You're good, you must just believe in it first. ~ Jace_

Tid: 14.45
Sted: På bueskydningsbanen.
Omgivelser: Buer, andre halvguder, pile der flyver i luften og flere andre diverse ting.
Vejr: Diset, men alligevel ret varmt.
Dag: Torsdag.
Årstid: Forår.
Påklædning:



Det var diset, og der var larm i Jazmynes omgivelser. Det var ret varmt, men det var måske fordi, at Jazmyne var varm inden i. Hun havde trænet meget, og havde nået alle sine mål undtagen det sidste. 50 meter væk. Hun havde ramt forkert 4 gange mindst, og det irriterede hende grusomt. Hun kunne nærmest høre alle de andre grine af hende fordi hun var så dårlig. Men hun kunne godt ramme, det var hun skabt til. Athene ville have været stolt.
"Jeg vil gøre alt for at gøre hende stolt." mumlede Jazmyne og skød pilen afsted. Den fløj hurtigt igennem vinden, og den kunne lige anes. Det var en fornøjelse at kigge på. Indtil den ramte skiven. Hjertet hos Jazmyne frøs bare fast som is, og det skete lyn hurtigt. Hun begyndte lige så stille at gå hen til skiven, som stod 50 meter væk fra hende. Da hun nåede hen til skiven kunne hun ikke lade vær med at smile. Hun kunne næsten proppe et æble ned i hendes smilehuller fordi de var så dybe. Det tydede kun, at Jazmyne ikke havde smilt sådan i rigtig lang tid.

Påklædning: Clik

Jonathan Christopher, eller Jace som folk nu engang kaldte ham var ankommet til lejren for nogle få timer siden. Han havde endnu ikke fået mulighed for at snakke med nogen elever og skulle først påbegynde sin undervisning ugen efter. Han var dog kommet i god tid, for at nyde sine omgivelser inden han gik i gang med at undervise. Det skulle nok blive sjovt, og han glædede sig til både undervisningen og at være i lejren igen. Han havde snakkede med nogle af de andre lærer og havde mødtes med hans tidligere lærer som alle heldigvis var glade for at se ham, de mente at han nu var moden og anderledes, men de tog nok fejl. Efter at have pakket ud og skiftede tøj havde han forladt sit værelse og gået rundt i lejren. Hans blik gled rundt hvor han ubevidst satte sig i bevægelse imod skydebanen. Snart var han derhenne, og det var ikke så lidt blikke der fulgte ham for han var jo ny for de fleste. En ung pige stod for til at skyde fra 50 meters afstand, han standsede for at betragte hende og bemærkede de drillende kommentar hun fik. Et skævt smil hvilede over hans læber, hun skulle nok ramme, det kunne han se på det beslutsomme udtryk i hendes kønne unge ansigt… som han faktisk genkendte. Jaz? Ja minsandten det var hende! hun skød! Og hun ramte, eleverne måbede men han smilede blot og klappede af hende, eleverne så irriteret på ham, nogen skulede mens andre fandt ham fascinerende. Enkelte genkendte ham og hviskede hans navn. ”Flot ramt Jaz!” råbte han ned til hende med sin velkendte unge charmerende og venlige stemme.

Jazmyne vendte sig hurtigt om, så hun nærmest fik hendes hår i ansigt. Hun hørte nogen, som kommenterede hendes skud. Men på en god og posetiv måde. Hun prøvede desperat at finde ud af hvem det var. Den bedste ting at prøve af, ville være at knibe øjnene sammen. Hun så dum ud, men hun måtte vel tage det, som det kom. Endelig kunne hun se nogle. En mand, som stod og vinkede til hende. Hun gik lidt tættere på, og så hvem det var. Det var Jace! Hun kunne ikke tro sine egne øjne. Hun kendte Jace hjemme fra, og han var en rigtig nær ven. Hvad lavede han her? Jazmyne undrede sig rigtig meget. Vidste han, at hun var halvgud eller? Hun valgte at gå over til ham. Hun var nervøs. Hun havde ikke set ham i så lang tid. Det var underligt. Og havde han fået længere skæg, eller var det bare hende? Hun elskede Jace, og hun elskede den måde han behandlede hende på i de gamle dage. Men hvorfor bliver Jazmyne ved med at stille sig selv det her ene spørgsmål. Hvorfor var han her? Ved han godt at hun er halvgud? Det var så to spørgsmål, men altså. Nu var hun nået så langt hen til Jace, at hun kunne se alle hans detaljer. Han havde ikke ændret sig særlig meget.
"Hejsa! Hvad lavér du her? Det er godt nok længe siden." Jazmyne havde iikke krammet ham i rigtig lang tid, og poå en måde, har hun nu et familie medlem. Hun savnede sin 'gamle' familie meget af og til. Det var dejlig at have ham her.
"Og ja tak, det skud var vel også vigtigt, eller hvad man siger." Jazmyne havde et glimt i øjet, og hendes smile huller var dybere end nogen sinde før.

Hun vendte sig omsider om men på den afstand var det ikke til at sige om hun genkendte ham. Det ville ikke undre ham hvis hun ikke gjorde, og hans stemme havde nok også ændrede sig og på den afstand ville den heller ikke virke så naturlig som hvis man stod tættere på. Hun kom snart nærmere og han stak hænderne i sine lommer, lod hovedet glide på skrå mens han fulgte hende med blikket idet hun kom tættere og tættere på ved hvert skridt. Snart så han genkendelse i hendes ansigt og det drillende smil spillede straks over hans læber. Ordene hun hilste ham velkommen med fik en mild latter til at bryde hans læber

"Jamen jeg er også glad for at se dig kære, og hvad jeg laver her vil du snart finde ud af"

Svarede han og blinkede lettere drillende til hende. Så var den sidste afstand tilbagelagt og han trådte de sidste få skridt nærmere hen til hende, trak den ene hånd op ad lommen og tog blidt hendes hånd som han førte op til sine læber kun for at lade sine læber for at strejfe hendes håndryg. Snart slap han atter hendes hånd

"Hvem er du så datter af?"

