En kold dag i skoven ~ Yoona

Sted: Skoven.
Tid: Lidt over tolv-tiden.
Vejr: Koldt, snedækket.
Omgivelser: Træer, buske, sne.
Påklædning: En grøn vinterjakke (som på billedet), med et stort, hvidt og fyldigt halstørklæde viklet godt omkring halsen og et par sorte handsker om hænderne. Et par sorte, tætsiddende jeans, samt et par store, brune bamsestøvler. Håret sidder i en knold (også som på billedet).

Dorothy trådte henover det hvide lag af sne, der de seneste par dage havde lagt sig udover landskabet i lejren. Det var utrolig smukt og som et ekstra plus, så elskede hun sne. Der var ikke noget bedre. Kulden, de store og varme vinterjakker, støvlerne. Det hele var så hyggeligt. Hun havde tit fået at vide, dengang hun var uvidende omkring Halvblodslejren og gik på en helt normalt skole, at hun var noget af det mærkeligste. Men alligevel, så tog folk det til sig, netop pga. hun var så glad for skønhed og mode, at det var helt sygt, for nogen altså. Hendes far forstod hende, men han vidste jo også, dengang, noget som hun ikke selv vidste; hvem hendes mor var. Hendes mor var Skønhedens og Kærlighedens Gudinde, Afrodite.
Dorothy sukkede, idet hun lod sit blik vandre udover landskabet. Et lille smil krøb over hendes læber. Gad vide, hvor mange der havde fået samme idé, at tage en tur i skoven den dag? Det var koldt, ja, men man kunne jo bare tage ordentligt og varmt tøj på. Ligesom hun selv havde gjort. Men alligevel, så kunne hun jo ikke være den eneste derude. Hvem ville gå glip af noget så smukt som skoven på denne årstid? Det ville hun i hvert fald ikke.
Hun fortsatte langsomt længere ind i skoven.

Påklædning: vinterjakke, pink langærmetbluse ,stort halstørklæde, (som er vist på min ava) <---. Et par læder-støvler, og et par jeans.
Yoona trådte igennem det hvide landskab, mellem træerne og gennem buske. Hendes for viklede i en rod, der var på jorden, og lige med et faldt hun ned i det VIRKELIGE kolde sne. Yoona lå bare der i det kolde sne, og var ved at dø af kule. *Skrig dog Yoona*, tænkte hun. En lyd kom ud af hendes mund, som skulle være et skrig. Yoona sat sig i skrædderstilling, og rejste sig langsomt op. Hun stod og fejede sne af sin jakke, og fortsatte sin vandrig ind i skoven. *Pok og tag sne, og vinter og…*, tænkte hun surt for sig selv.
Yoona rejste fra Korea, som 13årig. Væk fra alt hun havde lært, og væk fra dem hun kendte. Alle dem hun havde mødt, og alle dem hun havde lært at kende var der ikke. Hun havde sin far, og Kai, og? Hvem ellers. Hendes bror ser hun ikke så tit, fordi han har det ret travlt med de andre drenge, men i Korea var det ikke sådan, det var mere småt? Måske fordi Yoona var mere vant til Korea end NYC. Hun har været i USA i Cirka 3 år, og er i stadig ikke faldet til?
Yoona sukkede ved tanken af at hun var ensom nu, og der ikke nogen hun kan snakke med. Yoona trådte hen til et træ. Det var ikke ret stort, eller småt, men det var perfekt. Perfekt… Det var ikke et ord Yoona, har tænkt over i lang tid, eller i MEGET lang tid. ”Kai vil sikkert snakke med mig, når jeg kommer tilbage”, mumlede hun for sig selv. Hun lagde sin bar hånd på det grove stykke bark på træet. Det var koldt, overnaturligt koldt. Det var som om tusinde vinde trængte ind på hende.

Dorothy var langt inde i sine egne tanker, imens hun fortsatte ind i skoven. Det var nok ikke en særlig god idé, men det bemærkede hun ikke lige nu. I stedet gik hun bare i sine egne tanker, imens hun nynnede lavmælt for mig selv. Det var jo en skøn dag, var det ikke?
Hun stoppede forskrækket op, da et skrig løsrev hende fra hendes tanker. Et skrig fra en hunkøn. Hvem? Hvor? Hun drejede omkring sig selv et par gange, men stoppede op og lo lidt af sig selv. Hun fandt det ret fjollet, at hun bare stod der og drejede sådan om sig selv. Det skrig kunne jo have været inde fra lejren af, midt under en træning, eller sådan noget.
Det var i hvert fald det, som hun ville tro på.
Langsomt gik det op for hende, at hun måske burde til at gå tilbage. Det nyttede jo ikke noget, at hun bare fortsatte ind i skoven, til ingenting nytte? Hun skulle jo finde tilbage igen og helst inden det blev mørkt. Hun havde jo godt hørt fortællingerne om væsenerne, der jagede de unge Halvguder ude i skoven om aftenen, når det var langt over deres sengetid.
Med et suk begyndte hun at gå tilbage af den vej, som hun var kommet fra.

