Møde ved vandet ~Elena, privat

Tid: 19.30
Sted: stranden
Omgivelser: vand.... Sand.... Ingen halvguder eller lærer i nærheden, udover André
Vejr: Vinden blæser let, det er en smule køligt, vandet bruser stille...
Årstid: Forår, time for looooooove <3
Påklædning: Hvid skjorte og en jakke der ligner jakken fra et jakkesæt. Jeans.

André stod ved vandkanten og så ud over vandet. Solen var næsten gået helt ned og himlen havde en spøjs lyserød orange farve. Han havde en sort rose i hånden, men han kiggede ikke på den. Hans arme hang afslappet ned langs hans sider og hans ansigt viste tydeligt at han var fuld af forventninger.
Tidligere samme dag havde André brudt ind i Elenas hytte og lagt en seddel på hendes hovedpude. Det var ikke en særlig lang besked, der stod kun at hun skulle møde ham ved stranden på dette tidspunkt, så stod der hans navn og ved siden af brevet, lå en sort rose, med et rødt bånd om stilken.
Nu stod han så der, forventningsfuld, og så ud over vandet med vinden i håret og mærkede dens kærlige men kølige kærtegn med hans hud, med kun en person i tankerne. Elena

André havde det som om der gik nogen i nærheden af ham, men han regnede bare med at det var en forbipasserende. Dog da personen stoppede op, regnede han med det var en der havde relation til lejren, og som så var død. Det oplevede han tit. Alt det med de døde. Det var en såkaldt gave han havde arvet på grund af hans far.
Men da personen ikke forsvandt igen med det samme som de døde ellers plejede, drejede han hovedet en lille smule og så hen imod personen. Elena.
En varme bredte sig i hans krop ved synet af hende og et smil dukkede op på hans læber. Hånden med den sorte rose løftede han op, da han med langsomme, men selvsikre, skridt, gik hen imod hende.
"Hey Elena.. Han smilte skævt til hende og rakte hende elegant rosen. "Til Dem.. Jeg kan se De fik mit brev?" Hvorfor han snakkede sådan til hende, vidste han ikke, men det ville sikkert være med til at bryde isen en smule. Håbede han da.

//Ikke så langt... Ingen krea

André lo hjerteligt, han kunne ikke lade være. Elena var så nem at være sammen med, det var rart. Han kunne godt lide at være sammen med hende, det gjorde ham glad at se hende.
Han stod lidt og så på hende, hans læber var trukket tilbage til et skævt smil, og han træk på skulderne, da hun nævnte det med hytten.
"Jeg er André. Jeg går ind i folks hytter og ligger sedler. Jeg er en ren stalker" han sagde det i et drillende tonefald og han lod sin hånd, helt "tilfældigvis" strejfe hendes hånd, ganske kort, men hans blik ændrede sig og blev et kort øjeblik kærligt.
Han blinkede, rystede på hovedet og trak hånden til sig.
Han ville ikke virke alt for... Nærgående. Ja, han var brudt ind i hendes hytte, men det var fordi det var mere fordi at sådan var han.
André så væk. Han kiggede sig over skulderen og så kort ned mod vandet. Han vendte blikket mod Elena igen og han fik et chok. Vinden havde fat i hendes hår og hun så så smuk ud i den nedgående sols lys. Han sukkede og smilede svagt.
André fik en idé imens han stod der og så på hende med et beundrende blik.
"Hej jeg tænkte på... Vil du med i vandet?"

//Undskyld mit svar er dårligt ^^' har fysik, men jeg fik da svaret