegn til at det var en rigtig god ide at komme hjem og få noget søvn for ham. Det måtte slå hårdere end han ville indrømme. 
Hendes udtryk bar kort præg af at hun ikke var glad for nyheden om at han skulle rejse. hurtigt prøvede hun at skjule det i et smil og overbevise sig selv om at det var fint, det var kun et par uger, det var jo ikke fordi han var væk forevigt, og hun havde jo andre venner. Alligevel gjorde det hende en smule sørgmodig at han skulle rejse. Og Frankrig var ret langt væk. Men hun tvang et smil frem. 
"Det lyder rart. Men jeg vil savne dig." Normalt ville hun nok ikke have sagt det så direkte, men det var altså rigtigt, og det måtte han gerne vide. Hun ville savne ham. Og Dionte ville være yderst utålelig den tid, det var hun slet ikke i tvivl om, og uden Nolan havde hun ikke en der forstod hende på samme måde. 
Hun kom på benene og hjalp ham op, ikke fordi han ikke kunne selv, men bare fordi det ville være nemmere for ham. Hendes udtryk blev lidt mildere nu de var tæt på hinanden igen, og hun gav ham et vip med hovedet som om det ikke var noget at snakke om at hun havde brudt reglerne for at lade ham smage vinen. 
"Skulle det være en anden gang. Intet problem." Hun havde givet slip nu han selv kunne gå, og samlede i stedet det tomme glas op så hun kunne få det på plads. Hun så imod hoveddøren, og var faktisk glad for de havde haft mulighed for at være alene. "Jeg håber det er bedre når du vågner igen." Hun smilede op til ham og drejede glasset lidt i hænderne.

"Det er ikke din skyld" forsikrede han og så lidt på hende. Han havde ladet hende hjælpe sig op, men nu stod de her, foran hinanden. Selv om hans hoved langsomt, men sikkert, prøvede at slå ham ihjel, havde han ingen lyst til at gå. Godt nok var der nogle dage til han skulle rejse endnu...Men stadig.
"Jeg vil også savne dig" fortalte han, men lignede stadig ikke en der var på vej til at gå. Til sidst nåede det et punkt hvor det selv for ham virkede lidt akavet. Så han valgte, nu hvor hun havde været så direkte...selv at være lidt direkte. Derfor gled hans ene hånd op og lagde sig mod hendes ene skulder, da han gik helt tæt på hende. Måske var hun ikke klar til det, men så måtte hun skælde ham ud. Forhåbentlig ville hun kunne tilgive ham så...Og måske kunne han give tømmermændene skylden, hvis det gik helt galt? Hans hjerte slog hårdt, da han lænede sig frem. Han var klar over han nok ikke havde den bedste ånde, så han gjorde alt for ikke at trække vejret mod hende, da han i en blid gestus lod sine læber møde hendes - medmindre hun havde trukket sig væk.
Om kysset var langt eller kort vidste han faktisk ikke, men han trak sig snart tilbage igen, da han ikke vidste om han havde krydset grænsen. Om ikke andet ønskede han ikke presse deres voksende venskab og derfor slap han hende også. Med et lille smil, der halvt om halvt indeholdt en undskyldning, vendte han sig for at gå mod døren.
"Men øhm...Vi ses!" han prøvede at lyde som om kysset var det mest normale. Men netop fordi det var hende, var hans indre i stort oprør.
"Jeg holde øje med en souvenir til dig!" lovede han, inden han forsvandt ud af døren. Han huskede sin læderrustning til træning, da han gik over mod sin egen hytte, ikke uden at lille smil midt i hans pinsler.

//Out

Hans ord gjorde det af en eller anden grund lidt mindre forfærdeligt. Det var vel ikke en særlig sød ting at glæde sig over nogen ville savne en, men det gjorde hende altså glad. Så betød hun da noget for ham, måske endda lige så meget som han betød for hende. Det var den del af det som gjorde hende glad. 
Hun blev dog langt mere opmærksom på ham da han lagde en hånd imod hendes skulder. Hendes blik flakkede kort mod hans hånd, men søgte så hurtigt hans blik. Det var ikke fordi hun var bange, slet ikke sådan set. Men hun var opmærksom, for det her var nyt. Han gjorde tilnærmelser, så meget vidste hun da, og det gjorde hende ikke det mindste, for den her gang var hun mere forberedt. Faktisk havde hun lidt håbet på det den her gang. Derfor gled hendes øjne også roligt i da deres læber mødtes, og hun nød øjeblikket. 
Det var virkelig også kun et øjeblik, for før hun rigtigt kunne nå at gøre mere, trak han sig væk og virkede til at skulle skynde sig videre. Hun smilede roligt over ham og nikkede bare, ret målløs over hvad der lige var sket. Hun blev også bare pænt stående da han fik sig fumlet ud af hytten, og hun rystede lidt på hovedet over ham. Han opførte sig som om han var bange for hun skulle bide. Langt fra. 
Selv da han var væk smilede hun for sig selv, det ville sikkert tage nogle dage før hun holdt med at smile igen.

//Måtte lige svare som afrundingen ^^