Yoona stod med sin hånd mod træet, og lidt efter lidt knyttet hun den. Her var der ikke trygt, også selvom man skulle lærer at forsvare sig selv mod det onde, og lærer af det gode. Yoona tog sin hånd til sig, og vendte sig om langsomt. Det var koldt og virkeligt uhyggeligt.
Yoona havde hørt alt for meget om skoven og de uhyggelige historier, at hun næsten ikke ville nærme sig skoven sit halve år, men hun havde lovet sig selv at være modig og nådesløs i kamp. (Også selvom hun var en svagpisser).
*Jeg må gå tilbage til hytten nu*, tænkte Yoona. Hun gik tøvende og langsomt med sine ønsker om at møde nogen hun kunne snakke med, men selvfølglig vil det aldrig ske. Yoona kunne mærke at person var ved at nærme sig hende, og Yoona var derimod ikke så lang fra lejren og kunne nærmest se en hytte eller to fra hendes afstand. Personen kom nærmere, og personen var rigtig bleg. Ikke "syg-bleg", men "hudfarve-agtig-bleg".
Yoona var ved at tabe sin forstand er det virkelig hende? Er det virkelig? Er hun virkelig her? Hvordan? Hvad kunne Yoona ellers tænke sig?
Yoona havde lyst til at råbe:"Unnie", til pigen. Og lidt efter lidt satte Yoona i løb efter pigen. Yoona løb og løb. Pufff! Hun løb direkte ind i pigen. Og nu lå Yoona i sneen igen. Koldt! Rigtigt koldt!

Dorothy gik langsommere og langsommere, da hun faldt længere og længere ind i sine egne tanker. Hun talte ikke med så mange i lejren. Det var jo ikke fordi hun var genert. Eller var det? Hun var hverken indadvendt eller udadvendt. Men hun var glad for den hun var. Hun var stolt over at være hende.
Et lille og ubevidst smil bredte sig over hendes læber.
Pludselig rev en stemme hende ud af tankerne. Hun stoppede op og rystede på hovedet. Hun blinkede et par gange. Hvem råbte? Hun kneb øjnene i, da hun kiggede rundt, idet hun fik øje på en person, en ung pige, der kom løbende hen imod hende. Hun gjorde store øjne, da det gik op for hende, hvem det var.
Men før hun kunne nå at reagere på nogen måde, blev hun væltet ned i sneen, på ryggen. Hun lukkede øjnene stramt i, både pga. den pludselige smerte, men også pga. den kolde sne, der omringede hende så pludseligt. "Y-Yoona..??"

"Du er faktisk i live!" Sagde Yoona overrasket. Dorothy i kød og blod.... Det var ikke en en tvilling eller illusion. Det var Dorothy! "Men hvordan kan du være her når..." Yoona stoppet med at sige noget. Hun så overraskende på Dorothy. "Du er en halvgud! Hvorfor har... Det snakker vi om senere, men du er her! Det her er for vildt!"
Yoona rømmede en smule, og fandt ud af at hun nærmest overfaldet Dorothy, og som prikken over i'et lå de nu i en tildækket jord med masser af sne. Yoona rejste og børstet sneen af hendes bukser og jakke. Hun rakte sin hånd frem mod Dorothy, som så lige så overrasket som Yoona. "Det må du undskylde, Unnie." Sagde Yoona. Yoona var meget glad. Hun havde fundet en af de personer som hun holdte mest af, eller faktisk, den person hun holder mest af. Yoona kunne ikke holde op med at smile. Glæden hun havde mistet i meget lang tid var kommet tilbage igen. Hun kunne hoppe op og ned af begejstring og glæde.

Dorothy kunne simpelthen ikke tro det. Hun kunne ikke tro sine egne øjne. Var det virkelig Yoona?! Hendes længe savnet barndomsveninde fra dengang i Sydkorea? Kunne det passe, at hun var her? Lige foran hende selv? Hun gjorde store øjne.
"Ja, det er mig! Og det er dig! Oh god, hvor har jeg dog savnet!!" udbrød hun og skyndte sig at række op og tage hendes hånd og kom på benene. Med det samme, da hun kom på benene, lagde hun sine arme omkring sin veninde og holdt hende tæt ind til sig. Hvor havde hun dog manglet hende. Det var helt sindsygt. Hun havde tænkt på hende så meget og om de overhovedet nogensinde ville mødes igen. Her var de så. Sammen. I hinandens arme. Kunne det være mere rigtigt?!