Sagde han spørgende, han havde en anelse men nu måtte han se.

Jazmyne smilte. Det var gode gamle Jace. Hun blev lidt genert, måtte hun indrømme over for sig selv. "Jamen det er jo et godt spørgsmål. Men altså. Jeg vil faktisk gerne have, at du gætter først." Jazmyne var nysgerrig over, om man kunne gennemskue hendes gudforælder igennem hendes personlighed og være-måde. Nu måtte hun se. Hvis hun kendte Jace ret, ville han nok kunne gætte det, men med nøje blik på hende, og måske nogle få spørgsmål. Et lusket smil ramte hendes læber, og hun kunne lide det. "Du bliver nød til at fortælle mig, hvorfor du er her. Jeg er mere nysgerrig en spørge Jørgen." sagde Jazmyne og lo lidt for sig selv. Hun kunne simpelthen ikke regne den ud, og det gav sure opstød. Både i maven og i hoved. Hun kunne mærke på hans drillende smil, at han ikke ville fortælle det foreløbig, men at hun nok skulle få det afvide en dag. Men Jazmyne ville have, at det skulle være nu, men hun kende Jace. Han vil gøre det lige så spændende og indlevende så muligt. Det irriterede hende, for hun ville gerne vide det.

Sidste gang Jazmyne så Jace, var på hendes High School. Derfor var stemningen p.t. meget akavet, fordi han vidste at hun var halvgud. På High School,var hun jo bare almindelig. Underligt, men ja. Sådan lå landet, og hun kunne ikke lave om på det. Hun stod desperat om ventede på svar på alle hendes mange spørgsmål.

Skulle han gætte? Ikke skidt, han elskede gættelege og det måtte hun da vide. Han trådte et enkelt skridt tilbage og lod blikket glide hen over hende med et indgående og undersøgende blik. ting og sager blev hvisket rundt omkring men han lod sig ikke mærke med det hvor han kun fokuseret på det

”Du ramte meget flot, din skytteevner mangler nok ikke spor meget men du er helt afgjort ikke datter af Apollon, poetisk er du ikke. hmmm… du må enten være datter af Athene eller Zeus”

Andre ville måske have nævnt Ares som hendes far men hun var ikke aggressiv som sådan og at være datter af Zeus havde sin egen charme, især når han var overguden. Hans blik hvilede dog længe undersøgende på hende hvor han i sin stille siden stillede sig selv spørgsmål og besvarede dem indtil han nikkede for sig selv

”Det må være Athene”

Sagde han med sit skæve smil over de fyldige læber. Da hun insisteret på at få svar på had han lavede der smilede han lettere drillende til hende.

”Du er ikke den eneste her der er efterkommer af en gud”

Svarede han drillende og blinkede venligt til hende. Han stak sine hænder i lommen, trådte det skridt han havde bakkede for at se hende nærmere and frem således de atter stod tætte på hinanden og uden at andre kunne høre dem medmindre de hævede stemmerne. Folk brød sig tydeligvis ikke om at han havde ødelagt deres chance for underholdning men han var ligeglad.

Jazmyne plejede ikke at være særlig fjern over for Jace, men det at han vidste noget om hende, som hun ikke rigtig havde forstået endnu var skræmmende. Hun kunne mærke tvivlen i hendes mave, og det føltes helt fint. Hun kiggede på Jace, og lavede sit normale ej-fortæl-det-nu-ellers-så-dør-jeg blik. Hun havde givet det til Jace meget tit, nogle gange mere nødventit end andre gange. hendes ansigte kørte frem og tilbage, og hun betragtede hende 'lærer' noget så grundigt. Jazmyne havde aldrig set Jace på denne form nogen sinde. Men han føltes dog også som en anden person. Snakken er blevet mere seriøs. Dog lever hans drillende smil og miner stadig, men det kunne Jazmyne måske godt lige overkomme. "Hey, du snyder sikkert eller noget. Så godt kan man ikke ramme." sagde Jazmyne med en mystisk stemme, som hun ikke rigtig selv kendte endnu. Den kom automatisk somme tider. Hendes øjne skiftede endnu engang retning, da hun kunne høre nogle le af nogen. Måske hende? At snakke med en lærer var det helt normalt, eller hvad? Jazmyne valgte at gå ud til siden, da hun ikke kan klare at blive til grin. Det havde hun prøvet alt for meget af derhjemme. Det var ikke verdens rareste følelse.

Hun virkede næsten til at tøve eller overveje nogle ting, hvad hun overvejede vidste han da slet ikke men han kunne tydeligt se at noget var anderledes. Hun var dog ret nysgerrig hvilket der intet nyt var i, derimod var han ret van til at se hende nysgerrig og især den efterfølgende blik fik ham til at le. Han sendte hende endnu et drillende smil

"Du finder snart ud af det kære, tro mig"

Svarede han og blinkede drillende. Hun skulle nok finde ud af det til festen, for der ville det blive annonceret hvorfor han var der og så var der ikke mere at sige til det. Da hun beskyldte ham for at snyde lo han

"Nej da, jeg er bare god til at gætte"

Svarede han muntert, bemærkede at nogen lo men tog sig ikke af det, han tog sig sjældent af den slags og ikke engang da han havde levede uden for lejren havde det betydet noget for ham hvis folk skulle le.

"Hvem tror du så jeg er søn af?"

Spurgte han for at se om hun var lige så god til at gætte eller om hun skulle have hjælp til det.