Skoven. Hvad siger du så? Nyder du dette? - André xD

Påklædning: Hvid t-shirt og mørke blå jeans

Solen skinnede og lyste den trygge skov op. André kom gående med hænderne i forlommerne på sine bukser, og nynnede lavt. Foråret var i luften, og derved kærlighed. Eller nok nærmere forelskelse.
Andrés blik søgte rundt i skoven, imens han prøvede at tænke positivt om alle hans problemer ved kærligheden. Et, han holdte af sin far, på trods af de ting han havde gjort. To, Daniella var hans barndomsflirt, og kendte ham bedre end nogen anden. Og Tre, Elena var helt vild med ham, og fik ham til at føle sig godt tilpas.
Ja okay, det var måske ikke lige de bedste ting, men det ar hvad han havde at arbejde med. Han følte sig ikke hel med kun én pige, hvilket han nok mest så, som en forbandelse eller noget. Hvilket resulterede i, at han ville såre nogen, hvis ikke flere.
*Tre dybe indåndninger, André, tre dybe indåndninger..* tænkte han og gjorde som han havde bedt sig selv om. Han lukkere øjnene imens og prøvede at slappe af. Han satte et skævt smil op, og forsatte gennem skoven. Hans blik var søgende, nok mest efter noget eller nogen, der kunne tage hans opmærksomhed væk fra alle hans bekymringer.
Hans bønner måtte ha været blevet hørt, for kort efter, fik han øje på en pige. Han trådte nærmere og studerede hende nærmest. Han besluttede sig for at tage kontakt til hende, han havde ikke set hende før, så måske kunne de bliver venner eller noget. Det trængte han til. En veninde, som bare var en veninde.
André rømmede sig for at få pigens opmærksomhed, så ville resten være op til hende.

André kiggede nysgerrigt på pigen. Men han blev nærmest slået omkuld da hun snurrede rundt. Han blev helt mundlam over hvor elegant og chokeret hun så ud. Hun var smuk, ingen tvivl om det.
Hun havde helt klart slået benene væk under ham med den ene bevægelse. Hvilket var komisk, da det var ham der plejede at slå benene væk under folk.
Hun overraskede ham dog bare endnu mere med at lyde charmerende, men han kom hurtigt igen. Han trådte tættere på hende og skruede næsten helt op for chamøren i ham. Hun fik øjnene med glimt i, et skævt smil der samtidig også var enormt chamerende, og så udstrålede han bare det bedste han kunne.
"Måske gjorde jeg? Men det er kun ganske særlige der får lov til at blive forfulgt af mig" sagde han forførende og med en charmerende undertone. Han spillede lidt selv glad, selvom det var sjældent han rent faktisk var det. Betegnelsen var nok nærmere, aldrig.
Han kiggede lidt på hendes hånd, overvejede om han skulle gøre noget andet, end at bare tage den. Men blev dog til sidst enig med sig selv om, bare at tage den.
Han tog hendes hånd og gav den et venligt klem, mens han blinkede gavtyvsagtigt til hende. Endnu en datter af Athene? Dem kendte han vist snart mange af. Eller mange og mange, ud af de få han kendte, havde han vist mødt 4 stykker eller noget.
"Datter af Athene? Heldige pigebarn... Hvis du en dag føler at alle hader dig, så tænk på André Skellington, søn af Hades" svarede han, og gjorde sig klar til, hvis hun nu havde planer om at angribe ham, elle måske bare gå. Endnu havde ingen gjort det overfor ham, men han frygtede dog stadig tit at blive afvist på grund af sin fader.

//Dårligt og en smule kort, i know...

André smilede skævt og charmerende til halvgudinden, der stod dér foran ham. Hvad der gjorde ham speciel? Behøvede hun at spørge? André var stukket af fra lejeren da han var tolv! For derefter at vandre hvileløst rundt i Las Vegas et års tid, indtil han blev kontaktet af hans faders kone og tog hen til dem.
Måske skulle han fortælle hende det? For hvor mange tolvårige drenge smutter alene til Vegas?
"Jo ser De, unge frøken, jeg er noget ganske særligt.. Og det har jeg altid været, og det vil jeg altid være..." Ja okay, han fortalte ikke om Vegas, men hvis hun ville vide noget om hans historie, så måtte hun selv spørge. Det næste hun spurgte om, overraskede ham ikke. Flirtede han med hende? Jovist.. Gjorde han det med nærmest alle han mødte? Jo tak! Så hvad skulle han svare? Ja jeg flirter med dig, men det gør jeg med alle skattebasse? det kunne man jo ikke bare sige. Det betød, at han måtte finde på noget, i en fart.
"Måske gør jeg? Hvem ved? Måske er det noget du ønsker, er det der sker?" Det var altid nemt at være charmerende, når man samtidigt var forvirrende, så det var det André gik efter at være lige der. Om det virkede, ville tiden vise.

André kunne ikke forstå pigens udtryk da de tog hinandens hænder. Hun måtte have følt noget, som han ikke havde. Men hvad vidste han ikke helt.
André begyndte at le da Annabeth begyndte at snakke om alt det med hans far og hans mor. Det var komisk, nærmest alle havde den opfattelse af Hades, og regnede jo så med at hans børn blev lige så grimme, eller onde. Men sådan var det jo ikke. Han havde enda fundet ud af, at Hades sønnerne var nogle af dem der var kamp om. Og han var helt klart en af dem.
"Annabeth, Annabeth, Annabeth..." han rystede leende på hovedet. "Min far er en addeles flot mand, når man tænker på hans alder. Troede du virkelig, at dødelige kvinder ville være sammen med et monster? Desuden... Zeus, Poseidon og Hades er jo brødre... Skulle kun to af dem blive gudesmukke og den sidste ligne en blandning imellem en djævel og et misfoster?" han sagde det ikke ondt eller for at rette på hende, men hans stemme var lidt drillende, i håb om hun ville blive forlegen.
Så kom André i tanke om det hun sagde om hans mor. Han vidste det enlig ikke. Han havde aldrig set sin mor, hun havde jo forladt ham få dage efter han var blevet født. Hun havde bare lagt ham foran porten ind til lejren.
"Min mor... Kender jeg ikke..." Andrés stemme var svag og han kiggede trist ned. Han havde aldrig rigtig snakket med nogle om alt det med hans mor, men han følte heller ikke han havde behov for det. Men måske havde han?