Hun omfavnet Dorothy. Hun var så lykkelig at det var til at tude af. Det var et mirakel! Det var det bedste der var sket i hele hendes liv. Hun kunne mærke varme tårer ned af hendes kinder. Sikke en tudeprinsesse Yoona var. Hun smiley, og hun var glad. Det var glædes tårer der strømmet ned af hendes øjne. Det var glæden der brød ud i tårer. Yoona trak efter vejret.
Dorothy... Det navn hun havde savnet i alle disse år. Den pige hun forlod for sin egen sikkerhed. Hende hun forlod for ingenting. Yoona fortrød sin rejsen til vesten. Det var en stor fejl. Det var dumt!
Yoona strakte sine arme langsomt væk fra Dorothy, og så på hende med et undskyldende blik. Men hendes blik ændret sig hurtigt til et "jeg-hader-mig-selv-blik". "Aish! Jeg skulle absolut forlade dig i Sydkorea alene... Det var det dummeste jeg har gjort!" Sagde Yoona surt.

Dorothy krammede hende ind til sig. Hun kunne bare ikke tro det. Hvordan kunne det lykkedes for hende at finde hende igen? Der var gået så mange år. Det var utroligt!! Hun grinte og smilede over hele ansigtet. Hendes øjne strålede som aldrig før.
"Jeg er så glad for at se dig igen!!" udbrød hun, da Yoona trak sine arme til sig. Hun kunne simpelthen bare ikke få smilet af. Hun grinte lidt over sin venindes ansigtsudtryk og rystede lidt på hovedet. Hun tog begge hendes hænder i sine egne. "Det er ikke spor din skyld, Yoona! Det er.. du er.. Vi er endelig sammen igen!!"

"Det var vel tarveligt af mig af at forlade dig..." Sagde Yoona overbevisende. Det var ikke nemt at se ind i Dorothy øjne. De mørke øjne der vidste alt hvad Yoona lavet. Yoona kunne mærke en forbavsende følelse. Skyldfølelse...
"Hey... Hvad lavet du endelig da jeg var væk?" Spurgte Yoona. "Skete der noget derover?" Hun tog fat om Dorothys håndled, og gik hen til en bænk. Bænken var sneet helt til. Yoona slap Dorothy og fejet sneen væk fra bænken. Hun satte sig ned på bænken den var ret kold. Hun lagde sin hånd på bænken og klappet på pladsen ved side af hende, mens prøvet på at smile så meget som hun kunne. Hun prøvet på at få en smule øjenkontakt med Dorothy.

Dorothy stod bare og kiggede smilende på hende. Hun var slet ikke sur på Yoona. Dengang havde der jo været en grund, ikke? En grund, som hun senere hen fandt ud af omkring hende selv. Hun kneb øjnene i og trak på skuldrene.
"Ikke specielt meget. Intet faktisk." svarede hun, imens hun fulgte med hen imod bænken. Hun satte sig ned, da Yoona havde fejet sneen væk og klappede ved siden af sig. Hun lagde det ene ben over det andet og hvilede ryggen imod ryglænet. Hun kiggede smilende på hende. "Men hvor er det bare godt at se dig! Du ligner dig selv så meget!!"

"I ligemåde... Bare om dig," smilte Yoona, "men du har ændret dig en smule... På den gode måde."
Det var stadig ret koldt udenfor. Sneen var ved at falde over lejren. Sneen var smuk. Der var ingen vind, men det var stadig koldt. Sneen dalet ned på jorden, og den var ved at dække jorden som alleredet var tildækket af en tyk lag sne.
"Jeg savner seriøst Sydkorea. Hvis jeg skal være helt ærlig. Gør du ikke?" Spurgte Yoona. Hun så væk. Hun stirret på et træ, og så vendte hun hovedet hen mod Dorothy igen. Hendes hår fanget små snefnug. Bitte små snefnug.

Dorothy kiggede smilende på hende. Hun nikkede kort og rakte op og pillede lidt ved sit mørke hår. Hun nikkede endnu en gang, sådan helt kort. "Ja, det er der. Både udenpå og inden." Hun kiggede på hende igen og smilede.
Et lavt suk forlod hendes læber, imens hun strakte sig frem for sig med arme og ben. Hun lagde benet over det andet igen og foldede hænderne i sit skød. Hun smilede til sin veninde. "Jeg savner rigtig meget Sydkorea.. Jeg savner min far utrolig meget. Jeg tænker på ham ofte," svarede hun og smilede lettere trist til hende, "savner du også din forælder?" Hun kunne nu godt regne ud, at Yoona, ligesom hende selv, kun havde den ene forælder derhjemme, eftersom den anden jo var grunden til, at hun var i lejren.

Yoona så ned på jorden. Hun sukket for sig selv. "Jeg hader min far. Den måde han forlod Kai og mig uden at sige noget... Og tvinge mig væk fra et sted der er sikkert for mig. Han tvang mig nemlig væk fra dig..." Yoona knyttet sine hænder. "Den åndsvage far!"
Yoona kunne se sin far for sig. Ham der ville skaffe sig af med både Kai og Yoona. Ham der ville gøre alt for at blive fri for halvguder og guder. "Jeg hader ham af hele mit hjerte." Sagde Yoona ondt. Yoona stirret op mod himlen, som var grå. Sneen dalet langsomt ned. En efter en faldt ned på jorden. Yoona smilte skævt til jorden. Hun kunne klare at tænke på hendes far. Han var dum!

Dorothy kiggede på Yoona med halvstore øjne. Mente hun det virkelig? Hadede hun virkelig sin far? Hun bed sig lidt i underlæben. Hvordan kunne man hade sin forælder? Hun lyttede opmærksomt, imens Yoona fortalte. Hun kendte jo ikke selv Yoona's far, så hun kunne ikke dømme ham. Men det lød til, at han ikke havde været særlig god overfor Yoona eller hendes bror.
".. Hvordan går det med Kai? Hvor er han nu?" spurgte hun for at ændre emnet lidt. Hun ville ikke tale omkring Yoona's far og gøre hende mere sur eller ked af det. Derfor kunne hun jo spørge ind til broren. Ham kendte Dorothy sagtens til. Hun kunne så godt lide dem begge to.

Yoona kunne mærke at tårerene ville ud af hendes øjne. Yoona savnet at have sin bror ved sin side. Han var den eneste person der kunne få hende til at smile uden at gøre noget specielt. "Han..." Yoona sukket kort. "Jeg ved ikke hvor han er henne... Han er..." Yoona ville tude. Det var et hårdt emne. Det var utåleligt. Yoona prøvet på at undgå at snakke om hendes bror så meget så muligt, men det endte med at Yoona græd eller undlod at sige noget i MEGET lang tid. Tavsheden fik personen til at forstå hvorfor Yoona ikke gider at sige noget.
Yoona blev helt tavs. Hun ville ikke sige mere. Det var vel forståelig det hun sagde, ikke? "Unni... Hvis du noglesinde kommer til at rejse tilbage Seoul... Så tag mig med. Jeg vil ikke være her længere. Jeg vil finde Kai!" Sagde Yoona fastbesluttet. "Jeg vil ikke være her uden min bror. Jeg vil ikke være uden min halvdel."

Dorothy betragtede hende imens hun ventede på svar. Hun havde ikke set Kai længere. Befandt han sig mon ikke også her i lejren? Ligesom Yoona gjorde? Hun kneb øjnene i, da hendes veninde pludselig virkede så trist og ked af det. Hun bed sig lidt i underlæben. Var der mon sket Kai noget? Hun greb hurtigt ind og tog Yoona's hånd i sin egen. Hun klemte om den og smilede opmuntrende til hende. "Hvis du ikke vil tale om, så er det okay." sagde hun lavmælt.
Hun kiggede frem for sig, inden hun kiggede på Yoona igen med et mere alvorligt udtryk i øjnene. Hun nikkede og lagde sin anden hånd ovenpå deres. "Det lover jeg dig, Yoona-ah."

Yoona smilte muntert til Dorothy. En pagt mellem Dorothy og Yoona. "Hey... Jeg har noget til dig." Sagde Yoona glad. Yoona stak hånden ind i jakkelommen, og fik fat i to halskæder. Halskæderne var en tynd kæde, og begge havde et lille vedhæng, som var en halvt hjerte. Det var "hjerteveninde"-halskæder. Yoona rakte Dorothy den ene halskæde, som havde en lille lyserød diamant i. Yoona lagde sin halskæde i lommen, som havde en lille mørkelyserød diamant i. "Et tegn på vores venskab og vores pagt." Yoona træk sin anden hånd til sig sig og lagde Dorothys halskæde i hendes hænder. Yoona så ned på halskæden i Dorothys hænder, som holdte på halskæden der var af sølv. Den var ikke så overdrevet, men meget simpel af en halskæde at være. Yoona har heletiden haft halskæderne i lommen, fordi hun var bange for at midste dem, og plus kunne halskæderne give en smule held.